Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk
01 KA 700

'Kanalen' er skræddersyet til overfarten Thyborøn-Agger og bygget i 1975. Fra venstre overfartsleder Jens Børge Nielsen, Anton Lilleøre og Palle Toft i messen under dæk. Alle tre har de - ligesom stort set alle besætningsmedlemmerne på overfarten - baggrund i fiskeriet.

Portrætserie: 'Kanalen' - Thyborøn-Agger

Frihed på 'Kanalen'

Gennemsnitsalderen blandt de ansatte er høj og færgen er med 37 år bag sig heller ikke nogen nybygning mere. Men sammenhold og arbejdsglæde er i top blandt de ansatte på færgen 'Kanalen', der med to nye motorer og højpoleret maskinrum forbinder Thyborøn og Agger.


Tekst og foto: Hanne Hansen

 

Se billedgalleri nederst på siden

 

Skræddersyet til opgaven  åbnede den nybyggede dobbeltenderfærge 'Kanalen' færgeforbindelsen mellem Thyborøn og Agger i 1975. Nord og syd blev dermed igen forenet tværs over Limfjorden efter 150 års adskillelse. En adskillelse som stormfloden i 1865 sørgede for ved at gennembryde tangen og sætte Nordsøen og Limfjorden i direkte forbindelse med hinanden.
Omvejen, hvis ikke færgen havde været der, er på 85 km.
Så de ti minutter 'Kanalen' er om at brumme over på den anden side giver en anselig tidsbesparelse.
Pendlere, virksomheder, transportfirmaer og turister sætter stor pris på, at færgeforbindelsen er der.
Det samme gør Lemvig Kommune, der efter kommunalreformen forestår driften.

Den grønne kystvej
Overfarten er en del af "Den grønne kystvej", som strækker sig fra Holland til Stavanger i Norge. Og som Lemvig Kommune med egne ord præciserer det, så ligger kommunen netop midt på denne grønne, langstrakte forbindelse.
Det årlige kommunale tilskud er på 1,1 mio. kr.
Med tilskuddet hænger driften sammen, fortæller overfartsleder Jens Børge Nielsen.
Han er primært "landsat" med ansvaret for alt det administrative men får dog mulighed for at holde sønæringsbeviset ved lige med afløsninger om bord.
Jens Børge Nielsen kom til overfarten for 19 år siden fra fiskeriet i Nordsøen og indgik i færgebemandingen indtil for fire år siden, hvor han overgik til kontoret og de administrative opgaver.

12 mand i alt på 'Kanalen'
12 mand sørger i tørner med tre på hvert hold for at holde 'Kanalen' sejlende. Stort set alle kommer som overfartslederen fra fiskeriet - og selv om yngste mand er en grønskolling på kun 34, så ligger gennemsnitsalderen et godt stykke over de 50, mens ældste medarbejder er 70 år.
Om sommeren sejler 'Kanalen' fra kl. 05.30 - 21.00, mens vinterfartplanen har sidste sejlads kl. 18.00.
Og grundprincippet er, at der arbejdes meget om sommeren, mens de mange timer afvikles ved færre arbejdstimer om vinteren.
Det system skal man selvfølgelig kunne affinde sig med, men ellers er det meget svært for besætningen at finde noget at sætte fingeren på ved jobbet om bord - bortset fra lønnen. Den måtte meget gerne være noget højere.
-Vi er utroligt glade ved arbejdet på færgen, siger Anton Lilleøre, der er 68. Han har været fast på 'Kanalen', siden han for ni år siden kvittede fiskeriet.
Kollegaen på tørnen på dækket og i maskinen på dagens vagt er 63-årige Palle Toft. Han har fem års anciennitet på 'Kanalen', mens skipperen på broen, Finn Steen de Lemos har været her i 11 år.

-Vi passer os selv
I messen under dæk er der mellem turene tid til en kop kaffe. Og det afsløres hurtigt, at der især er én ting, som besætningen i høj grad sætter pris på ved jobbet på 'Kanalen'.
Det er friheden.
-Ja, vi passer os selv, forklarer Anton Lilleøre.
Den daglige kontakt med kollegerne og kunderne er et af de helt centrale punkter.
-Vi kender jo gud og hvermand, uddyber Jens Børge Nielsen og fortsætter:
-De faste pendlere, vi ved hvornår de skal med og vi ved, når de kommer for sent, smiler han.
Pendlingen gik for år tilbage især fra nordsiden, Agger, over til Thyborøn.
-Men efterhånden, som der er kommet gang i erhvervslivet i omkring Agger, så er der færre pendlere, fortæller Jens Børge Nielsen. Nu om dage er der henved en 25 stykker.

