Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

Portrætserie: Nekseløfærgen

Nyt hold på næsten ny færge


Plejer er et fremmedord på 'Nekseløfærgen', hvor der siden nytår stort set er sat et helt nyt hold. Chefskipper Jesper Schwartz tiltrådte i januar, og de første måneder har været travle med dokning, bundsyn, hovedsyn og vagtplanlægning.

Tekst og foto: Hanne Hansen

 

noe_illus_500pxlrex

’Nekseløfærgen’ er også ny - næsten. Den er i hvert fald forholdsvis ny på overfarten mellem Havnsø og Nekselø.

Den oprindelige 'Agersø Færgen' fra 1993 blev for tre år siden købt af Kalundborg Kommune, der driver Sejerøbugtens Færgeselskab. Og efter en gennemgribende ombygning og renovering, blev den for to år siden navngivet og indsat på ruten.

Færgen er med plads til 98 passagerer om sommeren og kapacitet til 25 tons last på bildækket i overstørrelse til Nekseløs indbyggertal på kun 16.

Men færgen fungerer også som afløserfærge for 'Sejerøfærgen’ på færgeselskabets anden rute, og set i det lys, er den ikke det mindste for stor.

Tyve minutter tager overfarten fra Havnsø til Nekselø, der forbindes med fire dobbeltture dagligt. Det benytter især turister sig af om sommeren – typisk én-dags turister, der finder på at besøge den fredede ø i Sejerøbugten.

Fire fastansatte og to-tre afløsere udgør besætningen, der over de seneste måneder har gennemgået en del udskiftning.

To-mands betjent færge

Papirer som styrmand af 4. grad – kystskipper – er minimumskravet om bord på færgen, der er to-mandsbetjent.

-Holdningen er, at alle skal sejle. Det aftales indbyrdes mellem de to, der er om bord, hvem der varetager skipperopgaven på broen. Men det er vigtigt at alle løbende har rutinen med at sejle færgen for det tilfælde, der skulle ske noget, forklarer chefskipper Jesper Schwartz.

Kort tid efter hans tiltræden i januar fik han følgeskab af sin gamle kollega fra det tidligere job, skipper Karl Soelberg Jensen. Sidst i april tiltrådte Kim Høst, og ved CO-Søfarts besøg om bord midt i maj, var nyeste mand – Christian Hartmann – tiltrådt dagen før.

Ingen af de fire er bosiddende på Nekselø, hvor færgen har hjemmehavn.

Kender skibet ud og ind

Selv om alle er nye på overfarten, kender få deres skib så godt som Jesper Schwartz.

-At blive kastet direkte ud i en dokning med forberedelse af doklister og diverse syn er hårdt arbejde. Men det er en fantastisk måde at lære sit skib at kende på. Der er ikke den afkrog, som Karl og jeg ikke har været i, fortæller han. 

Tørnerne skifter med 6-7 dages arbejde med fire dage fri, efterfulgt af tre dages arbejde og lidt længere fri.

Maritim tilknytning

Alle er de nye i den kommunale færgeoverfart, og organisatorisk føler de sig langt mere tilknyttede til Søfartens Ledere end FOA Søfart, der har overenskomsten.

-Den maritime tilknytning er for mig det væsentlige, og jeg havde langt hellere set, at det var Søfartens Ledere, der havde overenskomstretten, siger Jesper Schwartz, mens Karl Soelberg Jensen nikker.

Noget større emne er det dog ikke i dagligdagen.

Selv om de er nye, tøver de ikke med at konkludere, at ’Nekseløfærgen’ er en rigtig god arbejdsplads.

-Her er frihed under ansvar, vi styrer helt selv det hele, pointerer chefskipperen og fortsætter:

-Jeg har med nye øjne været alle systemer og papirer igennem med frihed til at ændre hidtidige rutiner og optimere, hvor jeg fandt det aktuelt. Det har været travle måneder, men også rigtig spændende at få mulighed for.

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 3 2016
publiceret 24. juni 2016



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Medsejlads gennemføres som planlagt

Efter planen skal rejsesekretær Barno Jensen på medsejlads ombord ...

Overenskomster opsagt til tiden

Vi nærmer os marts 2025, hvor overenskomstforhandlinger 2025 for ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX