Det at sejle færgen er det mindste

Serviceringen af de godt 100 beboere på Tunø er førsteprioriteten for besætningen på Tunøfærgen. -Vi arbejder som et team. Her laver vi alle sammen al ting, og målet er at yde den bedste service, siger navigatør og overfartsleder Bjarne Møllgaard.

Tekst og foto: Hanne Hansen

Læs også artiklen: FOA Søfart styrket i CO-Søfart

I Kattegat, mellem Jylland og Samsø, ligger øen Tunø. Skønt geografien på øen omfatter stednavne som Mosen, Nørreklint, Revet, Stenkalven, Sønderklint, Tunø by og Bjerget så er det hele samlet på kun 3,5 kvadratkilometer. I rask trav klares en rundtur langs øens kyst snildt på en halv formiddag.
Øens godt 100 fastboende har valgt at holde øen "bilfri" og derfor er tunboernes foretrukne transportmidler traktorer og knallerter.
Til og fra øen sørger Tunøfærgen for den faste forbindelse. Færgen drives af Odder Kommune og har fast liggeplads i havnebyen Hou, 55 minutters sejlads fra Tunø. Her tæt på færgens faste leje, har tunboerne deres egne biler parkeret, i skyggen af den store P-bruger, Samsøfærgen.
Tunøfærgens bil-overførsler til og fra Tunø er begrænset til groft sagt håndværker- og invalidebiler, der alene kan få køretilladelse på øen. En ordning, som administreres af Tunøfærgen på vegne af Tunø Beboerforening.

Alt til og fra øen fragtes på færgen
Mens godset om bord altså ikke fortrinsvis udgøres af biler, er det til gengæld alt andet. Alt, der forbruges på øen, fragtes over med færgen. Og affaldet er med retur - sammen med det, der produceres på øen i form af afgrøder og grøntsager.
En lastmængde der over årene er aftaget i takt med, at landmænd og grønsagsdyrkerne på øen går på pension. Men den næste generation er på vej retur til øen, og fra færgen følges den udvikling med interesse. De unge vender hjem med nye kreative ideer til også at kunne have et levebrød på øen. Seneste initiativ er dyrkning af citroner. Endnu er det projekt i sin meget tidlige vorden - men det er helt sikkert, at Tunøfærgen og dens personale står klar til at sørge for transporten, når citrushøsten skal fragtes i land.
Fragt er også omsætning i færgens driftsregnskab, som overfartslederen skal sørge for hænger sammen.
Det ændrer dog ikke ved, at fleksibilitet og service er første prioritet.

Nødstrøm og hvidkålshoveder
Da tunboerne for nyligt drog til Christiansborg i samlet flok for at gøre opmærksom på statens skæve fordeling af den økonomiske støtte til øen, krævede det, at Tunøfærgen rettede sejlplanen til, så øboerne kunne komme til fastlandet meget tidligt om morgenen. Og hjemturen blev til natsejlads.
-Det fandt vi nemt ud af. Tilstrækkeligt med besætningsmedlemmer meldte sig frivilligt til at tage de skæve tørner, påpeger Bjarne Møllgård.
Det var også både service og fleksibilitet, der var øverste prioritet, da Tunø en søndag morgen midt januar pludselig var uden strøm, på grund af en fejl på søkablet fra Samsø.
I løbet af fire timer havde Tunøfærgens personale arrangeret to nødgeneratorer, fået dem om bord, sejlet dem til øen - og koordineret med teknikere, så Tunø igen havde strøm i ledningerne. Også selv om færgen ifølge sejlplanen kun havde en tur til øen - om eftermiddagen.
Et punkt i Tunøfærgens "servicebog" omhandler også en opringning fra kromanden på Tunø. Et uforudset rykind betød, at han sporenstregs havde brug for otte hvidkålshoveder. Det fiksede færgepersonalet naturligvis også. En hurtig indkøbstur til Brugsen i Hou, og hovederne nåede at komme med om bord inden afgang.
Syge transporteres fra øen til fastlandet på færgen i øens ambulance, og på kajen er færgepersonalet behjælpelig med omladningen til ambulancen fra udrykningstjenesten. Og det er en naturlig del af arbejdet at yde den syge omsorg og nærvær, hvis det er nødvendigt, inden transporten går videre til sygehuset i land.

Polerer ikke på striberne
Med overfartsleder Bjarne Møllgårds egne ord, så beskæftiger personalet på Tunøfærgen sig ikke med at gå og polere striberne.
-Vi er et lille team og prioriterer højt, at vi også fungerer som team. Den eneste, der på hver overfart har en klar rolle, er den, der på den tur fører skibet, uddyber Bjarne Møllgård, og suppleres af tillidsmand og maskinmester Per Floris:
-Vi fordeler opgaverne, og opstår der undervejs et eller andet, der kræver aktion, jamen så gør den, der lige har tid, det. Det er en fælles opgave at få det hele til at fungere, uddyber han.
Med andre ord, hvis et toilet om bord er stoppet, ja så kan det lige så godt være maskinmesteren som billettøren, der tager sig af det - ligeså vel som billettøren måske på næste tur er fører af skibet.
-Jeg er efter at have været her i mange år efterhånden overbevist om, at det med team-arbejdet er overfartens særkende. Ligger der en palle på kajen, så skræver vi ikke bare hen over den i den tro, at der nok kommer en anden og flytter den. Nej, så tager vi den selv. Og vi fornemmer ret hurtigt, om en ny kollega trives med den form for uformelt teamarbejde, forklarer Bjarne Møllgård.

45.000 personoverførsler
Tunøfærgen, der er bygget i 1993, kan om sommeren medtage 196 passagerer og om vinteren 103.
Det fastansatte personale udgøres af syv, hvoraf to er på deltid. I perioden fra maj til september er der yderligere én fastansat.
Sommerhalvåret er færgens travleste tid. Langt den overvejende del af de nuværende 45.000 personoverførsler årligt ligger i sommerhalvåret. Og helt specifikt er Tunøfestivalen først i juli uden sammenligning spidsbelastningsperioden for færgen. Alt festivaludstyr fragtes til og fra øen - alt lige fra pølsetænger til stortrommer - musikerne og deres udstyr ikke at forglemme. Den omfattende logistikoperation styres i samarbejde med festivalen fra færgen.
Tunø er i al sin lidenhed en turistmagnet. Derfor er passagertallene også meget afhængige af vejret. En god sommer spejler sig hurtigt i billetsalget. Og en god sommer, som i 2003, satte færgen rekord med 55.000 enkeltrejsende, da året var omme.

Ansatte kommer - og bliver
Ancienniteten blandt medarbejderne er høj. Overfartsleder Bjarne Møllgård har været tilknyttet overfarten i 19 år, mens maskinmester Per Floris har været der i 20.
-Og de fleste når at have været her i både 12, 15 og 20 år inden pensionen, bemærker Bjarne Møllgård og tilføjer, at én af de to deltidsansatte i øvrigt har rundet de 70.
Andre besætningsmedlemmer pendler langt til arbejdet. To timers kørsel er ikke unormalt for nogle af de fast ansatte. Enkelte har præsteret at pendle fra den anden ende af landet. Derfor omfatter færgens havnefaciliteter også en kontorbygning med overnatningsfaciliteter.
-Vi har ikke nogen høj løn. Men vi har så meget andet. Det bliver en livsstil. Det at sejle færgen er det mindste af det hele. Nej, det er alt det andet, der er det vigtige, siger Bjarne Møllgård og Per Floris fortsætter:
-Vi kender kunderne, familierne på øen, deres fødselsdage, deres sorger og deres glæder. De betror sig til os, og de skælder ud på os. Men det er det, der er det helt fantastiske. Det er nærheden til øboerne. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Den nærhed og de oplevelser giver så meget, som man ikke oplever på nogen anden arbejdsplads.
Det gode samarbejde er også retningslinjen for Tunøfærgens forhold til myndighederne som for eksempel Søfartsstyrelsen.
-Hvis Søfartsstyrelsen har den holdning, at noget er i udu, så laver vi det. Og er der formuleret retningslinjer til, hvordan noget skal være, så forstyrrer vi ikke med at ansøge om dispensation. Vi efterlever reglerne, siger Bjarne Møllgård og tilføjer, at det ifølge hans opfattelse gør tingene nemmere for alle parter.

Rekruttering en udfordring
På sigt er Bjarne Møllgård ikke i tvivl om, at Tunøfærgen deler den samme udfordring som mange andre ø-færger: tiltrækning og rekruttering af nye medarbejdere.
Færgerne har ikke uddannelsespladser og udviklingen med færre danske officerer i handelsflåden vil betyde, at færgerne står uden fødelinjer. Flere af de nuværende ansatte på overfarten har en baggrund i handelsflåden, ligesom Bjarne Møllgård selv.
-Umiddelbart er der ingen løsning på det problem, så vidt jeg kan se, noterer Bjarne Møllgård.
I det stille pusler besætningen på Tunøfærgen med en omstrukturering, der i løbet af foråret kan føre til, at der bliver plads til en ubefaren om bord.
-Det er et skridt på vejen, men batter jo meget lidt. Driftsmæssigt vil vi dog nå mange fordele ved omlægningen, hvor vi nedlægger kiosken, der med tiden er blevet en underskudsforretning. Automater med kolde og varme drikke kan erstatte kiosken, og i stedet for betjeningspersonale kan vi så have en ubefaren, overvejer Bjarne Møllgård.

Artikler bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 1 2012
publiceret 19. februar 2012