Lange køer om sommeren
Opmarchbåsene er på begge sider af farvandet tyndt besatte denne november morgen, hvor færgen for længst er gået over til vintersejlplanen.
Om sommeren til gengæld er det nødvendigt med ekstra mandskab på land til at holde styr på køerne, hvor især turisterne fra Tyskland sætter sit præg på landskabet.
Alle kunder er stillet lige. Der kan ikke bookes forud, og uanset vejr og vind gælder først-til-mølle-princippet.
-De tre måneder om sommeren er der gang i den, konkluderer Jens Børge Nielsen og vurderer at to tredjedele af kunderne er turister. Dermed afhænger regnskabet en del af, hvor godt sommervejret har artet sig. I år tegner det dog til, at både august og september blev gode.
I alt kan vogndækket tage 19 personbiler, mens passagertallet er 98.
Vogndækket tager snildt både lastbiler, busser, campingvogne, autocampere, motorcykler og cykler. Gående passagerer benytter også ramperne, der placeret i begge ender giver hurtig lastning og losning.
'Kanalen' er i sin tid bygget på værftet Søren Larsen & Sønner i Nykøbing Mors.
Og alle sejl var sat til, da færgen efter årtiers forberedelse i 1975 blev sat ind.
Fra 'Kanalen' er der de seneste år kigget mod færgeoverfarterne i nabolaget omkring Limfjorden, hvor nye færger er kommet til på både Hvalpsund-overfarten og Venø-ruten og senest her i oktober i år med Mors-Thy Færgefarts nye færge, Feggesund.
En ny afløser for 'Kanalen' er dog ikke i sigte.
-Det bliver vist ikke i vores tid, lyder konklusionen om bord blandt besætningen. Og driftsmæssigt er der heller ingen grund til at lade 'Kanalen' gå på pension endnu.

Pudset og poleret
-I 2010 kostede vi 2,5 mio. kr. på færgen. De to hovedmotorer er nye og den sejler bare godt. Den er jo passet og plejet, siger overfartsleder Jens Børge Nielsen og viser rundt i maskinrummet.
Var det ikke for larmen, er det umiddelbart svært at se, at rummet er et maskinrum i et skib, der sejler hver dag året rundt og har gjort det i 37 år.
Værktøjet er linet op på rad og række på skottet ved arbejdsbordet, dørk-pladerne er pletfrie - ja selv messingskiltene ved ventilerne er polerede. Ikke en eneste vildfaren tot twist er der at finde.
At adgangsvejene er lidt kringlede og kræver god fysik, det plager ingen om bord.
Samme vedligeholdelsesstandard gør sig gældende på broen.
-Hver gang vi har lidt penge, så får lavet lidt, siger Jens Børge Nielsen.
Interiøret er fra færgens bygning, mens udstyret er fornyet og udvidet til nutidig standard med såvel computer og elektroniske søkort.
Det er hverken prangende eller storslået og de få kvadratmeter levner ikke plads til mange besøgende. Til gengæld er det hele inden for rækkevidde for skipperen, der også hurtigt skifter fra arbejdspladsen på broens forkant til agterkanten, når færgen sejler den anden vej.
-Men vi trænger til en ny færge, mener Jens Børge Nielsen og fortsætter:
-Om sommeren er den simpelthen for lille. Der har vi brug for noget større kapacitet.

Ingen sygedage
At der er mange fordele for arbejdsgiveren ved at have ansatte med en høj alder, det kan besætningen om bord hurtigt blive enige om.
-Sygedage har vi ingen af, slår de fast og tilføjer med glimt i øjet:
-Og barnets første sygedag har vi jo da slet ingen af.
-Ja, vi sætter en ære i at komme på arbejde, slår Palle Toft fast.
Det er da heller ikke besætningens skyld, når 'Kanalen' må give op.
Vejret er i det nordvestlige Jylland en stor udfordring for den fladbundede færge. Med hård vind og sø ude fra Nordsøen og forhøjet vandstand kan 'Kanalen' slet ikke ligge i sit færgeleje, men må søge ly i Sydhavnen i Thyborøn.
Og efter en storm, er sejlløbet igen sandet til.
-Så må vi simpelthen føle os frem, når vi sejler. Hvert år bruger vi 1,5 mio. kr. på uddybning af sejlløbet, fortæller Jens Børge Nielsen.
Naturens kræfter er enorme, når de først spiller frit. Og det har da også gennem årene sat sit præg på 'Kanalen'.
-Men den er stærk. Den er virkelig stærk selv om den efterhånden er gammel, bemærker Jens Børge Nielsen.

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 6 2012
publiceret 23. november 2012

 

Klik på billederne for at se dem større



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Fagbladet CO-Søfart nr. 4 er udkommet

Bladet kan nu læses online her på hjemmesiden. Den trykte version ...

Præsentation af nye aftaler for juniorofficerer

I forbindelse med overenskomstfornyelserne i 2023 blev det aftalt ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX