Principafgørelser

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse fra fire til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan passe sig selv eller bruge sit aktivitets- og samværstilbud i et større omfang.

Tilbud om beskyttet beskæftigelse skal have et erhvervspræget formål. Beskyttet beskæftigelse skal tilbydes efter borgerens ønsker og evner, når kommunen har vurderet, at borgeren er omfattet af personkredsen for beskyttet beskæftigelse. En reduktion af tilbuddet kan ikke begrundes med, at borgeren overlades til sig selv eller henvises til et aktivitets- og samværstilbud.

Formålet med bestemmelsen er at sørge for beskæftigelsesaktiviteter til borgere, som på grund af en betydelig psykisk eller fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår eller benytte tilbud efter anden lovgivning.

Nedsættelse af tilbud om beskyttet beskæftigelse

En ændring, herunder nedsættelse, af en borgers tilbud om beskyttet beskæftigelse forudsætter en konkret og individuel vurdering, hvor borgerens ønske om at være i beskæftigelse og borgerens funktionsevne inddrages. Kriterier for ændringen kan eksempelvis være borgerens ønske om en ændring af tilbuddet eller, at borgerens behov for beskæftigelse bliver opfyldt ved den nye bevilling.

Nedsættes tilbuddet på grund af en forværring af borgerens funktionsevne imod borgerens ønske, skal kommunen undersøge, om borgeren kan tilbydes anden beskyttet beskæftigelse, hvor der tages hensyn til borgerens yderligere nedsatte funktionsevne.

Et tilbud om beskyttet beskæftigelse kan ikke nedsættes med henvisning til et aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104, medmindre borgerens behov eller funktionsevne har ændret sig i overensstemmelse hermed.

Kommunen skal ved ændring af serviceniveauet foretage en konkret og individuel vurdering i hver enkelt tilfælde, inden en tidligere bevilling ændres.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen var ikke berettiget til at nedsætte en borgers aktivitets- og samværstilbud fra fire dage til tre dage om ugen med begrundelsen, at borgeren kan beskæftige sig selv og har mulighed for at indgå i sociale fællesskaber og deltage i botilbuddets aktiviteter og arrangementer, uden at have undersøgt, om der er aktiviteter i botilbuddet, og i hvilket omfang borgeren kan deltage i aktiviteterne.

Et aktivitets- og samværstilbud kan reduceres, hvis borgerens behov for aktivitet og samvær fortsat dækkes ved den ændrede bevilling.

Formålet med aktivitets- og samværstilbud

Formålet med bestemmelsen er at skabe indhold i hverdagen for personer, som på grund af deres funktionsnedsættelse ikke har mulighed for at deltage i aktiviteter på lige fod med personer uden funktionsnedsættelse. Kommunen skal ved bevilling af tilbuddet tage udgangspunkt i borgerens funktionsnedsættelse og sikre, at det bevilgede tilbud opfylder behovet for socialt samvær eller stimulering til at øge egne færdigheder.

Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for aktivitets- og samværstilbud. Der skal være tale om en betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som medfører et behov for socialt samvær eller stimulering til at øge egne færdigheder ved aktiviteter og livsudfoldelse.

Nedsættelse af aktivitets- og samværstilbud

En ændring, herunder nedsættelse, af en borgers aktivitets- og samværstilbud forudsætter en konkret og individuel vurdering, hvor borgerens ønsker og funktionsevne inddrages.

Kriterier for ændringen kan eksempelvis være borgerens ønske om en ændring af tilbuddet eller, at borgerens behov bliver opfyldt ved den nye bevilling.

Borgerens ønske om ændring af tilbuddet kan f.eks. komme til udtryk ved, at borgeren ikke har gjort brug af sit tilbud i så stort et omfang, eller hvis borgeren flere gange har ytret ønske om at være alene fremfor at komme i tilbuddet.

Hvis et aktivitets- og samværstilbud ikke opfylder borgerens behov, skal borgeren have mulighed for at få dækket sit behov på anden vis. Dette kan eksempelvis ske ved at botilbuddet tilbyder aktiviteter, som opfylder samme behov, eller ved at borgeren anvender en ledsagerordning til sociale aktiviteter. Behovet kan også dækkes ved, at botilbuddet yder støtte og vejledning til, at borgeren kan komme ud og have socialt samvær, f.eks. hvis borgeren får støtte af botilbuddet til at besøge medbeboere eller til at få besøg fra andre medbeboere.

Et aktivitets- og samværstilbud kan ikke nedsættes med henvisning til, at borgeren kan beskæftige sig selv, medmindre borgeren selv har udtrykt ønske om at være alene.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Sanktion når borger udebliver fra tilbud

Når en aktivitetsparat ydelsesmodtager er udeblevet fra et tilbud, skal kommunen altid vurdere, om der er andre rimelige grunde end de i loven udtrykkeligt nævnte, der kan føre til, at borgeren ikke skal have en sanktion.

Det overordnede formål med sanktionsreglerne er at sikre, at kontanthjælps- eller uddannelseshjælpsmodtageren står til rådighed, bl.a. for de indsatser, der skal til for at bringe borgeren i arbejde eller uddannelse.

Sanktionsreglerne gælder som udgangspunkt for alle kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere. Sanktionsreglerne skal dog altid ses i lyset af, at der er forskel i rådighedspligten for de forskellige målgrupper. Der er derfor også forskel i de rimelige grunde, en borger kan have til f.eks. at udeblive fra tilbud.

Når en aktivitetsparat ydelsesmodtager er udeblevet fra et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, skal kommunen altid vurdere, om borgeren havde en rimelig grund til at udeblive.

Kommunen skal vurdere, om grunden til at udeblive er omfattet af en de situationer, der udtrykkeligt er nævnt i loven, f.eks. sygdom.

Kommunen skal også vurdere, om der er andre forhold end de udtrykkeligt nævnte, der kan begrunde, at borgeren ikke skal have en sanktion. Det kan f.eks. være svær psykisk sygdom, hjemløshed eller misbrugsproblemer.

Kommunen skal i den forbindelse vurdere, om sanktionen i den konkrete situation vil fremme borgerens rådighed for arbejde eller uddannelse. Hvis det ikke er tilfældet, skal borgeren ikke have en sanktion.

Kommunen skal inddrage de oplysninger, som kommunen har om borgerens forhold, i den konkrete vurdering af, om der er forhold, der kan begrunde, at borgeren ikke skal have en sanktion. Kommunen skal også inddrage de oplysninger, kommunen har om borgerens grund til at udeblive.

Afgørelse om sanktion

Kommunen skal have udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med en aktivitetsparat ydelsesmodtager om grunden til at udeblive fra tilbud, inden kommunen træffer afgørelse om sanktion.

Hvis borgeren ikke selv, f.eks. i forbindelse med en skriftlig partshøring, har oplyst noget om grunden til udeblivelsen, skal kommunen forsøge at få personlig kontakt med borgeren om grunden til udeblivelsen/at udeblive.

Det samme gælder, hvis oplysningerne om grunden til, at han udeblev, ikke er sikre nok til, at kommunen kan vurdere, at borgeren ikke havde en rimelig grund til udeblive.

Det er en betingelse for, at kommunen kan give en sanktion, at kommunen før afgørelsen herom har udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren om grunden til udeblivelsen. Hvis kommunen ikke har overholdt denne regel, kan kommunen ikke give borgeren en sanktion.

Disse principper gælder for alle de sanktionsregler i aktivloven, hvor kommunen skal vurdere, om borgeren har en rimelig grund til ikke at overholde sine pligter.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Uddannelsespålæg

Et uddannelsespålæg til en uddannelsesparat eller aktivitetsparat uddannelseshjælpsmodtager skal indeholde oplysninger om indsatsen og aktiviteterne.

Uddannelsespålægget og dets tre trin - forslag til kompetencegivende uddannelse, ansøgning om optagelse på uddannelse og påbegyndelse af uddannelse - danner rammen om indsatsen for den uddannelsesparate eller aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtager.

Uddannelsespålægget skal indeholde oplysninger om borgerens:

• uddannelsesønsker og planer for tilbud, test og andre aktiviteter, der understøtter det relevante trin i uddannelsespålægget og dermed fremdrift i forhold til uddannelsesmålet,

• aftalte tilbud og tests,

• frist for uddannelsespålæggets trin,

• ansvar for tilmelding til tilbud, test og andre aktiviteter, som påhviler den unge,

• tidspunkt for påbegyndelse af aftalte tilbud, test og andre aktiviteter, og

• ansvar og dato for opfølgning

Uddannelsespålægget skal være udarbejdet sammen med borgeren. Uddannelsespålægget skal være drøftet med borgeren ved en samtale.

Kommunen skal afgive tilbud i uddannelsespålægget

Når kommunen giver tilbud efter beskæftigelsesindsatslovens kapitel 9b-12 til en uddannelsesparat eller aktivitetsparat uddannelseshjælpsmodtager, skal det ske i uddannelsespålægget. Det betyder, at tilbuddet skal fremgå af uddannelsespålægget.

Reglerne om jobplan gælder ikke for uddannelseshjælpsmodtagere.

Udarbejdelse og revision af et uddannelsespålæg er garantiforskrifter

Udarbejdelse og revision af et uddannelsespålæg er garantiforskrifter, der skal sikre, at kommunen træffer afgørelse på et fyldestgørende grundlag.

Udarbejdelsen og revisionen af uddannelsespålægget har til formål at skabe et fyldestgørende grundlag for kommunens uddannelsesrettede indsats for den uddannelsesparate eller aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtager, og dermed for de afgørelser, som kommunen skal træffe overfor borgeren.

Hvis kommunen ikke har udarbejdet et uddannelsespålæg, eller revideret det, er der tale om en væsentlig retlig mangel ved kommunens afgørelse om at give borgeren et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven. Afgørelsen vil derfor som udgangspunkt være ugyldig.

Når afgivelsen af et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven er ugyldig, er en afgørelse om fradrag i hjælpen for udeblivelse fra tilbuddet også ugyldig.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En jobparat kontanthjælpsmodtager skal være tilmeldt Jobnet og løbende tjekke sine jobforslag

En borger, der modtager kontanthjælp som jobparat, skal være tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende. Tilmeldingen sker i Jobnet.

Borgeren skal mindst hver 7. dag tjekke sine jobforslag i Jobnet og dermed bekræfte, at han er arbejdssøgende.

Hvis borgeren undlader at tjekke sine jobforslag og dermed bekræfte sin arbejdssøgning, afmeldes borgeren Jobnet.

Manglende tjek af jobforslag, der skyldes borgerens egne forhold, medfører sanktion i form af fradrag i hjælpen

Kommunen skal foretage fradrag i hjælpen for de dage, borgeren har været afmeldt Jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag. Hvis det manglende tjek af jobforslag ikke skyldes borgerens forhold, foretages ikke fradrag. Det kan f.eks. være it-nedbrud på Jobnet.

Kommunen foretager fradraget fra og med den dag, borgeren afmeldes Jobnet, til og med dagen, før borgeren igen tilmelder sig Jobnet.

Det er en betingelse for, at kommunen kan give en sanktion, at borgeren forud for afmeldingen på grund af manglende tjek af jobforslag har fået skriftlig vejledning om fradrag i hjælpen

Det er en betingelse for, at kommunen kan træffe afgørelse om sanktion, at kommunen forud for afmeldingen på grund af det manglende tjek har vejledt borgeren skriftligt om, at kommunen vil foretage fradrag i hjælpen for de dage, hvor borgeren har været afmeldt Jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag, og at borgeren skal tilmelde sig Jobnet for at få ret til hjælp igen.

Hvornår den skriftlige vejledning om fradrag i kontanthjælpen ved manglende tjek af jobforslag skal være givet

Vejledningsbetingelsen er normalt opfyldt, hvis borgeren i forbindelse med den seneste tilmelding til Jobnet forud for den sanktionerede afmelding har fået en indholdsmæssigt fyldestgørende elektronisk (skriftlig) vejledning om, at der vil blive foretaget fradrag i hjælpen for de dage, borgeren er afmeldt Jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag, og at pågældende skal tilmelde sig Jobnet igen for at få ret til hjælpen.

Dette gælder, selvom kommunen i perioden mellem den seneste elektroniske vejledning og den sanktionerede afmelding har sendt borgeren breve om tilmelding til Jobnet, herunder påmindelsesbreve, hvori en eventuel vejledning om sanktion indholdsmæssigt ikke er fyldestgørende.

Hvis den seneste elektroniske vejledning indholdsmæssigt ikke er fyldestgørende, vil vejledningsbetingelsen normalt være opfyldt, hvis den seneste skriftlige vejledning, som kommunen har givet borgeren - f.eks. i et påmindelsesbrev - forud for den sanktionerede afmelding, er fyldestgørende.

Den skriftlige vejledning skal indholdsmæssigt være fyldestgørende

Hvis hverken den seneste elektroniske vejledning eller den af kommunen senest givne skriftlige vejledning indholdsmæssigt er fyldestgørende, er vejledningskravet ikke opfyldt, og kommunen vil derfor ikke kunne give en sanktion for manglende tjek af jobforslag.

En vejledning, f.eks. i et påmindelsesbrev, der alene orienterer om, at borgeren ved afmelding som udgangspunkt ikke har ret til kontanthjælp, opfylder ikke det indholdsmæssige krav.

Kommunen skal dokumentere på sagen, at der er givet skriftlig vejledning

Kommunen skal dokumentere på borgerens sag, at skriftlig vejledning er givet, herunder hvornår den er givet, og hvilken ordlyd den givne vejledning har.

Hvis kommunen ikke kan dokumentere, at der er givet fyldestgørende vejledning forud for afmeldingen fra Jobnet på grund af manglende tjek af jobforslag, kan kommunen ikke give sanktion.

Kommunen skal give skriftlig påmindelse og ny frist ved første og anden undladelse af at tjekke jobforslag

Første gang en borger undlader at tjekke sine jobforslag rettidigt (1. undladelse), skal kommunen give borgeren en skriftlig påmindelse og ny frist til at tjekke sine jobforslag. Hvis borgeren ikke tjekker sine jobforslag inden for denne frist, afmeldes borgeren Jobnet.

Hvis borgeren for anden gang inden for 12 måneder undlader at tjekke sine jobforslag rettidigt (2. undladelse), skal kommunen give borgeren en skriftlig påmindelse og ny frist til at tjekke sine jobforslag. Hvis borgeren ikke tjekker sine jobforslag inden for denne frist, afmeldes borgeren Jobnet.

Kommunen skal ikke give påmindelse og ny frist ved efterfølgende undladelser af at tjekke jobforslag, før der er gået mere end 12 måneder mellem to undladelser

Hvis borgeren for tredje gang inden for 12 måneder efter 2. undladelse undlader at tjekke sine jobforslag rettidigt (3. undladelse), afmeldes borgeren uden påmindelse og frist.

Det samme gælder i gentagelsestilfælde, indtil der er gået mere end 12 måneder mellem to undladelser.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Aktivloven opregner udtømmende, hvilke hændelser der kan medføre en sanktion

Uddannelses- eller kontanthjælp er borgerens forsørgelsesgrundlag. Når kommunen giver en borger en sanktion for manglende overholdelse af rådighedsreglerne, kan det have stor betydning for borgerens og dennes families økonomiske situation. Navnlig kan en afgørelse om sanktion, der strækker sig over tid, være velfærdstruende for borgeren og familien.

