Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

Portrætserie: Bjørnøfærgen

Øboerne driver selv færgen

 

De 32 beboere på Bjørnø er alle andelshavere i færgeselskabet Bjørnøfærgen a.m.b.a. 'Lillebjørn' fragter alt fra bryllupsgæster til levende kvæg, og skipper klarer også postruten på øen.

Tekst og foto: Hanne Hansen

 

 

Skipper Anders Høj Andersen og formand for færgeselskabet Bjørnøfærgen a.m.b.a., Hanne Berg Kelm

   

-Man skal kunne være i det. Og enten så kan man, eller også kan man ikke, bemærker skipper Anders Høj Andersen.

Agterude ligger Fåborg i tung oktober-dis, mens havnen på Bjørnø nærmer sig.
Et kvarter varer overfarten – det vil sige, at skipper godt kan finde på at forlænge oplevelsen med et minut eller to.
-Vi vil gerne spare på dieselolien, og det ene minut kan altså betyde en del sparet olie, forklarer han.

To passagerer plus en hund er med på denne tur til Bjørnø. Hunden indtager hjemmevant styrehuset, og observerer sejladsen med snuden ud af døren.
Opholdsrummet under dæk står tomt, for de to passagerer foretrækker ligesom hunden også styrehuset i dag. Det giver mulighed for udveksling af de sidste nyheder.

Anders Høj Andersen kan rigtig godt være i jobbet som skipper på Bjørnøfærgen.
Han begyndte som afløser for fem år siden og blev fastansat i juni sidste år. I alt er de fire ansatte. To faste på fuld tid og to afløsere.

Tørnerne er en uge ad gangen. Fra fredag morgen til torsdag aften sent.
-Vi styrer det hele selv. Skal man ha’ ferie spørger man afløserne. Og ellers så bytter vi indbyrdes, hvis der er noget, man skal, fortæller han.

Færgeselskabet ejes og drives af øboerne. En bestyrelse på fem varetager den daglige drift, hvor bestyrelsesformand Hanne Berg Kelm varetager det overordnede ansvar. Hun er som pendler selv med færgen hver dag.
Arbejdsfordelingen mellem skipperne og bestyrelsen er helt klar. Bestyrelsen løser det administrative, mens alt det tekniske og maritime i forbindelse med driften varetages af skipperne. 

Som en familie - alle ved alt

Opholdet på Bjørnø er kun et par minutter. Papircontainerne rulles i land. To passagerer skal med fra øen. En sommerhusgæst, der er på vej hjem til København og en pendler, der er på vej på job. -Man kender jo alle, siger Anders Høj Andersen og tilføjer:
-Det er som en familie. Alle ved alt.

Han bor selv i Faaborg og har nemt på arbejde, da færgen ligger over på Fynssiden.
-Skal man et ærinde ind imellem turene, så kan man sagtens ordne det. Og til frokost kører jeg hjem og spiser. Det er frihed under ansvar, og det har jeg det rigtig godt med, siger han.

”Posttasken” i form af en sort Fjällräven med påsat, rødt postskilt ligger i styrehuset. Der var ingen post denne mandag.
Postomdeling på Bjørnø er en del af arbejdsopgaverne for skipperen.
-Vi er servicemindede – det gælder det hele. Også postturen. Vi går ikke med aviser, men jeg kunne ikke drømme om at cykle ud til ham, der bor yderst på øen med post, uden at tage hans avis med, forklarer Anders Høj Andersen.

I vinterhalvåret er der god tid til at være serviceminded.
-Om vinteren kan vi nå det hele. Om sommeren skal vi godt nok løbe stærkt, siger han.
Turiststrømmen til Bjørnø kan om sommeren give en del ekstra ture.
-Vi sejler til kajen er tom. Sådan er det. Vi lader ingen stå tilbage, forklarer han.
Men færgepersonalet sætter stor pris på at være forhåndsorienteret, når der holdes fest på øen, og de mange gæster skal frem og tilbage. 

Alt fragtes på færgen

Alt til og fra Bjørnø fragtes på færgen. Det gælder også levende køer, såsæd og gødning, dieselolie og brændsel. Kornhøsten på øen fragtes også på færgens dæk. 400 tons om året, pakket i bigbags.

Kranerne i land på begge sider betjener skipperne også.
Levende dyr leveres ved færgen i kasser – bortset fra hunde altså. De er ”selvkørende”.
Hundene er noget af et diskussionsemne, eller rettere billetprisen for hunde er.

Med statstilskuddet til gods er prisen for at sejle en ko over nede på godt otte kr. Til gengæld er billetten til en hund ”hundedyr”. 30 kr., og det arbejdes der på at få lavet om, fortæller formand for bestyrelsen Hanne Berg Kelm.
Færgebetjeningen løses på kontrakt for Faaborg-Midtfyn Kommune.

I det hele taget har sensommerens takstnedsættelser givet Bjørnøfærgen flere udfordringer.
-Overfartstiden er jo så tilpas kort, at turister kan opfatte færgen som en turbåd. Det giver altså problemer, når der kun er plads til 20 passagerer, fortæller hun.
Derfor er der indført den regel, at passagerer, der er med fra Fåborg, skal stå af på Bjørnø og der stille sig bag i køen, hvis der er kø. 

Ulønnet bestyrelse

Alle i bestyrelsen arbejder frivilligt og ulønnet.
-Man skal som øbo brænde for det. Vi er 32 beboere og med vandværk og det hele, så er der seks bestyrelser, fortæller hun.

Hun har været i færgebestyrelsen i flere omgange tidligere, men ikke som formand.
-Pludselig står man jo som arbejdsgiver. Derfor er det vigtigt, at vi har klare aftaler. Og jeg synes, vi er ved at have det rigtig godt organiseret, siger hun.
Anders Høj Andersen nikker samtykkende.

-Jeg har som formand det øverste ansvar, men jeg har jo ikke forstand på alt det skibstekniske for eksempel. Der er jeg helt afhængig af, at skipperne sørger for, at det er i orden, siger Hanne Berg Kelm og fortsætter:
-Vi har stort fokus på arbejdsmiljøet. Det er vigtigt for skipperne, og vi har indført MUS-samtaler.

Dansk Metals Maritime Afdeling overenskomstdækker færgens ansatte.
Et samarbejde, som både Anders Høj Andersen og Hanne Berg Kelm er godt tilfredse med.
Skipperen er selv medlem af DMMA – sådan for en sikkerheds skyld, hvis der skulle opstå problemer.

-Min holdning er, at tingene bare skal være i orden, også når det gælder overenskomsterne, siger Hanne Berg Kelm.

 

Artiklen bragt i fagbladet CO-Søfart, nr. 6 2016
publiceret 2. december 2016



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Medsejlads gennemføres som planlagt

Efter planen skal rejsesekretær Barno Jensen på medsejlads ombord ...

Overenskomster opsagt til tiden

Vi nærmer os marts 2025, hvor overenskomstforhandlinger 2025 for ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX