Principafgørelser

Indtægter skal fratrækkes i hjælpen til en borger, der modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse eller supplement til brøkpension.

Kommunen kan ikke yde de nævnte former for hjælp, hvis borger har formue, der kan dække forsørgelsen.

Kommunen skal konkret vurdere, om beløb, der indgår på en borgers konto er formue eller indtægter. Borgers oplysning om, hvad bankoverførsler dækker over, skal inddrages ved sagens behandling, det skal også teksten på kontoudtog mv. og andre oplysninger, der kan belyse, hvad beløbet dækker.

Hvis borger ikke medvirker, og der ikke foreligger eller kan indhentes oplysninger om arten og årsagen til overførslerne, betragtes beløbene som en indtægt.

Gaver behandles som formue. Lån optaget til forbrug behandles ligeledes som formue. Et beløb, der lånes ud og tilbagebetales er også formue. Formue under 10.000 kr. (20.000 kr. for ægtefæller) kan som udgangspunkt erhverves og forbruges frit. Det betyder, at mindre dagligdags transaktioner i form af gaver og smålån mellem venner og familie kan ske uden konsekvenser for hjælpen.

Omstændighederne kan dog føre til, at lån eller tilbagebetaling af lån skal anses som indtægter, f.eks. hvis lån eller tilbagebetaling af lån overføres helt regelmæssigt til borger til brug for forsørgelse og borger har baseret sin økonomi herpå.

Gentagen, systematisk, regelmæssig låneoptagelse eller modtagelse af gaver med beløb, der svarer til ydelsesniveauet og hvor borger har baseret sin økonomi herpå, kan også føre til, at borger ikke har ret til hjælpen, da borger i det tilfælde har en anden forsørgelsesmulighed.

I en konkret sag foretog kommunen fradrag for overførsler fra en nærtstående i borgers kontanthjælp og rejste et tilbagebetalingskrav. Der var tale om overførsler på mellem kr. 3.670 og kr. 6.140 pr. måned i 3 måneder i form af mange mindre overførsler. Borgers saldo på hans bankkonto oversteg på intet tidspunkt 10.000 kr. i løbet af de 3 måneder. Borger og den, der havde overført beløbene forklarede, at der enten var tale om lån eller tilbagebetaling af lån. Ankestyrelsen fandt, at beløbene skulle betragtes som formue, da kommunen ikke havde oplysninger, der gav grund til at tilsidesætte borgers forklaring. Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering, at borger ikke havde lagt sin økonomi an på løbende låneoptagelse. Da borger således ikke havde haft indtægter, der skulle fradrages i hjælpen, og borger ikke på noget tidspunkt i perioden havde haft formue over formuegrænsen, havde han ikke modtaget hjælp uberettiget og skulle derfor ikke tilbagebetale.

I en anden konkret sag havde kommunen fradraget alle overførsler til borgers konto i en periode på et år og rejst et tilbagebetalingskrav på 60.278,83 kr. Kommunen havde opgjort beløbene i fire kategorier: Spillegevinster, overførsler fra familie (datteren), lån (hvis dette fremgik af teksten på kontoudtoget), og ”udokumenteret”.

Borger ønskede ikke at medvirke til en minutiøs gennemgang af de enkelte poster, der for de flestes vedkommende var på få hundrede kroner, dog enkelte poster på op til 2.650 kr. Borger oplyste dog, at han havde lånt 10.000 kr. af sin svigersøn til blandt andet indskud og første måneds husleje, flytning, køleskab og diverse inventar. Han havde også lånt til et tv, der gik i stykker under flytning. Han har herudover fra tid til anden lånt penge til og af folk via mobilepay, og han kunne ikke se forskellen til at få pengene i hånden. Han havde ikke opfattet dette som beløb, han skulle oplyse om. Overførslerne fra hans datter var tilbagebetaling for udlæg, som han havde foretaget i forbindelse med indkøb.

Kommunen henviste til en vejledning om oplysningspligt, hvoraf det fremgik, at borger havde pligt til at oplyse om tipsgevinster og lignende, der var nævnt som et eksempel på indtægter.

Der forelå i sagen kontoudskrifter vedrørende overførslerne, men der fremgik ingen saldo på borgers konto.

Ankestyrelsen vurderede, at borger havde medvirket til sagens oplysning og forklaret, at der var tale om dagligdags transaktioner mellem venner og familie (lån og tilbagebetaling af lån). Ankestyrelsen vurderede derfor, at såvel posten ”familie” som posten ”udokumenteret” skulle anses som formue. Posten ”spillegevinster” er i sin natur formue, da gevinster er nævnt i forarbejderne til aktivloven og i vejledningen som en formue.

Ankestyrelsen vurderede, at borger var i ond tro omkring sin oplysningspligt for så vidt angik spillegevinsterne, da disse var direkte nævnt i kommunens vejledning – selv om de var nævnt i en forkert sammenhæng.

Derimod fandt Ankestyrelsen det ikke godtgjort, at borger var blevet vejledt om, at småoverførsler mellem bekendte og familie skulle oplyses til kommunen.

Sagen blev hjemvist til kommunens vurdering af, om spillegevinsterne kunne danne baggrund for et tilbagebetalingskrav efter reglerne om formue.

I en tredje konkret sag modtog borger supplement til brøkpension med 128.045,37 kr. i perioden fra maj 2013 til september 2015.

I samme periode modtog borger næsten hver måned betydelige pengeoverførsler med beløb i størrelsesordenen mellem ca. 20.000 kr. og 40.000 kr., som hun ikke oplyste om til kommunen.

Kommunen forespurgte i forbindelse med sagens behandling, hvor beløbene stammer fra. Borger besvarede ikke kommunens spørgsmål.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borger ikke havde været berettiget til den udbetalte hjælp, da hun i perioden fra maj 2013 til september 2015 havde mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse uden at modtage hjælp i form af supplement til brøkpension og da hun havde lagt sin økonomi an på løbende at modtage beløb fra andre.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde også vægt på, at det af bevillingen af supplement til brøkpension klart fremgik, at supplementet er beregnet ud fra en vurdering af, at hun med sine indtægter og udgifter ikke havde et tilstrækkeligt rådighedsbeløb til at dække sine leveomkostninger.

Principafgørelsen fastslår

Generelt om hjælp til forsørgelse

Det er en betingelse for at modtage uddannelses- og kontanthjælp, at personen har haft lovligt ophold her i riget i sammenlagt syv år inden for de seneste otte år (opholdskravet). En person, som ikke opfylder opholdskravet, har ret til integrationsydelse, hvis personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage hjælp.

Opholdskravet gælder både for danskere og udlændinge. Opholdskravet gælder dog ikke for EU-/EØS-borgere, der efter EU-retten er berettigede til hjælp.

EU-/EØS-borgere og danske statsborgere, der efter EU-retten er berettigede til hjælp

Når en EU-/EØS-borger efter EU-retten er berettiget til hjælp, er personen undtaget fra at skulle opfylde opholdskravet. Dette gælder også for danske statsborgere, der efter EU-retten er berettigede til hjælp.

En EU-/EØS-borger er efter EU-retten berettiget til hjælp, når personen har opnået arbejdstagerstatus på det danske arbejdsmarked.

En dansk statsborger er efter EU-retten berettiget til hjælp, når personen vender tilbage til Danmark fra ophold i et andet EU-/EØS-land og opnår arbejdstagerstatus i Danmark.

Man opnår arbejdstagerstatus i Danmark, når man har haft beskæftigelse på det danske arbejdsmarked efter sin tilbagevenden til Danmark og i øvrigt opfylder betingelserne for at blive anset som arbejdstager efter EU-retten. Vi henviser til principafgørelse A-34-06.

En dansk statsborger, der efter sin tilbagevenden til Danmark fra et ophold i et andet EU-/EØS-land hverken opfylder opholdskravet eller har opnået arbejdstagerstatus, har alligevel ret til uddannelses- eller kontanthjælp, hvis personen har en tilstrækkelig grad af tilknytning til Danmark.

Vurderingen af tilknytning

Det beror på en konkret vurdering, om en dansk statsborger har en tilstrækkelig grad af tilknytning til Danmark.

I vurderingen af tilknytning kan følgende kriterier indgå:

- Samlet ophold i Danmark set i forhold til varigheden af ophold i andre EU-/EØS-lande,

- beskæftigelse i Danmark eller øvrige økonomiske bånd til Danmark,

- nære familiemedlemmer i Danmark,

- taget grundskole og/eller uddannelse i Danmark,

- danskkundskaber,

- sociale bånd til Danmark

De nævnte kriterier er vejledende, og der skal foretages et konkret og individuelt skøn i den enkelte sag. Det kan være relevant at inddrage andre kriterier end de nævnte, som kan bidrage til at fastslå, om personen har en tilstrækkelig grad af tilknytning til Danmark.

Den enkelte sags omstændigheder er afgørende for, hvilke kriterier der skal indgå i vurderingen af personens tilknytning til Danmark og hvilken vægtning, de enkelte kriterier skal have.

Personens tilknytning til Danmark kan ikke vurderes alene på grundlag af opholdstiden i og uden for Danmark, og flere kriterier skal undersøges, inden der kan træffes en afgørelse.

Hvis der er tale om ophold i et andet EU-/EØS-land af kort varighed set i forhold til personens ophold i Danmark, er der en formodning for, at personen ikke har mistet sin tilknytning til Danmark. Omvendt vil ophold i et andet EU-/EØS-land, der har varet en længere periode, tale for, at der skal stilles større krav til tilknytningen, og at der skal foretages en nærmere undersøgelse af flere kriterier.

Der er tale om skønsmæssig vurdering, hvor der foretages en undersøgelse af de forhold, der er relevante for sagen, så der kan træffes en afgørelse på et oplyst grundlag. Kommunen kan indhente de relevante oplysninger fra personen. Kommunen kan også indhente oplysninger fra andre myndigheder. Der henvises i den forbindelse til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

De konkrete sager

I en konkret sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at en person, der var dansk statsborger, havde ret til kontanthjælp, selvom han ikke havde opnået arbejdstagerstatus i Danmark, og selvom han ikke opfyldte opholdskravet om lovligt ophold her i riget i sammenlagt syv år inden for de seneste otte år. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at personen havde en tilstrækkelig grad af tilknytning til Danmark. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde i den forbindelse vægt på, at personen var 56 år, og at han havde haft ophold i et andet EU-land i ca. to år, hvor han var studerende. Det måtte lægges til grund, at han havde gået i grundskole i Danmark.

I en anden konkret sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at en person, der var dansk statsborger, havde ret til kontanthjælp, selvom hun ikke havde opnået arbejdstagerstatus i Danmark, og selvom hun ikke opfyldte opholdskravet om lovligt ophold her i riget i sammenlagt syv år inden for de seneste otte år. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at personen havde en tilstrækkelig grad af tilknytning til Danmark. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at hun var 49 år, at hun havde haft ophold i et andet EU-land i ca. seks år, og at hun inden sin udrejse havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark i ca. fire år. Hun var desuden indrejst i Danmark med sit barn på to år, som havde haft ophold i Danmark siden. Hun havde også afsluttet folkeskolen og gymnasiet i Danmark.

I en tredje sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at en person, der var dansk statsborger, havde ret til integrationsydelse, fordi han ikke havde opnået arbejdstagerstatus i Danmark, og fordi han ikke opfyldte opholdskravet om lovligt ophold her i riget i sammenlagt syv år inden for de seneste otte år. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede også, at han ikke havde en tilstrækkelig grad af tilknytning til Danmark. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at personen var 32 år, og at han havde haft ophold i et andet EU-land i ca. 24 år. Han havde således haft ophold i et andet EU-land i størstedelen af sit liv, og han havde hverken gået i skole eller haft beskæftigelse i Danmark.

Principafgørelsen fastslår

Er en borger udeblevet fra et tilbud, skal kommunen afklare, om borgeren har haft en rimelig grund til udeblivelsen. Kommunen skal som minimum spørge borgeren om, hvorfor borgeren udeblev.

I sager, hvor en borger oplyser, at udeblivelsen skyldes sygdom, skal kommunen fortsætte med at oplyse sagen, indtil der er tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borgeren var syg og dermed havde rimelig grund til udeblivelse. Kommunen kan spørge borger om arten og omfanget af sygdommen.

Kommunen kan kun tilsidesætte borgerens forklaring om, at udeblivelsen skyldes sygdom, hvis der er grundlag for det.

Hvis kommunen finder det nødvendigt, kan den indhente udtalelse fra en læge om, hvad borgeren fejlede, hvor alvorligt det var, og om borgeren var i stand til at møde i det konkrete tilbud på de konkrete dage.

Er der fortsat anledning til tvivl, kan kommunen indhente yderligere lægelige oplysninger evt. ved speciallæge.

Kommunen er forpligtet til at indrette sig, så den får oplysninger om udeblivelser i så god tid, at kommunen kan oplyse sagen korrekt.

Hvis borgeren ikke medvirker til sagens oplysning, kan kommunen træffe afgørelse på det foreliggende grundlag. En afgørelse på det foreliggende grundlag kan være til skade for borgeren.

Det er dog en betingelse for at træffe afgørelse til skade for borgeren, at

- borgeren er bekendt med sin pligt til at medvirke til oplysning af sagen.

- kommunen har vejledt om konsekvenserne af manglende medvirken til sagens oplysning.

- usikkerhed om årsagen til udeblivelsen skyldes borgerens manglende medvirken.

De konkrete sager:

I en konkret sag var en aktivitetsparat mand udeblevet fra et tilbud. Kommunen fik straks at vide, at borger var udeblevet, men bad først senere borgeren om at gå til læge.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte borgerens oplysning om, at han havde en rimelig grund til sine udeblivelser. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at kommunen ikke forsøgte at oplyse sagen i nær forbindelse med borgerens udeblivelser, selv om de straks fik at vide, at borgeren var udeblevet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde også vægt på, at lægen ikke kunne udtale sig konkret om borgerens helbredsforhold på udeblivelsestidspunktet.

I en anden konkret sag var en jobparat mand udeblevet fra et tilbud. Han oplyste om øjenoperation og lægekonsultation. Borgerens læge var ikke bekendt med operation eller konsultation på de pågældende dage. Kommunen partshørte borgeren over lægens udtalelser. Kommunen vejledte borgeren om, at sagen ville blive afgjort på det foreliggende grundlag, hvis borgeren ikke svarede.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at der var grundlag for at tilsidesætte borgerens oplysning om, at han havde været syg. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at de lægelige oplysninger ikke understøttede borgerens forklaring, og at borgeren ikke var fremkommet med yderligere oplysninger, der kunne begrunde hans sygdom.

I en tredje sag var en aktivitetsparat mand udeblevet fra et tilbud i juli måned. Borgerens læge havde sygemeldt ham i perioden fra den 27. maj 2016 til den 27. oktober 2016 på baggrund af flere lidelser.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at kommunen havde tilsidesat borgerens egen læges udtalelse uden at have tilstrækkeligt grundlag for det.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg bemærkede, at en kommune ikke uden tilstrækkeligt grundlag kan tilsidesætte egen læges sygemelding. Hvis kommunen er i tvivl om holdbarheden af en lægeudtalelse, kan kommunen indhente yderligere lægelige oplysninger, eventuelt ved speciallægeundersøgelse, og herefter tilsidesætte lægeerklæringen, hvis borgeren efter en lægelig vurdering anses for at være arbejdsdygtig.

Principafgørelsen fastslår

Kommunen skal pålægge en skærpet sanktion til en jobparat eller uddannelsesparat borger som gentagne gange undlader at opfylde sin pligt til at stå til rådighed. Den skærpede sanktion betyder, at borgeren kun får hjælp i det omfang, borgeren møder i et åbent tilbud. Sanktionen kan ikke anvendes for aktivitetsparate borgere.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering og skal altid vurdere, om sanktionen står i et rimeligt forhold til undladelserne.

Det er en forudsætning for at anvende den skærpede sanktion, at kommunen har truffet afgørelse om sanktion for de forudgående undladelser.

Det er også en forudsætning, at kommunen vurderer, at borgeren med disse forudgående undladelser udviser manglende vilje til at stå til rådighed, dvs. at de forudgående undladelser tilsammen har en alvorlighed, som viser, at borgeren systematisk søger at omgå de krav, der stilles til personen. I det tilfælde vil en skærpet sanktion være proportional med undladelserne.

Den skærpede sanktion kan vare fra 1 måned til 3 måneder. Kommunen skal afpasse konsekvensen, så der også er proportionalitet mellem konsekvensen og undladelserne. Det har afgørende betydning inden for hvilket tidsrum, undladelserne er sket. Gentagne undladelser inden for kortere tid, f.eks. 2 måneder, vil kunne begrunde sanktion i 3 måneder, mens det kun vil kunne begrunde sanktion i 1 måned, hvis de gentagne undladelser strækker sig over en periode på op til 6 måneder.

Den konkrete sag

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at betingelserne for at pålægge skærpet sanktion ikke var opfyldt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede således, at borgerens undladelser inden for de sidste 6 måneder inden afgørelsen ikke havde en art og et omfang, så borgeren måtte anses for systematisk at have søgt at omgå de krav, der var stillet til borgeren.

I denne sag havde kommunen truffet afgørelse om skærpet sanktion. Kommunen henviste til, at borgeren

- havde afvist tilbud om ansættelse med løntilskud den 10. februar og ophørte i løntilskud uden rimelig grund,

- var blevet afmeldt jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag den 10. juni,

- var udeblevet fra jobsamtale den 11. juni,

- var blevet afmeldt jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag den 11. august, og

- gentagne gange havde tilsidesat sin pligt til at oplyse om arbejde.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at kommunen forud for afgørelsen om skærpet sanktion kun havde truffet afgørelse om sanktion for to undladelser inden for de seneste 6 måneder i form af udeblivelse fra jobsamtale den 11. juni 2015 og afmelding fra jobnet den 11. august 2015 og 13 dage frem på grund af manglende tjek af jobforslag.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde videre vægt på, at de øvrige undladelser, som kommunen havde lagt vægt på i afgørelsen om skærpet sanktion, ikke havde medført en forudgående afgørelse om sanktion, samt at et af forholdene i form af, at borgeren havde afslået et tilbud om løntilskudsansættelse i øvrigt lå mere end 6 måneder før afgørelsen om skærpet sanktion.

Principafgørelsen fastslår

En sygemeldt borger skal anvende den digitale selvbetjeningsløsning, Mit Sygefravær, til at aflevere oplysningsskemaet til brug for kommunens opfølgning i sygedagpengesagen. Anvendelsen af Mit Sygefravær er obligatorisk, når sygefraværet er anmeldt via NemRefusion.

Fritagelse for modtagelse af digital post undtager ikke borgeren fra at anvende Mit Sygefravær. Den sygemeldte bliver i underretningsbrevet fra kommunen vejledt om at kontakte kommunen, hvis borgeren mener ikke at kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning eller har brug for råd og vejledning.

At borgeren ikke kan anvende Mit Sygefravær eller har misforstået vejledningen til Mit Sygefravær er ikke en rimelig grund til at undlade at indsende oplysningsskemaet, hvis borgeren ikke kontakter kommunen inden for den fastsatte frist.

I den konkrete sag havde en sygedagpengemodtager ikke indsendt oplysningsskemaet til kommunen inden for fristen og havde derfor ikke medvirket ved kommunens opfølgning.

Det var ikke en rimelig grund til at aflevere oplysningsskemaet efter fristen, at den sygemeldte ikke kunne anvende den digitale selvbetjeningsløsning Mit Sygefravær, da den sygemeldte ikke havde kontaktet kommunen inden for den fastsatte frist og var vejledt om at kontakte kommunen, hvis den sygemeldte mente, ikke at kunne anvende Mit Sygefravær eller havde brug for råd og vejledning.

Der var først ret til genoptagelse af udbetalingen af sygedagpenge efter kommunens modtagelse af oplysningsskemaet.

Principafgørelsen fastslår

Statsforvaltningen træffer afgørelse om optagelse i særlige botilbud af borgere, der ikke selv kan give samtykke til flytning. Det sker efter indstilling fra kommunen.

Kommunen kan afslå at indstille til optagelse i særlige botilbud.

Der er i serviceloven gjort udtømmende op med mulighederne for at klage over en kommunes afslag på indstilling til flytning uden samtykke. Det er alene en ægtefælle eller anden nærtstående person, der deler bolig med den person, som sagen vedrører, der kan klage over kommunens afslag på at indstille til optagelse i særlige botilbud. Klagen kan alene indbringes for Statsforvaltningen.

En kommunes afslag på at indstille til optagelse i særlige botilbud kan derfor ikke påklages, når den nærtstående ikke deler bolig med den person, som sagen vedrører. Dette gælder uanset, om den nærtstående er værge.

Inden en kommune giver afslag på at indstille til flytning uden samtykke, skal kommunen forholde sig til, om borgeren får sine behov dækket i det nuværende botilbud eller i eget hjem. Hvis borgeren allerede bor på et botilbud, skal kommunen ved afslag på at indstille til et andet botilbud også forholde sig til, om det skønnes at være i borgerens egen interesse at flytte til et andet botilbud.

Kommunens afgørelse om et botilbuds egnethed og om egnet hjælp og støtte i eget hjem, kan påklages til Ankestyrelsen.

I to sager afviste Ankestyrelsen at behandle sagen. Kommunernes afslag på indstilling til flytning af borgerne uden samtykke til botilbud kunne ikke påklages af borgernes nærtstående (forældre og niece), da de nærtstående ikke delte bolig med borgerne. Ankestyrelsen er i øvrigt ikke ankeinstans i sådanne tilfælde.

I den tredje sag afviste Ankestyrelsen også at behandle sagen, da Statsforvaltningens afgørelse om en kommunes afslag på at indstille borger til flytning til et andet botilbud uden samtykke ikke kan indbringes for Ankestyrelsen.

Principafgørelsen fastslår

En borger med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som er i stand til at være arbejdsleder, har mulighed for at få udbetalt et tilskud til selv at ansætte sine hjælpere, enten i en ordning om kontant tilskud eller som borgerstyret personlig assistance.

Kommunen skal udmåle tilskuddet til ansættelse af hjælpere ud fra borgerens behov. I tilskuddet skal indgå omkostninger til hjælpernes løn.

Reglerne for udmåling til hjælpernes løn er fælles for begge tilskudsordninger.

Kommunen skal tage udgangspunkt i overenskomsten med sammenlignelige faggrupper ved udmåling af tilskud til hjælpernes løn

Ved en sammenlignelig faggruppe forstås en gruppe, som udfører lignende opgaver som dem, hjælperne i en ordning om kontant tilskud eller borgerstyret personlig assistance skal udføre. Kræver udførelsen særlige kompetencer, skal den sammenlignelige gruppe være i besiddelse af disse.

Kommunens udmåling af tilskud skal tage udgangspunkt i overenskomsten med sammenlignelige faggrupper, men udmålingen skal ikke følge hele overenskomsten. Hvis der fx er særlige tillæg i en overenskomst for en særlig funktion, som der ikke er behov for i de opgaver, som den konkrete borgers behov tilsiger, skal der ikke udmåles tilskud til dette. Kommunen skal sikre, at borgeren kan rekruttere og fastholde personale med det bevilgede tilskud.

Kommunen er ikke bundet af lønaftaler, som borgeren har indgået med hjælperne

Kommunen skal sikre i udmålingen, at borgeren med det fastsatte tilskud kan rekruttere og fastholde personale, men tilskuddet kan ikke øges ved borgers aftale med hjælpere om højere løn.

I sag 1 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet styrelsen ikke fandt det godtgjort, at borgeren med det udmålte tilskud kunne rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. Kommunen havde reduceret borgerens tilskud uden at udmåle tilskuddet med udgangspunkt i en overenskomst med sammenlignelige faggrupper og uden at vurdere, om det reducerede tilskud opfyldte formålet med udmålingsbekendtgørelsen.

I sag 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet styrelsen fandt det godtgjort, at borgeren med det udmålte tilskud kunne rekruttere og fastholde de nødvendige hjælpere. Kommunen havde vurderet borgerens hjælpebehov, udmålt tilskuddet med udgangspunkt i overenskomsten for sammenlignelige faggrupper og sikret sig, at borgeren kunne rekruttere og fastholde personale.

Kommunen fastsætter egenbetalingen for de borgere, som har fået bevilget et ophold på midlertidigt botilbud efter serviceloven.

Kommunen kan opkræve egenbetaling både for husleje, el og varme og for udgifter, som er en integreret del af botilbuddet.

Kommunen skal over for borgeren præcisere, hvilke ydelser som indgår i egenbetalingen. Det gælder både i forhold til husleje, el og varme og for ydelser, som er en integreret del af botilbuddet.

I et botilbud, hvor der er tilknyttet fast personale og servicearealer, kan udgifter til fx kost og tøjvask være en integreret del af botilbuddet. Disse ydelser er en naturlig del af botilbuddet. Fastsættelsen af betalingen for ydelser, som er en integreret del af opholdet i en midlertidig boform efter serviceloven, skal ske på grundlag af de faktiske udgifter.

Andre ydelser kan ikke betragtes som integreret ydelser i et botilbud, idet boligdelen og servicedelen er adskilt i lovgivningen. Det betyder, at borgeren kan fravælge udgifter, som ikke er knyttet til de nævnte ydelser, fx ture med botilbuddets bus.

Kommunen kan vælge, at borgere der bor på et midlertidigt botilbud skal betale for kost, tøjvask m.v. Disse ydelser kan indgå i en servicepakke, som borgeren skal betale for under opholdet på det midlertidige botilbud. Det gælder også selvom borgeren fx fravælger et eller flere måltider i botilbuddet, eller ikke vil anvende botilbuddets vaskeordning.

Anden hjælp efter serviceloven kan ikke indgå i egenbetalingen

Ydelser, som er bevilget individuelt til borgeren, som følge af dennes funktionsnedsættelse, kan ikke indgå i egenbetalingen for botilbuddet

Personlig hjælp og pleje eller socialpædagogisk støtte, som er bevilget til borgeren på grund af dennes funktionsnedsættelse, er ikke en integreret del af botilbuddet.

Når borgeren deltager i madlavning og vask i botilbuddet som led i en socialpædagogisk handleplan, er dette ikke en integreret del af botilbuddet. Udgifter hertil kan derfor ikke medregnes ved fastsættelsen af egenbetalingen.

Kommunen må ikke tjene på egenbetalingen

Kommunen må ikke fastsætte borgerens egenbetaling så højt, at den overstiger det beløb, som kommunen betaler til botilbuddet. Kommunen må ikke tjene på de serviceydelser, som kommunen er forpligtet til at levere efter serviceloven.

Egenbetalingen må ikke overstige huslejen i sammenlignelige lejeboliger

Kommunen skal sikre, at der er rimelighed og proportionalitet i forholdet mellem den tilbudte bolig og den fastsatte egenbetaling. Borgeren skal derfor ikke betale mere for at bo i botilbuddet end borgere i sammenlignelige lejeboliger, hvor der er mulighed for at ansøge om boligstøtte. Boligstøtten beregnes på baggrund af borgerens indtægt.

Kommunen skal sikre, at borgeren har midler til personlige fornødenheder, når egenbetalingen skal fastsættes

Ved beregning af egenbetalingen efter serviceloven skal kommunen tage højde for, at borgeren skal have et beløb tilbage til personlige fornødenheder. Dette gælder også selvom borgeren har en indkomst. Hvis borgeren ikke har midler til personlige fornødenheder, skal kommunen nedsætte borgerens egenbetaling

Kommunen skal vurdere, om borgeren har et nødvendigt behov for at spare op herunder til fremtidig bolig

Egenbetalingen kan, som led i en efterbehandling, fastsættes sådan, at beboeren får mulighed for en opsparing. Kommunen kan endvidere i særlige tilfælde dispensere for egenbetalingen i kortere tid. Et særligt tilfælde kan være, at borgeren har behov for opsparing til fremtidig bolig. Grunden hertil er, at formålet med bevillingen af midlertidig bolig er, at borgeren på længere sigt skal flytte til en mere egnet bolig.

De konkrete sager

I den ene sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde præciseret hvilke konkrete ydelser, som borgeren skulle betale for via egenbetaling. Kommunen skulle derfor behandle sagen igen og tage stilling til, hvilke ydelser borgeren modtager på det midlertidige botilbud.

I den anden sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde godtgjort, at husleje, el og varme, som borgeren betalte for i sit botilbud, svarede til en almindelig boligudgift til en lejebolig. Kommunen skulle derfor indhente oplysninger om boligudgifter til en lejebolig, som er sammenlignelig i størrelse og beliggenhed med borgerens botilbud.

Principafgørelsen fastslår

Det er som udgangspunkt en betingelse for at få bevilget hjælp efter servicelovens regler, at borgeren har lovligt ophold her i landet.

Under midlertidige ophold i udlandet bevarer borgeren dog retten til visse former for hjælp efter udlandsbekendtgørelsens regler.

Udover den hjælp, der kan bevares under midlertidige ophold i udlandet, kan der i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet i særlige tilfælde dækkes ekstra omkostninger, der er forbundet med opholdet.

Bevare den bevilgede hjælp under midlertidige ophold

Under midlertidige ophold i udlandet på op til en måned bevarer modtageren den bevilgede hjælp, uden at ansøge kommunen om det.

Ved midlertidige ophold i udlandet, der overstiger en måned, skal modtageren, før udlandsopholdet påbegyndes, ansøge kommunen om at bevare hjælpen. Den periode, i hvilken hjælpen i det enkelte tilfælde kan bevares, afhænger af formålet med hjælpen og de konkrete omstændigheder, blandt andet karakteren af hjælpen.

Ved vurderingen af om den bevilgede hjælp kan bevares, skal kommunen forholde sig til, om borgerens behov kan tilgodeses i forbindelse med den ønskede rejse. Kommunen skal også forholde sig til, om der er tale om en rejse, som andre almindeligvis vil tage på.

I en konkret sag havde borgeren søgt om ret til at medbringe sin ordning med borgerstyret personlig assistance til USA i 6 måneder. Ankestyrelsen var enig med kommunen i, at borgeren ikke havde ret til at tage sin ordning med borgerstyret personlig assistance med til udlandet i forbindelse med den ønskede rejse, da rejsen måtte anses for at ligge udover, hvad der kan betragtes som almindeligt for ikke-handicappede borgere i samme livssituation.

Borgeren ønskede at deltage i kurser og foredrag i USA med henblik på efter hjemkomsten at holde foredrag om handicapområdet i USA.

Dækning af ekstra omkostninger ved kortvarige ferieophold i udlandet

En rejse på 14 dage i udlandet kan almindeligvis betegnes som et kortvarigt ophold henset til, at de fleste lønmodtagere har 5-6 ugers ferie om året. Det er ikke ualmindeligt at holde 14 dages ferie i udlandet i sammenhæng. 3 uger kan derimod ikke betegnes som et kortvarigt ophold, og mere end én årlig udlandsrejse ligger udover, hvad der kan betegnes som almindeligt.

En handicappet borger har derfor som udgangspunkt alene ret til dækning af ekstra omkostninger til én årlig ferie i udlandet, selvom varigheden er kortere end 14 dage.

Borgeren har ret til at få dækket ekstra omkostninger i forbindelse med afholdelse af et ferieophold, der er almindeligt for andre ikke-handicappede borgere. De særligt påkrævede ekstra omkostninger må ikke være en følge af den valgte ferieform. Det afgørende er, at borgeren har mulighed for at holde en sædvanlig ferie i udlandet, men ikke nødvendigvis en bestemt form for ferie.

Afgørende for vurderingen af, om borgeren har ret til dækning af ekstra omkostninger, er, om det er særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af en udlandsrejse.

Dækning af rejse- og opholdsudgifter for borgerens eventuelle hjælpere kan være en afgørende forudsætning for gennemførelsen af en udlandsrejse.

Derimod er det som udgangspunkt ikke særligt påkrævet eller en afgørende forudsætning for gennemførelsen af en rejse at dække rådighedstimer til en hjælper, når hjælperen ikke er på en 24-timers vagt og ikke skal stå til rådighed udover ved sin egen vagt. Det gælder også selvom en hjælper kræver merløn for at tage med på ferieopholdet.

Kommunen kan ved vurderingen af, hvilke ekstra omkostninger borgeren har ret til dækning af, tage udgangspunkt i kommunens serviceniveau. Kommunen skal dog forholde sig til, om der er konkrete forhold, der tilsiger, at kommunens serviceniveau i den konkrete sag skal fraviges.

Ankestyrelsen vurderede i en anden konkret sag, at kommunen skulle forholde sig til, om borgeren havde ret til dækning af ekstra omkostninger til en ferierejse til udlandet, udover kommunens serviceniveau.

Principafgørelsen fastslår

Efter serviceloven skal kommunen tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Borgeren skal kunne efterspørge individuel ledsagelse og kunne give udtryk for – ikke nødvendigvis verbalt – et ønske om at deltage i forskellige aktiviteter og skal være bevidst om indholdet.

Formålet med ledsageordningen er at medvirke til normalisering og integration i samfundet. Endvidere følger det af servicelovens formålsbestemmelse, at hjælp efter loven skal kunne fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af de ønsker, borgeren har til den selvvalgte aktivitet i forhold til borgerens lokalområde. Hvis borgeren giver udtryk for et ønske om at deltage fx i koncerter og familiebesøg, som er uden for lokalområdet, kan kommunen ikke lægge vægt på, at der i lokalområdet udbydes aktiviteter, som borgeren kan deltage i uden ledsagelse, hvis aktiviteterne ikke svarer til borgerens selvvalgte aktiviteter.

Kommunen skal samtidig inddrage oplysninger om, hvorvidt borgeren reelt kan deltage i den ønskede selvvalgte aktivitet uden hjælp, selvom borgeren selv kan transportere sig derhen. Det er ikke nok, kun at lægge vægt på, at borger enten selv kan komme til og fra aktiviteten eller selv kan deltage i aktiviteten. Kommunen skal derfor foretage en helhedsvurdering af borgerens behov.

I den konkrete sag kunne kommunen ikke henvise til, at borgeren kunne deltage i 2-3 aktiviteter i lokalområdet, da aktiviteterne ikke var selvvalgte. Borgeren ønskede at deltage i kulturelle oplevelser som koncerter eller biografture, som ikke blev udbudt i lokalområdet. Ankestyrelsen ændrede afgørelsen.

Principafgørelsen fastslår

Borger med en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan efter serviceloven modtage kontant tilskud til aflønning af hjælpere, der udfører konkrete hjælpeopgaver i hjemmet i form af praktisk hjælp og personlig pleje. Hjælpen udmåles efter servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje.

I særlige tilfælde kan kommunen bevilge rådighedstimer i ordningen om kontant tilskud. Ved rådighedstimer forstås timer, hvor hjælperen er til stede, men hvor der kun undtagelsesvis udføres aktiviteter for borgeren. Det kan være i forbindelse med delt tjeneste, hvor der eksempelvis er behov for, at to hjælpere er til stede samtidig. Det kan også være, hvis der er et mere spredt hjælpebehov ud over dagen. Rådighedstimer kan alene bevilges til, at hjælperen står til rådighed.

Rådighedstimer skal have tilknytning til den hjælp, der kan bevilges efter servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje. Det betyder, at de opgaver - der i helt særlige tilfælde kan bevilges rådighedstimer til - skal være opgaver, hvortil der kan bevilges hjælp efter servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje.

I den konkrete sag hjemviste Ankestyrelsen sagen, da kommunen skulle foretage en konkret vurdering af, om de ansøgte opgaver er omfattet af servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje. Derefter skulle kommunen udmåle hjælp og evt. rådighedstimer som kontant tilskud.

Principafgørelsen fastslår

Forældre skal betale for deres barns ophold i daginstitution.

Udbetaling Danmark træffer afgørelse om børne- og ungeydelse og udbetaler ydelsen. Det er staten, der afholder udgiften til børne- og ungeydelsen.

Kommunen har ikke hjemmel til at træffe afgørelse om, at borgerens restance for manglende betaling for dagtilbud skal modregnes i udbetaling af børne- og ungeydelse

Det er kommunen, der har kompetencen til at træffe afgørelse efter dagtilbudsloven. Der er ingen bestemmelse i dagtilbudsloven om, at der kan ske modregning for manglende betaling for dagtilbud i børne- og ungeydelsen.

Det er Udbetaling Danmark, der har kompetencen til at træffe afgørelse efter lov om børne- og ungeydelse. Kommunen kan derfor ikke træffe afgørelse om modregning i børne- og ungeydelsen efter denne lov.

Der er altså hverken i reglerne om betaling for dagtilbud eller om udbetaling af børne- og ungeydelse en særskilt lovhjemmel til, at kommunen kan træffe afgørelse om at modregne borgerens restance for manglende betaling for dagtilbud i udbetalingen af børne- og ungeydelsen.

Det er derfor de almindelige modregningsbetingelser, der skal være opfyldt, for at kommunen kan modregne manglende betaling for dagtilbud i børne- og ungeydelsen.

Det betyder, at begge fordringer skal være afviklingsmodne, at de to fordringer skal være af samme beskaffenhed, og kravet skal bestå mellem de samme parter.

I en konkret sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde lovhjemmel til at modregne manglende betaling for dagtilbud i udbetalingen af børne- og ungeydelse til borgeren. Da det er Udbetaling Danmark, der træffer afgørelse og udbetaler børne- og ungeydelse, mens det er kommunen, der skal modtage betaling for ophold i dagtilbud, er der ikke gensidighed mellem de to krav. De almindelige modregningsbetingelser var derfor ikke opfyldt.

Principafgørelsen fastslår

Kommunen kan give ressourceforløb til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, der ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af en beskæftigelsesindsats og sociale eller sundhedsmæssige indsatser. Det skal i den forbindelse vurderes, om det som følge af svær sygdom eller på grund af betydelige funktionsnedsættelser er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen i et ressourceforløb.

Det er desuden en betingelse, at personen har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse, har deltaget i beskæftigelsestilbud eller revalidering uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

To domme fra Østre Landsret viser, at retten er enig i Ankestyrelsens praksis, hvorefter borgere med en varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen kan få et ressourceforløb, hvis kommunen vurderer, at borgerens arbejdsevne ikke er tilstrækkeligt afklaret til, at der kan fastsættes et beskæftigelsesmål, og at det ikke kan udelukkes, at der er udviklingsmuligheder. Vurderingen er altid konkret og individuel, og der kan være et vist overlap mellem tilkendelse af fleksjob og ressourceforløb.

Det udelukker ikke ressourceforløb, at fleksjob ikke er forsøgt, eller at borgeren ønsker fleksjob frem for ressourceforløb.

Østre Landsret er også enig i, at borgere med en væsentlig begrænsning i arbejdsevnen skal have et ressourceforløb, hvis det ikke på forhånd kan anses for åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen i et ressourceforløb.

Det er ifølge forarbejderne til lov nr. 1380 af 23. december 2012 en forudsætning for tilkendelse af førtidspension, at kommunen kan fremlægge konkret dokumentation for, at der er gennemført en relevant og individuelt tilrettelagt indsats i form af et ressourceforløb. Der kan efter lovmotiverne alene tilkendes førtidspension, hvis der er en tilstrækkelig og objektivt sammenhængende dokumentation for, at nedsættelsen af arbejdsevnen er varig og af et sådant omfang, at der kan tilkendes førtidspension.

I sag nr. 1 stadfæstede Østre Landsret byrettens dom. Byretten frifandt Ankestyrelsen fra at anerkende, at borgeren havde ret til fleksjob. Ankestyrelsen havde afgjort, at borgeren havde ret til ressourceforløb. Borgeren led af kronisk belastningstilstand med svære kognitive problemer i form af træthed, sårbarhed, koncentrationsbesvær, lav stresstærskel, manglende evne til abstrakt tænkning og overblik, søvnproblemer med mere. Desuden havde hun slidgigt i ryggen. Hendes tilstand var stationær uden udsigt til bedring.

I sag nr. 2 frifandt Østre Landsret Ankestyrelsen fra at anerkende, at Ankestyrelsens afgørelse om ret til ressourceforløb var ugyldig. Ankestyrelsen havde afgjort, at borgeren havde ret til ressourceforløb. Ankestyrelsen fandt, at borgeren havde behov for et længerevarende behandlingsforløb, og at det først derefter ville være muligt at vurdere, om en igangværende psykiatrisk behandling ud over højnelse af livskvaliteten også ville kunne indebære en forbedret funktionsevne. Retten fandt ikke grundlag for at anse Ankestyrelsens afgørelsesgrundlag for utilstrækkeligt. Retten fandt heller ikke, at det på forhånd kunne anses for formålsløst at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne i et ressourceforløb. Det havde ingen betydning, at borgeren senere var tilkendt førtidspension.

I begge sager fastslog retten, at der skal foreligge et sikkert grundlag, for at domstolene kan tilsidesætte en skønsmæssig administrativ afgørelse om ressourceforløb.

Principafgørelsen fastslår

En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Skadelidte skal dokumentere, at der er sket en hændelse eller en påvirkning, og at der er en skade.

Hændelsen eller påvirkningen skal være egnet til at forårsage skaden. Det betyder, at der skal være en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.

Det er skadelidte, der skal bevise, at der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden.

Anerkendelse af diskusprolaps i nakken som en ulykke kræver, at der har været en direkte påvirkning/belastning af nakken i form af for eksempel slag direkte mod nakken, et fald hvor pågældende lander på hovedet eller nakken, eller løft af tunge byrder direkte på nakken.

Indirekte belastninger af nakken, for eksempel refleksbevægelse eller undvigemanøvre er ikke egnet til at forårsage en diskusprolaps.

Almindelige løft med armene medfører ikke en relevant belastning af nakken, og det vil derfor være usandsynligt, at påvirkningen kan forårsage en diskusprolaps i nakken.

I den konkrete sag var der anmeldt diskusprolaps i nakken. Skadelidte havde løftet kasser og varer på op til 20 kg. Ankestyrelsen var enig i, at diskusprolaps i nakken ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade, da der ikke havde været en relevant belastning af nakken.

Principafgørelsen fastslår

Der skal være tale om et antagelsesforhold, for at en person er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Der stilles dog efter loven ikke krav om, at et antagelsesforhold skal have haft en vis varighed, eller at arbejdet skal være lønnet. Ganske kortvarige og måske tilfældige tjenester – håndsrækninger – vil kunne være omfattet af loven.

Håndsrækninger kan både ske inden for erhverv eller i privat regi.

Hvis håndsrækningen gives til en person, i forbindelse med dennes udførelse af sit arbejde, er der tale om en håndsrækning inden for erhverv. Hjælpen vil være i arbejdsgiverens interesse, og arbejdsgiveren vil være forsikringspligtig arbejdsgiver.

Følgende momenter skal blandt andet tillægges vægt ved vurderingen af, om skadelidte ved håndsrækningen er omfattet af lovens personkreds:

- om hjælpen var en reel arbejdsmæssig indsats

- om hjælpen udelukkende blev givet i den anden persons interesse

- om hjælpen var nødvendig (objektiv vurdering)

- om personen blev opfordret til at hjælpe/om hjælpen blev accepteret

I den konkrete sag var der tale om en håndsrækning inden for erhverv. Skadelidte var taget med sin kæreste på arbejde for at hjælpe med at indfange en kalv og blev i den forbindelse sparket i hovedet af kalven. Arbejdsgiver havde oplyst, at de ikke havde bedt hende hjælpe, at hjælpen ikke var nødvendig og at der kunne tilkaldes yderligere hjælp, hvis det skønnedes nødvendigt. Ud fra en konkret vurdering, herunder inddragelse af arbejdsgivers ret til at lede og fordele arbejdet, og at hjælpen ikke var af uopsættelig karakter, vurderer Ankestyrelsen, at hjælpen ikke at have været nødvendig.

Resumé:

En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Skadelidte skal dokumentere, at der er sket en hændelse eller en påvirkning, og at der er en skade.

Hændelsen eller påvirkningen skal være egnet til at forårsage skaden. Det betyder, at der skal være en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden.

Det er skadelidte, der bærer risikoen for, at der er den nødvendige årsagssammenhæng mellem hændelsen eller påvirkningen og skaden.

Der er ikke lægevidenskabelig evidens for en sammenhæng mellem traumer og udvikling af seneknuder. En seneknude er en lille cyste, der indeholder en gele-agtig væske. Seneknuder udspringer som hovedregel fra en seneskede eller en ledkapsel.

Seneknuder kan ikke anerkendes som en arbejdsskade, da der ikke er en biologisk naturlig og logisk forklaring på, at skaden er forårsaget af hændelsen eller påvirkningen.

I den konkrete sag var der anmeldt seneknude ved højre håndled. Skadelidte var faldet på en trappe og havde taget fra med højre hånd. Ankestyrelsen var enig i, at den påviste seneknude ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Resumé:

Kommunen skal ved afgørelsen om økonomisk fripladstilskud efter dagtilbudsloven lægge forældrenes personlige indkomst, positive nettokapitalindkomst og aktieindkomst, bortset fra udbytteindkomst op til 5.000 kr. til grund for beregningen af fripladstilskuddets størrelse.

For personer med indkomst fra selvstændig virksomhed gælder, at hvis den indtægt, de faktisk har til rådighed pr. måned, grundet specielle skattetekniske fradrag, er væsentlig større end den indtægt, som de bliver beskattet af efter personskattelovens regler, skal kommunen træffe afgørelse om økonomisk fripladstilskud efter en samlet vurdering af familiens økonomiske forhold.

Fradrag for indskud på en etableringskonto kan ikke foretages i den personlige indkomst. Det betyder, at en selvstændig erhvervsdrivendes indskud på en etableringskonto ikke er et specielt skatteteknisk fradrag. Kommunen kan derfor ikke træffe afgørelse om økonomisk fripladstilskud på baggrund af en samlet vurdering af familiens økonomiske forhold.

Det er kun de fradrag, som foretages i den personlige indkomst og som nedsætter beregningsgrundlaget for økonomisk fripladstilskud, der skal vurderes i forhold til reglerne om faktisk indtægt og specielle skattetekniske fradrag.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at kommunen ved afgørelsen om efterregulering af økonomisk fripladstilskud ikke kunne anse et indskud på en etableringskonto som et skatteteknisk fradrag, der medførte, at kommunen skulle træffe afgørelse på baggrund af en samlet vurdering af familiens økonomiske forhold. Indskuddet til etableringskonto kunne ikke fradrages i den personlige indkomst, og påvirkede derfor ikke beregningsgrundlaget for fripladstilskuddet.

Resumé:

Ifølge retssikkerhedsloven bevilger opholdskommunen som hovedregel hjælp til borgerne og afholder også udgifterne hertil. Det gælder også efterværn. Fravigelse af dette princip kræver udtrykkelig hjemmel.

Der er i loven indsat en særregel, der dækker de særlige tilfælde, hvor den unge var anbragt uden for hjemmet frem til det 18. år, og opholdskommunen havde ret til refusion for anbringelsesudgifterne. I de situationer har opholdskommunen også ret til refusion for udgifterne under efterværn.

Ordlyden i refusionsbestemmelsen om efterværn kan ikke fortolkes udvidet. En ny opholdskommune har derfor ikke ret til refusion for udgifter til efterværn m.v., hvis der ikke var ret til refusion under anbringelsen.

Når en anbringelse uden for hjemmet fortsætter i et efterværnsophold, er der både mellemkommunal refusion for udgifter til selve efterværnet og for ydelser til borgeren efter andre love.

Det er en forudsætning, at de udbetalte ydelser til borgeren vedrører perioden for efterværnet, og at der er tale om ydelser nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1.

Refusionen er ikke betinget af, at efterværnet er etableret i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter ubrudt frem til det 23. år. Retten til refusion for udgifter til efterværn består således i hele efterværnsperioden, uanset om efterværnet først bliver etableret senere eller i en periode har været afbrudt.

Retten til refusion består, selv om den unge i efterværn flytter fra sit døgnophold og i stedet får en kontaktperson.

Retten til refusion er ikke betinget af, at handlekommunen overholder alle formelle sagsbehandlingsregler om handleplaner, så længe det er dokumenteret, at der er brug for den hjælp, der er bevilget.

I sag nr. 1 tiltrådte Ankestyrelsen kommunens afgørelse om ikke at yde refusion. Den unge var flyttet efter det 18. år, og der havde ikke været refusion under anbringelsen.

I sag nr. 2 tiltrådte Ankestyrelsen også kommunens afgørelse om ikke at yde refusion. Den unge var under anbringelsen flyttet til ny kommune sammen med sin plejefamilie, og denne opholdskommune havde ikke haft ret til refusion.

Ændring af praksis

Denne principafgørelse er en ændring af Ankestyrelsens tidligere praksis. Ankestyrelsens principafgørelser har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen. Undtagelse herfra er, hvis der tidligere har været tale om en forkert fortolkning af loven (en retsvildfarelse) eller ulovlig praksis. På baggrund af en fortolkning af bestemmelsen og forarbejderne, må den tidligere praksis anses for at være baseret på en retsvildfarelse.

Som konsekvens af praksisændringen skal Ankestyrelsen tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor et nævn eller Ankestyrelsen har pålagt en kommune at betale refusion efter tidligere praksis.

Ankestyrelsen vurderer, at det vil være en betydelig administrativ byrde for styrelsen at søge at identificere sagerne, og der vil ikke være sikkerhed for, at alle sager ville kunne identificeres. Ankestyrelsen vil derfor informere kommunerne gennem KL om muligheden for at søge om genoptagelse og vejlede om retningslinjerne herfor.

Resumé:

Kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Når kommunen skal vurdere, om funktionsevnen er tilstrækkeligt nedsat til, at en borger er omfattet af personkredsen for dækning af merudgifter, skal vurderingen foretages uafhængigt af en løbende medicinsk behandling i de tilfælde, hvor borgeren uden medicinsk behandling vil være akut livstruet, eller det vil betyde en umiddelbar risiko for væsentlig og varigt nedsat funktionsevne. Dette gælder også, hvis der er tale om en anden form for behandlingsforløb end medicinsk behandling, hvis den konkrete behandling kan sidestilles med medicinsk behandling.

En diætbehandling kan sidestilles med medicinsk behandling, hvis der er tale om en lægelig ordineret behandling med godkendte ernæringspræparater. Diætbehandling, som ikke er iværksat efter lægelig ordination, men alene sker på en borgers eget initiativ, kan ikke sidestilles med medicinsk behandling. Det kan heller ikke sidestilles med medicinsk behandling, at borgeren følger en diætkost, der består i at undgå visse fødevarer og/eller erstatte dem med andre fødevarer.

I to konkrete sager fandt Ankestyrelsen, at begge personer – som havde funktionsnedsættelser som følge af blandt andet stofskiftesygdom (von Gierkes syndrom) – var omfattet af personkredsen, da ophør med indtagelse af det lægeligt ordinerede og godkendte ernæringspræparat Glucosade, ville medføre en umiddelbar risiko for væsentlig og varig nedsat funktionsevne.

De konkrete behandlingsforløb havde sådanne lighedspunkter med medicinsk behandling, både hvad angik lægeordination og anvendelse af et godkendt præparat, at det kunne sidestilles med et lægeordineret medicinsk behandlingsforløb. Ophør med den lægeordinerede behandling med det godkendte ernæringspræparat ville i begge sager betyde henholdsvis en akut livstrussel eller en umiddelbar risiko for væsentligt og varigt nedsat funktionsevne.

I en tredje konkret sag fandt Ankestyrelsen, at personen – som havde funktionsnedsættelse som følge af et sammensat sygdomsbillede – ikke var omfattet af personkredsen, da indtagelse af forskellige næringsstoffer ikke indgik i et egentligt lægeordineret behandlingsforløb, men skete efter personens eget initiativ. Der var heller ikke tale om et godkendt ernæringspræparat.

Resumé:

Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne i sygedagpengelovens § 27, stk. 1, er opfyldt.

Der kan ske forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 3, når den sygemeldte efter en lægelig vurdering skønnes at ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 134 uger regnet fra revurderingstidspunktet. Det er desuden en betingelse for forlængelse efter bestemmelsen, at pågældende er i lægebehandling.

Efter en konkret vurdering kan der være tale om lægebehandling i sygedagpengelovens forstand, selvom behandlingen ikke udføres af en læge. F.eks. kan genoptræning være omfattet af begrebet lægebehandling.

Ved vurderingen af, om der er tale om lægebehandling i sygedagpengelovens forstand, er det afgørende, at der er tale om lægeordineret behandling. Der skal desuden være tale om egentlig behandling eller jævnlig kontrol hos en læge eller anden behandler, der udfører lægeordineret behandling.

I den konkrete sag kunne træning på egen hånd ikke sidestilles med lægebehandling. Ankestyrelsen lagde vægt på, at den sygemeldte ikke var i et uafsluttet lægeligt forløb, hvor pågældende jævnligt skulle komme til kontrol.

Resumé: 

Hvis en borger anmoder om genoptagelse af en sygedagpengesag på baggrund af praksisændringen, som følger af Højesterets dom af 10. september 2015 og principafgørelse 75-15, eller hvis kommunen af egen drift tager sagen op, skal kommunen tage stilling til, om der består et krav på efterbetaling af sygedagpenge.

Kommunen skal dernæst vurdere, om praksisændringen fører til, at afgørelsen om afslag på forlængelse af sygedagpenge skal genoptages.

Først når kommunen har taget stilling til, om der alene er et efterbetalingskrav, eller om afgørelsen om afslag på forlængelse af sygedagpenge også skal genoptages, kan kommunen tage stilling til, om hele eller dele af kravet på sygedagpenge er forældet.

En borger kan ved en anmodning om genoptagelse af en sag have en retlig interesse i at få sagen behandlet. Den retlige interesse kan bestå, selvom kravet kan vise sig at være forældet. Kommunen skal derfor realitetsbehandle en anmodning om genoptagelse, selvom et eventuelt efterbetalingskrav kan være forældet, da der kan være afledte konsekvenser af kravet.

En afledt konsekvens kan være, at en borger, som følge af det ændrede tidspunkt for ophør af udbetaling af sygedagpenge, får en anden retsstilling. Hvis en borger f.eks. får fastslået en ret til sygedagpenge frem til visitering af et fleksjob, kan det have betydning for kommunens afgørelse om ledighedsydelse.

Kommunen kan derfor ikke afslå at genoptage en sag om sygedagpenge, som følge af praksisændringen, alene med henvisning til, at et eventuelt krav på sygedagpenge er forældet.

Resumé:

Generelt om særlig støtte

En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte, hvis ansøgeren har været ude for en social begivenhed.

Førtidspensionister, der modtager brøkpension

En førtidspensionist, der modtager brøkpension efter § 27 a, er omfattet af den personkreds, som kan være berettiget til særlig støtte.

En førtidspensionist der modtager brøkpension, opfylder betingelsen om at have været ude for en social begivenhed.

Kommunen er forpligtet til at foretage en vurdering af, om en borger, der modtager brøkpension efter § 27 a, ud fra en konkret beregning er berettiget til særlig støtte. Beregningen kan godt føre til det resultat, at borger ikke er berettiget til særlig støtte.

Udmåling af hjælpen

Kommunen skal ved behandling af en sag om særlig støtte til en borger, som modtager brøkpension, først udmåle borgerens brøkpension. Kommunen skal ved beregningen heraf foretage to vurderinger. Først skal kommunen supplere borgers brøkpension op til det niveau, som borger ville være berettiget til at modtage i hjælp efter aktivlovens §§ 22- 26. Herefter skal kommunen tage stilling til, om brøkpensionisten har ret til et behovsbestemt supplement. Ved vurderingen heraf skal kommunen foretage en konkret vurdering af borgers økonomiske forhold.

Vedrørende udmåling af supplement til brøkpension henviser vi til Ankestyrelsens principafgørelse nummer 1-11, 2-11, og 3 -11.

Først efter at de to vurderinger er foretaget, skal kommunen foretage en konkret beregning af, om borger også kan være berettiget til særlig støtte til høje boligudgifter. Denne beregning skal foretages efter reglerne herom i bekendtgørelse om særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.

Den konkrete sag

I den konkrete sag har kommunen givet borger afslag på særlig støtte med den begrundelse, at borger modtager supplerende kontanthjælp til brøkpension og derfor ikke er omfattet af den persongruppe, som er berettiget til særlig støtte. Ankestyrelsens beskæftigelsesudvalg fandt, at borgere, som modtager supplement til brøkpension, er omfattede af den personkreds, som kan have ret til særlig støtte.

Principafgørelsen fastslår
Ressourceforløb

Kommunen kan bevilge ressourceforløb til personer, der har komplekse problemer, der ikke kan løses gennem den almindelige beskæftigelsesrettede indsats.

Ressourceforløbets varighed

Samtidig med afgørelsen om bevilling af ressourceforløb skal kommunen fastsætte den præcise varighed af ressourceforløbet.

Ressourceforløbet skal være af mindst et og højst fem års varighed. Det betyder, at kommunen konkret skal tage stilling til længden af ressourceforløbet.

Kommunen kan tilbyde borgeren flere ressourceforløb efter hinanden.

Ophør af ressourceforløb

Kommunen skal inden ressourceforløbets afslutning træffe afgørelse om, hvilke indsatser der skal iværksættes fremadrettet.

Kommunen kan ikke blot forlænge et ressourceforløb. Kommunen kan give et nyt ressourceforløb, hvis betingelserne er opfyldt, og kommunen følger de særlige sagsbehandlingsregler, der gælder for at tilkende et ressourceforløb, herunder at udarbejde rehabiliteringsplan og forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.

Hvis kommunen ikke når at tage stilling til, hvilken foranstaltning der skal iværksættes efter ressourceforløbet, skal ressourceforløbet og ressourceforløbsydelsen fortsætte, indtil kommunen har taget stilling.

Tilbud om nyt ressourceforløb

Hvis kommunen ønsker at tilbyde borgeren et nyt ressourceforløb, skal sagen forelægges for rehabiliteringsteamet inden afgørelsen.

Borger over 40 år

Hvis borgeren er over 40 år, har borgeren ikke pligt til at tage imod mere end ét ressourceforløb.

Hvis borgeren ikke ønsker et nyt ressourceforløb, men fortsat søger om forsørgelse fra kommunen, skal kommunen i samarbejde med borgeren tage stilling til, hvad der så skal ske. Kommunen skal tage stilling på grundlag af alle de muligheder, der findes for hjælp udover ressourceforløb, fx kontanthjælp og tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. At borgeren afviser et ressourceforløb, er ikke ensbetydende med, at borgeren har ret til førtidspension, hvis borgeren ikke opfylder betingelserne for det.

Den konkrete sag

I en konkret sag traf kommunen efter afslutningen af et tidligere ressourceforløb på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling afgørelse om at forlænge ressourceforløbet.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede kommunens afgørelse, idet et ressourceforløb ikke kan forlænges. Kommunens skulle i stedet have givet et tilbud om et nyt ressourceforløb.

Borgeren var over 40 år og havde derfor ikke pligt til at tage imod kommunens tilbud om et nyt ressourceforløb.

Kommunen måtte derfor i samarbejde med borgeren tage stilling til, hvilke foranstaltninger og indsatser borgeren herefter kunne tilbydes, hvis hun fortsat ønskede forsørgelse fra kommunen.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvornår og hvordan varigheden af et ressourceforløb skal fastlægges, og om et ressourceforløb kan forlænges. Afgørelsen skal desuden afklare, hvilken betydning det har i forhold til en borger, der er over 40 år.

Principafgørelsen fastslår
Ressourceforløbsydelse udbetales til borgere, der deltager i jobafklaringsforløb eller ressourceforløb.

Borgere, der modtager ressourceforløbsydelse, kan pålægges en sanktion efter tilsvarende regler, som gælder for borgere, der modtager uddannelses- eller kontanthjælp, og som er aktivitetsparate.

Hvis en borger uden rimelig grund udebliver fra en samtale, eller hvis en borger uden rimelig grund afviser eller udebliver fra et tilbud, kan kommunen træffe afgørelse om fradrag i eller nedsættelse i ressourceforløbsydelsen.

Der er en betingelse for at kunne fradrage i eller nedsætte ressourceforløbsydelsen, at kommunen konkret i forbindelse med henvisningen til arbejde, indkaldelse til samtale, afgivelsen af tilbud skriftligt har informeret borgeren om konsekvensen for ydelsen, hvis personen undlader at opfylde sin pligt, samt om hvilke skridt borgeren skal tage for igen at blive berettiget til ydelsen.

Kommunen skal samtidig med en afgørelse om fradrag i eller nedsættelse af ressourceforløbsydelsen vejlede borgeren om betydningen af gentagelsestilfælde.

Kommunen kan desuden træffe afgørelse om at stoppe et forløb og ressourceforløbsydelse, hvis borgeren uden rimelig grund gentagne gange afviser eller udebliver fra tilbud eller på anden vis ikke medvirker i forløbet.

Det er en betingelse for at stoppe et forløb og ressourceforløbsydelse, at kommunen forinden skriftligt har vejledt borgeren tilstrækkeligt og konkret om, hvilke konsekvenser det har for hans forløb og ressourceforløbsydelse, hvis han gentagne gange uden rimelig grund er udeblevet fra samtaler og møder.

Forud for fradrag i eller nedsættelse eller ophør af ressourceforløbsydelse skal kommunen desuden have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren med henblik på en vurdering af, om der forelå en rimelig grund til udeblivelsen m.v.

I en konkret sag fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at kommunen ikke havde ret til at stoppe borgerens jobafklaringsforløb og ressourceforløbsydelse.

Udvalget lagde vægt på, at borgeren ikke i forbindelse med indkaldelse til møder og samtaler på noget tidspunkt var blevet skriftligt vejledt om, at gentagne udeblivelser uden rimelig grund kunne medføre, at han ikke længere var berettiget til at deltage i jobafklaringsforløb og modtage ressourceforløbsydelse.

Baggrund for at behandle sagen principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt for at afklare, hvornår en kommune er berettiget til at stoppe et jobafklaringsforløb, herunder ressourceforløbsydelse, hvis personen ikke medvirker i forløbet.

Resumé:

Som udgangspunkt har man kun ret til hjælp efter serviceloven, hvis man opholder sig lovligt i Danmark.

Ministeren er i serviceloven bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilke ydelser der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet.

I udlandsbekendtgørelsen er der fastsat nærmere regler om, hvilke ydelser der bevares under midlertidige ophold i udlandet. Bekendtgørelsen angiver udtømmende, hvilke ydelser der bevares.

Hjælp til ekstra omkostninger i forbindelse med kortvarige ophold i udlandet forudsætter, at der er tale om ekstra omkostninger knyttet til hjælp efter serviceloven, som man har ret til at medtage efter udlandsbekendtgørelsen

Udover den hjælp, som bevares under midlertidige ophold i udlandet, kan man i særlige tilfælde få dækket ekstra omkostninger ved kortvarige ferieophold. Hvis der er forhold, som gør det særligt påkrævet, eller som er en afgørende forudsætning for gennemførelse af rejsen, ydes tilskud til ekstra omkostninger forbundet med den kortvarige ferie i udlandet. Det er dog en afgørende forudsætning, at der er tale om ekstra omkostninger, der er knyttet til den hjælp, som bevares under det midlertidige ophold i udlandet.

Hjælp til ekstra omkostninger ved kortvarige ophold i udlandet forudsætter, at der foreligger sådanne særlige tilfælde, at de ekstra omkostninger er særligt påkrævede, eller at de er en afgørende forudsætning for rejsens gennemførelse. De ekstra omkostninger skal være en konsekvens af, at personen med den nedsatte funktionsevne skal deltage i ferien.

Hjælp til aflastning kan ikke bevilges efter en anden bestemmelse i serviceloven alene med det formål, at aflastningen kan tages med til udlandet.

Den konkrete sag:

Familien er bevilget hjælp efter merudgiftsbestemmelsen, som kan medtages under kortvarige ophold i udlandet.

Familien er endvidere bevilget aflastning og afløsning, ikke efter merudgiftsbestemmelsen, men efter servicelovens øvrige regler om aflastning. Disse bestemmelser er ikke nævnt i udlandsbekendtgørelsen, og der er derfor ikke tale om hjælp, der kan medtages under kortvarige ferieophold i udlandet.

På den baggrund kan de ekstraudgifter, der er forbundet med at tage aflasteren med på ferie en uge, ikke dækkes efter udlandsbekendtgørelsen, da der ikke er bevilget hjælp til aflastning, som kan medtages til udlandet.

Resumé:

Kommunen skal efter serviceloven yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stigninger i allerede sandsynliggjorte merudgifter kan kræves udbetalt med tilbagevirkende kraft.

Når borgeren får bevilget dækning af merudgifter, fastsætter kommunen et tilskud til dækning af merudgifterne. Hvis der sker stigninger i de sandsynliggjorte merudgifter, som ligger til grund for kommunens fastsættelse af tilskuddet, kan borgeren ikke kræve at få tilskuddet fastsat på ny, før der er gået et år fra den seneste fastsættelse af merudgiftsydelsen. Det ændrede tilskud skal dog i sådanne tilfælde fastsættes fra det tidspunkt, hvor stigningen i de sandsynliggjorte merudgifter skete. Det følger af merudgiftsbekendtgørelsen.

Når en borger, der allerede modtager merudgiftsydelse, søger om dækning om stigning i udgifterne, har borgeren altså ret til at få dækket de merudgifter, han har afholdt, forud for det tidspunkt, hvor han søger om omberegning af ydelsen.

I den konkrete sag betød det, at kommunen ikke kunne give borgeren afslag på at få dækket stigningen i merudgifter til brændstof, bilforsikring og vinduespudsning forud for ansøgningstidspunktet for omberegning. Dækningen af de yderligere merudgifter skulle ske fra det tidspunkt, hvor stigningen af de sandsynliggjorte merudgifter fandt sted, uanset at borgeren ikke havde ansøgt kommunen om dækning af stigningen i merudgifterne på daværende tidspunkt.

Reglen om omberegning gælder ikke i sager om dækning af nye udgifter

Hvis der er tale om, at en borger ønsker helt nye udgifter dækket, gælder de almindelige regler om, at udgifterne normalt ikke kan bevilges med tilbagevirkende kraft. Det vil sige, at hjælpen først kan ydes fra ansøgningstidspunktet.

Det betyder dog også, at kommunen er forpligtet til at behandle en ansøgning om en ny udgift, når kommunen modtager ansøgningen. Kommunen kan altså ikke med henvisning til merudgiftsbekendtgørelsens bestemmelse om omberegning afvise at behandle en ansøgning om en ny udgift, førend der er gået et år.

Resumé:

Hvis en sygdom ikke er optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme, kan den kun blive anerkendt efter at have været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Der kan kun ske forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget, hvis det skønnes, at der er mulighed for, at sygdommen vil kunne anerkendes.

Springfinger kan ikke anerkendes som en erhvervssygdom.

Springfinger er en tilstand, hvor et fingerled låser sig fast, mens det er bøjet.

Springfinger er ikke omfattet af fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Der er efter en lægelig vurdering ingen kendte disponerende faktorer for udvikling af springfinger, herunder særligt ikke erhvervsmæssige udsættelser.

Udredningsarbejde om sygdomme i hånd og underarm, drøftet i Erhvervssygdomsudvalget i maj 2011, har vist, at der ikke foreligger medicinsk evidens for, at springfinger skyldes konkrete (erhvervsmæssige) belastninger.

Der er således kvalificeret lægefaglig tvivl om, at sygdom i form af springfinger konkret er erhvervsbetinget, og springfinger kan derfor ikke anerkendes som en erhvervssygdom eller begrunde forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.

I den konkrete sag var der anmeldt springfinger svarende til højre lillefinger som en erhvervssygdom. Skadelidtes arbejde med skiftning af lyskilder på veje og motorveje havde medført kraftfulde belastninger samt et hårdt spænd af højre lillefinger. Ankestyrelsen afviste at anerkende den anmeldte springfinger som en erhvervssygdom.

Resumé:

Kommunen skal efter serviceloven yde kompensation til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne for de merudgifter, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen.

Udgifter til sonderemedier kan ikke dækkes efter serviceloven

Der kan ikke ydes støtte efter serviceloven til behandlingsredskaber. Behandlingsredskaber er redskaber, som patienten forsynes med som led i behandling i sygehusvæsnet, eller som fortsættelse af den iværksatte behandling. Formålet er enten at tilvejebringe yderligere forbedring af det resultat, som er opnået ved behandlingen, eller at forhindre forringelse af dette resultat.

Sonderemedier er et behandlingsredskab. Sonderemedier bruges i forbindelse med læge- eller sygehusbehandling af personer, som har et helbredsmæssigt begrundet behov for ernæringspræparater. Det gælder også, selvom sonderemedierne anvendes i borgerens hjem.

Det er alene sundhedsvæsenet, der kan afgøre, om borgeren skal behandles med sonderemedier, ligesom anvendelsen af sonderemedier forudsætter en vis kontrol på sygehuset eller i speciallægepraksis. Der må også forudsættes en vis oplæring af borgeren i at anvende sonden. Det sker med henblik på at sikre, at sonderemedierne fungerer, og at borgeren kan anvende sonden for at få dækket sit behov for ernæring.

Det vil derfor ikke være i overensstemmelse med sektoransvarlighedsprincippet at dække udgifter til sonderemedier efter den sociale lovgivning. Dette gælder også, selvom der efter sundhedslovgivningen er fastsat en egenbetaling til sonderemedier, da udgiften efter sin art ikke hører under den sociale lovgivning.

Der kan bevilges merudgifter til ekstra kost/sondeernæring

Tilskuddet til sondeernæring er i sundhedslovgivningen fastsat til 60 procent af patientens udgifter til sondeernæringen. De resterende 40 procent svarer til den gennemsnitlige udgift til almindelig ernæring. Et tilskud på 60 procent dækker som udgangspunkt patientens gennemsnitlige merudgifter til kost. Borgeren er derfor normalt kompenseret med tilskuddet på de 60 procent, som således svarer til merudgiften.

Borgeren kan sandsynliggøre merudgifter til kost, fx hvis borgeren ved siden af sondeernæringen også spiser almindelig kost.

I den konkrete sag stadfæstede Ankestyrelsen, at borgeren ikke kunne få dækket merudgifter til sonderemedier, da der var tale om et behandlingsredskab. Kommunen havde i samme sag bevilget merudgifter til ekstra kost, som borgeren havde ved siden af sondeernæringen.

Resumé:

En anbringelse af et barn eller en ung skal ophøre, når formålet med anbringelsen er nået, når anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, eller når den unge fylder 18 år. Kommunen skal tage konkret stilling til, om formålet med en anbringelse er opnået, før et barn eller en ung kan hjemgives.

En handleplan for støtteforanstaltninger til et barn eller en ung skal angive indsatsens forventede varighed, men det betyder ikke, at en anbringelse på forhånd må begrænses til en bestemt periode. Kommunen kan ikke på forhånd vide, om formålet med anbringelsen kan nås inden for denne periode.

Kommunen skal altid træffe afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde, inden et barn eller en ung hjemgives. Kommunens sagsbehandling i forbindelse med en hjemgivelse skal afspejle, at der er indhentet de nødvendige oplysninger, og at man har foretaget den nødvendige udredning af den aktuelle status på anbringelsesgrundlaget. På baggrund af dette materiale skal kommunen foretage en faglig vurdering af, om barnets eller den unges trivsel og udvikling fremover i det væsentlige vil kunne varetages af forældremyndighedsindehaveren.

I den konkrete sag besluttede en kommune at anbringe en 12 årig pige med en sanseforstyrrelse i 2 måneder hos pigens kontaktperson. Pigens mor samtykkede til anbringelsen. Pigen selv var uenig og påklagede afgørelsen. Formålet med anbringelsen var, at pigen blev sikret en stabil skolegang, at hendes støttebehov blev udredt nærmere, og at hun blev beskyttet mod, at moderen inddrog hende i sagen, herunder gjorde hende bekendt med indholdet af forskellige underretninger. Kommunen anbragte pigen for en periode på 2 måneder og hjemgav hende efter, at der var truffet afgørelse om hjemgivelse. Kommunen havde ikke taget stilling til, om der fortsat var et anbringelsesgrundlag eller om formålet med anbringelsen var nået. Kommunen havde ikke i afgørelsen om hjemgivelse fastsat en hjemgivelsesperiode.

Resumé:

Efter serviceloven skal kommunen tilbyde personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Hjælpen skal medvirke til, at den handicappede borger kan fungere bedst muligt i sin aktuelle bolig. Indsatsen bør have som primært mål at gøre borgeren i stand til at klare sig selv. Hvis dette ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre borgeren i stand til selv at klare så mange opgaver som muligt.

Personlig hjælp og pleje kan bevilges ud af hjemmet

Som personlig hjælp og pleje kan bevilges personlig hygiejne, af- og påklædning og hjælp til spisning m.v. Personlig hjælp og pleje er ikke begrænset til kun at finde sted i borgerens hjem, men kan også bevilges ud af hjemmet, fx hvis borgeren skal besøge familiemedlemmer og har behov for hjælp til toiletbesøg.

Praktisk hjælp, der ligger i tæt tilknytning til nødvendige huslige og praktiske opgaver, kan bevilges ud af hjemmet

De praktiske opgaver i hjemmet, der falder ind under bestemmelsen i serviceloven om praktisk hjælp, er de tilbagevendende huslige pligter, der normalt udføres i forbindelse med bevarelsen af hjemmet. Det er fx rengøring, tøjvask, indkøb, oprydning i hjemmet og praktisk hjælp til husstandens børn.

Praktisk hjælp eller støtte til praktiske opgaver i hjemmet omfatter også hjælp til fx indkøb eller hjælp til at hente og bringe børn fra børnehave. Det er derfor ikke den fysiske afgrænsning af hjemmet, der er afgørende for vurderingen af, om der er tale om en praktisk opgave, der ligger i hjemmet. Der skal være en naturlig sammenhæng mellem udførelsen af de praktiske opgaver i hjemmet og uden for hjemmet.

Andre praktiske opgaver, som ikke er nødvendige huslige opgaver eller ikke gør borgeren i stand til at klare sig på egen hånd, er ikke omfattet af den hjælp, der ydes som praktiske opgaver i hjemmet efter serviceloven. Det er fx hjælp til vedligeholdelse af bolig, bilvask, havearbejde, renholdelse af udendørsarealer, udvendig vask af vinduer, snerydning m.v.

Det beror på en konkret vurdering af borgerens behov, om en opgave er en nødvendig praktisk opgave i tæt tilknytning til hjemmet.

I sag 1 havde kommunen vejledt borger om, at hjemmehjælp ikke kunne bevilges ud af hjemmet. Ankestyrelsen vurderede, at borgeren godt kunne medbringe sin personlige pleje ud af hjemmet til kortere ophold, så hun kunne få skiftet sin stomi-pose. Kommunen havde i øvrigt nedsat borgerens hjælp uden at have undersøgt borgerens hjælpebehov nærmere, hvorfor kommunes afgørelse var ugyldig.

Midlertidigt ophold

Efter retssikkerhedsloven har en borger, som opholder sig midlertidigt uden for opholdskommunen, ret til personlig og praktisk hjælp i den kommune, hvor borgeren midlertidigt opholder sig. Det er en forudsætning, at borgeren forud for det midlertidige ophold er blevet bevilget personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen.

Midlertidigt ophold omhandler alle de tilfælde, hvor borgeren befinder sig uden for sin bopælskommune, uanset opholdets varighed.

Rengøring til et hjælpemiddel kan bevilges som praktisk hjælp

Der kan bevilges praktisk hjælp til rengøring af et hjælpemiddel, hvis borgeren opfylder de øvrige betingelser i serviceloven om praktisk hjælp, og det er en forudsætning for at kunne benytte hjælpemidlet i hjemmet.

At der ikke efter hjælpemiddelbekendtgørelsen kan ydes hjælp til udgifter, som følge af brug af hjælpemidlet, fx til drift, rengøring eller vedligeholdelse, er ikke ensbetydende med, at ydelsen ikke kan bevilges som nødvendig praktisk hjælp.

I sag 2 var borgeren bevilget en manuel kørestol og havde fået foretaget en del boligændringer der gjorde, at hun kunne færdes indenfor i denne kørestol. Ankestyrelsen vurderede, at borgeren ikke kunne bevilges hjælp til at få rengjort sin el-kørestol, da det ikke var nødvendigt at bruge den i hjemmet.

Håndsrækninger til praktiske opgaver i hjemmet

Ved en ansøgning om hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, skal kommunen tage stilling til, om hjælpen kan ydes efter bestemmelsen om praktisk hjælp, selvom borgeren søger om hjælpen som et tilskud til håndsrækninger efter merudgiftsbestemmelsen i serviceloven.

Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke anvendes, når borgeren søger om hjælp, der er omfattet af specialbestemmelserne i serviceloven. Det skyldes, at reglerne om merudgifter er subsidiære i forhold til anden lovgivning og andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Hvis udgifterne kan dækkes af andre bestemmelser i eller uden for den sociale lovgivning, finder reglerne om merudgifter ikke anvendelse.

Det betyder, at når hjælp til at bringe og hente børn og rengøring som ydelser forudsættes bevilget efter reglerne om praktisk hjælp, kan reglerne om merudgifter ikke anvendes. Det gælder, selvom betingelserne for hjælp efter reglerne om praktisk hjælp i det konkrete tilfælde ikke er opfyldt.

I sag 3 havde borgeren søgt om dækning af merudgifter til håndsrækninger til 10,5 timers ugentligt hjælp til at bringe og hente barn fra børnehave. Ankestyrelsen vurderede at kommunen skulle behandle sagen igen og behandle anmodningen efter bestemmelsen om praktisk hjælp i hjemmet.

Resumé:

Anerkendelse af en sygdom som en arbejdsskade (erhvervssygdom) er ikke til hinder for, at der kan træffes afgørelse om nedsættelse eller bortfald af méngodtgørelsen, hvis den tilskadekomnes helbredsmæssige situation helt eller delvist skyldes andre forhold end den erhvervsbetingede sygdom.

Det er ikke i forhold til blærekræft muligt at fastslå, om denne konkret skyldes udsættelse for dieselos eller rygning. I forhold til en anerkendt blærekræft som følge af udsættelse for dieselos vil det derfor være afgørende, om en eventuel tobaksrygning udgør en så stor risikofaktor, at der skal foretages fradrag i ménet.

Der er ikke ud fra lægefaglige studier – modsat i sager om asbestpåvirkninger og rygning i forhold til risikoen for at udvikle lungekræft – dokumentation for en synergieffekt mellem udsættelse for dieselos og tobaksrygning i forhold til risikoen for at udvikle blærekræft. Udsættelse for dieselos har således ikke større negativ effekt, hvis der er tale om en ryger, end hvis der er tale om en ikke-ryger. De to risikofaktorer lægger sig i stedet oveni hinanden, det vil sige, at der er tale om additiv virkning af de to risici.

Méngraden fastsættes på baggrund af den del af lidelsen, som skønnes at måtte være arbejdsbetinget. Der sker i disse sager en afvejning af på den ene side den arbejdsmæssige udsættelse og dennes sværhedsgrad, og på den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse.

I den konkrete sag havde den tilskadekomne været udsat for dieselos i en årrække og havde samtidig røget cirka 10 cigaretter dagligt i 30 år (svarende til 15 pakkeår). Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne havde et samlet varigt mén på 40 procent, men at tobaksrygningen udgjorde en så stor risikofaktor i forhold til udsættelsen for dieselos, at der skulle foretages et fradrag i ménet.

Tilskadekomnes tobaksforbrug øgede, ud fra en lægefaglig vurdering, risikoen for at udvikle blærekræft med cirka 2-3 gange i forhold til en person, der ikke har røget. Den erhvervsmæssige udsættelse (dieselos) øgede risikoen med cirka 1,25 til 1,5 gange i forhold til en person, der aldrig har været udsat for dieselos. Ved både udsættelse for dieselos og rygning var der ud fra en lægefaglig vurdering tale om en risikoforøgelse på cirka 2,25-3,5 gange i forhold til en person, der aldrig har hverken røget eller erhvervsmæssigt udsat for dieselos, hvorfor rygning udgjorde langt den overvejende risiko.

Ankestyrelsen fandt således ud fra en konkret bevisvurdering baseret på statistiske risikoanalyser, at tilskadekomnes helbredsmæssige tilstand med overvejende sandsynlighed også skyldtes andre forhold end den erhvervsmæssige udsættelse.

Resumé:

Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Hjælp ydes til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt. Hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.

Nogle produkter kan have særlige funktioner, der gør, at de ikke entydigt kan karakteriseres som enten et hjælpemiddel eller et forbrugsgode. Det vil derfor afhænge af en konkret vurdering af produktets funktion.

Om et produkt skal behandles efter reglerne om hjælpemidler afhænger af, om produktet er fremstillet specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne.

Forbrugsgoder omfatter derimod produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Hvilestole, der er hjælpemidler

En hvilestol skal bevilges som et hjælpemiddel, hvis der er tale om en hvilestol med funktioner/indstillingsmuligheder, der alene er fremstillet med henblik på at afhjælpe en nedsat funktionsevne. Det vil sige, at hvilestolen skal have en primær handicapkompenserende funktion.

Som eksempler på særlige stole kan nævnes arthrodesestole og sæder (beregnet til borgere med stift hofteled), katapultstole (til borgere, der har vanskeligt ved at sætte sig, rejse sig) og arbejdsstole med elektrisk højdejustering samt bremse.

Hvilestole, der er forbrugsgoder

En hvilestol med el-funktioner/el-indstillinger til indstilling af ryglæn og sæde anses som et forbrugsgode. Dog vil en hvilestol med el-funktioner på nuværende tidspunkt ikke kunne betragtes som sædvanligt indbo, da der ikke er tale om en så almindelig udbredelse, at en sådan hvilestol normalt findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Derudover vil el-indstillingsmulighederne have en vis handicapkompenserende funktion, idet en person med nedsat funktionsevne kan have svært ved at anvende manuelle indstillingsmuligheder.

Hvilestole, der er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo

En hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner skal betragtes som et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til efter servicelovens § 113. Begrundelsen herfor er, at sådanne hvilestole er almindeligt udbredte, hvorfor de findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Disse typer hvilestole kan fås i forskellige prisklasser, farver og størrelser og forhandles bredt over hele landet. De har ofte manuel regulering af sædeindstillinger eller vippefunktion.

Det er uden betydning for eventuel hjælp til køb af en hvilestol som forbrugsgode, at stolen kan købes hos en almindelig møbelforhandler. En stol, som kan købes hos en almindelig møbelforhandler, kan ikke alene af den grund anses for at være sædvanligt indbo, hvortil der ikke kan ydes hjælp.

Ifølge Ankestyrelsens praksis lægges der ved vurderingen af, om et forbrugsgode er sædvanligt indbo, vægt på eksempelvis udbredelse, pris, udvalg, udviklingen i befolkningens levestandard, folks forbrugs- og levevaner og samfundsudviklingen i det hele taget. På den baggrund er det således vores praksis, at fx faconhovedpuder, digitalkameraer, smartphones, tablets og andre lignende elektroniske apparater, samt vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne, robotstøvsugere og almindelige køkkenmaskiner i dag betragtes som sædvanligt indbo i ethvert hjem, der måtte ønske det.

I en konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol uden særlige handicapkompenserende funktioner er et forbrugsgode, der indgår i sædvanligt indbo, hvilket der ikke kan ydes støtte til.

I en anden konkret sag fandt Ankestyrelsen, at en hvilestol med indbygget katapultsæde skal bevilges som et hjælpemiddel.

Resumé:

I sager om omregning og efterregulering af pension, hvor der sker nedsættelse af pensionen, er Udbetaling Danmark forpligtet til at partshøre borgeren. Dette kan ske i form af en agterskrivelse.

Det fremgår af forarbejderne til pensionsloven, at det i agterskrivelsen bør fremgå, at ændringen af pensionen vil blive gennemført som varslet, med mindre Udbetaling Danmark modtager bemærkninger inden for en nærmere angivet frist.

Hvis borgeren derimod kommer med bemærkninger eller oplysninger, inden udløbet af partshøringsfristen, har Udbetaling Danmark efter almindelige forvaltningsretlige regler pligt til at meddele borgeren en afgørelse efter udløbet af partshøringsfristen. Der er ikke hjemmel i pensionsloven til at fravige dette udgangspunkt.

Når borgeren kommer med bemærkninger inden fristen, har borgeren en berettiget forventning om, at agterskrivelsen ikke vil få virkning efter sit indhold uden, at Udbetaling Danmark tager stilling til borgerens bemærkninger. Udbetaling Danmark tilkendegiver da også i partshøringen, at agterskrivelsen vil få virkning efter sit indhold dagen efter udløbet af partshøringsfristen, hvis borgeren ikke kommer med bemærkninger.

Udbetaling Danmark skal meddele borgeren en afgørelse uanset, om borgerens bemærkninger giver anledning til en ændret vurdering af sagen eller ej.

Afgørelsen skal meddeles borgeren på en måde, så det fremstår klart og tydeligt, at der er truffet en afgørelse, og hvornår afgørelsen er truffet.

Konsekvenser af en manglende meddelelse

Hvis reglerne om meddelelse af en afgørelse ikke er overholdt, medfører det afgørelsens ugyldighed.

Formålet med partshøring er blandt andet, at myndigheden forholder sig til borgerens bemærkninger og inddrager dem i sagens behandling.

Reglerne om partshøring er en garantiforskrift, der medfører en afgørelses ugyldighed, medmindre det kan udelukkes, at fejlen har haft betydning for afgørelsens resultat.

Afgørelsen bør meddeles skriftligt. Hvis afgørelsen meddeles mundtligt, skal dette fremgå af et offentlighedsnotat, og borgeren bør samtidig vejledes om muligheden for at få en skriftlig afgørelse samt gives klagevejledning, så borgeren ved, at der er mulighed for at klage.

Den konkrete sag

I den konkrete sag sendte Udbetaling Danmark borgeren en partshøring i form af en agterskrivelse, hvoraf det fremgik, at borgeren havde fået for meget i pension det foregående år, og at det for meget modtagne beløb skulle betales tilbage.

Det fremgik videre af partshøringen, at hvis borgeren var enig i oplysningerne, skulle borgeren ikke foretage sig noget. Så ville agterskrivelsen gælde som afgørelse fra dagen efter partshøringsfristen udløb.

Hvis borgeren ikke var enig i oplysningerne, skulle borgeren ringe til Udbetaling Danmark inden for en fastsat frist.

Borgeren henvendte sig flere gange inden for fristen – både skriftligt og mundtligt, da borgeren ikke var enig i oplysningerne og ville ”gøre indsigelse” og ”klage”.

Udbetaling Danmark foretog først reelle sagsbehandlingsskridt i sagen, da partshøringsfristen var udløbet. På dette tidspunkt sendte Udbetaling Danmark et nyt brev til borgeren, hvoraf det fremgik, at Udbetaling Danmark ”fastholdt sin afgørelse”. Udbetaling Danmark henviste til dagen efter udløbet af partshøringsfristen som afgørelsesdato. Derefter sendte Udbetaling Danmark sagen til Ankestyrelsen som en klagesag.

Ankestyrelsen kunne i den konkrete sag på baggrund af det samlede forløb, herunder sagsbehandlingsfejlenes karakter og omfang, ikke udelukke, at det havde haft betydning for sagen, hvorfor Ankestyrelsen ophævede afgørelsen og sendte sagen tilbage til Udbetaling Danmark.

Resumé: 

Kommunen kan ikke være partsrepræsentant i en sag hos socialtilsynet

Socialtilsynet træffer afgørelse om godkendelse af en plejefamilie som generelt egnet og fører driftsorienteret tilsyn med plejefamilien.

Når en plejefamilie søger om at blive generelt godkendt eller om ændring af den generelle godkendelse, kan plejefamilien på ethvert tidspunkt af sagens behandling, lade sig repræsentere eller bistå af andre. Kommunen kan dog ikke være partsrepræsentant for plejefamilien. Dette gælder uanset, at plejefamilien giver fuldmagt til, at kommunen må repræsentere dem.

Hvis kommunen optræder som partsrepræsentant i sagen, og dermed yder bistand, der går ud over kommunens vejledningsforpligtelse, vil der være risiko for, at kommunen bliver myndighedsinhabil, når kommunen efterfølgende skal føre et personrettet tilsyn med børnene hos plejefamilien. Kommunen er forpligtet til at indrette sig sådan, at risikoen for myndighedsinhabilitet så vidt muligt undgås.

I den konkrete sag havde socialtilsynet givet afslag på at fravige en plejefamilies godkendelse, så der kunne anbringes et søskendepar hos dem. Kommunen klagede på plejefamiliens vegne over afgørelsen. Ankestyrelsen ophævede socialtilsynets afgørelse og udtalte i øvrigt, at styrelsen vurderede, at kommunen ikke kunne være partsrepræsentant i den konkrete sag.

Resumé:

En kommune, der anbringer et barn uden for hjemmet, kan efter retssikkerhedsloven have ret til refusion af udgifter til anbringelsen fra en tidligere opholdskommune.

Udgifter til en forældreevneundersøgelse er en administrativ udgift, som ikke kan danne grundlag for refusion efter retssikkerhedsloven.

Når et barn eller en ung under 18 år bliver anbragt uden for hjemmet, får barnet eller den unge selvstændig opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen.

Når en kommune har anbragt et barn, og det er åbenbart, at forældremyndighedsindehaverens tidligere opholdskommune kendte til forholdene og burde have anbragt barnet, har den anbringende kommune ret til mellemkommunal refusion fra den tidligere opholdskommune.

Retten til refusion i forbindelse med anbringelsen gælder udgifterne til hjælp efter serviceloven.

Ankestyrelsen finder, at udgift til en forældreevneundersøgelse hverken er en udgift til hjælp efter serviceloven eller en faktisk udgift, der er knyttet til et tilbud efter serviceloven.

Selvom at en selvstændig opholdskommune har ret til refusion for udgifter til hjælp efter serviceloven, har kommunen ikke ret til refusion for udgifter til en forældreevneundersøgelse i en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet.

Resumé:

Kommunen kan yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der i hjemmet forsørger et barn med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Dækningen af tabt arbejdsfortjeneste kan ske både i forbindelse med et løbende fravær fra arbejdet og i forbindelse med fravær på enkeltdage.

Inden for serviceloven gælder et kompensationsprincip. Kompensationsprincippet medfører, at forældre til et barn eller en ung med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang skal kompenseres for følgerne af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne. Det vil sige, at forældrene skal kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med det fravær, der er en følge af barnets eller den unges nedsatte funktionsevne. Der kompenseres ikke for fravær og dermed indtægtstab, som modsvarer det fravær, som også forældre til børn uden nedsat funktionsevne på samme alder må påregne. Fraværet skal have et betydeligt omfang.

Tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage kan ydes i forbindelse med de møder, undersøgelser, kontroller m.v., som er en nødvendig følge af barnets funktionsnedsættelse. Der ydes kun tabt arbejdsfortjeneste til det fravær, der er nødvendiggjort af mødet, undersøgelsen eller kontrollen, og ikke nødvendigvis til hele arbejdsdage. Der ydes eksempelvis ikke tabt arbejdsfortjeneste til et fravær, der er begrundet i krav fra forælderens arbejdsgiver om, at der kun kan bevilges fravær på hele dage. Der ydes kun tabt arbejdsfortjeneste i det omfang møderne, undersøgelserne, kontrollerne m.v. ikke kan placeres uden for forældrenes arbejdstid.

Kommunen skal i den forbindelse undersøge, om ansøgeren har mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, så det ikke er nødvendigt for ansøgeren at være fraværende fra arbejdet med lønreduktion. I det omfang ansøgeren har mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, kan der som udgangspunkt ikke ydes tabt arbejdsfortjeneste.

Kommunen kan ikke stille krav om, at der anvendes ferie eller særlige feriedage.

Der kan kun ydes tabt arbejdsfortjeneste, hvis der er tale om fravær i betydeligt omfang. Det afhænger af en konkret vurdering, om der er tale om fravær i betydeligt omfang. Et fravær svarende til sammenlagt 2-3 arbejdsdage om året anses normalt ikke for at være et fravær i betydeligt omfang.

Ved vurderingen af, om fraværet overstiger 2-3 arbejdsdage om året, skal der lægges vægt på det sandsynliggjorte forventede fravær. Udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage sker, efterhånden som fraværet og lønreduktionen dokumenteres.

I vurderingen af fraværets omfang indgår begge forældres samlede fravær. Både løbende fravær og fravær på enkeltdage. Hvis der er flere børn i familien med en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse, er det forældrenes samlede fravær – både løbende fravær og fravær på enkeltdage – vedrørende alle børnene, der lægges vægt på ved vurderingen af, om der er tale om fravær i betydeligt omfang. Endelig indgår varigheden af de enkelte kontrolbesøg i vurderingen, ligesom det også indgår i vurderingen, om begge forældres tilstedeværelse er nødvendig.

Ankestyrelsen har behandlet to sager:

Sag 1. Ankestyrelsen hjemviste sagen. Kommunen skulle indhente oplysninger om det samlede antal kontroller og tidsforbruget til de enkelte kontroller. Kommunen skulle herefter tage stilling til, om der samlet set for ansøgers to børn var tale om et fravær af betydeligt omfang.

Sag 2. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, således at der var ret til tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage udover den allerede bevilgede løbende tabte arbejdsfortjeneste. Det er det samlede fravær som følge af barnets funktionsnedsættelse, der er afgørende for, om der er tale om et betydeligt fravær.

Resumé: 

Der kan ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge uden tidsbegrænsning efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 5, når en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom.

Bestemmelsen gælder for alle tilfælde, hvor en læge vurderer, at den sygemeldte har en livstruende og alvorlig sygdom, og hvor der er begrundet tvivl om overlevelse. Bestemmelsen er ikke begrænset til tilfælde, hvor den sygemeldte er i terminalfasen, men omfatter også personer, der har en livstruende, alvorlig sygdom i tidligere sygdomsfaser, dvs. personer, hvor der ikke er klarhed over, hvilket forløb sygdommen vil få. Det er derfor ikke et krav, at alle lægelige behandlingsmuligheder er udtømte.

Kommunens afgørelse om forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge som følge af en livstruende, alvorlig sygdom skal ske på baggrund af en konkret, individuel lægelig vurdering, som ikke udelukkende baserer sig på en diagnose. I tilfælde af alvorlig sygdom med et fremadskridende forløb, som over en årrække kan eller vil få et dødeligt udfald, kan der ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge, hvis sygdommen er på et sådant tidligt stadie, at den ikke kan anses som livstruende. Ligeledes kan der ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge i tilfælde, hvor den sygemelde ikke aktuelt er ramt af en livstruende, alvorlig sygdom, men hvor der er risiko for tilbagefald af en livstruende, alvorlig sygdom.

I sag nr. 1 var borgeren sygemeldt på grund af en ondartet hjernesvulst. Sygdommen var alvorlig og livstruende, men med gode prognostiske faktorer for den pågældende. Borgeren var opereret og havde modtaget strålebehandling. På standsningstidspunktet var borgeren fortsat i et behandlingsforløb med kemoterapi. Der var endnu ikke foretaget MR-scanning, der kunne påvise effekten af behandlingsforløbet, og der var derfor ikke klarhed over, hvilket forløb sygdommen ville få. Borgeren var derfor berettiget til forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.

I sag nr. 2 var den sygemeldte diagnosticeret med Alzheimers demens. Diagnosen menes at have en gennemsnitlig varighed på 8-10 år, men der er stor variation fra patient til patient. I nogle tilfælde kan sygdommen medføre døden allerede efter få år, mens den hos andre kan vare i op til 20 år. Sygdommen var for den pågældende på et sådant tidligt stadie, at det ikke var muligt konkret at udtale sig om tidsperspektivet. Der var tale om jævnt udviklende hukommelsessvækkelse, og der var derfor klarhed omkring, hvilket forløb sygdommen ville få. Der var ikke grundlag for at antage andet, end at pågældende ville kunne leve med sygdommen i mange leveår endnu. Der var derfor ikke tale om livstruende og alvorlig sygdom, og der kunne ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge.

I sag nr. 3 havde den sygemeldte en alvorlig kræftlidelse (udbredt æggestokkræft). Pågældende var opereret, og alt synligt kræftvæv var fjernet. Sygdommen havde dog tilbagevendende karakter og prognosen var, at der på et tidspunkt ville ske tilbagefald. På tidspunktet for kommunens afgørelse var der ikke dokumenteret tilbagefald. Der kunne derfor ikke ske forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge efter bestemmelsen om livstruende og alvorlig sygdom, da borger ikke aktuelt led af en livstruende og alvorlig sygdom.

Resumé: 

Kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Personer, som har medfødte misdannelser eller mangler, men ikke synligt eller umiddelbart konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få hjælp til dækning af merudgifter til diæt, når forskrifter om diæt og lignende følges.

Personer med cøliaki, laktoseintolerans eller fødevareallergi er ikke omfattet af den personkreds, der er berettiget til dækning af merudgifter til diæt efter særbestemmelsen i merudgiftsbekendtgørelsen

En genetisk defekt eller disposition for at udvikle en lidelse er ikke det samme som, at lidelsen er medfødt. Cøliaki, laktoseintolerans eller en fødevareallergi kommer ikke nødvendigvis i udbrud, selvom en person har en genetisk defekt eller er genetisk disponeret for lidelsen. Nogle vil udvikle lidelsen, mens den hos andre alene vil forblive latent.

At cøliaki kan sidestilles med phenylketonuri (PKU eller Føllings sygdom) betyder ikke, at cøliaki skyldes en medfødt misdannelse eller mangel. Phenylketonuri er en stofskiftedefekt, der medfører en uundgåelig gradvis mental retardering, hvis personen ikke følger en streng diæt.

Særbestemmelsen om hjælp til dækning af merudgifter til diæt efter merudgiftsbekendtgørelsen er en udvidelse af den personkreds, der efter bestemmelsen i serviceloven om merudgifter til voksne har ret til dækning af merudgifter. Bestemmelsen blev indført med henblik på at yde hjælp til personer med phenylketonuri.

Særbestemmelsen skal fortolkes i forhold til det oprindelige formål med bestemmelsen. Ankestyrelsen er derfor af den opfattelse, at cøliaki, laktoseintolerance og fødevareallergi ikke kan karakteriseres som medfødte lidelser, der berettiger til hjælp til dækning af merudgifter til diæt.

Denne afgørelse ændrer praksis i forhold til den praksis, der var udmeldt i principafgørelserne 114-13, C-36-05 og C-59-03. Praksisændringen har dog først virkning fra offentliggørelsen af denne afgørelse.

Personer med cøliaki, laktoseintolerans eller fødevareallergi kan derimod stadig være omfattet af den personkreds, der er berettiget til dækning af merudgifter efter bestemmelsen i serviceloven

Det er tilfældet, hvis de generelle betingelser for dækning af merudgifter i serviceloven er opfyldt. Det kan fx være, hvis der er tale om en særlig svær cøliaki eller anden fødevareallergi, der nedsætter borgerens funktionsevne, eller hvis borgeren samlet set er omfattet af personkredsen på grund af andre lidelser.

I sag nr. 1 var borgeren ikke berettiget til dækning af merudgifter på baggrund af cøliaki, da borgerens lidelse ikke skyldtes en medfødt misdannelse eller mangel. Der var desuden ikke grundlag for at vurdere, at borgeren var omfattet af servicelovens bestemmelse om merudgifter til voksne.

I sag nr. 2 var borgeren ikke berettiget til dækning af merudgifter på baggrund af glutenallergi, da borgerens lidelse ikke skyldtes en medfødt misdannelse eller mangel. Borgeren var heller ikke omfattet af bestemmelsen i serviceloven om merudgifter til voksne.

Resumé: 

Borgerstyret personlig assistance er et tilskud, som ydes til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse. Kommunen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

En borger har ikke ret til at medtage borgerstyret personlig assistance ved behandling og indlæggelser m.v. på sygehus

Det følger af sektoransvarlighedsprincippet, at den offentlige myndighed, der udbyder en ydelse eller en service, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne. Regionen har derfor til opgave at stille det nødvendige personale til rådighed ved gennemførelsen af behandlinger på sygehuset.

Kommunen kan dog fastsætte et serviceniveau, der giver mulighed for, at borgeren medtager hjælpere ved behandling på sygehuset.

I den konkrete sag stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om, at borgeren ikke kunne medtage en ekstra hjælper under sygehusophold. Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var forpligtet til at yde hjælp til forflytninger under behandling på sygehuset med henvisning til sektoransvarlighedsprincippet. Det fremgik af sagen, at borgeren havde behov for hjælp hele døgnet, også ved behandlinger på sygehuset.

Resumé: 

Når forældre ikke bor sammen, kan de aftale samvær mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos (samværsforælder). Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan samværsforælderen søge om samvær i Statsforvaltningen.

Medmindre samværsforælderen oplyser, at denne ikke ønsker midlertidigt kontaktbevarende samvær, skal Statsforvaltningen hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær.

For at kunne fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær skal to betingelser være opfyldt.

Den ene betingelse er, at samværet enten lige er ophævet, eller der indtil for nylig har været samvær mellem barnet og samværsforælderen efter en aftale mellem forældrene, som ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Den anden betingelse er, at der ikke er begrundet tvivl om, at det er bedst for barnet, at der er en løbende kontakt med samværsforælder, som barnet hidtil har haft en jævnlig kontakt med.

Hvis de to betingelser er opfyldt, fastsætter Statsforvaltningen et løbende standardiseret minimums-samvær, der følger barnets alder. Det standardiserede midlertidige kontaktbevarende samvær kan kun fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Oplysninger om børns behov for middagslur, eftermiddagsmad og samværsforælderens arbejde anser Ankestyrelsen ikke som særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af det standardiserede samvær.

Muligheden for at fravige det standardiserede samvær skal efter Ankestyrelsens vurdering fortolkes restriktivt. Vi lægger ved denne vurdering vægt på, at der er tale om en midlertidig afgørelse, som skal træffes hurtigt for at sikre kontakten mellem barnet og forælderen i en overgangsperiode, og at sagsbehandlingen fortsætter umiddelbart efter afgørelsen, hvor parternes synspunkter kan blive inddraget og undersøgt nærmere inden den endelige afgørelse.

De konkrete sager

I sag 1 havde samværsforælder søgt om midlertidigt kontaktbevarende samvær, og Statsforvaltningen havde fastsat midlertidigt kontaktbevarende samvær i lige uger om lørdagen fra kl. 10 til kl. 17 og i ulige uger om torsdagen fra kl. 12 til kl. 14. Statsforvaltningen havde anvendt den standardard, der gælder for børn fra 1 til 3 år. Statsforvaltningen havde dog fraveget standarden for så vidt angår tidspunktet for hverdagssamværet, idet Statsforvaltningen havde ændret tidspunktet om torsdagen fra kl. 16-18 til kl. 12-14.

I sag 2 havde samværsforælder søgt om midlertidigt kontaktbevarende samvær, og Statsforvaltningen havde afslået at fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær. Statsforvaltningen havde i stedet fastsat midlertidig samvær hver lørdag kl. 9 til kl. 11 og hver onsdag kl. 16 til kl. 18.

Ankestyrelsen vurderede i begge sager, at betingelserne for at fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær mellem børnene og samværsforælderen var opfyldt.

Vi lagde i begge sager vægt på, at der inden ansøgningen om samvær havde været samvær mellem børnene og samværsforælder efter en aftale, som ikke kunne tvangsfuldbyrdes. Vi lagde også vægt på, at der ikke var oplysninger i sagerne, der skabte begrundet tvivl om, at det ville være bedst for børnene at fastsætte samvær for at bevare kontakten til samværsforælder.

Bopælsforælderens oplysninger om, at samværsforælderen blandt andet aldrig havde været alene med barnet mere end højst 2,5 time, og at samværsforælder ikke kunne varetage børnenes behov og tolke deres signaler, skabte ikke begrundet tvivl om, at midlertidigt kontaktbevarende samvær var bedst for børnene.

Ankestyrelsen vurderede i begge sager, at der skulle fastsættes det standardiserede midlertidige kontaktbevarende samvær.

Vi lagde i begge sager vægt på, at en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær skal træffes hurtigt, og at det skal undgås, at sagsbehandlingen trækker ud på grund af detaljerede drøftelser om placering og omfang. Vi lagde også vægt på, at sagsbehandlingen fortsætter umiddelbart efter afgørelsen, og at parternes synspunkter om placering og omfang kan blive inddraget og undersøgt nærmere inden den endelige afgørelse. Endelig lagde vi vægt på, at afgørelsen skal sikre et minimum af kontakt med den forælder, sm barnet ikke bor hos, og at det standardiserede omfang og placering er tilpasset barnets alder.

I sagerne vurderede vi, at oplysninger om børnenes behov middagslur og eftermiddagsmad samt samværsforælderens arbejde ikke kunne anses som særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om det standardiserede midlertidige kontaktbevarende samvær.

Resumé: 

Når forældre ikke bor sammen, kan de aftale samvær mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos (samværsforælder). Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan samværsforælderen søge om samvær i Statsforvaltningen.

Medmindre samværsforælderen oplyser, at denne ikke ønsker midlertidigt kontaktbevarende samvær, skal Statsforvaltningen hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær.

For at kunne fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær skal to betingelser være opfyldt.

Den ene betingelse er, at samværet enten lige er ophævet, eller der indtil for nylig har været samvær mellem barnet og samværsforælderen efter en aftale mellem forældrene, som ikke kan tvangsfuldbyrdes.

Den anden betingelse er, at der ikke er begrundet tvivl om, at det er bedst for barnet, at der er en løbende kontakt med samværsforælder, som barnet hidtil har haft en jævnlig kontakt med.

Hvis de to betingelser er opfyldt, fastsætter Statsforvaltningen et løbende standardiseret minimums-samvær, der følger barnets alder. Det standardiserede midlertidige kontaktbevarende samvær kan kun fraviges, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Oplysninger om børns behov for middagslur, eftermiddagsmad og samværsforælderens arbejde anser Ankestyrelsen ikke som særlige omstændigheder, der kan begrunde en fravigelse af det standardiserede samvær.

Muligheden for at fravige det standardiserede samvær skal efter Ankestyrelsens vurdering fortolkes restriktivt. Vi lægger ved denne vurdering vægt på, at der er tale om en midlertidig afgørelse, som skal træffes hurtigt for at sikre kontakten mellem barnet og forælderen i en overgangsperiode, og at sagsbehandlingen fortsætter umiddelbart efter afgørelsen, hvor parternes synspunkter kan blive inddraget og undersøgt nærmere inden den endelige afgørelse.

De konkrete sager

I sag 1 havde samværsforælder søgt om midlertidigt kontaktbevarende samvær, og Statsforvaltningen havde fastsat midlertidigt kontaktbevarende samvær i lige uger om lørdagen fra kl. 10 til kl. 17 og i ulige uger om torsdagen fra kl. 12 til kl. 14. Statsforvaltningen havde anvendt den standardard, der gælder for børn fra 1 til 3 år. Statsforvaltningen havde dog fraveget standarden for så vidt angår tidspunktet for hverdagssamværet, idet Statsforvaltningen havde ændret tidspunktet om torsdagen fra kl. 16-18 til kl. 12-14.

I sag 2 havde samværsforælder søgt om midlertidigt kontaktbevarende samvær, og Statsforvaltningen havde afslået at fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær. Statsforvaltningen havde i stedet fastsat midlertidig samvær hver lørdag kl. 9 til kl. 11 og hver onsdag kl. 16 til kl. 18.

Ankestyrelsen vurderede i begge sager, at betingelserne for at fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær mellem børnene og samværsforælderen var opfyldt.

Vi lagde i begge sager vægt på, at der inden ansøgningen om samvær havde været samvær mellem børnene og samværsforælder efter en aftale, som ikke kunne tvangsfuldbyrdes. Vi lagde også vægt på, at der ikke var oplysninger i sagerne, der skabte begrundet tvivl om, at det ville være bedst for børnene at fastsætte samvær for at bevare kontakten til samværsforælder.

Bopælsforælderens oplysninger om, at samværsforælderen blandt andet aldrig havde været alene med barnet mere end højst 2,5 time, og at samværsforælder ikke kunne varetage børnenes behov og tolke deres signaler, skabte ikke begrundet tvivl om, at midlertidigt kontaktbevarende samvær var bedst for børnene.

Ankestyrelsen vurderede i begge sager, at der skulle fastsættes det standardiserede midlertidige kontaktbevarende samvær.

Vi lagde i begge sager vægt på, at en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær skal træffes hurtigt, og at det skal undgås, at sagsbehandlingen trækker ud på grund af detaljerede drøftelser om placering og omfang. Vi lagde også vægt på, at sagsbehandlingen fortsætter umiddelbart efter afgørelsen, og at parternes synspunkter om placering og omfang kan blive inddraget og undersøgt nærmere inden den endelige afgørelse. Endelig lagde vi vægt på, at afgørelsen skal sikre et minimum af kontakt med den forælder, sm barnet ikke bor hos, og at det standardiserede omfang og placering er tilpasset barnets alder.

I sagerne vurderede vi, at oplysninger om børnenes behov for middagslur og eftermiddagsmad samt samværsforælderens arbejde ikke kunne anses som særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af udgangspunktet om det standardiserede midlertidige kontaktbevarende samvær.

Resumé: 

Hvis kommunen har viden eller formodning om, at den person, som barnet eller den unge skal have samvær med, har begået overgreb mod et barn eller en ung, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelse om at afbryde den pågældendes forbindelse med barnet eller den unge eller om, at samværet skal være overvåget. Afgørelsen træffes for en bestemt periode. Afgørelse om afbrydelse af forbindelsen omfatter samvær eller brev-, mail- eller telefonforbindelse.

Pligt til at forelægge sagen for børn og unge-udvalget

Børn og unge-udvalget har pligt til at træffe afgørelse om overvåget samvær eller afbrydelse af forbindelsen, når der er viden eller formodning om, at den person, der ønsker samvær med barnet eller den unge har begået overgreb mod et barn eller en ung.

Kun hvis særlige forhold taler imod det, kan børn og unge-udvalget undlade at fastsætte overvåget eller afbrudt samvær.

Børn og unge-udvalget kan ikke tage sager op af egen drift. Udvalget er derfor afhængigt af, at sagerne om overvåget eller afbrudt samvær bliver forelagt for udvalget. Det er kommunalbestyrelsen, som skal forestå denne forelæggelse. Dette betyder, at kommunalbestyrelsen har pligt til at forelægge sagerne for børn og unge-udvalget.

Kommunalbestyrelsen har ikke kompetencen til at vurdere, om der er særlige grunde til, at samværet ikke skal være overvåget eller afbrudt. Denne kompetence ligger udelukkende hos børn og unge-udvalget, der derfor altid skal have spørgsmålet forelagt.

Overgreb mod et andet barn eller ung

Bestemmelsen omfatter ikke kun overgreb mod det konkrete barn eller den unge, som der ønskes samvær med. Den gælder også, når der er viden om eller formodning for, at samværspersonen har begået overgreb mod et andet barn eller ung.

Hensigten med bestemmelsen er at beskytte anbragte børn og unge mod at opleve overgreb, når de har samvær med forældre og netværk. Dermed tager bestemmelsen udgangspunkt i sikring af barnets eller den unges bedste og ikke i samværspersonens interesse i at have samvær med barnet eller den unge.

Krav om formodning

En formodning om overgreb forudsætter ikke, at der er rejst sigtelse mod den person, formodningen retter sig mod.

I den konkrete sag var det tilstrækkeligt, at kommunen havde modtaget en underretning fra et hospital om flere knoglebrud på et barn.

Ankestyrelsens egen-drift beføjelse

Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om særlig støtte til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.

Hvis kommunalbestyrelsen ikke har forelagt børn og unge-udvalget en sag, hvor der var viden om eller formodning for, at samværspersonen havde begået overgreb mod et barn eller en ung kan Ankestyrelsen tage sagen op af egen drift og pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for børn og unge-udvalget.

Resumé: 

Opholdskommunen har pligt til at yde borgeren hjælp. En person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

For at fastslå, hvilken kommune, der er opholdskommune, vil det ofte kræve, at der foretages en vurdering af en persons tilknytning til flere kommuner. Det forhold, at borgeren muligvis ikke kunne opnå permanent bolig på adressen udelukker ikke, at kommunen skal betragtes som opholdskommune på det pågældende tidspunkt, og kommunen dermed har pligt til at yde den relevante hjælp.

Hvis det er udokumenteret, hvor borgeren har opholdt sig, vil den seneste kendte opholdskommune skulle yde den relevante hjælp.

De særlige regler om handle- og betalingsforpligtelse hos en tidligere opholdskommune forudsætter, at der enten er tale om medvirken fra den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed, eller at der er tale om ophold på et af de nævnte veterantilbud i retssikkerhedsloven.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at A Kommunes forpligtelse som opholdskommune var ophørt, da en borger var fraflyttet sin tidligere bolig i A Kommune og fik ophold i B kommune, hvor det var dokumenteret, at han boede på et privatdrevet bosted. Bostedet var ikke registreret på Tilbudsportalen, og opholdet var derfor ikke omfattet af de særlige handle- og betalingsregler i retssikkerhedsloven. 2 måneder senere flyttede borgeren til C kommune på et forsorgshjem, der var optaget på Tilbudsportalen.

Sagen var rejst af C kommune, der havde bevilget kontanthjælp i tilknytning til opholdet på forsorgshjemmet. C kommune havde retlig interesse i at få afklaret retstilstanden, da der var et refusionskrav.

Ankestyrelsen tog ikke i sagen stilling til, om kravet kunne rejses mod B Kommune.

Resumé: 

Ulykkesbegrebet og de grønlandske arbejdsskaderegler

Denne afgørelse er et supplement til principafgørelsen 33-14 og vedrører de grønlandske regler om ret til dagpenge i forhold til personskadebegrebet ved spørgsmålet om anerkendelse af ulykker.

En personskade, der ikke kræver behandling og går over af sig selv, vil efter grønlandsk ret kunne anerkendes som en arbejdsskade, hvis anerkendelsen medfører, at den tilskadekomne ville have ret til dagpenge ved uarbejdsdygtighed.

Ifølge lov om arbejdsskadesikring i Grønland er tilskadekomne berettiget til dagpenge, hvis arbejdsskaden medfører fuld eller delvis uarbejdsdygtighed.

Det er en betingelse for at modtage dagpengene, at der foreligger dokumentation for, at tilskadekomne er uarbejdsdygtig som følge af en arbejdsskade.

Retten til dagpenge indtræder den første hele arbejdsdag efter arbejdsskaden og ophører den dag, hvor den pågældende er arbejdsdygtig, uanset om vedkommende undlader at genoptage arbejdet eller raskmelde sig. Retten til dagpenge er således ikke betinget af sygeperiodens længde udover 1 dag eller skadens omfang, hvis sygeperioden i øvrigt er en følge af arbejdsskaden.

I den konkrete sag var vi enige med Center for Arbejdsskader, Grønland i, at hævelse, hudafskrabning og smerter i venstre læg kunne anerkendes, da tilskadekomne som følge af skaden havde været uarbejdsdygtig i to dage

Resumé:

Kommunen skal efter serviceloven yde kompensation til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne for de merudgifter, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen. Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke anvendes, hvis udgiften kan dækkes efter en anden bestemmelse i serviceloven eller efter anden lovgivning. Dette gælder også, hvis der i en anden bestemmelse eller lovgivning er gjort udtømmende op med, hvad der kan ydes hjælp til. 

Kommunen skal efter serviceloven yde kompensation til borgere, der er bevilget borgerstyret personlig assistance.

Der skal udmåles et tilskud til dækning af direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at ansætte hjælpere til hjælp i og uden for hjemmet.

Udgift til serviceeftersyn af lift i handicapbil kan ikke dækkes som en merudgift

Udgiften til serviceeftersyn af liften i en handicapbil kan ikke dækkes som en merudgift ved den daglige livsførelse. Der er i bilbekendtgørelsen gjort udtømmende op med, hvad der kan ydes hjælp til, for så vidt angår særlig indretning af bilen.

Særlig indretning og udgifter der følger deraf, er reguleret i servicelovens bestemmelse om støtte til bil og i bilbekendtgørelsen. Det er i bilbekendtgørelsen fastsat, at hjælp til reparation, udskiftning og afmontering af nødvendig indretning ydes efter behov. Det er endvidere fastsat, at der ikke efter servicelovens bestemmelse om støtte til bil kan ydes hjælp til udgifter, som følger af den særlige indretning, fx til rengøring og vedligeholdelse.

Udgift til serviceeftersyn af lift i en handicapbil kan dækkes efter bestemmelserne om borgerstyret personlig assistance

Udgiften til serviceeftersyn af liften i en handicapbil kan dækkes som en hjælperrelateret udgift, når borgeren er bevilget borgerstyret personlig assistance. Det skyldes, at serviceeftersynet er lovpligtigt, når liften benyttes som et arbejdsredskab for borgerens hjælper(e).

Når borgeren er bevilget borgerstyret personlig assistance efter serviceloven, er borgeren arbejdsleder.

Borgerens hjælpere benytter liften, og liften er derfor at betragte som et arbejdsredskab. Når liften er et arbejdsredskab for en hjælper, er et årligt serviceeftersyn af liften i handicapbilen lovpligtigt.

Borgeren skal ikke have udgifter i forbindelse med den borgerstyrede personlige assistance. Kommunen skal derfor udmåle et tilskud til dækning af direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med at ansætte hjælpere til hjælp i og uden for hjemmet.

De konkrete sager

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at udgiften til lovpligtigt serviceeftersyn af liften i en handicapbil skal dækkes som en hjælperrelateret udgift, idet serviceeftersynet er lovpligtigt, når liften benyttes som et arbejdsredskab af borgers hjælper(e). Borgeren var derfor berettiget til dækning af udgiften til serviceeftersyn af liften efter servicelovens § 96 og udmålingsbekendtgørelsens § 10.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at udgiften til ikke-lovpligtigt serviceeftersyn af liften i en handicapbil ikke kan dækkes som en merudgift, idet der i bilbekendtgørelsen er gjort udtømmende op med, hvad der kan ydes hjælp til, for så vidt angår særlig indretning. Borgeren var derfor ikke berettiget til dækning af udgiften til serviceeftersyn.

Resumé: 

Retssikkerhedslovens almindelige regler om klage gælder også for Udbetaling Danmarks afgørelser.

Efter retssikkerhedslovens kapitel 10 kan Udbetaling Danmarks afgørelser indbringes for Ankestyrelsen. Det er en væsentlig retssikkerhedsgaranti, at en borger har adgang til at klage. Denne adgang må ikke blive illusorisk.

Udbetaling Danmark har pligt til at genvurdere en afgørelse, når de modtager en klage over afgørelsen inden for klagefristen.

Afgørelsen fastholdes

Udbetaling Danmark skal sende klagen til Ankestyrelsen, når Udbetaling Danmark fastholder afgørelsens resultat. Det skal som udgangspunkt ske senest 4 uger efter, at klagen er modtaget.

Selv om Udbetaling Danmark ændrer eller uddyber begrundelsen for afgørelsen i genvurderingen, skal Udbetaling Danmark sende sagen til Ankestyrelsen, når resultatet af afgørelsen er det samme.

Udbetaling Danmark skal også sende sagen til Ankestyrelsen, når genvurderingen sker mundtligt. Det vil sige, at sagen sendes til Ankestyrelsen, hvis Udbetaling Danmark ikke giver borgeren medhold. Det gælder også, når Udbetaling Danmark ringer til borgeren for at uddybe begrundelsen for afgørelsen, men afgørelsens resultat fastholdes. Hvis Udbetaling Danmark telefonisk kontakter borgeren for at uddybe begrundelsen for deres afgørelse, men i øvrigt fastholder afgørelsens resultat, må dette betragtes som en genvurdering, hvorefter klagen skal sendes til Ankestyrelsen.

Udbetaling Danmark kan ikke kræve en ny klage. Udbetaling Danmark kan heller ikke kræve, at borgeren igen skal tilkendegive, at klagen fastholdes før sagen sendes til Ankestyrelsen. En sådan procedure er i strid med reglerne i retssikkerhedsloven.

Fuldt ud eller delvist medhold i klagen

Udbetaling Danmark skal sende en ny afgørelse til borgeren, hvis Udbetaling Danmark efter genvurderingen giver borgeren fuldt ud medhold eller delvist medhold i klagen. Udbetaling Danmark skal tage stilling til sagen inden 4 uger efter, at klagen er modtaget.

Den nye afgørelse skal være ledsaget af en klagevejledning, når Udbetaling Danmark alene har givet borgeren delvist medhold. Det skal stå i klagevejledningen, at borgeren inden 4 uger skal oplyse, om borgeren ønsker at klage over den nye afgørelse. Udbetaling Danmark skal sende klagen til Ankestyrelsen inden 14 dage efter modtagelsen, hvis borgeren fastholder klagen.

Hvis borgeren ikke ønsker sin klage behandlet alligevel

En borger har krav på at få behandlet sin klage af Ankestyrelsen, når borgeren har klaget inden for klagefristen.

En borger kan dog til enhver tid tilbagekalde sin klage.

Borgeren skal udtrykkeligt have tilkendegivet overfor Udbetaling Danmark, at borgeren ikke ønsker klagen behandlet, før Udbetaling Danmark kan undlade at sende sagen til Ankestyrelsen.

Hvis dette er tilfældet, bør Udbetaling Danmark tilkendegive skriftligt over for borger, at det er noteret, at klagen er tilbagekaldt, og at Udbetaling Danmark derfor ikke foretager sig mere i sagen.

Vejledning om praksis i forbindelse med en klage

Der kan være tilfælde, hvor en borger beder Udbetaling Danmark om at vejlede om Ankestyrelsens praksis. Der kan også være tilfælde, hvor borgeren beder Udbetaling Danmark om en nærmere forklaring på sagens resultat.

Udbetaling Danmark kan i den forbindelse vejlede om praksis. Det kan de gøre ved at henvise til Ankestyrelsens principafgørelser. Udbetaling Danmark kan også uddybe begrundelsen eller ændre begrundelsen for afgørelsen.

Hvornår er en henvendelse en klage?

Der er ikke formkrav til en klage over Udbetaling Danmarks afgørelser.

Selv om en borger ikke nævner ordet klage, skal en henvendelse fra borgeren som udgangspunkt betragtes som en klage, når borgeren tilkendegiver at være uenig eller utilfreds med en afgørelse.

Udbetaling Danmark skal spørge borgeren, om henvendelsen skal betragtes som en klage, hvis Udbetaling Danmark er i tvivl, om en borgers henvendelse er en klage.

Hvis Udbetaling Danmark er i tvivl om, hvad borgeren klager over, må Udbetaling Danmark afklare dette spørgsmål nærmere.

Ankestyrelsen har behandlet to sager om spørgsmålet

I sag nr. 1 fastholdt Udbetaling Danmark afgørelsens resultat, og gav borgeren en uddybende begrundelse. Udbetaling Danmark bad herefter borgeren på ny tilkendegive, om borgeren ønskede at fastholde klagen. Ankestyrelsen hjemviste den konkrete sag og udtalte i øvrigt, at vi fandt det kritisabelt, at Udbetaling Danmark ikke sendte klagen til Ankestyrelsen i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedsloven.

I sag nr. 2 fastholdt Udbetaling Danmark afgørelsens resultat og gav borgeren en uddybende begrundelse. Udbetaling Danmark bad herefter borgeren på ny tilkendegive, om borgeren ønskede at fastholde klagen. Ankestyrelsen stadfæstede den konkrete sag og udtalte i øvrigt, at vi fandt det kritisabelt, at Udbetaling Danmark ikke sendte klagen til Ankestyrelsen i overensstemmelse med reglerne i retssikkerhedsloven.

Resumé: 

En borger, der flytter til et andet EU-land eller midlertidigt opholder sig i et andet EU-land, og som efter EU-reglerne er omfattet af de danske regler om social sikring, har ret til sygedagpenge, selvom borger ikke har ophold i Danmark. Det er en betingelse for at bevare retten til sygedagpenge under ophold i et andet EU-land, at sygedagpengelovens øvrige betingelser er opfyldt, herunder at borger er uarbejdsdygtig.

Der er ikke ret til sygedagpenge under ferie, uanset om ferien er i ind- eller udland. Under ferien opfylder borger ikke betingelsen om at være uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand.

I sag nr. 1 havde borger ret til sygedagpenge under et ophold i et andet EU-land, hvor borger under opholdet var i behandling på et privathospital.

I sag nr. 2 havde borger ikke ret til sygedagpenge under et ophold i et andet EU-land. Formålet med opholdet var, at borger skulle besøge venner. Opholdet måtte anses som ferie med rekreativt udbytte. Borger var derfor ikke uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand under opholdet.

Resumé:

Generelt om særlig støtte 

En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte.

Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (-dvs. en social begivenhed), som har bevirket, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Ophør af social begivenhed

En borgers sociale begivenhed ophører ikke ved ansættelse med løntilskud. Det betyder, at en borger kan være berettiget til særlig støtte under sin løntilskudsansættelse.

Kommunen er derfor forpligtet til at foretage en vurdering af, om en borger, der ansættes med løntilskud, ud fra en konkret beregning er berettiget til særlig støtte. Beregningen kan godt føre til det resultat, at borger ikke er berettiget til særlig støtte.

Hidtidig nettoindtægt

Den beregnede særlige støtte må sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter - herunder integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp - som hovedregel ikke overstige 90 procent af ansøgerens hidtidige nettoindtægter.

Med hidtidig indtægt menes indtægten i den seneste kalendermåned før den sociale begivenhed, som bevirkede, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse. Hvis dette beløb ikke er et rimeligt udtryk for ansøgerens hidtidige indtægt, skal kommunen i stedet anvende den gennemsnitlige indtægt i de seneste tre kalendermåneder forud for den sociale begivenhed. Kommunen skal derfor ikke anvende indtægten fra en periode med løntilskudsansættelse ved beregning af en borgers hidtidige nettoindtægt, men den indtægt, borgeren havde før den sociale begivenhed indtrådte.

Den konkrete sag

I den konkrete sag har kommunen givet borger afslag på særlig støtte med den begrundelse, at borgers sociale begivenhed er ophørt ved ansættelse med løntilskud. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at borgers sociale begivenhed ikke ophørte ved ansættelse med løntilskud. Kommunen skulle derfor undersøge, om borgeren fortsat opfyldte lovens øvrige betingelser for at modtage særlig støtte.

Resumé: 

Når en selvstændig erhvervsdrivende pådrager sig en arbejdsskade, og der skal træffes afgørelse om spørgsmålet om tab af erhvervsevne, tages der udgangspunkt i virksomhedens resultater og eventuel anden arbejdsfortjeneste før og efter arbejdsskaden. Indtjeningsevnen på skadestidspunktet skal fastsættes skønsmæssigt, hvis virksomhedens resultater ikke viser et retvisende billede forud for arbejdsskadens indtræden, eksempelvis ved større udsving over årene i virksomhedens resultater, herunder år med underskud.

En skønsmæssig fastsættelse af indtjeningsevnen for selvstændige erhvervsdrivende tager udgangspunkt i de principper, der fremgår af bekendtgørelsen om fastsættelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller.

I vurderingen af indtjeningsevnen kan blandt andet indgå kriterier som skadelidtes erhvervsmæssige baggrund, uddannelse og erfaring, funktionsevnen, herunder arten og omfanget af skadelidtes arbejdsopgaver i sin virksomhed. Den faktiske indtjening indgår også som et element i skønnet. Andre kriterier kan ligeledes indgå i vurderingen, eksempelvis hvis skadelidtes person må antages i væsentligt omfang at have påvirket virksomhedens resultater. Indtjeningsevnen skal afspejle skadelidtes evner, dels i forhold til arbejdet i egen virksomhed, og dels i forhold til arbejdsmarkedet i øvrigt.

Hvis skadelidte efter arbejdsskaden har fået tilkendt støtte i form af tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed, foretages en beregning af forskellen mellem indtjeningen (eventuelt den skønnede indtjeningsevne), hvis skaden ikke var sket, og indtjeningen efter skaden, inklusiv tilskuddet.

Støtte i form af tilskud til fastholdelse af beskæftigelse i egen virksomhed (efter lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 75) kan sidestilles med det tilskud, der ydes til lønmodtagere, der er visiteret til fleksjob. Erhvervsevnetab for selvstændige erhvervsdrivende, der er tilkendt tilskud, skal derfor vurderes efter arbejdsskadesikringslovens § 17a.

I den konkrete sag, hvor der var tale om to arbejdsskader, var der ikke grundlag for at fastsætte indtjeningsevnen svarende til den faktiske indtjening i årene forud for arbejdsskaderne. Skadelidte havde alene en beskeden indtjening i årene forud for de to arbejdsskader, hvorfor den faktiske indtjening ikke var retvisende for skadelidtes værdi på arbejdsmarkedet. Skadelidte overtog endvidere først virksomheden efter den første arbejdsskade var indtrådt, og virksomhedens resultater kunne derfor heller ikke danne grundlag for vurderingen. Ankestyrelsen fastsatte derfor skadelidtes indtjeningsevne på skadestidspunktet skønsmæssigt. Skadelidte var efter arbejdsskaderne blevet tilkendt støtte i form af tilskud til at fastholde beskæftigelsen i egen virksomhed. Efter en beregning af lønnedgangen havde skadelidte ikke et erstatningsberettigende tab.

Resumé: 

Når en selvstændig erhvervsdrivende pådrager sig en arbejdsskade, og der skal træffes afgørelse om spørgsmålet om tab af erhvervsevne, tages der udgangspunkt i virksomhedens resultater og eventuel anden arbejdsfortjeneste før og efter arbejdsskaden. Indtjeningsevnen på skadestidspunktet fastsættes skønsmæssigt, hvis virksomheden har givet underskud, eller hvis overskuddet ikke vurderes at være retvisende for den tilskadekomnes indtjeningsevne.

En skønsmæssig fastsættelse af indtjeningsevnen for selvstændige erhvervsdrivende tager udgangspunkt i de principper, der fremgår af bekendtgørelsen om fastsættelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller. Der fastsættes dog kun en årsløn, hvis skadelidte har ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

Skadelidtes indtjeningsevne med arbejdsskadens følger skal herefter vurderes dels i forhold til arbejdet i egen virksomhed, dels i forhold til arbejdsmarkedet i øvrigt.

Ved fastsættelsen af indtjeningsevnen forud for arbejdsskaden for selvstændige erhvervsdrivende tages normalt udgangspunkt i virksomhedens gennemsnitlige resultater før finansielle poster og efter afskrivninger samt eventuel anden indkomst fra arbejde i en periode på 3-5 år forud for arbejdsskaden (gennemsnitsmetoden). Der kan konkret være grundlag for at lægge en kortere eller længere periode til grund for vurderingen.

Hvis en virksomhed inden arbejdsskaden i et eller flere år har givet underskud, men hvor resultatet efter anvendelse af gennemsnitsmetoden samlet set er positivt, indgår underskudsgivende år i beregningen. Herefter foretages en vurdering af, om resultatet er retvisende for skadelidtes indtjeningsevne forud for arbejdsskaden.

Hvis en virksomhed på skadestidspunktet er nystartet og alene har givet negative resultater, kan disse underskud ikke danne grundlag for fastsættelsen af skadelidtes indtjeningsevne forud for arbejdsskaden. Den faktiske indtjening er således ikke i disse tilfælde retvisende for den selvstændige erhvervsdrivendes indtjeningsevne på skadestidspunktet. Indtjeningsevnen fastsættes derfor skønsmæssigt.

I den skønsmæssige fastsættelse af indtjeningsevne kan blandt andet indgå kriterier som skadelidtes erhvervsmæssige baggrund, uddannelse og erfaring, samt arten og omfanget af skadelidtes arbejdsopgaver i virksomheden. Den faktiske indtjening indgår som et element i skønnet. I særlige tilfælde kan andre kriterier ligeledes indgå i vurderingen, eksempelvis hvis skadelidtes person må antages i væsentligt omfang at have påvirket virksomhedens resultater.

Sag 1: Nystartet virksomhed

I den konkrete sag var skadelidte en 61-årig kvinde, som 3½ år forud for arbejdsskaden havde startet selvstændig virksomhed som blomsterbinder. Virksomheden havde på intet tidspunkt givet overskud. Arbejdsskaden medførte funktionsbegrænsninger i forhold til gående og stående arbejde og således skånehensyn overfor arbejdsopgaver, som udgør en stor del af arbejdet som blomsterbinder/butiksindehaver. Skadelidte var veluddannet inden for kontorarbejde og havde en mangeårig fast og stabil tilknytning til arbejdsmarkedet som lønmodtager, hvor hun senest havde bestridt en lederstilling i en større dansk virksomhed. Ankestyrelsen fandt, at skadelidte med arbejdsskadens følger ville kunne varetage en stilling som lønmodtager inden for sit tidligere beskæftigelsesområde uden herved at lide et erstatningsberettigende tab.

Sag 2: Underskudsgivende virksomhed

I den konkrete sag havde skadelidte en gennemsnitlig indtjening på 254.749 kroner set over en periode

på 5 år, hvoraf tre år havde været underskudsgivende. Opreguleret til anmeldelsesåret 2012 svarede dette til en indtjening på omkring 330.000 kroner. Ankestyrelsen fandt, at niveauet var retvisende for skadelidtes indtjeningsevne forud for arbejdsskaden, henset til dennes erhvervserfaring og deltagelse i virksomheden. Det indgik i vurderingen, at der foruden skadelidte og dennes bror var flere ansatte i virksomheden, og at virksomhedens resultater ikke synligt havde været påvirket af skadelidtes tilskadekomst. Ankestyrelsen fandt, at skadelidte efter overgang til andet arbejde opretholdt en indtjening, som var højere end indtjeningen i virksomheden. Skadelidte havde således ikke dokumenteret et erstatningsberettigende tab.

Resumé:

En adoption kan efter adoptionsloven ikke meddeles, hvis nogen, der skal give samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste. 

Hvis en ansøger om stedbarnsadoption har betalt en surrogatmor for at indgå en surrogataftale, må denne betaling ligestilles med vederlag for samtykke til adoption.

Den, der har ydet betalingen kan derfor ikke adoptere barnet.

Hensyn til et barns bedste eller til barnets ret til privat- og familieliv, kan muligvis føre til, at dette udgangspunkt fraviges.

Det kan f.eks. være, hvis barnets forælder bliver alvorligt syg eller andre forhold, der potentielt kan ændre barnets hverdag.

Formålet med forbuddet mod vederlag

En surrogatmoders samtykke til en surrogataftale med de heraf afledte forpligtelser, hun påtager sig om at overdrage forældremyndigheden og samtykke til, at en anden/nogle andre skal være forældre til barnet, må ligestilles med et samtykke til en adoption. Det er den samlede forpligtelse, surrogatmoderen modtager betaling for.

Ved denne vurdering har Ankestyrelsen lagt vægt på, at formålet med forbuddet mod betaling af en kvinde for samtykke til en adoption er at forhindre, at et barn overdrages med henblik på opfostring og adoption mod betaling.

Reglen om forbud mod betaling har til formål at undgå, at børn gøres til handelsobjekter. Bestemmelsen sikrer, at aftaler om ”levering” af børn ikke kan realiseres gennem en adoption.

Resumé: 

Fleksjob og støtte til selvstændigt erhvervsdrivende gives til borgere med varig og væsentlig nedsat arbejdsevne.

Hvervet som familieplejer/plejefamilie kan som udgangspunkt ikke forenes med fleksjob eller støtte til selvstændigt erhvervsdrivende.

Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være særlige tilfælde, hvor de konkrete forhold er af en sådan karakter, at der ikke er noget til hinder for, at en familieplejer kan være i et fleksjob.

Familieplejer i fleksjob

Selv om kommunen godkender og fører tilsyn med familieplejer/plejefamilie i forhold til en konkret anbringelse, har kommunen ikke mulighed for at instruere familieplejeren i, hvordan arbejdet konkret skal tilrettelægges og udføres, ligesom kommunen ikke har mulighed for at være til stede i hjemmet og observere, hvordan familieplejeren udfører arbejdsopgaverne, samt vurdere om andre arbejdsopgaver eller skånehensyn kan øge familieplejerens arbejdsindsats.

Kommunen kan dermed ikke sikre, at reglerne om etablering af fleksjob og opfølgning overholdes. Inden en fleksjobvisiteret borger ansættes i et fleksjob, skal kommunen komme med en vurdering af arbejdsevnen i fleksjobbet, herunder hvor mange timer borgeren kan arbejde i fleksjobbet, og af arbejdsintensiteten. Kommunen skal også sikre, at borgeren udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet, og at skånebehovene er tilgodeset.

En plejefamilies opgaver er kendetegnet ved, at det er plejebarnets skiftende udfordringer og behov, der skal varetages, og at der ikke kan tages hensyn til familieplejerens behov. Dermed er der ikke mulighed for at ændre på arbejdstid, arbejdsindsats eller skånebehov.

Lønnen i form af vederlag er i øvrigt fastsat i forhold til plejebarnets udfordringer og behov og bliver sat op og ned i forhold til plejeopgavens omfang, ikke i forhold til familieplejerens arbejdsindsats og arbejdsevne.

Det afgørende for, om konkrete forhold i særlige tilfælde kan føre til, at fleksjob alligevel kan etableres, er blandt andet hvilken form for familiepleje, der er tale om, herunder om der eksempelvis er et egentligt ansættelsesforhold mellem kommunen og borgeren. Desuden om det i forbindelse med godkendelsen af fleksjobbet er muligt at sikre, at borgeren udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet, samt at borgerens skånebehov bliver tilgodeset. Endeligt kan det også spille ind, om det er muligt at komme med en vurdering af arbejdsevnen i fleksjobbet, herunder hvor mange timer borgeren kan arbejde i fleksjobbet, og af arbejdsintensiteten.

Familieplejer som selvstændigt erhvervsdrivende 

I forhold til støtte til selvstændigt erhvervsdrivende er der i forbindelse med familiepleje normalt ikke tale om beskæftigelse for egen eller ægtefælles regning og risiko. Der er heller ikke tale om virksomhed, hvor der er mulighed for ansættelse af arbejdskraft, overførelse af beløb til beskatning som medarbejdende ægtefælle, varelagernedskrivninger, skattemæssige fradrag for driftsudgifter og afskrivning på driftsmidler, ligesom familieplejeren heller ikke kan være omfattet af en kollektiv overenskomst som arbejdsgiver eller medlem af en arbejdsgiverorganisation.

Der er ikke tale om momsregistreret virksomhed, fakturering med tillæg af moms, skattemæssigt angivet over-/underskud af selvstændig virksomhed, mulighed for beskatning efter virksomhedsskatteloven eller deltagelse i et interessentskab. Vederlagene fra kommunen er A-indkomst, og familieplejeren kan normalt optjene feriepenge efter ferieloven. Det er kommunen, som foruden vederlagene dækker udgifter til plejebarnets øvrige udgifter som kost og logi, tøj, nødvendig kørsel, fritidsaktiviteter, medicin og støtte til barnepige.

Den konkrete sag

I den konkrete sag havde den fleksjobvisiterede borger ikke ret til at arbejde som familieplejer efter reglerne om fleksjob, idet det ikke var muligt at sikre, at hun udnyttede sin arbejdsevne bedst muligt, og at hendes skånebehov blev tilgodeset i et fleksjob som familieplejer. Det var heller ikke muligt at sikre, at hendes behov, herunder for tilpasning af arbejdsopgaverne, ændring i arbejdstid, arbejdsintensitet og skånebehov, var opfyldt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at det fremgik, at borgeren kunne arbejde 15 timer om ugen med en effektivitet på 70 procent, når hendes skånebehov i form af rolige omgivelser uden støj, ingen blinkende eller flimrende lys og mulighed for skift mellem opgavetyper og arbejdsstillinger var opfyldt. Borgeren og hendes familie var godkendt som plejefamilie til at modtage et døgnbarn i alderen 0-8 år af middel belastningsgrad. Barnet kunne have faglige og sociale problemer i skolen, ikke være aldersmæssigt udviklet, have været udsat for omsorgssvigt og have psykosomatiske symptomer. Der kunne også være tale om et problematisk forældresamarbejde.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt heller ikke, at familieplejeforholdet kunne anses for selvstændig virksomhed efter reglerne om tilskud til selvstændig virksomhed.

Resumé: 

Befordringsgodtgørelse skal beregnes på baggrund af den normale transportvej

Personer, som deltager i tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, har ret til befordringsgodtgørelse for den daglige transport mellem bopæl og tilbudsstedet for de kilometer, der ligger ud over de første 24 kilometer.

Ved beregningen af den daglige transport lægges de skattemæssige regler til grund. Den daglige transport mellem bopæl og tilbudsstedet svarer til den normale transportvej ved bilkørsel.

Den normale transportvej vil som udgangspunkt være den korteste vejafstand målt i kilometer.

Imidlertid vil det tidsmæssige forbrug og den økonomiske rimelighed kunne spille ind ved vurderingen. Det vil sige, at hvis en længere vej er meget hurtigere, fx fordi der er motorvej frem for bykørsel, vil den længere vej kunne accepteres. På samme måde må det kunne spille ind, om en kortere vej indeholder en dyr færgeoverfart.

I den konkrete sag nr. 1 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at en længere vej end den korteste, kunne lægges til grund for beregningen af befordringsgodtgørelsen. Ved den korteste vej skulle der tilbagelægges en stor del bykørsel, ligesom den daglige transporttid var ca. 20 minutter længere end den hurtigste vej, som primært var via motorvej.

Befordringsgodtgørelse skal beregnes med samme kilometersats for borgere med bopæl i og uden for en udkantskommune 

Befordringsgodtgørelsen skal beregnes med den lave sats på 1,00 kr. pr. kilometer (2016), som fremgår af beskæftigelsesindsatslovens § 82, stk. 2.

Kilometersatsen følger den til enhver tid gældende kilometersats, som Skatterådet efter ligningslovens § 9 C, fastsætter for fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads over 120 km pr. arbejdsdag.

Der er ikke hjemmel til at anvende den høje sats, som i skattemæssig henseende gælder for alle borgere ved transport fra 25-120 km pr. dag, samt for pendlere med bopæl i en udkantskommune ved transport på over 120 km pr. dag.

Det fremgår af lovforarbejderne til reglen, at der for alle målgrupper, der deltager i tilbud, kun skal være én sats for befordring pr. kilometer ud over 24 kilometer.

I den konkrete sag nr. 2 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren, som boede i en udkantskommune, skulle have beregnet sin befordringsgodtgørelse med den lave kilometersats, som fremgår af beskæftigelsesindsatslovens § 82, stk. 2.

Resumé:

Løn og fleksløntilskud kan pr. måned højst udgøre et beløb, der svarer til fuldtidsløn med tillæg i samme stilling

Når en person er ansat i fleksjob, betaler arbejdsgiveren løn for det arbejde, der bliver udført. Lønnen suppleres med et fleksløntilskud, der reguleres på baggrund af lønindtægten og udbetales af kommunen til den ansatte.

Løn og fleksløntilskud kan pr. måned højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid på ordinære vilkår med tillæg m.v. i den pågældende stilling. Det er arbejdsgiveren, som oplyser, hvad den ansatte i fleksjobbet ville have ret til i løn og tillæg, hvis pågældende var ansat på ordinære vilkår og på fuld tid.

Hvis fleksløntilskuddet og lønnen tilsammen udgør mere end fuldtidslønnen med tillæg i den pågældende stilling, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb.

Ferietillæg optjent efter ferieloven indgår i beregningen af fleksløntilskud

Ferietillæg efter ferieloven er lønindtægt, da det er en del af den løn, der udbetales for ansættelse i en stilling, hvor der er ret til løn under ferie.

Da lønindtægter indgår i beregningen af fleksløntilskud, indgår ferietillæg optjent efter ferieloven også i beregningen af fleksløntilskud.

Fleksløntilskuddet udbetales månedsvis bagud. Nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker bagud i den følgende måned.

Hvis ferietillægget er udbetalt i april, indgår det derfor i beregningen af fleksløntilskud for maj.

Når der udbetales ferietillæg i en måned, skal der også lægges ferietillæg til fuldtidslønnen 

Når en person, som er ansat i fleksjob, får udbetalt ferietillæg på baggrund af ansættelsen i fleksjob, kan fleksløntilskud, løn og ferietillæg for den pågældende måned højst udgøre et beløb, der svarer til den løn og ferietillæg, en fuldtidsansat på ordinære vilkår i samme stilling ville få udbetalt.

Det betyder, at der til fuldtidslønnen skal lægges det ferietillæg, som en fuldtidsansat ville have ret til.

Resumé: 

Der kan gives personlig assistance til opgaver, der indholdsmæssigt følger stillingsindholdet, når en borger modtager støtte i form af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende på grund af nedsat arbejdsevne.

Der kan ikke gives personlig assistance, hvis den overvejende del af stillingsindholdet ikke kan udføres af borger selv. Der kan derimod godt bevilges personlig assistance, hvis borger blot skal have hjælp til at udføre en eller flere delopgaver i forbindelse med stillingsindholdet.

Er det i den selvstændige virksomhed konkret muligt at tage de fornødne skånehensyn, f.eks. ved fordeling af arbejdet til andre ansatte, kan der dog ikke gives personlig assistance til konkrete funktioner, som den pågældende ikke kan bestride.

Hensynet til den nedsatte arbejdsevne må afvejes over for stillingsindholdet. Der kan ikke kræves fordeling af opgaver i en sådan grad, at stillingsindholdet udhules.

I en konkret sag vurderede Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at en borger, som modtog tilskud til sin virksomhed som slagtermester, og som havde flere ansatte, skulle bevilges personlig assistance til bl.a. lettere udskæring og produktion. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at opgaverne hermed indholdsmæssigt fulgte borgers erhverv som selvstændig slagtermester, også når de tungere opgaver var uddelegeret.

Borger skulle også bevilges personlig assistance til planlægning af indkøb og udkørsel af varer, da borger selv kunne udføre indkøb og udkørsel og kun havde behov for assistance til planlægningen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig med kommunen i, at der ikke skulle bevilges personlig assistance til opgaver med tungere udskæring. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at borgers virksomhed havde flere ansatte, og at det ville være muligt for ham som arbejdsgiver at tage hensyn til den nedsatte arbejdsevne ved at lede og fordele arbejdet således, at han blev fritaget for de tungeste udskæringsopgaver.

Resumé:

Ankestyrelsen kan behandle en konkret klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister. 

Kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Kommunen skal på de enkelte sagsområder offentliggøre frister for, hvor lang tid sagsbehandlingen må tage. Hvis fristen i en konkret sag ikke kan overholdes, skal borgeren have besked.

Ankestyrelsen kan behandle en klage over manglende overholdelse af offentliggjorte sagsbehandlingsfrister, men først når der er truffet afgørelse i den konkrete sag. Der kan klages over den manglende overholdelse af sagsbehandlingsfristen, selv om der ikke klages over afgørelsen i den konkrete sag. Klagen skal indgives inden for klagefristen for denne afgørelse.

Borgeren kan således begrænse sin klage til alene at vedrøre manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist. Ankestyrelsen kan almindeligvis tage stilling til alle dele af en sag, selv om der ikke er klaget herover. Ankestyrelsen vil dog normalt respektere borgerens klageafgrænsning.

Ankestyrelsen kan alene efterprøve, om der er offentliggjort en frist, og om borgeren har fået rettidig besked, hvis fristen ikke kan overholdes i den konkrete sag.

Ankestyrelsen kan ikke behandle klager over manglende overholdelse af retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, det såkaldte ”hurtighedsprincip”. Princippet vil indgå i vurderingen af, om sagsbehandlingstiden har været så uforholdsmæssig lang, at der er tale om passivitet, som kan sidestilles med et afslag.

Ankestyrelsen kan heller ikke behandle klager over længden af de offentliggjorte sagsbehandlingsfrister.

Ankestyrelsen behandler klager over konkrete afgørelser. Det er Statsforvaltningen, der fører det almindelige tilsyn med, at kommuner og regioner overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Den konkrete sag

I den konkrete sag ansøgte borgeren om hjælp den 2. juni 2014. Den offentliggjorte sagsbehandlingstid var 6 uger. Kommunen meddelte ved brev af den 10. juli 2014 borgeren, at sagsbehandlingen forventedes afsluttet inden for 3 måneder. Ved brev af den 13. oktober 2014 meddelte kommunen herefter borgeren, at sagen nu forventedes afgjort inden udgangen af februar 2015. Borgeren klagede den 30. oktober 2014 over manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist. Kommunen traf afgørelse den 16. januar 2015. Borgeren klagede ikke over denne afgørelse, men fastholdt ønsket om at klage over sagsbehandlingstiden.

Ankestyrelsen kunne behandle klagen over manglende overholdelse af den offentliggjorte sagsbehandlingsfrist, men først efter at kommunen havde truffet afgørelse.

Ankestyrelsen konstaterede, at kommunen havde offentliggjort en sagsbehandlingsfrist for denne type sager. Kommunen havde overskredet den udmeldte frist ved behandlingen af sagen, men havde givet borgeren besked herom. I ét tilfælde blev beskeden dog givet 3 dage for sent.

Resumé: 

Generelt om særlig støtte

En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte.

Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (-dvs. en social begivenhed), som har bevirket, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Rimelig billigere bolig

Inden kommunen giver særlig støtte, skal det undersøges, om der kan skaffes en rimelig, billigere bolig. 

Hvis boligudgiften til den bolig, som borger bor i, efter en samlet bedømmelse ud fra ansøgerens forhold skønnes at være for høj, og der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, kan kommunen beregne den særlige støtte efter nettoudgiften til den billigere bolig, også selvom borgeren forbliver boende i den hidtidige bolig.

Kommunen skal foretage den samlede vurdering af den hidtidige boligudgift på baggrund af ansøgerens og dennes families forhold, herunder familiens størrelse og samlede behov.

Den særlige støtte kan først beregnes efter udgifterne til en rimelig billigere bolig fra det tidspunkt, hvor en anden konkret ledig, rimelig og billigere bolig kan skaffes.

Det er således en betingelse, for at kommunen kan beregne den særlige støtte på baggrund af udgifterne til en rimelig billigere bolig, at kommunen har peget på en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, så ansøgeren har en reel mulighed for at tilflytte en billigere bolig.

Kommunen skal derfor henvise til en konkret ledig bolig, som borgeren har reel mulighed for at flytte ind i. Den faktiske nettoboligudgift til den rimelige og billigere bolig skal være billigere end den faktiske nettoboligudgift til den hidtidige bolig.

Hvis der kan skaffes en konkret ledig, rimelig og billigere bolig, og ansøgeren fravælger at flytte til denne bolig, skal kommunen beregne den særlige støtte på grundlag af nettoboligudgiften til den billigere bolig.

Forøgelse af nettoboligudgifter på eget initiativ

Hvis en støtteberettiget, der allerede har en rimelig bolig, på eget initiativ forøger sine boligudgifter, f.eks. ved at flytte til en anden bolig, medtages den forøgede boligudgift ikke ved beregning af støtten. 

Det betyder, at den særlige støtte fortsat beregnes på baggrund af nettoudgiften til den fraflyttede bolig.

I en situation, hvor flytningen til en anden bolig er begrundet i samlivsophør, anses man i relation til ret til særlig støtte ikke for på eget initiativ at have forøget sine boligudgifter.

Den særlige støtte skal derfor i en sådan situation ikke beregnes på grundlag af nettoboligudgiften til den hidtidige bolig.

Resumé: 

Generelt om særlig støtte

En borger, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte.

Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (-dvs. en social begivenhed), som har bevirket, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Den beregnede særlige støtte må sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter - herunder integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp - som hovedregel ikke overstige 90 procent af ansøgerens hidtidige nettoindtægter.

Ansøgere der ikke har forsørgelsespligt over for børn

For borgere, der ikke har forsørgelsespligt over for børn, er der fastsat en særlig minimumsregel. De er

uafhængigt af tidligere indtægter berettiget til at modtage den beregnede støtte, i det omfang denne støtte sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter, herunder integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp, ikke overstiger det beløb, som en person, der er fyldt 30 år og har forsørgelsespligt over for børn, har ret til efter aktivlovens § 25, stk. 2, nr. 1.

Loftet på baggrund af den hidtidige nettoindtægt for personer, der ikke har forsørgelsespligt over for børn, kan således ikke fastsættes lavere end det beløb, som en person, der er fyldt 30 år, og som har forsørgelsespligt over for børn, har ret til i kontanthjælp efter aktivlovens § 25, stk. 2, nr. 1.

Kommunen skal lave to beregninger. Hvis beregningen af hjælpen viser, at borgeren stilles bedst, ved at hjælpen udmåles efter hovedreglen om, at den særlige støtte sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter - herunder integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp - ikke må overstige 90 procent af ansøgerens hidtidige nettoindtægter, skal borgeren have hjælpen bevilliget efter hovedreglen.

Den konkrete sag

I den konkrete sag gav kommunen borger afslag på særlig støtte med den begrundelse, at borgers aktuelle indtægt oversteg den nettoindtægt, der svarer til det beløb, som en person, der er fyldt 30 år og har forsørgelsespligt over for børn, har ret til efter aktivlovens § 25, stk. 2, nr. 1. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kommunen også skulle have vurderet, om den beregnede særlige støtte sammen med ansøgerens øvrige nettoindtægter - oversteg 90 procent af ansøgerens hidtidige nettoindtægter.

Resumé:

Udtrætning ved anvendelse af offentlig transport kan medføre ret til støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag

Kommunen kan yde støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat funktionsevne efter servicelovens regler. Hvis borgerens varigt nedsatte funktionsevne i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug af bil, kan kommunen yde støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag.

I vurderingen indgår bl.a. borgerens helbredsmæssige og sociale forhold samt borgerens manglende evne til at færdes.

Selvom funktionsevnen og gangdistancen ikke er så betydeligt nedsat, at der umiddelbart er grundlag for at tilkende støtte til køb af bil, vil der i nogle tilfælde alligevel kunne bevilges bil ud fra et skånebehov. Det kan fx være tilfældet, hvis borgeren kan komme til og fra arbejde til fods eller med offentlig transport, men hvor dette udtrætter den pågældende i så væsentlig grad, at det bliver meget vanskeligt at gennemføre arbejdet.

Der ydes ikke støtte, hvis borgerens samlede kørselsbehov mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, herunder offentlig transport. Det indgår i vurderingen, om den nedsatte funktionsevne nødvendiggør, at der tages særlige hensyn fx på grund af udtrætning eller risiko for forværring. 

Der skal altid foretages en konkret og individuel vurdering af borgerens forhold. 

Ankestyrelsen har i en konkret sag vurderet, at udtrætning ved anvendelse af offentlig transport vanskeliggjorde en borgers muligheder for at fastholde sit arbejde uden brug af bil i så væsentlig grad, at borgeren havde ret til støtte til køb af bil. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse.

Resumé: 

Når forældre går fra hinanden, kan de aftale løbende samvær og feriesamvær mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor hos (samværsforælder). Hvis forældrene ikke kan blive enige, kan samværsforælderen søge om samvær i Statsforvaltningen. 

Det fastsatte eller aftalte samvær bortfalder kun, når forældrene har aftalt det, eller når statsforvaltningen, Ankestyrelsen eller fogedretten har truffet afgørelse om bortfald af samvær.

Sideløbende med dette gælder, at et barn har ret til ferie med begge forældre, og at den forælder, som barnet bor hos (bopælsforælderen), har ret til at planlægge sin ferie med barnet i de ferieperioder, hvor barnet ikke har feriesamvær med samværsforælder.

Det betyder, at bopælsforælderens mulighed for at holde ferie med barnet på tidspunkter, hvor barnet har løbende samvær med samværsforælderen, er forskellig alt afhængig af, om ferien er inden for eller uden for den almindelig ferie- og helligdagsperiode.

Almindelige ferie- og helligdagsperioder følger skoleferieårets ferier, det vil sige efterårs-, jule-, vinter-, påske- og skolesommerferien.

Bopælsforælders ferie ligger uden for den almindelige ferie- og helligdagsperiode

Hvis bopælsforælderen ønsker at holde ferie med barnet uden for en almindelig ferie- og helligdagsperiode, og ferien falder i en periode, hvor barnet har løbende samvær med samværsforælderen, skal forældrene være enige. Hvis de ikke kan blive enige, skal bopælsforælder søge om bortfald af det løbende samvær, der falder sammen med den ønskede ferie. 

Når bopælsforælderens ferie ligger uden for den almindelige ferie- og helligdagsperiode er udgangspunktet, at bopælsforælderen ikke kan holde ferie med barnet i den periode, hvor barnet har løbende samvær med samværsforælderen. 

Baggrunden for dette udgangspunkt er, at det generelt er bedst for barnet, at samværet følger den fastlagte ordning. På den måde sikres barnet en kontinuerlig kontakt med samværsforælderen, og det bliver tydeliggjort for bopælsforælderen, at denne skal placere sin ferie med respekt for samværet.

Udgangspunktet kan dog fraviges, hvis der f.eks. er en ekstraordinær mulighed for bopælsforælderen for at holde ferie sammen med barnet på grund af udefra kommende omstændigheder, som bopæls-forælderen ikke har indflydelse på. Hvis dette er tilfældet, kan bopælsforælderen holde ferie med barnet, selvom ferien ligger i en periode, hvor barnet har løbende samvær med samværsforælderen. Samværet mellem barnet og samværsforælderen bortfalder altså pga. bopælsforælderens ferieafholdelse.

Bopælsforælders ferie ligger inden for den almindelige ferie- og helligdagsperiode

Hvis bopælsforælderens ferie derimod ligger inden for den almindelige ferie- og helligdagsperiode, kan bopælsforælderen holde ferie med barnet, hvis det ikke falder sammen med børnenes feriesamvær med samværsforælderen. Dette gælder, selvom ferien ligger på tidspunkter, hvor barnet har løbende samvær med samværsforælderen.

Ferien medfører, at det løbende samvær mellem barnet og samværsforælderen bortfalder, uden at bopælsforælderen skal være enig med samværsforælderen eller søge om bortfald af det løbende samvær hos Statsforvaltningen.

De konkrete sager 

I sag 1 havde bopælsforælder søgt om ferie i uge 23 og havde begrundet ansøgningen med, at ferien var et tilbud fra børnenes 86-årige syge oldemor, som ønskede at rejse med sine børn, børnebørn og oldebørn, inden hun ikke længere kunne gå.

Ankestyrelsen vurderede, at børnene skulle have samvær med samværsforælderen i uge 23 i 2016.

Ankestyrelsen vurderede, at ferien lå uden for den almindelige ferie- og helligdagsperiode, idet ferien lå uden for skolernes efterårs-, jule-, vinter-, påske- og sommerferie.

Ankestyrelsen fandt, at bopælsforælderens begrundelse for ansøgningen ikke kunne betragtes som en bestemt begivenhed eller anden udefrakommende omstændighed, der kunne begrunde bortfald af samværet.

I sag 2 havde bopælsforælder søgt om, at børnenes samvær med samværsforælderen bortfaldt fra fredag den 18. december til mandag den 21. december 2015.

Ankestyrelsen vurderede, at bopælsforælderen kunne holde ferie med børnene i perioden fra den 18. til den 21. december 2015, og at børnenes løbende samvær med samværsforælderen burde være bortfaldet.

Begrundelsen var, at bopælsforælderens ferie med børnene lå inden for den almindelig ferie- og helligdagsperiode, og at der ikke var feriesamvær mellem børnene og samværsforælderen i denne periode.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at børnene gik på X Skole, og at børnene ifølge skolens hjemmeside havde juleferie i perioden lørdag den 19. december 2015 til 3. januar 2016 begge dage inklusive, og at der ikke var feriesamvær mellem børnene og samværsforælderen fra den 18. december til den 21. december.

Resumé:

Invaliditetsydelse

Invaliditetsydelse blev før 1. juli 2008 kun tilkendt personer, som havde eller ville have ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis de ikke havde erhvervsmæssigt arbejde. Kommunen kunne tilkende invaliditetsydelse uden først at tage stilling til, om borgeren skulle have mellemste eller højeste førtidspension.

Efter 1. juli 2008 kan alle førtidspensionister få invaliditetsydelse, når pensionen bliver gjort hvilende.

Fra invaliditetsydelse til førtidspension

Kommunen skal betragte invaliditetsydelse som om, det er en hvilende førtidspension.

Kommunen skal konvertere invaliditetsydelsen til førtidspension, når modtageren af invaliditetsydelsen ikke længere har indtægt ved personligt arbejde.

Kommunen skal vurdere, om ansøgeren opfylder kravene til at få genoptaget sin hvilende førtidspension.

Før 1. juli 2008

Hvis invaliditetsydelsen er tilkendt efter reglerne fra før 1. juli 2008, uden at kommunen endeligt havde taget stilling til, om borgeren var berettiget til mellemste eller højeste førtidspension, så skal kommunen tage stilling til, om personen skal have mellemste eller højeste førtidspension.

Kommunen skal ikke vurdere anmodningen om konvertering af invaliditetsydelsen som en ansøgning om førtidspension efter § 24.

Kommunen har allerede vurderet, at personen var berettiget til mellemste eller højeste førtidspension.

Når kommunen har konstateret, at borgeren har ret til at få sin invaliditetsydelse konverteret til førtidspension, skal kommunen herefter afgøre, hvorvidt borgeren er berettiget til mellemste eller højeste førtidspension.

Efter 1. juli 2008

For en person, der har fået invaliditetsydelse efter 1. juli 2008, skal kommunen genoptage den førtidspension, vedkommende var blevet tilkendt, og som var gjort hvilende. Her skal kommunen alene bedømme sagen efter reglerne om hvilende førtidspension.

To konkrete sager

Kommunen havde afvist at tage stilling til førtidspension i to sager, hvor borgere med invaliditetsydelse søgte at få ydelsen konverteret til førtidspension. Invaliditetsydelsen var tilkendt efter reglerne fra før 1. januar 2003. På tilkendelsestidspunktet havde kommunen vurderet, at borgerne var berettiget til enten mellemste eller højeste førtidspension.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste sagerne til kommunen.

Kommunen skulle først tage stilling til borgernes ansøgning efter reglerne om hvilende førtidspension og derefter tage stilling til, om borgerne skulle have mellemste eller højeste førtidspension, hvis de opfyldte kravene om at få den hvilende pension genoptaget.

Resumé:

Generelt om særlig støtte

Borgere, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte.

Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, som har bevirket, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Der er i bekendtgørelsen fastsat et grænsebeløb. Der kan som udgangspunkt ydes særlig støtte med det beløb, ansøgerens faktiske nettoboligudgift overstiger grænsebeløbet.

Om første udbetaling efter ansøgning midt i en måned

Det følger af aktivloven, at en person normalt ikke kan få hjælp til de udgifter, som den pågældende har påtaget sig, inden vedkommende ansøger om hjælpen.

Nettoboligudgifterne er en engangsbetaling, som oftest forfalder til betaling i starten af måneden.

Det betyder, at når en borger ansøger om hjælp i midten af en måned, har borgeren som oftest afholdt udgifterne for den måned, hvor borgeren søger om hjælp.

En borger er derfor ikke berettiget til at få dækket de boligudgifter, som borgeren har afholdt i den måned, hvor borger ansøger.

Særlig støtte er bagudbetalt

Den særlige støtte, der kommer til udbetaling i slutningen af måneden, skal dog beregnes bagud for den måned, hvor hjælpen udbetales.

Den særlige støtte beregnes på baggrund af en konkret dokumenteret udgift til boligen (nettoboligudgifterne).

Det betyder, at de dokumenterede nettoboligudgifter, som en borger afholder i løbet af en måned, ligger til grund for beregningen af den særlige støtte, der kommer til udbetaling i slutningen af den samme måned.

Der skal ikke ske forholdsmæssig nedsættelse af første udbetaling af særlig støtte

Særlig støtte adskiller sig fra beregningen af integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp.

Den særlige støtte, der udbetales i slutningen af en måned, skal i modsætning til integrationsydelse, uddannelses- og kontanthjælp ikke nedsættes forholdsmæssigt svarende til den periode, hvor borgeren har stået til rådighed i ansøgningsmåneden.

Den særlige støtte skal ikke dække den løbende forsørgelse, men de konkrete boligudgifter, der bliver afholdt i den efterfølgende måned.

Vi henviser i øvrigt til principafgørelse 58-12.

I en konkret sag ansøger en borger om særlig støtte midt i en måned. Kommunen nedsætter den beregnede særlige støtte til et beløb svarende til den periode, hvor borger har stået til rådighed (venteperioden). Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke er berettiget til at nedsætte støtten svarende til venteperioden. Den særlige støtte skal dække nettoboligudgifterne i den efterfølgende måned, og borger er derfor berettiget til at få udbetalt en fuld særlig støtte til dækning af nettoboligudgifterne.

Resumé:

Beregningen af nettoboligudgift.

Borgere, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte.

Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, som har bevirket, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Der er i bekendtgørelsen fastsat et grænsebeløb. Der kan som udgangspunkt ydes særlig støtte med det beløb, ansøgerens faktiske nettoboligudgift overstiger grænsebeløbet.

Nettoboligudgiften beregnes på grundlag af ansøgerens faktiske nettoboligudgift.

Hvis ansøgeren har fælles husførelse med andre, beregnes nettoboligudgiften som udgangspunkt med lige andele til hver af parterne.

Efter bekendtgørelsen om særlig støtte indgår for lejeboliger huslejeudgiften, udgifterne til vand, varme, gas, elektricitet samt andre løbende udgifter, som er knyttet til boligen, ved beregningen af nettoboligudgiften og tilskud efter boliglovgivningen fradrages nettoboligudgiften.

For ejere beregnes nettoboligudgiften som ejendomsværdibeskatningen, udgifter i forbindelse med lån, der vedrører boligen, fratrukket værdien af skattefradraget og fradrag af eventuelle tilskud og lån efter boliglovgivningen.

Den udgift, som ansøgeren, der ikke ejer boligen, afholder, udgør ikke bidrag til afdrag på lån, men må sidestilles med almindelige husleje.

Det betyder, at kommunen ved beregningen af nettoboligudgiften skal medtage den faktiske udgift, herunder afdrag på lån fratrukket værdien af samboens (ejeren af boligen) skattefradrag.

Hvis kommunen under sagens behandling har behov for økonomiske oplysninger om husstandens medlemmer, kan disse uden samtykke indhentes efter retssikkerhedslovens bestemmelser.

Der er dermed hjemmel til at indhente oplysninger vedrørende samboen med henblik på en beregning af den faktiske nettoudgift for afdrag på boliglån.

Fravigelse af udgangspunktet om ligedeling af nettoboligudgiften, hvor flere personer har fælles husførelse.

Fravigelse af udgangspunktet om ligedeling af nettoboligudgiften for personer, der har fælles husførelse, forudsætter, at en ligedeling konkret vurderes at være urimelig.

Dette vil være tilfældet, hvor der tale om en høj boligudgift, og hvor der er betydelige forskelle mellem ansøger og dennes sambos indtægter.

Kommunen kan skønsmæssigt fastsætte fordelingen af nettoboligudgiften ud fra en almindelig og gennemsnitslig boligudgift i forhold til parternes indtægtsniveau.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Når kommunen sanktionerer en borger efter aktivlovens § 39, skal kommunen angive, hvilken bestemmelse i § 39, der sanktioneres efter.

Kommunen kan sanktionere borgeren efter aktivlovens § 39, nr. 8, hvis

- borgeren ikke har registreret jobsøgningsaktiviteter,

- kommunen har fastsat en frist for registrering af jobsøgningsaktiviteter og

- kommunen samtidig med fastsættelsen af fristen har vejledt borgeren skriftligt om konsekvensen, hvis fristen ikke overholdes.

Fristen for registrering af jobsøgningsaktiviteter skal være konkret og præcist beskrevet og skal fremgå af "Min side" på Jobnet.

Fristen kan fastsættes som en konkret frist, f.eks. ved fastsættelse af en dato, men kan også fastsættes som en løbende frist, f.eks. at registrering af den ugentlige jobsøgning skal ske hver uge senest på en bestemt ugedag, eller at den månedlige jobsøgning skal registreres hver måned og senest f.eks. den sidste dag i måneden.

I en konkret sag havde kommunen givet en sanktion, fordi borger ikke havde opdateret sin joblog i over 30 dage. Kommunen havde ikke inden sanktionen fastsat en frist for borgeren for at registrere jobsøgningsaktiviteterne. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kommunen skulle have fastsat en frist for borgeren for at registrere jobsøgningsaktiviteter og samtidig have vejledt skriftligt om konsekvensen, hvis borgeren uden rimelig grund ikke registrerede sine jobsøgningsaktiviteter i jobloggen på Jobnet indenfor den fastsatte frist.

Resumé:

Kommunen yder hjælp til dækning af en rimelig boligudgift, hvis en indsat har en bolig, som bør bevares af hensyn til den indsattes benyttelse heraf under udgang eller efter løsladelsen. Det er bl.a. en betingelse, at den indsatte ikke selv har indtægter eller formue, der kan dække udgifterne.

Når den forventede afsoningstid overstiger 6 måneder, skal kommunen undersøge, om den indsattes boligbehov kan dækkes på anden måde end ved hjælp til de løbende boligudgifter, f.eks. ved fremleje eller ved at der på anden måde sikres den indsatte en bolig ved løsladelsen. Denne regel gælder kun for personer, der afsoner straf i fængsel eller arresthus. Den gælder således ikke for varetægtsfængslede.

Det betyder, at hvis den forventede afsoningstid overstiger 6 måneder, og den indsattes boligbehov ved løsladelsen kan dækkes på anden måde end ved hjælp til den indsattes løbende boligudgifter, kan kommunen ikke yde hjælp til de løbende boligudgifter under afsoningen. Det gælder også, selvom den indsatte benytter boligen under udgang, herunder til samvær med sit barn, og selvom den indsattes ægtefælle bor i boligen.

Kommunen skal foretage en konkret undersøgelse af, om den indsattes boligbehov ved løsladelsen kan dækkes på anden måde end ved hjælp til boligudgifterne. Det indebærer, at der skal være tale om en reel undersøgelse, som skal være relevant i forhold til den enkelte indsattes situation.

Kommunen kan f.eks. undersøge, om den indsatte kan fremleje eller udleje sin bolig i den periode, hvor den indsatte afsoner. I den forbindelse må kommunen undersøge de regler, der gælder for fremleje eller udlejning af den pågældende boligtype. Oplysningerne om den forventede afsoningstids længde, og om hvor mange personer der i forvejen bor i boligen, må også inddrages. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at kommunen formoder, at den indsatte kan fremleje eller udleje sin bolig. Det skal reelt være muligt for den indsatte at fremleje eller udleje boligen i afsoningsperioden.

Kommunen kan f.eks. også undersøge, om der er en reel mulighed for, at der vil være en bolig til den indsatte ved løsladelsen, hvis den indsatte lader sig skrive op på venteliste i boligselskaber- eller foreninger i kommunen. I den forbindelse må kommunen inddrage oplysningerne om den forventede afsoningstids længde, reglerne for opskrivning på venteliste i de pågældende boligselskaber- eller foreninger, ventelistetiden og boligudgiftens størrelse for den pågældende bolig samt undersøge, om den indsatte efter løsladelsen vil være i stand til at kunne afholde boligudgiften. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at kommunen uden nærmere undersøgelse henviser den indsatte til at lade sig skrive op på ventelister i boligselskaber- eller foreninger.

Kommunen skal ikke garantere den indsatte en bolig ved løsladelsen, men kommunen skal på grundlag af forholdene på afgørelsestidspunktet kunne sandsynliggøre, at der vil kunne være en bolig til den indsatte ved løsladelsen.

Hvis kommunens undersøgelse resulterer i, at den indsattes boligbehov ved løsladelsen vil kunne dækkes på anden måde end ved hjælp til de løbende boligudgifter, skal kommunen i forbindelse med afgørelsen vejlede den indsatte om mulighederne for at søge om hjælp til opbevaring af bohave og om hjælp til etablering af en ny bolig i forbindelse med løsladelsen.

I en konkret sag fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at kommunen ikke havde foretaget en konkret og individuel undersøgelse af, om den indsattes boligbehov ved løsladelsen kunne dækkes på anden måde end ved økonomisk hjælp til boligudgifter. Kommunen havde kun henvist til en hjemmeside med boligudlejning, til en hjemmeside via hvilken man kan lade sig skrive op i forskellige boligselskaber, og til, at den indsatte formodedes at kunne fremleje sin bolig.

Resumé:

Når en borger raskmelder sig til kommunen, er udgangspunktet, at pågældende ikke længere er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Kan borger ikke genoptage arbejde som oprindeligt meddelt, skal borger rette henvendelse til kommunen for at korrigere oplysningen om raskmelding. Det skal senest ske den dag, hvor arbejdet skulle have været genoptaget. Ved senere henvendelse skal det vurderes konkret, om raskmeldingen står ved magt grundet passivitet. Ved vurderingen heraf kan sygdommens karakter tillægges vægt, herunder om manglende henvendelse skyldes sygdommen.

Skyldes raskmeldingen til kommunen alene afholdelse af ferie, kan sygedagpengeudbetalingen genoptages fra dagen efter endt ferie, hvis borger fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom efter ferieafholdelsen. Der indtræder ikke en ny arbejdsgiverperiode efter endt ferie. Der er ikke ret til udbetaling af sygedagpenge under ferie, fordi det ikke er sygdom, der afholder borger fra arbejdsmarkedet i perioden, men derimod ferien.

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under en medarbejders sygefravær og får udbetalt refusion, har status som part i sagen om refusion af sygedagpenge. Kommunen skal derfor partshøre arbejdsgiver om forhold, der får retlig betydning for arbejdsgiver og dennes ret til refusion.

I den konkrete sag skete raskmeldingen til kommunen alene med henblik på ferie. Arbejdsgiver var derfor berettiget til refusion af sygedagpenge fra dagen efter endt ferie. Kommunen burde desuden have partshørt arbejdsgiver i oplysningen om borgers raskmelding.

Resumé:

Det følger af retssikkerhedsloven, at opholdskommunen har ret til refusion for udgifter til førtidspension i op til 6 år fra det tidspunkt, hvor pensionisten er fraflyttet den kommune, der tilkendte pensionen. Refusion efter andre regler kan udskyde denne ret.

Det følger også af retssikkerhedsloven, at den oprindelige opholdskommune har den overordnede forpligtelse til at yde refusion, når denne kommune eller en anden offentlig myndighed har medvirket til borgerens ophold i fx et botilbud i opholdskommunen.

Hvis de to refusionsbetingelser er opfyldt samtidigt, vil det refusionsforhold, der først er etableret, skulle afvikles først.

En efterfølgende forpligtelse til at yde refusion for udgiften til førtidspension, mens borgeren fx har ophold i botilbud, udskydes derfor, indtil forpligtelsen til at yde refusion på grundlag af opholdet i botilbuddet er ophørt.

Den kommune, der tilkender pensionen, yder også refusion, selvom kompetencen er udsprunget af en aftale mellem borgeren, opholdskommunen og den tidligere opholdskommune. Der er ikke i loven udtrykkeligt taget stilling til, hvilken kommune der afholder udgifterne i tilknytning til en aftale om handleforpligtelse. Det er bedst i overensstemmelse med lovens særlige refusionsregler for førtidspensionsudgifter, at en tilkendende kommune tager ansvar for udgifterne, når der ikke mellem parterne foreligger aftale om andet.

Ankestyrelsen har behandlet tre sager:

Sag 1. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, så pligten til at yde refusion fra den oprindelige opholdskommune, der havde medvirket til borgerens ophold i den aktuelle kommune, skulle bestå, selvom der efterfølgende var tilkendt førtidspension.

Sag 2. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, så pligten til refusion af førtidspension bestod. selvom borgeren efterfølgende blev omfattet af en anden type refusionsforløb.

Sag 3. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse, så pligten til refusion af førtidspension bestod, selvom tilkendelsen var sket efter aftale med opholdskommunen. Der var ikke i aftalen taget stilling til, hvilken kommune der skulle afholde udgiften.

Resumé:

Forældrepålæg skal præcist angive de handlepligter, som forældrene pålægges

Hvis der er risiko for, at et barn eller ungs udvikling er i fare, og dette skyldes, at forældremyndighedsindehaveren ikke lever op til sit ansvar, skal kommunen meddele forældremyndighedsindehaveren et forældrepålæg.

Et forældrepålæg skal angive en eller flere konkrete handlepligter, som er egnede til at bidrage til en løsning af barnets eller den unges problemer.

Det er en betingelse for at modtage børn og ungeydelse og for at barnet eller den unge medregnes ved beregningen af boligstøtte, at forældremyndighedsindehaveren overholder forældrepålægget.

Derfor er det nødvendigt, at handlepligterne er beskrevet så præcist og konkret, at forældremyndighedsindehaveren nøjagtig ved, hvad han/hun skal gøre for ikke at få økonomiske sanktioner.

Kommunen skal træffe en ny afgørelse, hvis forældrepålægget ikke overholdes, og forældremyndighedsindehaveren skal pålægges en økonomisk sanktion. Denne afgørelse kan påklages særskilt.

I en konkret sag havde kommunen meddelt en forældremyndighedsindehaver en række forældrepålæg. Ankestyrelsen fandt, at pålæggene ikke indeholdt handlepligter af tilstrækkelig konkret karakter. Afgørelsen om forældrepålæg blev derfor ophævet.

Kommunen pålagde forældremyndighedsindehaveren at ”overholde aftaler indgået med familieforvaltningen efter 24. august 2015”, uden nærmere at præcisere, hvilke aftaler det drejede sig om, og hvad det krævede, for at de kunne anses for overholdt.

Kommunen pålagde forældremyndighedsindehaveren at ”deltage i et af kommunen tilbudt forældreprogram”, uden nærmere at præcisere, hvilket forældreprogram der var tale om, og hvilken form for deltagelse der blev forventet.

Kommunen pålagde forældremyndighedsindehaveren at ”deltage i udfærdigelse af § 50-undersøgelse” uden nærmere at præcisere, på hvilken måde hun blev pålagt at deltage.

Kommunen pålagde forældremyndighedsindehaveren at ”deltage i samarbejde med relevante myndigheder, herunder deltage i møder i Familieafdelingen og deltage i samtaler i Familiehuset”, uden at det nærmere blev præciseret, hvilke myndigheder det drejede sig om, samt hvilke møder og samtaler det var, som forældremyndighedsindehaveren skulle komme til i henholdsvis familieafdelingen og Familiehuset.

Resumé:

Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt.

Forbrugsgoder omfatter produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på normalt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved bedømmelsen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.

2-hjulede el-cykler er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.

Efter Ankestyrelsens vurdering må 2-hjulede el-cykler i dag anses som almindeligt udbredte, og som produkter, der kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det. 2-hjulede el-cykler kan fås i mange forskellige udgaver og prisklasser og forhandles bredt over hele landet. En 2-hjulet el-cykel må derfor betragtes som sædvanligt indbo på linje med traditionelle cykler, som enhver, der måtte ønske det, kan anskaffe sig.

Ankestyrelsen har derfor i en konkret sag vurderet, at der ikke kunne ydes støtte til køb af 2-hjulet el-cykel efter reglerne om forbrugsgoder.

Resumé:

Kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Når kommunen skal vurdere, om en borger, der er i løbende medicinsk behandling, er berettiget til merudgifter, skal vurderingen som hovedregel foretages på grundlag af den funktionsnedsættelse, som kan konstateres hos borgeren, når borgeren tager sin medicin.

Der gælder dog en undtagelse hertil, hvis ophør med behandlingen enten vil være akut livstruende eller vil medføre en umiddelbar risiko for væsentlig og varig nedsat funktionsevne.

Med akut livstruende forstås, at tilstanden er så alvorlig, at der er risiko for, at den pågældende dør i løbet af timer til dage.

Med umiddelbar risiko forstås situationer, hvor det kan sandsynliggøres, at den væsentlige og varige nedsættelse af funktionsevnen indtræder kort tid efter ophør af den konkrete behandling, typisk i løbet af dage til uger, eventuelt måneder.

Borgeren skal i de ovennævnte situationer vurderes uden hensyntagen til den medicinske behandling, selvom en genoptagelse af medicinindtagelsen vil føre til, at funktionsevnen helt eller delvis genvindes.

I to konkrete sager fandt Ankestyrelsen, at borgerne – som havde funktionsnedsættelser som følge af Morbus Crohn (kronisk tarmbetændelse) – på baggrund af de lægelige oplysninger i sagerne begge var omfattet af personkredsen, da ophør med den medicinske behandling vil medføre en umiddelbar risiko for væsentlig og varig nedsat funktionsevne.

Resumé:

Borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan få dækket nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

En person, der er omfattet af personkredsen efter servicelovens bestemmelser om nødvendige merudgifter, kan ikke få dækket tabt arbejdsfortjeneste, der kan opstå i forbindelse med fx kontroller på hospitalet, som en merudgift.

Bestemmelsen om nødvendige merudgifter er ikke tilsigtet at skulle dække et indtægtstab, men kun en merudgift. I bemærkningerne til lovforslaget fra 1996 er det præciseret, at det ikke er hensigten, at der skal kunne gives tabt arbejdsfortjeneste til voksne i forbindelse med fravær fra arbejdet pga. egen funktionsnedsættelsen. Bestemmelsen er alene tiltænkt børn med nedsat funktionsevne, hvor der kan være et behov for, at det er mor eller far, der passer barnet i hjemmet.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at borgeren ikke kunne få dækket et eventuelt løntab i forbindelse med kontroller på hospitalet, idet tabt arbejdsfortjeneste ikke er omfattet af reglen om dækning af merudgifter til voksne.

Resumé:

Kommunen skal tilbyde personlig hjælp og pleje til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Dette omfatter også fodpleje. Når der derimod er tale om behandling, skal udgifterne dækkes efter sundhedslovgivningen og ikke efter serviceloven. Dette gælder fx også fodbehandling. Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke anvendes, når der er tale om fodpleje eller fodbehandling.

Pleje eller behandling

Kommunen skal alene tilbyde borgeren fodpleje efter bestemmelsen om personlig hjælp og pleje i servicelovens § 83, hvis der er tale om hjælp til almindelig fodpleje og ikke egentlig behandling. Almindelig fodpleje kan blandt andet omfatte klipning af negle og at få fødderne indsmurt i creme.

Hvis borgeren har behov for fodbehandling, så skal udgiften dækkes efter sundhedslovgivningen. Fodbehandling kan blandt andet omfatte regelmæssig beskæring ved en statsautoriseret fodterapeut, så fissurdannelse og sår forebygges.

Kommunen skal dog være opmærksom på, om borgeren kan være berettiget til hjælp efter aktivlovens regler i forhold til de udgifter, som eventuelt ikke kan dækkes efter sundhedslovgivningen.

Merudgifter

Servicelovens regler om dækning af merudgifter kan ikke anvendes, når borgeren søger om fodpleje eller fodbehandling. Det skyldes, at reglerne om merudgifter er subsidiære i forhold til anden lovgivning og andre bestemmelser i den sociale lovgivning. Hvis udgifterne kan dækkes af andre bestemmelser i eller uden for den sociale lovgivning, finder reglerne om merudgifter ikke anvendelse.

Reglerne om merudgifter kan heller ikke anvendes, hvis der er gjort op med muligheden for hjælp efter andre bestemmelser i eller uden for den sociale lovgivning. Det betyder, at når fodpleje som en ydelse forudsættes bevilget efter reglerne om personlig pleje, kan reglerne om merudgifter ikke anvendes. Det gælder, selvom betingelserne for hjælp efter reglerne om personlig pleje i det konkrete tilfælde ikke er opfyldt.

Det betyder også, at en fastsat egenbetaling til fodbehandling ikke kan dækkes som en merudgift. Udgiften vil derimod kunne dækkes efter aktivlovens regler om økonomisk hjælp til behandling, hvis betingelserne for hjælp efter denne bestemmelse er opfyldt.

De konkrete sager

I sag 1 ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at borgeren havde behov for almindelig fodpleje, og at der ikke var tale om egentlig behandling. Borgeren var derfor berettiget til personlig hjælp efter servicelovens § 83 til klipning af negle og fodpleje.

I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen kommunens afgørelse, idet Ankestyrelsen fandt det godtgjort, at borgeren havde behov for fodbehandling. Det fremgik af sagen, at borgeren havde behov for regelmæssig beskæring ved en statsautoriseret fodterapeut, så fissurdannelse og sår forebyggedes. Ankestyrelsen vurderede derfor, at borgeren havde behov for fodbehandling og ikke blot almindelig fodpleje.

Resumé:

Kommunen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Kommunen yder også støtte til køb af forbrugsgoder, når betingelserne for støtte til hjælpemidler er opfyldt.

Forbrugsgoder omfatter produkter, som bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på normalt forbrug hos befolkningen i almindelighed.

Der kan ikke ydes støtte til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Som sædvanligt indbo anses forbrugsgoder, der er almindeligt udbredte, og som kan findes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Hvilke forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige samfundsudvikling. Ved vurderingen af, om et forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den almindelige levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Med tiden vil flere forbrugsgoder blive mere almindeligt udbredt og vil efterhånden blive betragtet som sædvanligt indbo.

Ankestyrelsen finder, at vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne og almindelige køkkenmaskiner er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.

Robotstøvsugere er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo

Ankestyrelsen har i en konkret sag vurderet, at også robotstøvsugere, i lighed med traditionelle støvsugere, skal betragtes som forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt indbo.

Der kan derfor ikke ydes støtte til køb af en robotstøvsuger efter reglerne om forbrugsgoder.

Resumé:

Der kan ydes hjælp efter aktivlovens § 82 til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, og de øvrige betingelser for hjælp er opfyldt.

Hvad forstås ved sygebehandling?

Der skal være tale om behandling af en sygdom, før der kan siges at være tale om sygebehandling i aktivlovens forstand.

Der kan som udgangspunkt kun ydes hjælp til sygebehandling, hvis der er tale om behandling hos en autoriseret behandler. Reglerne om autorisation sikrer, at de autoriserede behandlere opfylder en række krav til uddannelse m.v., ligesom der føres tilsyn med deres virke. Behandling hos andre end autoriserede sundhedspersoner kan således som udgangspunkt ikke anses for nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet.

Der kan ikke ydes hjælp til betaling af coachingsamtaler. En coach er ikke en autoriseret sundhedsperson, og der findes lignende behandlingsformer, der udføres af autoriserede sundhedspersoner, som eksempelvis autoriserede psykologer.

Er overvægt en sygdom?

Overvægt kan ifølge Sundhedsstyrelsen ikke anses for at være en sygdom. Behandling heraf kan derfor ikke i sig selv anses for at være sygebehandling i aktivlovens forstand.

Behandling af overvægt kan dog være sygebehandling, hvis behandlingen er et led i behandling af anden sygdom. Hvis det er tilfældet, kan der ydes hjælp hertil, hvis de øvrige betingelser for hjælp er opfyldt.

Behandlingsmuligheder i det offentlige

Ventetid på behandling i offentligt regi betyder ikke i sig selv, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige kan anses for udtømte.

Der skal foretages en konkret vurdering af ventetidens længde sammenholdt med lidelsens karakter, nødvendigheden af at behandling bliver iværksat med det samme samt sagens øvrige omstændigheder.

Den omstændighed, at klageren på ansøgningstidspunktet er i et positivt behandlingsforløb på en privat klinik, udelukker ikke, at et gunstigt behandlingsforløb vil kunne iværksættes inden for det offentlige behandlingssystem.

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om hjælp til sygebehandling.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at ansøger ikke var berettiget til hjælp til ophold på en livstilshøjskole som led i behandlingen af sin overvægt. Begrundelsen var, at der ikke var tale om en nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet behandling.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen, at ansøger ikke var berettiget til hjælp til coachingsamtaler, da coaching ikke i tilstrækkelig grad kan anses for at være nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet behandling i aktivlovens forstand.

Resumé:

Højesteret har fastslået, at arbejdsskadesikringslovens bestemmelse om forældelse (§ 36) gælder for alle krav på ydelser i anledning af en arbejdsskade. Rækkevidden af de særlige forældelsesregler i arbejdsskadesikringsloven er derfor ikke begrænset til de krav, som vedrører arbejdsulykker indtrådt efter 1. januar 2004.

Det betyder, at der gælder en frist på fem år for krav på erstatning eller godtgørelse i anledning af en arbejdsskade. Den tre-årige forældelsesfrist i forældelsesloven finder derfor ikke anvendelse på disse krav.

Spørgsmålet om forældelse af krav på erstatning og godtgørelse efter tidligere gældende arbejdsskadelove afgøres derfor også efter arbejdsskadesikringslovens § 36 og forældelsesloven, jf. henvisningen i § 36, stk. 2-5

Offentliggørelse

Ankestyrelsens principafgørelser har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen.

Undtagelse herfra er, hvis der tidligere har været tale om en forkert fortolkning af loven.

På baggrund af Højesterets dom har den tidligere praksis været udtryk for en forkert fortolkning af lovgivningen.

Dommen betyder, at Ankestyrelsen og Arbejdsskadestyrelsen skal genoptage de sager, som er afvist med begrundelsen om, at kravet er forældet efter den 3-årige forældelsesfrist i forældelsesloven.

Arbejdsskadestyrelsen behandler sager, de har afgjort, og hvor borgeren ikke har klaget til Ankestyrelsen. Arbejdsskadestyrelsen vil også behandle de sager, hvor borgeren ikke har klaget, men Ankestyrelsen var enig i (stadfæstede) afgørelsen om forældelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

For nogle borgere kan det betyde, at deres sag ikke var forældet, og at de derfor har penge til gode. For andre vil den nye praksis ikke have betydning.

Genoptagelse af sager på baggrund af Højesterets dom skal ske på myndighedens eget initiativ.

Ankestyrelsen kan selv finde de sager, hvor der fra 1. januar 2008 er truffet afgørelser om en tre-årig forældelsesfrist. Berørte borgere behøver derfor ikke at henvende sig til Ankestyrelsen. Alle berørte borgere får besked, når Ankestyrelsen har behandlet deres sag igen. Ankestyrelsen forventer, at disse sager bliver afgjort efter korrekt praksis inden den 1. oktober 2016.

Resumé:

Borger skal ikke leve af en fejludbetaling, der skal tilbagebetales, når fejludbetalingen ikke skyldes borgers handlinger, og borger har gjort opmærksom på fejludbetalingen.

En udbetaling af løn, offentlig forsørgelsesydelse eller anden udbetaling skal ikke betragtes som en indtægt, hvis:

- Fejludbetalingen ikke skyldes borgers handlinger eller undladelser,

- Det kan dokumenteres, at beløbet skal tilbagebetales og

- Det kan godtgøres, at borger har forsøgt at standse udbetalingen, f.eks. ved at gøre udbetaleren opmærksom på fejludbetalingen.

Der skal foretages en konkret vurdering af, om fejludbetalingen er sket på grund af borgers handlinger eller undladelser. Hvis borger for eksempel har fået en fejludbetaling ved at give utilstrækkelige eller urigtige oplysninger til udbetaleren, eller borger ikke har overholdt tidsfrister eller lignende, der medfører, at ydelsen ikke har kunnet standses i tide, skal udbetalingen efter sit indhold betragtes som en formue eller indtægt og behandles som sådan i forhold til retten til kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Vurderes det, at borger ikke kan bære ansvaret for fejludbetalingen, er borger ikke nærmest til at bære risikoen for fejludbetalingen. I disse tilfælde skal en udbetaling ikke betragtes som en indtægt eller formue og vil ikke påvirke retten til kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse.

Der skal endvidere foreligge dokumentation for, at beløbet skal tilbagebetales. Dokumentation kan f.eks. være et tilbagebetalingskrav eller en tilkendegivelse fra udbetaler. Det skal endvidere godtgøres, at borger har forsøgt at standse udbetalingen, f.eks. ved at gøre udbetaleren opmærksom på fejludbetalingen.

Foreligger dokumentationen først senere, vil der kunne blive tale om en efterregulering tilbage fra ansøgningsdatoen.

Hvis borger ikke tilbagebetaler de fejludbetalte midler til udbetaleren inden den dato, der er fastsat i tilbagebetalingskravet, vil forudsætningen for ikke at betragte beløbet som formue eller indtægt være bristet. I dette tilfælde, vil der ligeledes kunne blive tale om en regulering tilbage fra ansøgningsdatoen samt eventuelt et tilbagebetalingskrav, såfremt betingelserne herfor i det konkrete tilfælde er opfyldt.

I en konkret sag har Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderet, at en løn, der var fejludbetalt for perioden 19. juni 2015 til 31. juli 2015, ikke skulle fradrages i borgers kontanthjælp, idet den ikke skulle betragtes som en indtægt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede i denne forbindelse, at fejludbetalingen ikke skyldtes borgers handlinger, og at borger ikke var nærmest til at bære risikoen for fejludbetalingen.

Borger havde opsagt sit løntilskudsjob til fratrædelse den 18. juni 2015 og søgte om kontanthjælp den 23. juni 2015.

Arbejdsgiveren fortsatte ved en fejl lønudbetalingen i perioden 19. juni 2015 til 31. juli 2015. Beløbet blev senere krævet tilbagebetalt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at arbejdsgiver havde haft tid til at standse lønudbetalingen, at borger kontaktede kommunen og gjorde opmærksom på fejludbetalingen, samt at borger søgte at få fejludbetalingen standset.

I en anden konkret sag har Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderet, at SU, der blev fejludbetalt for september måned 2015, ikke skulle betragtes som en indtægt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede i denne forbindelse, at fejludbetalingen ikke skyldtes borgers handlinger, og at borger ikke var nærmest til at bære risikoen for fejludbetalingen.

Borger gav samtidig med studieophør besked til sin uddannelsesinstitution, som automatisk videregav meddelelse til Statens Uddannelsesstøtte om at standse udbetalingen af SU. Ophøret skete dog så sent i måneden, at udbetalingen af SU for september ikke kunne standses.

Borger modtog den 9. september 2015 krav om tilbagebetaling af SU og lån for september måned 2015 og tilbagebetalte straks det for meget udbetalte beløb.

Resumé:

Kommunen skal efter serviceloven yde kompensation til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne for de merudgifter, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen. De udgifter til håndsrækninger, som andre borgere, uden nedsat funktionsevne på samme alder og i samme livssituation, også har, kan ikke dækkes som merudgifter.

Håndsrækninger

Kommunen skal udmåle merudgifter med udgangspunkt i, at borgeren skal kunne leve som andre borgere på samme alder og i samme livsituation uden funktionsnedsættelse. Dette gælder også, når borgeren flytter til en ny bolig og i den forbindelse søger om merudgifter til håndsrækninger.

Kommunen kan ikke afvise at dække nødvendige merudgifter til håndsrækninger alene med den begrundelse, at borgeren ikke havde udgiften før flytningen, eller at borgeren allerede vidste, at borgeren ikke selv kunne varetage opgaven ved indflytning i en ny bolig. Udgiften skal være en følge af borgerens nedsatte funktionsevne og ikke af boligens stand.

Det er borgeren, der skal sandsynliggøre sin merudgift. Kommunen fastlægger et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter.

Kommunen kan henvise til det beløb, som borgeren har oplyst, i det omfang kommunen vurderer, at dette beløb er udtryk for de nødvendige merudgifter til håndsrækninger.

Beløbsniveauet i forhold til håndsrækninger, som f.eks. havearbejde, snerydning, kan også fastlægges ved, at kommunen indhenter priser fra leverandører af hjemmeservice, servicefirmaer eller andre aktører, der kan varetage de nødvendige håndsrækninger.

Kommunen kan henvise til en konkret timesats for almindelige lønninger på området for de bevilgede håndsrækninger, hvis der er en leverandør, der kan udføre hjælpen til timesatsen.

Serviceniveau

Kommunen kan inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer. Dette gælder også ved merudgifter. Et serviceniveau på merudgiftsområdet kan fx foreligge i form af et prisniveau, der fastlægger, hvilket beløb borgeren kan få udbetalt til konkrete opgaver til forskellige håndsrækninger.

Ved ansøgninger om dækning af merudgifter til håndsrækninger, skal kommunen oplyse sagen i forhold til, hvilke nødvendige merudgifter borgeren har til håndsrækninger. Kommunen kan ikke forudsætte, at det fastsatte prisniveau i serviceniveauet dækker borgerens merudgifter til konkrete hjælpeopgaver, når borgeren oplyser, at merudgiften er større end bevilget efter serviceniveauet. Kommunen må da undersøge, hvilke konkrete merudgifter borgeren har, og sikre sig, at borgeren bliver kompenseret for sine nødvendige merudgifter til fx håndsrækninger.

Et eventuelt serviceniveau skal derfor fraviges, hvis borgerens behov efter en konkret og individuel vurdering nødvendiggør det. Dette vil være tilfældet, hvis borgeren oplyser ikke at kunne få udført håndsrækningen til det fastsatte prisniveau, og kommunen samtidigt ikke konkret kan pege på en løsning af borgerens behov til det fastsatte prisniveau.

Ankestyrelsen har behandlet to sager om håndsrækninger

I den første sag ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelse om afslag på dækning udgifter til håndsrækninger til vedligeholdelse af have. Ankestyrelsen fandt, at borgeren var berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til vedligeholdelse af have og snerydning, ligesom kommunen skulle undersøge borgerens konkrete merudgifter til øvrige håndsrækninger.

I den anden sag fandt Ankestyrelsen, at kommunen ikke udelukkende kunne træffe afgørelse om beregning af merudgifter til håndsrækninger ud fra sit serviceniveau, da borgeren havde oplyst, at merudgifterne hertil var større end bevilget af kommunen. Ankestyrelsen hjemviste derfor kommunens afgørelse til, at der skulle indhentes oplysninger, der kunne godtgøre borgerens nødvendige merudgifter til håndsrækninger.

Resumé:

Til personer, der er i beskæftigelse, kan der ydes tilskud til hjælpemidler i form af arbejdsredskaber og mindre arbejdspladsindretninger for at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær ansættelse.

En person, som er i ordinær ansættelse, kan være omfattet af personkredsen for tilskud til hjælpemidler.

Ordinær ansættelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er ansættelse, hvor den ansatte får løn fra arbejdsgiver, og hvor arbejdsgiveren ikke modtager løntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til ansættelsen af den pågældende. Det gælder også elevansættelse.

Tilskud til hjælpemidler forudsætter, at ansøger vil kunne være en del af målgruppen i beskæftigelsesindsatsloven og dermed kunne blive ansat med løntilskud, hvis den pågældende ikke var i ordinær ansættelse.

Vurderingen af, om ansøger vil kunne være en del af målgruppen i loven, er en generel vurdering, ikke en konkret vurdering. Det er således ikke et krav, at kommunen faktisk har truffet en afgørelse, der betyder, at borgeren er omfattet af en bestemt målgruppe.

I den konkrete sag var en elev ansat i ordinær ansættelse. Han var ansat som elev med en uddannelsesaftale efter lov om erhvervsuddannelser og uden løntilskud.

Han havde desuden nedsat arbejdsevne. Det var ikke nødvendigt at tage stilling til, om han konkret havde ret til revalidering, og dermed var omfattet af en af lovens målgrupper, fx om revalidender. Det var tilstrækkeligt at konstatere, at der ikke var forhold, der udelukkede, at han vil kunne have ret til revalidering.

Han var dermed omfattet af bestemmelsen om hjælpemidler. Kommunen skulle derfor tage stilling til, om han opfyldte betingelserne for tilskud til den stolelift eller lignende, han havde søgt om.

Det er ikke korrekt, når kommunen i den aktuelle situation henviste til, at udgiften til hjælpemidler skulle afholdes af uddannelsesinstitutionen som følge af sektoransvar, fordi eleven får ordinær ansættelse hos en arbejdsgiver, der ikke er omfattet af uddannelsessektoren.

Resumé: 

Hvis der er uenighed, om et brev sendt digitalt fra en myndighed er kommet frem til modtageren, er det myndigheden, der skal dokumentere, at brevet er kommet frem.

Et brev sendt digitalt anses for at være kommet frem, når det er tilgængeligt for adressaten – for eksempel i indbakken i eBoks. Det er ikke et krav, at brevet er blevet åbnet og indholdet læst af adressaten.

Når et brev bliver sendt med den offentlige digitale postløsning, sker der en digital registrering af forsendelsen fra start til slut. Det er derfor muligt at dokumentere, om et brev er kommet frem i adressatens digitale postkasse.

Registreringen kan ske i en forsendelseslog - en oversigt over de digitale registreringer, der sker, når et brev bliver sendt digitalt. Forsendelsesloggens udseende og indhold kan variere afhængigt af systemleverandøren. Det gælder dog generelt, at den forsendelseslog, der knytter sig til brevet, først bliver endeligt afsluttet, når myndigheden eller myndighedens systemleverandør har modtaget en kvittering fra eBoks om, at brevet er kommet frem i adressatens digitale postkasse.

Myndigheden kan føre systembevis (bevis for, at det kan antages, at et brev er afsendt og kommet frem) for, at et brev er modtaget ved at fremlægge den forsendelseslog, der knytter sig til brevet. Myndigheden kan også løfte bevisbyrden for, at et brev er kommet frem på anden vis f.eks. ved dokumentation fra eBoks’ afsendersupport eller oplysning fra adressaten om, at brevet er modtaget.

Det skal fremgå tydeligt af dokumentationen, at den vedrører det konkrete brev. Dokumentationen skal desuden bekræfte, at brevet er leveret. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, hvis det alene fremgår, at brevet er afsendt. Levering af et brev i en digital postkasse sker ikke altid med det samme, brevet er sendt.

De konkrete sager 

I sag nr. 1 havde pågældende i sin klage oplyst, at kommunens mødeindkaldelse ikke var modtaget i den digitale postkasse.

Kommunen havde ikke dokumenteret, at brevet var kommet frem til borgerens eBoks. Kommunen havde til sagen oplyst, at der altid genereres en forsendelseslog til breve sendt digitalt, men at det rent undtagelsesvist ikke var muligt at finde den forsendelseslog, der vedrørte det konkrete brev.

I sag nr. 2 havde pågældende i sin klage oplyst, at kommunens mødeindkaldelse ikke var modtaget i den digitale postkasse.

Kommunen havde i den konkrete sag ført et systembevis for, at mødeindkaldelsen var kommet frem i den digitale postkasse.

Resumé:

Efter sygedagpengelovens § 11 b skal en sygemeldt borger medvirke til, at borgerens egen læge udarbejder en lægeattest til brug for den første opfølgning, hvis kommunen beder om dette. Bestemmelsen om medvirken til udarbejdelse af attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285) er specifikt undtaget fra sygedagpengelovens bestemmelser om sanktion.

Der er ikke hjemmel i sygedagpengeloven til at træffe afgørelse om bortfald af sygedagpenge ved forsinkelser med attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285) i forhold til den fastsatte frist, eller hvis den sygemeldte undlader at medvirke ved udarbejdelsen af attesten.

Attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285) skal anvendes ved kommunens opfølgning, så kommunen kan vurdere, hvilken indsats der skal igangsættes. Hvis attest for sygedagpengeopfølgning (LÆ 285) ikke foreligger ved første opfølgningssamtale, skal kommunen stadig gennemføre opfølgningssamtalen.

Manglende medvirken til udarbejdelse af øvrige lægeattester kan sanktioneres i henhold til sygedagpengelovens regler herom.

Resumé:

Forældelse

Lov om forældelse af fordringer finder anvendelse på de sager, der er genoptaget som følge af Højesterets dom af 10. september 2015 og principafgørelse 75-15. Principafgørelse 75-15 fastslog, at den tidligere praksis var baseret på en forkert fortolkning af loven (retsvildfarelse). Det fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, at en retsvildfarelse ikke medfører suspension af forældelsesfristen.

Den løbende udbetaling af sygedagpenge er omfattet af den almindelige treårige forældelsesfrist. Forældelse skal regnes successivt fra det tidspunkt, hvor hver enkelt ydelse kunne have været krævet betalt, det vil sige fra forfaldstidspunktet.

En afgørelse om ophør af udbetalingen af sygedagpenge truffet med tilbagevirkende kraft ændrer ikke på forfaldstidspunktet for den enkelte ydelse i forhold til beregningen af forældelsesfristen. Forældelse indtræder tre år efter den dato, hvor den enkelte ydelse kunne kræves udbetalt.

Forældelsen afbrydes den dag, hvor der anmodes om genoptagelse af sagen. Hvis en myndighed har truffet en generel beslutning om at genoptage sager af egen drift, skal myndigheden fastsætte en dato for afbrydelse af forældelsesfristen.

I den konkrete sag betyder det, at selvom borger har ret til efterbetaling af sygedagpenge i hele perioden fra udbetalingen af sygedagpenge er ophørt og frem til tilkendelse af fleksjob, er dele af kravet forældet. Borger har først ved anmodning om genoptagelse den 29. september 2015 afbrudt forældelsen. Det betyder, at den del af kravet, der forfaldt tre år forud for den 29. september 2015, er forældet.

Resume:

Udbetaling Danmark opkræver og inddriver beløb, som en pensionist skal tilbagebetale, når pensionisten har modtaget for meget i pension mod bedre vidende.

Udbetaling Danmark har flere valgmuligheder for at få det skyldige beløb tilbagebetalt. Udbetaling Danmark kan indgå en aftale med pensionisten om, hvordan det skyldige beløb skal tilbagebetales (frivillig afdragsordning). Udbetaling Danmark kan træffe en afgørelse om at fradrage (modregne) det skyldige beløb i pensionistens fremtidige pensionsudbetalinger. Udbetaling Danmark kan også fastsætte en afdragsordning ved brug af tabeltrækket eller yde henstand med betalingen efter reglerne i opkrævningsbekendtgørelsen.

Udbetaling Danmark skal vejlede pensionisten, der skal tilbagebetale for meget modtaget pension, om Udbetaling Danmarks muligheder for at opkræve og inddrive tilbagebetalingskravet. Udbetaling Danmark skal også vejlede om de muligheder, der er for at indgå en frivillig afdragsordning med Udbetaling Danmark, medmindre Udbetaling Danmark vælger at fastsætte en afdragsordning ved brug af tabeltræk.

Om opkrævning og inddrivelse

Ved opkrævning forstås udsendelse af opkrævninger og girokort m.v. til pensionisten og kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist og eventuel efterfølgende udsendelse af rykkere.

Ved inddrivelse - herunder inddrivelsesskridt foretaget i opkrævningen - forstås brug af de i lovgivningen fastsatte tvangsmidler og indgåelse af frivillige betalingsordninger over for skyldneren med henblik på betaling af de udestående fordringer. Som eksempler på tvangsinddrivelsesmidler kan nævnes fastsættelse af afdragsordninger, indtrædelsesret og modregning.

1. Frivillige afdragsordninger (betalingsaftaler)

Udbetaling Danmark kan forsøge at indgå en aftale med pensionisten om en frivillig afdragsordning, for at pensionisten kan tilbagebetale det skyldige beløb. Pensionisten vil på den måde kunne medvirke til at fastsætte størrelsen på det månedlige afdragsbeløb.

Udbetaling Danmark bør kun indgå aftaler om frivillige afdragsordninger, hvis det er uproblematisk. Det vil sige, at pensionisten skal vejledes om, hvilke muligheder Udbetaling Danmark har for at inddrive beløbet, herunder at Udbetaling Danmark alene kan træffe afgørelse om fradrag i fremtidige pensionsudbetalinger (modregning) efter at have foretaget en konkret betalingsevnevurdering. Udbetaling Danmark skal også vejlede pensionisten om, at pågældende ikke er forpligtet til at indgå en frivillig afdragsordning.

Findes det uproblematisk, kan det aftales, at hele det skyldige beløb betales tilbage på en gang. Ligesom det kan aftales, at der fradrages et bestemt beløb i fremtidige pensionsudbetalinger som månedlige afdrag.

Der skal foreligge en klar aftale med pensionisten om indholdet af den frivillige afdragsordning, forinden Udbetaling Danmark kan fradrage det aftalte beløb i fremtidige pensionsudbetalinger. Det bør fremgå af aftalen, hvor stort det månedlige afdragsbeløb er, og hvor lang tid det vil tage for pensionisten at afdrage hele gælden.

Hvis Udbetaling Danmark foreslår at indgå en aftale om en frivillig afdragsordning med et bestemt afdragsbeløb, og pensionisten ikke gør indsigelse overfor beløbet, kan Udbetaling Danmark ikke betragte den manglende indsigelse som en accept af det foreslåede beløb. Udbetaling Danmark kan således ikke begynde at fradrage beløbet i fremtidige pensionsudbetalinger, medmindre pensionisten har givet en tydelig accept af det foreslåede beløb.

En frivillig afdragsordning, herunder aftaler om at fradrage et bestemt beløb i fremtidige pensionsudbetalinger, kan når som helst tilbagekaldes af pensionisten. Ved tilbagekaldelse skal fradrag i pensionsudbetalingen straks ophøre.

2. Afgørelse om fradrag i fremtidige pensionsudbetalinger (modregning)

Udbetaling Danmark kan træffe afgørelse om at fradrage skyldige beløb i fremtidige pensionsudbetalinger, dvs. afgørelser om modregning i fremtidige pensionsudbetalinger. Udbetaling Danmark skal i den forbindelse være opmærksom på, at der er tale om fradrag i en aktuel forsørgelsesydelse.

Udbetaling Danmark bør derfor forsøge at indgå en aftale om en frivillig afdragsordning, før der kan træffes afgørelse om at fradrage (modregne) et beløb om måneden i fremtidige pensionsudbetalinger.

Udbetaling Danmark kan skriftligt vejlede om mulighederne for at få det skyldige beløb tilbagebetalt og samtidigt foreslå pensionisten at indgå en aftale om en frivillig afdragsordning. Udbetaling Danmark kan i samme brev partshøre over de oplysninger, som Udbetaling Danmark har indhentet om pensionistens økonomi til brug for en evt. afgørelse om modregning.

Hvis Udbetaling Danmark ikke kan blive enig med pensionisten om et rimeligt månedligt afdrag, skal Udbetaling Danmark lave en betalingsevnevurdering for at kunne fastsætte, hvor stort et beløb der kan fradrages (modregnes) for om måneden i de fremtidige pensionsudbetalinger, eller om der skal gives henstand med betalingen.

Ved en betalingsevnevurdering skal det konkret vurderes, hvor stort et beløb der kan ske fradrag for om måneden, uden at pensionisten kommer til at mangle det nødvendige til eget og eventuelt familiens underhold (modregningsbeløbets størrelse). Vurderingen foretages ud fra de økonomiske forhold i det enkelte tilfælde.

Hvis pensionisten har en formue, kan Udbetaling Danmark inddrage oplysningen om formuens størrelse ved vurderingen af modregningsbeløbets størrelse. Er formueoplysningerne indhentet uden pensionistens vidende, skal Udbetaling Danmark partshøre pensionisten over oplysningen om formuens størrelse og evt. foretagne dispositioner over formuen, inden Udbetaling Danmark træffer afgørelse om at fradrage (modregne) i pensionen.

3. Fastsatte afdragsordninger (inddrivelse ved brug af tabeltræk) eller henstand

Udbetaling Danmark kan også fastætte en afdragsordning ved brug af tabeltræk eller yde henstand med betalingen efter reglerne i opkrævningsbekendtgørelsen.

I tilfælde af inddrivelse ved brug af tabeltræk fastsættes afdragsordningen efter den tabel, der fremgår af inddrivelsesbekendtgørelsen, som tager udgangspunkt i skyldnerens nettoindkomst. En eventuel ægtefælles indkomst skal ikke medregnes til pensionistens indkomst. Udbetaling Danmark skal ikke foretage en betalingsevnevurdering, hvis afdragsordningen fastsættes efter tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Udbetaling Danmark skal som udgangspunkt yde henstand til skyldnere, som ikke har andre indtægter end førtidspension eller ikke har en årlig nettoindkomst, der overstiger minimumsgrænserne for fastsættelse af afdragsordninger.

Udbetaling Danmark skal vejlede om, i hvilke situationer Udbetaling Danmark skal yde henstand med betalingen.

Den konkrete sag

I den konkrete sag har Udbetaling Danmark truffet afgørelse om, at en pensionist havde modtaget for meget i folkepension, og at der kunne modregnes 4.522 kr. om måneden, indtil hele kravet var tilbagebetalt. Afdragsbeløbet svarede til hele pensionistens fremtidige pensionsudbetaling. Det fremgik ikke af afgørelsen eller sagens oplysninger i øvrigt, at der forinden var foretaget en betalingsevne-vurdering, som kunne begrunde størrelsen på det månedlige afdragsbeløb. Ankestyrelsen stadfæstede Udbetaling Danmarks afgørelse for så vidt angik tilbagebetalingspligten og hjemviste sagen om, hvordan pensionisten skulle tilbagebetale det skyldige beløb. Begrundelsen for hjemvisningen var, at Udbetaling Danmark ikke havde foretaget en betalingsevnevurdering forud for afgørelsen om modregning.

Resumé:

Det er en betingelse for at få hjælp efter aktivloven, at man opholder sig i Danmark. Personer, der opholder sig i udlandet, kan derfor som hovedregel ikke få hjælp til forsørgelsen. Denne hovedregel finder dog ikke anvendelse, når der er tale om efterbetaling af løbende hjælp til forsørgelse i form af kontanthjælp, uddannelseshjælp og integrationsydelse.

En efterbetaling vedrører hjælp for en tidligere periode, hvor borger opfyldte betingelserne for at få hjælp. Det forhold, at borger på udbetalingstidspunktet for en efterbetaling er udrejst fra Danmark, betyder ikke, at borger derved mister ret til en efterbetaling. Kommunen kan derfor ikke give afslag på udbetaling af en efterbetaling, som vedrører en tidligere periode, med henvisning til, at borger på udbetalingstidspunktet for efterbetalingen er udrejst fra Danmark.

I en konkret sag havde borgeren ret til at få efterbetalt den kontanthjælp, som han havde ret til i en tidligere periode, selvom han på udbetalingstidspunktet for efterbetalingen var udrejst fra Danmark. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at hovedreglen om, at der ikke kan udbetales hjælp til personer, der opholder sig i udlandet, ikke finder anvendelse, når der er tale om en efterbetaling.

Resumé:

Der kan ydes hjælp efter aktivlovens § 81 til rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden, og de øvrige betingelser for hjælp er opfyldt.

Udgifter til nærtståendes begravelse kan være rimeligt begrundede enkeltudgifter

Det forhold, at kommunen skal forestå begravelsen, hvis ikke andre fremsætter anmodning herom, ændrer ikke herpå. Ved ”nærtstående” forstås afdødes ægtefælle, registrerede partner eller samlever. Hvis afdøde hverken var gift, i registreret partnerskab eller samlevende på dødstidspunktet, er ”nærtstående” afdødes nærmeste pårørende, herunder børn eller barn.

Det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvilke begravelsesudgifter der kan anses for rimelige.

Udgifter til nærtståendes begravelse kan ikke anses for at være forudsigelige for afdødes børn

Afdødes børn kan ikke antages at have et sådant kendskab til afdødes økonomiske forhold, at det kan antages at være forudsigeligt for dem, at de skal afholde udgifter til den nærtståendes begravelse.

Hjælp efter aktivlovens § 81 forudsætter, at andre muligheder er udtømte

Hjælp til rimelige begravelsesudgifter forudsætter, at boet efter afdøde ikke indeholder tilstrækkelige midler hertil, og at den nærtstående ikke har midler til at afholde de udgifter, der ikke kan dækkes af boet eller efter sundhedslovgivningen eller anden lovgivning.

Resumé:

Socialtilsynet godkender tilbud som generelt egnet. Det er en betingelse for godkendelse, at tilbuddet efter en samlet vurdering har den fornødne kvalitet.

Socialtilsynet skal foretage en samlet vurdering af tilbuddenes faglige kvalitet og økonomiske bæredygtighed i forbindelse med godkendelse. For at understøtte den faglige vurdering skal socialtilsynet benytte en kvalitetsmodel.

Et botilbud kan godkendes med flere juridiske grundlag. Der kan eksempelvis være tale om et døgntilbud til stofmisbrugere, der modtager både unge under 18 år og voksne, og som derfor både er et opholdssted efter fx servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5, og et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107. Godkendelse af et sådant tilbud vil omfatte begge hjemmelsgrundlag.

Efter en konkret vurdering kan det også godkendes, at pladserne anvendes fleksibelt. Det kan dog kun godkendes, hvis tilbuddet samlet set har den fornødne kvalitet, selv om pladserne anvendes fleksibelt.

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at det ikke kunne godkendes, at et tilbud var forbeholdt unge mellem 16 og 28 år, idet der ikke kan fastsættes en aldersgrænse for et tilbud efter servicelovens § 108. Derudover havde tilbuddet ikke på tilstrækkelig vis forholdt sig til, hvordan der sikres en tilstrækkelig kvalitet i forhold til de forskellige målgrupper. En ansøgning om godkendelse af fleksible pladser efter servicelovens §§ 66, 107 og 108, kunne derfor ikke godkendes.

Resumé:

Efter serviceloven skal kommunen yde hjælp til indretning af bolig til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende.

Hvis en boligindretning i en ejerbolig medfører en ikke ubetydelig forøgelse af boligens værdi, ydes den del af hjælpen, der modsvarer denne værdiforøgelse, i form af et rente- og afdragsfrit lån, der forfalder til betaling ved ejerskifte.

Enhver situation, hvorved en ejendom, der hidtil har været ejet af A, for fremtiden ejes af B, er et ejerskifte, uanset baggrunden herfor. Dette følger af de obligationsretlige principper.

Der foreligger også et ejerskifte, når flere personer ejer en fast ejendom i sameje, og der sker ændringer i medejerkredsen. Dette gælder uanset, hvilke ændringer der sker i medejerkredsen.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at kommunen var berettiget til at forlange, at lånet ydet i forbindelse med boligindretning skulle indfries ved ejerskifte i form af overtagelse af ejendommen som eneejer i forbindelse med skilsmisse. Dette gælder uanset, at det handicappede barn bliver boende.

Resumé:

Efter retssikkerhedsloven har en opholdskommune ret til refusion, når et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet som følge af en tidligere opholdskommunes beslutning om hjemgivelse, når det er åbenbart, at beslutningen om hjemgivelse var ubegrundet.

Efter serviceloven skal anbringelser af børn og unge under 18 år ophøre, når formålet er nået, når de ikke længere opfylder deres formål, eller når den unge fylder 18 år.

Kommunen skal ved en sag om hjemgivelse tage stilling til, om anbringelsesgrundlaget ikke længere eksisterer. En afgørelse om hjemgivelse, der ikke belyser, at der ikke længere er et anbringelsesgrundlag, er ubegrundet. Væsentlige mangler ved sagsbehandlingen om hjemgivelse, herunder et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, vil betyde, at hjemgivelsen ikke har været korrekt.

En anbringelse uden for hjemmet er den mest omfattende af servicelovens foranstaltninger over for et barn eller en ung, der har behov for særlig støtte. Kommunens beslutning om både at anbringe og at opretholde anbringelsen skal være begrundet med, at netop denne foranstaltning er af væsentlig betydning for barnets eller den unges trivsel.

En afgørelse om hjemgivelse skal være begrundet relevant i forhold til forældremyndighedsindehavernes ressourcer

En kommunes sagsbehandling i forbindelse med parternes ønske om hjemgivelse, skal derfor afspejle, at der er indhentet de nødvendige oplysninger om og foretaget den nødvendige udredning af den aktuelle status på anbringelsesgrundlaget. På baggrund af dette materiale skal kommunen foretage en faglig vurdering af, om barnets eller den unges trivsel og udvikling fremover i det væsentlige vil kunne varetages af forældremyndighedsindehaveren.

En anbringelse iværksat som et ophold på efterskole må antages at være begrundet med den unges og forældremyndighedsindehavernes særlige forhold og relationen mellem den unge og forældremyndighedsindehaverne. En hjemgivelse i forbindelse med den unges bortvisning fra efterskolen skal derfor være begrundet i forhold til disse forhold.

Når kommunen vurderer, at foranstaltningen ikke bør bringes til ophør

Den anbringende kommune har mulighed for at opretholde og gennemtvinge anbringelsen i stedet for at lade den unge blive hjemme hos forældremyndighedsindehaver, hvis kommunen vurderer, at anbringelsesgrundlaget fortsat er til stede.

Når kommunen vurderer, at anbringelsen ikke længere opfylder sit formål

Hvis en ung ikke profiterer af opholdet på et konkret anbringelsessted, må kommunen vurdere, hvilke andre anbringelsesmuligheder, der foreligger. En hjemgivelse kan ske, når målet med anbringelsen er nået, eller når anbringelsen ikke længere opfylder sit formål. En afgørelse om hjemgivelse, fordi anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, må derfor begrundes i forhold til kommunens og lovens samlede muligheder.

I tilknytning til en afgørelse om hjemgivelse, skal handleplanen revideres

Revisionen af barnets eller den unges handleplan kan omfatte en beskrivelse af uddannelsesforløb, men skal især vedrøre det videre forløb, det vil sige en plan for blandt andet eventuelle nødvendige tiltag, der skal støtte barnet, den unge eller familien i tiden efter anbringelsen.

En hjemgivelsesperiode har til formål at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse af barnet eller den unge. Hjemgivelsesperioden skal derfor ligge forud for anbringelsens ophør.

En anbringelse ophører, hvis barnet eller den unge tager ophold sammen med forældremyndighedsindehaveren

Hvis kommunen ikke benytter servicelovens muligheder for at gennemtvinge en fortsat anbringelse, ophører anbringelsen, hvis barnet eller den unge tager ophold sammen med forældremyndighedsindehaveren.

En afgørelse om, at et barn eller en ung skal være anbragt uden for hjemmet skal være virksom, ellers bortfalder den.

Kommunen skal dog også i denne situation træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode. Det vil sige, at kommunen skal forholde sig til, om formålet er nået, eller anbringelsen ikke længere opfylder formålet. En vurdering af at anbringelsen ikke længere opfylder sit formål, skal foretages på grundlag af lovens samlede muligheder for anbringelse.

En hjemgivelse, der ikke er begrundet relevant, kan danne grundlag for et refusionskrav

I tre konkrete sager ændrede Ankestyrelsen kommunens afgørelser, så der var ret til refusion for udgifterne ved den nye anbringelse, da sagsbehandlingen i tilknytning til hjemgivelse ikke afspejlede, at kommunen havde taget stilling til om anbringelsesgrundlaget fortsat var til stede.

I sag nr. 1 fremgik det ikke, at kommunen havde taget stilling til, om anbringelsesgrundlaget fortsat var til stede. Konkret forelå der ingen nye oplysninger om en ændring i faderens evne til at varetage forældrerollen, ligesom der ikke var oplysninger, der underbyggede, at den unges behov kunne dækkes i hjemmet. Ankestyrelsen ændrede på denne baggrund kommunens afgørelse om ret til refusion for genanbringelsen.

I sag nr. 2 var der ikke oplysninger om ændrede forhold, og der var således ikke dokumentation for at anbringelsesgrundlaget ikke længere var til stede. I den konkrete sag var den unge anbragt på og bortvist fra to efterskoler, der forelå ingen oplysninger om hans særlige behov og der var ikke foretaget en nærmere vurdering af, om faderen i hjemmet ville kunne skabe de rammer, som den unge havde brug for og som efterskolerne ikke kunne etablere. Anbringelsen ophørte, da den unge tog ophold hos faderen, der havde del i forældremyndigheden. Ankestyrelsen ændrede på denne baggrund kommunens afgørelse om ret til refusion for genanbringelsen.

I sag nr. 3 forelå der ikke oplysninger om, at anbringelsesgrundlaget ikke længere var til stede eller at det ikke kunne nås. I den konkrete sag afviste den unge at samarbejde om fortsat anbringelse og kunne ikke motiveres verbalt til at vende tilbage til anbringelsesstedet, men kommunen havde ikke vurderet sagen i forhold til alle lovens muligheder. Der var tale om en anbringelse uden samtykke, og kommunen havde derfor magtmidler til at gennemføre den, hvis det var relevant. Anbringelsen ophørte, da den unge tog ophold hos forældremyndighedsindehaveren uden at kommunen benyttede sig af mulighederne for en tvangsmæssig opretholdelse. En eventuel hjemgivelsesperiode skal ligge forud for den faktiske hjemgivelse. Ankestyrelsen ændrede på denne baggrund kommunens afgørelse om ret til refusion for genanbringelsen.

Resumé:

Når kommunen træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, er det nogle gange nødvendigt at vælge et midlertidigt anbringelsessted. Dette kan skyldes, at anbringelsen har en akut karakter, eller at barnet eller den unge har behov, som stiller særlige krav til anbringelsesstedet. Kommunen kan derfor have brug for tid til at finde netop det anbringelsessted, som tilgodeser de særlige behov, og som opfylder målene i handleplanen.

Det midlertidige anbringelsessted vælges efter principperne i servicelovens § 68 b om valg af anbringelsessted. Ankestyrelsen har praksis for at anerkende, at § 68 b også kan anvendes, når kommunen vælger det blivende anbringelsessted. Baggrunden herfor er, at kommunen først har mulighed for at vælge det anbringelsessted, der er i overensstemmelse med handleplanen, når anbringelsesstedet er blivende. Det er dog en forudsætning herfor, at opholdet på det midlertidige anbringelsessted er ganske kortvarigt, og at kommunen i denne periode aktivt og målrettet forsøger at skaffe et relevant, blivende anbringelsessted til barnet eller den unge. En midlertidig anbringelse må ikke vare længere end højst nødvendigt og bør højst vare 2-3 måneder, medmindre der er tale om helt særlige forhold.

Ankestyrelsen anser en midlertidig anbringelse for at være kortvarig, hvis den har varet 2-3 måneder, medmindre der er særlige forhold.

I den konkrete sag har Ankestyrelsen vurderet, at et barns ophold hos en midlertidig plejefamilie i en periode på 4 måneder har haft en sådan varighed, at opholdet ikke længere kan anses for ganske kortvarigt. Der var ikke særlige omstændigheder forbundet med at finde et blivende anbringelsessted, der kunne begrunde et midlertidigt ophold af en varighed på 4 måneder.

Flytningen af barnet til et blivende anbringelsessted anses derfor for at være en ændring af anbringelsesstedet. Spørgsmålet om ændring af anbringelsessted, skal behandles efter reglerne i servicelovens § 69.

Forældremyndighedsindehaveren har ikke givet samtykke til ændring af anbringelsesstedet. Kommunen har derfor ikke haft kompetence til at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted som sket.

Kommunen skulle have udarbejdet en indstilling til børn og unge-udvalget, som jf. servicelovens § 69, stk. 3, har kompetencen til at træffe afgørelse.

Resumé:

En uddannelseshjælpsmodtager, som ikke bor hos en eller begge forældre, som ikke har forsørgelsespligt overfor mindreårige børn, og som dokumenteret har en af de psykiske lidelser, som fremgår af loven, modtager uddannelseshjælp med en sats (diagnosesats), der svarer til kontanthjælpssatsen for en ikke-forsørger over 30 år.

De diagnoser, som efter loven giver ret til den højere sats, er skizofreni, skizotypisk sindslidelse, vedvarende psykotisk tilstand, korterevarende psykotisk tilstand, skizoaffektiv lidelse, uspecificeret ikke organisk betinget psykose og emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype. Denne opregning er udtømmende. Personer med andre diagnoser end de nævnte kan derfor ikke få den høje sats.

Kommunen udbetaler diagnosesats fra den dato, hvor ændringen i uddannelseshjælpsmodtagerens forhold er indtrådt.

Det betyder, at kommunen udbetaler diagnosesats fra det tidspunkt, hvor det er dokumenteret, at uddannelseshjælpsmodtageren har en af de diagnoser, som fremgår af loven. Tidspunktet kan f.eks. være datoen for den psykiatriske speciallægeerklæring, hvoraf diagnosen fremgår.

Det har ikke betydning, at den lægelige dokumentation er blevet modtaget i kommunen på et senere tidspunkt end det tidspunkt, hvor diagnosen er blevet stillet.

Disse principper gælder også for uddannelseshjælpsmodtagere, der har forsørgelsespligt overfor mindreårige børn, og som dokumenteret har en af de psykiske lidelser, som fremgår af loven. Principperne gælder endvidere for kontanthjælpsmodtagere under 30 år, som har en af de psykiske lidelser, som fremgår af loven, og som enten er forsørgere eller ikke bor hjemme hos en eller begge forældre.

I en konkret sag modtog borgeren uddannelseshjælp med satsen for unge udeboende under 25 år. Kommunen bevilgede borgeren diagnosesats fra den 4. juni 2015, hvor kommunen havde modtaget kopi af en journal fra den 3. marts 2015 fra en psykolog. Det fremgik af journalen, at en af borgerens foreløbige diagnoser var emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype. Da der var tale om en foreløbig diagnose, hørte Ankestyrelsen borgeren herover og modtog i den forbindelse en kopi af en lægejournal af den 20. august 2015 fra psykiatrisk sygehus, hvoraf fremgik, at borgeren efter undersøgelse vurderedes at opfylde kriterierne for bl.a. diagnosen emotionel ustabil personlighedsstruktur af borderlinetype. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren først var berettiget til diagnosesatsen fra den 20. august 2015.

Resumé: 

Det er en betingelse for, at en ydelse kan kræves tilbagebetalt, at ydelsen er modtaget uberettiget.

Det er ikke alene en betingelse for berettigelse til en ydelse, at borger har opfyldt betingelserne undervejs i forløbet, men også at der er et forsørgelsesbehov her i landet på udbetalingstidspunktet.

Det forhold alene, at borger ikke er i landet på udbetalingstidspunktet, kan ikke medføre, at ydelsen er uberettiget, såfremt forsørgelsesbehovet fortsat består i den måned, ydelsen er beregnet til at dække.

Kommunen er ved vurderingen af, om en ydelse er modtaget uberettiget, forpligtet til at inddrage nye faktiske oplysninger i forbindelse med sagens behandling. Kommunen er således som udgangspunkt både berettiget – men også forpligtet – til at træffe afgørelse på grundlag af de ændrede forhold.

Der kan ikke på baggrund af kortvarigt udlandsophold rejses tilbagebetalingskrav for en periode, der ligger forud for udlandsopholdet, når borger i denne periode har opfyldt betingelserne for at modtage kontanthjælp, og der foreligger et forsørgelsesbehov i den periode, ydelsen er beregnet til at dække.

Der kan imidlertid godt på baggrund af et længerevarende udlandsophold rejses tilbagebetalingskrav for en periode, der ligger forud for udlandsopholdet, selv om borger i denne perioden har opfyldt betingelserne for at modtage kontanthjælp, når der ikke foreligger et forsørgelsesbehov her i landet i den periode, ydelsen er beregnet til at dække.

I en konkret sag havde borger været udrejst i perioden 22. april 2015 til 6. maj 2015. Borger havde ikke forud for udrejsen oplyst kommunen herom, og kontanthjælpen havde ikke været standset. Borger skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden fra den 22. april 2015 til den 6. maj 2015, da han opholdt sig i udlandet. Borger skulle dog ikke tilbagebetale kontanthjælp for perioden fra den 1. april 2015 til den 21. april 2015. Ankestyrelsen lagde vægt på, at han først den 22. april 2015 rejste ud af landet, og at han efter hjemkomsten den 6. maj 2015 fortsat modtog kontanthjælp, og at der dermed bestod et forsørgelsesbehov i den måned, ydelsen for perioden 1. april 2015 til 21. april 2015 var beregnet til at dække. Kommunens tildeling af en sanktion i form af nedsættelse af kontanthjælpen med 1/3 i tre uger blev tiltrådt.

I en anden konkret sag havde borger har været udrejst i perioden 14. juni 2015 til 15. september 2015. Borger havde ikke forud for udrejsen oplyst kommunen herom, og kontanthjælpen blev først standset pr. 31. august 2015. Borger skulle tilbagebetale kontanthjælp for perioden fra den 14. juni 2015 til den 31. august 2015, da han opholdt sig i udlandet. Borger skulle endvidere tilbagebetale kontanthjælp for perioden 1. juni 2015 til 13. juni 2015, da han var i udlandet i den periode, forsørgelsen var beregnet til at dække, og dermed ikke havde et forsørgelsesbehov her i landet. Kommunen havde i denne sag tildelt en sanktion i form af nedsættelse af kontanthjælpen med 1/3 i tre uger, som der ikke var klaget over.