Der skal derfor være sikker hjemmel i loven for at sanktionere en konkret hændelse.

Aktivlovens §§ 36-44 opregner udtømmende, hvilke hændelser der kan medføre fradrag i, nedsættelse, ophør eller tilbagebetaling af uddannelses- eller kontanthjælp.

Det betyder, at kommunen ikke kan give en sanktion, hvis hændelsen ikke er nævnt i §§ 36-44.

Ophør uden rimelig grund med et arbejde medfører sanktion

Hvis en borger uden rimelig grund ophører med sit arbejde, herunder er blevet opsagt på grund af sine egne forhold, skal kommunen nedsætte hjælpen efter aktivlovens § 39, nr. 1.

Dette gælder, selvom borgeren ikke modtager uddannelses- eller kontanthjælp på det tidspunkt, hvor borgeren er ophørt med arbejdet.

Ophør før tid med en uddannelse, hvorunder borgeren har modtaget SU, og som ikke er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg, medfører ikke sanktion

Ophør før tid med en uddannelse, hvorunder borgeren har modtaget SU, kan ikke sidestilles med ophør med et arbejde. Kommunen kan derfor ikke i denne situation give en sanktion efter aktivlovens § 39, nr. 1.

Kommunen kan ikke give en sanktion efter aktivlovens § 39, nr. 6, når en borger er ophørt før tid med en uddannelse, der ikke er påbegyndt på baggrund af et uddannelsespålæg efter beskæftigelsesindsatslovens § 21 b eller integrationslovens § 16 a.

Dette gælder, uanset hvilken grund borgeren har haft til at ophøre med sin uddannelse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Når børn og unge-udvalget ikke godkender en formandsafgørelse om anbringelse, har kommunalbestyrelsen ikke hjemmel til at træffe afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode. Anbringelsen er således bortfaldet.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen skal som udgangspunkt påbegynde udbetalingen af sygedagpenge, når kommunen modtager en ansøgning om sygedagpenge, og det er konstateret, at den sygemeldte opfylder de grundlæggende betingelser for udbetaling af sygedagpenge, herunder beskæftigelseskravet. Kommunen skal ikke vente på dokumentation for uarbejdsdygtighed, inden kommunen udbetaler sygedagpenge.

Kommunen kan alene udsætte påbegyndelsen af sygedagpengeudbetalingen med henblik på at indhente lægelige akter, hvis der på grund af særlige årsager er væsentlig tvivl om, hvorvidt den sygemeldte er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Hvis efterfølgende lægelige akter viser, at den sygemeldte ikke har været uarbejdsdygtig, skal udbetalingen af sygedagpenge ophøre. Kommunen kan kræve de udbetalte sygedagpenge tilbagebetalt efter sygedagpengelovens § 71, stk. 2, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Det er en betingelse for at indgå en § 56-aftale på baggrund af behandling, at pågældende er i lægeligt anbefalet behandling, og at denne behandling er besluttet på ansættelsestidspunktet.

Kommunen kan godkende en § 56-aftale i forbindelse med fravær som følge af behandling på grund af barnløshed, selv om barnløsheden skyldes sygdom hos partneren, når det er pågældende, der er i behandling.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Lønmodtagerens fraværsrisiko skal vurderes i forhold til det aktuelle arbejde i forbindelse med godkendelse af en § 56-aftale. Hvis arbejdsgiveren har mulighed for at sætte lønmodtageren til andet arbejde, som ikke hindres af sygdommen, er lønmodtageren ikke uarbejdsdygtig.

Kommunen kan ikke afslå at godkende en § 56-aftale under henvisning til, at lønmodtageren vil have en mindre fraværsrisiko, hvis vedkommende skifter arbejdsopgaver, når der på arbejdspladsen ikke er tilstrækkelige andre arbejdsopgaver.

Resumé:
Denne principafgørelse fastslår

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste medfører ikke fradrag i revalideringsydelse.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er således ikke omfattet af aktivlovens § 59 om fradrag i revalideringsydelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke kan anses for omfattet af udtrykket ”løbende udbetaling fra forsikringer” i aktivlovens § 59, der efter retspraksis skal fortolkes restriktivt.

Beskæftigelsesudvalget lægger vægt på, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke er en løbende ydelse, men en kapitalerstatning.

Principafgørelse 187-11 ophæves

Ankestyrelsens principafgørelse 187-11 fastslog, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste var omfattet af aktivlovens § 59, og at erstatningen i visse tilfælde skulle fradrages i revalideringsydelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg indgik den 4. juni 2014 i Vestre Landsret et retsforlig, idet udvalget anerkendte, at erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke kan anses for omfattet af aktivlovens § 59, og dermed ikke skal fradrages i revalideringsydelse. På denne baggrund ændrede Beskæftigelsesudvalget sin afgørelse, der lå til grund for principafgørelse 187-11, i overensstemmelse med retsforliget.

Den nye praksis medfører generelt, at kommunerne skal tage stilling til genoptagelse af eventuelle sager, hvor der måtte være truffet afgørelse om fradrag for tabt arbejdsfortjeneste i tidsrummet mellem Ankestyrelsens principafgørelse 187-11 fra 1. november 2011 og til offentliggørelsen af nærværende principafgørelse (80-14). Genoptagelse skal ske efter anmodning eller – hvis det er administrativt overkommeligt – på myndighedens eget initiativ.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunens forelæggelse af sager for rehabiliteringsteamet

Sager om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension

I alle tilfælde, hvor kommunen forelægger en sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension for rehabiliteringsteamet, har kommunen pligt til at følge alle sagsbehandlingsreglerne for forelæggelsen. Det gælder, uanset om kommunen efter forelæggelsen træffer afgørelse om tilkendelse eller afslag.

Det betyder, at kommunen blandt andet skal udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del i alle sager om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension, som kommunen forelægger for rehabiliteringsteamet.

Efter reglerne skal rehabiliteringsteamet afgive en indstilling i alle sager, inden kommunen træffer beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension Det følger af praksis i principafgørelse 6-14, at kommunen kun har pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.

Sager om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag

Kommunen skal dog altid forelægge sagen for rehabiliteringsteamet, når borgeren har søgt om fortidspension på det foreliggende grundlag. I disse sager er der enkelte lempelser i sagsbehandlingsreglerne, herunder at den praktiserende læges vurdering ikke skal indgå i sagen.

Andre sager

Kommunen kan i andre sager end sager om ressourceforløb, fleksjob, støtte i form af tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension vælge at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet. Kommunen kan i disse tilfælde vælge at følge sagsbehandlingsreglerne. Kommunen skal være opmærksom på, at der er særlige regler om, at kommunen f.eks. i sager om revalidering skal udarbejde rehabiliteringsplanen.

Om borgerens deltagelse på mødet ved genforelæggelse

Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling, skal kommunen efter reglerne forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny, inden kommunen træffer afgørelse. Først når rehabiliteringsteamet har genvurderet sagen, træffer kommunen afgørelse.

Borgeren og borgerens sagsbehandler skal efter reglerne deltage i rehabiliteringsteamets møder, når borgerens sag behandles.

Det betyder, at borgeren skal deltage på det møde i rehabiliteringsteamet, hvor borgerens sag bliver genbehandlet. Kommunen har dermed pligt til at indkalde borgeren til mødet.

Sagen kan dog behandles uden borgerens deltagelse, hvis det er åbenbart formålsløst af udvikle borgerens arbejdsevne.

Hvis borgeren ikke har deltaget i det møde i rehabiliteringsteamet, hvor borgerens sag har været genbehandlet, vil det som udgangspunkt medføre, at kommunens afgørelse er ugyldig, medmindre det er åbenbart formålsløst at udvikle borgerens arbejdsevne, eller det i den konkrete sag kan udelukkes, at den manglende borgerinddragelse har haft betydning for afgørelsens resultat.

I den konkrete sag vurderede Beskæftigelsesudvalget, at det ikke kunne udelukkes, at en yderligere dialog med borgeren i forbindelse med genbehandlingen i rehabiliteringsteamet kunne have ført til en anden vurdering af sagen. Kommunens afgørelse var derfor ugyldig, og Beskæftigelsesudvalget hjemviste sagen til ny behandling i kommunen.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Psykisk funktionsnedsættelse kan betyde, at borgeren er omfattet af personkredsen til socialpædagogisk bistand

Kommunen skal foretage en konkret vurdering af borgerens behov for hjælp. Der skal være tale om en betydelig nedsat funktionsevne eller særlige sociale forhold for, at borgeren er omfattet af personkredsen for socialpædagogisk bistand. Der kan både være tale om borgere med midlertidigt eller varigt behov for socialpædagogisk bistand. Det er ikke en betingelse, at den betydelige funktionsnedsættelse eller de særlige sociale forhold er varige, eller at borgeren har en diagnose.

Socialpædagogisk bistand kan bevilges samtidig med, at borgerens forhold er under afklaring, f.eks. fordi behandlingsmulighederne ikke er udtømte, at borgeren er under helbredsmæssig udredning, eller fordi uddannelses-og beskæftigelsesmuligheder ikke er afklaret.

Socialpædagogisk bistand kan bevilges til borgere, der har ressourcer til at kunne klare sig selv på nogle områder, men samtidig har behov for hjælp på andre områder.

Typen af socialpædagogisk bistand

Den bistand, der kan bevilges hjælp til, varierer meget og afhænger af den enkelte borgers behov. Det kan være hjælp, omsorg eller støtte, samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder. Der kan både være tale om vedligeholdende og udviklende socialpædagogisk bistand.

Der kan bevilges hjælp til at overholde aftaler med f.eks. bank, læge, jobcenter og det psykiatriske behandlingssystem. Der kan også ydes hjælp til at åbne post og få reageret på breve, hjælp til at planlægge og overholde aftaler. Hjælp til at bryde social isolation kan der også bevilges socialpædagogisk bistand til. Det kan være hjælp og støtte, både i og uden for hjemmet, til at kunne invitere folk hjem, og til at komme ud af hjemmet.

Kommunens samlede forpligtelser

Kommunen kan ikke forudsætte, at borgeren kan få hjælp fra andre myndigheder eller andre afdelinger i samme kommune, uden at det er undersøgt, om hjælpen er en mulighed.

Socialpædagogisk bistand kan bevilges til at opnå kontakt med andre områder i kommunen eller andre sektorer.

Kommunen har en forpligtelse til at vurdere en borgers behov efter alle reglerne i den sociale lovgivning samt være opmærksom på, om der kan søges hjælp hos anden myndighed eller efter anden lovgivning.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen, at borgeren er omfattet af personkredsen for socialpædagogisk bistand til en borger med nedsat funktionsevne grundet psykiske udfordringer, men uden diagnose. Hun skal have socialpædagogisk bistand til at få struktur på sit liv, få åbnet og reageret på post og til at indgå og overholde aftaler.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen, at borgeren er omfattet af personkredsen for socialpædagogisk bistand til en borger med sammensat behov. Hun skal have socialpædagogisk bistand til at strukturere og udføre dagligdags opgaver, f.eks. rengøring og tøjvask, samt forbedre den sociale kontakt.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En borgers ret til frit valg gælder valget mellem ligestillede tilbud

Borgeren skal være visiteret til den konkrete botype. Ønsker borgeren at vælge et botilbud, der ligger i en anden kommune, skal borgeren også visiteres til den pågældende botype i denne kommune (såkaldt dobbeltvisitation).

Begge kommuner skal således vurdere borgerens behov og tage stilling til og være enige om, efter hvilken bestemmelse borgeren skal hjælpes.

Retten til mellemkommunal refusion efter reglerne om frit valg forudsætter, at proceduren om dobbelt visitation er fulgt. Borgeren skal således opfylde betingelserne for optagelse i den pågældende type botilbud i både fraflytningskommunen og tilflytningskommunen

Refusion forudsætter, at den kompetente myndighed har truffet en afgørelse i overensstemmelse med de fastsatte regler.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Betydelig nedsat funktionsevne

Der er tale om en betydelig nedsat funktionsevne, når en borger ikke eller kun i meget begrænset omfang, kan bevæge sig og udføre almindelige dagligdags opgaver som f.eks. personlig pleje, madlavning, rengøring og transport.

Ved vurderingen af, hvorvidt en borger er omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, skal kommunen foretage en individuel og helhedsorienteret vurdering af borgerens behov. Der skal være tale om et behov, der ikke kan dækkes efter servicelovens regler om personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk bistand samt ledsageordning.

Aktivitetsniveau

Det er ikke et krav for at være omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, at der er tale om en borger, der har eller har mulighed for at få et højt aktivitetsniveau.

Dog kan en borgers aktivitetsniveau i det konkrete tilfælde være en del af vurderingen af, hvorvidt borgeren har et behov, som gør det nødvendigt at yde en ganske særlig støtte som borgerstyret personlig assistance. Der skal i den forbindelse tages hensyn til formålet med bestemmelsen, som er at give personer med omfattende funktionsnedsættelser mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt.

Hjælpemidler og indretning af borgers bolig

Det kan kræves, at borger, i det omfang vedkommende er i stand til det, benytter sig af mindre hjælpemidler, som er med til at gøre borgeren mere selvhjulpen. Kommunen kan også kræve, at borgeren indretter sig både med hensyn til indretning af bolig samt levemåde. Dog skal der også i den forbindelse tages hensyn til formålet med bestemmelsen.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Afdragsordning

Kommunen kan give afslag på at yde hjælp til tandbehandling, hvis ansøger selv kan afholde udgiften ved at indgå en afdragsordning.

Det gælder dog kun, hvis det er realistisk, at ansøger kan betale afdragene. Det gør ikke nogen forskel, om der er tale om en afdragsordning med eksempelvis tandlægen eller, om der er tale om et lån fra andre, eksempelvis banken.

Kommunen skal konkret vurdere, om det er realistisk, at ansøger kan betale afdragene, herunder den tidsmæssige udstrækning og beløbets størrelse sammenholdt med den pågældendes økonomi.

I den konkrete sag var der tale om en realistisk afdragsordning. Ansøger havde et rådighedsbeløb på 5.119,83 kr. om måneden til dækning af udgifter til mad, tøj og andre fornødenheder til én voksen og skulle afdrage 1.000 kr. om måneden til tandlægen over 36 måneder.

Rådighedsbeløb

Ankestyrelsen har ikke hjemmel til at fastsætte et rådighedsbeløb.

Hvis en kommune har fastsat et vejledende rådighedsbeløb, skal det danne udgangspunkt for den konkrete vurdering. Et kommunalt fastsat rådighedsbeløb er vejledende, og kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag af, om der er grundlag for at fravige dette

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Personer, der ophører med at modtage hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, har ret til at få udbetalt et tillæg til ferieformål på 12,5 pct. af bruttoydelsen i det foregående kalenderår. Det afgørende er, om den enkelte forælder ophører med at modtage tabt arbejdsfortjeneste.

Der er ikke tale om ophør, hvis dækningen af tabt arbejdsfortjeneste kortvarigt overgår til den anden forælder. En far var derfor ikke berettiget til 12,5 pct. tillæg til ferieformål i en situation, hvor dækningen af tabt arbejdsfortjeneste overgik til mor i en uge. Det var fra starten aftalt, at det herefter igen var far, der skulle have kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ved beregning af erhvervsevnetab og årsløn i en arbejdsskadesag er udgangspunktet skadelidtes indkomstforhold.

I tilfælde, hvor skadelidtes ægtefælle har indgået kontrakt med en kommune om at have børn i pleje og modtager vederlag, er udgangspunktet, at der ikke skal ske en fordeling af plejevederlaget mellem skadelidte og ægtefællen i forbindelse med skadelidtes tabsopgørelse.

Resumé:

En borger med nedsat funktionsevne i så betydelig grad, at det ikke kunne forenes med et botilbud omfattet af lejelovens regler, kunne ikke anvises et botilbud efter almenboliglovens § 105 om almene ældreboliger.

Ankestyrelsen har behandlet 3 sager, hvor borgeren havde en meget betydelig nedsat funktionsevne og et så omfattende behov for hjælp til almindelige, daglige funktioner samt pleje, omsorg og behandling, at behovet ikke kunne dækkes på anden vis end i et botilbud efter servicelovens § 108.

Borgerens udviklingsalder var vurderet til 1-4 år, og den nedsatte funktionsevne var af en sådan beskaffenhed, at borgeren ikke var i stand til at påtage sig de forpligtelser eller udnytte de rettigheder, der følger af et lejeforhold. Det gav sig blandt andet til udtryk ved, at borgeren ikke kunne udnytte et køkken eller bad og havde behov for et mindre værelse tæt på fællesarealerne og personalet. Borgeren var endvidere udadreagerende og ødelagde køkken og toilet.

Flytning uden samtykke

Hvis en borger ikke kan give informeret samtykke, skal kommunen inden flytningen træffe afgørelse om valg af botilbud og vejlede værgen om, at der er mulighed for at vælge et andet botilbud. Derefter skal kommunen indstille til botilbud efter reglerne om magtanvendelse. Det fremgår af principafgørelse 53-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En borger, der er berettiget til midlertidigt botilbud, kan ikke placeres i et botilbud, der er beregnet til længerevarende ophold

En borger, som kommunen fandt omfattet af personkredsen for et midlertidigt botilbud efter servicelovens § 107, kunne ikke visiteres til et tilbud efter almenboliglovens § 105 om almene ældreboliger.

Afgrænsning af botilbud efter serviceloven og almenboliglovgiven

Målgruppen for botilbud efter almenboliglovens § 105 er personer med betydeligt og varigt nedsat funktionsevne. En bolig efter almenboligloven er en bolig af mere permanent karakter. Der er tale om et lejeforhold, som er omfattet af lejeloven, hvilket indebærer, at borgeren alene kan opsiges af boligselskabet, hvis der er grundlag for en opsigelse efter den almene lejelovgivning. Kommunen kan således ikke bringe et sådant lejeforhold til ophør

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der kan ikke gives afslag på hjemmetræning alene med henvisning til, at der anvendes en bestemt metode, for eksempel Family Hope Center metoden

Når et barn på grund af særlig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte, træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om hjælp. Hjælpen kan tilrettelægges i særlige tilbud efter serviceloven eller efter dagtilbudsloven. Hjælpen kan også udføres helt eller delvist af forældrene i hjemmet.

Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om hjemmetræning, herunder de enkelte elementer i træningen, kan godkendes

Hjælp udført i hjemmet skal imødekomme barnets behov, og forældrene skal være i stand til at udføre opgaverne.

Elementer, der har karakter af egentlig sygehusbehandling, kan ikke godkendes som en del af hjemmetræningen. Anvendelse af carbogengas, genindånding i refleksposer og trykkammerbehandlinger (herunder mild) er ifølge Sundhedsstyrelsen behandlinger. Udgifter forbundet hermed kan derfor ikke dækkes efter reglerne om hjemmetræning. Dette gælder, uanset om behandlingsformen udbydes af sundhedsvæsenet.

Kommunen kan fastsætte betingelser for godkendelse af hjemmetræning, hvis der er saglige grunde hertil. Hvis forældrene ikke overholder betingelserne, kan kommunen give afslag på fortsat godkendelse af hjemmetræningen.

Effekten af hjemmetræningen

Det er ikke en betingelse for godkendelse af hjemmetræning, at der er videnskabelig dokumentation for effekten af træningsmetoden. Det er derimod en betingelse, at træningsmetoden er dokumenterbar.

Der er ikke krav om, at effekten af hjemmetræningen skal være af en vis størrelse. Effekten af hjemmetræningen må dog ikke være mindre, end hvis barnet havde fået hjælpen i et særligt tilbud efter serviceloven, idet hjemmetræningen i så fald ikke imødekommer barnets behov.

Hvis effekten af hjemmetræningen vurderes at være lige så god eller bedre, end hvis barnet havde fået hjælpen i et særligt tilbud, kan forældrene vælge at træne barnet hjemme, hvis de øvrige betingelser for godkendelse heraf er opfyldt. Kommunen kan således ikke give afslag på godkendelse af hjemmetræning med den begrundelse, at der er givet et tilbud, der dækker barnets behov.

Tilsyn og opfølgning

Kommunen skal to gange årligt føre tilsyn med barnets udvikling og trivsel, når forældrene træner barnet i hjemmet. Kommunen skal også følge op på træningsindsatsen fire gange årligt. Kommunen kan organisere tilsynet samtidig med et opfølgningsbesøg.

Ankestyrelsen har som udgangspunkt ikke kompetence til at tage stilling til, hvordan kommunen tilrettelægger og udfører tilsyns- og opfølgningsbesøgene, idet dette hører under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Tilsynet skal dog tilrettelægges i overensstemmelse med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Det vil sige, at det ikke må være mere indgribende, end formålet tilsiger.

Hvis der ved tilsynet konstateres forhold, der kan føre til en ændring eller et afslag på fortsat hjemmetræning, skal kommunen træffe afgørelse herom. Afgørelsen kan påklages til Ankestyrelsen.

De konkrete sager

I sag nr. 1 var kommunen berettiget til at give afslag på fortsat godkendelse af hjemmetræning, da forældrene fortsatte med at anvende trykkammerbehandling som led i hjemmetræningen. Kommunen kunne dog ikke give afslag under henvisning til, at hjemmetræningen ikke imødekom de opstillede mål, og at barnets udvikling ikke afveg afgørende fra udviklingen af andre børn, der modtager mere traditionel træning.

I sag nr. 2 havde forældrene ret til at få godkendt træningen af deres barn i hjemmet med undtagelse af mild trykkammerbehandling og anvendelse af carbogengas i maske.

I sag nr. 3 havde forælderen ikke ret til dækning af udgifterne til carbogengas og refleksposer, da disse elementer må betragtes som egentlig sygehusbehandling. Ankestyrelsen kunne ikke tage stilling til klagen over kommunens tilrettelæggelse af tilsyns- og opfølgningsbesøg

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der er ikke ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til hjemmeundervisning af et barn. Dette gælder, selv om hjemmeundervisningen foregår i kombination med hjemmetræning.

Ved udmåling af den tabte arbejdsfortjeneste kan der således ikke kompenseres for den tid, der bruges til undervisning. Antallet af undervisningstimer kan fastsættes med udgangspunkt i, hvor mange timer barnet alternativt skulle have tilbud om i skolen.

Højesteret har den 19. august 2014 tiltrådt, at der ikke i serviceloven er hjemmel til at kompensere for tabt arbejdsfortjeneste, der skyldes, at et barn hjemmeundervises. Højesteret lagde navnlig vægt på, at kommunen havde fastsat omfanget af undervisningen med udgangspunkt i normtallet for indskolingen og på, at kommunen i overensstemmelse hermed kom med et konkret skoletilbud.

I både sag nr. 1 og 2 var kommunen berettiget til at nedsætte dækningen af tabt arbejdsfortjeneste til 22 timer om ugen under henvisning til, at hjemmeundervisningen udgjorde 15 timer om ugen.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Aktivlovens § 81 er en generel regel, som giver mulighed for at yde hjælp til ikke-nærmere definerede nødvendige enkeltudgifter. Betingelserne for at få hjælp efter bestemmelsen er generelle betingelser, som ikke knytter sig til bestemte udgiftstyper.

Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 647 af 12. juni 2013 om betaling af gebyr ved separation, skilsmisse og vilkårsforhandling, at hvis gebyret udgør en ekstraordinær belastning i ens økonomi, kan man søge sin kommune om hjælp efter Aktivlovens § 81.

Der kan således ydes hjælp til gebyrer i forbindelse med skilsmisse og separation, hvis betingelserne om hjælp til enkeltudgifter i øvrigt er opfyldt

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Økonomisk støtte til et efterskoleophold efter servicelovens § 52 a er betinget af, at den unge har et særligt behov for støtte, og at et efterskoleophold må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov for støtte.

Vurderingen af, om den unge har et særligt behov for støtte, sker uafhængigt af, om den unge har gennemført folkeskolens grunduddannelse og uafhængigt af, om den unge må anses for at være i den undervisningspligtige alder.

Kommunen kan ikke give afslag på økonomisk støtte til et efterskoleophold med den begrundelse, at reglerne i serviceloven ikke kan anvendes til at støtte et 11. eller 12. skoleår. Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges særlige behov for støtte og kan ikke alene henvise til kommunens serviceniveau.

Hvis et efterskoleophold anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov for støtte, skal kommunen foretage en vurdering af, om de økonomiske betingelser er opfyldt. Det afgørende for bedømmelsen heraf er, om udgiften vil bringe et i øvrigt rimeligt budget hos forældremyndighedsindehaveren ud af balance.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

For at en kommune kan indstille en borger til et bestemt botilbud uden borgerens samtykke kræves det, at der er en ledig plads på bostedet.

Optagelse i botilbud uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 1, kan ske, når flytningen er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikke kan gennemføres i personens hidtidige bolig, og den pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger, og den pågældende udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og det derfor er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.

Kommunen kan indstille borgeren til et bestemt botilbud på baggrund af oplysninger om borgers aktuelle funktionsniveau, for herved at opnå størst mulig sikkerhed for, at der sker optagelse i et botilbud, som aktuelt og på længere sigt vil kunne tilbyde nødvendig og relevant hjælp og støtte, idet flytning fra et botilbud til et andet kun kan ske i ganske særlige tilfælde.

Da der er tale om en aktuel løsning i en konkret situation, indebærer kravet om indstilling til et bestemt botilbud et krav om en ledig plads, idet Statsforvaltningen om nødvendigt kan beslutte, at en optagelse skal ske straks. Kravet om en ledig plads vil også være opfyldt, hvis der inden for en nærmere angiven kortere periode er en ledig plads i botilbuddet. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er oplysninger om en forventet ledig plads.

En flytning af en borger med en sjælden diagnose, som var indstillet til flytning til en særlig enhed på et demenscenter, hvor der ikke var en ledig plads, kunne derfor ikke godkendes.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der er ret til mellemkommunal refusion for udgifter til efterværn i hele efterværnsperioden.

Retten til refusion er ikke betinget af, at efterværnet er etableret i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter uafbrudt frem til det fyldte 23. år. Retten til refusion for udgifter til efterværn består således i hele efterværnsperioden, uanset om efterværnet først bliver etableret senere eller i en periode har været afbrudt.

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at det var uden betydning for retten til refusion, at den unge ikke umiddelbart i forlængelse af det fyldte 18. år blev bevilget efterværn.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at det var uden betydning for retten til refusion, at den unge i en periode fravalgte den bevilgede hjælp og efter flytning til en anden kommune på ny ønskede at modtage efterværn.

I begge sager blev det lagt til grund, at den unge efter en periode uden hjælp fortsat var omfattet af personkredsen for bevilling af efterværn.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En dropfodsstimulator er et elektronisk hjælpemiddel.

Elektroder til dropfodsstimulator er en integreret bestanddel af hjælpemidlet, der i væsentlig grad afhjælper den nedsatte funktionsevne efter serviceloven § 112, stk. 1.

Udgifterne til elektroder til et elektronisk hjælpemiddel som en dropfodsstimulator skal dækkes af kommunen, da elektroderne er en nødvendig bestanddel af hjælpemidlets funktion.

En dropfodsstimulator anvender også batterier, som er en almindelig driftsudgift, og som ikke skal dækkes af kommunen.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Beregning af indkomsten ved vurdering af ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne modtager sygedagpenge ved sygefravær med en § 56-aftale
En tilskadekommen har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne, når den tilskadekomne fortsat er ansat på det ordinære arbejdsmarked og ikke har en lønnedgang på 15 procent eller derover i forhold til, hvad den tilskadekomne ville have tjent uden arbejdsskaden. Det gælder selvom, der er indgået en § 56-aftale efter sygedagpengeloven, hvor tilskadekomne ikke modtager løn fra sin arbejdsgiver ved sygemelding, men alene sygedagpenge. Sygedagpengene træder i denne situation i stedet for løn og indgår derfor ved beregningen af den aktuelle indkomst på lige fod med den almindelige løn.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Indtægter trækkes fra krone for krone
Indtægter skal som hovedregel trækkes fra i uddannelses- eller kontanthjælpen. Indtægter skal normalt trækkes fra krone for krone i hjælpen.

Det gælder også, når der beregnes hjælp for den måned, hvori der første gang bevilges uddannelses- eller kontanthjælp (ansøgningsmåneden).

Det gælder, selvom den beregnede uddannelses- eller kontanthjælp for ansøgningsmåneden sammen med indtægten er mindre end en hel måneds uddannelses- eller kontanthjælpssats, fordi der ansøges om hjælp på en senere dato end den 1. i måneden.

Spørgsmålet om hjælp til dækning af et eventuelt yderligere forsørgelsesbehov i måneden efter første udbetaling af uddannelses- eller kontanthjælp må løses efter reglen om engangshjælp i aktivlovens § 25a samt eventuelt også efter reglerne i aktivlovens kapitel 10 om hjælp i særlige tilfælde.

Arbejdsindtægter trækkes fra krone for krone, når der er foretaget et arbejdstimefradrag
Hvis der er tale om en arbejdsindtægt, skal der – inden indtægten trækkes fra i hjælpen – foretages et arbejdstimefradrag i indtægten efter reglerne i aktivlovens § 31. Arbejdstimefradraget skal foretages med den sats, som fremgår af loven, og for det antal arbejdstimer lønnen dækker, dog højst for 160 timer pr. måned.

Når arbejdstimefradraget er trukket fra i indtægten, trækkes resten af indtægten fra krone for krone i den beregnede hjælp.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Skadelidte har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne efter overgang til fleksjob i egen underskudsgivende virksomhed, hvis det ikke kan dokumenteres, at det er arbejdsskaden, der er årsag til virksomhedens underskud.

I den konkrete sag havde skadelidte funktionsbegrænsninger som følge af arbejdsskaden, men der blev særligt lagt vægt på, at skadelidte var selvstændig erhvervsdrivende i en urentabel virksomhed.

Ankestyrelsen vurderede, at virksomheden også uden arbejdsskaden ville have været underskudsgivende. Skadelidte havde derfor ikke dokumenteret et tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen kan kun træffe afgørelse om godkendelse eller afslag på godkendelse af en privat børnepasser, hvis det sker som led i godkendelsen af en konkret pasningsaftale.

Ved ansøgning om godkendelse af en konkret pasningsaftale skal kommunen vurdere, om den private børnepasser er egnet til opgaven. Hensynet til en forsvarlig pasning af barnet skal altid komme i første række. Kommunen kan fastsætte betingelser for godkendelsen af en konkret pasningsaftale, hvis hensynet til en forsvarlig pasning tilsiger det.

Ankestyrelsen har ikke kompetence til at tage stilling til, hvordan kommunen tilrettelægger og udfører tilsynet med ordningen, idet dette hører under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Et toilet og et toiletsæde med skylle-tørre funktion er en boligindretning i servicelovens forstand og ikke et forbrugsgode eller et hjælpemiddel.

Toilettet er ligesom et almindeligt toilet mur- og nagelfast.

Toiletsædet skal monteres på toilettet og tilsluttes vand og el. Toiletsædet kan ikke let fjernes og må betragtes som en integreret del af toilettet.

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at et toilet eller et toiletsæde med skylle-tørrefunktion er nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for en kvinde, som på grund af kronisk diarré ikke kunne tåle at tørre sig efter toiletbesøg.

I sag nr. 2 var et toiletsæde med skylle-tørrefunktion nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for en kvinde, som af kommunen var bevilget toiletsædet som forbrugsgode med egenbetaling.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Personer med varigt nedsat funktionsevne har ret til støtte til køb af bil, hvis personen har et omfattende skånebehov og risiko for akut nedsættelse eller forværring af funktionsevnen, som medfører, at denne ikke hensigtsmæssigt kan anvende offentlige transportmidler.

Når en person søger om støtte til bil på trivselsmæssigt grundlag, er det samtidig en betingelse, at der er et omfattende kørselsbehov, som ikke kan tilgodeses med andre kørselsordninger, herunder ordninger om individuel handicapkørsel.

Når en person søger om støtte til bil på erhvervsmæssigt grundlag, er det også en betingelse, at kørselsbehovet skyldes kørsel til og fra arbejde og ikke arbejdets særlige karakter.

I sag nr. 1 havde en ansøger på grund af blødersygdommen Hæmofili A i svær grad et skånebehov, som medførte ret til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen vurderede, at kørselsbehovet var så omfattende, at det ikke kunne tilgodeses med andre ordninger, herunder ordninger om individuel handicapkørsel.

I sag nr. 2 havde en ansøger på grund af blødersygdommen Hæmofili A i svær grad et skånebehov, som medførte ret til støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag. Ankestyrelsen vurderede, at ansøgeren ikke kunne fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet uden bil. Ansøgeren kunne ikke benytte offentlig transport på grund af risiko for blødningsepisoder.

Omfattende skånebehov kan skyldes flere forskellige lidelser. Hvis en person med blødersygdommen Hæmofili A i svær grad anvender offentlige transportmidler, kan det medføre en risiko for ledblødninger og ledskader med deraf følgende risiko for aftagende funktionsevne og svær invaliditet. Der kan også være en risiko forbundet med at færdes gående over længere distancer. Ansøgere med Hæmofili A i svær grad kan have behov for at kunne komme til hurtig behandling ved akutte blødninger for at skåne bevægeapparatet og bevare førlighed, for at undgå yderligere fysisk funktionsnedsættelse, samt for at forebygge unødig medicinering.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En gift eller samboende kvinde, der er gravid og har passeret 12. svangerskabsuge, har ret til at få udbetalt lovens høje beløb i uddannelseshjælp indtil fødslen i en situation, hvor hun i forvejen forsørger eget barn i hjemmet og også opfylder betingelserne for at få udbetalt uddannelseshjælp med et lavere beløb.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Når en ung under 30 år søger om udbetaling af hjælp, skal det afklares, om den unge har en erhvervskompetencegivende uddannelse. Hvis det ikke er tilfældet, skal kommunen give et uddannelsespålæg og indplacere den unge som uddannelsesparat eller aktivitetsparat.

Når den unge kommer med oplysninger, der kan have betydning for indplaceringen, skal kommunen undersøge disse oplysninger nærmere, inden den foretager sin indplacering.

Kommunerne burde i to konkrete sager have givet uddannelsespålæg og nærmere undersøgt oplysninger om de unges helbred, inden der blev foretaget indplacering.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår:

Hvis skadelidtes erhvervsevne var påvirket forud for arbejdsskaden, vil dette typisk give sig til udtryk i en lavere årsløn. Der kan derfor ikke også trækkes fra i det samlede tab af erhvervsevne, som følge af forudbestående funktionsindskrænkninger.

Hvis der derimod efter arbejdsskaden sker en forværring af skadelidtes forudbestående tilstand, der medfører yderligere funktionsindskrænkninger, vil der kunne foretages fradrag i det samlede tab af erhvervsevne som følge heraf.

I den konkrete sag vurderede Ankestyrelsen, at skadelidtes erhvervsevne var påvirket forud for arbejdsskaden. Skadelidte arbejdede på tidspunktet for skaden på nedsat tid 30 timer om ugen, hvilket var retvisende for skadelidtes erhvervsevne på tidspunktet for ulykken. Årslønnen blev derfor fastsat på baggrund af indtjeningen i de 30 timers stilling.

Ankestyrelsen fastsatte det samlede tab af erhvervsevne ud fra en beregning af den opregulerede årsløn og ledighedsydelsen. Skadelidte blev efter arbejdsskaden bevilget fleksjob.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Erstatning for erhvervsevnetab efter tilskadekomst under ledighedsydelse
For tilskadekomne, der modtager ledighedsydelse, fastsættes et midlertidigt erhvervsevnetab på baggrund af forskellen mellem ledighedsydelsen og den indtægt, man ville have haft, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet.

Det er ledighedsydelsen før eventuelle fradrag, der skal anvendes som aktuel indtægt efter arbejdsskadesikringslovens § 17a, stk. 1.

Vi har ved denne vurdering lagt vægt på almindelige erstatningsretlige principper, og at ydelser efter anden lovgivning generelt ikke har betydning for vurderingen efter arbejdsskadesikringsloven.

Det betyder, at det altid er brutto-ledighedsydelsen, der skal anvendes ved fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringslovens § 17a, stk. 1.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Diabeteskost som merudgift til voksne
Ved beregning af merudgifter til diabetikere medregnes merudgifter til diabeteskost.

Ved diabeteskost forstås den anbefalede kost, som en diabetiker efter de officielle danske diætprincipper for diabetes skal indtage.

Merudgiften beregnes ved at sammenligne den anbefalede diabeteskost med den danske gennemsnits-kost. Størrelsen af denne udgift afhænger som udgangspunkt af energibehov og køn, samt om diabetes-kost bliver beregnet med eller uden specialvarer.

Specialvarer
Ved specialvarer forstås kunstige sødemidler og specialprodukter.

Der er som udgangspunkt ikke helbredsmæssige behov for at indtage specialvarer.

Ved beregningen af nødvendige merudgifter skal der alene medtages udgifter til specialvarer, hvis det kan dokumenteres, at ansøgeren har behov for at benytte specialvarer, idet vedkommende ikke ved supplering af hurtigvirkende insulin har mulighed for at kompensere for ekstra indtag af kulhydrater. Det skal også være sandsynliggjort, at borgeren rent faktisk anvender specialvarer i det daglige.

Forskellig vurdering ved voksne og børn
Vi henviser til principafgørelse 10-14 om diabeteskost og specialvarer til børn.

Specialvarer er ikke på samme måde en nødvendig merudgift for voksne som for børn, da det ikke kan forventes, at børn i samme grad vil kunne styre madindtag og foretage supplering af hurtigvirkende insulin for at kompensere for ekstra indtag af kulhydrater.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tabt arbejdsfortjeneste ophører ved barnets 18. år.
Retten til tabt arbejdsfortjeneste ophører, når barnet fylder 18 år.

Afviklingsperioden på 3 måneder, efter at betingelserne for at modtage hjælpen er bortfaldet, gælder kun, hvis barnet fortsat er under 18 år.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tabt arbejdsfortjeneste ved flere børn med nedsat funktionsevne
Beregningen af tabt arbejdsfortjeneste skal tage udgangspunkt i den bruttoindtægt, som modtageren har forud for overgangen til tabt arbejdsfortjeneste for det pågældende barn.

I en situation, hvor der er flere børn, skal der således tages udgangspunkt i den bruttoindtægt, den pågældende forælder har forud for det tidspunkt, det enkelte barns nedsatte funktionsevne begrunder tabt arbejdsfortjeneste.

Det er uden betydning for beregningsgrundlaget, om mor og far på skift har modtaget den tabte arbejdsfortjeneste, så længe ydelsen udbetales på grundlag af samme barn og samme handicap. Det gælder, når det har været tale om et forløb uden afbrydelser.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Omfanget af det samvær, der ydes støtte til
Udmålingen af støtte til samvær skal ske med udgangspunkt i det samvær, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat af Statsforvaltningen. Det er i den forbindelse uden betydning for udmålingen, om der er tale om et aftalt eller et fastsat samvær.

Støtte til aktiviteter
Der kan ydes hjælp til aktiviteter. Hjælpen fastsættes efter en konkret vurdering af forældrenes og barnets forhold. Barnets alder indgår i denne vurdering.

I den første sag var der ret til hjælp til samværsudgifter for samvær hver anden uge fra onsdag til mandag for en far til en datter på 3 år. Det svarede til samværsresolutionen.

Der var ikke ret til hjælp til aktiviteter i forbindelse med samværet. Afgørelsen herom skulle træffes ud fra det konkrete barns forhold. Der kunne ikke gives afslag alene med henvisning til alderen.

I den anden sag var der ret til udgifter til en far i forbindelse med samvær 3 uger i sommerferien. Samværet var alene aftalt med barnets mor, og samværet var således ikke fastsat af Statsforvaltningen.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En familie med bopæl i Sverige, var ikke berettiget til merudgifter til forsørgelsen af deres syge barn efter serviceloven, selv om faderen var grænsearbejder og arbejdede i Danmark.

Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse er i EU-retlig forstand en naturalydelse ved sygdom. Naturalydelser udbetales fra bopælslandet.

Grænsearbejderes særlige adgang til naturalydelser efter arbejdslandets lovgivning er begrænset til situationer, hvor ydelsen benyttes i arbejdslandet, og familiemedlemmers ret er yderligere begrænset til den hjælp, der ud fra et medicinsk synspunkt er nødvendig under opholdet i arbejdslandet.

Kommunen kunne derfor ikke bevilge dækning af nødvendige merudgifter til barnet, som boede i Sverige, og hvis far arbejdede i Danmark.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Udbetaling Danmark skal tage stilling til bidragsbetalerens indsigelser om fordringen i forbindelse med opkrævning eller inddrivelse af børnebidrag.

Hvis en bidragsbetaler mener, at han/hun har betalt for meget i bidrag, kan bidragsbetaleren gøre gældende, at han/hun vil modregne i fremtidige bidrag, som opkræves eller inddrives fra ham/hende.

Udbetaling Danmark skal i den situation tage stilling til, om bidragsbetaleren har et krav, der kan modregnes med, og hvor meget der i så fald kan modregnes for i de enkelte løbende bidrag.

Ud over, at de almindelige betingelser for modregning skal være opfyldt, er det en betingelse for modregning i underholdsbidrag, at kravene udspringer af samme retsforhold. Der skal være såkaldt konneksitet mellem kravene.

Udbetaling Danmark kan derfor kun imødekomme indsigelser om modregning, når bidragsbetaleren har betalt for meget i bidrag, og det for meget betalte bidrag vedrører det barn, som der opkræves eller inddrives bidrag til.

Herudover skal der tages hensyn til bidragsmodtagerens økonomi, når det vurderes, hvor meget der kan modregnes for i de enkelte løbende bidrag.

Frivillige merbetalinger eller forudbetalinger

Hvis en bidragsbetaler har betalt ud over, hvad den pågældende var forpligtet til at betale i henhold til den bidragsafgørelse, som var gældende på tidspunktet for betalingen, kan der enten være tale om en frivillige merbetalinger eller hele/delvise forudbetalinger af bidrag.

Der gælder en formodning om, at bidrag vedrører den periode, hvor bidragene er betalt.

Frivillige merbetalinger af bidrag kan derfor ikke senere modregnes i fremtidige bidrag, medmindre der er klar dokumentation for, at der er taget forbehold for betalingen, eller at der er indgået en aftale om forudbetaling.

Bidragsafgørelser med tilbagevirkende kraft

Når en bidragsbetaler har betalt bidrag i overensstemmelse med en bidragsafgørelse, og Statsforvaltningen eller Ankestyrelsen efterfølgende træffer afgørelse om nedsættelse af bidragets størrelse med tilbagevirkende kraft, har bidragsbetaleren betalt for meget i bidrag.

Bidragsbetaleren har i denne situation et krav på for meget betalt bidrag, som kan modregnes i de enkelte løbende bidrag.

Udbetaling Danmark skal tage hensyn til bidragsmodtagerens økonomiske forhold

Når det er tilstrækkeligt godtgjort, at bidragsbetaleren har betalt for meget i bidrag, skal Udbetaling Danmark tage stilling til, hvor stort et beløb bidragsbetaleren kan modregne for i de enkelte løbende bidrag.

Udgangspunktet er, at modregningsbeløbets størrelse skal fastsættes sådan, at bidragsmodtageren fortsat har mulighed for at dække rimelige leveomkostninger. Dette gælder, medmindre der er klar dokumentation for, at andet er aftalt.

Der kan også modregnes i normalbidrag, såfremt bidragsmodtageren fortsat har mulighed for at dække rimelige leveomkostninger.

Udbetaling Danmark skal i så fald forskudsvis udbetale og opkræve et mindre beløb end normalbidraget.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Merudgifter eller tabt arbejdsfortjeneste til pasning af barn under lærerlockout

Et pasningsbehov, der udelukkende opstår som følge af strejke eller lockout på en skole eller fritidsordning, medfører ikke ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste eller merudgifter.

Udgifter til pasning af et barn under en lærerlockout eller strejke kan efter en konkret vurdering dækkes efter reglerne om merudgifter, hvis pasningsbehovet er en følge af barnets funktionsnedsættelse.

Når barnet har en alder, hvor forældre normalt ikke vil have udgifter til pasning, kan der være tale om en merudgift ved forsørgelsen af barnet i hjemmet, som forældre med ikke-handicappede børn på samme alder ikke har.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Udgifter til kost kan efter en konkret vurdering dækkes efter reglerne om merudgifter, hvis der er tale om nødvendige merudgifter som følge af barnets funktionsnedsættelse. Det er således en forudsætning for dækning af udgifter til kost, at der er sandsynliggjorte nødvendige udgifter, som overstiger de udgifter, som familier med ikke-handicappede børn normalvis har, og udgifterne er en nødvendig konsekvens af barnets funktionsnedsættelse.

Forældres brug af ekstra tid på tilberedning af maden samt støtte under måltiderne medfører ikke merudgifter til kost, selv om tidsforbruget er en følge af barnets funktionsnedsættelse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Erhvervsevnetab efter overgang til efterløn, når tilskadekomne før arbejdsskaden har udtrykt ønske om at overgå til efterløn

Hvis en tilskadekommen efter en arbejdsskade overgår til efterløn kan der være ret til erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden helt eller delvist er årsag til overgangen til efterløn. Ankestyrelsen har i principafgørelse U-6-07 taget stilling til 4 sager om dette spørgsmål. I nogle tilfælde er der oplysninger om, at tilskadekomne før arbejdsskaden havde mere eller mindre faste planer om, at overgå til efterløn. Dette kan tale for, at overgangen til efterløn er sket uafhængigt af arbejdsskaden, med den konsekvens, at der så ikke er ret til erstatning for tab af erhvervsevne, uanset arbejdsskadens art og omfang.

Konkret vurdering

Ankestyrelsen finder, at der altid skal foretages en konkret vurdering af spørgsmålet om sammenhæng mellem en arbejdsskade og overgang til efterløn.

I sag nr. 1 fandt vi det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at tilskadekomne ville være overgået til efterløn, selvom arbejdsskaden ikke var indtruffet. Tilskadekomne havde ved en seniorsamtale med sin arbejdsgiver oplyst, at han ville gå på efterløn som 60-årig. Seniorsamtalen var dog foretaget da tilskadekomne netop var fyldt 57 år, altså næsten 3 år før overgang til efterløn kunne blive aktuelt. Endvidere var der ikke tale om en bindende aftale.

I sag nr. 2 fandt vi det tilstrækkeligt godtgjort, at tilskadekomne ville være overgået til efterløn, selvom arbejdsskaden ikke var indtruffet. Pågældende var på skadestidspunktet 59½ år gammel. Skadelidte havde 4 dage inden arbejdsskaden, indgået en fratrædelsesordning med sin arbejdsgiver, som indebar, at skadelidte cirka 1 år senere skulle overgå til efterløn. Der var således tale om en egentlig fratrædelsesaftale og en bindende aftale, og ikke blot et ønske eller en mulighed.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Samspillet mellem arbejdsskadeloven og lov om social service

En forælder, der har modtaget erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på grund af pasning af et sygt barn i hjemmet, er ikke omfattet af den sikrede personkreds i arbejdsskadeloven. Afgørende er, at der ikke er tale om et ansættelsesforhold mellem kommunen og forælderen i denne situation.

Personkreds

Loven om arbejdsskadesikring gælder for enhver, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver i varig, midlertidig eller forbigående tjeneste. Loven skal sikre mod følger af arbejdsskade uanset, om arbejdet er ulønnet eller lønnet.

Antagelsesforhold

Der foreligger et antagelsesforhold, når der er en part, der kan betragtes som arbejdsgiver med ret til at lede arbejdet og føre tilsyn med, hvordan arbejdet bliver udført.

Den anden part skal være at betragte som arbejdstager, der stiller sin arbejdskraft til rådighed, og som skal tåle at blive instrueret i arbejdets udførelse og, at der føres tilsyn hermed.

Lov om social service

Serviceloven giver kommunen mulighed for at udbetale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, hvis en forælder vælger at passe et sygt barn i hjemmet. Det vil sige, at forælderen i pasningsperioden ikke er på arbejdsmarkedet, men bliver kompenseret for løntabet.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Forudbestående sygdomme har ikke betydning for spørgsmålet om anerkendelse af en ulykke. Som hidtil kan en forværring af en forudbestående sygdom anerkendes. Sikrede skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en forværring af en kronisk lidelse i et omfang, der i sig selv udgør en personskade. Har sikrede forudbestående gener for eksempel i knæ, ryg og skulder, kan der opstå akutte forværringer selv ved mindre belastninger. Hændelserne kan således være udløsende i forhold til en forbigående forværring i en allerede svækket legemsdel, alene fordi sikrede havde en forud bestående skade. Hændelserne skal være egnede til at medføre en personskade i lovens forstand.

En ulykke er defineret som en personskade forårsaget af en hændelse eller påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Principafgørelsen fastslår, at hændelsen/påvirkningen skal være egnet til at give en personskade.

Principafgørelsen fastslåer endvidere, at personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand.

Resumé af 3 konkrete afgørelser

I 3 afgørelser belyses ulykkesbegrebet, og særligt en hændelses egnethed til at forårsage en skade hos personer, der har forudbestående gener.

I den første sag fandt vi, at sikredes drejning af kroppen i forbindelse med at række ud efter en bold havde medført en beskeden belastning af sikredes knæ. Der var tale om en belastning på et ubelastet knæ, som ikke kunne overvinde kroppens naturlige styrke. Sikrede havde tidligere fået foretaget tre operationer i knæet. Tilfældet blev afvist som en ulykke.

I den anden sag fandt vi, at det at skubbe en pumpe (145 kg) på hjul havde medført en beskeden belastning af sikredes ryg. Sikrede havde forudbestående rygsmerter. Tilfældet blev afvist som ulykke.

I den tredje sag fandt vi, at der havde været tale om en beskeden byrde, da sikrede håndterede en byrde på 5 kg. Sikrede havde i mange år forud for hændelsen haft gener/smerter i sin skulder. Tilfældet blev afvist som en ulykke.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Når der er tale om ulykker, som sker under transport til og fra arbejde, er udgangspunktet, at tilskadekomsten ikke er omfattet af loven. Det medfører, at færden på offentlig vej eller gade som udgangspunkt sker på egen og ikke på arbejdsgiverens risiko.

Kun i de tilfælde, hvor den sikredes færden skyldes hensynet til udførelsen af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregår, bærer arbejdsgiveren risikoen herfor, således at en eventuel skade kan anerkendes.

En aftale mellem arbejdsgiver og de ansatte om at udstede parkeringskort til et offentligt parkeringshus kan ikke føre til, at en skade anerkendes. Det samme er gældende, når arbejdsgiver henviser til parkering på et område, der er placeret uden for det egentlige arbejdssted.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Skader under transport til og fra arbejde

Når der er tale om ulykker, som sker under transport mellem arbejdet og hjemmet, er udgangspunktet, at ulykken ikke er omfattet af loven. Baggrunden er, at almindelig daglig transport til og fra arbejde er en privat aktivitet, som arbejdsgiver ikke har indflydelse på. Arbejdsgiver skal derfor ikke bære risikoen for de skader, som sker i den forbindelse.

Udstationering

Hvis skadelidte for en længere periode sendes til et andet arbejdssted end der, hvor han normalt arbejder, og han i denne periode må tage midlertidigt logi, er der tale om en udstationering. Udstationeringen kan både være i Danmark og i udlandet.

Transport mellem arbejdsstedet og midlertidigt logi

Hovedreglen om, at skadelidte ikke er dækket under transport mellem arbejdsstedet og bopælen, gælder også for udstationerede medarbejdere, når de færdes mellem arbejdsstedet og det midlertidige logi. Dette skyldes, at skadelidte ved en udstationering har etableret et midlertidigt hjem ved stedet for udstationeringen.

Skadelidte er ikke omfattet af loven, hvis han af private årsager tager fra det midlertidige logi eller forlader den sædvanlige rejserute. Han er heller ikke omfattet, hvis han kommer til skade under private handlinger.

Tilskadekomst under transport til og fra det midlertidige logi

Skadelidte er dog omfattet af loven ved ud- og hjemrejse i forbindelse med påbegyndelse og afslutning af udstationeringen.

Lang afstand mellem bopæl og arbejdsstedet

Det afgørende for vurderingen af, om der er tale om en udstationering, er om arbejdsstedet ligger så langt fra virksomheden og den ansattes hjem, at den pågældende ikke kan tage frem og tilbage hver dag. I disse tilfælde må den ansatte tage et midlertidigt logi i nærheden af arbejdsstedet. Vi betragter i disse tilfælde den ansatte som værende udsendt eller udstationeret. Når vi vurderer, at en skadelidt er udstationeret, vil den pågældende være sikret under transporten fra hjemmet til udstationeringslogiet. Derudover vil den pågældende være sikret igen efter afslutningen af arbejdsopholdet under transporten tilbage til hjemmet.

Principafgørelsen fastslår

I overensstemmelse med Højesterets praksis fastslår principafgørelsen, at der er en nedre grænse for, hvornår en personskade har et omfang, som kan betyde, at den kan anerkendes som en arbejdsskade. Tilfælde, hvor den sikrede har pådraget sig et blåt mærke eller tilsvarende bagatelagtige skader, kan ikke anerkendes som arbejdsulykker.

Minimumskrav til personskaden

Personskadebegrebet skal fastlægges i lyset af de ydelser, der kan gives efter arbejdsskadesikringsloven. Forbigående smerter, der ikke kræver behandling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i lovens forstand. Sikrede skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en skade eller en forværring af en kronisk lidelse i et omfang, der i sig selv udgør en personskade.

Vi vurderer, at der er tale om en behandling, hvis en læge foretager for eksempel et stik med en nål eller udtager en splint fra et øje. Der er efter en lægelig vurdering tale om et indgreb med en deraf følgende risiko for komplikation. Uanset, at der ikke måtte være vedvarende gener som følge af indgrebet, vurderer vi, at en sådan behandling medfører, at personskadebegrebet er opfyldt. Hvis der tillige er årsagssammenhæng mellem skaden og hændelsen/påvirkningen, vil det derfor være godtgjort, at der er tale om en arbejdsskade, der kan anerkendes efter loven.

Det er ikke en betingelse, at skaden skal berettige til ydelser efter loven – som f.eks. er behandlingsudgifter-, for at tilfældet kan anerkendes.

Det centrale er, om tilstanden – uanset om der er tale om større eller mindre gener/smerter – går i sig selv igen uanset behandling, inden for den tidshorisont den type skade typisk vil gøre.

Resumé af 4 konkrete afgørelser

Ankestyrelsen har truffet fire afgørelser til præcisering af personskadebegrebet i arbejdsskadesikringen i lyset af Højesterets dom fra november 2013.

I den første afgørelse fandt vi, at en blodansamling, opstået efter sikrede var trådt forkert ned i en kloak, var en arbejdsskade. Vi lagde vægt på, at den behandling, sikrede blev underlagt, indebar en risiko for en komplikation, og at sikrede, uanset at der ikke var tale om vedvarende gener, havde godtgjort, at han havde fået en arbejdsskade. Sikredes meniskskade var ikke en arbejdsskade. Sikredes knægener, som ikke var en del af anerkendelsen, var imidlertid en del af udmålingsgrundlaget i relation til den omvendte bevisbyrde i § 12, stk. 2. Da knægenerne med overvejende sandsynlighed var en følge af en konkurrerende sygdom, blev der ikke tilkendt mén for knægener.

I den anden afgørelse fandt vi, at en kvinde, der slog sin hånd mod en jernstang og efterfølgende modtog behandling hos en fysioterapeut, ikke havde godtgjort, at der var tale om en arbejdsskade. Vi lagde vægt på, at generne i hånden ville forsvinde af sig selv indenfor kortere tid uanset behandlingen. Sikrede havde tillige forud bestående gener i hånden.

I den tredje afgørelse fandt vi, at en pædagog, der hjalp en kørestolsbruger med at få sko på, og som fik smerter i skulderen, da kørestolsbrugeren foretog et uventet spark, ikke havde godtgjort, at hun havde fået en arbejdsskade. Uanset at sikrede havde fået lagt en blokade 5 måneder efter hændelsen, lagde vi vægt på, at sikrede alene havde pådraget sig smerter, som ville gå over af sig selv uden behandling.

I den fjerde afgørelse fandt vi, at en kvinde, der faldt på et vådt gulv og fik smerter i ryggen, ikke havde godtgjort, at hun havde fået en arbejdsskade. Vi lagde vægt på, at hændelsen ikke havde medført længerevarende gener, men alene forbigående smerter, der gik over af sig selv. Vi lagde tillige vægt på, at der ikke var brosymptomer mellem de anmeldte diskusprolapser i ryg og nakke og hændelsen.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En netværksplejefamilie har ret til dækning af plejebarnets del af familiens samlede faktiske udgifter til ferie, hvis udgiften svarer til familiens livsførelse inden anbringelsen.

De særlige godtgørelsesregler for netværksplejefamilier foreskriver, at en netværksplejefamilie ikke modtager vederlag, men i stedet får dækket de omkostninger, der er forbundet med at have et barn eller en ung boende. Familien skal således holdes udgiftsneutrale og have mulighed for at fortsætte sin livsførelse, som den har set ud inden anbringelsen af barnet i netværkspleje. Samtidig skal barnet eller den unge kunne deltage i familielivet på lige fod med familiens andre medlemmer og dermed indgå i familiens almindelige livsførelse, uden at dette økonomisk belaster netværksplejefamilien.

Kommunen må gerne fastsætte generelle takster, men skal samtidigt foretage en konkret og individuel vurdering. Niveauet for dækning af en netværksplejefamilies omkostninger skal således fastsættes på baggrund af en vurdering af den konkrete families almindelige livsførelse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ved beregning af sandsynliggjorte merudgifter til medicin skal kommunen foretage en konkret vurdering af, om udgiften til et originalpræparat er nødvendig, eller om den billigere kopimedicin kan dække borgerens behov.

I den konkrete sag var der hverken oplysninger om allergi over for farvestoffer, over for hjælpestoffer i kopipræparatet eller om andre særlige forhold. En eventuel mindre forskel i virkningen af præparaterne ville kunne justeres på grundlag af blodprøver, og det var derfor ikke sandsynliggjort, at udgiften til prisforskellen var en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen kan alene tage stilling til spørgsmålet om hjælp efter serviceloven. Ankestyrelsen kan ikke tage stilling til, om borgeren har mulighed for at få hjælp efter sundhedslovens regler.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tilbagebetalingskrav

Kommunen opkræver tilbagebetalingspligtige ydelser i henhold til lov om aktiv socialpolitik.

Kommunen kan fastsætte en ordning om afdragsvis betaling. Kommunen fastsætter afdragsordningen med udgangspunkt i den tabel og den beregningsmåde af det månedlige afdrag, der fremgår af bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

En kommune hverken kan eller skal foretage en konkret betalingsevnevurdering i forbindelse med fastsættelsen af en afdragsordning.

Overdragelse af tilbagebetalingskrav til SKAT

Hovedreglen er, at tilbagebetalingskravet først overdrages til SKAT (Restanceinddrivelsesmyndigheden), når en skyldner trods påkrav ikke overholder den afdragsordning, som kommunen har fastsat. I den situation anses afdragsordningen for bortfaldet og hele gælden for forfalden. Kommunen træffer afgørelse om, at kravet overdrages til SKAT med henblik på inddrivelse.

SKAT kan foretage en konkret betalingsevnevurdering og fastsætte en afdragsordning på baggrund heraf. Det fremgår af SKATs vejledning om reglerne, at Landsskatteretten er klageinstans for SKATs afgørelser om inddrivelse.

Kommunen kan undtagelsesvist overdrage tilbagebetalingskravet til SKAT, selvom skyldneren ikke har misligholdt den afdragsordning, som kommunen har fastsat. Hvis skyldneren anmoder om, at fordringen overdrages til SKAT, skal kommunen således overdrage fordringen til SKAT, hvis hensynet til skyldnerens interesse i en samlet afviklingsordning for flere restancer taler for det, f.eks. hvis borgeren allerede har andre tilbagebetalingskrav, der er overdraget til SKAT.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt i en konkret sag, at kommunen ikke havde pligt til at sende kravet vedrørende tilbagebetaling af støtte efter aktivlovens § 34 til SKAT med henblik på en konkret betalingsevnevurdering på trods af skylderens anmodning herom. Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at skyldneren ikke havde andre tilbagebetalingskrav, der var overdraget til SKAT. Der var derfor ikke noget hensyn at tage i forhold til skyldnerens interesse i en samlet afviklingsordning for flere restancer. Udvalget fandt, at det forhold, at skyldneren havde mange udgifter som følge af sygdom/handicap, ikke medførte, at kommunen af den grund havde pligt til at sende fordringen til SKAT.

Revision af afdragsordning

I situationer, hvor en kommune har oversendt en fordring til SKAT, er det alene SKAT, der herefter har kompetencen til at indgå en revideret aftale om tilbagebetaling af det skyldige beløb, når der er tale om ydelser med ret til refusion fra staten. Det betyder, at kommunen efter oversendelse af fordringen til SKAT hverken kan eller skal foretage yderligere inddrivelsesskridt.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Indtægter, der ikke medfører fradrag i revalideringsydelse

Vestre Landsret har den 29. november 2013 afsagt dom om, at indtægter fra en løbende forsørgertabserstatning, som borgeren modtog efter sin ægtefælle, ikke medførte fradrag i hendes revalideringsydelse.

Landsretten fandt, at da aktivlovens § 59, stk. 1, er en bestemmelse, som begrænser revalidendens lovmæssige krav på udbetaling af den faste revalideringsydelse efter lovens § 52, må dette føre til, at § 59, stk. 1, skal fortolkes snævert.

Landretten fandt, at der hverken efter ordlyden af aktivlovens § 59, stk. 1, eller efter lovens forarbejder er grundlag for at antage, at det har været hensigten med bestemmelsen, at den skal omfatte andre ordninger end dem, der er beskrevet i pkt. 278 i vejledningen af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik. Det fremgår heraf, at revalideringsydelsen nedsættes med løbende udbetalinger af ”pension og tillæg hertil, som er et led i et tidligere ansættelsesforhold og af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen”, og med ”løbende udbetalinger fra private forsikringer og pensionsordninger”.

Landsretten fandt endvidere, at den omstændighed, at aktivlovens § 59, stk. 1, specifikt nævner ”løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om arbejdsskadesikring”, efter bestemmelsens ordlyd taler for, at denne ikke tillige omfatter forsørgertabserstatning efter den samme lov. Hertil kom, at den løbende forsørgertabserstatning, som borgeren modtog efter sin ægtefælle, efter sin karakter ikke er en ”pension”, men derimod en lovbestemt erstatningsydelse, der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring. På den baggrund, og da Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring ved lov nr. 287 af 13. maj 1998 udtrykkeligt er udskilt fra forsikringsregi, kan forsørgertabserstatningen hverken anses for en pensions- eller forsikringsydelse, som er omfattet af ordlyden af aktivlovens § 59, stk. 1.

Landsretten henviste desuden til, at i modsætning til erstatningsansvarslovens § 13 udbetales forsørgertabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 2, som en løbende ydelse, der efter stk. 1, skal ”fastsættes under hensyn til forsørgelsens omfang og den efterladtes muligheder for at forsørge sig selv, når alder, helbredstilstand, uddannelse, beskæftigelse samt forsørgerforhold og økonomiske forhold tages i betragtning”.

Landsretten fandt, at en formålsfortolkning af aktivlovens § 59, stk. 1, på den baggrund ikke kan føre til, at forsørgertabserstatning efter arbejdsskadesikringslovens § 20 skal anses for omfattet af bestemmelsen. Der må herved tillige lægges vægt på, at der ikke i forbindelse med aktivlovens ikrafttræden er blevet taget skridt til at ophæve eller ændre bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 3, hvorefter en forsørgertabserstatning efter § 20 skal omsættes til et kapitalbeløb efter anmodning fra den erstatningsberettigede.

På den baggrund fandt landsretten, at der ikke er hjemmel til at lade den løbende forsørgertabserstatning, som borgeren modtog efter sin ægtefælle, medføre fradrag i hendes revalideringsydelse som sket.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tog Landsrettens dom til efterretning og ændrede sin tidligere afgørelse af 5. februar 2013, hvor udvalget havde fundet, at borgerens indtægter fra løbende forsørgertabserstatning medførte fradrag i hendes revalideringsydelse i det omfang, forsørgertabserstatningen sammen med revalideringsydelsen oversteg hendes hidtidige arbejdsindtægter.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Det er lederen af et krisecenter, som har kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning fra krisecenteret på samme måde, som det efter serviceloven er lederen af et krisecenter, der træffer afgørelse om optagelse på centeret

Det er lederen af krisecenteret, der træffer afgørelse om, hvornår formålet med opholdet er opfyldt, og borgeren derfor ikke længere er berettiget til at opholde sig på centeret.

Vi har lagt vægt på, at personer på krisecenter er en særligt udsat gruppe, hvor der er selvmøderprincip, mulighed for anonymitet, ingen geografisk begrænsning og halv statsrefusion for udgifterne.

Kommunen har således ikke kompetence til at træffe afgørelse om ophør af ophold på krisecenter, men kommunen skal under opholdet yde den nødvendige hjælp, herunder udarbejde en handleplan

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen skal i forbindelse med ophør af en erhvervsrettet foranstaltning tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. Denne helhedsvurdering indeholder en afgørelse. Borgeren kan klage over denne afgørelse til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg.

Kommunen traf i den konkrete sag afgørelse om at stoppe borgerens sygedagpenge. Samtidig tog kommunen stilling til, at der ikke var behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. Borgerens retsstilling, efter at hun ikke længere kunne få sygedagpenge, var afhængig af resultatet af kommunens helhedsvurdering. Kommunens helhedsvurdering var derfor en afgørelse om afslag på yderligere foranstaltninger, herunder ressourceforløb. Borgeren kunne klage over, at hun ikke var blevet tilkendt et ressourceforløb.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt i den konkrete sag, at borgeren ikke var berettiget til et

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Borgeren kan ikke klage over rehabiliteringsteamets indstilling

Rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling i alle sager, inden kommunen træffer beslutning om og tilkender ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension.

En borger kan ikke klage over rehabiliteringsteamets indstilling i en sag. Dette fremgår af lovbemærkningerne. Det er begrundet i, at forelæggelsen af sager for rehabiliteringsteamet er en del af kommunens sagsbehandling. Kompetencen til at træffe afgørelse i sagen ligger stadig hos kommunen.

Borgeren kan derimod klage til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg over kommunens afgørelse.

Kommunen skal træffe en afgørelse på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling

Kommunen skal træffe afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling, når rehabiliteringsteamet har givet indstilling om, bl.a. hvorvidt der skal gives ressourceforløb, fleksjob, anden beskæftigelsesrettet indsats eller førtidspension.

Kommunen skal først træffe en afgørelse, når sagen er færdigbehandlet i teamet, og teamet har afgivet indstilling i overensstemmelse med § 25 a, stk. 3, i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Denne principafgørelse skal ses i sammenhæng med Ankestyrelsens principafgørelse 6-14, som fastslår, at kommunen kun har pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension. Kommunen kan dog altid vælge at forelægge en sag for teamet.

Når sagen har været forelagt for teamet, og teamet har afgivet indstilling i sagen i overensstemmelse med § 25 a, stk. 3, er kommunen forpligtet til at træffe en afgørelse.

Den konkrete sag blev hjemvist til kommunen med henblik på, at kommunen træffer en afgørelse i sagen på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling. Hvis kommunen er enig i rehabiliteringsteamets indstilling, betyder det, at kommunen skal træffe afgørelse om, at borgeren har ret til en anden tværfaglig indsats i stedet for førtidspension, fleksjob eller ressourceforløb.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Betingelser for fleksjob

Kommunen kan give tilbud om fleksjob, hvis borgerens arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud samt andre foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde borgeren i ordinær beskæftigelse, medmindre det er åbenbart formålsløst at gennemføre de nævnte foranstaltninger.

Kommunen skal fortage en samlet vurdering af alle sagens oplysninger, herunder en vurdering af modsatrettede oplysninger, der taler henholdsvis for eller imod, at den pågældende opfylder betingelserne for fleksjob. Kommunen skal inden afgørelsen forelægge sagen for rehabiliteringsteamet og inddrage teamets indstilling i sagen.

Meget begrænset arbejdsevne

Kommunen kan give tilbud om fleksjob til en borger, der aktuelt har en meget begrænset arbejdsevne.

Det er dog en betingelse, at kommunen vurderer, at der er mulighed for, at borgerens arbejdsevne kan udvikles, således at borgeren kan øge sin arbejdsindsats indenfor en rimelig periode.

Kommunen skal ved denne vurdering bl.a. inddrage oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold, gennemførte afklarings- eller praktikforløb, herunder oplysninger om de opgaver borgeren har kunnet udføre, arbejdstid, og borgerens evne til at fungere på en arbejdsplads.

I en sag, hvor borgeren havde en effektiv arbejdstid på ca. 2 timer om ugen, var borgeren omfattet af personkredsen, der har ret til fleksjob.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på oplysningerne fra praktikforløbet herunder oplysningerne om, at borgeren ikke havde problemer med at udføre arbejdsopgaverne rent praktisk, at hun havde stor evne og vilje til at forstå og udføre praktiske instrukser og var mødestabil. Der blev desuden lagt vægt på, at der under praktikforløbet havde været tale om afprøvning og optræning, hvor opgaver og arbejdstid ikke var helt fast aftalt fra starten. Da arbejdstid og arbejdsopgaver senere blev fast aftalt, gik det borgeren bedre i praktikken. På den baggrund vurderede udvalget, at der kunne være en mulighed for at udvikle borgerens arbejdsevne, hvis der med stor støtte fra kommunen, herunder mentorstøtte, blev etableret et fleksjob til borgeren inden for en overskuelig tid med strukturerede opgaver og fast (meget begrænset) arbejdstid. Derved ville borgeren få den sikkerhed og tryghed, der kunne give plads for udvikling. Udvalget lagde desuden vægt på, at der stadig var en vis mulighed for behandling.

I en anden sag, hvor borgeren havde en effektiv arbejdstid på ca. 40 minutter om ugen, var borgeren ligeledes omfattet af personkredsen, der har ret til fleksjob.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at det seneste afklaringsforløb havde påvist, at borgeren havde en arbejdsevne, idet han havde kunnet udføre visse arbejdsopgaver. Udvalget lagde endvidere vægt på, at der var mulighed for behandling med medicin og rygtræning, som kunne gøre borgerens rygproblemer mindre. Det var desuden ikke udelukket, at borgerens arbejdsevne kunne udvikles, således at borgeren ville kunne klare mere end bare nogle få timers arbejde ugentligt. Der var således stadig udviklingsmuligheder, hvis der blev fundet et arbejde med passende skånehensyn for ryggen.

Opfølgning

Hvis kommunen vurderer, at borgerens arbejdsevne kan udvikles inden for en rimelig periode, og kommunen visiterer borgeren til fleksjob, skal kommunen ved den løbende opfølgning vurdere, om der fortsat er mulighed for, at den pågældendes arbejdsevne kan udvikles. Det vil sige efter 2½ år og status efter 4½ år i fleksjobbet, eller ved vurderinger af, om borgeren fortsat opfylder betingelserne for fleksjob, som skal foretages, hver gang den pågældende har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder

Ikke forventning om udvikling af arbejdsevnen

Hvis kommunen vurderer, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og den pågældende kun kan arbejde få timer om ugen, skal kommunen vurdere, om den skal indlede en sag om førtidspension.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Betingelserne for ressourceforløb

Kommunen kan give ressourceforløb til personer, der ud over ledighed har komplekse problemer, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af en beskæftigelsesindsats og sociale eller sundhedsmæssige indsatser.

Det er endvidere en betingelse, at personen har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse, har deltaget i beskæftigelsestilbud eller revalidering uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

Målgruppen for et ressourceforløb er især personer, hvor det er overvejende sandsynligt, at de uden en særlig, tværfaglig indsats vil ende med at få tilkendt førtidspension.

Målgruppen kan også være personer med aktuelle komplekse problemer i form af f.eks. helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold mv., hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang.

Kommunen skal vurdere, at alle relevante muligheder i den ordinære beskæftigelseslovgivning er udtømte, før der kan tildeles et ressourceforløb. Det er dog ikke en betingelse, at kommunen rent faktisk har anvendt alle indsatser i forhold til den pågældende.

Kommunen skal have fokus på, hvilke ressourcer den enkelte har, og hvordan disse ressourcer kan udvikles.

Visitation til ressourceforløb vil altid afhænge af en konkret og individuel vurdering af den enkeltes situation sammenholdt med betingelserne for ressourceforløb.

I den konkrete sag kunne der gives ressourceforløb til en person med psykisk belastningsreaktion og smerter i bevægeapparatet, idet lægelige oplysninger og arbejdsafklaring viste, at der kunne være mulighed for udvikling af arbejdsevnen ved iværksættelse af et længerevarende forløb med fokus på fysisk træning, succes med arbejdsopgaverne i en virksomhedspraktik og med hjælp af en mentor.

Ressourceforløb eller fleksjob

Det er ikke en betingelse for at give ressourceforløb, at kommunen forinden har vurderet, at fleksjob er udelukket. Det er heller ikke en betingelse, at personen har været visiteret til fleksjob, inden et ressourceforløb iværksættes.

Kommunen kan give ressourceforløb både i tilfælde, hvor der kan være udviklingsmuligheder i forhold til senere at opnå beskæftigelse på normale vilkår, og i tilfælde, hvor udviklingsmulighederne alene vurderes at kunne føre til et fleksjob.

Efter reglerne kan fleksjob tildeles til personer med varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.

Det er en betingelse for at blive tildelt fleksjob, at alle relevante tilbud og foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Kommunen skal typisk anvende fleksjob, når der er en forholdsvis høj grad af afklaring af personens arbejdsevne og et konkret beskæftigelsesmål. Fleksjob kan også anvendes i tilfælde, hvor arbejdsevnen aktuelt er meget begrænset, men hvor der er udviklingsmuligheder.

Der er således et vist overlap mellem fleksjob på få timer og ressourceforløb, hvor begge ordninger efter en socialfaglig vurdering vil være relevante at anvende.

Kommunen kan give ressourceforløb både i tilfælde, hvor der kan være udviklingsmuligheder i forhold til senere at opnå beskæftigelse på normale vilkår, og i tilfælde, hvor udviklingsmulighederne alene vurderes at kunne føre til et fleksjob.

Efter reglerne kan fleksjob tildeles til personer med varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet.

Det er en betingelse for at blive tildelt fleksjob, at alle relevante tilbud og foranstaltninger har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse.

Kommunen skal typisk anvende fleksjob, når der er en forholdsvis høj grad af afklaring af personens arbejdsevne og et konkret beskæftigelsesmål. Fleksjob kan også anvendes i tilfælde, hvor arbejdsevnen aktuelt er meget begrænset, men hvor der er udviklingsmuligheder.
Der er således et vist overlap mellem fleksjob på få timer og ressourceforløb, hvor begge ordninger efter en socialfaglig vurdering vil være relevante at anvende.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En ulykke, der opstod under hjemtransport fra sidste arbejdssted til sikredes hjem, kunne ikke anses for at være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Der var ikke tale om en ambulant medarbejder, uanset at sikrede havde aftalt med arbejdsgiver, at han var på arbejde, fra han forlod hjemmet, til han efter endt arbejde var hjemme igen.

Der var ikke mulighed for at indgå aftale om at være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Det forhold, at arbejdsgiver og sikrede havde aftalt, at sikrede var på arbejde fra han forlod sit hjem, til han atter var hjemme, betød ikke, at sikrede under transport fra arbejde til hjem var dækket af arbejdsskadesikringsloven. Det er afgørende for at være dækket af arbejdsskadeforsikringen, at transporten er et led i arbejdet i arbejdsgiverens interesse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Borgeren skal inviteres med til det møde, hvor rehabiliteringsteamet skal drøfte og give indstilling i borgerens sag. Det gælder uanset, om sagen handler om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension. Det gælder også for sager, hvor borgeren har anmodet om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Kun i de tilfælde, hvor det er åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle borgerens arbejdsevne, kan rehabiliteringsteamet behandle en sag, uden at borgeren deltager. I alle andre tilfælde skal borgeren indkaldes til mødet i rehabiliteringsteamet.

Har borgeren ikke været indkaldt til mødet i rehabiliteringsteamet, vil det som udgangspunkt betyde, at kommunens afgørelse er ugyldig.

Kun hvis det kan udelukkes, at den manglende borgerinddragelse har haft betydning for afgørelsens resultat, kan Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fastholde kommunens afgørelse.

I den konkrete sag havde borgeren søgt om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag. De lægelige oplysninger var sparsomme, og borgerens arbejdsevne havde ikke været afprøvet på nogen måde. Borgeren havde før sin sygemelding været tilknyttet arbejdsmarkedet på normale vilkår.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede derfor, at det ikke havde haft betydning for afgørelsens resultat, hvis borgeren havde været med på mødet i rehabiliteringsteamet. Han var under alle omstændigheder ikke berettiget til førtidspension på det foreliggende grundlag. Kommunens afgørelse om afslag på førtidspension blev derfor opretholdt.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Anvendelse af rehabiliteringsplanen ved afgørelser om revalidering

En rehabiliteringsplans forberedende del skal udarbejdes eller opdateres i alle tilfælde, hvor der træffes en afgørelse, der vedrører ret til revalidering.

Det betyder, at kommunen skal anvende rehabiliteringsplanens forberedende del i forbindelse med en afgørelse om ret til revalidering, men også i forbindelse med en afgørelse om ændring, forlængelse eller ophør af revalideringsplanen/jobplanen.

Formålet med at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del er, at den skal danne grundlag for kommunens vurdering af, om personens arbejdsevne er så begrænset, at den pågældende skal tilbydes revalidering. Den skal således danne grundlag for kommunens vurdering af, om der er ret til (yderligere/fortsat) revalidering.

Reglerne om rehabiliteringsplaner bygger videre på det metodiske udgangspunkt, der blev etableret ved indførelsen af arbejdsevnemetoden. Beskrivelsen skal afdække alle relevante forhold i borgerens samlede situation – herunder beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer, netværk m.v.

Ugyldighed ved manglende anvendelse af rehabiliteringsplanen

Udarbejdelse og opdatering af rehabiliteringsplanen er en garantiforskrift.

Hvis kommunen ikke har udarbejdet eller opdateret rehabiliteringsplanen, vil det derfor som udgangspunkt føre til, at afgørelsen er ugyldig.

Rehabiliteringsplanen skal danne grundlag for kommunens vurdering af retten til revalidering. Planens forberedende del er således afgørende for, om der er et tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse om retten til revalidering.

Ugyldighed ved mangelfuld rehabiliteringsplan – manglende indhentelse af den praktiserende læges vurdering

Rehabiliteringsplanen skal indeholde en række forskellige oplysninger om borgerens forhold. Kommunen skal som en del af rehabiliteringsplanens forberedende del indhente borgerens praktiserende læges vurdering af borgerens helbred i forhold til at kunne arbejde.

Hvis kommunen ikke har indhentet den praktiserende læges vurdering, vil det som udgangspunkt føre til, at afgørelsen er ugyldig, da der er tale om en garantiforskrift.

Kravet om, at den praktiserende læges vurdering skal indhentes, er lovbestemt og etableret for at sikre, at kommunen har et tilstrækkeligt lægeligt grundlag til at træffe en indholdsmæssig rigtig afgørelse.

I alle sager, hvor kommunen skal anvende rehabiliteringsplanen, er der tale om en konkret vurdering, hvor de lægelige oplysninger skal indgå i helhedsvurderingen af, om den pågældende har ret til f.eks. revalidering. De lægelige oplysninger er således en vigtig del af selve oplysningsgrundlaget. Der er ikke hjemmel til at erstatte den praktiserende læges vurdering med en anden læges vurdering.

I den konkrete sag havde kommunen ikke indhentet den praktiserende læges vurdering, og det kunne ikke anses for udelukket, at indhentelse af den praktiserende læges vurdering kunne have ført til en anden vurdering.

Afgørelsen var derfor ugyldig.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Pligten til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny

Hvis kommunen ikke følger rehabiliteringsteamets indstilling i en sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension, skal kommunen forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny. Kommunen kan først træffe afgørelse i sagen, når rehabiliteringsteamet har haft mulighed for at revurdere sagen.

Denne pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet på ny er lovbestemt og etableret af hensyn til borgeren for at sikre, at der træffes en indholdsmæssig rigtig afgørelse. Borgeren har et retskrav på at få en ny dialog om og vurdering af sin sag.

Da der er tale om en garantiforskrift, vil kommunens afgørelse som udgangspunkt være ugyldig, hvis kommunen ikke har forelagt sagen for rehabiliteringsteamet på ny.

I den konkrete sag kunne Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ikke udelukke, at sagen ville være faldet anderledes ud, hvis den havde været forelagt for rehabiliteringsteamet på ny. Det kunne ikke udelukkes, at yderligere dialog om borgerens forhold kunne have ført til en anden vurdering af sagen. Afgørelsen var derfor ugyldig.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter aktivloven § 81 kan ydes i særlige tilfælde efter en konkret vurdering.

I vurderingen indgår en række elementer, herunder borgerens rådighedsbeløb, om der er ændringer i borgerens forhold, om afholdelse af udgiften i væsentlig grad vil vanskelliggøre borgerens muligheder for at klare sig i fremtiden, og om udgiften var forudsigelig. I vurderingen kan kommunen inddrage andre elementer, herunder mulighed for afdragsordning. Ankestyrelsen har truffet en principiel afgørelse om borgerens rådighedsbeløb. Afgørelsen handler om efterregning for el/vand/varme.

Ankestyrelsen har desuden truffet principafgørelse om udgiftens forudsigelighed, se 17-14, og principafgørelse om betydningen af en afdragsordning, se 18-14.

Rådighedsbeløb
Hvis en kommune har fastsat et vejledende rådighedsbeløb, og det har betydning for den konkrete afgørelse, skal det fremgå af afgørelsens begrundelse, hvilken betydning det vejledende rådighedsbeløb har i den konkrete sag.

Det skal desuden fremgå, hvordan det vejledende rådighedsbeløb er udregnet.

Et kommunalt fastsat rådighedsbeløb er vejledende, og kommunen skal altid foretage en konkret og individuel vurdering i den enkelte sag af, om der er grundlag for at fravige dette.

Ankestyrelsen har ikke hjemmel til at fastsætte et rådighedsbeløb.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter aktivloven § 81 kan ydes i særlige tilfælde efter en konkret vurdering.

I vurderingen indgår en række elementer, herunder borgerens rådighedsbeløb, om der er ændringer i borgerens forhold, om afholdelse af udgiften i væsentlig grad vil vanskelliggøre borgerens muligheder for at klare sig i fremtiden, og om udgiften var forudsigelig. I vurderingen kan kommunen inddrage andre elementer, herunder mulighed for afdragsordning. Ankestyrelsen har truffet nogle principielle afgørelser om betydningen af en afdragsordning. Disse afgørelser handler om efterregning for el/vand/varme.

Ankestyrelsen har desuden truffet principafgørelse om udgiftens forudsigelighed, se 17-14, og principafgørelse om borgerens rådighedsbeløb, se 19-14.

Muligheden for afdragsordning er en del af sagens oplysning
Kommunen kan afslå at yde hjælp efter § 81, hvis det er oplyst, at borgeren kan få en realistisk afdragsordning.

Kommunen kan ikke uden videre lægge til grund, at borgeren kan opnå en afdragsordning. Det er en del af sagens oplysning, og kommunen skal derfor indhente oplysninger fra borgeren, om borgeren har forsøgt at få en afdragsordning.

Hvis borgeren opfylder betingelserne for at få hjælp efter § 81, kan kommunen overveje om en afdragsordning er relevant.

Realistisk afdragsordning
Det er en betingelse, at kommunen vurderer, om den mulige afdragsordning er en realistisk afdragsordning. Kommunen skal vurdere, om afholdelse af udgiften ved afdragsordningen i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes eller familiens muligheder for at klare sig i fremtiden. Det skal vurderes, om det er realistisk at afholde udgiften, herunder den tidsmæssige udstrækning og beløbets størrelse, sammenholdt med den pågældendes økonomi.

Sag. nr. 1, var Ankestyrelsen enig i kommunens vurdering af, at en mulig afdragsordning ikke var realistisk.

I sag nr. 2 havde kommunen ikke konkrete oplysninger om, at en afdragsordning var mulig. Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til kommunen.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Økonomisk hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter aktivloven § 81 kan ydes i særlige tilfælde efter en konkret vurdering.

I vurderingen indgår en række elementer, herunder borgerens rådighedsbeløb, om der er ændringer i borgerens forhold, om afholdelse af udgiften i væsentlig grad vil vanskeliggøre borgerens muligheder for at klare sig i fremtiden, og om udgiften var forudsigelig. I vurderingen kan kommunen inddrage andre elementer, herunder mulighed for afdragsordning. Ankestyrelsen har truffet nogle principielle afgørelser om udgiftens forudsigelighed. Disse afgørelser handler om efterregning for el/vand/varme.

Ankestyrelsen har desuden truffet principafgørelse om betydningen af en afdragsordning, se 18-14, og principafgørelse om borgerens rådighedsbeløb, se 19-14.

Forudsigelighed
Der skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om en enkeltudgift i form af efterregning på forbrug af el/vand/varme var forudsigelig for borgeren.

Udgangspunktet er, at det kun er ikke-forudsigelige udgifter, en borger kan få økonomisk hjælp til. Vurderingen af forudsigelighed angår det konkrete informationsniveau, borgeren havde adgang til i den periode, forbruget omhandler. Udgiftens forudsigelighed vurderes i forhold til den enkelte borger, herunder om der er særlige forhold at tage hensyn til.

Hvis der er tale om en forudsigelig udgift, kan der kun undtagelsesvis ydes hjælp. Betingelsen herfor er, at afholdelse af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, om udgiften var forudsigelig, men havde lagt til grund, at en ekstra regning til el efter sin art er forudsigelig. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen.

I sag nr. 2 havde borgeren en lav aconto-betaling under fravær fra bopælen. Da borgeren vendte tilbage til sin bopæl, ændrede han ikke acontobeløbet og fik derfor en høj efterregning. Ankestyrelsen vurderede, at udgiften var forudsigelig og stadfæstede kommunens afgørelse.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Personskader, der sker på arbejdet og under arbejdets forhold, er som udgangspunkt omfattet af arbejdsskadeloven.

Når personskaden er forårsaget af et ildebefindende eller sygdomsanfald, der ikke skyldes arbejdet eller arbejdets forhold, er personskaden ikke omfattet af loven.

Dette gælder dog ikke, hvis det indtrufne ildebefindende eller sygdomsanfald får alvorligere følger som følge af arbejdet eller forholdene på arbejdspladsen. I sådanne tilfælde vil personskaden i form af den alvorligere følge være omfattet af loven. Det er således et krav, at der skal være en skadefølge, der kun kan være indtrådt på grund af ildebefindendet eller sygdomsanfaldet på arbejdspladsen.

Arbejdsgiverens ansvar
Det følger af lovens formål, at alle skader, der sker på arbejdspladsen, som udgangspunkt er arbejdsgivers risiko. Sikringspligten gælder, selvom arbejdsgiveren ikke har handlet ansvarspådragende.

Arbejdsgiverens sikringspligt betyder, at personskaden som hovedregel er omfattet af loven i henhold til § 5, hvis det kan bevises, at personskaden sker, mens den tilskadekomne udfører arbejde for arbejdsgiveren eller under de forhold, arbejdet er foregået.

Arbejdsgiverens sikringspligt betyder således, at personskaden er omfattet af loven. Men det er fortsat et krav, at lovens betingelser for en ulykke er opfyldt, førend personskaden kan anerkendes som arbejdsskade.

Hvornår kan et ildebefindende eller sygdomsanfald være omfattet af loven?
Et ildebefindende eller sygdomsanfald på arbejdspladsen er omfattet af loven, når dette er forårsaget af arbejdet eller forholdene på arbejdet. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis den tilskadekomne bliver forgiftet af dampe på arbejdet.

Hvis et ildebefindende eller sygdomsanfald er forårsaget af forhold, der ikke skyldes arbejdet eller arbejdets forhold, er anfaldet ikke omfattet af loven. Følgerne af et sådant anfald vil derfor som udgangspunkt heller ikke være omfattet af loven.

Personskader som følge af et ildebefindende eller sygdomsanfald, der skyldes andre forhold end arbejdet, kan være omfattet
Efter praksis kan følgerne af et ildebefindende eller sygdomsanfald, der skyldes andre forhold end arbejdet, være omfattet af loven. Dette kræver, at følgerne er blevet alvorligere på grund af arbejdsforholdene.

Det følger af ovenstående hovedregel, at den alvorligere personskade er omfattet af loven, hvis det indtrufne ildebefindende sker, mens den tilskadekomne udfører arbejde for arbejdsgiveren eller under de forhold, arbejdet i øvrigt foregår.

Der er for eksempel tale om personskader, der er omfattet af loven i følgende tilfælde:

• Den tilskadekomne får et ildebefindende, mens han står på en stige og udfører arbejde for arbejdsgiver. Han falder ned og pådrager sig en skade i ryggen.

Den tilskadekomne besvimer, mens han står og arbejder for arbejdsgiver. Han falder om, slår hovedet i faldet og pådrager sig en hjernerystelse.

• Det ildebefindende, der ikke er forårsaget af arbejdet eller arbejdets forhold, og de gener det normalt medfører i form af for eksempel svimmelhed er fortsat ikke omfattet af loven, da det er forårsaget af andre forhold end arbejdet og ikke forværret som følge af arbejdet eller arbejdets forhold. Skaden i ryggen og hjernerystelsen er omfattet af loven og skal vurderes i henhold til lovens § 6.

Vi foretager ikke en sandsynlighedsvurdering af skaden

Vi foretager som konsekvens af arbejdsgiverens sikringspligt ikke en sandsynlighedsvurdering af, om tilskadekomne ville være kommet ligeså slemt til skade, hvis den samme situation var opstået andre steder end på arbejdet.

Vi sondrer ikke imellem, hvilke dele af personskaden tilskadekomne under alle omstændigheder ville have pådraget sig, hvis han for eksempel besvimede andre steder end på arbejdet, og hvilke dele af personskaden, som arbejdets forhold har forværret.

Resumé:

Principafgørelsen fastslår
Når en person efter en arbejdsskade er tilkendt fleksjob, skal erhvervsevnetabet fastsættes efter § 17a. Erstatningen kan fastsættes for et blivende erhvervsevnetab på 15 %, selv om lønnedgangen er lidt mindre end 15 %.

Princippet i U-19-04 gælder derfor også ved fastsættelse af erhvervsevnetab efter § 17a.

I den konkrete sag var skadelidte tilkendt fleksjob, og havde en dokumenteret lønnedgang på 13,4 % efter overgangen til fleksjob.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tidspunktet for opfyldelse af beskæftigelseskravet
Retten til dagpenge er betinget af, at beskæftigelseskravet for kvinder, som føder, senest er opfyldt på tidspunktet for fødslen. Dette gælder, medmindre ansøgeren på et senere tidspunkt opfylder beskæftigelseskravet for arbejdsløshedsdagpengeberettigede medlemmer af en A-kasse.

Det forudsættes, at en kvinde, som føder, senest påbegynder sin første fraværsperiode ved fødslen.

Uanset, hvornår en kvinde - som har født - anmoder om barseldagpenge, er retten til dagpenge betinget af, at hun opfyldte beskæftigelseskravet senest på tidspunktet for fødslen. Dette gælder, medmindre ansøgeren på et senere tidspunkt opfylder beskæftigelseskravet for arbejdsløshedsdagpengeberettigede medlemmer af en A-kasse.

Nyuddannede kvinder, som har født
En nyuddannet kvinde, som har født, før hun afsluttede sin uddannelse, kan opnå ret til dagpenge efter fraværets påbegyndelse, såfremt hun opfylder beskæftigelseskravet i barsellovens § 27, stk. 1, nr. 2, om personer, som er arbejdsløshedsdagpengeberettiget medlem af en A-kasse.

En nyuddannet kvinde, som har født, før hun afsluttede sin uddannelse, kan ikke opfylde beskæftigelseskravet for nyuddannede i barsellovens § 27, stk. 1, nr. 3, fordi det forudsættes, at hun senest påbegyndte sin fraværsperiode ved fødslen.

Hvis ansøgeren er en nyuddannet kvinde, som har født, kan hun alene opfylde beskæftigelseskravet for nyuddannede i barsellovens § 27, stk. 1, nr. 3, såfremt hun har født inden for en måned efter hun afsluttede sin uddannelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at en kvinde ikke var berettiget til barseldagpenge dagen efter, hun afsluttede sin uddannelse.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden havde født, før hun afsluttede sin uddannelse.

Kvinden havde ret til barseldagpenge fra det tidspunkt, hvor hun var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge fra sin A-kasse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Arbejdsskade under uddannelse med praktikophold
Uddannelsesøgende er som udgangspunkt ikke sikret efter arbejdsskadeloven.

Det skyldes, at der ikke er tale om ansættelsesforhold mellem den uddannelsessøgende og uddannelsesstedet.

Dog er den uddannelsessøgende sikret efter arbejdsskadeloven, hvis den uddannelsesøgende deltager i SU-berettiget praktik som led i uddannelsen.

Territorialprincippet
Loven om arbejdsskade gælder i Danmark. Det betyder, at den danske lov kun gælder for skader, der sker under arbejde for en arbejdsgiver her i landet. Omvendt betyder det, at en skade, der sker under arbejde for en arbejdsgiver i udlandet, skal afgøres efter arbejdsgiverens lands regler.

Hvis en person bliver udsendt for at udføre arbejde i udlandet for sin arbejdsgiver, vil den danske lov finde anvendelse. Det gælder, hvis der er tale om en midlertidig udstationering.

Arbejdsskade under praktikophold i Norden
I den konkrete sag kom en uddannelsessøgende til skade under et kortvarigt praktikophold i Norge. Praktikopholdet var led i en SU-berettiget uddannelse her i landet.

Det fulgte af Nordisk Konvention om social sikring (som supplerer reglerne i arbejdsskadeloven), at de danske regler om arbejdsskadesikring gjaldt i dette tilfælde.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår
Retten til at opkræve manglende betaling af børnebidrag forældes efter 3 år. De enkelte ydelser forældes løbende. Forældelsen afbrydes endeligt, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren. Forældelsen afbrydes foreløbigt, når en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb er indbragt for en administrativ myndighed.

Overgangsbestemmelse i forældelsesloven
Forældelsesloven trådte i kraft 1. januar 2008, og der gælder en 3-årig overgangsperiode. Således vil forældelse indtræde tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet efter såvel denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser, jf. § 30, stk. 1, 2. pkt.

Overgangsreglen fører således til, at fordringer på underholdsbidrag, der er stiftet inden 1. januar 2008 efter en overgangsperiode på 3 år, som udgangspunkt vil forældes den 1. januar 2011.

Afbrydelse af forældelse
Forældelsen afbrydes, når fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid.

En afgørelse fra Udbetaling Danmark om opkrævning af underholdsbidrag har ikke bindende karakter efter bestemmelserne i forældelsesloven i og med, at afgørelsen kan indbringes for anden administrativ myndighed (Ankestyrelsen) eller for domstolene. Indbringelse af sagen for Udbetaling Danmark medfører derfor ikke en endelig forældelsesafbrydelse efter forældelseslovens § 16, stk. 1.

Indbringelse af sagen har i stedet foreløbig afbrydelsesvirkning, jf. § 21, stk. 2, i forældelsesloven. Foreløbig afbrydelse medfører, at der løber en 1-års frist fra meddelelsen om myndigheds afgørelse, en højere myndigheds eller et ankenævns afgørelse.

Den foreløbige afbrydelse af forældelsen sker ved indbringelse af sagen for Udbetaling Danmark, som i henhold til lov om opkrævning af underholdsbidrag kan opkræve krav på underholdsbidrag. Det er en forudsætning, at både fordringshaveren og skyldneren har nær tilknytning til sagen, således at skyldneren må antages at kunne påregne, at myndighedens afgørelse eventuelt kan give anledning til, at fordringshaveren rejser et krav over for skyldneren.

Det er en betingelse, at sagen drejer sig om fordringens eksistens og størrelse, eller at det er en sag, som er afgørende herfor.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen kan ikke træffe afgørelse om afslag på støtte til briller/kontaktlinser alene med henvisning til udgiftsniveauet for det ansøgte.

Kommunen skal tage stilling til, om ansøger er omfattet af personkredsen, der har en øjenlidelse med indikation for hjælp til briller og kontaktlinser.

Sygdomsbetinget dobbeltsyn uden mulighed for operativ korrektion er opført på listen over øjenlidelser, der indikerer hjælp til briller og kontaktlinser. Begrebet "sygdomsbetinget" må efter en naturlig sproglig og lægelig forståelse anses for også at omfatte medfødte lidelser.

Dernæst må kommunen vurdere lidelsens sværhedsgrad og hvilken grad af ekspertise, der er nødvendig for at korrigere for lidelsen.

På listen over medicinsk-optisk definerede varige øjenlidelser fremgår, at der er tale om sjældne lidelser, hvor det kræver en særlig sagkundskab at korrigere for lidelsen. Det vil sige, at lidelsen har et omfang, hvor der ikke kan korrigeres for lidelsen alene ved hjælp af standardglas/kontaktlinse.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Diabeteskost som merudgift til børn

Ved beregning af merudgifter til diabetikere medregnes merudgifter til kost.

Merudgiften beregnes ved at sammenligne den anbefalede diabeteskost med den danske gennemsnits-kost. Størrelsen af denne udgift afhænger som udgangspunkt af energibehov og køn, samt om diabetes-kost skal beregnes med eller uden specialvarer.

Diabeteskost med eller uden specialvarer

For at normalisere barnets hverdag så meget som muligt, skal merudgifter til diabeteskost til børn beregnes med specialvarer, hvis familien kan sandsynliggøre, at barnet rent faktisk benytter specialvarer.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Pension fra to EU-lande

Når en borger har ret til pension fra to EU-lande medfører dette, at borgeren er omfattet af EU-forordning om social sikring 883/2004.

Kommunens vejledningsforpligtelse over for denne gruppe af borgere omfatter vejledning i rettigheder efter EU-forordningen.

Naturalydelser

Praktisk og personlig hjælp og plejebolig er naturalydelser i EU-forordningerne.

En pensioneret EU-borger, der modtager pension fra to eller flere lande og dermed er omfattet af EU-forordning om social sikring artikel 23, har efter behov ret til naturalydelser efter serviceloven og almenboligloven, herunder frit valg af plejebolig.

Hvis borgeren har bopæl i Danmark, skal Danmark afholde alle udgifterne til naturalydelser, da borgeren modtager folkepension fra Danmark.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Forældelseslovens regler finder anvendelse i sager om tilbagebetaling af for meget udbetalt pension og varmetillæg. Forældelsesfristen indtræder som udgangspunkt efter 3 år, men denne frist suspenderes, hvis fordringshaveren er ubekendt med fordringen, og begynder først at løbe fra den dag, hvor fordringshaveren får eller bør få kendskab til fordringen. Samtidig er der dog af hensyn til skyldneren en absolut forældelsesfrist på 10 år fra det tidspunkt, hvor udbetalingen har fundet sted.

I den konkrete sag skulle borgeren tilbagebetale for meget udbetalte ydelser, som hun havde modtaget efter den 28. marts 2001.

Borgeren havde uberettiget og mod bedre vidende modtaget pension siden den 1. januar 2001 og varmetillæg siden den 1. august 2005.

Da kommunen først den 28. marts 2011 fik kendskab til fordringen, var den 3-årige forældelsesfrist suspenderet frem til dette tidspunkt, således at borgeren som udgangspunkt skulle tilbagebetale alle de beløb, som hun havde fået udbetalt for meget. Men da den absolutte forældelsesfrist på 10 år løber fra tidspunktet for udbetalingen af hvert enkelt beløb, så var kommunens tilbagesøgningskrav forældet, for så vidt angik beløb udbetalt før den 28. marts 2001.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Efterbetaling af løntilskud for fleksjob påbegyndt før den 1. januar 2013

Arbejdsgivers bidrag til pension skal indgå ved beregningen af løntilskud til en ansat i fleksjob.

En arbejdsgiver, der ikke har indbetalt pensionsbidrag til en ansat i fleksjob, og som er retligt forpligtet til at efterbetale pensionsbidrag til den ansatte, har ret til efterregulering af løntilskud fra kommunen.

Arbejdsgivers ret til efterregulering af løntilskud er dog begrænset af forældelseslovens regler om forældelse af fordringer.

Arbejdsgivers krav på løntilskud er omfattet af forældelseslovens almindelige forældelsesfrist på 3 år.

Da arbejdsgivers krav i den konkrete sag om efterregulering af løntilskud tidligere var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908, der gjaldt forud for den 1. januar 2008, følger det af forældelseslovens overgangsregler, at forældelse tidligst indtræder den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter den gældende forældelseslovs regler som efter de hidtil gældende bestemmelser i forældelsesloven af 1908.

I det konkrete tilfælde skulle det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden derfor anvendes. Det betød, at arbejdsgiveren havde ret til efterregulering af løntilskud for perioden 30. april 2005 til 31. december 2007.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ansøgning om fleksjob
En borger kan ikke anmode om, at kommunen alene tager stilling til spørgsmålet om fleksjob, da kommunen skal se en ansøgning om fleksjob i lyset af alle de muligheder, der findes for hjælp efter den sociale lovgivning. Kommunen skal således i det enkelte tilfælde vurdere, om og i givet fald hvilken indsats, der skal iværksættes.

Der er ikke hjemmel i fleksjobreglerne til at se bort fra den helhedsvurdering, der efter reglerne skal foretages i forbindelse med en ansøgning om fleksjob.

Kommunen skal vurdere, om der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om fleksjob eller at iværksætte andre initiativer. Kommunen skal kun påbegynde behandling af sag om fleksjob i de tilfælde, hvor der er noget, der taler for, at borgeren er i målgruppen for fleksjob.

Et afslag på at påbegynde behandling af sag om fleksjob vil efter Ankestyrelsens praksis være at betragte som en afgørelse, som borgeren kan klage over. Vi henviser til principafgørelse 64-11, hvorefter jobcentrets afslag på at afklare arbejdsevnen måtte anses for en afgørelse, der tilsigtede at have retsvirkning efter sit indhold, det vil sige afslag på fleksjob på det foreliggende grundlag.

Forelæggelse for rehabiliteringsteamet
Borgeren har ikke krav på at få sin sag forelagt for rehabiliteringsteamet. Kommunen har kun pligt til at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet i det tilfælde, hvor kommunen vurderer, at der er grundlag for at påbegynde behandling af sag om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension.

Det følger af reglerne, at rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling, inden beslutning om og tilkendelse af ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller førtidspension træffes af kommunen. Det fremgår af lovbemærkningerne, at kommunens forelæggelse af sager for teamet er en del af den faktiske forvaltningsudøvelse som led i sagsbehandlingen, og at der derfor ikke kan klages over, at sagen forelægges eller ikke forelægges for teamet.

Det fremgår også af lovbemærkningerne, at der i komplekse sager skal ske en nødvendig tværfaglig koordinering og en parallel afklaring af den enkeltes beskæftigelsesmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer. Tilsvarende fremgår det af den politiske aftale om reformen, at formålet med rehabiliteringsteamet er at sikre, at der sker den nødvendige tværfaglige koordinering i komplekse sager.

Kommunen kan altid vælge at forelægge en sag for rehabiliteringsteamet.

I sager om førtidspension er der en særlig hjemmel til, at borgeren kan bede kommunen om at tage stilling til førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, se § 17, stk. 2, i lov om sociale pension. Det betyder, at kommunen i disse tilfælde ikke skal foretage en helhedsvurdering. Disse sager skal altid forelægges for rehabiliteringsteamet inden afgørelse.

Udarbejdelse af rehabiliteringsplan

Kommunen har kun pligt til at udarbejde rehabiliteringsplanens forberedende del, hvis sagen skal forelægges for rehabiliteringsteamet. Kommunen kan dog altid vælge at udarbejde rehabiliteringsplanen.

Det følger af reglerne, at den forberedende del af rehabiliteringsplanen skal udarbejdes for alle, der skal have deres sag behandlet i et rehabiliteringsteam.

Vi bemærker, at kommunen efter officialprincippet altid skal sørge for at oplyse sagen tilstrækkeligt, og at rehabiliteringsplanens forberedende del med fordel kan anvendes som et værktøj til at belyse og dokumentere borgerens forhold i de tilfælde, hvor kommunen f.eks. træffer afgørelse om afslag på fleksjob uden at forelægge sagen for teamet.

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Det er en betingelse for at få den særlige uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, at uddannelsen er omfattet af lovgivningen på området.

De uddannelser, der giver ret til særlig uddannelsesydelse for ledige, som har opbrugt retten til dagpenge, er omfattet af lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne (kaldet VFV-loven). Men det omfatter for eksempel ikke uddannelser efter lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

Den konkrete uddannelse som driftsteknolog er ikke omfattet af lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret. Det betød, at ansøger ikke havde ret til særlig uddannelsesydelse.