Principafgørelser

125-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Når en borger har tilmeldt sig Digital Post fra offentlige myndigheder, er det bindende og har den retsvirkning, at myndigheden kan sende alle dokumenter og meddelelser til borgerens digitale postkasse i stedet for fysisk post. Meddelelser, som offentlige myndigheder sender på denne måde, anses for at være kommet frem til borgeren, når meddelelsen er tilgængelig for borgeren i den digitale postkasse. Det er borgerens ansvar at holde øje med post i den digitale postkasse.

Udgangspunktet er derfor, at et brev sendt til borgerens digitale postkasse svarer til et fysisk brev sendt til borgerens adresse. 

124-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Under en anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung skal der tages stilling til barnet eller den unges samvær og kontakt med netværket. Netværket skal specificeres i afgørelsen. Afgørelsen bliver truffet overfor indehaveren af forældremyndigheden samt den unge, der er fyldt 12 år. Det er børn og unge-udvalget, der træffer afgørelse om de mest indgribende begrænsninger i samværet og kontakten.

Hvem er netværket
Netværket til det anbragte barn eller den anbragte unge kan som udgangspunkt være alle personer, som har tilknytning til barnet/den unge på det tidspunkt, hvor afgørelsen om samvær og kontakt bliver truffet.

Begrebet netværk omfatter efter ordlyden i servicelovens bestemmelse om samvær og kontakt, barnets eller den unges søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v.

En afgørelse om omfang, eventuel begrænsning og afbrydelse af det anbragte barns eller den anbragte unges samvær og kontakt med netværk, vil kunne omfatte alle personer, som har en tilknytning til barnet eller den unge på det tidspunkt, hvor afgørelsen bliver truffet.

Specificering i afgørelsen af netværket
Det skal i afgørelsen specificeres, hvilke personer, afgørelsen drejer sig om.

Der er tale om en meget indgribende afgørelse, når børn og unge-udvalget træffer afgørelse om afbrydelse af forbindelsen i form af samvær eller anden kontakt, eller om anonymisering af barnets eller den unges opholdssted. Hvis børn og unge-udvalget træffer afgørelsen over for barnet eller den unges ”netværk” alene, er dette som udgangspunkt for bred en betegnelse og ikke en tilstrækkeligt specificeret personkreds.

En afgørelse om overvåget samvær, afbrudt forbindelse i form af samvær eller brev-, mail- og telefonforbindelse samt anonymiseret opholdssted mellem barnet eller den unge og dennes netværk, skal således specificere, hvilke personer, der er omfattet af afgørelsen.

Undtagelse til kravet om specificering af netværket
I helt særlige tilfælde kan der i en konkret sag være grund til, at netværket ikke kan specificeres nærmere.

Et eksempel er det tilfælde, hvor barnets eller den unges netværk er meget stort og uoverskueligt, og hvor barnet eller den unge har behov for ro omkring sig. I dette tilfælde kan der være behov for, at kommunen afværger, at personer i barnets eller den unges netværk, som ikke fremgår af en nærmere specificering, skaber en negativ kontakt til barnet eller den unge. Ligeledes vil kommunen kunne afværge, at forældremyndighedsindehaveren gentagne gange anmoder kommunen om, at der fastsættes samvær mellem barnet eller den unge og et vilkårligt familiemedlem eller anden bekendt til barnet eller den unge, som ikke er nævnt i en nærmere specificering.

Hvornår er der pligt til at træffe afgørelse om samvær og kontakt med netværket
Det er kommunen, der har pligt til at være opmærksom på det anbragte barn eller den anbragte unges behov for samvær og kontakt med netværket. Det kan også være forældremyndighedsindehaveren og/eller barnet eller den unge, der beder kommunen om, at der fastsættes samvær med netværket. Netværket har ikke en selvstændig ret til samvær med barnet eller den unge.

Hvis en forældremyndighedsindehaver ønsker at have en eller flere personer med fra barnets eller den unges netværk til sit eget samvær med barnet eller den unge, er dette en afgørelse om tilrettelæggelse af forældremyndighedsindehaverens samvær, som forvaltningen træffer.

Hvem træffer afgørelsen
Det er enten forvaltningen eller børn og unge-udvalget, der træffer afgørelsen om et anbragt barn eller en anbragt ungs samvær med netværket. Dette følger af servicelovens bestemmelse om samvær og kontakt.

Det er afgørelsens indgribende karakter, der er afgørende for, om det er forvaltningen eller børn og unge-udvalget, der skal træffe afgørelse om et anbragt barn eller en anbragt ungs samvær og kontakt under anbringelsen.

Hvis samværet f.eks. skal begrænses til mindre end én gang om måneden, eller samværet skal være overvåget, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelsen, uanset om afgørelsen retter sig mod forældrene eller personer i netværket. Mindre indgribende afgørelser om samvær med det anbragte barn eller den anbragte unge træffes af kommunens forvaltning.

Hvem træffes afgørelsen overfor
Afgørelser om samvær og kontakt med netværket bliver truffet overfor indehaveren af forældremyndigheden samt den unge, der er fyldt 12 år. Det er således alene indehaveren af forældremyndigheden og den unge, der er fyldt 12 år, der kan klage over afgørelsen. 

123-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Bestemmelsen i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion ved anbringelse af et barn uden for hjemmet finder kun anvendelse, hvis der er truffet en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens bestemmelser herom.

En afgørelse om aflastning – selvom aflastningen har en vis tidsmæssige udstrækning - kan ikke sidestilles med en afgørelse om anbringelse i forhold til muligheden for refusion. Dette gælder uanset, om der kan stilles spørgsmålstegn ved den konkrete anvendelse af servicelovens regler om aflastning og anbringelse.

Hvis der ikke er truffet en afgørelse om anbringelse, er der ikke grundlag for mellemkommunal refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2, nr. 6.

122-13

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Hvis en kommune vil nedsætte en løbende ydelse til merudgifter, i dette tilfælde til husleje, skal den give en fyldestgørende begrundelse for det. Kommunen skal beskrive, hvilke elementer der er lagt vægt på i afgørelsen.

Når kommunen foretager den konkrete vurdering af merudgifter, skal de sammenligne med de udgifter, en ikke-handicappet person på samme alder og i samme livssituation har.

Alder, beskæftigelse, uddannelse og det lokale prisniveau er relevante elementer i den samlede vurdering af udgifter til husleje, der skal sammenlignes med.

Kommunen skal foretage en samlet vurdering af en sammenlignelig situation med en ikke-handicappet på samme alder og i samme livssituation. Alder, beskæftigelse, uddannelse og lokalt prisniveau er elementer, der skal inddrages, da disse er relevante elementer i denne sag om husleje.

Henvisning til en specifik alder kan ikke alene være begrundelse for at ændre væsentligt på merudgiftsydelsen. Kommunen skal beskrive, hvilken betydning alderen har for borgerens merudgiftsniveau.

121-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Reglerne om frit valg i forhold til hjælpemidler kan ikke anvendes for forbrugsgoder, der udelukkende fungerer som et hjælpemiddel.

Et forbrugsgode, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel, er i sin karakter et forbrugsgode og ikke et hjælpemiddel.

Reglerne om frit valg af leverandør for hjælpemidler, gælder alene for hjælpemidler. Det er en følge af, at det lovforslag om ændring af lov om social service, der indførte fritvalgsordningen, alene henviser til § 112 om hjælpemidler.

Det betyder, at borgere, der af kommunen får hjælp til anskaffelse af et forbrugsgode, der udelukkende fungerer som hjælpemiddel, ikke frit kan vælge leverandør af hjælpemidler og at borgeren heller ikke mod betaling af prisdifferencen kan vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen vil yde støtte til. 

120-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Frakendelse af førtidspension
Ved tilkendelsen af førtidspensionen har kommunen vurderet, at der er tale om en varig lidelse. Førtidspensionen kan derfor som udgangspunkt ikke frakendes.

Kommunen skal dog træffe afgørelse om frakendelse af førtidspension, hvis der er sket en væsentlig forbedring af arbejdsevnen, som medfører, at pensionisten vedvarende kan være selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne. Kommunen skal således vurdere, om den pågældende er blevet i stand til at udføre konkret specificerede arbejdsfunktioner (f.eks. i et fleksjob) og derved opnå indtægt til selvforsørgelse.

Det er en betingelse for at frakende førtidspensionen, at pensionisten mod forventning er blevet i stand til at arbejde i større omfang end forudsat ved tilkendelsen af førtidspension, og at pensionisten gennem en længere periode har vist, at arbejdsevnen er blevet forbedret. Det afgørende er, om arbejdsevnen er blevet forbedret, således at pensionisten er blevet i stand til at kunne varetage et fleksjob/ordinært job.

Kommunen skal i forbindelse med den konkrete helhedsvurdering af pensionistens arbejdsevne vurdere, om der er behov for at indhente aktuelle lægelige oplysninger.

Det er ikke en generel betingelse for at frakende førtidspensionen, at der skal foreligge aktuelle lægelige oplysninger om borgerens helbredsmæssige forhold. 

Kommunen kan vælge at gøre en pension hvilende.

Førtidspension før den 1. januar 2003
Personer, der er tilkendt førtidspension før den 1. januar 2003, er omfattet af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Efter loven kan førtidspensionen ikke frakendes. Kommunen kan derimod træffe afgørelse om, at retten til førtidspension gøres hvilende for pensionister under 60 år, hvis indtægten ved personligt arbejde forventes vedvarende at overstige det dobbelte af grundbeløbet, eller hvis pensionisten selv beder om det.

Om indtægten vedvarende overstiger den tilladte grænse afhænger af en konkret vurdering. I praksis har Ankestyrelsen ikke anset 4 måneder for tilstrækkeligt, men har vurderet, at ansættelsen skulle have varet et år.

119-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Førtidspension med revision

Ved tilkendelse af førtidspension, har kommunen vurderet, at der er tale om en varig lidelse. Førtidspensionen kan derfor som udgangspunkt ikke frakendes.

Når kommunen tilkender førtidspension, skal kommunen således som hovedregel ikke træffe beslutning om, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere tidspunkt.

Kommunen kan dog undtagelsesvist beslutte, at sagen skal genoptages til vurdering på et senere fastsat tidspunkt (førtidspension med revision).

Behovet for en afgørelse om ny vurdering kan især forekomme, når der er tale om pension til unge, og ved visse sygdomme, der erfaringsmæssigt har et uforudsigeligt forløb.

Det er en betingelse for at sætte revision på en førtidspension, at borgeren lider af en alvorlig sygdom, som har et uforudsigeligt forløb, og hvor der således er mulighed for en bedring af borgerens helbredsmæssige tilstand inden for en kortere årrække.

En alvorlig sygdom med et uforudsigeligt forløb kan f.eks. være en kræftlidelse, der har et usikkert forløb.

Der er ikke tale om en sygdom med et uforudsigeligt forløb i det tilfælde, hvor borgeren lider af f.eks. skizoid personlighedsstruktur eller en varig personlighedsforstyrrelse, og alle behandlingsmuligheder er udtømte, og borgerens nedsatte funktionsniveau er kronisk og af varig karakter.

118-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der skal ske fradrag i revalideringsydelse for indtægter fra en bistandsfond, der tilhører en pensionskasse.

Principafgørelse 27-13 fastslår, at der skal ske fradrag i revalideringsydelsen for løbende udbetalinger fra alle forsikringer og pensionsordninger. Der er ikke fastsat regler om, at nogen ydelser fra forsikrings- og pensionsordninger er undtaget for fradrag i revalideringsydelse.

Indtægter fra løbende udbetalinger fra bistandsfonden skal dog kun trækkes fra i revalideringsydelsen i det omfang, indtægterne fra bistandsfonden sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter.

Principafgørelse A-29-04 om, at der ikke er lovhjemmel til at foretage fradrag i ledighedsydelse for det beløb, der er udbetalt fra en bistandsfond, gælder ikke for fradrag i revalideringsydelse.

Reglen om fradrag i revalideringsydelse er forskellig fra lovgivningen om ledighedsydelse, der indeholder detaljerede bestemmelser om fradrag i ydelsen. 

117-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Lovligt ophold efter aktivloven
Det er en betingelse for ret til kontanthjælp, at man har lovligt ophold i Danmark.

En borger, hvis opholdstilladelse er bortfaldet som følge af en behandlingsdom med efterfølgende udvisning, anses for at have lovligt ophold i Danmark i relation til aktivloven, indtil den pågældende har udstået sin behandlingsdom.

Det afgørende er, at borgeren ikke kan udrejse af Danmark, før den pågældende har udstået sin behandlingsdom, og dermed må anses for at have ret til at opholde sig her i landet indtil dette tidspunkt.

Fradrag i kontanthjælpen for værdien af kost og bolig
Der foretages som udgangspunkt ikke fradrag i kontanthjælpen for værdien af kost m.v. under indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitutioner. Hvis opholdet har varet i mere end 3 måneder, kan der dog foretages fradrag i hjælpen svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen.

Boligudgifter kan være omfattet af fradragsreglen i aktivlovens § 33, stk. 1, nr. 6. Hensynet bag fradragsreglen er at undgå situationer med dobbeltforsørgelse, sådan at borgeren ikke får dækket det samme behov gennem flere offentlige ydelser.

Der kan ske fradrag for værdien af kost og bolig, når borgeren som følge af indlæggelsen ikke selv skal afholde disse udgifter af kontanthjælpen.

116-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Sikrede kan ikke få dækket sine udgifter til advokat i forbindelse med en arbejdsskadesag, idet der ikke er hjemmel til at få dækket udgifterne i arbejdsskadesikringsloven.

115-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ketonstrimler kan være et hjælpemiddel, der ifølge servicelovens § 112 i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af nedsat funktionsevne. 

En person, der lider af type 1 diabetes og er i insulinbehandling, kan i forbindelse med sygdom have behov for at måle ketoner i blodet for at undgå syreforgiftning. Udgifter til ketonstrimler kan derfor dækkes efter servicelovens § 112. I vurderingen indgår, at måling af omfanget af ketoner kan hindre alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. 

Mulighed for at måle ketoner i blodet anses for væsentlig 

Et hjælpemiddel skal i væsentlig grad afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse. 

Muligheden for at kunne måle ketoner i blodet, når man har type 1 diabetes, er så væsentlig, at ketonstrimler kan anses som er hjælpemiddel i servicelovens forstand. Antallet og omfanget af det årlige forbrug er ikke afgørende ved vurderingen af væsentlighedskriteriet i den foreliggende sag, da formålet er at undgå risiko for alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. 

114-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En ansøger med laktoseintolerans kunne få hjælp til dækning af merudgifter til diæt. 

I bekendtgørelsen om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse er der en særlig regel i § 2 om, at personer med medfødte misdannelser eller mangler, som ikke giver synlig eller umiddelbar konstaterbar nedsat funktionsevne, kan få dækket merudgifter til diæt, når forskrifter til diæt og lignende følges. 

Efter denne regel er det ikke en betingelse for at få hjælp, at lidelsen har konsekvenser for den enkelte af indgribende karakter i den daglige tilværelse, som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. 

Diagnosen skal være dokumenteret, men der stilles ikke i bekendtgørelsen krav om, at lidelsen skal have en vis sværhedsgrad. 

Ansøger var således berettiget til hjælp efter bekendtgørelsens § 2, selv om han ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100. 

Kommunen måtte herefter ved beregningen af merudgifter tage stilling til, om lovens bagatelgrænse var nået.

113-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Når en ung flytter hjemmefra til et botilbud, vil en eventuel forøget husleje kunne dækkes efter merudgiftsreglerne 

Dækning af nødvendige merudgifter kan ske uanset boform. 

Det forhold, at der i reglerne om individuel boligstøtte er særlige regler for beregning af boligstøtte, når borgeren er visiteret til en bolig efter almen boligloven, gør ikke udtømmende op med sådanne personers ret til at modtage tilskud til forhøjede boligudgifter. 

Når en ung flytter hjemmefra til et botilbud, skal kommunen ved vurderingen af boligudgiften foretage en samlet vurdering af en sammenlignelig situation med en ikke-handicappet på samme alder og i samme livssituation. Alder, beskæftigelse, uddannelse og lokalt prisniveau er elementer, der skal inddrages 

112-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En ansøgning om økonomisk hjælp til husleje fra en udsættelsestruet lejer skal behandles efter alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. 

En ansøgning skal derfor også behandles efter lov om aktiv socialpolitik § 81 a om hjælp til huslejeudgifter til udsættelsestruede lejere, hvis der ikke er mulighed for hjælp efter anden lovgivning eller andre regler i lov om aktiv socialpolitik. 

Det er således ikke tilstrækkeligt, at kommunen træffer afgørelse om afslag på hjælp efter aktivlovens § 81 om generel hjælp til enkeltudgifter. 

111-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ikke dækning af udgifter til psykolog som følge af en fysisk personskade 
(fysisk arbejdsskade) 

Der er som hovedregel ikke tale om behandlinger med varigt helbredende effekt i arbejdsskadesikringslovens forstand, når tilskadekomne går til psykolog for at lære at håndtere og leve med de smerter og de ændringer i livet, som en fysisk arbejdsskade har medført. 

I disse tilfælde dækkes udgiften til psykologsamtaler derfor som hovedregel ikke af arbejdsskadesikringslovens regler om dækning af udgifter til behandling.

Dette skyldes, at en fysisk personskade som altovervejende udgangspunkt ikke er egnet til at forårsage en psykisk personskade. Efter en konkret vurdering kan udgifter til psykologbehandlinger efter en fysisk arbejdsskade dog dækkes, hvis der har været tale om hændelser af særligt belastende karakter, der er egnet til at give psykiske gener.

Tilskadekomne bliver kompenseret for sine daglige gener som følge af arbejdsskaden, herunder smerterne og de gener de giver i dagligdagen, i godtgørelsen for varigt mén. 

Dækning af udgifter til psykolog som følge af en psykisk personskade 
(psykisk arbejdsskade) 

Tilskadekomne har ret til dækning af udgifter til psykologsamtaler, når der er tale om en psykisk personskade, der er anerkendt eller kan anerkendes som en arbejdsskade. 

Dette er for eksempel tilfældet, hvis tilskadekomnes liv eller helbred har været i alvorlig fare, eller hvis tilskadekomne har haft rimelig grund til at føle sig udsat for en sådan fare. Det vil også være tilfældet, hvis tilskadekomne har været udsat for en helt usædvanlig, chokerende begivenhed eller et forløb gennem længere tid, eller der er tale om situationer, hvor tilskadekomne føler sig ansvarlig for den alvorlige fare, som andres liv er blevet bragt i. 

Det er dog fortsat et krav, at psykologbehandlingen har været nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger. 

110-13

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Dækning af udgifter til lægeundersøgelser m.m., der ikke er foranlediget af Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen (nødvendig for behandling af arbejdsskadesagen) 

Når det ikke er Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen, der har bedt om en lægeundersøgelse eller tilsvarende i en arbejdsskadesag, skal forsikringsselskabet kun betale udgiften hertil, hvis Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen finder oplysningerne nødvendige i forhold til behandlingen af arbejdsskadesagen. 

Dette kræver, at resultatet af undersøgelsen viser sig at være nødvendig for behandlingen af sagen efter arbejdsskadeloven, og at undersøgelsen ikke burde være blevet foretaget i offentligt regi uden udgifter for tilskadekomne. 

Det er tilskadekomne, der bærer risikoen for, at undersøgelsen viser sig unødvendig for sagens behandling og afgørelse. 

Det følger af Principafgørelse U-24-02, at tilskadekomne udover rejseudgifter også kan få dækket udgifter til undersøgelser og behandlinger afholdt for egen regning og risiko. 

Kravet om nødvendighed vurderes ens, uanset om tilskadekomne ønsker at få dækket rejseudgiften eller udgiften til selve undersøgelsen. 

Det følger af Principafgørelse U-10-97, at der ikke kan ske dækning af udgifter til operation på privatklinik, når operationen kunne være foregået i offentligt regi uden udgift for tilskadekomne, og at ventetid i det offentlige ikke kan tillægges betydning. 

Det vil sige, at rejseudgifter i forbindelse med udredninger og udgifter til selve udredningen ikke dækkes efter arbejdsskadeloven, hvis udredningen kunne være blevet foretaget i offentligt regi uden udgifter for tilskadekomne, men tilskadekomne selv vælger at få foretaget udredningen i privat regi. 

Ankestyrelsen har vurderet to sager om henholdsvis ret til dækning af udgifter til en MR-skanning (sag nr. 1) samt ret til dækning af rejseudgifter i forbindelse med yderligere undersøgelser og udredning af diagnosen (sag nr. 2). 

Udredningerne og undersøgelserne er ikke omfattet af lovens § 15 

Undersøgelser og udredninger i forbindelse med fastlæggelse af diagnoser og behandlingsplaner er ikke omfattet af lovens § 15, som giver ret til dækning af udgifter i forbindelse med behandling og genoptræning. Udgiften til selve undersøgelsen og de heraf følgende udgifter til transport kan derfor ikke dækkes efter lovens § 15. 

Udgifter til lægeundersøgelser m.m. der er foranlediget af Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen dækkes 

Rejseudgifter ved lægebehandling m.v. dækkes, hvis lægebehandlingen m.v. er sket efter anmodning fra Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen. Dette vil for eksempel være tilfældet, når Arbejdsskadestyrelsen anmoder om udfærdigelse af en speciallægeerklæring. Tilskadekomne har i den situation ret til dækning af rejseudgifter og eventuelt også tabt arbejdsfortjeneste. 

109-13

Resumé:

Når en kommune skal opkræve et tilbagebetalingskrav efter lov om social service, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., kan kommunen enten yde henstand eller fastsætte en afdragsordning. En eventuel afdragsordning fastsættes efter den tabel, der fremgår af § 5, stk. 1, i indrivelsesbekendtgørelsen med udgangspunkt i skyldnerens nettoindkomst. Kommunen skal ikke foretage en egentlig betalingsevnevurdering.

Ved fastsættelse af afdrag efter § 5, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen er det alene skyldnerens indkomst, der skal anvendes. En eventuel ægtefælles indkomst skal ikke medregnes til skyldnerens indkomst. 

Først efter en eventuel oversendelse af sagen til inddrivelsesmyndigheden SKAT, kan der blive tale om en konkret betalingsevnevurdering, jf. § 5, stk. 6, i inddrivelsesbekendtgørelsen. 

Ved fastsættelse af afdrag efter § 5, stk. 6, i inddrivelsesbekendtgørelsen, indgår både skyldnerens og ægtefællens indkomst- og formueforhold.

108-13

Resumé:

Der kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder f.eks. i form af operation for diskusprolaps i lænden. 

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af helbredstilstanden og/eller arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed. 

Operation for diskusprolaps i lænden udgør ikke en væsentlig risiko for liv og førlighed. Videnskabelige undersøgelser har vist, at det er yderst sjældent, at der vil forekomme varige komplikationer efter en operation for diskusprolaps i lænden.

I det konkrete tilfælde ønskede borgeren ikke at bliver opereret. Beskæftigelsesudvalget fandt, at der var lægelig indikation for, at borgeren fik foretaget en operation for diskusprolaps i lænden, og at en operation var en konkret og realistisk behandlingsmulighed, som ville kunne forbedre borgerens helbredstilstand og arbejdsevne. Der var derfor fortsat behandlingsmuligheder og derfor usikkerhed om borgerens arbejdsevne. Derfor var der i den konkrete sag ikke grundlag for at forlænge sygedagpengene.

107-13

Resumé:

Ansøgning om sygedagpenge
Når en borger ansøger om sygedagpenge, skal kommunen tage stilling til, om borgeren tidligere har opbrugt retten til at modtage sygedagpenge på grund af varighedsbegrænsningen. Der gælder et skærpet beskæftigelseskrav, når borgeren tidligere har opbrugt retten til sygedagpenge, mens det almindelige beskæftigelseskrav gælder for borgere, der ikke tidligere har opbrugt retten til sygedagpenge.

Det almindelige beskæftigelseskrav
Når ansøgeren ikke tidligere har opbrugt sin ret til sygedagpenge, skal ansøgningen om sygedagpenge behandles efter reglerne i sygedagpengelovens § 32, når borgeren er lønmodtager.

Varighedsbegrænsningen
Varighedsbegrænsningen indtræder, når borgeren har modtaget sygedagpenge i mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder. Dette fremgår af § 24. 

På tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden kan retten til sygedagpenge forlænges, hvis en af betingelserne for forlængelse efter § 27, stk. 1, er opfyldt.

Det skærpede beskæftigelseskrav
Hvis borgeren forud for en ny ansøgning om sygedagpenge tidligere har opbrugt retten til sygedagpenge under en sammenhængende sygeperiode på mere end 52 uger, og der er gået mere end 18 måneder siden første sygedag, skal § 26 anvendes. 

Efter § 26 skal borgeren efter varighedsbegrænsningen have været arbejdsdygtig igen for på ny at være berettiget til sygedagpenge.

Der er således tale om et skærpet krav om beskæftigelse, når sygedagpengeretten tidligere er opbrugt under en sammenhængende periode.

Arbejdsdygtig i 13 uger forud for ny sygemelding
Der kan efter reglerne i sygedagpengelovens § 26, stk. 1, 1. pkt., på ny udbetales sygedagpenge, når den sygemeldte godtgør at have været arbejdsdygtig i mindst 13 uger efter udløbet af 18-måneders perioden.

Arbejdsdygtig i mindre end 13 uger
Hvis borgeren har været arbejdsdygtig i mindre end 13 uger, har han efter § 26, stk. 1, 2. pkt., kun ret til sygedagpenge, hvis han opfylder beskæftigelseskravet i § 32, stk. 1, og opfylder en af betingelserne i § 27 for at få forlænget sygedagpengene.

Borgeren kan ikke genvinde retten til sygedagpenge uden at have været rask og dermed arbejdsdygtig og stået til rådighed for arbejdsmarkedet forud for den nye ansøgning om sygedagpenge. Det er ikke tilstrækkeligt, at borgeren forud for den nye ansøgning om sygedagpenge har været under revalidering med revalideringsydelse.

Når borgeren sygemelder sig på ny efter tidligere at have opbrugt retten til sygedagpenge, er det heller ikke tilstrækkeligt, at borgeren ved den nye sygeperiodes begyndelse ville have ret til arbejdsløshedsdagpenge, hvis sygdommen ikke var indtrådt.

Den konkrete sag
I den konkrete sag ansøgte borgeren om sygedagpenge dagen efter, at revalideringen med revalideringsydelse var ophørt. Forud for revalideringen havde borgeren modtaget sygedagpenge i en sammenhængende periode på mindst 52 uger, og der var gået mere end 18 måneder siden første sygedag i perioden. Borgeren opfyldte ikke kravet om at have været arbejdsdygtige forud for den nye sygemelding og havde derfor ikke ret til sygedagpenge på ny.

106-13

Resumé:

I en situation, hvor en borger undlader at meddele sygdom på den første sygedag i en sygdomsperiode, skal borgeren pålægges én punktsanktion, som bevirker nedsættelse af kontanthjælpen. 

Manglende sygemelding betragtes som én hændelse, der udløser en punktsanktion. Det forhold, at borgeren ikke meddeler sygdom på ny de efterfølgende sygedage, udløser ikke en ny punktsanktion for hver dag, hvor borgeren undlader at meddele sygdom. 

Uanset at kommunen har stillet krav om sygemelding hver dag i en sygdomsperiode, kan manglende opfyldelse af kravet ikke medføre mere end én punktsanktion. 

105-13

Resumé:

En borger, der på sygdomstidspunktet er i et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven, er ikke forpligtet til at give meddelelse om sygdom til både jobcenteret og tilbudsstedet. 

Hjælpen skal ikke nedsættes, hvis en borger, som er i et tilbud, alene giver meddelelse om sygdom til tilbudsstedet. 

Selvom kommunen i en borgers jobplan har skrevet, at han skal meddele sygdom til både jobcenter og tilbudssted, kan dette ikke medføre, at borgeren sanktioneres, når han undlader at give meddelelse til begge steder. 

Ordlyden af bestemmelsen i loven ”undlader at give meddelelse til jobcenteret eller arbejdsgiveren” må tillægges afgørende betydning. 

104-13

Resumé:

Nedsatte arbejdsløshedsdagpenge til unge under 25 år og supplerende kontanthjælp 
De særlige regler om nedsatte arbejdsløshedsdagpenge for unge under 25 år udelukker ikke, at der i konkrete individuelle tilfælde kan ydes supplerende kontanthjælp, når ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (social begivenhed), og ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det fornødne til sin og familiens forsørgelse. 

Der foreligger f.eks. en social begivenhed, hvis ansøgeren er blevet arbejdsløs og skal forsørge et mindreårigt barn. 

Hvis en ansøger har været ude for en social begivenhed, skal kommunen tage stilling til, om ansøgeren i øvrigt opfylder betingelserne for ret til kontanthjælp. 

Ikke ret til supplerende kontanthjælp til nedsatte arbejdsløshedsdagpenge under uddannelse 
En borger, der er under uddannelse, har som hovedregel ikke ret til kontanthjælp. 

En borger har dog ret til kontanthjælp under uddannelse, hvis den pågældende er omfattet af undtagelsesreglerne i aktivlovens § 12 eller reglerne i bekendtgørelsen om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde. 

En borger, som deltager i HF-enkeltfagskursus som tilbud efter beskæftigelsesindsatslovens § 32, og som i den forbindelse modtager nedsatte arbejdsløshedsdagpenge efter reglerne om arbejdsløshedsdagpenge for unge under 25 år, har ikke ret til supplerende kontanthjælp under uddannelsen. Ansøgeren er i den situation ikke omfattet af undtagelsesreglerne i aktivlovens § 12 eller reglerne i bekendtgørelsen om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde. 

Ret til kontanthjælp efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, forudsætter, at borgeren modtager kontanthjælp forud for, at uddannelsen påbegyndes. Det er endvidere en forudsætning, at kommunen har godkendt undervisningen, før uddannelse omfattet af § 2, stk. 1, påbegyndes.

103-13

Resumé:

Støtte efter servicelovens § 98 i form af særlig kontaktperson til personer, der er døvblinde, udmåles efter en konkret og individuel vurdering af den døvblindes behov. 

Støtten til kontaktperson adskiller sig fra støtte til ledsagelse efter § 97. Ved støtte til kontaktperson er der tale om en særlig persongruppe, der har større behov for støtte, og hvor der stilles særlige krav til kontaktpersonens kunnen. Det forudsætter større fleksibilitet i anvendelsen af de bevilgede timer. 

En borger, der er bevilget støtte til kontaktperson med et fast ugentligt eller månedligt timetal, vil have mulighed for at tilrettelægge støtten på en sådan måde, at det er muligt at flytte timer, som af praktiske grunde ikke kan bruges på det ene tidspunkt, til et andet tidspunkt. Der kan således foretages ændringer i det tildelte timetal, når der er behov herfor, men der er ikke tale om en opsparingsordning, som tilfældet er med § 97. 

102-13

Resumé:

Perioden med ret til barselsfravær forlænges med den tid, som barnet har været indlagt på hospitalet inden for de første 46 uger efter fødslen. Behandling i hjemmet kan ikke sidestilles med indlæggelse på hospitalet. 

I barsellovens forstand anses et barn ikke længere for indlagt på hospitalet, hvis det er hjemsendt til behandling i hjemmet. Det er i den forbindelse uden betydning, om barnet lægefagligt vil kunne anses for fortsat at være indlagt i hospitalets regi. Det afgørende er, at barnet ikke længere har ophold på hospitalet under indlæggelsen, men har ophold i hjemmet. 

I den konkrete sag kunne den periode, hvor barnet var udskrevet fra hospitalet og hjemsendt på Tidligt Hjemme Ophold i umiddelbar forlængelse af hospitalsopholdet, ikke begrunde yderligere forlængelse af fraværsretten. Det udskrivende hospital oplyste, at barn og familie efter både en læge- og sygeplejefaglig vurdering var fundet klar til udskrivning, når de blev hjemsendt på Tidligt Hjemme Ophold, og at efterfølgende kontroller foregik på ambulant basis både i hjemmet og på hospitalet efter behov. 

Den omstændighed, at indlæggelsen på hospitalet skyldtes, at barnet var født for tidligt, havde i sig selv ikke betydning for, hvilken periode fraværsretten blev forlænget med. 

Det kan ikke begrunde en anden afgørelse, at tilbuddet om Tidligt Hjemme Ophold ikke er fuldstændigt ensartet på de hospitaler, der giver familier med for tidligt fødte børn tilbuddet. 

101-13

Resumé:

Det er et almindeligt socialretligt princip, at der som udgangspunkt først kan ydes hjælp fra ansøgningstidspunktet. Dette princip kan i særlige situationer fraviges, så der ydes hjælp fra et tidligere tidspunkt. 

Særlige situationer 
Hvis der er tale om en akut/uopsættelig udgift, fejlagtig vejledning fra kommunens side, eller en ansøgning om en løbende ydelse, der er forholdsvis nøje beskrevet i loven, vil der efter en konkret vurdering kunne ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden borgeren har søgt kommunen om hjælp. Tilsvarende kan en løbende ydelse udbetales forud for ansøgningstidspunktet i tilsvarende situationer. 

Supplerende ydelse til tabt arbejdsfortjeneste ved ledighed 
Betingelserne for at modtage ydelsen er, at personen er arbejdsløshedsforsikret, ikke er berettiget til at modtage dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., ikke er selvforskyldt ledig, ikke har et rimeligt tilbud om ansættelse i et deltidsarbejde, og ikke modtager andre ydelser til forsørgelse efter anden lovgivning. 

Supplerende ydelse er en løbende ydelse, der er uafhængig af modtagerens og ægtefællens indtægts- og formueforhold. 

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at ansøgeren var berettiget til supplerende ydelse til tabt arbejdsfortjeneste fra 1. ledighedsdag, uanset kommunen først modtog ansøgningen senere. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at ansøger havde rettet henvendelse til a-kassen straks ved ansættelsens ophør.

100-13

Resumé:

Stedforældre kan være berettiget til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn 
Efter en konkret vurdering kan stedforældre være omfattet af den berettigede personkreds, der efter barselloven har ret til dagpenge ved pasning af alvorligt syge børn, ligesom det er tilfældet efter servicelovens bestemmelse om ret til godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste. 

Når myndigheden vurderer, om en stedforælder har ret til dagpenge, bør den lægge vægt på stedforælderens forhold til barnets biologiske eller adoptivforælder og forholdet til barnet, herunder hvor længe de har haft fælles bopæl og fungeret som en familie. Myndigheden bør lægge vægt på, om stedforælderen deltager i varetagelsen af den daglige omsorg for barnet, og hvad der er bedst for barnet og familien i den konkrete situation. 

Udbetaling Danmark skal vejlede om reglerne
Når et barn kan være omfattet af den personkreds, hvor forældre kan være berettiget til tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven, skal Udbetaling Danmark vejlede om reglerne. 

Udbetaling Danmark skal blandt andet oplyse om, at forældrene kan søge om tabt arbejdsfortjeneste fra kommunen, og at forældre, som både opfylder betingelserne for at få dagpenge efter barselloven og tabt arbejdsfortjeneste efter serviceloven, har mulighed for at vælge mellem de to regelsæt.

99-13

Resumé:

Merudgiftsydelsen beregnes fra ansøgningstidspunktet 

Perioden for beregning af merudgifter begynder fra den dag, kommunen modtager ansøgningen. Kommunen bevilger merudgifter, hvis ansøger kan sandsynliggøre merudgifter af et vist omfang. Ansøger skal lave et overslag over de sandsynliggjorte merudgifter for det kommende år. Udgifterne dækkes ikke krone for krone, men med udgangspunkt i de sandsynliggjorte udgifter. 

Sandsynliggjorte merudgifter inden for en 12- måneders periode sammenlægges. 

Merudgifterne vedrører både løbende udgifter og enkeltudgifter. Sandsynliggjorte udgifter, som afholdes inden for et år (12 på hinanden følgende måneder), sammenlægges fra ansøgningstidspunktet eller opfølgningstidspunktet. 

Opfølgningstidspunktet er mindst en gang årligt, men ved uventede eller store ændringer af udgifter, som ventes at være blivende, skal udmålingen af hjælpen revideres snarest. Dette gælder både, hvis udgifterne er lavere og hvis de er højere end oprindelig antaget. 

Selv om merudgifterne ligger under minimumsbeløbet i enkelte måneder, vil der kunne udbetales en merudgiftsydelse, hvis kommunalbestyrelsen skønner, at de samlede udgifter i løbet af kalenderåret vil overstige standardbeløbet inden for et år. 

Merudgifter er en løbende ydelse. 

Enkeltstående merudgifter 

Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en enkeltstående udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Dette forudsætter, at familien allerede er berettiget til en merudgiftsydelse efter servicelovens § 41. 

Enkeltstående udgifter, der er uforudsete, kan således bevilges, hvis det samlede udgiftsniveau af sandsynliggjorte udgifter overstiger minimumsbeløbet for en løbende periode på 12 måneder. Hvis familien ikke allerede er berettiget til en merudgiftsydelse, udbetales den ansøgte merudgift som en løbende ydelse, forudsat at udgiften overstiger minimumsbeløbet for en 12-måneders periode.

98-13

Resumé:

Merudgiftsydelsen udmåles efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager. 

Har familien sandsynliggjort en merudgift, kan kommunen ikke kræve dokumentation for afholdelsen af udgiften. Der skal laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet eller den unge med al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter. 

I dette overslag kan indgå et skøn over merudgifter ved pasning af et handicappet barn f.eks. ved benyttelse af barnepige/aflastning. 

Formålet med merudgiftsydelsen er at dække de udgifter, som familien ikke ville have afholdt, hvis barnet ikke havde været handicappet. 

Sigtet med ydelsesformen er at give modtageren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes. Familien skal ikke søge kommunen om hjælp for hver enkelt konkret udgift. 

97-13
Principafgørelse om: efterværn - varetægtssurrogat - alternativ afsoning

Resumé:
Når et ophold på et anbringelsessted som følge af en afgørelse om varetægtsfængsling i surrogat eller en afgørelse om alternativ afsoning, er en anbringelse i servicelovens forstand, giver det mulighed for efterværn.

Varetægtsfængsling i surrogat samt alternativ afsoning er at sidestille med en anbringelse efter serviceloven, når det skønnes, at kommunen har givet et betalingstilsagn, når den unge samtykker, og når kriminalforsorgen har vurderet sagen.

Målgruppen for efterværn er unge, der er eller har været anbragt uden for hjemmet efter servicelovens regler om anbringelse. 

En ung kan bl.a. anbringes på en sikret institution i varetægtssurrogat eller som led i en afsoning. 

Varetægtssurrogat
Efter magtanvendelsesbekendtgørelsen kan en ung anbringes på en sikret afdeling, når opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 765. 

Det er kommunalbestyrelsen i den unges opholdskommune, der kan træffe afgørelse om at anbringe en ung i sikret afdeling, hvor opholdet træder i stedet for varetægtsfængsling. 

Der er ikke yderligere regulering af de situationer, hvor der er tale om varetægtssurrogat, men i de situationer, hvor der er tale om alternativ afsoning, supplerer straffuldbyrdelsesloven. 

Alternativ afsoning
Efter magtanvendelsesbekendtgørelsen kan en ung anbringes på en sikret afdeling, når opholdet er led i afsoning efter straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2. 

Efter straffuldbyrdelsesloven fremgår det, at en afgørelse om anbringelse af dømte i institution m.v. uden for fængsel eller arresthus træffes af Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, efter indstilling fra en af kriminalforsorgens afdelinger eller institutioner. 

Inden der kan træffes afgørelse om anbringelsen, skal der foreligge en indstilling fra en af kriminalforsorgens afdelinger eller institutioner, ligesom en sådan anbringelse som udgangspunkt forudsætter, at den dømte samtykker heri. Derudover skal Direktoratet for Kriminalforsorgen have sikret sig, at det egnede anbringelsessted har erklæret sig villig til at modtage den dømte samt at der er indhentet et betalingstilsagn fra den visiterende eller betalende myndighed, medmindre anbringelsesstedet er en af kriminalforsorgens pensioner eller et hospital.

Betalingstilsagn
Den unges opholdskommune skal således tage stilling til, om den vil give betalingstilsagn til en anbringelse af en ung som alternativ til afsoning.

Dette betalingstilsagn indebærer en beslutning om anbringelse efter serviceloven. 

Ens vurdering
Bestemmelserne i magtanvendelsesbekendtgørelsen om alternativ afsoning og varetægtsfængsling i surrogat er formuleret nogenlunde ens. Der findes ikke yderligere bidrag til fortolkning af bestemmelserne om varetægtsfængsling i surrogat. 

Det lægges til grund, at det har været intentionen, at disse to former for ”anbringelse” har skullet behandles ens, således at kommunen skal inddrages inden anbringelse i begge tilfælde.

96-13
Principafgørelse om: hjemgivelsesperiode - hjemgivelse - anbringelsesgrundlag

Resumé:
En kommunalbestyrelse skal træffe afgørelse om en hjemgivelsesperiode, uanset om der er tale om ophør af en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse, når børn og unge-udvalget ikke finder, at der er et fortsat anbringelsesgrundlag.

På baggrund af en konkret vurdering af barnets behov skal en kommune fastsætte en hjemgivelsesperiode, når en anbringelse ophører. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder, og perioden skal fastsættes, uanset om barnet er frivilligt eller tvangsmæssigt anbragt uden for hjemmet. Kommunen kan undlade at træffe afgørelse om en hjemgivelsesperiode, hvis der foreligger særlige forhold. 

Særlige tilfælde kan for eksempel være, hvis plejeforholdet ophører samtidig med, at barnet af andre årsager skal hjemgives. Her kan det være bedst, at barnet kommer direkte hjem til forældrene. Det kan også være, hvor hjemgivelsen sker lige op til skolestart, og hvor det vil være bedst for barnet at komme hjem hurtigt og starte i en ny skole samtidigt med andre børn. 

Afgørelser om hjemgivelse
En anbringelse uden for hjemmet skal ophøre, når formålet med foranstaltningen er opnået, når foranstaltningen ikke længere er formålstjenlig, eller når den unge fylder 18 år. 

Et barn, der er anbragt uden for hjemmet, kan kun hjemgives til forældrene, når kommunalbestyrelsen forinden har truffet en afgørelse herom. Kommunalbestyrelsen skal således altid træffe afgørelse om, at en hjemgivelse skal ske, samt tage stilling til, om der skal være en hjemgivelsesperiode. 

En  tvangsmæssig eller en frivillig anbringelse uden for hjemmet kan ophøre enten på baggrund af, at kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjemgivelse eller på initiativ af forældremyndighedsindehaveren eller den unge, der er fyldt 15 år. Kommunalbestyrelsens behandling af sagen kan enten føre til, at de kan træffe afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode, eller føre til, at en hjemgivelse ikke kan imødekommes, hvormed sagen forelægges for børn og unge-udvalget. 

Formålet med hjemgivelsesperioden
Formålet med fastsættelse af en hjemgivelsesperiode er at hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for barnets trivsel og udvikling. Det velovervejede og tilrettelagte forløb vægtes dermed højere end forældrenes mulighed for at få barnet hjem umiddelbart. Barnet får dermed mulighed for at sige ordentligt farvel til anbringelsesstedet og barnet kan gennem hyppigere samvær med forældrene vænne sig til at skulle hjem.

Kommunalbestyrelsen får samtidig mulighed for at tilrettelægge hjemgivelsen, herunder vurdere, om der er behov for støtte til barnet,  den unge eller forældrene efter hjemgivelsen og forberede denne støtte. Derudover vil der også ofte være behov for, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene sikrer, at der er gode forhold for barnet efter hjemgivelsen i form af passende skole og fritidstilbud straks efter hjemgivelsen.

Kommunalbestyrelsen får også mulighed for at overveje, om en hjemgivelsesperiode skal benyttes til at vurdere, om sagen skal forelægges børn og unge-udvalget med henblik på afgørelse om tvangsmæssig anbringelse.

95-13
Principafgørelse om: efterværn - personkreds - positiv udvikling

Resumé:
Personkredsen
Unge der er fyldt 18 år, kan frem til og med det 22. år få efterværn, hvis det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. 

Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig voksentilværelse, og der skal bl.a. være fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt andre relevante forhold som eksempelvis erhvervelse af selvstændig bolig. 

Der skal således være udsigt til en positiv udvikling for den unge i perioden med efterværn, men der er ikke krav om, at den unge skal blive helt selvhjulpen senest ved det fyldte 23. år.

Positiv udvikling
Ved vurderingen af, om der vil være en positiv udvikling, skal der være et fremadrettet fokus på den unges livssituation og evne til at føre en selvstændig tilværelse. Dette indebærer fokus på den unges uddannelse og beskæftigelse samt andre relevante forhold, eksempelvis stabil og selvstændig boligsituation, økonomihåndtering, husholdning mv. 

Afgørende for den konkrete vurdering heraf er, om den unge vil kunne få noget væsentligt ud af at komme i efterværn i forhold til at få en selvstændig voksentilværelse uden, at der er et krav om, at den unge skal blive helt selvhjulpen senest ved det fyldte 23. år. 

Konkret vurdering
Det vil således altid være en konkret vurdering, om bevilling af efterværn for den enkelte unge er af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Målgruppen kan ikke på forhånd afgrænses, herunder kan unge med vidtgående fysiske og psykiske handicaps ikke afskæres fra efterværn alene på grund af deres handicap. 

Ved vurderingen af, om den unge er omfattet af personkredsen for efterværn, kan der opstilles følgende pejlemærker: 

• Ønsker den unge at samarbejde om et efterværnsforløb?
• Har den unge udviklet sig positivt i forhold til at blive tilstrækkeligt selvhjulpen og tage vare på personlige og praktiske forhold eksempelvis i forhold til uddannelse, arbejde, økonomi, kost, rengøring, personlig hygiejne mv?
• Er der udsigt til, at denne udvikling vil kunne fortsætte?
• Er der udsigt til, at den unge skal i boform?
  

  ---

94-13
Principafgørelse om: kompetence - processuel beslutning - forældre - undersøgelse - afgørelse - børnefaglig undersøgelse - oplysningsgrundlag

Resumé:
En beslutning om ikke at iværksætte en ny forældrekompetenceundersøgelse er ikke en afgørelse, der kan påklages, men en processuel beslutning uden klageadgang i det administrative system. 

En klage over sagsbehandlingen kan rettes til kommunalbestyrelsen. 

Forældrekompetenceundersøgelse 

En forældrekompetenceundersøgelse foretages af psykolog og/eller psykiater og tilbydes, når kommunen eller forældrene ønsker en vurdering af, om forældrene ud fra deres evner er i stand til at varetage omsorgen for barnet eller den unge. 

En forældrekompetenceundersøgelse er ikke nærmere defineret i serviceloven, men bliver typisk gennemført som en del af den børnefaglige undersøgelse, der har til formål at afdække ressourcer og vanskeligheder hos barnet og familien. En beslutning om at foretage en børnefaglig undersøgelse kan påklages i det administrative system. 

Baggrunden for at iværksætte en forældrekompetenceundersøgelse vil altid bero på en konkret vurdering.

93-13
Principafgørelse om: nævnets kompetence - valg af anbringelsessted - ændring af anbringelsessted - faktisk forvaltningsvirksomhed - væsentlig personlig betydning - religionsfrihed

Resumé:
Principafgørelsen fastslår generelt om faktisk forvaltningsvirksomhed
En afgørelse om valg af aflastningssted og en afgørelse om ændring af aflastningssted er faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.

En afgørelse om rent praktiske spørgsmål i et anbragt barns dagligdag, f.eks. hvad barnet må spise, er også faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.

Det er kommunen, der har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.

Ankeinstanserne kan dog efterprøve en afgørelse om, hvor eller hvordan opgaven skal udføres eller af hvem, hvis afgørelsen må anses for at have særlig indgribende karakter for den, afgørelsen træffes overfor. Dette kan f.eks. være tilfældet på baggrund af kontinuitetsbetragtninger, eller hvis afgørelsen vedrører spørgsmål af væsentlig personlig betydning for forældremyndighedsindehaver.

Ankeinstanserne kan i de tilfælde efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

En afgørelse skal bero på en konkret og individuel vurdering og med inddragelse af alle relevante hensyn i sagen. Det er en forudsætning, at der forinden afgørelsen træffes, er indhentet nye og relevante oplysninger.

Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal dog fortsat respekteres.

Afslag på ønske om bestemt aflastningssted
En afgørelse om afslag på et ønske om, at aflastningen til et barn 1 dag om ugen og 1 weekend om måneden foregik et bestemt sted, var ikke en sådan særlig indgribende afgørelse, at denne, til trods for afgørelsens karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, kunne efterprøves af ankeinstanserne.

Ændring af aflastningssted
En afgørelse om ændring af aflastningssted for et barn, der gennem 6½ år var kommet på det tidligere aflastningssted, var på baggrund af kontinuitetsbetragtninger, en sådan indgribende afgørelse, at den kunne efterprøves af ankeinstanserne.  

Da kommunen ikke havde foretaget en konkret og individuel vurdering i sagen med inddragelse af alle relevante hensyn, havde der ikke været tilstrækkeligt grundlag for at træffe afgørelse om ændring af aflastningssted. 

Spørgsmål af væsentlig betydning for forældremyndighedsindehaver
En afgørelse om, at to muslimske piger på 1 og 6 år, der er anbragt udenfor hjemmet uden samtykke, godt måtte få serveret svinekød hos plejefamilien, var af religiøse årsager af en sådan væsentlig personlig betydning for forældremyndighedsindehaveren, at der var tale om en egentlig afgørelse, som kunne påklages, uanset at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

92-13
Principafgørelse om: arbejdsskade - erhvervssygdom - anerkendelse - mèn - fradrag - lungekræft

Resumé:
En helbredsmæssig situation kan anerkendes som en erhvervssygdom, selv om den ikke udelukkende er en følge af en arbejdsskade, men er en kombination af følger efter en erhvervsmæssig udsættelse, der i sig selv er tilstrækkelig til at erhvervssygdomsfortegnelsens krav er opfyldt, og konkurrerende forhold. 

I sådanne tilfælde kan arbejdsskademyndighederne foretage fradrag i erstatningen, så skadelidte alene opnår kompensation for arbejdsskadens følger. 

Ankestyrelsen havde skønsmæssigt fastsat varigt mén til en person, der havde fået anerkendt lungekræft som erhvervssygdom efter udsættelse for asbest, men også havde haft et stort tobaksforbrug. 

Ankestyrelsen havde ved den skønsmæssige fastsættelse af det varige mén vurderet, at den helbredsmæssige situation ikke udelukkende kunne henføres til arbejdsskaden. Ankestyrelsen foretog fradrag for den del af det varige mén, der ikke skyldtes asbestpåvirkningen, men derimod tobaksrygningen. 

Retten i Aalborg frifandt den 24. maj 2013 Ankestyrelsen. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige vurdering af ménet. 

Note:Byretsdommen er anket til Landsretten.

91-13
Principafgørelse om: arbejdsskade - EU regler - vandrende arbejdstager - lovvalg - Pensionsstyrelsen

Resumé:
Når der opstår tvivl om, hvorvidt en vandrende arbejdstager betragtes som udsendt eller udstationeret fra sit hjemland, skal Arbejdsskadestyrelsen forelægge spørgsmålet om, hvilket lands regler, der gælder, for Pensionsstyrelsen. 

Anvendelse af dansk lovgivning for udenlandske vandrende arbejdstagere 

Arbejdsskadestyrelsen skal tage stilling til spørgsmålet om, hvilket lands regler, der gælder, når en vandrende arbejdstager er kommet til skade på arbejdet i Danmark. 

Arbejdsskadestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse om lovvalg. Når der er tvivl om, hvilket lands regler, der gælder, skal Arbejdsskadestyrelsen dog forelægge spørgsmålet for Pensionsstyrelsen (nu Udbetaling Danmark) og inddrager deres udtalelse i vurderingen af sagen. 

Reglerne om lovvalg afgør ikke i sig selv, om der er ret til ydelser eller pligt til betaling af bidrag. Retten til ydelser skal vurderes efter national lovgivning. 

90-13
Principafgørelse om: arbejdsskade - tab af erhvervsevne - årsløn - tilskadekomst i arbejde med løntilskud

Resumé:
Vurdering af tab af erhvervsevne ved tilskadekomst under arbejde med løntilskud 

Erhvervsevnetabet ved tilskadekomst under arbejde med løntilskud skal fastsættes med udgangspunkt i et skøn over, hvad skadelidte kunne have tjent i et ordinært arbejde inden arbejdsskaden. Denne skønnede indtægt skulle herefter sammenlignes med den forventede indtægt med arbejdsskadens følger. 

Vurdering af årsløn ved tilskadekomst under arbejde med løntilskud 

Årslønnen ved tilskadekomst under arbejde med løntilskud skal beregnes ud fra et skøn over skadelidtes forventede indtægt i et ordinært arbejde. 

89-13
Principafgørelse om: arbejdsskade - erhvervsevnetab - under uddannelse

Resumé:
Når en arbejdsskade opstår under uddannelse, og den tilskadekomne herefter må opgive at gennemføre uddannelsen, skal arbejdsskademyndighederne vurdere, om der er grundlag for at fastsætte et erhvervsevnetab.

Arbejdsskademyndighederne skal konkret vurdere, om den tilskadekomne skal stilles som om uddannelsen ville være blevet gennemført, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt, eller om der foreligger forhold, som betyder, at udgangspunktet vil være et andet. 

Anden uddannelse

Når den tilskadekomne på grund af arbejdsskaden overgår til en anden uddannelse, vil der som udgangspunkt ikke være grundlag for at fastsætte et erhvervsevnetab. Dette gælder, uanset hvilke aflønningsformer der er tale om under henholdsvis den tidligere og den nuværende uddannelse, og uanset om der modtages lærlingeløn under den første uddannelse og SU under den anden. Det skyldes, at den enkelte uddannelses aflønningsform ikke er udtryk for den uddannelsessøgendes erhvervsevne.

Afsluttet uddannelse forsinkes

Der kan være tale om et erhvervsevnetab, hvis den første uddannelse, som den tilskadekomne måtte opgive på grund af arbejdsskaden, ville have været afsluttet, før den næste uddannelse afsluttes. Arbejdsskaden medfører da, at uddannelsesperioden forlænges for den tilskadekomne, og der vil være grundlag for at tilkende en midlertidig og løbende erstatning svarende til det tab, som er forårsaget af, at den tilskadekomne endnu ikke kan blive aflønnet som en uddannet person.

Tabet fastsættes da ved at sammenholde, hvad den tilskadekomne kunne have tjent som nyuddannet i den uddannelse, som måtte afbrydes på grund af arbejdsskaden, og hvad det kan forventes, at hun ville kunne tjene på det ordinære arbejdsmarked med hensyntagen til de gener, som arbejdsskaden har medført.

Tabet vil blive fastsat som en midlertidig erstatning, der løber i den periode, hvor tabet gør sig gældende. Altså frem til afslutningen af den uddannelse, som den tilskadekomne er startet på efter arbejdsskaden.

Når den seneste uddannelse bliver afsluttet, kan der blive tale om et varigt tab, når lønnen i det erhverv, som den tilskadekomne måtte skifte til på grund af arbejdsskaden, sammenholdes med den løn, han eller hun ville have haft efter den oprindelige uddannelse.

88-13
Principafgørelse om: mellemkommunal refusion - førtidspension - opholdssted - forsorgshjem

Resumé:
Opholdskommune i forbindelse med fast ophold på forsorgshjem 

En forsorgshjemskommune er opholdskommune for den periode, hvor personen har fast ophold på forsorgshjemmet. 

Den kommune, hvor den nye bolig ligger, er opholdskommune. Dette gælder også, når forsorgshjemmet og den nye bolig er i samme kommune. 

Refusion for førtidspension efter endt ophold på forsorgshjem 

Mellemkommunal refusion for ophold på forsorgshjem omfatter også udgiften til førtidspension. 

Refusion for førtidspension efter endt ophold på forsorgshjem betales efter den særlige refusionsregel om førtidspension. 

Den kommune, der tilkender førtidspension, har refusionspligt i 6 år. Dette gælder også, når der er tale om en kommune med et forsorgshjem. 

87-13
Principafgørelse om: mellemkommunal refusion - efterværn

Resumé:
Når en anbringelse uden for hjemmet fortsætter i et efterværnsophold, er der både mellemkommunal refusion for udgifter til selve efterværnet og for ydelser til borgeren efter andre love. 

Det er en forudsætning, at de udbetalte ydelser til borgeren vedrører perioden for efterværnsopholdet, og at der er tale om ydelser nævnt i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 1. 

En mere indskrænkende fortolkning af bestemmelsen i § 9 c, stk. 3, om, at der alene er mellemkommunal refusion for selve udgiften til efterværn, som er anlagt i senere lovbemærkninger til retsikkerhedsloven, kunne ikke lægges til grund, da bestemmelsen i § 9 c, stk. 3, ikke samtidig blev ændret. 

I sagen var borgerne som mindreårige blevet anbragt i en ny opholdskommune. Ved deres 18. år fortsatte de i et efterværnsophold i deres nye opholdskommune. Den nye opholdskommune søgte herefter refusion for udgifter udbetalt til borgerne under efterværnsopholdet efter bl.a. lov om aktiv socialpolitik og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Den tidligere opholdskommune meddelte afslag herpå og henviste til lovbemærkninger om, at der alene skulle være refusion for selve udgiften til efterværnsforanstaltningen. Ankestyrelsen var ikke enig i dette afslag.

86-13
Principafgørelse om: tabt arbejdsfortjeneste - beregning - ydelsesloft - overgangsregler

Resumé:
Ydelsesloft for tabt arbejdsfortjeneste 
Ydelsesloftet i servicelovens § 42 om tabt arbejdsfortjeneste fandt ikke anvendelse i en sag, hvor ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste var indgivet før den 1. januar 2011. 

Selv om der indtil genvurdering af behovet i januar 2012 ikke var udbetalt kompensation for tabt arbejdsfortjeneste skulle ydelsesloftet ikke anvendes ved beregningen af størrelsen af den tabte arbejdsfortjeneste. 

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven, hvoraf det fremgår, at loven trådte i kraft den 1. januar 2011, og at ansøgninger om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 42 indgivet før lovens ikrafttræden behandles efter hidtil gældende regler. 

85-13
Principafgørelse om: aflastningsordning - merudgiftsydelse - børn - særlig behov

Resumé:
Aflastning for børn skal tilbydes efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. § 44, når behovet for aflastning er opstået alene på grund af barnets funktionsnedsættelse, og når aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie. 

Er der tale om et behov for aflastning på grund af barnets særlige behov for støtte, skal aflastningen finde sted efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5. 

Servicelovens § 41, om nødvendige merudgifter er subsidiær i forhold til servicelovens regler om aflastning i § 84, stk. 1, jf. § 44 og § 52, stk. 3, nr. 5. Det vil sige, at der alene kan ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter til aflastning i eget hjem, hvis en af de øvrige aflastningsordninger ikke i tilstrækkeligt omfang kan løse behovet.

84-13
Principafgørelse om: beboerindskudslån - merudgiftsydelse - boligskift - lejebolig

Resumé:
Servicelovens bestemmelse om dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige tilværelse er subsidiær i forhold til anden lovgivning. 

Beboerindskud kan dækkes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse, hvis indskuddet skyldes den nedsatte funktionsevne, og indskuddet ikke kan dækkes efter anden lovgivning – boligstøtteloven. 

Hvis der efter lov om boligstøtte kan bevilges et lån, der er rente- og afdragsfrit i 5 år, kan beboerindskuddet ikke bevilges som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. Ved låneoptagelsen er der ingen aktuel merudgift 

83-13
Principafgørelse om: bil - trivselsmæssigt grundlag - behandlingsmuligheder - vægttab - merudgifter

Resumé:
For at yde støtte til bil og merudgifter til voksne efter serviceloven skal borgeren have en varig nedsættelse af funktionsevnen, som ikke kan forbedres ved behandling. 

En kommune kan i sager om merudgifter og støtte til køb af bil som udgangspunkt stille krav om vægttab, hvis begrænsningen af funktionsevnen helt eller delvist er forårsaget af overvægten. Borgeren har pligt til at medvirke ved behandlingen, hvis det har betydning for funktionsevnen. 

Ved vurderingen af, om overvægt i sager efter serviceloven er en varig lidelse uden mulighed for behandling, kan der som udgangspunkt lægges vægt på mulighederne for behandling af overvægt under følgende forudsætninger: 

Der skal foreligge konkrete oplysninger om forslag til realistisk vægttab, som kan medføre forbedring af funktionsevnen 

Det skal være dokumenteret, at overvægten i sig selv har indflydelse på funktionsevnen 

Der skal være lægelig indikation for, at vægttab vil forbedre funktionsevnen 

Behandlingen må ikke indeholde væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed. Der kan ikke lægges vægt på muligheden for operativt indgreb, hvis borgeren ikke vil medvirke, da operation kan indebære risiko for liv og førlighed. 

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af funktionsevnen

82-13

Resumé:
Der kan kun ske fradrag for en faktisk indtægt 
Der skal normalt ske fradrag for indtægt, som stammer fra frivilligt arbejde, f.eks. et rådighedsvederlag.
 
Når rådighedsvederlaget ikke længere udbetales, fordi kontanthjælpsmodtageren ophører med sit frivillige arbejde, skal der ikke længere fradrages for beløbet. Der er ikke hjemmel til at foretage fradrag i kontanthjælpen med en fiktiv indtægt svarende til rådighedsvederlaget, når kontanthjælpsmodtageren ikke længere varetager arbejdet. Det har ikke betydning, at der er mulighed for at genoptage arbejdet. Det afgørende er, om der er en faktisk indtægt. 

Opsigelse af frivilligt arbejde 
Opsigelse af frivilligt arbejde medfører ikke nedsættelse af kontanthjælpen, da der var tale om et arbejde, som borgeren ikke havde pligt til at stå til rådighed for. Dermed kunne reglerne om sanktion for ophør med arbejde ikke anvendes. Borgerens frivillige arbejde foregik i fritiden, herunder aftener, weekender og ferier. 

81-13
Principafgørelse om: kontanthjælp - social begivenhed - ansøgningstidspunkt - enkeltudgifter

Resumé: 
Det er en betingelse for hjælp efter aktivlovens § 81, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (en social begivenhed). Kravet om en social begivenhed svarer til kravet for at modtage kontanthjælp efter aktivlovens § 11, stk. 2, nr. 1. 

En person, der modtager kontanthjælp, og som således har været ude for en social begivenhed, opfylder kravet om en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81. 

Der er hverken i forarbejderne eller vejledningen til § 81 støtte for at pålægge en person, der modtager kontanthjælp, et krav om en supplerende social begivenhed som betingelse for hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81. 

80-13
Principafgørelse om: sygedagpenge - beskæftigelseskrav - arbejdsskade - anmeldelse - afgørelse

Resumé:
En person, der pådrager sig en arbejdsskade, og som ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren, har ret til sygedagpenge fra kommunen efter sygedagpengelovens § 34, selvom personen ikke opfylder det almindelige beskæftigelseskrav i sygedagpengelovens § 32 eller det skærpede beskæftigelseskrav i lovens § 26. 

En arbejdsskade skal være anerkendt af arbejdsskademyndighederne, for at der kan udbetales sygedagpenge efter § 34. 

Når arbejdsskaden er anerkendt af arbejdsskademyndighederne, har en person ret til sygedagpenge fra 1. fraværsdag, uanset om 1. fraværsdag ligger før eller efter tidspunktet for anerkendelsen af arbejdsskaden. 

Retten til sygedagpenge ved arbejdsskade gælder også, selv om sygemeldingen ikke sker i direkte tilslutning til arbejdsskaden, eller selv om personen i perioder kan genoptage arbejdet, når fraværet klart har sammenhæng med arbejdsskaden. 

Det er en betingelse for at få sygedagpenge efter § 34, at personen i øvrigt opfylder sygedagpengelovens betingelser for ret til sygedagpenge. 

79-13
Principafgørelse om: sygedagpenge - for sen anmeldelse af sygefravær - selvstændig - arbejdsgiverrefusion - dispensation - SDPI - NemRefusion

Resumé:
Når en arbejdsgiver har anmeldt en lønmodtagers sygefravær for sent, eller en selvstændig erhvervsdrivende har anmeldt sit sygefravær for sent, indgår det i vurderingen af spørgsmålet om dispensation fra anmeldelsesreglerne, om anmelderen i det konkrete tilfælde har fået forkert eller misvisende vejledning fra NemRefusion i forbindelse med anvendelse af den obligatoriske SDPI-løsning. 

Har anmelderen fået forkert eller misvisende vejledning, der har været bestemmende for, at sygefraværet er anmeldt for sent, kan dispensation efter en konkret vurdering komme på tale. 

Spørgsmålet om dispensation fra reglerne om anmeldelse af sygefraværet er en undtagelse til hovedreglen om, at sygefravær skal anmeldes inden for en given frist. 

Beskæftigelsesudvalget har vurderet, at det kan være et særligt undskyldende forhold, der giver anledning til dispensation, hvis sygefraværet bliver anmeldt for sent på grund af forkert eller misvisende vejledning fra offentlige myndigheder eller andre, der må antages at have særligt kendtskab til forholdene.

I de konkrete sager vurderede Beskæftigelsesudvalget, at vejledningen fra NemRefusion (Kombit A/S), der driver SDPI-løsningen, hverken var forkert eller misvisende, og der var derfor ikke grundlag for dispensation.

78-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Tilskadekomne modtog kontanthjælp og havde ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet i cirka 20 år, da hun kom til skade i virksomhedspraktik. Hendes manglende tilknytning til det ordinære arbejdsmarked i en lang årrække gav grundlag for en prognosemæssig vurdering af, at hun ikke ville være kommet i arbejde selvom arbejdsskaden ikke var sket. Tilskadekomne havde således forud for arbejdsskaden ikke dokumenteret en tilstrækkelig evne og vilje til at opnå et arbejde på det ordinære arbejdsmarked. 

Erstatning for tab af erhvervsevne skal kompensere for en eventuel nedsættelse af erhvervsevnen som følge af en arbejdsskade. 

Da tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde allerede var nedsat i betydeligt omfang inden arbejdsskaden, vurderede Ankestyrelsen, at hun ikke ville have fået indtægtsgivende arbejde, selvom arbejdsskaden ikke var sket. Tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved ordinært arbejde var derfor ikke i sig selv blevet forringet som følge af arbejdsskaden. Derfor var der ikke grundlag for at fastsætte en erstatning for tab af erhvervsevne. 

77-13

ERSTATTES AF ØSTRE LANDSRETS DOM AF 4. NOVEMBER 2014

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Udlændinge, som i en periode arbejder i Danmark, og efter en arbejdsskade flytter tilbage til deres hjemland, skal have vurderet deres erhvervsevnetab ud fra forholdene, i det land, hvor de har taget ophold. 

Erhvervsevnetabet udgør således ikke forskellen mellem, hvad skadelidte ville have kunnet tjene i Danmark uden arbejdsskaden, og det skadelidte vil kunne tjene i hjemlandet med arbejdsskaden. Denne sammenligning ville mest være udtryk for forskellen i generelt lønniveau mellem Danmark og det pågældende land, og ikke et udtryk for den nedsatte evne til at tjene penge ved arbejde. Erhvervsevnetabet skal derfor i sådanne situationer fastsættes skønsmæssigt. 

I den konkrete sag fik en filippinsk kvinde, der arbejdede på et dansk indregistreret skib, en skade i sit knæ, der hindrede hende i at tage lignende arbejde på et skib. Kvinden tog efterfølgende ophold i sit hjemland, Filippinerne.

76-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Hvis tilskadekomne ikke har haft samme arbejde og indtjening i 12 måneder inden arbejdsskaden og i en længere periode inden skadestidspunktet har haft en løs tilknytning til det ordinære arbejdsmarked, skal tab af erhvervsevne og årsløn fastsættes efter et skøn med udgangspunkt i en fuld erhvervsevne. 

Ved årslønsfastsættelsen skal arbejdsskademyndighederne inddrage skønselementer som den faktiske indtjening på skadestidspunktet, ansættelsens varighed og tilskadekomnes tidligere indtjening og tilknytning til arbejdsmarkedet i årene inden arbejdsskaden. Skønselementerne værdiansættes og vægtes indbyrdes. Indtægten fra arbejde indgår med den største vægt. 

Hvis tilskadekomne har modtaget sociale ydelser under ledighed inden arbejdsskaden, medregnes de ikke med det faktisk udbetalte beløb, da beløbet ikke er udtryk for evnen til at tjene penge. I stedet inddrages oplysninger om, hvordan den tilskadekomne har stået til rådighed for arbejdsmarkedet, ledighedsperiodens længde og den udviste evne og vilje til at arbejde, herunder om tilskadekomne har deltaget i opkvalificeringsforløb, jobtilbud eller virksomhedspraktik mv. 

I to sager har Ankestyrelsen fastsat årslønnen ud fra dette bredere skøn. 

I den ene sag lagde vi vægt på, at tilskadekomne havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet og i årene inden arbejdsskaden havde modtaget kontanthjælp og aktiveringsydelse af flere gange. Det var desuden oplyst, at tilskadekomne havde været aktivt og bredt jobsøgende og havde været til flere jobsamtaler. Vi fastsatte årslønnen skønsmæssigt til 150.000 kr. 

I den anden sag havde tilskadekomne en meget begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet med deltidsansættelser, som ikke kunne anses for at være af midlertidig karakter. Vi fastsatte årslønnen skønsmæssigt til 125.000 kr. 

75-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Kronisk somatoform smertetilstand er en bio-psyko-socialt forårsaget tilstand. I det konkrete tilfælde havde Retslægerådet udtalt, at skadelidtes kroniske somatoforme smertetilstand, hvor skadelidte trods manglende fysiske/konstaterbare forandringer led af en kronisk smertetilstand, skønnedes at være forårsaget af arbejdsskaden, og at der ikke kunne peges på andre årsager. Ankestyrelsen kunne derfor ikke løfte bevisbyrden for, at denne tilstand med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end følgerne af arbejdsskaden, og Ankestyrelsen kunne derfor heller ikke foretage fradrag i erstatningen. Hele erhvervsevnetabet var således en følge af arbejdsskaden. 

Fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne forudsætter dokumentation for, at helbredsmæssige gener og deraf følgende erhvervsevnenedsættende funktionsbegrænsninger med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end følgerne af arbejdsskaden. 

Denne afgørelse er et supplement til Principafgørelse 186-10, hvor Ankestyrelsen i et andet konkret tilfælde fandt det overvejende sandsynligt, at bl.a. somatoform smertetilstand ikke var en følge af arbejdsskaden, hvorfor der var grundlag for at foretage fradrag i erstatningen for tab af erhvervsevne for de erhvervsevnenedsættende funktionsbegrænsninger, som den somatoforme smertetilstand medførte. 

74-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, som var tilkendt under revalidering, skulle ændres til en endelig erstatning, selvom revalideringen blev afbrudt som følge af en konkurrerende rygskade. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsskaden havde medført et sikkert tab af erhvervsevne. Erhvervsevnetabet blev fastsat skønsmæssigt. 

Tilskadekomne pådrog sig ved arbejdsskaden en skade i ryggen. Han blev efterfølgende tilkendt revalidering. Tilskadekomne kom under revalideringsforløbet ud for en privat rygskade, som krævede operation og et genoptræningsforløb. Revalideringen blev afbrudt, da revalideringen som følge af den private skade ikke kunne gennemføres. 

Afgørelsen viser, at der konkret kan være grundlag for at fastsætte et sikkert tab af erhvervsevne, selvom en revalidering bliver afbrudt på grund af en konkurrerende skade. Afgørelsen supplerer således principafgørelserne 166-11, 167-11 samt 97-12. Afgørelsen adskiller sig fra 166-11 og 167-11 ved, at revalidering var påbegyndt forud for skaden, og at arbejdsskaden var så alvorlig, at der uanset revalideringen og den konkurrerende skade var et sikkert erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden. Den adskiller sig fra 97-12 ved, at der ikke var oplysninger om, at revalideringen kunne fortsætte på et bestemt fremtidigt tidspunkt. 

73-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Méngraden for en arbejdsskade skal minimum udgøre 5 procent, før der tilkendes godtgørelse. 

Østre Landsret har den 19. februar 2013 afsagt dom om godtgørelse for varigt mén i en sag om en kvinde, der ved arbejdsskaden havde pådraget sig en mindre forværring af et allerede beskadiget knæ. 

Tilskadekomne havde gjort gældende, at bagatelgrænsen på 5 procent i arbejdsskadesikringsloven skal forstås som grænsen for det samlede mén inklusive eventuelt forudbestående skader. Det blev derfor gjort gældende, at ménet efter en arbejdsskade således isoleret set godt kunne være under 5 procent, så længe det samlede mén var 5 procent eller mere. 

Østre Landsret fastslog, at formålet med en grænse på 5 procent blandt andet har været, at bagatelagtige følger af en arbejdsskade ikke kan medføre godtgørelse. Dette må også gælde, selvom der er tale om en forværring af en privat skade. Hvis den méngrad, der skyldes arbejdsskaden, samlet er mindre end 5 procent, kan der ikke ydes godtgørelse.

72-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Bestemmelsen om omvendt bevisbyrde i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, anvendes ikke, når det skal afgøres om behandlingsudgifter kan dækkes. Det gælder også udgifter til tandbehandling. Det betyder, at det er tilskadekomne, der skal godtgøre sammenhængen mellem den anerkendte skade og behandlingsbehovet.

Arbejdsskademyndighederne skal afklare årsagen til og beskrive det konkrete behandlingsbehov. Denne afklaring er særlig relevant, når tilskadekomne har forudbestående gener i sit tandsæt.

Hvis tilskadekomne også har et behandlingsbehov, som ikke er forårsaget af arbejdsskaden, skal myndighederne tage stilling til fordeling af udgifterne til den relevante behandling, herunder om tilskadekomne samlet får et forbedret tandsæt på grund af tandbehandlingen.

Hvis tilskadekomne ikke har et behandlingsbehov forud for arbejdsskaden, kan der ydes fuld dækning til tandbehandling.

I den konkrete sag blev tilskadekomne sparket på kinden af et barn og mistede en guldkrone på en tand. Tilskadekomne havde kun ret til delvis dækning af tandlægeudgiften, fordi en del af behandlingen skyldtes forudgående behandlingsbehov.

I en anden sag faldt tilskadekomne 2½ m ned fra en stige og landede på hovedet. Faldet påvirkede tænderne både i overmunden og i undermunden. Tilskadekomne havde kun ret til delvis dækning af tandlægeudgiften, fordi en del af behandlingen skyldtes forudgående behandlingsbehov.

71-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

I tre konkrete sager fandt Ankestyrelsen, at en anerkendt arbejdsskade ikke var årsag til tilskadekomnes tandskade. Tandskaden kunne derfor ikke anerkendes som en arbejdsskade.

Det afgørende for anerkendelse af en tandskade er, om der kan konstateres en skade eller en indtrådt forværring, som følge af den skadelige påvirkning. Det er derfor uden betydning, om tilskadekomne havde et mindre velfungerende tandsæt og uden betydning, om følgerne efter arbejdsskaden ville være blevet de samme, uanset om sikrede havde et dårligt tandsæt. Det er alene en eventuel forværring som følge af den skadegørende handling, der skal beskrives i forbindelse med en stillingtagen til spørgsmålet om anerkendelse.

Der skal derfor være klarhed over hændelsesforløbet, fordi problemstillingen i forhold til forudbestående lidelser i sikredes tandsæt indebærer mange vanskelige vurderinger i forhold til udmåling af erstatning og godtgørelse.

Forudbestående sygdomme har ikke betydning for spørgsmålet om anerkendelse af en ulykke efter det gældende ulykkesbegreb. Som hidtil kan en forværring af forudbestående sygdom anerkendes, se Principafgørelserne 1-09, 2-09, 3-09 og 4-09. Forudbestående sygdomme får først betydning i forbindelse med udmåling af erstatning og godtgørelse.

I den ene sag blev tilskadekomne ramt af et stålbånd i nederste del af ansigtet. 10 dage efter var tilskadekomne til tandlægen. Ankestyrelsen vurderede, at skaden på tænderne ikke var en følge af ulykken.

I den anden sag ramte tilskadekomne sig selv på munden med en gummihammer og først 5 dage senere faldt tanden ud. Ankestyrelsen vurderede, at skaden på tanden ikke var en følge af ulykken.

I den tredje sag blev tilskadekomne ramt på fortænderne af et vindue, som gik op. Ankestyrelsen vurderede, at skaden på tænderne ikke var en følge af ulykken.

70-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En borger, der er ledig efter ophør med drift af selvstændig virksomhed, har ikke ret til at få beregnet sine sygedagpenge svarende til det beløb, som borgeren kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis borgeren ikke havde været syg. 

Bestemmelsen i sygedagpengelovens § 51 om, at sygedagpenge til et ledigt medlem af en a-kasse udgør samme beløb, som personen kunne have modtaget i arbejdsløshedsdagpenge, hvis den pågældende ikke havde været syg, gælder alene i forhold til ledige lønmodtagere. § 51 omfatter ikke personer, der er ledige efter ophør med drift af selvstændig virksomhed. 

Som beregningsgrundlag for en selvstændig erhvervsdrivende anvendes årsopgørelsens oplysninger. Sygedagpenge beregnet på baggrund af årsopgørelsen kan ikke reguleres som følge af senere ændringer i arbejdsfortjenesten. 

Det forhold, at en selvstændig erhvervsdrivende ophører med drift af selvstændig virksomhed, medfører ikke, at den pågældende skal anses for en ledig lønmodtager. 

I den situation, hvor den selvstændige erhvervsdrivende, der er ophørt med drift af selvstændig virksomhed, raskmelder sig og efterfølgende på ny sygemelder sig, kan det ikke afvises, at pågældende kan anses for lønmodtager. Det beror på en konkret vurdering. 

69-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Forsørgelsesgrundlag 

Kontanthjælp udgør selve forsørgelsesgrundlaget for kontanthjælpsmodtageren. 

Den særlige støtte udgør et supplement til forsørgelsesgrundlaget, hvad enten det er til kontanthjælpen eller til et andet forsørgelsesgrundlag i den daglige livsførelse og dækker særlige udgifter til høj husleje eller store forsørgerbyrder. 

Efterbetaling af kontanthjælp efter aktivlovens § 25 og særlig støtte efter aktivlovens § 34 er indtægter efter aktivloven 

En efterbetaling af kontanthjælp og særlig støtte på et senere tidspunkt er et kontant pengebeløb, der kan dække et fremtidigt forsørgelsesbehov. 

Efterbetaling af kontanthjælp og særlig støtte er begge dele indtægter, der som udgangspunkt skal trækkes fra i den løbende hjælp efter aktivloven. 

Efterbetalingen skal anses for at være en indtægt på det tidspunkt, hvor den kommer til udbetaling. 

En efterbetaling af kontanthjælp kan træde i stedet for de midler, som er anvendt til forsørgelse 

En efterbetaling af kontanthjælp kan ud fra en konkret vurdering anses for at træde i stedet for opsparet børnetilskud og børnebidrag, som borgeren havde anvendt til forsørgelse i den periode, hvor hun uretmæssigt ikke fik udbetalt kontanthjælp. 

Efterbetalingen af kontanthjælp blev anset for omfattet af undtagelsesbestemmelsen i aktivlovens § 33, stk. 1, nr. 5, og skulle dermed ikke medføre fradrag i hjælpen efter aktivloven. 

68-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Der kan ydes hjælp efter servicelovens bestemmelse om merudgiftsydelse til dækning af udgiften til fornyelse af kørekort, hvis der er tale om en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse. 

I sådanne tilfælde skal udgiften indgå i beregningen som enkeltudgift og ikke som en løbende udgift. Det skyldes, at udgift til fornyelse af kørekort alene bliver afkrævet én gang og på ét bestemt tidspunkt. 

Ved beregningen af merudgiften medregnes hele beløbets størrelse i det år, udgiften falder. 

Efter servicelovens § 100, stk. 1, skal kommunen yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Derudover fremgår det af § 6, stk. 3, i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, at merudgifterne omfatter såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

67-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En borger kan få afløsning i hjemmet i form af praktisk hjælp til rengøring 

Ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der i hjemmet passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal tilbydes afløsning i hjemmet efter servicelovens § 84. Denne hjælp kan bestå af hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, samt personlig hjælp, pleje og omsorg. 

Afløsning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få midlertidig eller varig hjælp efter servicelovens § 83, om personlig hjælp og pleje og hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, er opfyldt. 

66-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Retten til refusion på grundlag af en beslutning om efterværn ophører, når efterværnet bringes til ophør 

Efterværn ydes for i en afgrænset periode at hjælpe den unge, der har været anbragt uden for hjemmet, til en bedre overgang til voksenlivet. En pligt til refusion af udgifter til efterværn vil tilsvarende vedrøre denne afgrænsede periode. 

Et ophold i botilbud for voksne vedrører ikke en afgrænset periode. Pligten til refusion af disse udgifter består, indtil borgeren ikke længere har ophold i det bevilgede botilbud eller tilsvarende botilbud. 

De to typer hjælp ydes til to forskellige persongrupper og en ung, der bevilges efterværn, vil almindeligvis ikke have behov for efterfølgende at tage ophold i et botilbud for voksne. 

Opholdskommunen må ved overvejelse om bevilling af efterværn være opmærksom på, om den unges behov er så omfattende, at betingelserne for efterværn ikke er opfyldt. I den situation må hjælpen ydes efter voksenreglerne allerede ved det 18. år. 

Vurderer opholdskommunen efter en periode med efterværn, at der i stedet fremover bør bevilges hjælp efter voksenreglerne, vil der kun være ret til refusion for fremtidige udgifter, hvis de almindelige betingelser for refusion i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2., stk. 4, eller stk. 5, er opfyldt. 

Kommunerne kan i tvivlstilfælde aftale indbyrdes, hvordan fremtidige udgifter fordeles

Er kommunerne enige om, at det er usikkert om hjælp efter efterværnsreglerne er tilstrækkelig, og at der kan blive tale om hjælp efter voksenreglerne efter efterværnet, kan kommunerne aftale, hvordan disse udgifter fordeles. 

65-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En arbejdsgivers påtale og iværksættelse af relevante forholdsregler for en medarbejder i anledning af klager over medarbejderens adfærd hører under arbejdsgivers ledelses- og instruktionsbeføjelser. Når de iværksatte forholdsregler ikke er mere vidtgående, end hvad der efter omstændighederne kan anses for rimeligt, kan medarbejderens psykiske symptomer ikke anses for at være forårsaget af arbejdets særlige art. De psykiske symptomer kan derfor ikke anerkendes som en erhvervssygdom.

En mandlig pædagog var uberettiget blevet anklaget for grænseoverskridende adfærd over for børn i en skolefritidsordning. Arbejdsgiveren gav pædagogen en henstilling om forsigtighed ved omgangen med børn under hans arbejde som pædagog og iværksatte personalemæssige tiltag, når henstillingerne ikke blev overholdt.

Østre Landsret lagde til grund, at der var tale om forældrehenvendelser om tre episoder, hvor en mandlig pædagog skulle have udvist grænseoverskridende adfærd i forhold til børn i den skolefritidsordning, hvor han var ansat. Disse henvendelser førte til påtaler, hvor skoleledelsen henstillede, at pædagogen satte de samme grænser for fysisk kontakt med børnene som andre pædagoger. Østre Landsret lagde endvidere til grund, at pædagogen selv havde forklaret, at det ikke var forældrehenvendelserne, der var årsag til hans psykiske symptomer, men de særlige restriktioner, ledelsen satte for ham på baggrund af henvendelserne.

Dommen tager stilling til belastningen som følge af de restriktioner, som var begrundede i forældrehenvendelserne om grænseoverskridende adfærd, og ikke til belastningen som følge af henvendelserne. Pædagogen blev ikke anklaget for egentlige seksuelle overgreb på børnene. Ledelsens reaktion var at henstille til en anden adfærd og senere at indskærpe denne. 

64-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Forældre har ret til børne- og ungeydelse, når barnet har faktisk ophold her i landet, når det har sin dagligdag her i landet og opholder sig hos en eller begge forældre, der har fast ophold her i landet.

Retten til børne- og ungeydelse er desuden betinget af, at forældremyndighedsindehaveren, eller den person, der har taget barnet i pleje med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig her i landet.

Betingelsen om barnets faktiske ophold her i landet anses for opfyldt, selvom barnet ikke har opnået opholdstilladelse eller registrering i Folkeregisteret. 

63-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ved fastlæggelsen af indhold og omfang af et seniorjob gælder de samme principper for arbejdets indhold, som for arbejde på det ordinære arbejdsmarked, der bliver anvist en ledig, der modtager arbejdsløshedsunderstøttelse.

Kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med ansøgeren og blandt andet under hensyntagen til vedkommendes kvalifikationer og interesser.

Et seniorjob svarer til et arbejde på det ordinære arbejdsmarked. Kommunen anses for arbejdsgiver i forhold til seniorjob. Det gælder generelt i arbejdsforhold, at det er arbejdsgiver, der fastsætter arbejdets indhold.

Seniorjobbets indhold skal være i overensstemmelse med gældende arbejdsretlige principper og svare til arbejde, der kunne blive udbudt som hovedbeskæftigelse. 

62-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Selvstændig bibeskæftigelse og deltids fleksjob
En borger, der er visiteret til fleksjob, og som forud for sin sygdom har været ansat som lønmodtager på deltid og derudover har haft selvstændig virksomhed i begrænset omfang, har mulighed for fortsat at drive selvstændig bibeskæftigelse samtidig med beskæftigelse i et deltids fleksjob.

Kommunen skal dog i hvert enkelt tilfælde vurdere konkret, i hvilket omfang den selvstændige bibeskæftigelse kan fortsætte samtidig med et fleksjob på deltid. Kommunen skal vurdere det timetal, borgeren vil skulle bruge på virksomheden i forhold til den selvstændige virksomheds art og karakter. Det er en forudsætning, at borgeren ikke har drevet den selvstændige virksomhed som hovedbeskæftigelse før afgørelsen om fleksjob.

Kommunen skal fastlægge det ugentlige timetal for et deltids fleksjob ud fra den ugentlige arbejdstid som lønmodtager i borgerens seneste ordinære beskæftigelse forud for sygemeldingen.

Ophør med selvstændig bibeskæftigelse og fuldtids fleksjob
Hvis en borger ved overgang til fleksjob vælger at ophøre helt med sin selvstændige bibeskæftigelse, vil borgeren have ret til et fuldtids fleksjob.

Det forudsættes, at borgeren forud for sin sygemelding har været beskæftiget på fuldtid, når timerne med beskæftigelse som lønmodtager og arbejdet ved selvstændig bibeskæftigelse lægges sammen.

Hobby og fleksjob
Det beror på en konkret vurdering, om en selvstændig bibeskæftigelse kan anses for hobby. Det er ikke afgørende hvilket antal timer, borgeren anvender på driften. Kommunen skal konkret vurdere, om arbejdet efter sin art og karakter normalt vil være en hobby.

61-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Engangshjælp
En borger, der søger om kontanthjælp, kan tidligst få udbetalt kontanthjælp 1 måned efter den første henvendelse til kommunen.

Fra tidspunktet for ansøgningen om kontanthjælp og indtil borgeren får udbetalt kontanthjælp, kan borgeren have ret til engangshjælp.

Det afhænger af en konkret vurdering af borgerens behov for hjælp, om der skal udbetales engangshjælp. I denne vurdering skal borgerens indtægter, udgifter og eventuelle formue indgå.

Størrelsen af engangshjælp
En borger, der får udbetalt engangshjælp i en hel kalendermåned, skal have udbetalt beløbet på 4.231 kr. (5.611 kr. i 2013), jf. aktivlovens § 25 a, stk. 2, eller beløbet på 2.103 kr. (2.789 i 2013), jf. aktivlovens § 25 a, stk. 3.

Hvis en borger får udbetalt engangshjælp i mindre end en hel kalendermåned, skal beløbet nedsættes forholdsmæssigt.

Det forhold, at det fremgår af bestemmelsen om engangshjælp, at hjælpen højest kan udgøre 4.231 kr., betyder ikke, at kommunen frit kan nedsætte beløbet efter en konkret vurdering, hvis betingelserne for engangshjælp er opfyldt.

Kommunen kan efter ordlyden af bestemmelsen om engangshjælp og forarbejderne hertil nedsætte størrelsen af engangshjælpen efter en konkret vurdering, hvis der foreligger omgåelse eller andre særlige omstændigheder. 

60-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En ansøger med benprotese kunne få hjælp til dækning af merudgifter til tøj, sko og ekstraordinært slid herpå.

I bekendtgørelsen om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse er der en særlig regel i § 3 om hjælp til dækning af merudgifter til tøj, sko og ekstraordinært slid herpå.

Efter denne regel er det ikke en betingelse for at få hjælp, at lidelsen har konsekvenser for den enkelte af indgribende karakter i den daglige tilværelse, som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Ansøger var således berettiget til hjælp efter bekendtgørelsens § 3, selv om han ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.

59-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En smartphone er et forbrugsgode, som indgår i sædvanligt indbo

En smartphone er et forbrugsgode, som indgår i sædvanligt indbo og findes i ethvert hjem, som må ønske det. Der kan derfor ikke ydes støtte til anskaffelse efter reglerne i serviceloven om støtte til forbrugsgoder.

Ved denne vurdering er det af afgørende betydning, at smartphones må vurderes i sammenhæng med andre lignende elektroniske hjælpemidler, som også efter Ankestyrelsens opfattelse kan anses som sædvanligt indbo. Her tænkes på andre typer af mobiltelefoner, almindelige fastnettelefoner, bærbare computere, tablet computere og GPS’er.

Disse elektroniske hjælpemidler supplerer hinanden, således at forbrugeren afhængig af behov kan vælge et eller kombinere flere af disse produkter. Forekomsten af flere af disse produkter i danske familier er så udbredt, at vi vurderer, at en smartphone i servicelovens forstand må betragtes som sædvanligt indbo. 

58-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kørestole til sports-og fritidsaktiviteter kan ikke bevilges som et hjælpemiddel til voksne efter servicelovens § 112.

Det skyldes, at en kørestol til sports- og fritidsaktiviteter ikke i væsentlig grad afhjælper de varige følger af den pågældendes nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse.

Når en voksen borger ansøger om en kørestol, der alene skal bruges til sports- og fritidsaktiviteter, vil udgiften under visse betingelser kunne dækkes efter servicelovens § 100 om merudgifter.

Det betyder, at hvis ansøger i øvrigt er omfattet af personkredsen for merudgifter efter § 100, og det må antages, at en ikke-handicappet voksen på samme alder og i samme livssituation ville have en sports- eller fritidsaktivitet, skal kommunen foretage en beregning af, hvilke eventuelle merudgifter ansøgeren kan få dækket i forbindelse med sin udøvelse af sports- og fritidsaktiviteter. Det forudsætter dog, at mulighederne for at dyrke andre former for sport er meget begrænsede af den nedsatte funktionsevne.

57-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der kan ydes hjælp til egenbetaling af befordringsudgifter ved benyttelse af handicapkørsel til behandling hos fysioterapeut uden for hospital efter reglerne om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Dette gælder, hvis der ikke kan ydes støtte til befordring efter anden lovgivning eller efter andre bestemmelser i serviceloven. 

56-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Hjælp til befordring efter merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100 er subsidiær til befordringsydelser efter anden lovgivning og andre bestemmelser i serviceloven.

Transport med taxa til og fra indlæggelser på hospital kan derfor ikke dækkes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.

Sektoransvar

Princippet om sektoransvar danner udgangspunkt ved afgrænsning af, i hvilket regi et opgaveområde hører hjemme.

Det betyder, at transport til og fra hospital i forbindelse med indlæggelser ikke er et ansvar for socialsektoren.

Det er regionsrådet, der beslutter, om der skal ydes transport til og fra hospitalet i forbindelse med indlæggelse/behandling. 

55-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Merudgifter til egenbetaling til SFO

Der kan efter en konkret vurdering ydes hjælp til betaling af udgift til SFO som merudgift, i det omfang udgiften ikke kan dækkes efter dagtilbudsloven, og der er tale om en udgift, som er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

Når barnet har en alder, hvor man normalt ikke vil have udgifter til pasning i SFO, kan der være tale om en merudgift ved forsørgelsen af barnet, som forældre med ikke handicappede børn på samme alder ikke har.

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, om udgifterne til SFO for et større barn med nedsat funktionsevne kan dækkes som en merudgift.

2. Reglerne

Lov om social service § 41 fastslår, at kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelsen i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne.

3. Andre Principafgørelser

Ankestyrelsen har ikke andre Principafgørelser på området 

54-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tilbagebetaling af fripladstilskud forudsætter, at modtageren har modtaget tilskuddet mod bedre vidende.

Der kunne alene ske tilbagebetaling af fripladstilskud fra det tidspunkt, hvor modtageren har modtaget tilskuddet mod bedre vidende. En modtager af fripladstilskud, der modtog erstatning for tab af erhvervsevne, havde først modtaget fripladstilskuddet mod bedre vidende fra det tidspunkt, hvor hun blev bekendt med, at hun havde ret til at få udbetalt erstatning.

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, fra hvilket tidspunkt der skal ske regulering af økonomisk fripladstilskud med tilbagevirkende kraft i forbindelse med udbetaling af en erhvervsevnetabserstatning.

2. Reglerne

Lov om dag, - fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge § fastslår, at tilskud ydet efter loven skal tilbagebetales, når modtageren mod bedre vidende har undladt at give oplysninger som krævet i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område eller modtaget tilskud efter loven uden at være berettiget til det.

Det fremgår af § 57 i bekendtgørelse om dag, - fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, at forældrene har pligt til at underrette kommunen om varige stigninger i deres faktiske indtægt eller andre forhold i årets løb, der har betydning for retten til økonomisk fripladstilskud.

3. Andre Principafgørelser

Kasserede
Følgende Principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

C-45-06: historisk, gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne Principafgørelse.

53-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Flytning uden samtykke efter servicelovens § 129
Når en person er omfattet af den personkreds, som hører under reglerne om magtanvendelse, har nævnet kompetence til at behandle en sag om flytning uden samtykke.

Bestemmelsen om flytning uden samtykke skal anvendes, når flytningen skyldes, at den fornødne hjælp ikke kan gives i personens hidtidige bolig, når en institution lukker/nedlægges eller en person skal overgå fra en institution for børn og unge til et botilbud for voksne.

Ankestyrelsen vurderer, at det uanset årsag til flytning er indgribende i en persons tilværelse at skulle flytte uden at være i stand til at give et informeret samtykke til en flytning og optagelse i et bestemt botilbud.

Formålet med reglerne om magtanvendelse er at beskytte den borger, der på grund af psykisk nedsættelse af funktionsevnen ikke kan tage vare på sig selv.

Frit valg af botilbud efter servicelovens § 108
Reglerne om frit valg af botilbud gælder også for personer, der er flyttet til et botilbud efter reglerne om magtanvendelse.

Reglerne om frit valg betyder generelt, at en person, der visiteres til et botilbud, har mulighed for frit at vælge et andet, tilsvarende botilbud, end det kommunen har besluttet. Det er dog en betingelse, at tilbuddet er egnet til at opfylde personens behov, og at det ikke er væsentligt dyrere.

Den personlige værge indtræder i personens sted og kan handle på hans vegne. Værgen kan derfor vælge et andet botilbud, hvis dette er egnet og ikke væsentligt dyrere. 

Kommunen skal forud for indstillingen om flytning uden samtykke, træffe afgørelse om valg af botilbud. Hvis værgen og kommunen ikke kan komme til enighed, kan spørgsmålet om valg af botilbud indbringes for nævnet. 

52-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Hjælp til briller til børn under 10 år afhænger af den faktiske udmålte synsstyrke og ikke den valgte brillestyrke

I hjælpemiddelbekendtgørelsen er oplistet indikationer for hjælp til briller og kontaktlinser, der fastsætter en klar grænse på hypermetrop > + 7 i højst brydende plan til børn indtil 10 år.

Det afgørende for at få hjælp til briller til børn under 10 år er den faktiske udmålte synsstyrke. Har barnet en synsstyrke på over + 7, berettiger det således til hjælp til briller.

Det betyder, at man har ret til tilskud, selvom brillerne udmåles til en mindre styrke. 

51-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunens tilbud om behandling af stofmisbrugere, herunder spørgsmålet om visitation til døgnbehandling, skal ske efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

Det er en forudsætning for, at en stofmisbruger kan gøre brug af det frie valg i servicelovens § 101, stk. 4, i forhold til en konkret døgnbehandlingsinstitution, at kommunen har visiteret stofmisbrugeren til døgnbehandling efter servicelovens § 101, jf. § 107, stk. 2, nr. 2.

I den konkrete sag, hvor stofmisbrugeren havde afbrudt et døgnbehandlingsforløb på en institution og ikke var visiteret til et nyt døgnbehandlingsforløb, havde stofmisbrugeren ikke efter fritvalgsreglerne ret til at vælge et andet behandlingstilbud.

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare praksis for bevilling af døgnbehandling, samt vurdering af betydning af, at borgerens allerede forud var i døgnbehandling.

2. Reglerne

Servicelovens § 101, stk. 1 fastslår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde behandling af stofmisbrugere.

Efter servicelovens § 104, stk. 1, fremgår det, at en person, der er visiteret til behandling, kan vælge at blive behandlet i et andet offentligt behandlingstilbud eller privat behandlingstilbud af tilsvarende karakter som det, der er visiteret til efter stk. 1.

Efter servicelovens § 107, stk. 2, nr. 2, fremgår det, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, der har behov for pleje eller behandling, og som på grund af disse vanskeligheder ikke kan klare sig uden støtte.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 299 fremsat den 16. april 1997, at forslagets § 91, stk. 1, nr. 2, den nugældende § 107, stk. 2, nr. 2, omfatter midlertidige botilbud til personer med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det kan dels være personer med stofmisbrug som hovedproblem, dels personer med andre adfærdsmæssige problemer af psykisk eller social karakter.

3. Andre Principafgørelser

Ingen relevante 

50-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det Sociale Nævn har kompetence til at efterprøve en kommunes afgørelse om tilbud om ambulant behandling for stofmisbrug og i stedet bevilge døgntilbud. 

De krav, der stilles til en kommune om at opfylde sine forpligtelser til at iværksætte den relevante misbrugsbehandling, har en sådan karakter, at det er relevant, at nævnet kan efterprøve kommunens afgørelse.

Stofmisbrugeren har således ret til at modtage og kommunen pligt til at tilbyde sociale behandlingstilbud inden for en kort tidsfrist (14 dage).

Nævnet kan derfor foretage en retlig prøvelse af en kommunes afgørelse, herunder af den faglige vurdering, som kommunen har foretaget. I vurderingen skal bl.a. indgå, om kommunen har foretaget et individuelt skøn, om der er taget uvedkommende hensyn, om de kriterier, der er blevet anvendt, er lovlige, og om alle relevante kriterier er inddraget, således at borgeren får det rigtige tilbud. I en sådan vurdering kan også indgå en vurdering af, om det rigtige tilbud er et døgn- eller et dagtilbud.

49-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Klageinstanserne kan efterprøve, om udmålingen af borgerstyret personlig assistance har fundet sted i overensstemmelse med formålet med ordningen

Udmålingen af hjælp til borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96 skal tage udgangspunkt i en individuel behovsvurdering med udgangspunkt i, hvad borgeren selv kan klare, for at tilgodese formålet med borgerstyret personlig assistance om at skabe en fleksibel og sammenhængende ordning, der sikrer borgeren mulighed for at leve et så normalt og selvstændigt liv som muligt.

En udmåling af hjælp, der tager udgangspunkt i kommunens sædvanlige udmåling til hjemmepleje efter servicelovens bestemmelse om praktisk og personlig hjælp og pleje i § 83, er ikke i overensstemmelse med formålet med ordningen om borgerstyret personlig assistance.

Kommunens kvalitetsstandarder for § 83 kan derfor ikke anvendes som udgangspunkt for at udmåle hjælp efter § 96.

Har en borger behov for hjælp spredt over hele døgnet, kan hjælpen udmåles i form af tilskud til dækning af rådighedstimer til borgeren

Ved rådighedstimer forstås timer, hvor hjælperen er til stede, men hvor hjælperen kun helt undtagelsesvis udfører hjælp for borgeren.

Ved udmålingen af hjælp til borgerstyret personlig assistance skal der tages hensyn til, i hvilket omfang en borgers ægtefælle er i stand til at varetage opgaver i hjemmet

Der kan ikke udmåles timer til den borgerstyrede personlige assistance i et sådant omfang, at de huslige opgaver og pasningen af børn dermed bliver varetaget fuldt ud. Det betyder, at man skal tage hensyn til, om borgerens ægtefælle kan varetage opgaver i hjemmet.

48-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Hjælp til at tage medicin i form af påmindelse på et bestemt tidspunkt om, at borgeren selv skulle tage sin medicin, er en hjælp, som kan ydes efter serviceloven. En sådan hjælp er efter sin karakter omfattet af reglerne i serviceloven om personlig hjælp og pleje, som kan ydes efter § 83, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. Påmindelse har ikke karakter af egentlig medicinadministration.

Det blev ved afgørelse lagt til grund, at borgeren boede i en boform efter servicelovens § 107, og at der var personale tilknyttet i dagtimerne. Han havde således i løbet af dagen kontakt med fagligt kompetent personale. Han skulle om aftenen have lægeordineret medicin for sin maniodepressive tilstand. Det var forsøgt at påminde ham om at tage medicinen med ”vækkeur”, men det havde ikke den ønskede effekt. 

47-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Et skånejob, der var et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kunne indgå i vurderingen af, om den samlede hjælp i egen bolig kunne sidestilles med en boform i forbindelse med vurderingen af, om der var ret til mellemkommunal refusion.

Mellemkommunal refusion ydes, når tidligere kommune har medvirket ved ophold i en boform eller en bolig, der kan sidestilles hermed.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke i lovgivningen var holdepunkter for, at det alene var ydelser efter serviceloven, der kunne indgå i vurderingen af den samlede hjælp.

Ankestyrelsen fandt, at støtten til borgeren, der havde ophold i et opgangsfællesskab med støtte i form af 14 timers socialpædagogisk støtte og bevilling af et skånejob med ca. 25 timer pr. uge, havde et omfang og formål, at den kunne sidestilles med den hjælp, der blev ydet i et botilbud. Der var derfor ret til refusion.

46-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Mellemkommunal refusion

45-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En borger, som er ansat og beskæftiget i sit eget aktie- eller anpartsselskab, skal i forhold til beregning af sygedagpenge anses som lønmodtager.

Beregning af sygedagpenge skal ske på grundlag af den af SKAT godkendte a-indkomst, som den fremgår af borgerens årsopgørelse.

Den udbetalte løn fra selskabet til borgeren skal kunne dokumenteres ved lønsedler, og lønnen skal fremgå af borgerens årsopgørelse som a-indkomst.

I forhold til kravet om dokumentation for udbetalt løn, er der ikke i sygedagpengeloven er fastsat regler om, at dokumentationen skal foreligge senest ved anmodningen om sygedagpenge.

Det er tilstrækkeligt, at der efterfølgende er indberettet løn mv. til SKAT, og at SKAT har godkendt det indsendte materiale med tilbagevirkende kraft. 

44-13

KASSERET

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen skal standse udbetalingen af sygedagpenge, når den generelle varighedsbegrænsning eller varighedsbegrænsningen efter forlængelse indtræder, eller når betingelserne for forlængelse ikke længere er opfyldt.

Kommunen skal dog fortsætte udbetalingen af sygedagpenge, når det er konstateret, at betingelserne for forlængelse af sygedagpengeperioden er opfyldt.

Kommunen kan efter praksis undtagelsesvis udsætte afgørelse om forlængelse af sygedagpengeperioden i et kortere tidsrum, hvis kommunen på udsættelsestidspunktet mangler oplysninger, der inden for en kortere tidshorisont på ikke mere end ca. 1 måned, kan forventes at forbedre afgørelsesgrundlaget væsentligt.

Kommunen skal standse udbetalingen af sygedagpenge, uanset at den udsætter afgørelse om forlængelse.

Tidshorisonten for afgørelse om forlængelse og de nærmere omstændigheder i denne forbindelse skal fremgå af afgørelsen om udsættelse.

Den gældende praksis om undtagelsesvis at udsætte en afgørelse om forlængelse har sit udgangspunkt i det forvaltningsretlige princip om, at en myndighed har pligt til at oplyse sagen og dermed sikre, at kommunen træffer afgørelse på et fyldestgørende og korrekt grundlag.

Udgangspunktet er, at kommunen efter reglerne generelt forventes at have vurderet, om der er behov for andre foranstaltninger i forbindelse med ophøret forud for ophør af sygedagpengeudbetaling, således at kommunen umiddelbart kan træffe afgørelse herom.

Der kan imidlertid forekomme tilfælde, hvor kommunen ikke har kunnet få sagen oplyst tilstrækkeligt til, at de kan træffe afgørelse om forlængelse eller iværksættelse af andre foranstaltninger.

I disse tilfælde vil kommunen kunne udsætte afgørelsen om forlængelse.

Vi finder, at situationen, hvor kommunen ikke har kunnet få sagen oplyst tilstrækkeligt, vil kunne opstå uafhængigt af, om der er tale om ophør efter den generelle varighedsbegrænsning eller ophør af en forlængelsesperiode efter § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Praksis, hvorefter kommunen undtagelsesvis kan udsætte afgørelsen om forlængelse i en kortere periode på ikke mere end ca. 1 måned, vil derfor kunne anvendes, både når borgeren befinder sig ved varighedsbegrænsningens indtræden, jf. § 24, ved varighedsbegrænsningens indtræden efter forlængelse, og når betingelserne i øvrigt ikke længere er opfyldt, jf. § 27, stk. 1, nr. 1-7. 

43-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter varighedsbegrænsningens indtræden, hvis der er rejst sag om ret til erstatning efter lov om arbejdsskadesikring eller lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Det betyder overordnet set, at sygedagpengeperioden skal forlænges, så snart der er rejst sag om anerkendelse af en arbejdsskade, men ikke forlænges, hvis arbejdsskadesagen alene handler om godtgørelse for varigt men.

Det er en betingelse for at fortsætte udbetalingen af sygedagpengene, at lovens øvrige betingelser – f.eks. kravet om uarbejdsdygtighed - er opfyldt. Det er dog ikke en betingelse, at der er tale om fuld uarbejdsdygtighed.

Det er endvidere en betingelse, at sygemeldingen helt eller delvis har forbindelse med den verserende arbejdsskadesag.

Verserende arbejdsskadesag
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i flere situationer har taget stilling til, hvornår en arbejdsskadesag må anses for verserende, således at sygedagpengeudbetalingen skal forlænges.

Sygedagpengeperioden skal forlænges, hvis blot anmeldelse af arbejdsskade til Arbejdsskadestyrelsen eller forsikringsselskabet er sket, inden dagpengene faktisk er standset.

Hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke kan nå at træffe afgørelse om spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden inden for de i loven fastsatte tidsfrister, træffer Arbejdsskadestyrelsen en foreløbig afgørelse, men behandler sagen videre i umiddelbar forlængelse af afgørelsen. I den situation anses sagen fortsat for verserende, og sygedagpengeperioden skal forlænges.

Der er ikke ret til at forlænge dagpengeperioden på grundlag af anmodning til Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sag om afslag på anerkendelse af en arbejdsskade. En anmodning om genoptagelse kan ikke sidestilles med en anmeldelse af arbejdsskade, når Arbejdsskadestyrelsen har taget stilling til spørgsmålet om anerkendelse af den anmeldte arbejdsskade i en tidligere afgørelse.

Der kan ikke ske forlængelse, hvis sagen er henlagt i Arbejdsskadestyrelsen, idet sagen således ikke længere er under behandling.

Arbejdsskadestyrelsen har truffet afgørelse om erhvervsevnetab
Der er ikke hjemmel til at forlænge udbetalingen af sygedagpenge udover tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab. Det forhold, at Ankestyrelsen hjemviser sagen om godtgørelse for varigt mén, giver ikke ret til forlængelse af sygedagpengeperioden.

Sygedagpengene skal standses efter Arbejdsskadestyrelsens første afgørelse om erhvervsevnetab. Det giver ikke ret til forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge, at der er fastsat revision, at sagen er anket, at der er anmodet om genoptagelse, eller at sagen faktisk er under revision i Arbejdsskadestyrelsen på tidspunktet for kommunens afgørelse.

Hvis Ankestyrelsen ophæver Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviser sagen til ny afgørelse i Arbejdsskadestyrelsen, skal kommunen genoptage udbetalingen af sygedagpenge fra standsningstidspunktet.

Forlængelse af sygedagpengeperioden kan ikke fortsætte efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab, selv om afgørelsen er foreløbig og kun er truffet, fordi Arbejdsskadestyrelsen skal træffe afgørelse på grund af lovbestemte tidsfrister. 

42-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Det en betingelse for fortsat udbetaling af tilskud til fleksjob i egen virksomhed, at virksomheden drives som hovedbeskæftigelse. Det er desuden en betingelse, at overskud og underskud fra virksomheden oplyses til SKAT, og at virksomheden leverer varer eller ydelser mod vederlag.

Tilskuddet skal kompensere økonomisk for den nedsatte arbejdsevne, således, at pågældende kan fastholde virksomheden. Det betyder, at tilskud og den pågældendes arbejdsindsats i den selvstændige virksomhed tilsammen skal sikre den pågældende en rimelig indkomst.

For at vurdere, om den selvstændigt erhvervsdrivende udnytter sin arbejdsevne fuldt ud i den selvstændige virksomhed, skal kommunen følge op, når der er gået 6 måneder fra afgivelsen af tilbud om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og herefter hver gang, der er gået 12 måneder fra sidste opfølgning.

Fra 1. januar 2013 skal kommunen følge op, hver gang den pågældende har modtaget tilskud til selvstændig virksomhed i 2 ½ år.

Ved opfølgningen skal kommunen blandt andet undersøge, om der er sket ændringer i den pågældendes arbejdsevne og skånebehov, herunder om der er behov for at ændre tilskuddet fra f.eks. ½ til 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn på området. Hvis den selvstændigt erhvervsdrivendes indkomst (overskud) fra virksomheden falder år for år eller bliver negativ, skal det vurderes, om den pågældende driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i et sådant omfang, at driften medvirker til at skabe et rimeligt forsørgelsesgrundlag for den selvstændigt erhvervsdrivende. I denne vurdering skal inddrages dels virksomhedens resultat overskud/underskud), dels den selvstændigt erhvervsdrivendes arbejdsindsats i virksomheden. 

41-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Det en betingelse for fortsat udbetaling af tilskud til fleksjob i egen virksomhed, at virksomheden drives som hovedbeskæftigelse. Det er desuden en betingelse, at overskud og underskud fra virksomheden oplyses til SKAT, og at virksomheden leverer varer eller ydelser mod vederlag.

Tilskuddet skal kompensere økonomisk for den nedsatte arbejdsevne, således, at pågældende kan fastholde virksomheden. Det betyder, at tilskud og den pågældendes arbejdsindsats i den selvstændige virksomhed tilsammen skal sikre den pågældende en rimelig indkomst.

For at vurdere, om den selvstændigt erhvervsdrivende udnytter sin arbejdsevne fuldt ud i den selvstændige virksomhed, skal kommunen følge op, når der er gået 6 måneder fra afgivelsen af tilbud om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og herefter hver gang, der er gået 12 måneder fra sidste opfølgning.

Fra 1. januar 2013 skal kommunen følge op, hver gang den pågældende har modtaget tilskud til selvstændig virksomhed i 2 ½ år.

Ved opfølgningen skal kommunen blandt andet undersøge, om der er sket ændringer i den pågældendes arbejdsevne og skånebehov, herunder om der er behov for at ændre tilskuddet fra f.eks. ½ til 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn på området. Hvis den selvstændigt erhvervsdrivendes indkomst (overskud) fra virksomheden falder år for år eller bliver negativ, skal det vurderes, om den pågældende driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i et sådant omfang, at driften medvirker til at skabe et rimeligt forsørgelsesgrundlag for den selvstændigt erhvervsdrivende. I denne vurdering skal inddrages dels virksomhedens resultat overskud/underskud), dels den selvstændigt erhvervsdrivendes arbejdsindsats i virksomheden. 

40-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ikke ret til kontanthjælp under uddannelse
En borger under uddannelse har som hovedregel ikke ret til kontanthjælp.

Ret til kontanthjælp
En person, der modtager kontanthjælp, kan dog med kommunens godkendelse deltage i undervisning svarende til folkeskolens 8.-10. klassetrin, i HF-enkeltfagsundervisning under 23 timer om ugen samt i anden undervisning, som ikke er godkendt som støtteberettigende efter lov om statens uddannelsesstøtte, og som ikke er led i en uddannelse, der berettiger til optagelse i en arbejdsløshedskasse, jf. § 41 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Kommunens godkendelse af undervisningen
Formuleringen ”med kommunens godkendelse” skal fortolkes således, at kommunen udelukkende skal tage stilling til, om borgeren kan modtage kontanthjælp samtidig med deltagelse i undervisningen, og at dette vil afhænge af, om den undervisning, som kontanthjælpsmodtageren ønsker at deltage i, opfylder de betingelser, der er nævnt i § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i særlige tilfælde.

Selv om kommunen efter reglen ”kan” godkende, kan kommunen ikke vælge at give afslag på godkendelse, når lovens betingelser er opfyldt.

Det er ikke en betingelse for at godkende undervisningen efter bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at der er tale om undervisning, som borgeren ville kunne få tilbud om efter beskæftigelsesindsatslovens regler.

Afholdelse af udgifter til uddannelse
Kommunen skal kun betale for udgifterne til den undervisning, som kommunen godkender efter bekendtgørelsens § 2, hvis det er pålagt kommunen ved lov.

Kommunen er kun forpligtet til at afholde udgifter til uddannelse efter lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når der er tale om et uddannelsesforløb, som kommunen har givet borgeren tilbud om efter beskæftigelsesindsatslovens regler (efter en jobplan). 

39-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ikke ret til kontanthjælp under uddannelse
En borger under uddannelse har som hovedregel ikke ret til kontanthjælp.

Hvis der er meget lidt studieaktivitet forbundet med uddannelsen, afhænger det af, om studieaktiviteten reelt er ophørt, om borgeren må anses for at være under uddannelse.

En borger, der selv havde tilmeldt sig på AMU-kursus for at tage stort kørekort, blev anset for at være under uddannelse, uanset at kursets undervisningsdel var afsluttet. Beskæftigelsesudvalget vurderede, at der forelå studieaktivitet som følge af manglede prøver, som borgeren skulle forberede sig til og gennemføre.

En universitetsstuderende blev derimod ikke anset for at være under uddannelse fra det tidspunkt, hvor der forelå en forhåndsgodkendelse af det afsluttende speciale. Studieaktiviteten måtte anses for ophørt fra tidspunktet for forhåndsgodkendelsen. Vurderingen forudsætter, at den studerende ikke skal foretage sig andet end at afvente en karakter for specialet.

Hvis borgeren modtager SU eller elevløn vil han ikke samtidig kunne modtage kontanthjælp, se Principafgørelse 212-10.
Selv om en uddannelse ikke er SU-berettigende eller giver adgang til elevløn, kan borgeren anses for at være under uddannelse. 

38-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En borger under uddannelse har som udgangspunkt ikke ret til kontanthjælp.

En uddannelse kan ikke anses for afbrudt i relation til retten til kontanthjælp, hvis en gymnasial eller grunduddannelse forventes efterfulgt af en elev-, lære- eller praktikplads, også selvom ansøgeren ikke har indgået aftale om elev-, lære- eller praktikplads.

Dette gælder uanset om elev-, lære- eller praktikpladsen er en fastlagt del af en uddannelse (grundforløb og praktik) eller elev-, lære- eller praktikpladsen er et selvstændigt videre uddannelsesforløb.

Det afgørende er, at ansøgeren har til hensigt at følge et videre uddannelsesforløb efter afslutningen af den gymnasiale uddannelse eller grunduddannelsen, og at ansøgeren har en forventning om, at finde en elev-, lære- eller praktikplads inden for en kortere periode.

Det er således ikke et krav, at ansøgeren er garanteret en elev-, lære- eller praktikplads eller har krav på at komme i skolepraktik.

Hvis ansøgeren ikke har fundet en elev-, lære- eller praktikplads cirka to måneder efter afslutningen af en gymnasial eller grunduddannelse, anses uddannelsen for afbrudt i relation til retten til kontanthjælp, og ansøgeren har ret til kontanthjælp, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt. 

37-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En nordisk statsborger, der opholder sig lovligt i Danmark, kan få hjælp efter lov om aktiv socialpolitik på lige fod med en dansk statsborger. Hvis personen har bopæl i Danmark, har han mulighed for at få kontanthjælp.

For at være berettiget til hjælpen skal den nordiske statsborger ligesom en dansk statsborger opfylde de almindelige betingelser for at få hjælp efter aktivloven.

Det betyder blandt andet, at en nordisk borger, der søger kontanthjælp, på ansøgningstidspunktet skal have været ude for ændringer i sine forhold, der har bevirket, at han ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin forsørgelse, og at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Han skal endvidere stille sig til rådighed for det danske arbejdsmarked.

Ansøger skal på ansøgningstidspunktet have været ude for en social begivenhed, men den sociale begivenhed behøver ikke at være opstået i Danmark.

At flytte til Danmark er ikke i sig selv en ændring, der bevirker, at ansøger opfylder betingelserne i aktivlovens § 11 om ændringer i forholdene.

Ved behov for længerevarende hjælp, dvs. hjælp i mere end ½ år, har kommunen mulighed for at bede Udlændingeservice om at afgøre, om den nordiske statsborger skal hjemsendes. 

36-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Betingelser for kontanthjælp – social begivenhed
Efter aktivlovens regler er det en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøger har været ude for
ændringer i sine forhold (social begivenhed), og at ændringerne medfører, at ansøger ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse. Det er endvidere en betingelse, at ansøgerens behov ikke kan dækkes gennem andre ydelser. Efter praksis kan ændringer i forholdene f.eks. være sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør.

Gensidig forsørgelsespligt
En borger har i forhold til det offentlige ansvaret for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

Børn, herunder voksne børn, har derimod ikke forsørgelsespligt over for deres forældre.

Social begivenhed, at en ansøger, som hidtil er blevet forsørget af sit voksne barn, ikke længere bliver forsørget af sit voksne barn
Det er en social begivenhed, at en ansøger, som hidtil er blevet forsørget af sit voksne barn, ikke længere bliver forsørget af sit voksne barn.

Det er dog en betingelse for ret til kontanthjælp, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen forsørgelse, og at ansøgerens behov for forsørgelse ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Den nærmere årsag til, at ansøgeren ikke længere forsørges af sit voksne barn, er uden betydning for vurderingen af, om ansøgeren har ret til kontanthjælp. Det er således uden betydning, om ansøger er kommet til Danmark ved familiesammenføring.

35-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Når en kommunes krav om tilbagebetaling af uretmæssigt modtagne ydelser, er fastslået ved dom, kan nævnet ikke tage stilling til kravet

Nævnet kunne afvise at behandle en klage over kommunens afgørelse om tilbagebetaling af uretmæssigt modtagne ydelser efter servicelovens § 164, da retten under straffesagen havde taget stilling til kommunens erstatningspåstand og afsagt dom, hvorefter pågældende skulle tilbagebetale et beløb svarende til det med urette udbetalte beløb. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at retten havde truffet en retskraftig afgørelse. En sådan afgørelse kan ikke ændres af det administrative klagesystem. 

34-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En borger kan bevilges afgiftsfritagelse eller –nedsættelse efter brændstofforbrug, når køretøjet er registreret for og benyttes af pågældende. Dette gælder uanset, om borgeren køber eller leaser bilen.

Afgiftsfritagelse og -nedsættelse efter brændstofforbrug gælder kun, så længe køretøjet er registreret for og benyttes af pågældende. 

Retten til afgiftsfritagelse knytter sig til, at modtageren opfylder betingelserne for støtte til billån. Det er således ikke noget krav, at der er ydet lån til køb af bilen. Det er tilstrækkeligt, at ansøgeren på registreringsattesten står opført som bruger, og bilen benyttes af ham. 

I bekendtgørelsen skelnes der mellem betingelserne for ret til fritagelse for afgift efter brændstofforbrug og for ret til særlig indretning. Ved ret til særlig indretning er det bl.a. en betingelse, at bilen tilhører ansøgeren eller en anden person inden for husstanden. 

Vi har herefter ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for, at der ved ret til fritagelse for afgift efter brændstofforbrug kan stilles samme betingelse. 

Vi har ved afgørelsen ikke taget stilling til, om ansøgeren kan fritages for den fulde afgift, hvis den leasede bil ikke svarer til billigst egnede bil. 

33-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Efter serviceloven skal kommunen yde hjælp til indretning af bolig til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når indretningen er nødvendig for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. 

I de ganske særlige tilfælde, hvor hjælp til boligændring af den nuværende bolig ikke er tilstrækkelig til at gøre boligen egnet som opholdssted, kan kommunen yde hjælp til dækning af udgifter til anskaffelse af anden ejerbolig. Det er dog en betingelse, at kommunen ikke kan anvise en lejebolig, der kan dække behovet. 

Ved anvisning af bolig er det afgørende, at boligen, eventuelt med en bevilget boligindretning, kan anses som egnet som opholdssted. 

Det kan medføre, at ansøgere ikke kan få alle ønsker til boligens indretning og beliggenhed opfyldt.

32-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Generelle betingelser for et hjælpemiddel: 

Der kan ydes støtte til et hjælpemiddel, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. 

Ved vurderingen af, om hjælpemidler kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, kan der efter en konkret og individuel vurdering bl.a. lægges vægt på hjælpemidlets funktion og vigtighed, herunder bl.a. om hjælpemidlets betydning for borgerens mulighed for så vidt muligt at klare sig selv uden hjælp fra andre. 

Det er en betingelse, at hjælpemidlet opfylder hjælpemiddelbeskrivelse efter serviceloven, og det kan ikke tillægges afgørende betydning, om hjælpemidlet har en ernæringsmæssig værdi for borgeren. 

Fortykningsmidlet A opfyldte hjælpemiddelbeskrivelsen efter serviceloven, idet det efter en konkret og individuel vurdering i væsentlig grad afhjalp de varige følger af borgerens nedsatte funktionsevne, og i væsentlig grad lettede hendes daglige tilværelse i forbindelse med synkebesvær/risiko for fejlsynkning. 

