Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

Portrætserie: Hjarnø færgen

"Alt kan lade sig gøre"


Både færge og ø er i den mindre skala. Til gengæld skal det store målebånd i brug for at måle såvel sammenhold som arbejdsmiljø blandt færgefolket i den selvejende institution Hjarnø Færgefart.

Tekst og foto: Hanne Hansen

Klaus Nissen, overfartsleder.

 

Flere hel- og halvøer forskønner udmundingen af Horsens Fjord. En af øerne er Hjarnø, der med rundt regnet 100 indbyggere indtager en central placering i fjorden.
Færgeforbindelsen til øen går fra den lille havneby Snaptun på fjordens sydside. Hjarnø er en del af Hedensted Kommune, som færgefarten også er knyttet til.
Sejladsen til øen klarer færgen ’Hjarnø’ på fem minutter. I alt præsterer færge og mandskab 32 afgange om dagen, og det er beboerne på Hjarnø sådan i det store og hele ganske tilfredse med. Kapaciteten på færgen, der kan medtage op til fem biler og 24/48 passagerer – alt efter bemanding –, er der også tilfredshed med på øen. Tilfredshed med tingenes tilstand er der også om bord. I alt er fire faste færgeførere ansat foruden overfartsleder Klaus Nissen, der tiltrådte i sensommeren sidste år. Om sommeren suppleres bemandingen med en billettør.
Et fortrinligt kollegialt sammenhold, samarbejde på kryds og tværs og især friheden i jobbet er vigtige punkter i det, der tilsammen giver et rigtig godt arbejdsmiljø hos Hjarnø Færgefart.
De fysiske rammer behøver ikke være hverken store, nye eller prangende, for at mennesker trives med arbejdet.

Inden overfartsleder Klaus Nissen sidste år besluttede sig for at søge det dengang ledige job som leder af overfarten, undersøgte han nøje arbejdsmiljøet og forholdene.
Det var afgørende for ham, at klimaet på og omkring arbejdspladsen skulle være både i orden og positivt.
Han var på det tidspunkt ansat ved et havbrug, der gennem lange perioder havde været mål for naturforkæmperes kritik og negativ omtale i medierne.
-Det er så træls at have et job, hvor man hele tiden møder skepsis og negativitet hos omverdenen, uddyber Klaus Nissen og fortsætter:
-Så jeg fik spurgt mig rigtig godt for, inden jeg søgte her ved Hjarnø Færgefart.
Flere af de ansatte færgeførere kendte han i forvejen. Alle har de rod i fiskeriet ud fra enten Snaptun eller Juelsminde.

De første måneder i jobbet har ikke skuffet Klaus Nissen.
-Nej, der er et rigtig godt samarbejde. Alt kan lade sig gøre her, smiler han.
Færgen er enmandsbetjent, og færgeførerne tørner i et helt fast mønster med et døgn på job og tre døgn fri. Der er vagtskifte til middag og færgen ligger om natten over på Hjarnø. Her er der overnatningsfaciliteter til færgeføreren.
Alle er ansat på FOA-overenskomster, men det hører absolut til sjældenhederne, at der diskuteres fagforening. Ingen husker, hvornår det skete sidst. 

Attraktive tørner

Tørnerne er attraktive. At vagterne er fastlagt langt ud i fremtiden er et meget stort plus.
-Har man brug for at bytte, så gør man bare det. Jeg mindes ikke at have hørt, at der var noget, der ikke kunne lade sig gøre. Alle er bare rigtig gode kolleger, fortæller Klaus Nissen.
Selv indgår han i vagtplanen med ca. fire vagter om måneden. Ellers passer han skrivebordet.
-Jo, det er noget af en omvæltning at komme bag skrivebordet det meste af tiden, men der er rigeligt at se til. Lige nu er vi ved at forberede dokningen af færgen, fortæller han.

På Hjarnø er der gang i et større havnereparations-projekt. Og som det ofte er med den slags reparationer, så viste tingene sig at være meget værre end først antaget, da der bogstaveligt talt blev gravet til bunds i sagen.
Det der først lignede en mindre opgave i form af stabilisering er endt med flytning af spuns og ny opfyldning. Hjarnø bliver dermed her i vinterens løb et par kvadratmeter større.
Når projektet kommer længere frem vil det påvirke sejladsen et par dage, hvor afløserfærgen ’Lille Hjarnø’ må tage over. Af køretøjer kan ’Lille Hjarnø’ kun medtage cykler, så det kræver behørig information til øboerne i god tid inden.
Den lille afløserfærge har de senere par år fungeret som ”cykelfærge” om sommeren mellem Hjarnø og øen mod nord, Alrø. Da Alrø er forbundet med fastlandet på nordsiden af Horsens Fjord med en dæmning, kan cyklister således cykle hele vejen rundt om Horsens Fjord.
Tiltaget har været en stor succes. Og den ellers faste strøm af turister til Hjarnø om sommeren er blevet forøget.

Om vinteren er det groft sagt kun øboerne, deres gæster og diverse håndværkere med ærinde på øen, som gør brug af færgen.
På hverdage er der altid pendlerne – heraf otte skolebørn, der skal frem og tilbage mellem ø og fastland.
Mens dagligdagen om vinteren går sin stille trummerum på færgeoverfarten, så er der fart på om sommeren. Derfor er der også i højsæsonen tilknyttet billettører.
Alt er hidtil foregået på god gammeldags ”analog” vis med notering af antal passagerer mv. på et stykke papir ved hver afgang.
Et nyindkøbt billetsystem vil gøre det muligt at opgøre passagertal og trafik både præcist og digitalt.
Det ser Klaus Nissen frem til.

Færgen, der er fra 1987, blev levetidsforlænget for snart 6 år siden og under vogndækket tøffer de seks cylindre på den oprindelige Grenå Diesel ufortrødent og stabilt.
Arbejdet i maskinrummet foregår siddende på hug – hvis man vel at mærke vil undgå at banke hovedet imod. Men selv om det ikke er den mest attraktive arbejdsstilling, så er det nu sådan det er, og det er der heller ingen brok over. 

Mellemting mellem turistguide og katolsk præst

Færgefører Michael Laursen, der har været i på færgen i syv år værdsætter friheden og det, at man om bord bare passer sig selv. Han afløses ved middagstid af færgefører Lars Daugaard Sørensen. Også han er tilfreds.
-Du må ikke sige det til nogen, men det er et meget nemt job, siger han med et glimt i øjet.
Den mere alvorlige forklaring er, at han sætter pris på arbejdstiderne og vagtsystemet.
-Og så kan jeg godt lide kontakten til passagererne. Som færgefører er man sådan en mellemting mellem en turistguide og en katolsk præst, lyder Lars Daugaard Sørensens beskrivelse.
Om færgefarten i fremtiden fortsætter som en selvejende institution eller den placeres direkte i Hedensted Kommune er for tiden under afklaring. Der er flere bolde i luften, men grundlæggende er alle enige om, at færgebetjeningen som den er, - uanset organisationsformen - skal bibeholdes i det store og hele. For den er alle nemlig ret godt tilfredse med.

 

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 1 2016
publiceret 26. februar 2016



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Medsejlads gennemføres som planlagt

Efter planen skal rejsesekretær Barno Jensen på medsejlads ombord ...

Overenskomster opsagt til tiden

Vi nærmer os marts 2025, hvor overenskomstforhandlinger 2025 for ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX