Fur forude - i døgndrift

72 gange i døgnet ankommer færgen til øen Fur i Limfjorden. År ud og år ind. Skive kommune står for færgedriften, hvor ti fastansatte og fire afløsere på skift bemander færgen, der  på fem minutter tilbagelægger turen fra Salling til Fur.

Tekst og foto: Hanne Hansen

Der er gang i byggeriet på Fur. Havnen udvides med yderligere 50 pladser til lystbåde. Turismen på øen prioriteres, herunder også sejlerne.

-Vi tager godt imod turisterne. Færgen og havnen er jo på en måde ”indgangsdøren” til Fur, og allerede her skal de gerne opleve, at vi er positive og imødekommende, siger overfartsleder i Fursund Færgeri Anne-Marie Mortensen.

Fra færgeriets kontor har hun udsigt til havneudvidelsen, der er ved at tage form.

Som overfartsleder varetager Anne-Marie Mortensen primært det administrative omkring færgedriften og sejler kun som afløser. Med døgndrift på overfarten er vagttelefonen hendes faste følgesvend.

Uheld eller nedbrud kommer som bekendt, når det er allermest ubelejligt. Men når det sker, så må overfartslederen være klar.

Da Anne-Marie Mortensen for knap tre år siden overtog jobbet som overfartsleder havde hun i nogle år afprøvet stillingen som stedfortræder for hendes forgænger. 

Fra langfart til Fur

Oprindeligt kom hun fra langfarten og med en sætteskippereksamen, da hun i 1996 tiltrådte som skibsfører på overfarten. Et job med mulighed for familieliv var det, der for alvor trak. Dermed blev hun også tilflytter til øen i Limfjorden, hvor tilflyttere generelt er en mangelvare. Befolkningstallet på øen er for nedadgående, men Skive kommune har en plan, og den opererer blandt andet med, at befolkningstallet på godt 800 skal øges.

Færgedriften er et nøglepunkt i den plan. Selv om overfarten kun tager fem minutter, så er vandet en barriere, der begrænser friheden. Sådan opleves den under alle omstændigheder af mange.

At Fur geografisk samtidig er placeret i det, der set fra hovedstaden kaldes ”udkants Danmark” gør ikke bosætningsstrategien til en mindre opgave.

Ifølge Anne-Marie Mortensen er der ellers rig mulighed for at slå sig ned indenfor turisterhvervet på øen, hvor flere overnatningsmuligheder til turisterne godt kunne blive en levevej for de ihærdige.

Turisterne til blandt andet øens ca. 450 sommerhuse sætter om sommeren deres præg på færgeoverfarten, der året rundt har en basal forretning med blandt andet lastvognstrafik fra Furs moler produktion.

Seks-otte lastvognstog om dagen fragtes således fra Fur til Salling.

Dertil kommer transport af alle forbrugsvarer på øen, landbrugsprodukter den anden vej – og meget mere.

Om bord består besætningen af to mand – begge med sønæringsbevis som minimum kystskipper, så de frit kan tørne om henholdsvis jobbet på dækket med blandt andet billettering og opgaven på broen med at varetage sejladsen.

Ekstra billettører supplerer opgaven på dækket om sommeren, hvor én mand knapt kan nå rundt blandt kunderne, inden ankomsten til Fur. 

Pendler fra København

På dækket er Sigursteinn Tòmasson i fuld gang med billetteringssystemet blandt tætpakkede biler og lastbiler.

Han er den seneste ansatte og startede i jobbet hos Fursund Færgeri sommeren sidste år. Tørnerne med seks dage på job og fire dage fri var attraktive for ham – så attraktive at han pendler fra bopælen i København til jobbet på Limfjorden.

-Nej, det betyder ikke noget, bedyrer han med islandsk accent om pendlerturen til og fra Fur.

Han har sejlet hele sit liv,  og rundt regnet er det 35 år han har bag sig på langfart.

Med en pendlerlejlighed på Fur, når han er på arbejde, går det alt sammen.

-Det er fint at kunne være mere hjemme, og så er her ikke noget tungt, fysisk arbejde, forklarer han, inden han i hast igen må forlade dagrummet for at gøre klar til endnu en ankomst. 

30 år plus det løse

Skibsfører Ove Thomassen er på broen. Han er uden sammenligning den, der har været længst på overfarten af de ansatte. 30 år – plus – mener han det er, uden helt at kunne sætte eksakt årstal på.

Han var hjemme på ferie fra jobbet i coastersejladsen, da overfartslederen på overfarten henvendte sig med et jobtilbud, for nu længe siden.

-Det at være tættere på familien – at kunne tage hjem om aftenen – var attraktivt, så han skiftede til færgefarten og har nu, som han selv siger det, været her ”møj længst.”

-Joh, det kan da være trivielt. Men der sker jo også hele tiden noget på øen, så vi får jo også nyt at vide, smiler han.

Ligesom overfartslederen er han medlem af FOA. De er nu i mindretal på overfarten, hvor kun ca. en tredjedel er medlem.

-FOA har overenskomsten og forhandlingsretten. Så er det naturligt, at man er medlem der, lyder både Anne-Marie Mortensens og Ove Thomassens argument. Og de ærgrer sig også begge over, at de ikke er flere blandt kollegerne, der er medlemmer.

-Det ville have været noget lettere ved forhandlinger, hvis vi var flere. Som det er nu, er der jo ikke rigtig noget slagkraft bagved, bemærker Ove Thomassen.

Ingen af dem ville have noget imod, at FOA var mere synlige overfor de maritime medlemmer - og måske ville større synlighed også virke overfor ikke-medlemmerne.

Navigatørerne på overfarten har en enkelt maskinmesterkollega. Han går på almindelig dagtørn og varetager alt det tekniske- og maskinmæssige vedligehold på begge færger. Og sammen med overfartslederen planlægges værftsophold og større reparationsopgaver.

To færger på skift

Overfarten råder over to færger, men sejler hyppigst kun med den ene. Færgerne skifter så en måned ad gangen, så de begge to holdes i gang. Den ældste – ’Sleipner Fur’ lejes også ud, når andre overfarter har brug for en afløserfærge.

Den nyeste, ’Mjølner Fur’, er fra 2011. Den sejler på animalsk bio-diesel – altså populært sagt slagteriaffald. Projekteret og planlagt med grønne visioner for øje. Siden er bio-diesel imidlertid blevet et dyrt bekendtskab, og det er driften af færgen dermed også.

Det ændrer ikke ved, at Fur holdes i forbindelse med omverden i døgndrift. Mandskabet tørner i treskiftet vagt, to mand ad gangen og med overfartslederen i baghånden ved telefonen.

Og med varslet om forår på marts måneds flotteste solskinsdag er der ikke lang tid til turisternes rykind, hvor transportmaskinen over Limfjorden for alvor må holde for.

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 2 2015
publiceret 24. april 2015