31-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En moster og onkel, som havde påtaget sig forældremyndigheden over deres nevøer, var omfattet af den økonomiske trangsvurdering efter § 52 a, også selvom de ikke havde en forsørgelsesforpligtelse for drengene.

Udgangspunktet er, at servicelovens § 52 a om økonomisk støtte er målrettet personer, der er indehavere af forældremyndigheden over det barn eller den unge, der har et særligt behov for støtte.

Ved trangsbedømmelsen er det forældremyndighedsindehaverens egne økonomiske forhold, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om betingelserne for økonomisk støtte efter servicelovens § 52 a er opfyldt.

Serviceloven giver ikke mulighed for at yde økonomisk støtte til personer, der har fået tillagt forældremyndighed uden at have en lovmæssig forsørgelsespligt. Spørgsmålet, om der foreligger forsørgelsespligt eller ej, indgår således ikke i vurderingen af forældremyndighedsbegrebet i servicelovens § 52 a.

Forældremyndighedsbegrebet
At have forældremyndigheden over et barn indebærer en pligt til at drage omsorg for barnet og træffe beslutninger om barnets personlige forhold ud fra barnets interesser. 

Denne omsorgspligt er ikke sammenfaldende med en egentlig lovmæssig pligt til at forsørge barnet. Det er alene biologiske forældre og adoptivforældre, der har forsørgelsespligten over for deres børn. 

Fortolkning af servicelovens § 52 a
Der kan alene ydes økonomiske støtte til forældremyndighedsindehaveren. Forældremyndighedsbegrebet er ikke nærmere defineret i serviceloven.Det fremgår af lovens forarbejder, at bestemmelsen om økonomisk støtte primært tager udgangspunkt i barnets eller den unges særlige behov for støtte. 

Det fremgår endvidere af lovens forarbejder, at hensigten med bestemmelsen er en fleksibel mulighed for økonomisk støtte til familier, der ud fra en konkret trangsvurdering ikke selv har tilstrækkelige økonomiske midler. 

Det kan ikke udledes af lovens forarbejder, at forældremyndighedsbegrebet i bestemmelsen skal fortolkes indskrænkende, alene omfattende biologiske forældre med forsørgelsespligt. 

Forældremyndighedsindehavere uden forsørgerpligt
I de tilfælde, hvor forældremyndigheden er tillagt andre, der ikke har forsørgelsespligt over barnet, kan kommunen anvende aktivlovens § 84. 

Bestemmelsen giver kommunen mulighed for at yde hjælp til udgifterne ved forsørgelse af et barn, når forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død er tillagt en anden eller andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet. 

Hjælpen ydes uafhængigt af indtægter og formue hos dem, som har forældremyndigheden, men baseres udelukkende på barnets indtægter (særligt børnetilskud og børnebidrag).

30-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Tabt arbejdsfortjeneste skal fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. 

Når ansøger tidligere har haft tilknytning til arbejdsmarkedet som lønmodtager betyder det, at bruttoindtægten skal fastsættes ud fra den seneste lønindtægt, som pågældende oppebar inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste. 

Det har ikke betydning for fastsættelsen af beregningsgrundlaget, at der har været en længere periode fra arbejdsophør til ansøgning om hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Den seneste lønindtægt, som skal udgøre beregningsgrundlaget, kan derfor ligge flere år forud for ansøgningstidspunktet for hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. 

Det har heller ikke betydning for fastsættelsen af beregningsgrundlaget, at ansøger, i perioden fra arbejdsophør og frem til ansøgningen om tabt arbejdsfortjeneste, har taget en videregående uddannelse. 

I de tilfælde, hvor tilknytningen har været af mere sporadisk eller beskeden karakter, kan der ved beregningen af hjælpen til dækning af tabt arbejdsfortjeneste tages udgangspunkt i niveauet for kontanthjælp.

29-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Forældre til et barn i diabetesbehandling med insulinpumpe kan i særlige tilfælde være berettigede til tabt arbejdsfortjeneste

Dette kan være tilfældet ved omlægning af diabetesbehandling til behandling med insulinpumpe. I forbindelse med at barnet bliver udskrevet fra hospitalet, efter at have fået indopereret en insulinpumpe til behandling af diabetes, kan der i umiddelbar forlængelse heraf være behov for en indkørings- og optimeringsperiode af behandlingen under genoptagelse af skolegangen. 

Det skal være en nødvendig konsekvens af barnets diabeteslidelse, at det er en af forældrene, der er med barnet på skolen i den første indkøringsperiode af behandlingen. Samtidig skal det være mest hensigtsmæssigt, at det er en af forældrene, der er til stede på skolen, dels for at støtte barnet dels for at lære skolen de nye behandlingsprincipper. 

I den første indkøringsperiode af behandlingen kan der være tale om en opgave, der rækker videre og indebærer et ansvar, som det ikke kan pålægges skolen at overtage. Hvis der er tale om en så specifik behandlingsmæssig opgave i forhold til barnet, kan denne opgave ikke anses for at være omfattet af sektoransvaret. 

28-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ret til hjælp til ferielejr for et handicappet barn 

Et barn under 18 år, der har ret til merudgiftsydelse, kan få dækket ekstra udgifter i form af handicaptillæg til en ferielejr samt udgifter til hjælper på ferielejren. 

Der kan ydes hjælp til de udgifter, der ligger udover den egenbetaling, som forældre med raske børn sædvanligvis betaler for deres børns ophold i en ferielejr. 

Det er almindeligt for børn og unge at være på ferie, og ferie på en uge ligger indenfor, hvad børn og unge sædvanligvis holder af ferie. 

Formålet med merudgiftsydelsen er at dække de udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet/den unge ikke havde haft en nedsat funktionsevne eller en kronisk/langvarig lidelse. 

Familien skal selv afholde den del af udgifterne, som svarer til de udgifter, familien ville have afholdt, hvis barnet ikke havde været handicappet. 

27-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En revalidends indtægts- og formueforhold er som udgangspunkt uden betydning for revalideringsydelsen. 

Dog medfører indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger, herunder løbende udbetaling af erhvervsevnetabserstatning efter lov om arbejdsskadesikring, fradrag i revalideringsydelse. 

Der skal ske fradrag for løbende udbetalinger fra alle forsikringer og pensionsordninger, uanset om disse træder i stedet for revalidendens egen mistede indtægt eller ej. Der skal således også ske fradrag for indtægter fra løbende forsørgertabserstatning, der ikke træder i stedet for revalidendens egen mistede indtægt, men som erstatter et mistet forsørgelsesgrundlag som følge af ægtefællens død. 

Indtægter fra løbende udbetalinger fra forsikringer og pensionsordninger medfører dog kun fradrag i revalideringssydelsen i det omfang, de sammenlagt med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter. 

Beregningen af revalidendens hidtidige arbejdsindtægter skal ske efter reglerne i bekendtgørelse nr. 740 af 29. juni 2006 om, hvorledes hidtidige arbejdsindtægter opgøres og reguleres m.v. efter § 59 i lov om aktiv socialpolitik. 

26-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Anmeldelsesfristen 
En arbejdsgiver skal via den digitale indberetningsløsning (SDPI) anmelde sygefraværet til kommunen senest 5 (tidligere 4) uger efter 1. fraværsdag. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har truffet afgørelse om, at en anmeldelsesfrist, der udløber på en helligdag, ikke forlænges til førstkommende hverdag, da der ikke er hjemmel i lovens bestemmelser til at forlænge fristerne i dette tilfælde. 

Dispensation fra anmeldelsesfristen 
Der kan dispenseres fra anmeldelsesfristen, hvis en af de i loven nævnte betingelser er opfyldt, herunder hvis der foreligger særlige omstændigheder. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg finder ikke, at kommunens lukning på en helligdag er en særlig omstændighed, der kan begrunde dispensation. 

Anmeldelsen af sygefraværet sker på det tidspunkt, hvor arbejdsgiver har signeret indberetningen i den digitale indberetningsløsning. Tidspunktet for signeringen fremgår dels af den digitale anmeldelse, som kommunen modtager, dels af anmelderens kvittering. 

Arbejdsgiver er ikke afskåret fra at signere indberetningen på en helligdag, ligesom kommunen kan modtage (registrere) den digitale anmeldelse på en helligdag. 

Med indførelsen af den digitale anmeldelse kan arbejdsgiveren anmelde sygefravær uafhængigt af helligdage, ferielukning og kontortids ophør. 

25-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Myndigheder har en pligt til at sikre sig, at de er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i sagen, og at disse oplysninger er korrekte. 

Oplysningspligten betyder, at en myndighed har ret og pligt til at bruge oplysninger, som har betydning for afgørelsen i sagen. Dette gælder selv om oplysningerne eventuelt er tilvejebragt på en retsstridig måde. 

Myndigheden skal partshøre over videooptagelser efter samme regler som ved andre typer af oplysninger. 

24-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Fælles mén som følge af den samme erhvervsmæssige udsættelse, hvor det ene mén er under 5 procent 

Når der er tale om flere skader som følge af den samme erhvervsmæssige udsættelse (samme periode og samme arbejdsgiver), skal ménet fastsættes ud fra det samlede symptombillede. Dermed sikres det, at skadelidte får godtgørelse for de samlede følger efter flere skader, når der er tale om den samme udsættelse. 

Dette er en fravigelse af udgangspunktet i arbejdsskadesikringsloven om, at hver arbejdsskades følger vurderes for sig. 

Dette indebærer også, at en skade på én legemsdel, der isoleret set svarer til en méngrad på under 5 procent, skal inddrages i det samlede symptombillede, der følger af udsættelsen. 

Der er tale om en formålsfortolkning af reglerne om méngodtgørelse, som sigter til at dække de samlede ulemper i den skadelidtes daglige livsførelse, der en følge af arbejdsskaden. 

Ankestyrelsen har lagt vægt på, at ordlyden af arbejdsskadesikringslovens § 18, stk. 1 (”én arbejdsskade”) og Arbejdsskadestyrelsens tekniske opdeling i méntabellen af skadefølgerne i enkeltsager ud fra diagnoserne, ikke udelukker dette resultat. Der ud over understøtter resultatet lovens formål.

I den konkrete sag var der tale om to skader (venstresidig tennisalbue og venstresidige skuldertendinit), der var anmeldt som erhvervssygdomme efter den samme erhvervsmæssige udsættelse (samme periode og samme arbejdsgiver). Her skulle det fælles mén fastsættes ud fra det samlede symptombillede fra albue og skulder. 

Dette uanset, at generne fra den ene skade (albueskaden) isoleret set var under 5 procent, men dog større end 0 procent. Skulderskaden blev vurderet til en méngrad på 5 procent. Ud fra en samlet vurdering af symptombillede fra skulderen og albuen, svarede det samlede varige mén til 8 procent. 

23-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Hvis en person, der på skadestidspunktet arbejdede på nedsat tid, kan bevise, at den nedsatte tid var af midlertidig karakter, skal årslønnen til brug for udregningen af erstatning for tab af erhvervsevne opreguleres til lønnen i en fuldtidsstiling. Skyldes ansættelse på deltid for eksempel en familiemæssig situation med mindre børn, anses deltidsansættelsen for at være midlertidig. 

I to sager har Ankestyrelsen afgjort, at hverken to børn på 11 og 15 år, eller to børn på 10 år samt et barn på 13 år i den relation kan anses for mindre børn. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ingen af børnene havde særlige pasningsbehov. Det indgik desuden i vurderingen, at man kun får tildelt omsorgsdage frem til barnets 7. år, at man kan udskyde sin barselsorlov til barnets 9. år samt, at der i folkeskolen sker udslusning af barnet omkring 4. klassetrin, hvor barnet karakteriseres som værende et større barn. 

Det forhold, at ægtefællen i den ene af sagerne havde skiftende arbejdstider, kunne ikke begrunde, at skadelidtes deltidsansættelse skulle anses for at være af midlertidig karakter. 

22-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Vurdering af fuld erhvervsevne for personer, der på skadestidspunktet var deltidsansat og arbejdede i ”blandede vagter” 
Afgørelsen slår fast, at ved vurdering af den fulde erhvervsevne for personer, der på skadestidspunktet arbejdede på deltid, og havde både dag- og aften/nattearbejde, skal der ske en skønsmæssig fastsættelse af indtægten ved 37 timer. Den skønsmæssige fastsættelse skal ske med udgangspunktet i den faktiske (deltids-)indtægt. 

Ankestyrelsen anvendte således det princip, der blev fastslået i Højesteretsdommen om erstatning for tab af erhvervsevne til personer, der på skadestidspunktet arbejdede på deltid. Ankestyrelsen har offentliggjort denne dom som Principafgørelse 190-10. 

Vi fandt, at situationen ikke kunne sammenlignes med personer, der arbejder i ren aften-/nattevagt. Vurderingen af den fulde erhvervsevne i denne situation, har vi taget stilling til i Principafgørelse 111-12.

21-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En ung i efterværn har som udgangspunkt ret til at forblive på sit anbringelsessted under behandlingen af den unges klage over ændring af anbringelsesstedet. 

Lovens undtagelsesbestemmelser om opsættende virkning må fortolkes udvidende, således at klage over afgørelser om ændring af anbringelsessted under efterværn også har opsættende virkning.

Vi har lagt vægt på kontinuitetsbetragtningerne i forarbejderne om opsættende virkning i Anbringelsesreformen og i forarbejderne om efterværn i Barnets Reform.

Om opsættende virkning fremgår det af lovbemærkningerne til Anbringelsesreformen, at der både ved skift af anbringelsessted og ved afslag på døgnophold i et anbringelsessted som efterværn lægges vægt på at sikre kontinuiteten for barnet/den unge. 

Hvis særlige forhold gør det påkrævet, kan kommunen afgøre, at ændringen af anbringelsessted skal ske med det samme.

20-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Arbejdsgiveren har ret til refusion for delvist sygefravær efter § 56 i sygedagpengeloven, når borgeren er delvis uarbejdsdygtig efter sygedagpengelovens § 7, stk. 2, og sygefraværet er på mindst 4 timer om ugen. 

Arbejdsgivers ret til sygedagpengerefusion er en afledt ret, som er betinget af, at borgeren opfylder betingelserne for ret til sygedagpenge efter § 7. 

Selvom der er indgået en § 56-aftale, skal der foretages en konkret vurdering af, om borgeren er delvis uarbejdsdygtig. 

Fraværsrisikoen efter § 56 kan bestå af såvel hele som delvise fraværsdage, og der kan dermed også ydes refusion for delvise fraværsdage. 

19-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Hvornår kontanthjælp skal ophøre ved manglende udnyttelse af arbejdsmuligheder m.v. (sanktion) 
En kontanthjælpsmodtager, der alene modtager kontanthjælp på grund af arbejdsledighed, kan miste sin ret til kontanthjælp eller få kontanthjælpen nedsat, hvis modtageren uden rimelig grund afslår arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v. 

Kriterier for, at kommunen kan træffe afgørelse om en sanktion over for ansøgeren / kontanthjælpsmodtageren 
Det er en betingelse, at kommunen samtidig med henvisning til arbejde, afgivelse af tilbud, indkaldelse til samtale m.v. skriftligt har informeret ansøgeren eller modtageren af hjælp om hvilken konsekvens, det har for hjælpen, hvis en person uden rimelig grund afslår arbejdet, afviser eller udebliver fra tilbuddet, ikke møder til samtalen m.v., og om, hvilke skridt han skal tage for igen at blive berettiget til hjælp. 

Informationen kan for eksempel fremgå af en jobplan, hvis kontanthjælpsmodtageren har modtaget den inden, han afslår arbejde, afviser eller udebliver fra tilbud, ikke møder til samtale m.v. 

Hvornår kontanthjælp skal ophøre i forhold til tidspunktet for afgørelsen 
Når kommunen har opfyldt reglen om skriftlig information til borgeren, sker fradrag i eller nedsættelse eller ophør af hjælpen med virkning fra den dag, hvor ansøgeren eller modtageren af hjælp uden rimelig grund har undladt at opfylde sine pligter efter §§ 8 a, 13 eller 13 a. Det har ikke betydning, hvornår kommunen meddeler afgørelsen om sanktion. 

Fradrag og nedsættelser i hjælpen skal ske inden for tre hele kalendermåneder efter hændelsestidspunktet. Opgørelse af omfanget af udeblivelse fra tilbud efter § 36 kan ske som en samlet opgørelse for en måned. 

Det er en betingelse, at kommunen foretager partshøring i forbindelse med den samlede månedlige opgørelse. Der skal ske partshøring forud for afgørelse om sanktion. 

18-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Kommunen kan udbetale kontanthjælp med tilbagebetalingspligt til en borger, der ejer en andels- eller ejerbolig, som ikke er borgerens bopæl. Andels- eller ejerboligen må forventes at kunne belånes eller sælges, således at borgeren i løbet af kortere tid bliver i stand til at tilbagebetale hjælpen. Kommunen kan også udbetale kontanthjælp med tilbagebetalingspligt i andre lignende situationer, for eksempel hvis borgeren har en realiserbar formue i form af et sommerhus, ferielejlighed eller lignende. 

Det fremgår af § 93, stk. 1, i aktivloven, i hvilke situationer en kommune kan træffe afgørelse om, at udbetaling af kontanthjælp til en borger sker mod tilbagebetaling. 

Ifølge nr. 4 i bestemmelsen kan kommunen træffe beslutning om udbetaling af kontanthjælp med tilbagebetalingspligt, når der på ansøgningstidspunktet foreligger forhold, der viser, at borgeren i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen. 

Ved vurderingen af om bestemmelsen i § 93, stk. 1, nr. 4, i aktivloven finder anvendelse, lægges der vægt på, om der er et formuekrav, der bevirker, at borgeren vil være i stand til at betale hjælpen tilbage inden for et kortere tidsrum. 

Hvis borgeren bor i en andels- eller ejerbolig kan kommunen ikke forlange, at boligen sælges. Kun hvis der er en meget stor friværdi i ejendommen kan kommunen henvise borgeren til at optage lån i ejendommen. Det skal således være muligt for borgeren at blive boende i sin bolig. 

Det beror på en konkret vurdering i hver enkelt sag, om borgeren kan betale kontanthjælpen tilbage i løbet af kortere tid.
Det forudsættes, at sagen er tilstrækkelig oplyst, og at borgerens forhold fremstår som afklarede. En hypotetisk fremtidig formue vil ikke kunne føre til krav om tilbagebetaling, ligesom det skal være afklaret, hvor lang tid, der vil kunne gå, inden udbetalingen. 

Med hensyn til hvor længe kortere tid kan være, kan det som eksempel nævnes, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg i en tidligere afgørelse ud fra en konkret vurdering har fundet, at ¾ år kunne betragtes som kortere tid. 

17-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Indtægter medfører som udgangspunkt fradrag i ledighedsydelse. Det gælder også løbende udbetaling af pension, som er led i et tidligere ansættelsesforhold, og som er af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen.

Dog skal der ikke ske fradrag for arbejdsfrie indtægter. 

Svagelighedspension for tjenestemænd er en arbejdsfri indtægt, der ikke medfører fradrag i ledighedsydelse. 

16-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Økonomisk støtte for deltagelse i familiebehandling
I forbindelse med bevilling af familiebehandling efter servicelovens § 52, stk. 3, nr. 3, til et barn, havde kommunen mulighed for at yde forældremyndighedsindehaveren økonomisk støtte for deltagelse i familiebehandlingen for at undgå en anbringelse.

Økonomisk støtte for deltagelse i familiebehandling med eget barn skal bevilges efter principperne for tabt arbejdsfortjeneste.

15-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Der kan normalt ikke ydes støtte til hjælpemidler, som ansøger selv har anskaffet, inden bevilling. 

Hvis en kommune har truffet afgørelse om afslag på bevilling af et hjælpemiddel, og ansøgeren klager over denne afgørelse til nævnet, skal nævnet behandle denne klage, selvom ansøgeren selv har anskaffet sig hjælpemidlet efter kommunens afgørelse. 

Den ansøger, der vælger at anskaffe et hjælpemiddel, mens klagen behandles, bærer selv risikoen for selv at komme til helt eller delvist at afholde udgiften til hjælpemidlet. 

Selvom ansøgeren senere findes berettiget til et hjælpemiddel, kan der være forhold, der bevirker, at udgiften ikke kan dækkes helt eller delvist. Det kan skyldes, at kommunen har leverandøraftaler, det indkøbte hjælpemiddel ikke er det bedst egnede og billigste, eller at kommunen selv kan stille et identisk hjælpemiddel til rådighed. 

14-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er en betingelse for at yde støtte til teststrimler og fingerprikker som hjælpemidler, at lægen anser jævnlig blodsukkermåling for påkrævet. 

Ved denne vurdering skal lægen foretage en afvejning af risikoen for udvikling af senkomplikationer til sukkersygen. Videre skal lægen foretage en vurdering af, om patienten har forståelse for og mulighed for at anvende testmaterialerne, og om patienten forstår at vurdere resultaterne af målingen og drage konsekvenserne heraf. 

Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt, at lægen anbefaler jævnlig blodsukkermåling af en tabletbehandlet diabetiker. 

Der kan ikke stilles bestemte aldersmæssige betingelser til tidspunktet for sukkersygens diagnosticering. 

13-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er et almindeligt socialretligt princip, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden han har søgt kommunen om hjælp. 

Særlige situationer 
Hvis der er tale om en akut/uopsættelig udgift, fejlagtig vejledning fra kommunens side, en ansøgning om en løbende ydelse eller ydelse, der er forholdsvis nøje beskrevet i loven, vil der efter en konkret vurdering kunne ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden borgeren har søgt kommunen om hjælp. 

12-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår

I visse tilfælde kan udgifter til forældrenes og barnets deltagelse i kursus i forbindelse med træningsprogram medtages som merudgifter ved forsørgelsen af barnet. Det samme gælder i forhold til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. 

Træning efter Petö’s metoder kan være omfattet af serviceloven 
Vi har lagt vægt på, at Petö-metoden er en træningsform, der egner sig til børn med neurologiske skader. Træningen sker med henblik på at udvikle børnenes kognitive og motoriske færdigheder. Forældre deltager løbende sammen med barnet på kurser, hvor barnet vurderes, og det videre træningsforløb tilrettelægges. 

Det er Ankestyrelsens vurdering, at Petö-metoden kan anses for en egnet træningsform som der kan gives støtte til efter serviceloven, når betingelserne i øvrigt er opfyldt. 

Kommunen skal derfor i den enkelte situation tage stilling til, om udgifterne i forbindelse med træningen og kurser kan anses som en merudgift, der kan dækkes efter serviceloven. Det samme gælder i forhold til udgifter til tabt arbejdsfortjeneste.

11-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En kvinde, der modtog boligstøtte, børnetilskud og økonomisk fripladstilskud, skulle betragtes som samlevende med en mand, navnlig fordi parterne havde sammenblandet økonomi. 

Ud fra de foreliggende oplysninger i sagen kunne man dog ikke nå frem til, at manden havde haft fast ophold på kvindens bopæl efter boligstøtteloven. 

Oplysningerne i sagen var således tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at parterne i sagen havde levet og fortsat levede sammen i et ægteskabslignende forhold, og at kvinden mod bedre vidende havde modtaget børnetilskud og fået for meget i økonomisk fripladstilskud. 

Men oplysningerne var ikke tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at manden havde fast ophold på kvindens bopæl. Der kunne således ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse om ophør og tilbagebetaling af boligstøtte. 

Ankestyrelsen fandt herved, at der ikke stilles krav om, at parterne har fælles bopæl for at kunne nå frem til, at parterne lever i et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse. 

Der blev lagt vægt på karakteren af parternes indbyrdes forhold, herunder at der var tale om et tidligere samlevende par, der fortsat havde hyppig kontakt og udpræget sammenblandet økonomi. 

Ved vurderingen af, om der forelå et ægteskabslignende forhold, lagde Ankestyrelsen i overensstemmelse med tidligere praksis vægt på boligforholdene hos den formodede samlever, og på parternes forklaringer om deres boligforhold og indbyrdes forhold. 

Endelig blev der lagt vægt på, at parterne flyttede sammen igen i forbindelse med kommunens undersøgelse af, om ydelsesmodtageren var reelt enlig. 

Formålet med forhøjede ydelser til enlige 
Formålet med forhøjede ydelser til enlige er at yde en kompensation for de fordele som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring m.v. 

Ægteskabslignende forhold 
Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når der er fælles husførelse og tale om et samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret. 

Parterne i sagen ville kunne indgå ægteskab. 

Fælles husførelse 
Ved vurderingen af, om der foreligger et ægteskabslignende forhold med fælles husførelse, skal der lægges vægt på, om ydelsesmodtageren opnår fordele ved at have et forhold til en anden person. Det afgørende ved vurderingen er, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har. 

Fordelene kan være økonomiske, i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, eller ikke-økonomiske, i form af praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, at gøre indkøb, madlavning og rengøring mv. 

Der blev ved afgørelsen navnlig lagt vægt på parternes sammenblandede økonomi, herunder på, at den formodede samlever hver måned overførte et større beløb til dækning af børnenes underhold og til betaling af fælles hæftelser, bank- og forbrugslån optaget af den formodede samlever og indbetalinger til den formodede samlevers pensionsordning. 

Der blev endvidere lagt vægt på, at parterne jævnlig spiste sammen og at alt samvær med børnene foregik på ydelsesmodtagerens bopæl. 

Forsørgelsespligt og børnebidrag 
Reglerne om forsørgelsespligt og børnebidrag, herunder reglerne om skattemæssigt fradrag for bidrag, skal inddrages ved vurderingen af, om et økonomisk bidrag udgør bidrag til den fælles husførelse. 

Det skal således inddrages som momenter ved vurderingen, hvordan den formodede samlever opfylder sin forsørgelsespligt, om der er fastsat eller aftalt bidrag, og om der er anerkendt skattemæssigt fradrag for betalt bidrag. 

Hvordan momenterne skal vægtes, og hvilken vægt momenterne skal tillægges, afhænger af sagens andre konkrete omstændigheder. 

Barnets ret til samvær 
Reglerne om barnets ret til samvær og forældreansvar skal inddrages ved vurderingen af, om samarbejde omkring fælles børn udgør bidrag til den fælles husførelse. 

Når der er tale om en formodet samlevers egne børn, skal opgaver såsom at hente, bringe og passe børn som udgangspunkt betragtes som samvær og ikke som bidrag til den fælles husførelse. Dette gælder navnlig, når samværet foregår andre steder end på ydelsesmodtagerens bopæl. 

Når samværet foregår på ydelsesmodtagerens bopæl, vil spørgsmålet om samvær eller bidrag til den fælles husførelse afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen, herunder samværets hyppighed, om ydelsesmodtageren er hjemme eller ej, om den anden forælder bor langt væk mv. 

10-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er et almindeligt socialretligt princip, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden han har søgt kommunen om hjælp. 

Særlige situationer 
Hvis der er tale om en akut/uopsættelig udgift, fejlagtig vejledning fra kommunens side, en ansøgning om en løbende ydelse eller ydelse, der er forholdsvis nøje beskrevet i loven, vil der efter en konkret vurdering kunne ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden borgeren har søgt kommunen om hjælp. 

09-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En kvinde, der modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud, kunne - ud fra de i sagen foreliggende oplysninger - ikke betragtes som samlevende i den peride på otte måneder, hvor hun havde været kæreste med en mand, som hun siden flyttede sammen med. 

Oplysningerne i sagen var ikke tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at parterne havde levet sammen i et ægteskabslignende forhold, og at manden havde haft fast ophold på kvindens bopæl i perioden. Der kunne derfor ikke på det foreliggende grundlag træffes afgørelse om tilbagebetaling af boligstøtte, børnetilskud og økonomisk fripladstilskud. 

Ved vurderingen af, om der forelå et ægteskabslignende forhold, lagde Ankestyrelsen i overensstemmelse med tidligere praksis vægt på boligforholdene hos den formodede samlever, og på karakteren af parternes indbyrdes forhold, herunder at der var tale om et par, som ikke tidligere havde levet sammen. 

Der blev navnlig lagt vægt på parternes egne forklaringer om deres boligforhold og indbyrdes forhold, idet der ikke var forhold i sagen, som kunne sandsynliggøre, at parternes forklaringer ikke var korrekte. 

Formålet med forhøjede ydelser til enlige 
Formålet med forhøjede ydelser til enlige er at yde en kompensation for de fordele som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring m.v. 

Ægteskabslignende forhold 
Der foreligger et ægteskabslignende forhold, når der er fælles husførelse og tale om et samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret. 

Parterne i sagen ville kunne indgå ægteskab. 

Fælles husførelse 
Ved vurderingen af, om parterne har fælles husførelse, skal der lægges vægt på, om ydelsesmodtageren opnår fordele ved at have et forhold til en anden person. Det afgørende ved vurderingen er, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har. 

Fordelene kan være økonomiske, i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, eller ikke-økonomiske, i form af praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, at gøre indkøb, madlavning og rengøring mv. 

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at alle relevante forhold i sagen ikke var undersøgt, herunder navnlig ydelsesmodtagerens økonomiske forhold. 

Den formodede samlever havde bidraget med praktisk hjælp i ikke ubetydeligt omfang, herunder indkøb. Oplysningen blev sammenholdt med, at hjælpen var ydet i forbindelse med ydelsesmodtagerens sygdomsperioder, og indgik derfor ikke med betydelig vægt ved den samlede vurdering af sagens oplysninger. 

Den bevismæssige vurdering af anonym anmeldelse 

Den anonyme anmeldelse i sagen var ukonkret og havde ringe bevismæssig betydning. Ankestyrelsen tilkendegav, at troværdigheden af og motiverne bag en anonym anmeldelse typisk er svære at bedømme. Anonyme anmeldelser vil derfor oftest kun kunne bruges som en anledning til at undersøge en sag nærmere. 

Partshøring 
Ankestyrelsen fandt, at det ikke var udtryk for en partshøring, at kommunen i forbindelse med et møde med ydelsesmodtageren havde spurgt ind til forhold i sagen. Ankestyrelsen havde lagt vægt på, at formålet med partshøringen bedst opnås skriftligt. 

Ankestyrelsen fandt således, at kommunen ikke havde partshørt ydelsesmodtageren over oplysninger, som fremgik af sagen - herunder en anonym anmeldelse, oplysninger fra parternes facebookprofiler og oplysninger fremkommet i forbindelse med en samtale i kommunen. Det kunne ikke afkræftes, at den manglende partshøring havde haft betydning for afgørelsens resultat, hvorfor nævnet burde have ophævet kommunens afgørelse som følge af ugyldighed. 

Facebook 
Ankestyrelsen fandt endeligt, at kommunen ikke kunne kritiseres for at have anvendt oplysninger fra parternes facebookprofiler, fordi profilerne var åbne og tilgængelige for alle facebookbrugere. 

08-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En pensionist kunne ikke betragtes som enlig, fordi hun levede i et ægteskabslignende forhold med sin bofælle.

Selv om de ikke levede sammen som et par, skulle de betragtes som samlevende.

Formålet med forhøjede ydelser til enlige 
Formålet med forhøjede ydelser til enlige er at yde en kompensation for de fordele som gifte og samlevende har. Det er navnlig en kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring m.v. 

Når samlevende personer har fælles husførelse kompenseres de også økonomisk og praktisk i hverdagen, selv om de ikke lever sammen som par. 

Ægteskabslignende forhold 
Ved ægteskabslignende forhold forstås, at to personer har fælles husførelse, og at der er tale om et samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret. 

Fælles husførelse 
Ved vurderingen af, om parterne har fælles husførelse, skal der lægges vægt på, om ydelsesmodtageren opnår fordele ved at have et forhold til en anden person. Det afgørende ved vurderingen er, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har. 

Fordelene kan være økonomiske, i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, eller ikke-økonomiske, i form af praktisk hjælp i hverdagen med opgaver såsom at hente, bringe og passe børn, at gøre indkøb, madlavning og rengøring mv. 

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at parterne boede sammen i en andelslejlighed, som de ejede sammen, og at de deltes ligeligt om betaling af de faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug. 

Herudover deltes de ligeligt om madlavning, rengøring og lignende. 

Pensionisten opnåede fordele ved at have en bofælle/samlever, og fordelene havde samlet set et omfang, der kunne sidestilles med de fordele, som gifte og andre samlevende personer har. 

Samlivsforhold, der generelt set kan føre til ægteskab efter dansk ret 
Pensionistens og bofællens/samleverens forhold kunne generelt set føre til ægteskab efter dansk ret, da de ville kunne indgå ægteskab med hinanden. 

Det var ved denne vurdering uden betydning, at parterne ikke levede sammen som par, og at de ikke havde til hensigt at indgå ægteskab med hinanden. 

07-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Når arbejdsskademyndighederne skal afgøre, om en hændelse kan anerkendes som en ulykke i arbejdsskadelovens forstand, skal myndighederne blandt andet vurdere, om hændelsen er egnet til at medføre den konkrete skade. Herunder skal myndighederne afgøre hvilken hændelse, der skal lægges til grund for denne vurdering. 

Principafgørelsen fastslår, at det kan være relevant at inddrage et samlet hændelsesforløb forud for skaden og ikke alene det element i hændelsesforløbet, der ligger umiddelbart, før skaden konstateres. 

Generelt er der lægefagligt ikke belæg for, at man kan opdele en forløftning i delelementer og specifikt pege på, hvor og hvordan skaden/smerten opstår. 

I den konkrete sag bukkede tilskadekomne sig forover med en pose, der vejede 25 kg, i armene, satte posen fra sig og rejste sig uden vægtbelastning. Han mærkede først rygsmerter, da han rejste sig op. Vi finder, at hændelsen, hvor tilskadekomne bukkede sig ned og herefter rejste sig op, ikke kan inddeles i forskellige elementer. Den samlede hændelse skal derfor danne grundlag for vurderingen af, om hændelsen er egnet til at medføre den anmeldte personskade. 

06-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Uretmæssig anklage 
Ankestyrelsen vurderede, at en hændelse, hvor skadelidte var blevet uretmæssigt anklaget for seksuelt overgreb på et barn i den institution, hvor han arbejdede, var egnet til at medføre en skade i form af en akut belastningsreaktion. Vi vurderede endvidere, at den konkrete sag skulle behandles som en ulykke. 

For at en ulykke kan anerkendes som en arbejdsskade, er det afgørende, at der er årsagssammenhæng mellem påvirkningen og skaden. 

Generelt bliver alle psykisk påvirket af at blive anklaget for forbrydelser, de ikke er skyld i, men den psykiske belastning heraf er afhængig af forbrydelsens alvorsgrad og af de moralske følger heraf. 

Seksuelle overgreb på børn er alvorlige forbrydelser og anses for moralsk forkastelige. Herudover er det af betydning, om man umiddelbart kan bevise eller godtgøre sin uskyld. 

Ulykke eller erhvervssygdom 

Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadesikringsloven en personskade forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Har den relevante påvirkning en længere udstrækning end 5 dage, behandles den anmeldte sygdom som udgangspunkt som en erhvervssygdom. 

I forbindelse med vurderingen af, hvorvidt der er tale om en ulykke eller en erhvervssygdom, lægger vi vægt på påvirkningens art (herunder hvad man anklages for), og hvor længe påvirkningen har stået på, før der opstår symptomer. Det er derfor relevant at se på, hvorvidt anklagen om seksuelle overgreb har et belastende efterforløb. Elementer i et belastende efterforløb kan blandt andet være bortvisning eller opsigelse, afhøring hos politiet, anholdelse, omtale i aviser/tv, konfrontationer med personer i lokalsamfundet og lignende. 

I den konkrete sag viste skadelidtes psykiske reaktion sig i umiddelbar sammenhæng med modtagelsen af beskeden om den uretmæssige anklage, og der var ikke beskrevet efterfølgende påvirkninger i form af eksempelvis afhøringer 

05-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Kommunen kan inden for lovens rammer fastsætte et generelt og vejledende serviceniveau om kommunens brug af behandlingstilbud efter servicelovens § 102.
 
Kommunen skal behandle en ansøgning efter § 102 og tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter bestemmelsen. 

Af afgørelsen bør det fremgå, hvilken betydning et fastsat serviceniveau har haft for den konkrete afgørelse. I den konkrete sag skal kommunen foretage en individuel vurdering af, om den påtænkte indsats afhjælper behovet hos borgeren. 

Ankeinstansen kan efterprøve, om kommunen i nødvendigt omfang har foretaget den konkrete, individuelle vurdering sammenholdt med det fastlagte serviceniveau ved afgørelsen af, om borgeren kan få den ansøgte hjælp. 

Ankeinstansen kan endvidere efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunes afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. 

Forholdet til aktivlovens bestemmelser om enkeltydelser 
Kommunen kan ikke undlade at tage stilling til, om borgeren opfylder betingelserne i servicelovens § 102 med henvisning til, at borgeren må søge at få dækket den ansøgte hjælp efter aktivlovens §§ 81 eller 82. 

Kommunen skal først tage stilling til, om det ansøgte kan dækkes efter § 102. Hvis den ansøgte hjælp ikke kan ydes efter servicelovens § 102, kan kommunen tage stilling til, om det ansøgte kan bevilges efter §§ 81 eller 82 i aktivloven. 

04-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Fleksjob på fuld tid eller deltid 
En borger har som udgangspunkt ret til fleksjob på fuld tid. 

En borger har dog kun ret til fleksjob på deltid, hvis den seneste ordinære beskæftigelse forud for visitationen til fleksjob var deltidsbeskæftigelse på højst 30 timer om ugen. 

Undtagelser, hvor fleksjob gives på fuld tid, selv om personen har været deltidsansat tidligere 
En person har ret til et tilbud om fleksjob på fuld tid, hvis personen godtgør, at deltidsbeskæftigelsen har været begrundet i forhold, der også er årsag til visitationen til fleksjob, eller hvis personen har været ude for samlivsophør eller andre ændringer i de personlige forhold. 

Tilfælde, der ikke giver ret til fleksjob på fuld tid, når personen har været deltidsansat tidligere 
En person har ikke ret til fleksjob på fuld tid, blot fordi personen har været fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse og/eller sygemeldt på fuld tid. 

Det fremgår udtrykkeligt af reglerne, at det er den forudgående beskæftigelsesgrad, der som udgangspunkt er afgørende for vurderingen af, om en person har ret til fleksjob på fuld tid eller deltid. 

Det fremgår ikke af reglerne eller forarbejderne hertil, at det ved vurderingen af, om kommunen skal tilbyde fleksjob på fuld tid eller deltid, har betydning, om den pågældende er fuldtidsforsikret medlem af en a-kasse eller sygemeldt på fuld tid. 

03-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Retten til sygedagpenge er betinget af, at personen har lovligt ophold her i landet. 

En person har dog uanset lovligt ophold her i landet ikke ret til danske sygedagpenge, hvis han efter EF-forordning 883/2004 er omfattet af en anden medlemsstats lovgivning om social sikring. 

En person kan kun være omfattet af én medlemsstats lovgivning. Personen er som udgangspunkt omfattet af lovgivningen om social sikring i den medlemsstat, hvor han arbejder. 

En person, som er vendt tilbage til Danmark efter beskæftigelse/sygemelding under beskæftigelsen i et andet EU/EØS-land, er under sin fortsatte sygeperiode omfattet af sygedagpengelovgivningen i det andet EU/EØS-land. 

Han vil efter sin tilbagevenden til Danmark først blive omfattet af dansk sygedagpengelovgivning i forbindelse med en ny sygeperiode, som ikke er relateret til beskæftigelsen i det andet EU/EØS-land. 

02-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter ophold i Grønland, må anses for at opfylde sygedagpengelovens betingelse om lovligt ophold her i landet fra det tidspunkt, hvor den pågældende er vendt tilbage og fysisk opholder sig i Danmark. 

Det er ikke en betingelse for ret til danske sygedagpenge, at den danske statsborger har opgivet sin bopæl i Grønland, ligesom det ikke er en betingelse, at borgeren har folkeregisteradresse i Danmark. 

En dansk statsborger, der er vendt tilbage til Danmark efter ophold i Grønland og fysisk opholder sig i Danmark, har dog først ret til danske sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere har ret til sygedagpenge eller anden erstatning for tab af indtægt efter grønlandsk lovgivning. 

01-13
Resumé:
Principafgørelsen fastslår: 

En borger under uddannelse har som udgangspunkt ikke ret til kontanthjælp. 

En uddannelse kan ikke anses for afbrudt i relation til retten til kontanthjælp, hvis afslutningen af en grunduddannelse forventes efterfulgt af et praktikforløb.

Dette gælder både i situationer, hvor der er indgået aftale om praktikplads samt i situationer, hvor der er en forventning om, at vedkommende vil finde en praktikplads inden for en kortere periode. 

Det er således ikke et krav, at ansøgeren er garanteret en praktikplads eller har mulighed for at komme i skolepraktik.

Hvis vedkommende ikke har fundet en praktikplads cirka to måneder efter afslutningen af grunduddannelsen, anses uddannelsen for afbrudt i relation til retten til kontanthjælp, og han har ret til kontanthjælp, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldt.