Principafgørelser

184-12

Resume:
Principafgørelsen fastslår

183-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Smagning som led i arbejdet kan ikke sidestilles med spisning 
En tandskade, der opstår, når en person smager på råvare eller mad som en del af sit arbejde i en kantine, er en følge af arbejdet. 

Det er derfor det almindelige ulykkesbegreb, der skal anvendes, når arbejdsskademyndighederne skal afgøre, om tandskaden er en arbejdsskade. Der skal derfor ikke tages stilling til, om der har været en konkret forøget risiko for tandskade ved smagning.

Ved spisning forstås indtagelse af et måltid eller et mellemmåltid. Vi anser som udgangspunkt spisning som en privat handling, også selv om den foregår i arbejdstiden og på arbejdsgiverens sted. Det er udtryk for, at vi fraviger reglen om, at skader der sker i arbejdstiden og på arbejdet er omfattet af loven. Hvis vi skal anerkende tandskader ved spisning, er det en betingelse, at der er en konkret forøget risiko for den opståede skade ved spisning på arbejdet.

182-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Hjælp til at dirigere trafikken på en stærkt befærdet vej, så ambulancefolk kunne hjælpe en cyklist, der var blevet påkørt, kan betragtes som forsøg på redning af menneskeliv.

Da den person, der hjalp med at regulere trafikken, selv blev påkørt, mens han stadig var ved det oprindelige ulykkessted, var han omfattet af loven.

Ankestyrelsen har vurderet, at forsøget på at redde menneskeliv ikke var en del af den pågældendes arbejde, men skete i sammenhæng med arbejdet, da den pågældende var mødt på arbejdet og da det var vagten på hans arbejdsplads, der bad ham om at yde assistance. 

Nær tidsmæssig og geografisk sammenhæng
For at en ulykke sket i forbindelse med redning af menneskeliv kan anses for omfattet, skal ulykken være sket i nær tidsmæssig og geografisk tilknytning til den hændelse, der nødvendiggjorde den reddende indsats. Derudover skal den reddende indsats objektivt kunne anses for at være nødvendig.

En medarbejder hos et firma blev tilkaldt til et færdselsuheld på en stærkt befærdet offentlig vej i morgentrafikken. Han dirigerede trafikken, da politiet endnu ikke var ankommet. Kort efter, at han var tilkaldt, blev han selv påkørt af en bilist, der kørte ind over cykelstien. Vi har vurderet, at han i skadesøjeblikket fortsat deltog i forsøg på redning af menneskeliv.

181-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Lovens personkreds
Afgørelsen afgrænser, hvilken personkreds, der er omfattet af lovens bestemmelse i § 2.

Et medlem af en andelsbolig- eller grundejerforening er ikke omfattet af lovens personkreds, når vedkommende udfører arbejde, som ikke ligger udover, hvad der kan forventes af medlemmet, som led i foreningens virke, og hvad der kan betragtes som almindelig deltagelse i foreningsarbejde. 

Hvis medlemmet skal være omfattet, skal arbejdet være af en sådan karakter, at det kun kan udføres, hvis medlemmet har en særlig uddannelse eller fagkundskab. 

Et medlem er ikke omfattet af personkredsen, hvis arbejdet er af en sådan karakter, at det vil kunne varetages af de fleste uden særlig uddannelse eller fagkundskab, og det skal være fordelt på flere medlemmer samt være frivilligt.

Et medlem af en andelsboligforening var ikke omfattet af lovens personkreds, da hun kom til skade med sin arm i forbindelse med vedligeholdelse af et grønt fællesareal, som foreningen skulle vedligeholde sammen med en anden forening. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at vedligeholdelse af et grønt areal er arbejde, der kan forventes af et medlem af en andelsboligforening, og som ligger naturligt indenfor foreningens formål. Arbejdet må betragtes som almindelig deltagelse i foreningsarbejdet. Der er tale om et arbejde af en sådan karakter, at det ikke kræver særlige kompetencer. Herudover lagde vi vægt på, at der var flere om at varetage opgaven, og at den var frivillig.

180-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Der kan ydes dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, hvis de øvrige betingelser i lovbestemmelsen er opfyldt.

Det er en forudsætning for dækning af nødvendige merudgifter, at der ikke kan gives støtte efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Fugtighedscremer kan i visse tilfælde dækkes som en nødvendig merudgift ved den daglige livsførelse.

En kvinde kunne få dækket sine udgifter til fugtighedscremer som nødvendige merudgifter.

Kvinden var født med en svær og varig hudlidelse i form af fiskehud, og der var ingen helbredende behandling for lidelsen. 

Det var ikke en betingelse for at få dækket udgiften til fugtighedscremer som en nødvendig merudgift, at cremen var tilskudsberettiget. Det afgørende i sagen var, at fugtighedscremerne gjorde kvinden i stand til at leve så normalt som muligt og passe sit arbejde. Cremerne var derfor nødvendige for kvinden. 

Forbrugsgode
Cremerne var ikke forbrugsgoder for kvinden, da de ikke afhjalp hendes nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lettede den daglige tilværelse i hjemmet eller var nødvendige for, at hun kunne udøve sit erhverv. Cremerne gjorde alene, at hun i dagligdagen var i stand til at leve et så normalt liv som muligt.

179-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ankestyrelsens principafgørelser har som udgangspunkt virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen. Undtagelse herfra er, hvis der tidligere har været tale om en forkert fortolkning af loven (en retsvildfarelse) eller ulovlig praksis. 

Ankestyrelsens Principafgørelse 232-10, hvorefter den samlede vurdering af nedsættelsen af funktionsevne skal lægges til grund ved spørgsmålet om personkreds og merudgifter, har virkning fra Principafgørelsens offentliggørelse.

Principafgørelse 232-10 fortolker de gældende retsregler. 

Principafgørelse 232-10 er ikke et udtryk for, at tidligere praksis har været en retsvildfarelse eller en ulovlig anvendelse af loven, men alene tvivl om fortolkningen af loven. 

178-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Hjælp i form af kontant tilskud efter servicelovens § 95 er ikke omfattet af udlandsbekendtgørelsen 
I udlandsbekendtgørelsen er det udtømmende angivet, hvilke typer hjælp efter serviceloven, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet. 

De personer, der efter bekendtgørelsens § 1 har ret til at medtage ydelser under midlertidige ophold i udlandet, kan i særlige tilfælde efter en konkret vurdering også få dækket ekstra omkostninger, der er forbundet med opholdet. Ekstra omkostninger, der er forbundet med midlertidige ophold kan f.eks. være hjælperes rejse - og opholdsudgifter, udgifter til ekstra hjælper, ekstra omkostninger til transport af hjælpemidler mv. 

I den konkrete sag, hvor borgeren var bevilget et kontant tilskud (BPA) efter servicelovens § 95, som ikke er omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 2, havde hun således heller ikke ret til at få dækket ekstra omkostninger, der var forbundet med et kortvarigt ophold i udlandet efter bekendtgørelsens § 5. 

177-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er en betingelse for at modtage sygedagpenge, at man er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. 

Kommunen skal efter reglerne foretage en konkret og individuel vurdering af, om borgeren er uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand. 

Kommunen skal foretage en selvstændig vurdering efter sygedagpengeloven, hvilket betyder, at kommunen ikke alene på baggrund af a-kasses rådighedsvurdering kan anse borgeren for arbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand. 

Det faktum, at borgeren har raskmeldt sig, vil typisk indgå med stor vægt i vurderingen af, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom. 

176-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Klageberettigelse 
Efter retssikkerhedslovens §§ 59 a og 63 er det ”den person, som afgørelsen vedrører”, der kan klage over afgørelser fra henholdsvis beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn. 

Bestemmelserne fortolkes i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om klageadgang. Efter disse regler er det afgørende for, om en person har adgang til at klage over en afgørelse, at personen har en væsentlig, individuel, retlig interesse i sagen. 

Efter formuleringen af bestemmelserne er der ikke grundlag for en udvidende fortolkning af kredsen af klageberettigede. Det er således et krav for klageadgang, at personen er væsentligt og individuelt berørt af afgørelsen. 

Et bo er klageberettiget i forhold til afgørelser om standsning af ydelser og modregning, som er truffet som en direkte følge af dødsfaldet, idet sådanne afgørelser må anses for at vedrøre arvingerne, hvis afgørelsen har direkte og væsentlig betydning for boet. 

Et bo er ikke klageberettiget i forhold til afgørelser, som vedrører offentlige ydelser, som ophører ved personens død.

At nævnets afgørelse er stilet til boet kan ikke i sig selv medføre, at boet bliver ”den person, som afgørelsen vedrører”. 

Afgørelsen er erstattet af 75-15

175-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Når en kommune ikke rettidigt træffer afgørelse om, at sygedagpengeudbetalingen skal ophøre, gælder nedenstående regler for standsningstidspunktet.

Ved fastlæggelsen af standsningstidspunktet for udbetaling af sygedagpenge skal der sondres mellem, om udbetalingen er sket efter en bestemmelse med tidsbegrænsning eller en bestemmelse uden tidsbegrænsning. 

Generelle varighedsbegrænsning – tidsbegrænsning 
Sygedagpengeudbetalingen ophører, når der er udbetalt sygedagpenge for mere end 52 uger i de forudgående 18 kalender måneder, dvs. når den generelle varighedsbegrænsning er indtrådt. Sygedagpengene skal standses fra det tidspunkt, hvor ovennævnte betingelser er opfyldt.
 
Borgeren kan ikke få en bedre retsstilling end den, der følger af loven, derfor kan der ikke udbetales sygedagpenge, når tidsbegrænsningen er nået.

Forlængelse - tidsbegrænsning 
Sygedagpengeudbetalingen efter en forlængelsesbestemmelse med en lovfastsat tidsbegrænsning ophører, når forlængelsesperioden er opbrugt. Sygedagpengene skal standses fra det tidspunkt, hvor betingelserne i forlængelsesreglen ikke længere er opfyldt eller senest når tidsbegrænsningen indtræffer.

Borgeren kan ikke få en bedre retsstilling end den, der følger af loven, derfor kan der ikke udbetales sygedagpenge, når tidsbegrænsningen er nået. 

Forlængelse – uden tidsbegrænsning 
I tilfælde, hvor der er sket forlængelse efter en bestemmelse uden fastsat tidsbegrænsning, kan sygedagpengeudbetalingen først standses, når borgeren har modtaget afgørelse herom, eller på anden måde er gjort bekendt med standsningen. 

Generelle regler ved ophør og standsning
Kommunen skal være opmærksom på at overholde reglerne i retssikkerhedslovens § 7a. Kommunen skal, senest 2 uger før udbetaling af sygedagpenge ophører, tage stilling til, om der er behov for yderligere foranstaltninger for at bringe borgeren tilbage til arbejdsmarkedet. 

Kommunen skal samtidig være opmærksom på at overholde reglerne i sygedagpengelovens § 28. Kommunen skal, før sygedagpengeudbetalingen efter §§ 24 og 27 ophører, anvende arbejdsevnemetoden med henblik på at undersøge, om den sygemeldte er berettiget til revalidering, fleksjob eller førtidspension.

I tilfælde, hvor kommunen har fortsat udbetalingen af sygedagpenge efter, at en lovfastsat tidsbegrænsning var indtrådt, skal borgeren ikke tilbagebetale. 

I tilfælde, hvor kommunen har standset sygedagpengeudbetalingen i overensstemmelse med lovreglens tidsbegrænsning, skal kommunen ikke efterbetale sygedagpenge for perioden frem til afgørelse om ophør. 

174-12

Resumé:

Kontanthjælp for en periode, før kontanthjælpsmodtageren rejser på ferie til udlandet 
En kontanthjælpsmodtager, der rejser på et ferieophold i udlandet uden ret til kontanthjælp i ferieperioden, kan have ret til udbetaling af kontanthjælp indtil udrejsedatoen. 

Det har ikke ydelsesmæssig betydning, om kontanthjælpsmodtageren er i udlandet på den almindelige udbetalingsdag for kontanthjælp, dvs. sidst i måneden, eller om udlandsopholdet foregår midt i en måned. 

Det afgørende er, at kontanthjælpsmodtageren står til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden indtil afrejsen og ikke har andet forsørgelsesgrundlag for den kommende måned efter hjemkomsten fra ferieopholdet i udlandet. 

Der skal desuden være tale om et kortvarigt ferieophold, og kontanthjælpsmodtageren skal på forhånd have oplyst kommunen om udlandsopholdet. 

Derudover skal datoen for hjemkomsten til Danmark være fastlagt inden afrejsen. 

Der er dermed tale om en ubrudt kontanthjælpsperiode. 

Retten til kontanthjælp for en periode, før kontanthjælpsmodtageren rejser til udlandet, kan bortfalde 
Vi henviser til Principafgørelse 188-11 om denne situation. 

Kontanthjælpsperioden blev i 188-11 afbrudt af en længere rejse til udlandet, hvor datoen for hjemkomst til Danmark ikke var klart bestemt. Der var desuden ikke noget forsørgelsesbehov i den kommende måned. 

Kontanthjælp under ferieophold i udlandet 
Hovedreglen i aktivloven er, at retten til hjælp efter loven, herunder kontanthjælp, er betinget af, at pågældende opholder sig lovligt i Danmark. 

Kommunen kan i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, herunder ferieophold, hvis kontanthjælpsmodtageren har ret til ferie. 

Pr. 1. april 2012 har kontanthjælpsmodtagere fået ret til at opholde sig i udlandet, mens de har ret til ferie. En kontanthjælpsmodtager, som har modtaget kontanthjælp i 12 sammenhængende måneder, har ret til op til 5 ugers ferie, hvor personen samtidig kan modtage kontanthjælp. Ferien skal afholdes inden for de 12 følgende måneder. 

Det er en betingelse, at personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp, mens ferien afholdes. Har personen optjent ret til ferie med feriegodtgørelse, skal denne ferie afholdes først. 

Det er endvidere en betingelse for afholdelse af ferie, at personen har indgået aftale med kommunen om tidspunktet for ferien. 

173-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår  

Hvilke regler om forældelse skal anvendes?
Arbejdsskadesikringslovens forældelsesregler skal kun anvendes, hvis sagen i øvrigt skal afgøres efter den lov. Det er derfor forældelsesloven og ikke arbejdsskadesikringslovens forældelsesregler, der skal anvendes på arbejdsulykker, der har fundet sted før den 1. januar 2004, eller på erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. januar 2004.

Beregningen af forældelsesfristen
Afgørelsen fastslår, at forældelsesfristen på 3 år beregnes fra skaden opstår. Fristen kan udsættes, hvis den tilskadekomne ikke ved, at han har et krav, eksempelvis fordi han ikke kan konstatere, at han har fået en skade. Forværres skaden senere, beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor forværringen opstår. Godtgørelse for mén forudsætter en varig skade, og derfor regnes fristen dog altid først fra det tidspunkt, hvor skaden er blevet varig.

Forældelse af et krav medfører ikke, at sagen i sin helhed er forældet
I denne sag havde tilskadekomne i 1988 fået anerkendt en lænderygsygdom som erhvervssygdom. En forværring, der blev anmeldt i 2004 var forældet efter den korte 3-årige forældelsesfrist i forældelsesloven. Det medførte ikke, at et senere opstået krav var forældet. En yderligere forværring, der blev konstateret i 2009, var ikke forældet. Alle krav efter loven behandles således som udgangspunkt hver for sig.

172-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Når Arbejdsskadestyrelsen har afslået at genoptage en sag om godtgørelse for varigt mén/erstatning for tab af erhvervsevne, og sikrede dør efter at sagen er påklaget til Ankestyrelsen, bortfalder sagen.

171-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er en betingelse ved dækning af nødvendige merudgifter, at der er en varigt nedsat funktionsevne. Herved forstås en langvarig lidelse, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. 

Tilkendelse af førtidspension kan ikke i sig selv anses for en ikke uvæsentlig hjælpeforanstaltning, når der træffes afgørelse om merudgiftsydelse. 

Førtidspension er en forsørgelsesydelse til personer, som ikke kan blive selvforsørgende som følge af en varig nedsættelse af arbejdsevnen. 

De helbredsmæssige oplysninger, der ligger til grund for en afgørelse om førtidspension, skal inddrages i vurderingen af, om en person tilhører den personkreds, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. 

Ved den samlede vurdering af funktionsnedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse vil således blandt andet indgå den pågældendes aktivitetsniveau, boligforhold, erhvervsforhold, helbredsforhold og personlige forhold, herunder om den pågældende er forælder. 

170-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Hvornår en faglig organisation er klageberettiget 
Principafgørelsen fastslår, at en faglig organisation som udgangspunkt ikke er klageberettiget i forhold til en afgørelse truffet efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

En faglig organisation kan dog være klageberettiget, hvis 

1) den faglige organisation klager over en afgørelse i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter beskæftigelsesindsatslovens § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65, og organisationen har en væsentlig interesse i afgørelsen, eller 

2) den faglige organisation er partsrepræsentant for den person, som afgørelsen vedrører. 

Efter retssikkerhedslovens §§ 59 a og 63 er det ”den person, som afgørelsen vedrører”, der kan klage over afgørelser fra henholdsvis beskæftigelsesankenævnene og de sociale nævn. 

Bestemmelserne fortolkes i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige regler om klageadgang. Efter disse regler er det afgørende for, om en person har adgang til at klage over en afgørelse, om personen har en væsentlig, individuel, retlig interesse i sagen. 

Efter formuleringen af bestemmelserne er der ikke grundlag for en udvidende fortolkning af kredsen af klageberettigede. Det er således et krav for klageadgang, at personen er væsentligt og individuelt berørt af afgørelsen. 

I den konkrete sag klagede den faglige organisation over en afgørelse om fastsættelse af løntilskud til en person i fleksjob efter beskæftigelseslovens § 72, stk. 1. Der var således ikke tale om en klage over en afgørelse i spørgsmål om konkurrenceforvridning efter beskæftigelsesindsatslovens § 33, stk. 1, og §§ 49 og 65. Den faglige organisation var endvidere ikke partsrepræsentant for den person, som afgørelsen vedrørte. Den faglige organisation var derfor ikke klageberettiget. 

169-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Der kan ydes hjælp til husleje efter aktivlovens § 81 om hjælp til enkeltudgifter. 

Det er en almindelig betingelse for hjælp efter § 81, at borgeren fremover vil være i stand til at klare sig selv, og at borgeren således ikke hver måned vil have brug for hjælp efter § 81. Alene i det tilfælde vil der være tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift. 

Det er endvidere en betingelse, at borgeren ikke kan få hjælp til huslejeudgiften efter anden lovgivning, herunder hjælp i form af SU. Hjælp efter aktivlovens § 81 er således subsidiær i forhold til hjælp efter andre bestemmelser i lovgivningen. 

Det er ligeledes en betingelse, at der er en konkret risiko for udsættelse af lejemål. Kun i det tilfælde vil udgiften være af helt afgørende betydning for den pågældendes livsførelse. 

Hjælpen har et forebyggende sigte
Hjælp efter § 81 har et forebyggende sigte med henblik på at undgå, at borgerens økonomiske situation bringes ud af balance på en sådan måde, at den pågældendes muligheder for at klare sig selv i fremtiden i afgørende grad vanskeliggøres. En formålsfortolkning af bestemmelsen må således føre til, at der ved bevilling af hjælp efter § 81 må være en underliggende forudsætning om, at borgeren ikke hver måned vil have brug for hjælp efter § 81. 

En bevilling af hjælp til husleje efter § 81 skal således fungere som et rygstød for borgeren, således at borgeren kan komme videre i form af selv at kunne afholde udgiften til husleje for fremtiden. 

Vurderingen af, om borgeren fremover vil være i stand til at klare sig selv, beror på en konkret vurdering af oplysningerne om borgerens økonomiske forhold, herunder borgerens indtægter og huslejens størrelse. 

I den konkrete sag kunne det ikke lægges til grund, at borgeren fremover ville være i stand til at klare sig selv. Borgeren havde hidtil fået hjælp til huslejen fra sin mor, som ikke længere kunne hjælpe borgeren. Der var ikke oplysninger om, at borgeren havde nogen indtægter, herunder indtægt i form at løbende hjælp til forsørgelse. Borgerens husleje var på ca. 4.700 kr. pr. måned. 

168-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Der skal ikke ske ny visitation til fleksjob, når en fleksjobberettiget person flytter fra en kommune til en anden. 

Hvis flytning til en anden kommune medfører, at personen opsiger et fleksjob, har personen ret til ledighedsydelse, hvis betingelserne for udbetaling af ledighedsydelse er opfyldt. 

Det betyder blandt andet, at personen ikke må være selvforskyldt ledig fra fleksjobbet. Det betyder, at der skal foreligge en gyldig grund til at opsige fleksjobbet. 

Der er ikke tale om en gyldig grund, hvis årsagen til opsigelsen er en afledt følge af en handling, som borgeren selv har foretaget efter eget valg. 

Ved vurderingen af, om personen er selvforskyldt ledig, skal årsagen til flytningen indgå. Hvis flytningen er en personlig beslutning efter eget valg, vil der være tale om selvforskyldt ledighed. Dermed er der ikke en gyldig grund til at opsige fleksjobbet.

Flytning som følge af, at borgerens ægtefælle eller samlever skal påbegynde arbejde, uddannelse eller selvstændig virksomhed, kan efter omstændighederne være en gyldig grund til opsigelse.

167-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Efterregulering af tidligere udbetalt supplement til brøkpension skal trækkes fra i hjælpen 
Supplement til brøkpension bliver udbetalt efter aktivloven. Efterbetaling af supplement til brøkpension er en indtægt, der skal trækkes fra i den løbende hjælp efter aktivloven. 

Forsørgelsesgrundlag 
Efterbetaling af supplement er et kontant pengebeløb, der kan dække et forsørgelsesbehov. Det er de aktuelle forhold hos borgeren, der danner grundlag for vurdering af det økonomiske behov for hjælp til forsørgelse. 

Det forhold, at efterbetalingen skyldes en tidligere fejl i kommunen, kan ikke føre til, at der kan ses bort fra indtægten ved beregning af kontanthjælp. 

Økonomisk sikkerhedsnet 
Kontanthjælpen udgør det underste økonomiske sikkerhedsnet og bygger først og fremmest på, at den enkelte selv skal sørge for at forsørge sig selv og sin familie. Det gælder også for brøkpensionister, da det beløb, de får i tillæg til pensionen, har karakter af kontanthjælp. 

166-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ret til særlig støtte efter aktivloven er omfattet af den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelsesloven, da der er tale om en fordring på penge, og da aktivloven ikke indeholder særlige bestemmelser om forældelse. 

I tilfælde, hvor kommunen har tilsidesat sin vejledningspligt, og borgeren derfor skal stilles, som om han var vejledt korrekt, vil retten til efterbetaling være begrænset af den 3-årige forældelsesfrist. 

Forældelsen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor borgeren kunne kræve at få fordringen opfyldt. Det vil være på det tidspunkt, hvor borgeren henvender sig, og kommunen bliver opmærksom på fejlen. 

Hvis borgeren ikke havde kendskab til de faktiske forhold, som begrunder støtten, regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor borgeren fik eller burde have fået kendskab til disse forhold og til fordringen. Forældelsesfristen suspenderes dermed til dette tidspunkt. 

Forældelsesfristen kan ikke suspenderes på grund af uvidenhed om det retlige grundlag for fordringen, herunder ukendskab til lovgivning og retspraksis. 

164-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Invaliditetsydelse skal ikke indgå ved vurdering af socialpædagogisk fripladstilskud.

Når en kommune skal tage stilling til, om forældre har ret til socialpædagogisk fripladstilskud, skal kommunen bl.a. vurdere, om betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets optagelse eller forbliven i et dagtilbud. 

Ved vurderingen heraf må kommunen ikke medtage invaliditetsydelse, som forældrene modtager. 

Selv om den konkrete sag alene vedrører invaliditetsydelse bevilget efter § 18, 2. pkt., i lov om social pension (alvorlig høreskade) finder samme princip anvendelse, hvis invaliditetsydelse er tilkendt af andre årsager. 

163-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Ret til hjælp til at holde ferie 
En person, der har ret til dækning af nødvendige merudgifter til ekstra hjælper under ferie i Danmark, kunne få hjælp i den ferieperiode på to uger, der var søgt om.

Det er almindeligt i Danmark at holde flere ugers ferie om året. 

Formålet med merudgiftsydelsen er at yde kompensation til borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne for de merudgifter, som er en konsekvens af funktionsnedsættelsen. Formålet er endvidere at medvirke til at borgeren kan leve et almindeligt liv som andre borgere uden funktionsnedsættelse på samme alder og i samme livssituation. 

Ankestyrelsen har tidligere truffet afgørelser om handicappedes ret til hjælp til mere end en uges ferie i udlandet. 

162-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Borgeren skal være i stand til selv at fungere som arbejdsleder for hjælperne, når der bevilges borgerstyret personlig assistance efter servicelovens § 96
Borgerstyret personlig assistance kan ikke bevilges, såfremt borgeren ikke selv er i stand til at varetage arbejdslederfunktionen, herunder er i stand til at indgå i et samarbejde med kommunen omkring selve udmålingen af hjælpen. 

Det betyder, at der skal foretages en konkret og individuel vurdering af, om borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder. Det indebærer som udgangspunkt, at borgeren skal være i stand til selv at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne. 

Værgen eller en nærtstående kan ikke indtræde i borgerens sted og overtage funktionen som arbejdsleder 
Ifølge § 96, stk. 2, om borgerstyret personlig assistance, skal borgeren selv være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne, modsat bestemmelsen i § 95, stk. 4, om kontant tilskud, hvoraf det fremgår, at det er tilskudsmodtageren, der skal være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. 

Det betyder, at en værge og/eller nærtstående ikke kan indtræde i borgerens sted og dermed ikke kan overtage funktionen som arbejdsleder ved borgerstyret personlig assistance.

161-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ved tilskud efter servicelovens § 95 kan nærtstående fungere som arbejdsleder for hjælpere til en handicappet borger

Der kan bevilges et kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, når tilskudsmodtageren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. 

Når borgeren ikke selv vil være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne, eksempelvis som følge af udviklingshæmning, hjerneskade eller kognitive funktionsnedsættelser, kan kommunen i særlige tilfælde vælge at udbetale tilskuddet til en nærtstående person, som passer den pågældende. 

De særlige tilfælde kan være, hvor der er et hensyn at tage til, at familien kan fungere så normalt som muligt på trods af et stort behov for hjælp og pleje.

I den situation er det ikke borgeren, der er tilskudsmodtager, men derimod den nærtstående. Det betyder, at det er den nærtstående som tilskudsmodtager – og ikke borgeren – der skal være i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Den nærtstående person overtager funktionen som arbejdsleder for borgeren i forbindelse med bevilling af kontant tilskud til hjælp. 

Formuleringen ”som helt eller delvis passer den pågældende” i § 95, stk. 3, fastslår i hvilke situationer at en værge eller nærtstående kan være tilskudsmodtager. 

En af de ting arbejdslederrollen indebærer, er at varetage den daglige instruktion af hjælperne. Det er arbejdslederen, der skal tilrettelægge hjælpen i forhold til borgerens behov og ønsker og foretage den daglige prioritering af opgaverne. Det kræver en direkte deltagelse i pasningen og daglig ledelse af hjælperne at udfylde arbejdslederrollen. 

Det indebærer typisk, at borgeren og den nærtstående opholder sig på borgerens bopæl, da det ellers vil være vanskeligt at tage del i at passe den pågældende person, der har behov for hjælp. 

160-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Momsfritagelse på ydelser til personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 95 
Når der udbetales ydelser til personlig og praktisk hjælp i form af tilskud, skal der ikke betales moms af ydelserne. 

Ydelser til personlig og praktisk hjælp givet efter § 83 efter reglerne om frit leverandørvalg er derimod momspligtige. 

Hvilken myndighed er kompetent til at træffe afgørelse om moms 
Spørgsmålet, om en virksomhed er fritaget for moms, henhører som udgangspunkt under skattemyndighederne. 

Såfremt afgørelsen heraf endvidere beror på en vurdering af, hvorvidt nogle udbetalte ydelser kan sidestilles med ydelserne, der efter momslovens § 13, stk. 1 er undtaget for moms, er kommunen kompetent til at påse dette. 

159-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En kommune kan uddelegere visse sagsbehandlingsskridt ved udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse til en anden aktør, så længe den anden aktør ikke har indflydelse på afgørelsesprocessen og afgørelsens endelige indhold.

Børnefaglig undersøgelse:
Sager om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i lov om sociale service er sager, der indeholder en række personfølsomme oplysninger, hvor konsekvenserne af sagsbehandlingen i yderste tilfælde kan indebære tvangsmæssige indgreb. Det er derfor myndighedens ansvar, at disse sager er oplyst i fyldestgørende omfang, førend der træffes en afgørelse. 

En børnefaglig undersøgelse er et særligt vigtigt redskab i sager om særlig støtte til børn og unge. Efter loven skal der udfærdiges en børnefaglig undersøgelse, hvis der træffes afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter kapitel 11 i lov om social service.

Undersøgelsen skal kortlægge, om der skal iværksættes støtte til barnet og familien, og i givet fald, hvilken støtte der er behov for. Jo bedre en børnefaglig undersøgelse beskriver barnets og familiens problematikker, desto bedre er grundlaget for at træffe den rette afgørelse om videre foranstaltninger. 

Hvilke opgaver kan uddelegeres til en anden aktør:
En anden aktør kan indsamle, systematisere og objektivt beskrive faktiske sagsoplysninger til brug for en børnefaglig undersøgelse. 

Den objektive beskrivelse har alene til formål at opsummere de faktuelle oplysninger i sagen. 

Det er kommunen, der afgør hvilke sagsoplysninger, der skal indhentes til brug for den børnefaglige undersøgelse. 

Hvilke opgaver kan ikke uddelegeres til en anden aktør:
En anden aktør må ikke udarbejde vurderinger, analyser eller indstillinger, der foregriber eller kan influere myndighedens afgørelse. 

Dette er sagsbehandlingsopgaver så tæt forbundet med afgørelsesvirksomheden, at uddelegering kræver en klar lovhjemmel. 

Kommunens forpligtelser ved uddelegering til en anden aktør:
Det er kommunens ansvar at sikre, at den anden aktør besidder de rette faglige kvalifikationer til at varetage opgaven, og at den anden aktør holder sig inden for den aftalte opgaveafgrænsning. 

Opgavevaretagelsen bør afgrænses klart og tydeligt. 

Det er endeligt kommunen ansvar at sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der kan træffes en endelig afgørelse. 

Retsvirkningen ved overskridelse af de aftalte beføjelser:
Hvis en anden aktør overskrider den aftalte opgaveafgrænsning ved eksempelvis at udarbejde en vurdering, analyse og/eller indstilling til afgørelse i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, er der tale om udøvelse af en myndighedsopgave uden lovhjemmel. 

Det medfører, at den udarbejdede børnefaglige undersøgelse ikke kan anvendes– også selvom kommunen havde foretaget en klar opgaveafgrænsning, som anden aktør ikke har overholdt. 

Kommunen har i sidste ende ansvaret for, at den aftalte opgaveafgrænsning overholdes.

158-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Udgangspunktet er egenbetaling
Forældre har en pligt til at bidrage til udgifterne ved et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet i forhold til deres indkomstgrundlag. Dette gælder både anbringelser med samtykke og anbringelser uden samtykke.

Fritagelse for egenbetaling
Der er dog mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse for egenbetaling, selvom der efter de økonomiske forhold er grundlag for at pålægge forældrene en egenbetaling. 

Kommunen har således efter en konkret og individuel vurdering mulighed for at meddele hel eller delvis fritagelse for egenbetaling. Fritagelsen kan begrundes med forhold hos barnet eller den unge eller forældrene. Der er nævnt en række forhold i bekendtgørelsen, der kan medføre fritagelse for egenbetaling, herunder bl.a. det forhold, at opholdet har et udpræget behandlingssigte. 

Udpræget behandlingssigte
Hvis opholdet har et udpræget behandlingssigte, kan kommunen vælge at meddele hel eller delvis fritagelse. Udpræget behandlingsmæssigt sigte skal forstås således, at der skal være et massivt behandlingsbehov, der har stået på over en længere periode, og hvor der er udsigt til udvikling af ikke ubetydeligt omfang. I situationer, hvor vanskelighederne er konstateret, skal der som udgangspunkt ikke ske fritagelse for egenbetaling ved forebyggelse af vanskelighederne, med mindre der er tale om forebyggelse for at imødekomme en markant forværring af barnets eller den unges tilstand. Det vil ikke være tilstrækkeligt, at barnet eller den unge alene har behov for støtte. Endvidere skal barnets eller den unges behandlingsbehov udspringe af barnets forhold og ikke af forældrenes forhold. 

Ved vurderingen af, hvornår et ophold har et udpræget behandlingssigte, har vi opstillet nogle pejlemærker: 

1. Er anbringelsen nødvendig for, at der sker en udvikling hos barnet eller den unge?
2. Er anbringelsesstedet egnet, og kan det tilbyde relevant behandling til barnet eller den unge? 

Det er således afgørende for vurderingen, at der ikke alene er tale om pasning og pleje, men at der også sker en udvikling hos barnet eller den unge af ikke ubetydeligt omfang.

Endvidere er det afgørende, om det er påkrævet, at barnet eller den unge har brug for ophold i døgnregi, eller om det vil være tilstrækkeligt, at barnet eller den unge tilbydes dagbehandling. En situation, hvor dagbehandling er tilstrækkeligt, men ikke muligt grundet forældrenes manglende forældreevne, vil derfor ikke være omfattet af denne fritagelsesgrund. 

Konkrete eksempler
Sag nr. 1 (4300069-12)

Det vurderedes ud fra en konkret vurdering, at moderen skulle fritages for egenbetaling, da NN’s anbringelse havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte.

I den konkrete sag var NN vokset op hos sin mor og hendes kæreste med en storebror. Siden vuggestuen havde der været støtte til NN, idet han havde haft problemer med opmærksomhed, uro, impulsiv adfærd og usikker forståelse for det sociale samspil samt mange konflikter. Derudover havde han haft sprogartikulations problemer og sansemotoriske problemer. Der havde været støtte i daginstitutionen samt i skolen. Desuden havde der været råd og vejledning til moderen, betaling af pasning i hjemmet, taxabevilling samt medicinbevillinger.

Under anbringelsen på opholdsstedet H udviklede NN sig i starten, men under den sidste del af anbringelsen var han i dårlig trivsel, og man konkluderede, at han skulle flyttes til et andet sted. Her skulle der være støtte døgnet rundt i socialpædagogisk regi med forståelse for unge med hyperkinetisk adfærdsforstyrrelse og mental retardering af lettere grad. 

Vi lagde vægt på, at NN mest fremtrådte som en dreng med nedsatte kognitive ressourcer, opmærksomhedsforstyrrelse og specifikke vanskeligheder i forhold til empati og forestillingsevne. Der var tale om specifikke vanskeligheder i det sociale felt og specielt i følelsesmæssigt belastede situationer, som gav anledning til bekymring for NN’s videre personlighedsmæssige udvikling. Der havde været støtte til NN siden vuggestuen, idet han havde haft problemer med opmærksomhed, uro, impulsiv adfærd og usikker forståelse for det sociale samspil samt mange konflikter. Derudover havde han haft sprogartikulations problemer og sansemotoriske problemer. 

Vi lagde endvidere vægt på, at NN var omfattet af opholdsstedets målgruppe, og det kunne give NN relevant behandling i forhold til hans vanskeligheder. 

Vi lagde endvidere vægt på, at NN var beskrevet med massive vanskeligheder, hvortil han havde brug for støtte og behandling. NN´s vanskeligheder var så massive, at det var afgørende for hans videre udvikling, at han var anbragt i døgnregi. 

Sag nr. 2 (4300025-12)

Det vurderedes ud fra en konkret vurdering, at forældrene ikke skulle fritages for egenbetaling, da NN’s anbringelse ikke havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte.

I den konkrete sag var NN vokset op hos sine forældre med sine søskende. Forældrene havde haft et ustabilt forhold præget af vold og misbrug, hvilket børnene havde overværet. NN var beskrevet som en stille, forsigtig og tilbageholdende pige. I x henvendte hun sig selv til en lærer, da forholdene i hjemmet var blevet for meget, og hun ikke længere ville bo hjemme. NN blev frivilligt anbragt uden for hjemmet i X. Inden da var hun blevet psykologisk undersøgt, og det var beskrevet, at hun var en tidligt følelsesmæssigt skadet pige, hvilket samlet set viste sig i en forstyrret evne til tilknytning, en skrøbelig realitetstestning, en usikker identitetsoplevelse samt hendes måde at forvalte følelser på. 

Vi lagde vægt på, at NN var beskrevet med sociale, adfærdsmæssige og indlæringsmæssige vanskeligheder som følge af en opvækst præget af omsorgssvigt fra forældrenes side. Hun var en tidligt følelsesmæssigt skadet pige, hvilket kunne ses ved, at hun havde en forstyrret evne til tilknytning samt en skrøbelig realitetstestning. Hun var en utryg pige med lavt selvværd og selvtillid. Om forældrene fremgik det, at deres forhold var præget af vold og misbrug. De havde ikke indsigt i NN’s vanskeligheder og behov, men havde tendens til at bagatellisere problemerne. 

Vi lagde endvidere vægt på, at selvom NN var beskrevet med store vanskeligheder, hvortil hun havde brug for støtte og socialpædagogisk behandling med ophold uden for hjemmet i et struktureret og stimulerende miljø for at imødegå, at hendes udvikling blev yderligere truet, så vurderedes det, at NN’s vanskeligheder ikke var så massive, at hun faldt inden for målgruppen, der kunne fritages for betaling. 

Vi lagde i denne forbindelse vægt på, at forældrene havde egne vanskeligheder og ringe forældreevne, og at NN’s vanskeligheder hang sammen med hendes opvækstmiljø. 

Vi lagde endvidere vægt på, at NN havde været anbragt i en plejefamilie og skulle på A Kostskole. 

Sag nr. 3 (4300032-12)

Det vurderedes ud fra en konkret vurdering, at forældrene ikke skulle fritages for egenbetaling, da NN’s anbringelse på opholdsstedet A ikke havde et udpræget behandlingsmæssigt sigte.

I den konkrete sag var NN vokset op hos sine forældre og hans søskende. NN havde ikke haft sociale eller faglige problemer før 7. klasse, hvor han begyndte at vise utilpasset adfærd. Også hjemme var der konflikter, hvilket var den udløsende faktor til, at NN blev anbragt den 21. juli 2010. NN blev anbragt på opholdsstedet A. NN var blevet psykologisk undersøgt i september 2010. NN var beskrevet med gode kognitive ressourcer, men med sociale og følelsesmæssige vanskeligheder. Han kunne have en lav stresstolerance og begrænset selvkontrol.

Vi lagde vægt på, at NN på anbringelsestidspunktet var beskrevet med følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder, ligesom han havde vanskeligheder med at udnytte sin gode begavelse. NN var en normalt begavet dreng. NN’s vanskeligheder udsprang bl.a. af et opvækstmiljø, der ikke i tilstrækkeligt omfang havde kunnet støtte og udvikle hans kompetencer. NN havde derfor brug for et miljøskifte til mere rummelige, forudsigelige og rolige rammer. 

Vi lagde endvidere vægt på, at selvom NN var beskrevet med vanskeligheder, hvortil han havde brug for støtte, så vurderedes det samtidig, at han ikke havde et behandlingsbehov, men alene behov for støtte.

157-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det Sociale Nævns kompetence

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan kommunen skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning. Det er dermed forudsat, at kommunerne har et vist selvstændigt handlerum. Kommunerne skal i udøvelsen heraf følge skrevne og uskrevne retsgrundsætninger.

De Sociale Nævn og Ankestyrelsen kan ikke gå ind i en vurdering af, hvilket af flere konkrete tilbud en kommune skal tilbyde en borger. Det hører under kommunernes udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed. 

De Sociale Nævn og Ankestyrelsen kan dog efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper. 

Efterprøvelse af kommunens skøn

156-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er af afgørende betydning for retten til mellemkommunal refusion, at fraflytningskommunen medvirker ved borgerens flytning til den anden kommune. 

En kommunes refusionspligt som følge af medvirken til en borgers flytning i ny bolig må forudsætte, at kommunen eller en anden offentlig myndighed i et vist omfang aktivt har påvirket borgerens beslutning om at erhverve eller har medvirket til at anskaffe en ny bolig i en anden kommune. 

Når flytning sker på eget initiativ og efter ønske fra borgeren, kan støtte til boligindretning og anden hjælp for, at flytning kan realiseres, ikke begrunde, at fraflytningskommunen bliver refusionspligtig. 

155-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En arbejdsgiver, der er berettiget til refusion for sygedagpenge, skal anmelde sit krav til lønmodtagerens opholdskommune via NemRefusion. 

Hvis driftsforstyrrelser i den digitale løsning er af et omfang og en varighed, der har afskåret arbejdsgiveren fra at anmelde sit krav rettidigt, kan kommunen dispensere fra fristen. 

Det er ikke tilstrækkeligt til at dispensere fra fristen, at der er driftsforstyrrelser én af dagene i fristperioden på fire uger, - nu fem uger. 

Hvis der er driftsforstyrrelser en del af den sidste dag inden fristens udløb, er det heller ikke tilstrækkeligt til at dispensere, når der uanset driftsforstyrrelsen har været mulighed for at anmelde inden for den sidste fristdag. 

Når arbejdsgiver anmelder sit refusionskrav efter fristens udløb, kan han først få refusion med virkning fra anmeldelsestidspunktet. 

154-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En kommune kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt stille krav om vægttab, og borgeren har pligt til at medvirke ved behandlingen. 

Behandlingen skal efter al erfaring med rimelig sikkerhed kunne medføre en forbedring af arbejdsevnen og må aldrig efter al erfaring indeholde nogen væsentlig risiko for borgerens liv og førlighed. 

Det er en betingelse for, at der kan stilles krav om vægttab, at det er dokumenteret, at overvægten i sig selv har indflydelse på arbejdsevnen. 

Det er samtidig en betingelse, at der er lægelig indikation for, at vægttab vil medføre forbedring af arbejdsevnen. 

153-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Forlængelse efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 2 

§ 27, stk. 1, nr. 2 anvendes, når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne. 

Det overordnede formål med bestemmelsen er at forlænge dagpengeretten, hvis der mangler en afklaring af den sygemeldtes arbejdsevne til brug for beslutning om, hvilken hjælp, der videre skal tilbydes. 

Det er en betingelse, at der på tidspunktet ikke er andre mulige forlængelsesgrunde. 

En uafklaret helbredsmæssig situation er ikke en hindring for, at der kan ske forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 2. 

Det forudsætter dog, at både arbejdsevnen og de helbredsmæssige forhold kan afklares inden for bestemmelsens forlængelsesperiode.

Det er generelt en betingelse for forlængelse efter § 27, stk. 1, at der foreligger et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag til at vurdere, om betingelserne for forlængelse er opfyldt. 

152-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Forlængelse efter § 27, stk. 1, nr. 2 

Sygedagpenge kan forlænges efter § 27, stk. 1, nr. 2, når det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne. 

Selvom sygedagpengene har været forlænget efter § 27, stk. 1, nr. 4,, for at afklare, om den sygemeldte ville være berettiget til fleksjob eller førtidspension, kan reglen i nr. 2 også anvendes til yderligere afklaring af arbejdsevnen, når arbejdsevnen ikke er tilstrækkeligt afklaret efter nr. 4. 

Der er ikke en rangorden i forlængelsesmulighederne, hvilket fremgår af Principafgørelse 142-10. Kommunen skal anvende den mest relevante mulighed i det konkrete tilfælde. 

Ordlyden af § 27, stk. 1, nr. 2, om at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne kan omfatte både afklaring i forhold til det ordinære arbejdsmarked og i forhold til fleksjob og førtidspension. 

Det er en forudsætning, at den sygemeldte i øvrigt opfylder betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 2.

151-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ifølge handicapkompensationsloven skal kommunen altid foretage en konkret og individuel vurdering af, om ansøgeren har behov for særlig personlig bistand i sit arbejde. Dette gælder også i tilfælde, hvor borgeren er bevilget hjælpemidler efter anden lovgivning til at kompensere for funktionsnedsættelsen. Bevilling af hjælpemidler medfører således ikke, at kommunen automatisk kan fratage eller give afslag på personlig assistance. 

Det afgørende er, om ansøgeren i kraft af de bevilgede hjælpemidler er tilstrækkeligt kompenseret for sin funktionsnedsættelse i relation til sit erhverv, herunder om hjælpemidlerne er tilstrækkelig kompenserende i forhold til ansøgerens konkrete arbejdsfunktioner/arbejdsopgaver. 

Kommunen skal blandt andet sikre sig, at ansøgeren kan anvende de bevilgede hjælpemidler, for eksempel IT-hjælpemidler, hvilket er en forudsætning for, at de kan kompensere ansøgeren for funktionsnedsættelsen. 

150-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

En ansøger kan få hjælp til begravelsesomkostninger i forbindelse med sin samlevers død efter aktivlovens § 81 om enkeltudgifter. Begravelsesomkostninger kan være rimeligt begrundede enkeltudgifter. 

Det er ikke er en forudsætning for hjælp efter § 81, at ansøger og afdøde var gift. 

Det er dog en forudsætning, at der har bestået et fast samliv af længere varighed. I modsat fald vil udgiften ikke være en rimelig udgift for ansøger. 

I den konkrete sag havde ansøgers afdøde samlever adresse i udlandet, hvorfor sagen blev hjemvist til kommunen, som skulle undersøge nærmere, om personerne faktisk havde været samlevende. 

Det forhold, at ansøgers afdøde samlever havde adresse i udlandet, medførte ikke i sig selv, at ansøger ikke havde ret til hjælp, idet betingelsen for hjælp efter aktivloven er, at ansøger har ophold her i landet. 

149-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Lotterigevinster er formue 
En borger, der har formue i aktivlovens forstand, kan ikke få hjælp i form af kontanthjælp. Det afhænger af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvad der er formue. 

Gevinster af en vis størrelse anses som formue. Retten til kontanthjælp kan derfor bortfalde for ejeren af gevinster. Der skal foretages en konkret vurdering af værdien af gevinsterne, hvori indgår muligheden for at kunne omsætte gevinsterne, herunder til hvilken værdi, gevinsterne forventes at kunne afhændes. 

Oplysningspligt og tilbagebetaling af udbetalt kontanthjælp 
En borger, der modtager kontanthjælp og vinder gevinster, skal orientere kommunen om gevinsterne. 

Hvis borgeren ikke gør det, kan der blive tale om tilbagebetaling af udbetalt kontanthjælp. 

Ejerforhold til gevinsterne 
Det er en konkret vurdering, hvilke formelle og faktiske forhold, der er afgørende ved afgørelsen om ejerforhold til gevinster, og dermed hvordan beviserne vægtes. 

Forhold, der skal indgå i en sådan vurdering, er blandt andet: Hvilken person har deltaget i konkurrencen, hvordan deltog man i konkurrencen, hvem er registreret som vinder af konkurrencen af konkurrence-udbyderen, hvem har fået tilsendt gevinsten, hvordan har pågældende handlet i forhold til gevinsten, har vedkommende for eksempel haft fuld råderet over gevinsten og kunnet sælge den eller bruge den. 

147-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Krav til bevis ved vurdering af årsagsforbindelse mellem nuværende gener og den anmeldte skade 

Ankestyrelsen har behandlet en sag om for sent anmeldt ulykke med henblik på at tage generelt stilling til beviskravet, når eventuel dispensation for overskridelse af fristen skal behandles. 

Reglen herom blev ændret i 2007, hvor kravet om en rimelig begrundelse for fristoverskridelsen udgik. 

Af lovbemærkningerne fremgår det, at der kan dispenseres, når:
a) der er sket en arbejdsskade,
b) der er erstatningsberettigende følger og
c) arbejdsskaden er sikker årsag til følgerne. 

Skadelidte har bevisbyrden for, at betingelserne er opfyldt. Det følger af lovens § 36, stk. 1, sidste punktum, hvor det fremgår, at bevisformodningsreglen i lovens § 12, stk. 2, ikke finder anvendelse. 

Det fremgår af betænkning 1482/2006 om arbejdsskadesikring, kapitel 4, Anmeldelsesregler, at der ved vurderingen af, om der er årsagssammenhæng mellem tilskadekomnes nuværende gener og arbejdsskaden gælder dansk rets almindelige krav til bevis. Det betyder, at det skal være overvejende sandsynligt at arbejdsskaden er årsagen til følgerne. 

Heri ligger endvidere, at en længere tidsperiode fra skade til anmeldelse vil øge kravene til beviset for, at de tre betingelser er opfyldt, og mindske muligheden for at fremskaffe dokumentation for at betingelserne er opfyldt. 

I den konkrete sag vurderede vi, at vi kunne give dispensation fra overskridelse af fristen, da i hvert fald en del af tilskadekomnes aktuelle gener var en følge af arbejdsskaden. 

Principafgørelsen gælder alene for sager om dispensation fra anmeldelsesfristen, hvor skaden er sket efter 1. juli 2007 eller sygdommen er anmeldt efter 1. juli 2007.

146-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Dækning af arbejdsskade under tjenesterejse

Som hovedregel gælder, at ulykker, der indtræffer på vej mellem hjem og fast arbejdsplads, ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Baggrunden herfor er, at almindelig, daglig transport er en privat aktivitet, som arbejdsgiveren ikke har indflydelse på. 

For tjenesterejser fraviger vi udgangspunktet. Den ansatte er dækket fra pågældende forlader sit hjem, og indtil pågældende vender tilbage til virksomheden (eller sit hjem). Dette gælder kun, hvis den ansatte ikke har bragt sig udenfor dækningen ved privat færden eller private handlinger i øvrigt. 

Følgende forhold taler for, at der er tale om en tjenesterejse: 

- Ulykken er indtruffet i forbindelse med tilskadekomnes arbejde eller de forhold, hvorunder dette er foregået 
- sikrede modtager løn under udsendelsen 
- arbejdsgiver betaler transport, herunder kørselspenge eller stiller transportmiddel til rådighed 
- udsendelsen er foregået i arbejdsgivers interesse 

Der gælder ikke en nedre grænse for, hvor kort varighed en tjenesterejse kan have. Der er således ikke krav om overnatning.

145-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Krav om begrundelse 

Arbejdsskadestyrelsen skal begrunde overfor arbejdsgiver, hvorfor en anmeldt ulykke eller erhvervssygdom er anerkendt eller ikke anerkendt som arbejdsskade. 

Pligten til at begrunde følger af, at arbejdsgiver har klageret, og derfor har en partslignende status, og dermed er omfattet af reglerne om begrundelse i forvaltningsloven.

Arbejdsgiver skal have mulighed for at vurdere, om han vil klage. Hvis han ønsker at klage, skal han have en mulighed for på en meningsfyldt måde at argumentere mod den afgørelse, som Arbejdsskadestyrelsen har truffet. 

Begrundelsen skal derfor indeholde de lovhenvisninger samt oplysninger og hensyn, som der er lagt vægt på i afgørelsen for eksempel om diagnose, samt beskrivelse af arbejdsforhold og arbejdsopgaver. 

Betydning af sagsbehandlingsfejl 

Det er en væsentlig fejl, hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke begrunder den afgørelse, som bliver sendt til arbejdsgiver som en underretning. 

Konkret fik fejlen ikke betydning i den principielle sag. 

Grunden til at fejlen ikke fik betydning var, at en arbejdsgiver, der har klaget, har partsstatus i anerkendelsessagen i Ankestyrelsen. Vi  partshørte arbejdsgiver i de oplysninger, som var af betydning for anerkendelsesspørgsmålet. I disse oplysninger indgik Arbejdsskadestyrelsens begrundelse for at anerkende arbejdsskaden, som blev sendt til sikrede og forsikringsselskabet. 

144-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Tabsbegrænsningspligt ved dækning af transportudgifter 
Selvom sikrede har ret til betaling af behandlingsudgifter og til betaling af transportudgifter i forbindelse med behandlingen, er det kun rimelige udgifter til transport, der dækkes af arbejdsskadeforsikringen.

Sikrede har pligt til at begrænse udgiften til det rimelige. 

I det konkrete tilfælde havde sikrede valgt at modtage fysioterapibehandlinger hos en fysioterapeut, der havde klinik 430 meter fra sikredes bopæl. Imidlertid ønskede sikrede transportudgifter dækket for transport til og fra sin arbejdsplads, der lå 83 km fra fysioterapeuten. Ankestyrelsen fandt, at det lå uden for, hvad der med rimelighed kunne dækkes. 

Det er et krav for at få dækket transportudgifter til behandling, at behandlingen er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger og at udgifterne ikke kan betales af kommunen eller regionen. Transportudgifter dækkes, hvis de er rimelige. 

Der er ikke krav om, at sikrede vælger den behandler, der har klinik nærmest sikredes bopæl. Der er dog en vis tabsbegrænsningspligt. Det betyder, at sikrede frit kan vælge en behandler inden for en rimelig afstand regnet derfra, hvor han ønsker transporten dækket. Der kan kun efter en konkret vurdering være mulighed for at betale udgifter til private behandlere uden for en rimelig afstand. 

Ved vurderingen af, om udgifterne er rimelige er indgået, 
- om sikrede let kunne have valgt en anden behandler 
- om sikrede let kunne have valgt at blive behandlet på andre tidspunkter, der havde minimeret transportudgifterne 

143-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Udtalelser fra myndigheders lægekonsulenter er interne arbejdsdokumenter 

Udtalelser fra myndigheders lægekonsulenter er interne arbejdsdokumenter. Myndigheders interne arbejdsdokumenter er som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt. Grunden til dette er, at en myndighed skal have mulighed for interne overvejelser med hensyn til en sags fortsatte behandling eller afgørelse. 

Myndigheden har dog pligt til at give aktindsigt i oplysninger i interne arbejdsdokumenter (ekstrahere), blandt andet, hvis det er oplysninger om en sags faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af sagens øvrige akter. Oplysningerne skal være af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen. 

Udtalelser fra eksterne lægekonsulenter er ikke interne dokumenter og disse udtalelser er som hovedregel omfattet af retten til aktindsigt. En part vil som hovedregel også skulle partshøres om en sådan udtalelse. 

Krav til begrundelsen ved afslag på aktindsigt efter princippet om meroffentlighed 

Hvis en part får afslag på aktindsigt efter forvaltningsloven, skal myndigheden altid tage stilling til, om den kan give aktindsigt efter princippet om meroffentlighed i offentlighedsloven. 

Hvis myndigheden giver afslag på aktindsigt efter princippet om meroffentlighed, skal det fremgå af begrundelsen, at myndigheden har foretaget en konkret vurdering. Myndigheden skal afveje hensynet til de beskyttelsesinteresser, der ligger bag den pågældende undtagelsesbestemmelse og interessen for at få aktindsigt hos den, der har bedt om aktindsigt. 

Det er ikke tilstrækkeligt, at en myndighed som begrundelse for afslaget henviser til, at det interne arbejdsdokument for eksempel en lægeudtalelse er fra før en given dato. Myndigheden skal begrunde, hvorfor den ikke giver aktindsigt før denne dato, samt hvilke konkrete hensyn myndigheden i øvrigt har lagt vægt på ved afslaget. 

Ankestyrelsen skal som klageinstans påse, om underinstansens skøn er lovligt, herunder om afslaget er tilstrækkeligt begrundet. 

142-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Positiv rolle i forbindelse med samvær

Selvom samværet med et barn under et år eller de ældre søskende er støttet eller overvåget, kan det ikke udelukkes, at forældrene kan spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær.

Kan forældrene spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær, kan et barn under et år ikke bortadopteres uden forældrenes samtykke efter adoptionslovens § 9, stk. 3. 

Har forældrene regelmæssigt samvær med ældre søskende, som er anbragt uden for hjemmet, og forløber samværet uden problemer, taler det for, at forældrene kan spille en positiv rolle for barnet under et år i forbindelse med samvær.

141-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Folkepensionisters retsstilling 
Folkepensionister kan være omfattet af personkredsen i lov om kompensation til handicappede i erhverv. 

Folkepensionister kan opfylde betingelserne for at være omfattet af personkredsen enten ved at være selvstændige erhvervsdrivende eller ansatte i en stilling på ordinære løn- og ansættelsesvilkår. Der er ikke andre betingelser knyttet til personkredsen i loven. 

Afgørelsen vedrører kun lov om kompensation til handicappede i erhverv mv. 

140-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Sygedagpengene udgør den aktuelle indtjening i løntilskudsjobbet 
 

139-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Det er en betingelse for at få sygedagpenge, at man har anmeldt sygefraværet rettidigt. Der kan i visse tilfælde gives dispensation. 

Efter reglerne i sygedagpengeloven skal en selvstændigt erhvervsdrivende anmelde sygefravær til kommunen senest tre uger efter første fraværsdag for at sikre sig sygedagpenge fra sygedagpengerettens indtræden. 

Hvis anmodningen om sygedagpenge indgives senere, har den selvstændige først ret til sygedagpenge fra den dag, hvor anmodningen er modtaget. 

Kommunen kan dog udbetale sygedagpenge for tiden før anmodningsdagen, når den selvstændige for eksempel på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet har været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når andre særligt undskyldende forhold har bevirket, at anmeldelse ikke er sket rettidigt. 

At anmelder ikke havde kendskab til muligheden for at få sygedagpenge, kan ikke føre til en dispensation fra anmeldelsesfristen, idet ukendskab til reglerne ikke i sig selv er et særligt undskyldende forhold. 

Anmelder kan derfor først få sygedagpenge fra det tidspunkt, hvor kommunen har modtaget anmeldelsen. 

Det fremgår af praksis, at der i sager, hvor der ikke er dispenseret fra anmeldelsesfristen, er lagt vægt på, at anmelder kendte til reglerne. Det betyder imidlertid ikke, at der omvendt er grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen, alene fordi anmelder ikke kendte til reglerne. 

Der skal være særlige omstændigheder i øvrigt, der taler for at give dispensation fra anmeldelsesfristen. 

138-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Kravet om rettidig anmeldelse anses ikke for opfyldt når a-kassen giver oplysninger inden for fristen til brug for kommunens behandling af den sygemeldte lediges sag. 

Først når den sygemeldte lediges bekræftelse af sygdomsfravær, årsag m.v., er modtaget i kommunen, anses sygefraværet for anmeldt. 

Den ledige skal overholde den frist, kommunen angiver på skemaet, hvis han ønsker sygedagpenge fra første sygefraværsdag. 

137-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Fortsat sygedagpengeret selvom fleksjobansættelsen ophører 
En allerede erhvervet ret til sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 32, stk. 1, nr. 5, ophører ikke som følge af, at den pågældendes fleksjobansættelse ophører. 

Det er kun ved påbegyndelsen af en sygedagpengeperiode, det vil sige på tidspunktet for sygemeldingen/1. fraværsdag, at betingelsen om, at man skal være ansat i fleksjob, skal være opfyldt. 

136-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Instruktionsbeføjelsen er afgørende for, om en enhed er en del af jobcentret 
En enhed i kommunen, der sørger for afklaring af arbejdsevne, straksaktivering og afklarende aktiveringsforløb er organisatorisk en del af jobcentret, hvis jobcenterchefen har instruktionsbeføjelsen over for enheden. 

Det har ikke betydning, at enheden bliver kaldt ved andet navn end ”jobcenter”. og ifølge kommunens organisationsdiagram ikke fremstår som en del af jobcentret. 

En ”udfører-del” i jobcentret er ikke en anden aktør 
Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats pålægger kommunalbestyrelsen at tage ansvar for og beslutte, hvordan kommunen skal planlægge og udføre beskæftigelsesindsatsen i jobcentre. Efter loven skal kommunalbestyrelsen oprette et bestemt tjenestested (et jobcenter) i kommunen, hvor beskæftigelsesindsatsen varetages over for borgere og virksomheder. 

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der kan etableres flere afdelinger af jobcentret på forskellige adresser, hvis geografiske hensyn tilsiger det. 

Arbejdsmarkedsstyrelsen har i notat af 30. april 2009 om ”Kommuner som andre aktører” udtalt, at en ”udfører-del” i jobcentret, der organisatorisk er placeret under jobcenterchefen og er en del af jobcentrets forvaltning, ikke er placeret uden for jobcentret. 

Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens notat er betingelserne for at kunne byde ind på et udbud i kommunen herefter ikke opfyldt. En sådan ”udfører-del” vil derfor heller ikke kunne optræde som anden aktør for samme kommune. 

Hensynet til borgeren 
Det forhold, at enhedens navn er angivet som logo på en afgørelse om ophør af sygedagpenge, kan ikke i sig selv føre til, at afgørelsen må anses for truffet af andre end jobcentret. 

En borger bør dog ikke være i tvivl om, hvorvidt en afgørelse er truffet af anden aktør eller en medarbejder i jobcentret. 

Det er derfor uheldigt, hvis det er et andet logo end jobcentrets, der fremgår af afgørelsen. 

135-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Arbejdsprøvning skal ikke nødvendigvis ske som led i en forrevalidering
Sygedagpengeperioden kan forlænges med henblik på at iværksætte arbejdsprøvende foranstaltninger, uden at arbejdsprøvningen skal ske som led i et forrevalideringsforløb. 

Når sygedagpengeperioden forlænges med henblik på iværksættelse af arbejdsprøvende foranstaltninger for at klarlægge den pågældendes arbejdsevne (§ 27, stk. 1, nr. 2), medfører det ikke automatisk, at den pågældende er omfattet af revalideringsbestemmelserne i lov om aktiv socialpolitik. Arbejdsprøvning for både revalidender og sygedagpengemodtagere skal ske efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

134-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Tilskud til hjælpemidler til tillidsrepræsentant 
Der kan ydes tilskud til hjælpemidler, hvis hjælpemidlet er nødvendigt for, at ansøgeren opnår eller fastholder ordinær ansættelse. 

Hvervet som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant anses for at være en naturlig del af enhver ordinær ansættelse. 

Der kan derfor ydes tilskud til hjælpemidler til varetagelsen af hvervet som tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant til personer i ordinær ansættelse, hvis hjælpemidlet er nødvendigt for varetagelsen af hvervet. 

133-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Tilskud til hjælpemidler til personer i ordinær beskæftigelse 
Der kan ydes tilskud til hjælpemidler for at fremme, at personer opnår eller fastholder ordinær ansættelse. 

Formålet med § 100 i beskæftigelsesindsatsloven er at fremme, at personer opnår eller fastholder ansættelse uden løntilskud. Ansættelse med løntilskud må dermed anses for et alternativ til tilskud til hjælpemidler. 

En person, som er i ordinær beskæftigelse, er omfattet af personkredsen for hjælpemidler efter beskæftigelsesindsatslovens § 100, selvom den pågældende i kraft af den ordinære ansættelse ikke er omfattet af målgrupperne i § 2. 

Det er dog en forudsætning for at få hjælp efter § 100, at den pågældende, hvis den pågældende ikke var i ordinær ansættelse, ville kunne være en del af målgruppen i § 2 og dermed kunne blive ansat med løntilskud. 

132-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 
En ledig, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden, og har ret til/krav på et nyt tilbud, hver gang der har været seks måneders sammenlagt ledighed. 

Pligt til tilbud 
Den ledige har pligt til at tage imod tilbud i hele ledighedsperioden. Det følger af § 84, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

Ret til tilbud 
Hvis den ledige er omfattet af persongruppen i § 89, stk. 1, skal den ledige mindst påbegynde et nyt tilbud, hver gang der har været seks måneders ledighed. 

Reglen betyder ikke, at den ledige må afvise tilbud, indtil der har været seks måneders ledighed. 

§§ 84 og 89 vedrører personer, som modtager dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring, m.v. 

131-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Beregning af løntilskud ved ansættelse i fleksjob 
Tilskud til fleksjob beregnes på baggrund af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde, hvis der er overenskomst. 

Den mindste begyndelsesløn på området fastsættes på baggrund af en konkret vurdering af, hvad en nyansat får uden anciennitetstillæg. Det er begyndelseslønnen med evt. funktionstillæg, men ikke tillæg for anciennitet. 

Det aktuelle ansættelsesområde skal forstås som den aktuelle arbejdsfunktion. 

Løntilskud ved ansættelse i fleksjob når der er overenskomst med flere lønsystemer 
Lærernes overenskomst opdeler lærerne i to forskellige lønsystemer afhængig af ansættelsestidspunkt. Det er den mindste overenskomstmæssige timeløn på ansættelsesområdet, der er afgørende for beregning af løntilskud ved ansættelse i fleksjob. 

Pensionsbidrag indgår i beregningen af løntilskud, hvis arbejdsgiveren er forpligtet til at betale et bidrag af den ansattes løn, og bidraget således relaterer sig direkte til lønnen. Pensionsbidrag indgår ikke, hvis der ikke indbetales til pension. 

En nyansat lærer bliver indplaceret i det ene lønsystem og modtager løn som overenskomstansat på løntrin 30 med indbetaling af pension fra arbejdsgiver. 

Løntilskuddet til arbejdsgiver skal derfor til en fleksjobansat lærer, som fastholdes i sit job som lærer, og derfor lønindplaceres i det andet lønsystem som tjenestemand, beregnes efter løntrin 30 for overenskomstansatte. 

Arbejdsgiver kan ikke få løntilskud for udgift til pension, idet pension ikke indbetales som en del af lønnen til tjenestemænd. 

Denne model for fastsættelse af løntilskud vil også kunne gælde for andre end lærere i tilfælde, hvor der aflønnes med forskellige lønsystemer afhængig af, om personen er nyansat eller fortsætter i fleksjob i sit tidligere ordinære job. 

130-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Ikke tilbud til uddannelse til personer under 30 år, som modtager kontanthjælp eller arbejdsløshedsdagpenge 
Hovedreglen er, at personer under 30 år, der tilhører målgruppen i beskæftigelsesindsatslovens § 2, nr. 1-3, ikke kan få tilbud til at gennemføre en studie- eller erhvervskompetencegivende uddannelse på det hidtidige forsørgelsesgrundlag. 

Det betyder, at en person under 30 år, der modtager kontanthjælp eller arbejdsløshedsdagpenge, må gennemføre uddannelsen på de ordinære forsørgelsesvilkår, som for eksempel SU. 

Jobcentret kan fravige efter en konkret vurdering 
Jobcentret kan efter en konkret vurdering fravige udgangspunktet blandt andet for personer, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og som har forsørgerpligt over for hjemmeboende børn. 

Det er en betingelse, at jobcenteret konkret vurderer, at udbetaling af den hidtidige forsørgelsesydelse under et uddannelsesforløb vil medvirke til, at den ledige hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. 

Tilbud skal være beskæftigelsesrettede 
Tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven skal være beskæftigelsesrettede. Formålet skal være at forbedre en persons mulighed for at kunne få varig beskæftigelse. 

Et ønske om uddannelse, der ikke er nødvendigt for personens videre uddannelsesforløb, er ikke den hurtigste vej til varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. 

129-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Tilbud om uddannelse 
Unge under 30 år på arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp kan ikke få tilbud om en studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse. 

Ved studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse i § 37 i beskæftigelsesindsatsloven forstås en hel ordinær uddannelse, som enten giver studie- eller erhvervskompetence. HF enkeltfag er ikke en hel kompetencegivende uddannelse. Derfor er HF enkeltfag ikke omfattet af § 37 og vil kunne gives som tilbud til unge under 30 år. 

Formålet med bestemmelsen er, at unge under 30 år så vidt muligt skal påbegynde en uddannelse på ordinære vilkår og på det forsørgelsesgrundlag, som normalt er tilknyttet uddannelsen. 

Pligt til uddannelse 
Bestemmelsen i § 37 skal ses i sammenhæng med lovens § 21 b om uddannelsespålæg. 

Efter § 21 b kan unge under 25 år på arbejdsløshedsdagpenge eller kontanthjælp, som vurderes at kunne gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår, pålægges at påbegynde og gennemføre en uddannelse. Det er en betingelse, at personen under hele uddannelsen har et forsørgelsesgrundlag i form af SU, elevløn eller lignende. 

En studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse efter § 37 er samme slags uddannelse, som er omfattet af § 21 b. Det vil sige, uddannelser med et forsørgelsesgrundlag i form af SU, elevløn eller lignende. 

128-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

En borger, der modtager ledighedsydelse, har ikke krav på at holde ferie med feriegodtgørelse under en arbejdsprøvning. 

Borgeren har ret til at afholde ferie efter ferielovens regler. 

Efter ferieloven fastsætter arbejdsgiveren efter forhandling med den ansatte, hvornår ferien skal holdes. 
Arbejdsgiveren skal under hensyntagen til virksomhedens drift så vidt muligt imødekomme den ansattes ønske om ferieafholdelse. 

For en borger, der modtager ledighedsydelse og er i arbejdsprøvning, svarer kommunen til arbejdsgiver i ferielovens forstand. 

Kommunen har derfor mulighed for at afvise ønske om ferieafholdelse under arbejdsprøvningen, hvis kommunen vurderer, at det vil være uhensigtsmæssigt, at borgeren afholder ferie under arbejdsprøvningen. 

Det har ikke særlig betydning, at arbejdsprøvningen foregår lige inden ferieårets afslutning. 

Afgørelsen gælder, hvis borgeren modtager ledighedsydelse og er i arbejdsprøvning som led i revurdering af sagen efter aktivlovens § 74 c, men den gælder også i andre tilfælde, hvor en borger er i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

Der gælder særlige regler i aktivloven om ferie med ledighedsydelse eller f.eks. kontanthjælp. 

127-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Feriegodtgørelse er indtægt, som skal fratrækkes i kontanthjælpen 
Hovedreglen er, at indtægter skal trækkes fra i kontanthjælpen. 

Feriegodtgørelse er en indtægt, som skal fratrækkes i kontanthjælpen. 

Feriegodtgørelse, der udbetales efter ferieårets afslutning, skal fratrækkes krone for krone 
Feriegodtgørelse skal normalt trækkes fra, når ferien holdes, med det antal dage, som feriegodtgørelsen er bestemt til at dække. 

Når feriepengene udbetales efter ferieårets afslutning, og der ikke holdes ferie på udbetalingstidspunktet, kan reglen i § 32 ikke anvendes, og den udbetalte feriegodtgørelse skal trækkes fra krone for krone. 

126-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Efterlevelseshjælp efter aktivloven skal ikke trækkes fra i kontanthjælpen.

Efterlevelseshjælp efter aktivlovens § 85 a er ligesom ydelserne i lovens kapitel 10 (§§ 81-85) ikke en indtægt i aktivlovens forstand, men derimod en engangsydelse, som efter loven gives til personer med særligt behov. 

Reglerne om fradrag i kontanthjælp finder derfor hverken anvendelse i forhold til efterlevelseshjælp eller hjælp i særlige tilfælde efter aktivlovens kapitel 10. 

Det har haft betydning for Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs vurdering, at hjælpen er reguleret i samme lov, som regulerer retten til kontanthjælp, og er beregnet til særlige udgifter udover den løbende forsørgelse. Desuden har lovgivers hensigt med reglen om efterlevelseshjælp haft betydning. 

125-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Forbrugslån er formue, når det er udbetalt 
En person, der har formue, har ikke samtidig ret til kontanthjælp. Et forbrugslån sidestilles med formue, når lånet er udbetalt og beløbet indgået på personens bankkonto. Disponible pengebeløb, der stammer fra lån, anses efter Ankestyrelsens praksis som formue. 

Afgørelsen betyder ikke, at kommunen kan pålægge en kontanthjælpsmodtager at optage lån til forsørgelse. 

En kontanthjælpsmodtager, der får udbetalt et forbrugslån, har oplysningspligt over for kommunen om lånet 
En person, der optager et forbrugslån og samtidig modtager kontanthjælp, har oplysningspligt over for kommunen. Undladelse heraf medfører tilbagebetalingskrav. Kommunen skal vejlede personen om, hvad oplysningspligten indebærer. 

Kommunen har opfyldt sin vejledningspligt 
Kommunen har opfyldt sin vejledningspligt i forhold til betydningen af at tage et forbrugslån, hvis kommunen har udleveret en orientering (for eksempel bilaget til KL´s blanket:"Ansøgning om hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik") til kontanthjælpsmodtageren, hvoraf det fremgår, at ændringer i blandt andet indtægts- og formueforhold skal oplyses til kommunen, og at undladelse af at oplyse kan medføre krav om tilbagebetaling. Endvidere redegøres for, hvad formue er, herunder at det blandt andet er kontantbeholdning og indestående i bank eller sparekasse. 

124-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 
Betingelser for kontanthjælp – social begivenhed 
Efter aktivlovens regler er det en betingelse for at få hjælp til forsørgelse, at ansøger har været ude for ændringer i sine forhold, og at ændringerne medfører, at ansøger ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse. Efter praksis kan ændringer i forholdene f.eks. være sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør.

Gensidig forsørgelsespligt

Efter aktivlovens § 2 har en borger i forhold til det offentlige ansvaret for at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år.

Ophør af gensidig forsørgelsespligt

Forsørgelsesforpligtelsen mellem ægtefællerne ophører ved separation og skilsmisse. Udgangspunkt er, at der ikke længere består nogen forsørgelsesforpligtelse mellem tidligere ægtefæller. En separation eller skilsmisse vil derfor som hovedregel medføre, at betingelsen om ændringer i forholdene er opfyldt.

Forsørgelsespligten ophører ikke ved, at den ene ægtefælle meddeler, at han ikke længere vil forsørge den anden ægtefælle.

Ikke social begivenhed, at ægtefællen ikke længere vil forsørge ansøger

Det er derfor ikke en social begivenhed, at ægtefællen, som i flere år har forsørget familien med sin pension, meddeler, at han ikke længere vil det. Det er heller ikke en social begivenhed, at ægteparret flytter fra en adresse til en anden i samme region. Der er ikke sket ændringer i forholdene, når ægteparret fortsat bor sammen, og ansøger ikke har søgt om at ophæve samlivet gennem separation eller skilsmisse.

123-12

Resumé:
Et samtykke til en anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung skal omfatte formålet med anbringelsen. Der skal ikke foreligge samtykke til samtlige elementer i handleplanen. Et samtykke må ikke være betinget af, at barnet eller den unge anbringes et bestemt sted eller modtager en bestemt slags behandling. Hvis en forældremyndighedsindehaver tilkendegiver ikke længere at ville samarbejde med kommunen, er der ikke længere et samtykke til anbringelse uden for hjemmet. 

Ankestyrelsen vurderede, at et barn havde fået selvstændig opholdskommune i A Kommune på tidspunktet for A Kommunes afgørelse om anbringelse af barnet uden for hjemmet med forældrenes samtykke. Forældrene havde ikke betinget deres samtykke af, om deres ønsker til valg af anbringelsessted blev imødekommet. 

Det var ikke afgørende for spørgsmålet om handlekommune, om barnet efterfølgende rent faktisk blev anbragt uden for hjemmet. A kommune havde samtidig med afgørelsen om valg af anbringelsessted ikke samtidig truffet afgørelse om at iværksætte anbringelsen straks. Forældrenes klage over valg af anbringelsessted havde derfor opsættende virkning. Når der ikke længere er et samtykke til en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, er det forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der har pligt til at yde støtte efter servicelovens kapitel 11.

Da den ene af forældrene tog barnet hjem til sig i B Kommune og tilkendegav, at han ikke længere ønskede at samarbejde med A kommune var der ikke længere et samtykke til anbringelse af barnet uden for hjemmet.

122-12

Resumé:
Fastsættelse af samvær til én time pr. måned forudsatte, at der var solide holdepunkter for, at barnets eller den unges trivsel ville blive skadet ved mere samvær.

Kommunen havde fastsat en forælders samvær med en datter på 2 ½ år, der var anbragt uden for hjemmet, til én time én gang månedligt. Kommunens begrundelse var, at omfanget skulle være begrænset, da datteren ingen tilknytning eller relation havde til forælderen, der kun havde set datteren tre gange umiddelbart efter fødslen. 

Under en anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung er udgangspunktet, at barnet eller den unge har samvær med forældrene mindst én gang månedligt. Ved tilrettelæggelsen af samværet skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældrene. Ved Barnets Reform var det fremhævet, at der ved fastsættelse af samvær skulle tages udgangspunkt i, at barnet eller den unge havde behov for og interesse i hyppig kontakt til forældrene. Samværet måtte dog ikke være til skade for barnet eller den unge. 

I den konkrete sag havde kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang inddraget forælderens og barnets forhold ved afgørelsen om samvær. Der var ikke oplysninger i sagen om, at forælderens tidligere kontakt med barnet ikke fungerede. Barnet var i trivsel og havde ikke særlige vanskeligheder. Barnet var blevet anbragt i en plejefamilie, som hun kendte i forvejen. Kommunen skulle derfor træffe ny afgørelse om samvær.

121-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 
Udgifter, der er forbundet med at have handicapbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer mv., skal brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kan siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til ikke-handicappede bilejere. 

Hvis en bevilget handicapbil alene bruges til befordring af et handicappet barn, kan der dog ydes hjælp til betaling af driftsudgifter, herunder reparationer på handicapbilen, som er en følge af almindelig brug af bilen. 

Forældrene havde ret til at få dækket udgifter til reparation af forrude. Der var tale om en kassebil, som var bevilget på grund af sønnens nedsatte funktionsevne. Familien havde udover handicapbilen en almindelig bil. 

120-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Mellemkommunal refusion vedrørende botilbud 
Kommunalbestyrelsen skal sørge for at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven. Kun tilbud, som er registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning. 

En kommune har ikke ret til refusion for udgifter til en borgers ophold på et privatdrevet bosted, som ikke var optaget i Tilbudsportalen. Bostedet blev anset for omfattet af servicelovens § 110.

119-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår

Betaling for anonym kvindes ophold på krisecenter 
Betaling af anonym kvindes ophold på krisecenter skulle afgøres efter reglerne i retssikkerhedslovens § 9, stk. 7. 

En pligt for en kommune til at betale for udgifterne til støtte til en borger kræver normalt, at borgeren kan identificeres af den betalende kommune. Når en kvinde havde benyttet muligheden for anonym optagelse på et krisecenter, kunne der ikke stilles de sædvanlige krav til identifikation. Det kunne uanset manglende præcise oplysninger om kvindens identitet fastslås, hvilken kommune kvinden kom fra, og hvilken kommune, der skulle betale. 

Det er tilstrækkeligt til at fastslå opholdskommune at en leder af et krisecenter oplyste, at kvinden havde oplyst, hvilken kommune hun kom fra. Videre forelå der udfyldt ind- og udskrivningsblanket fra krisecentret, hvoraf det fremgik, at samme kommune var anført som opholds-, betalings- og handlekommune. 

Det var således tilstrækkeligt, at en leder af et krisecenter vurderede sig tilstrækkeligt oplyst om, hvilken kommune der skulle betale opholdstaksten. 

118-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 
Når en kommune yder refusion på baggrund af medvirken til en borgers ophold i en boform, institution eller lignende i en anden kommune, fortsætter denne refusionsforpligtelse, selvom borgeren flytter internt i den nye kommune. Det afgørende er, om der er tale om et ubrudt refusionsbærende forløb, hvor behovet for hjælp er stort set uændret. 

Medvirken 
Spørgsmålet om den tidligere kommune eller anden offentlig myndigheds medvirken har alene betydning i den situation, hvor en borger får ophold i en institution eller boform i en ny kommune. En sådan medvirken giver den nye kommune ret til refusion fra den tidligere kommune. Når behovet for hjælp er blevet dækket uden afbrydelser, stilles der således ikke krav om medvirken til en flytning internt i kommunen. 

Ubrudt refusionsbærende. 
Når borgerens behov for hjælp ikke har ændret sig afgørende, og borgeren stadig bor i den nye kommune, består retten til refusion, selvom borgeren flytter til en ny bolig i samme kommune. 

117-12

Resumé:
Sikrede havde modtaget en højere løbende ydelse for tab af erhvervsevne, end hun var berettiget til. Årsagen var, at Arbejdsskadestyrelsen ikke havde nedsat erstatningen efter reglen om tilfælde, hvor tilskadekomne modtager tilskadekomstpension og erstatning for tab af erhvervsevne samtidig. 

Der var ikke grundlag for at kræve tilbagebetaling efter loven, da tilskadekomne havde modtaget ydelserne i god tro. Der forelå dobbeltforsørgelse, men Ankestyrelsen fandt alligevel ikke grundlag for at kræve erstatningen tilbagebetalt, da Arbejdsskadestyrelsen havde været klar over, at hun havde været tjenestemand. 

Der var derfor ikke noget gensidigt gældsforhold og modregning var således udelukket. 

116-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår 

Arbejdsskade under kamp for udenlandsk landshold
Ankestyrelsen fastslår, at de danske regler om arbejdsskadesikring ikke gælder, når en professionel sportsudøver med en dansk kontrakt kommer til skade under deltagelse på udenlandsk landshold. 

Professionelle sportsudøvere 
Når en dansk klub har indgået kontrakt med en sportsudøver, vil en skade under arbejdet for klubben være omfattet af arbejdsskadesikringen. Det gælder både når træningen og kampen foregår i Danmark og i udlandet. 

Den sikringspligtige arbejdsgiver vil i disse tilfælde være den sportsklub, som har ansat sportsudøveren, og som har instruktionsbeføjelsen i det daglige arbejde. 

Vandrende arbejdstagere 
Udenlandske professionelle sportsudøvere, der har krydset landegrænser for at arbejde i Danmark, er således også omfattet af de danske regler, hvis de er ansat på kontrakt her i landet. Det er ligeledes et krav, at skaden er indtruffet under træning eller kamp for den danske klub. 

De danske regler gælder ikke for skader, der opstår når den professionelle udenlandske sportsudøver deltager på sit nationale landshold. 

Private kontrakter og aftaler 
Vi fastslår, at reglerne i lovgivningen om arbejdsskader og de gældende forordninger har forrang i forhold til aftaler, som de nationale og internationale sportsforbund har indgået om, hvem der i givne situationer er sikringspligtig arbejdsgiver. 

Forskel på professionelle og ungdomsspillere

Vores tidligere Principafgørelse 87-11 handler om en klubansat fodboldspiller, som kom til skade under en landsholdssamling. Han var blevet udtaget til træning med et ungdomslandshold, hvor han kom til skade. Vi pålagde i det tilfældde klubben sikringspligten. 

Principafgørelse 87-11 er således udtryk for en undtagelse, som udspringer af, at der var tale om en ungdomsspiller, hvis landsholdsdeltagelse kan sidestilles med en uddannelse, mens udgangspunktet fortsat er, at det er den, der har den aktuelle instruktionsbeføjelse (og interesse) i arbejdet, som er den sikringspligtige arbejdsgiver. 

115-12

Resumé:
Principafgørelsen fastslår:

114-12

Ankestyrelsens principafgørelse 114-12 om merudgifter - personkreds - hjælpeforanstaltninger - OCD

113-12

Ankestyrelsens principafgørelse 113-12 om hjælpeordning - arbejdstid - tilskudsmodtager - nærtstående

112-12

Ankestyrelsens principafgørelse 112-12 om opholdssted - Børn og unge - godkendelse - tilsyn - tilbagekaldelse - personalemæssige problemer - økonomiske forhold - utilstrækkelig ledelse - manglende uddannelse - juridisk enhed - Barnets reform

111-12

Ankestyrelsens principafgørelse 111-12 om arbejdsskade - deltid - nattevagt - erhvervsevnetabsprocent - erhvervsevnetabserstatning

110-12

Ankestyrelsens principafgørelse 110-12 om arbejdsskade - erhvervsevnetab - deltid - nedsat funktionsevne

109-12

Ankestyrelsens principafgørelse 109-12 om arbejdsskade - erhvervssygdom - død før anmeldelse - lovhjemmel - overgangsbeløb - tab af forsørger

108-12

Ankestyrelsens principafgørelse 108-12 om tilbud - beskæftigelsesmuligheder - personer, der ikke er i beskæftigelse - ret og pligt

107-12

Ankestyrelsens principafgørelse 107-12 om kontanthjælp - indtægter - sygedagpenge - beregning - udmåling

106-12

Ankestyrelsens principafgørelse 106-12 om førtidspension - betingelser - bortfald - fast bopæl - anbringelse - retspsykiatrisk afdeling - udvist ved dom

105-12

Resumé:
En udlænding, der havde fået opholdstilladelse som mindreårig, var dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling her i landet. Han havde fortsat ret til at få førtidspension under anbringelsen, selv om han samtidig var dømt til efterfølgende udvisning med indrejseforbud for altid. 

Det var afgørende, at han skulle opholde sig på anbringelsesstedet, selv om han havde mistet sit lovlige opholdsgrundlag efter udlændingeloven. 

Efter pensionsloven er det som udgangspunkt en betingelse for ret til pension, at modtageren har fast bopæl i Danmark. Loven stiller ikke yderligere krav til ophold for at kunne bevare en allerede tilkendt pension. 

En person anses for at have fast bopæl på en psykiatrisk afdeling, så længe personen opholder sig der, fordi der er afsagt dom om anbringelsen. 

Princippet i P-6-03 om, at der ikke kan tilkendes pension, når opholdstilladelse er bortfaldet, er ikke sammenlignelig med en situation, hvor en person allerede har fået tilkendt pension, inden opholdstilladelsen bortfaldt. 

104-12

Resumé:
En renteindtægt på cirka 940.000 kr. af en erstatning, som blev udbetalt i oktober 2009, skulle indgå i indtægtsgrundlaget ved beregning af pensionen fra den 1. november 2009 indtil den 31. oktober 2010. 

Der var ikke hjemmel til at efterregulere med tilbagevirkende kraft. Da omregningen først skete på et senere tidspunkt, kunne et eventuelt tilbagebetalingskrav kun gøres gældende, hvis betingelserne for tilbagebetaling var opfyldt.

103-12

Resumé:
En borger var berettiget til bevilling af høreapparater uanset, at han i en periode forud for ansøgningen havde lånt høreapparaterne af den private leverandør. Ankestyrelsen lagde til grund, at der i perioden, hvor han afprøvede apparaterne og blev undersøgt hos speciallæge, alene var tale om udlån. 

Sundhedsstyrelsens vejledning om høreapparatbehandling kunne ikke begrænse borgernes mulighed for at få bevilget høreapparat ved at fastlægge yderligere procedurer. 

Det var ikke en betingelse for bevilling, at kommunen skulle være enig i speciallægens vurdering af behovet for høreapparat. 

102-12

Resumé:
Lægeordineret behandling, herunder lægeordineret fysioterapeutisk behandling, kan anses for at være lægebehandling i sygedagpengelovens forstand, uanset om behandlingen faktisk foretages af en læge.

101-12

Resumé:
Det forhold, at en borger får sin sygedagpengeperiode forlænget efter § 27, stk. 1, nr. 4, medfører ikke i sig selv et retskrav på at overgå til fleksjob. 

En borger havde fået forlænget sine sygedagpenge efter sygedagpengelovens § 27, stk. 1, nr. 4. 

Efter § 27, stk. 1, nr. 4, kan kommunen træffe afgørelse om forlængelse, hvis den sygemeldte ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, men det ikke er endeligt afklaret, om den sygemeldte vil være berettiget til et fleksjob eller førtidspension. 

I det konkrete tilfælde var der ikke grundlag for at ændre nævnets vurdering af, at borgeren var berettiget til et fleksjob. 

100-12

Resumé:
En hændelse, som fandt sted, mens kvinden var på barselsorlov, kunne anerkendes som en psykisk arbejdsskade.

En rådgiver i en kommune blev kontaktet af en kollega om en dramatisk hændelse samme dag på arbejdspladsen. Rådgiveren holdt barselsorlov og blev kontaktet på sin bopæl. 

Hændelsen angik en fælles kollega, der var blevet dræbt af en klient. Efterfølgende kontaktede politiet rådgiveren om samme hændelse. Politiet tilbød overvågning og kontaktmuligheder, da den formodede gerningsmand var undveget varetægtsfængslingen. Forinden havde gerningsmanden udtalt rådgiverens navn over for en anden anholdt. 

Vi fastslog, at rådgiveren er omfattet af arbejdsskadelovens personkreds, fordi der var tale om en barselsorlov, som er tidsbegrænset. I denne situation er ansættelsesforholdet således fortsat gældende, og man har som ansat ret til at vende tilbage til sin stilling, når orloven er udløbet. 

Vi har anerkendt den psykiske reaktion efter kontakten med politiet som en ulykke. Vi vurderede, at den psykiske reaktion efter henvendelsen fra kollegaen var en medvirkende årsag til den psykiske skade. 

Vi vurderede samtidig, at ulykken skyldtes arbejdets forhold, idet der var en meget tæt sammenhæng mellem hændelserne på arbejdspladsen, hvorfra rådgiveren midlertidigt havde orlov og den psykiske skade. Rådgiveren havde før sin barselsorlov haft arbejdsmæssig kontakt med gerningsmanden. 

99-12

Resumé:
En skadelidt har efter arbejdsskadelovgivningen kun ret til at få udbetalt renter af en erstatning eller en godtgørelse, hvis et forsikringsselskab først betaler mere end end 4 uger efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om tilkendelse af lovens ydelser. 

Ankestyrelsen har ikke kompetence til at tage stilling til, om sikrede eventuelt har et krav om morarenter efter renteloven. Ankestyrelsen kan kun inddrage retsregler og retlige betragtninger fra andre lovområder end lov om arbejdsskadesikring, hvis det er nødvendigt for at afklare juridiske spørgsmål, der har betydning for retten til en ydelse efter Arbejdsskadesikringsloven. 

Vi kan derfor ikke afgøre, om der eventuelt er et berettiget krav på renter efter renteloven. Vi kan endvidere ikke tage stilling til, om der eventuelt er et berettiget erstatningskrav mod Arbejdsskadestyrelsen. Sådanne krav skal rejses ved domstolene.

97-12

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at retten til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, som var tilkendt under revalidering, skulle fortsætte, selvom revalideringen blev afbrudt som følge af en konkurrerende ryglidelse. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en overskuelig afbrydelse af forventet seks måneders varighed, at der ikke var grund til at antage, at revalideringsforløbet ikke ville blive genoptaget efter afbrydelsen, samt at ryglidelsen ikke i sig selv havde en så alvorlig karakter, at den kunne antages at være årsag til hele erhvervsevnetabet på afgørelsestidspunktet. 

Tilskadekomne pådrog sig ved en arbejdsskade en skade på højre knæ. Hun blev efterfølgende tilkendt revalidering. Tilskadekomne udviklede under forløbet en rygsygdom, som krævede operation og et genoptræningsforløb. Revalideringen blev i denne periode afbrudt, og forsikringsselskabet anførte, at retten til midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne burde bortfalde i denne periode. 

Denne Principafgørelse supplerer Principafgørelserne 166-11 og 167-11, som handler om situationer, hvor der på grund af konkurrerende helbredsmæssige forhold på afgørelsestidspunktet ikke kunne tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne. 

96-12

Resumé:
Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at tilskadekomnes løbende erstatning skulle sættes ned for en periode og sættes op for en anden periode. Kapitalerstatningen skulle endvidere sættes ned. 

Arbejdsskadestyrelsen fandt i den efterfølgende afgørelse om udbetaling, at forsikringsselskabet havde ret til at modregne, således at tilskadekomnes udbetaling for perioden, hvor hun havde fået for lidt, blev reduceret. 

Vi traf afgørelse om, at hun ikke skulle tilbagebetale for den periode, hun havde fået for meget og ej heller tilbagebetale kapitalerstatningen. 

Da der ikke var noget gensidigt gældsforhold, var der ikke en ret til modregning. 

94-12

Resumé:
Østre Landsret fastslog i en sag om erstatning for tab af erhvervsevne og årslønsfastsættelse til en kvinde, der var udsat for en arbejdsulykke, og som på ulykkestidspunktet var ansat på nedsat tid, at det ikke var godtgjort, at ansættelsen på nedsat tid alene var af midlertidig karakter som følge af hendes familiemæssige situation. Derfor gav indtjeningen i de seneste 12 måneder før skaden et retvisende billede af hendes arbejdskraft på skadestidspunktet. Østre landsret lagde vægt på, at kvinden på intet tidspunkt i sin karriere havde arbejdet på fuldtid og at børnene på skadestidspunktet var 13 og 16 år. 

Østre Landsret bemærkede ligeledes, at denne fastsættelse af årslønnen ikke stred mod EØF-forordningen artikel 4 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring. 

93-12

Resumé:
Når en borger modtager kontant tilskud, og kommunen ændrer beregningsgrundlaget herfor, skal kommunen - efter en fornyet konkret vurdering af borgerens behov - regulere det kontante tilskud. 

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at kommunens afgørelse var mangelfuldt begrundet. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen ikke havde begrundet, hvorfor borgeren fik nedsat sin bevilling, og, at kommunen ikke havde opstillet et budget som en del af den konkrete bevilling. 

Ankestyrelsen understregede, at en borger altid har krav på en fyldestgørende begrundelse. Dette gælder især, når borgeren får nedsat sin bevilling. 

92-12

Resumé:
Det er den samlede nedsættelse af funktionsevnen, der skal lægges til grund ved vurderingen af, om et barn er omfattet af personkredsen og har ret til merudgifter. 

Et barn med flere lidelser behøver således ikke være omfattet af personkredsen for hver enkel lidelse for, at merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet kan dækkes. Det er den samlede funktionsevne, der skal være betydeligt nedsat eller indgribende. 

Det er dog en forudsætning, at den enkelte lidelse, og den deraf følgende nedsættelse af funktionsevnen, er varig, langvarig eller kronisk, og at merudgifterne er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og der er tale om nødvendige merudgifter ved forsørgelsen af barnet i hjemmet. 

91-12

Resumé:
Boliger, der er tilknyttet et forsorgshjem og bliver betragtet som private lejemål, er ikke omfattet af reglerne om mellemkommunal refusion i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4.

Ankestyrelsen vurderer dog, at karakteren af opholdet i den konkrete sag betyder, at boformen kan sidestilles med et botilbud. Den enkelte beboer modtager støtte i eget hjem og har adgang til forsorgshjemmets faciliteter. Personalet skaber den struktur i borgerens hverdag, som et ophold i botilbud også kan yde.

Når kommunen vurderer, om boformen kan sidestilles med en boform, der er omfattet af § 9c, stk. 2, nr. 1-4, skal den samlede hjælp og karakteren af opholdet indgå i vurderingen.

90-12

Resumé:
Tilskadekomstpension (tjenestemandspension) medfører fradrag i revalideringsydelse i det omfang, pensionen sammen med revalideringsydelsen overstiger revalidendens hidtidige arbejdsindtægter.

89-12

Resumé:
Hvis Lønmodtagernes Garantifond har udbetalt løn til en ansat, kan arbejdsgiver ikke i samme periode anses for at have haft en lønudgift til den ansatte. Arbejdsgiveren har derfor ikke ret til løntilskud i denne periode for en medarbejder ansat i fleksjob. 

En arbejdsgiver kan alligevel få ret til løntilskud, hvis arbejdsgiveren tilbagebetaler hele det beløb, som arbejdsgiveren skylder Lønmodtagernes Garantifond. Retten til løntilskud er dog begrænset af reglerne om forældelse af fordringer.

88-12

Resumé:
Irritation/indeklemning af plica i knæ kan ikke anerkendes som ulykke. Der er tale om en medfødt tilstand, der kan blive symptomgivende ved enhver bevægelse af knæet. Sandsynligheden for at få indeklemning/irritation af plica er ikke større ved store knæbelastninger end ved små knæbelastninger. Hvis man får irritation/indeklemning af plica på arbejdet, er det således helt tilfældigt.

87-12

Resumé:
En person med øjensygdommen retinitis, som medførte, at han var praktisk blind, var ikke omfattet af den personkreds, der kunne få hjælp efter reglerne om merudgifter. 

Der blev lagt vægt på, at personen var stort set selvhjulpen i hverdagen med de hjælpeforanstaltninger, han havde. 

Funktionsnedsættelsen som følge af øjensygdommen havde derfor ikke konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. 

86-12

Resumé:
Den kørselsgodtgørelse, som ansøgeren fik udbetalt i forbindelse med møder i byråd, nævn, foreninger mv., skulle ikke fratrækkes i de bevilgede merudgifter til benzin. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren havde fået bevilget en særlig stor og driftsmæssig dyr bil på grund af sin funktionsnedsættelse, og at de merudgifter, som han fik dækket efter serviceloven, alene var de udgifter, som skyldtes, at hans bil brændstofmæssigt var dyrere at køre i end andre biler. 

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at den udbetalte kørselsgodtgørelse ved møder i nævn og foreninger mv. alene dækkede udgifter til kørsel i en almindelig bil. 

85-12

Resumé:
Transportudgifter i forbindelse med, at et barn skulle i aflastning, skulle dækkes efter reglerne om nødvendige merudgifter. 

Kommunen havde iværksat støtteforanstaltning i form af aflastning. Kommunen havde henvist forældrene til at søge udgifterne til transport til og fra aflastningen dækket efter reglerne om økonomisk støtte i forbindelse med iværksatte støtteforanstaltninger. 

Forældrenes ret til dækning af merudgifter kunne ikke begrænses ved, at der også kunne iværksættes støtteforanstaltninger efter servicelovens regler herom. 

Det blev ved sagen lagt til grund, at barnet var omfattet af personkredsen for merudgiftsydelse, og at kørsel i forbindelse med aflastning var en relevant merudgift i forhold til barnet. 

Forældrene havde derfor ret til at få dækket udgifterne til transport efter reglerne om nødvendige merudgifter.

84-12

Resumé:
Ved bevillingen af hjælpemidler yder kommunen støtte til anskaffelse af det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. 

Dette gælder også, når kommunen ikke har indgået en leverandøraftale. 

Det skal fremgå af bevillingen fra kommunen, hvilket hjælpemiddel kommunalbestyrelsen anser som det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, og hvilket hjælpemiddel kommunen yder støtte til. 

I den konkrete sag var ansøger således berettiget til at få refunderet udgiften til en protese hos en leverandør efter eget valg til den pris, som kommunen havde fastsat ved bevillingen. 

83-12

Resumé:
En kommune var berettiget til at give afslag på fortsat praktisk hjælp med henvisning til, at borgeren kunne benytte mindre belastende arbejdsstillinger, dele opgaverne op eller gøre brug af andre redskaber eller teknologiske hjælpemidler. 

Kommunen havde foretaget en konkret og individuel vurdering af borgerens helbredssituation og funktionsevne. Det var herunder vurderet, om borgeren ville være i stand til at betjene sig af de nødvendige redskaber og hjælpemidler. 

Det var et lovligt kriterium, når kommunen ved vurderingen af behovet for praktisk hjælp, ifølge kommunens kvalitetsstandard for praktisk hjælp, lagde vægt på, om borgeren selv kunne varetage rengøringen ved at bruge hjælpemidler. 

Kommunen havde ikke samtidig med afgørelsen om praktisk hjælp taget stilling til, om der var behov for andre former for hjælp og støtte. Sagen blev derfor hjemvist, for at kommunen kunne træffe afgørelse om, hvorvidt borgeren var berettiget til støtte eller hjælp efter reglerne om forbrugsgoder til at anskaffe et teknologisk hjælpemiddel i form af en robotstøvsuger. 

82-12

Resumé:
Når en kommunes kvalitetsstandard er anvendt i forbindelse med afgørelsen af en konkret sag, er der adgang for klageinstanserne til at efterprøve, om kvalitetsstandarden er i overensstemmelse med loven. 

Ankestyrelsen fandt, at kommunens generelle serviceniveau - om at rengøring bevilges hver fjerde uge – som et vejledende udgangspunkt ikke er i strid med serviceloven. 

Ankestyrelsens vurdering byggede på formålet med serviceloven, hvor der ikke er præcise beskrivelser af, hvilke normer der gælder for rengøring. 

Ankestyrelsen understregede, at serviceniveauet skal fraviges i de tilfælde, hvor borgerens behov nødvendiggør dette, og at mere subjektivt prægede forhold skal indgå i vurderingen af borgerens behov, såsom borgerens værdighed, integritet og personlige glæde ved at leve i et rent hjem, og navnlig borgerens mulighed for at leve et så normalt liv som muligt, herunder et socialt liv. 

Endeligt lagde Ankestyrelsen vægt på, at en borger altid har krav på en fyldestgørende begrundelse. Dette gælder især, når borgeren får nedsat sin bevilling. 

I den konkrete sag fandt Ankestyrelsen, at der - efter visitationsbesøget i borgerens hjem - var foretaget en tilstrækkelig konkret og individuel vurdering af borgerens behov.

81-12

Resumé:
Kommunen kunne opkræve egenbetaling for en borgers døgnophold på behandlingsinstitution, uanset at borgeren havde bevaret sin egen bolig. 

Kommunen havde foretaget en individuel vurdering af borgerens økonomiske forhold, herunder udgifterne til at opretholde egen bolig, og taget hensyn til, at borgeren skulle have et rimeligt beløb til personlige fornødenheder og til at opfylde sine forpligtelser. 

Ankestyrelsen vurderede, at skønnet lå inden for lovens rammer og derfor ikke kunne tilsidesættes.

80-12

Resumé:
Kommunen skulle træffe afgørelse, om et barn med spasticitet kunne bevilges et længere forløb med ergoterapi og babysvømning efter servicelovens bestemmelser om rådgivning, undersøgelse og behandling eller efter servicelovens bestemmelser om vedligeholdelsestræning. 

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen om rådgivning, undersøgelse og behandling almindeligvis var til midlertidig eller kortvarig behandling. Det kunne dog ikke udelukkes, at bestemmelsen i konkret tilfælde kunne omfatte længerevarende forløb. 

Hvis barnet ikke kunne få støtte efter nævnte bestemmelser, skulle kommunen iværksætte en socialfaglig undersøgelse med henblik på, om barnet kunne få støtte til behandling/træning efter bestemmelserne om foranstaltninger til behandling/træning, når det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov. 

79-12

Resumé:
Stedlig inkompetence hos en kommune medførte ikke, at en afgørelse om anbringelse af et barn var ugyldig. Ankestyrelsen lagde vægt på, at anbringelsen af barnet var en begunstigende forvaltningsakt. 

Den stedlige inkompetence hos kommunen, der i kraft af anbringelsen var blevet barnets opholdskommune, medførte dog, at kommunen ikke havde ret til at få refusion fra forældremyndighedsindehaverens opholdskommune. 

Ankestyrelsen vurderede, at en opholdskommunes ret til refusion efter retssikkerhedslovens regel om passivitet forudsætter, at kommunen også forud for afgørelsen var opholdskommune og således havde kompetence til at handle. 

78-12

Resumé:
Fjerntolkning/videotolkning kan bevilges som personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.. 

Da ansøger efter reglerne skal godkende den personlige assistent, betyder det, at ansøgeren skal godkende fjerntolkning/videotolkning som assistenceordning. 

Borgeren kunne således vælge mellem personlig assistance i form af fjerntolkning/videotolkning eller fremmødetolkning.

77-12

Resumé:
En borger kunne bevilges personlig assistance til de fysisk krævende arbejdsopgaver med modtagelse, flytning, rokering og udpakning af varer samt rengøring, som borgeren på grund af sin funktionsnedsættelse (følger efter hjertelidelse) ikke selv kunne varetage. 

Derimod kunne borgeren ikke få personlig assistance til arbejdsopgaverne med varebestilling, regnskab, kundebetjening og prismærkning af varer, som borgeren havde oplyst, han selv kunne udføre.

76-12

Resumé:
Jobcentret har ikke kompetence til at træffe afgørelse om forsørgelsesgrundlaget til en revalidend. 

Kompetencen til at træffe afgørelse om forsørgelsesgrundlaget ligger hos den del af den kommunale forvaltning, som ikke varetager beskæftigelsesindsatsen. 

Jobcentret har kompetence til at træffe afgørelse om bevilling af støtte til særlige udgifter, der er en følge af uddannelsen. 

Jobcentrets opgaver for personer, der søger om eller er under revalidering, er afgrænset i Bekendtgørelsen om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. 

Der er ikke hjemmel til at give jobcentret kompetence til at træffe afgørelse på området, ud over hvad der specifikt er hjemmel til i § 7, nr. 1 – nr. 9, det vil sige forhold som vedrører den beskæftigelsesmæssige indsats for at få iværksat revalidering.

75-12

Resumé:
Under afsoning i fængsel står borgeren ikke til rådighed for fleksjob og mister derfor retten til ledighedsydelse. Det betyder, at borgeren på ny skal optjene ret til ledighedsydelse, når han bliver løsladt og igen er til rådighed.

74-12

Resumé:
En afgørelse om tilbagebetaling af revalideringsydelse er gyldig, selvom jobcentret ikke har udarbejdet en jobplan. 

Jobcentret skal udarbejde en jobplan forud for en persons revalideringsforløb. 

Ved spørgsmålet om tilbagebetaling kan der imidlertid ikke drages paralleller til Principafgørelse A-31-06, om at jobplanen er en garantiforskrift. 

Formålet med en jobplan er at fastsætte beskæftigelsesmål og tilbud. Jobplanens funktion er derimod ikke at skabe grundlag for en afgørelse om tilbagebetaling af en ydelse. 

Det kan dog indgå ved den konkrete vurdering af, om en ydelse efter aktivloven er modtaget mod bedre vidende, at jobcentret ikke har udarbejdet en jobplan, idet jobplanen giver et overblik over indgåede aftale og udarbejdes sammen med personen.

73-12

Resumé:
Førtidspensionister, der er tilkendt pension efter førtidspensionsreformen i 2003, har mulighed for at søge om hjælp til enkeltudgifter efter aktivloven. 

Det at være førtidspensionist giver dog ikke i sig selv ret til hjælp til enkeltudgifter.

Hvis førtidspensionisten har været ude for ændringer i sine forhold, tager kommunen konkret stilling til, om der er grundlag for at yde hjælp til den ansøgte enkeltudgift. 

72-12

Resumé:
Det er en betingelse for at få kontanthjælp, at man opholder sig i Danmark. Personer, der opholdet sig i udlandet, kan som hovedregel ikke få kontanthjælp. Kommunen kan dog i særlige tilfælde tillade, at retten til hjælp bevares under kortvarige ophold i udlandet, hvis der foreligger ganske særlige forhold. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgt fandt, at der ikke forelå ganske særlige forhold, da et ægtepar på kontanthjælp ønskede at bevare kontanthjælpen under et udlandsophold for at deltage i begravelsen af den ene ægtefælles mor. 

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at moderen havde boet i Danmark i mange år frem til dødsfaldet i Danmark, og at udlandsopholdet ikke skulle finde sted i en aktiveringsfri periode, hvorfor ansøgerne skulle stå til rådighed for arbejde. 

71-12

Resumé:
En kvinde, der var blevet forsørget af sin ægtefælle, var ikke berettiget til kontanthjælp på grund af, at hendes ægtefælle gik på efterløn. 

Ægtefællens overgang til efterløn opfyldte ikke betingelsen om, at der på ansøgningstidspunktet skal være sket en udefra kommende ændring i forholdene, der betyder, at ansøgeren ikke længere har et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag. Ægtefællen har selv valgt at ophøre med at arbejde. 

En person, der går på efterløn, er ikke afskåret fra at skaffe det fornødne til sin egen og familiens forsørgelse. 

70-12

Resumé:
En kommune kunne ikke stoppe kontanthjælpen til en borger med henvisning til, at der var rejst tvivl om grundlaget for dennes danske statsborgerskab. 

En borger bevarer sit danske statsborgerskab, indtil domstolene har frakendt det. 

Borgeren havde derfor fortsat ret til kontanthjælp, hvis han i øvrigt opfyldte betingelserne for at modtage hjælpen. 

69-12

Resumé:
En a-kasses afgørelse om manglende rådighed er ikke en sanktion efter lov om arbejdsløshedsforsikring mv. 

Der er derfor ikke hjemmel til at stille krav om tilbagebetaling af kontanthjælp med henvisning til, at en borger ikke opfylder betingelserne for ret til dagpenge, fordi hun ikke står til rådighed. 

De handlinger, som er omfattet af reglen om tilbagebetaling, er tilfælde, hvor borgere er omfattet af en egentlig sanktion i medfør af bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed eller bekendtgørelse om sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse. 

68-12

Resumé:
Der kan ved afgørelse om forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder i form af behandling med antidepressiv medicin. 

Det er en betingelse, at der foreligger konkrete oplysninger om lægeordineret forslag til behandling med antidepressiv medicin i overensstemmelse med de professionelle, generelle retningslinjer bland andet fra Sundhedsstyrelsen. Behandling med antidepressiv medicin udgør ikke en væsentlig risiko for liv og førlighed. 

I det konkrete tilfælde var det absolut nødvendigt for en god behandlingseffekt, at alkoholmisbrug blev behandlet sideløbende. Ellers var der ikke mulighed for en tilstrækkelig behandling for depression.

67-12

Resumé:
Der kan ved afgørelse om førtidspension og forlængelse af sygedagpenge som udgangspunkt tages hensyn til, at der er behandlingsmuligheder i form af behandling med antidepressiv medicin. 

Det er en betingelse, at der foreligger konkrete oplysninger om lægeordineret forslag til behandling med antidepressiv medicin i overensstemmelse med de professionelle, generelle retningslinjer blandt andet fra Sundhedsstyrelsen. Behandling med antidepressiv medicin udgør ikke en væsentlig risiko for liv og førlighed.

66-12

Resumé:
En socialrådgivers depression kunne ikke anerkendes som en erhvervssygdom.

Selv om socialrådgiveren i forbindelse med kommunesammenlægningen og i en periode derefter oplevede kaos omkring fordeling af sager, telefoner, IT og post, samarbejdsvanskeligheder og personalereduktioner vurderede Ankestyrelsen, at socialrådgiveren ikke havde været udsat for en sådan særlig påvirkning og belastning, at det i overvejende grad var årsagen til depressionen.

Ved sager om anerkendelse af depression som følge af erhvervssygdom lægger Ankestyrelsen vægt på resultaterne af den udredning af sammenhængen mellem arbejdsrelaterede stresspåvirkninger og udvikling af andre psykiske sygdomme end posttraumatisk belastningsreaktion, som Erhvervssygdomsudvalget har taget initiativ til.

Udredningen viser, at stress efter længere tids psykisk belastning på arbejdet kan udvikle en depression.

Det taler for, at en depression skyldes arbejdet, hvis medarbejderen har været udsat for
· hyppige og meget vanskelige deadlines,
· et konstant stort pres fra meget krævende klienter, indsatte eller pårørende, eller
- manglende støtte fra kollegaer og ledelse.

Ved vurderingen af, om en depression kan anerkendes som en erhvervssygdom, lægger Ankestyrelsen også vægt på, om andre belastninger end dem i arbejdslivet har haft betydning for udviklingen af en depression, eksempelvis
· arv,
· tidligere depressioner og
· markante private hændelser som skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien

65-12

Resumé:
En kommunal arbejdsgiver, der udbetalte løn under fravær til en gravid lønmodtager på grund af graviditetsbetinget sygdom, var berettiget til refusion af barseldagpenge, også i den periode, hvor der var en overenskomstmæssig ret til at gå på orlov. 

Den gravide lønmodtager opfyldte uarbejdsdygtighedskravet og var dermed berettiget til fravær på grund af den graviditetsbetingede sygdom samt berettiget til barseldagpenge.

64-12

Resumé:
Afgørelse om ret til sygedagpenge skulle træffes af den aktuelle opholdskommune. 

Fraflytningskommunen havde ikke kompetence til at træffe afgørelse, selv om sagen var forberedt der, og borgeren var flyttet umiddelbart inden, afgørelsen skulle træffes. 

Der var ikke konkrete forhold, som kunne begrunde, at afgørelsen uanset stedlig inkompetence kunne opretholdes.

63-12

Resumé:
En kvinde var fuldtids medlem af en a-kasse, men arbejdede på deltid. Hun havde ikke tilmeldt sig Jobcenteret for at få supplerende arbejdsløshedsdagpenge. På tidspunktet for hendes sygemelding havde hun således frasagt sig retten til supplerende arbejdsløshedsdagpenge. Derfor opfyldte hun ikke beskæftigelseskravet i forhold til sygedagpengeloven og havde ikke ret til sygedagpenge.

62-12

KASSERET (se 56-15)

Resumé:
Der kan ikke ydes hjælp efter integrationslovens bestemmelse om enkeltudgifter til betaling af et gebyr for forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingeloven. Integrationslovens bestemmelse omfatter ikke efter sit formål hjælp til betaling af gebyr pålagt efter anden lovgivning.

61-12

Resumé:
Borgeren skulle have beregnet tilskud til fleksjob i egen virksomhed på baggrund af den løn, som var fastsat i en lokallønsaftale indgået mellem virksomheden og et fagligt forbund. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at der forelå en lokallønsaftale, og at denne havde karakter af en lokaloverenskomst, selv om der ikke på tidspunktet for indgåelse af aftalen var ansatte i virksomheden. 

60-12

Resumé:
Løntilskud ved bevilling af fleksjob til frisør skal som udgangspunkt beregnes på baggrund af provisionsminimallønnen plus provision. 

Løntilskuddet skal dog beregnes på baggrund af garantilønnen i uger, hvor frisøren har fået udbetalt garantilønnen som følge af særlig lav omsætning. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at det må lægges til grund, at provisionsminimallønnen plus provision er den mindste overenskomstmæssige timeløn i de uger, hvor en frisør tjener mere end garantilønnen. I de uger, hvor frisøren tjener mindre end garantilønnen, og hvor frisøren derfor får udbetalt garantilønnen, må garantilønnen dog anses for den mindste overenskomstmæssige timeløn. 

59-12

Resumé:
En varetægtsfængslet skulle ikke bære risikoen for, at ansøgningen om hjælp til dækning af boligudgifterne for februar og marts 2011 ikke blev videregivet af Kriminalforsorgen, idet han måtte gå ud fra, at Kriminalforsorgen havde sendt ansøgningen til kommunen. 

Den varetægtsfængslede ansøgte den 27. januar 2011, gennem Kriminalforsorgen, kommunen om hjælp til dækning af boligudgifter for februar og marts 2011, men ansøgningen blev ikke sendt fra Kriminalforsorgen til kommunen. 

Den varetægtsfængsledes ansøgning om hjælp ville under normale omstændigheder have været kommunen i hænde, inden boligudgifterne for februar og marts 2011 var forfaldne til betaling. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt derfor, at den varetægtsfængslede have ansøgt kommunen om hjælp, inden boligudgifterne for februar og marts 2011 var påtaget og afholdt. 

58-12

Resumé:
En borger søgte den 27. juli 2010 om kontanthjælp indtil hun i august 2010 fik dagpenge fra a-kassen. 
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at borgeren havde ret til kontanthjælp for perioden 27. til 31. juli 2010 og engangshjælp i august 2010 frem til modtagelse af dagpenge. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt videre, at engangshjælp ikke er betinget af, at der efterfølgende udbetales kontanthjælp. 

57-12

Resumé:
Ansøger var ikke berettiget til hjælp til flytteudgifter ved flytning til Norge. 

Ansøgeren havde en særlig tilknytning til Norge, da ansøgerens datter og børnebørn boede i Norge og ansøger selv tidligere havde boet i Norge i 17 år. 

Da flytningen imidlertid ikke medførte en bolig– eller erhvervsmæssig forbedring, og ansøger selv havde mulighed for at afholde udgifterne til flytningen, opfyldte ansøgeren ikke de øvrige betingelser for hjælp i aktivlovens bestemmelse om hjælp til flytning. 

56-12

KASSERET (se 56-15)

Resumé:
Der kan ikke ydes hjælp efter aktivlovens bestemmelse om enkeltudgifter til dækning af opholdsbetaling for botilbud efter serviceloven. Der er i bekendtgørelsen om opholdsbetaling udtrykkeligt taget stilling til, hvornår der ikke skal betales for midlertidigt ophold i botilbud. 

Aktivlovens regel om enkeltudgifter omfatter efter sit formål ikke hjælp til egenbetaling fastsat i anden lovgivning.

55-12

Resumé:
Beskæftigelsesankenævnet havde ikke kompetence til at behandle spørgsmålet om afslag på seniorjob efter lovens bestemmelse om personkreds. 

Der er i lov om seniorjob gjort op med hvilke afgørelser, der kan påklages. Der er ikke adgang til at klage over afgørelser truffet efter lovens bestemmelse om personkreds. 

54-12

Resumé:
Den tidligere opholdskommune var forpligtet til at yde refusion til den nuværende opholdskommune for udgifterne til en person, der blev udsluset fra et fængsel til ophold på et særligt botilbud. 

Det særlige botilbud var ikke uproportionalt eller usagligt begrundet, og det lå indenfor lovens rammer og indenfor det serviceniveau, som den aktuelle opholdskommune tilbød sine borgere. Der blev lagt vægt på, at opholdsstedet var anbefalet af Kriminalforsorgen på baggrund af den fængsledes alvorlige kriminalitet, erklæringerne om hans personlighedsforstyrrelser og vurderingerne af hans betydelige sociale udviklingsbehov i forbindelse med gradvis udslusning til samfundet. 

53-12

Resumé:
En scleroseramt kvinde kunne alene få hjælp til konkrete nødvendige praktiske opgaver i forbindelse med pasning af sit barn efter servicelovens § 83.

Hun kunne ikke i medfør af § 83 få hjælp til opgaver, der omfattede generel pasning og omsorg for barnet. Der kunne således ikke ydes hjælp til hjemmehjælper 24 timer i døgnet som følge af risikoen for, at hun ikke kunne yde omsorg for sit barn ved akut sygdom eller lignende.

Varetagelse af barnets tarv skulle ske efter bestemmelserne i servicelovens kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge.

51-12

Resumé:
En borger, der havde fået inddraget sin støtte til køb af bil, skulle tilbagebetale hele restgælden på lånet indenfor en afviklingsperiode, som ikke gik ud over den periode på seks år, der oprindeligt var fastsat i det oprettede gældsbrev. 

Ankestyrelsen fandt på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, at de normale tilbagebetalingsbetingelser ved afvikling af bilstøtte også fandt anvendelse i den konkrete situation, hvor borgeren ikke længere var berettiget til støtte til køb af bil efter at en overordnet klageinstans (Ankestyrelsen) havde behandlet sagen og ændret underinstansens (Det Sociale Nævns) afgørelse.

50-12

Resumé:
En person med multipel sclerose havde ikke en funktionsnedsættelse af så indgribende karakter, at hun 
var omfattet af personkredsen for merudgiftsydelser. 

Ved helhedsvurderingen af personens livssituation og funktionsnedsættelse blev der lagt vægt på, at hun havde symptomer i form af træthed og et vist koncentrationsbesvær, men uden væsentlige balanceproblemer eller gangproblemer. Hun kunne deltage i lettere dagliglivsopgaver, og hun kunne deltage i fritidsinteresser, men hun havde problemer i forhold til større arbejdsopgaver i det daglige. 

Selvom personen havde nogen funktionsbegrænsning i hverdagen som følge af lidelsen, var hun kun lettere begrænset i sin dagligdag i forhold til en række almindelige aktiviteter, som hun kunne foretage i nedsat tempo og med pauser. 

49-12

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at en computer med software i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller i væsentlig grad lette den daglige tilværelse i hjemmet hos en kvinde med en svær og varig synsnedsættelse og leddegigt. Kvinden havde tidligere anvendt computer, e-mail og internet i dagligdagen. 

En computer anses som udgangspunkt som sædvanligt indbo, men der er en særlig bestemmelse i forhold til blinde og svagtseende i bekendtgørelsen om hjælpemidler. 

Ankestyrelsen bad kommunen om at afdække kommunikationsbehovet for de bedst egnede og billigste produkter med henblik på en samlet løsning. 

47-12

Resumé:
En kommune havde ikke ret til at frakende bilstøtte til en borger, som tidligere var bevilget støtte til køb af bil og afgiftsfritagelse, og som nu ansøgte kommunen om særlig indretning til bilen. 

I forbindelse med behandlingen af ansøgningen om særlig indretning vurderede kommunen, at det var nødvendigt at vurdere borgerens ret til bilstøtte og afgjorde herefter, at borgeren ikke havde ret til bilstøtte. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var væsentlige faktiske eller retlige ændringer, som kunne begrunde, at sagen skulle vurderes på et nyt grundlag. 

46-12

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at en forhøjelse af forsikringspræmien for en hjælpemiddelbil som følge af skade forårsaget under hjælpers kørsel ikke kunne dækkes som en merudgift. 

Forhøjelsen af forsikringspræmien kunne ikke betragtes som en driftsudgift, der var forbundet med at have hjælpemiddelbil. 

Forhøjelsen måtte betragtes som en ekstraordinær udgift, som var udløst af en handling, som ikke var begrundet i den nedsatte funktionsevne. 

Ankestyrelsen henviste til Principafgørelse C-31-07 og udtalte, at der var tale om de samme principper, uanset om borgerens egenbetaling af forsikringen skyldes en selvrisiko eller en præmieforhøjelse. 

45-12

Resumé:
En folkepensionist, der modtager brøkpension, kan få supplement til den løbende forsørgelse efter bestemmelsen om personligt tillæg i lov om social pension. 

Det personlige tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering af behovet for hjælp. 

Kommunens afgørelse af, om en person har behov for personligt tillæg, kan kun ændres af klageinstansen, hvis kommunens skøn er ulovligt. 

Der er ikke hjemmel til at fastsætte et minimumsbeløb for størrelsen af det supplement, der kan gives som personligt tillæg efter loven. 

Der gælder samme princip som for førtidspensionister, der har fået pension før den 1. januar 2003, se principafgørelse 17-12. Principafgørelserne 1-11, 2-11 og 3-11 kan ikke anvendes på folkepensionister.

44-12

Resumé:
Ved beregning af varmetillæg til en folkepensionist kunne der i beregningsgrundlaget indgå udgifter til flere brændselsformer. 

Der kunne således medregnes udgift til el-opvarmning af badeværelsesgulv i sommerhalvåret, hvor der var lukket for den primære opvarmningskilde. 

43-12

Resumé:
Der er ikke ret til ledighedsydelse under ansættelse i fleksjob. 

Kommunen havde ved en fejl fortsat udbetalt ledighedsydelse til en person, der blev ansat i fleksjob. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at ledighedsydelse var modtaget uberettiget og mod bedre vidende. Ydelsen skulle derfor tilbagebetales. 

Udvalget lagde vægt på, at kommunen havde informeret borgeren om reglerne. Borgeren burde derfor vide, at det var en fejl, at kommunen fortsatte med at udbetale ledighedsydelse under ansættelsen i fleksjob. 

42-12

Resumé:
En gift ansøger, der kom hjem til Danmark efter et ophold i udlandet på knap halvanden måned, havde ret til hjælp til forsørgelsen, hvis hun i øvrigt opfyldte betingelserne for ret til hjælp, herunder at hun var ledig og stod til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Ægtefællerne havde ikke indrettet sig på at leve af mandens pension, idet ansøger forud for rejsen havde et selvstændigt forsørgelsesgrundlag i form af kontanthjælp. 

41-12

Resumé:
Kommunen havde ikke ret til at foretage fradrag i revalideringsydelsen for to legater, som revalidenden havde modtaget til brug for kunstnerisk udstillingsvirksomhed som led i studiet, og som derfor måtte anses for indtægter opnået i forbindelse med gennemførelse af revalideringen. 

Beskæftigelsesudvalget lagde til grund, at aktivloven ikke indeholder regler for regulering af indtægter, som er opnået i forbindelse med gennemførelse af jobplanen. Udvalget fandt dog, at aktivlovens § 58 om fradrag for indtægter fra andet arbejde kunne anvendes analogt i forhold til, om der er tale om en arbejdsindtægt. 

Udvalget lagde vægt på, at udstillingsvirksomhed måtte anses for et led i studiet med henblik på at udvikle den studerendes faglige kompetencer og forudsætninger for senere at virke som kunstner. Udvalget lagde yderligere vægt på, at legaterne var beregnet til at dække udgifter til udstillingsvirksomhed og således ikke kunne betragtes som arbejdsindtægt. 

Beskæftigelsesudvalget fandt derfor, at legaterne overordnet set måtte betragtes som studierelaterede ydelser, som ikke skulle trækkes fra i revalideringsydelsen. 

40-12

Resumé:
Feriepenge, som var optjent i en praktikperiode som led i jobplanen, og som kom til udbetaling samtidig med revalideringsydelsen, skulle trækkes fra i revalideringsydelsen. Dette var i overensstemmelse med Ankestyrelsens praksis. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde til grund, at aktivloven ikke indeholder regler for regulering af indtægter, som er opnået i forbindelse med gennemførelse af jobplanen. Aktivlovens § 58 drejer sig alene om fradrag for arbejdsindtægter, der ikke er optjent som led i jobplanen. 

39-12

Resumé:
Forældelsesfristen på tre år i bestemmelsen i lov om aktiv socialpolitik om bortfald af tilbagebetalingskrav skal først regnes fra den dag, hvor kommunen får kendskab til, at der kan være et tilbagebetalingskrav mod en borger. 

Forældelse efter bestemmelsen indtræder herudover først, når der efter tre år ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. 

38-12

Resumé:
En ansøger, der havde haft ansættelse med løntilskud i Danmark i tre måneder, var arbejdstager i henhold til EU-retten. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at der havde været tale om beskæftigelse af reel og faktisk karakter, og at han havde præsteret ydelser mod vederlag for arbejdsgiveren og efter dennes anvisninger. 

37-12

Resumé:
En borger havde ikke ret til hjælp til forsørgelsen, fordi hun og ægtefællen havde indrettet sig på at leve af mandens pension. 

Borgeren og ægtefællen havde i flere år levet af ægtefællens pension, da hun ansøgte kommunen om hjælp til forsørgelsen. På ansøgningstidspunktet havde borgeren således ikke været ude for ændringer i sine forhold der bevirkede, at hun ikke havde mulighed for at skaffe sig det nødvendige til forsørgelsen. 

36-12

Resumé:
En gift kvinde havde ret til kontanthjælp, fordi hun ikke kunne forsørge sig selv, og da hendes ægtefælle ikke opfyldte sin forsørgelsespligt. 

Kvinden havde været ude for ændringer i sine forhold, da hendes samliv med ægtefællen var ophørt, og der var søgt om separation. 

Aktivloven har som udgangspunkt til formål at sikre et økonomisk sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie. 

Selv om ansvaret for at forsørge en ægtefælle først ophører ved separation eller skilsmisse, og den gensidige forsørgelsespligt således fortsat bestod, måtte det offentlige derfor træde til, når ægtefællen var flyttet, kommunen ikke kunne komme i kontakt med ham, og han ikke opfyldt sin forsørgerpligt. 

35-12

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en revalidend ikke kunne få hjælp til psykologbehandling efter reglen om støtte til særlige udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 

Ved særlige udgifter må forstås udgifter, som revalidenden ikke ville have haft, hvis revalideringen ikke var iværksat.

Beskæftigelsesudvalget fandt, at udgifter til behandling normalt ikke i sig selv kan anses for en nødvendig følge af at deltage i et revalideringsforløb. 

Revalidenden var i den konkrete sag på grund af psykiske helbredsproblemer bevilget revalidering, og behovet for psykologbehandling bestod uanset revalideringen. 

34-12

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at beskæftigelsesankenævnet som klageinstans har kompetence til at tage stilling i sager om fleksjob, hvor jobcentret har truffet afgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, når afgørelsen har retsvirkning for borgeren. 

I den konkrete sag var en person, der blev ansat i et deltidsfleksjob, muligvis ikke orienteret af jobcentret om retten til et fuldtidsfleksjob efter de dagældende regler. Beskæftigelsesankenævnet afviste at behandle sagen, da spørgsmålet om lønregulering var et erstatningsretligt spørgsmål. 

33-12

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at nævnet havde foretaget en konkret efterprøvelse af de retlige spørgsmål i kommunens afgørelse om boligændringer i overensstemmelse med § 69 i retssikkerhedsloven. 

Nævnet skal efterprøve, om kommunen har respekteret de almindelige forvaltningsretlige principper, herunder om sagen er tilstrækkeligt oplyst, om der er sket fejl i sagsbehandlingen, det almene juridiske grundlag for efterprøvelsen, lovligheden af de kriterier, som er lagt til grund, og om der er foretaget et individuelt skøn. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at nævnet faktisk havde foretaget en konkret efterprøvelse af, hvorvidt ansøgeren havde ret til de enkelte ansøgte boligændringer. 

32-12

Resumé:
Den tidligere opholdskommune for en borger, der blev midlertidigt bortvist fra et forsorgshjem, var fortsat forpligtet til at yde refusion til forsorgshjemskommunen, da borgeren ikke havde erhvervet ny opholdskommune inden genindflytningen. 

Der blev lagt vægt på, at borgeren ikke havde haft fast ophold i den bolig i forsorgshjemskommunen, hvor han efter bortvisningen blev folkeregistertilmeldt, idet han opholdt sig skiftende steder i kommunen, hvor han kunne finde husly. Han havde i perioden på ca. halvanden måned mellem bortvisningen og genindflytningen haft kontakt med forsorgshjemmet i forbindelse med misbrugsbehandling, og han havde overnattet på forsorgshjemmet. 

Der var ikke i øvrigt oplysninger, som bestyrkede, at han havde taget fast ophold i egen bolig i forsorgshjemskommunen eller havde besluttet at gøre det.

31-12

Resumé:
En opholdskommune havde ret til refusion for udgifter vedrørende en borger, der havde ophold i egen bolig og modtog 6 timers personlig støtte ugentlig, tilbud om beskyttet beskæftigelse i 3-4 timer ugentlig samt et aktivitets- og samværstilbud i mere end 20 timer ugentlig. 

Den samlede hjælp skabte den struktur i borgerens hverdag, som et ophold i boform også ville kunne yde. Den samlede hjælp skulle således indgå i vurderingen af, om borgeren modtog hjælp, der kunne sidestilles med den, der blev ydet i et botilbud.

30-12

Resumé:
Højesteret fastslog ved dom af 16. august 2010, at erhvervsevnetabsprocenten skal fastsættes med udgangspunkt i arbejde på fuld tid, hvis skadelidte på skadestidspunktet arbejdede på deltid, og erhvervsevnen ikke var forringet.

Hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke har foretaget en vurdering af tilskadekomnes erhvervsevne i overensstemmelse med principperne i Højesterets dom, skal sagen genoptages på ulovbestemt grundlag. Det forhold, at tilskadekomne havde forudbestående sygdom på skadestidspunktet, kan ikke begrunde en afvisning af genoptagelse på ulovbestemt grundlag, hvis der ikke er foretaget en vurdering af tilskadekomnes reelle erhvervsevne på skadestidspunktet.

29-12

Resumé:
Arbejdsskader skal anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet, eller i visse tilfælde til Arbejdsskadestyrelsen.

Der er ikke hjemmel til ved aftale at fravige proceduren om anmeldelse, og sådanne aftaler er uden retsvirkning. Forsikringspligtige arbejdsgivere skal overføre deres risiko til et arbejdsskadeforsikringsselskab.

En arbejdsgiver havde aftalt med forsikringsselskabet, at arbejdsgiveren selv registrerede arbejdsskader i virksomheden og kun videresendte anmeldelser til forsikringsselskabet, hvis og når tilskadekomne ønskede sagen viderebehandlet. Forsikringsselskabet anså en arbejdsskade for rettidigt anmeldt, hvis blot arbejdsgiveren havde registreret skaden inden for et år efter hændelsen. 

Ankestyrelsen fandt, at der i dette tilfælde var særlig grund til at dispensere fra anmeldelsesfristen.

28-12

Resumé:
Beskæftigelsesankenævnet var ikke berettiget til at lægge et andet tilkendelsestidspunkt til grund end kommunens for en bevilget pension ved vurderingen af, hvornår sygedagpengerefusionen til en sygemeldts arbejdsgiver skulle ophøre. 

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at det ikke var åbenbart i strid med gældende regler og praksis, at kommunen havde standset udbetalingen af sygepengerefusionen til arbejdsgiveren på tidspunktet, hvor den sygemeldte var bevilget førtidspension. 

Det kunne ikke medføre et andet resultat, at den sygemeldte ved pensionstilkendelse fortsat fik udbetalt løn i en 3 måneders opsigelsesperiode. 

Pensionen blev indtægtsreguleret for lønudbetalingen efter reglerne i pensionsloven. 

27-12

Resumé:
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at en projektaftale mellem et privat firma og en kommune indeholdt aftale om opgavevaretagelse. 

Konsulenten fra det private firma udførte arbejdet for det private firma som led i firmaets aftale med kommunen. Der forelå ingen vikaraftale, der godtgjorde, at kommunen havde lejet vikarer, der skulle indgå i kommunens medarbejderstab på samme vilkår som kommunens andre ansatte. 

Kommunen havde derfor ikke været berettiget til at uddelegere kompetencen til at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge til konsulenten fra det private firma. 

26-12

Resumé:
En borgers ophold i egen bolig med 14 timers personlig støtte ugentlig, tilbud om beskyttet beskæftigelse på fuld tid og bevilling af en bistandsværge gav opholdskommunen ret til refusion for udgifter vedrørende borgeren. 

Den samlede hjælp samt den støtte, borgeren modtog fra den tidligere plejefamilie, kunne tilsammen bidrage til at skabe den struktur i borgerens hverdag, som et ophold i boform også ville kunne yde. Disse og andre aktiviteter skulle således indgå i vurderingen af, om borgeren modtog hjælp, der kunne sidestilles med den, der blev ydet i et botilbud. 

25-12

Resumé:
Et barn, der var frivilligt anbragt af B kommune, blev hjemgivet til forældrenes nye opholdskommune A. 

A kommune havde ikke ret til refusion fra B kommune af udgifterne til de omfattende støtteforanstaltninger i hjemmet. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtte i eget hjem til et barn ikke kunne sidestilles med ophold i et anbringelsessted for børn og unge, da opsamlingsbestemmelsen i retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion ikke længere omfattede anbringelsessteder for børn. 

Forældrene havde givet samtykke til en ny anbringelse, når der blev fundet et nyt anbringelsessted tættere på familiens bopæl og A kommune havde ikke fundet grundlag for en tvangsmæssig anbringelse i den mellemliggende periode. Der var således ikke tale om et ubrudt refusionsbærende forløb. 

24-12

Resumé:
Friværdien i en ejerbolig, som en pensionist ikke bebor, indgår ikke i beregningsgrundlaget for tilkendelse af helbredstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck). 

Der er ikke hjemmel til at anse friværdi for omfattet af de regler, der er fastsat i pensionsloven om opgørelsen af den likvide formue i forhold til helbredstillæg og supplerende pensionsydelse (ældrecheck). 

Efter Ankestyrelsens vurdering er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at sidestille friværdi i ejendom med indestående i pengeinstitut m.v. 

23-12

Resumé:
Der var ikke grundlag for at genoptage beregningen af pension med tilbagevirkende kraft for de løbende ydelser, der ikke var påklaget inden for klagefristen. 

I den konkrete sag havde Ankestyrelsen tidligere ændret beregningen af folkepension, som var påklaget inden for klagefristen. 

22-12

Resumé:
En pensionist kunne ikke få reguleret pensionen for 2006 og 2007, uanset alvorlig sygdom i 2006 og 2007, da perioden lå mere end 6 måneder forud for tidspunktet, hvor pensionisten meddelte kommunen ændringerne i indtægten for 2006 og 2007. 

Pensionisten bad i 2010 kommunen om efterbetaling af pension for 2006 og 2007. Pensionsmeddelelserne indeholdt vejledning om oplysningspligt og om, at der højst kan efterbetales for 6 måneder forud for det tidspunkt, hvor kommunen har fået besked om ændringerne. Kommunen havde ikke begået fejl ved at fastsætte pensionen for 2006 og 2007 efter pensionslovens § 39. 

21-12

KASSERET

Resumé:
Jobcentret skal vurdere, om en person skal indstilles til påbegyndelse af sag om førtidspension. 

Jobcentret har derimod ikke kompetence til at træffe afgørelse om at påbegynde eller afgøre en sag om førtidspension. 

Et jobcenter havde i et brev til ansøger meddelt, at sag om indstilling til påbegyndelse af sag om førtidspension ikke var godkendt. Brevet gav udtryk for at være en afgørelse, da der var givet en klagevejledning. Retsvirkningen af brevet var derfor et afslag på påbegyndelse af sag om førtidspension. 

Jobcentrets afgørelse var ugyldig. Jobcentret skulle havde videregivet sagen til den del af den kommunale forvaltning, der har kompetencen til at træffe afgørelse.  

Det er en del af beskæftigelsesankenævnets kompetence at vurdere, om en kommunes afgørelse er gyldig. Nævnet skulle derfor have taget stilling til afgørelsen. 

20-12

Resumé:
Når en revalidend ikke følger jobplanen, skal det afgøres, om den pågældende fortsat har ret til revalideringsydelse. Så længe jobplanen ikke er udløbet, træffes afgørelsen efter aktivlovens § 54. 

Når den oprindeligt bevilgede revalideringsperiode er udløbet, og revalidenden fortsat har brug for revalidering, sker en eventuel forlængelse af perioden med revalidering efter aktivlovens § 56. 

19-12

Resumé:
Ankestyrelsen fandt, at en borger, hvis sag blev afgjort i det sociale nævn kort før, at Ankestyrelsen offentliggjorde en principafgørelse om samme emne, skulle stilles på samme måde som den borger, der havde fået optaget sin sag til behandling i Ankestyrelsen. 

Ankestyrelsen lagde vægt på den almindelige lighedsgrundsætning, og at borgerens klage ikke kunne anses for foranlediget af den offentliggjorte principafgørelse. 

Nævnets afgørelse var truffet i tidsrummet mellem datoen for Ankestyrelsens afgørelse og offentliggørelsen af principafgørelsen, og klagefristen var ikke udløbet ved offentliggørelse af principafgørelsen. 

18-12

Resumé:
En kommunes beslutning om privat døgnpleje skulle sidestilles med en anbringelse uden for hjemmet, da kommunen havde foranstaltet og godkendt ordningen om privat døgnpleje med vilkår om tilsyn i hjemmet samt økonomisk støtte.

Barnets mormor kunne ikke godkendes som netværksfamilie, og kommunen valgte derfor at lave en privat døgnpleje hos hende med økonomisk tilskud og tilsyn.

Ankestyrelsen var bekymret for placering hos mormor, da mormor er beskrevet med psykiske diagnoser og selv har haft to børn anbragt samt har et længerevarende kriminelt livsmønster og manglende selverkendelse.

Ankestyrelsen pålagde derefter kommunen at træffe ny afgørelse om anbringelsessted og supplere den børnefaglige undersøgelse med udredning af barnets udvikling og trivsel. 

17-12

Resumé:
En førtidspensionist, der modtager brøkpension, og som har fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, kan få supplement til den løbende forsørgelse efter bestemmelsen om personligt tillæg i Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. 

Det personlige tillæg afhænger af en konkret individuel vurdering af behovet for hjælp. 

Kommunens afgørelse af, om en person har behov for personligt tillæg, kan kun ændres af nævnet, hvis kommunens skøn er ulovligt. 

Der er ikke hjemmel til at fastsætte et minimumsbeløb for størrelsen af det supplement, der kan gives som personligt tillæg efter loven. 

Principafgørelserne 1-11, 2-11 og 3-11 kan ikke anvendes på førtidspensionister, der har fået pension før den 1. januar 2003.

16-12

Resumé:
En person, der var sygemeldt på grund af overvægt og svær slidgigt, søgte jobcentret om et ophold på en højskole for at kunne tabe sig. 

Et højskoleophold kan efter en konkret vurdering være en erhvervsrettet aktivitet, der kan gives som et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. 

Et tilbud med henblik på vægttab kan være beskæftigelsesfremmende efter en konkret vurdering af den enkelte persons behov for hjælp til at få tilknytning til arbejdsmarkedet. 

I den konkrete sag var der dog ikke grundlag for at tilsidesætte jobcentrets vurdering af, at det ville være beskæftigelsesfremmende for ansøger med et forløb hos kommunens leverandør, som kunne tilgodese ansøgers behov.

14-12

Resumé:
En skadelidt kan få tildelt et ”skævt” mén i sager, hvor der er to forskellige skader uden symptomoverlap, som hver for sig vurderes tabellarisk efter méntabellen.

13-12

Resumé:
Det er en betingelse for at anerkende ikke-allergisk astma, at der er dokumentation for, at skadelidte har flere astmaanfald på arbejde end i arbejdsfri perioder. Anfaldene kan dokumenteres enten ved peakflowmonitorering på arbejde og i arbejdsfri perioder, eller ved dokumentation for karakteristiske astmaanfald med pibende og hvæsende vejrtrækning, som optræder hyppigere ved ophold på arbejdspladsen end i arbejdsfri perioder.

12-12

Resumé:
Der er i lov om arbejdsskadesikring givet mulighed for, i særlige tilfælde at tilkende de efterladte en godtgørelse ved dødsfald. 

Reglens anvendelsesområde er begrænset til tilfælde, hvor dødsfaldet er sket under sådanne kvalificerende omstændigheder, at der må antages at være tale om en særlig følelsesmæssig belastning eller krænkelse af de efterladte. 

Dødsfaldet skal være forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Det er ikke tilstrækkeligt, at døden skyldes en simpelt uagtsom handling. Manddrab efter straffeloven vil være en forsætlig handling, som er omfattet af de kriterier, der stilles for tilkendelse af særlig godtgørelse. 

Reglen omfatter alene efterladte, der stod afdøde særligt nær, det vil sige nære pårørende til den afdøde. 

Af forarbejderne til loven fremgår det, at andre end ægtefælle, samlever, børn eller forældre efter omstændighederne kan anses for omfattet af loven. Dette forudsætter, at der har været et sådant forhold mellem den pågældende og den afdøde, at der må antages at være tale om en tilsvarende særlig følelsesmæssig belastning som følge af dødsfaldet. Det kan for eksempel være en søster eller bror, der som voksen i mange år har haft fælles bolig og husholdning med den afdøde. 

I sagen var den efterladte søster ikke berettiget til særlig godtgørelse som følge af sin brors død efter en eksplosion fra en mine. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke har været fælles bopæl eller husholdning siden 1996. Der var ikke oplysninger i sagen om, at søsteren havde et forhold til afdøde, der adskilte sig fra almindelige gode og nære søskendeforhold. 

11-12

Resumé:
Skadelidtes ægtefælle havde ikke ret til særlig godtgørelse som følge af hans død.

Skadevolderen havde ikke udvist grov uagtsomhed i arbejdsskadesikringslovens forstand, men havde ifølge dom fra Vestre Landsret overtrådt færdselslovens § 67, stk. 1. 

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det beroede på en konkret vurdering af omstændighederne ved skaden, om der forelå grov uagtsomhed i arbejdsskadesikringslovens forstand. Det var ikke en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at skadevolder var dømt efter straffelovens § 241. 

10-12

Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt om fremtidige behandlingsudgifter til individuelt tilpasset fodtøj. 

Vi fandt i alle sagerne, at sikrede havde behov for to specialfremstillede par sko/skoindlæg årligt resten af livet for at mindske arbejdsskadens følger. De sikredes varige behov for sko/skoindlæg til arbejde og fritid og det meget skiftende klima i Danmark bevirkede, at vi mente, at to par sko/skoindlæg årligt var nødvendige. 

Sag nr. 1 (8-12): Arbejdsskadestyrelsen mente, at den Keller operation, som sikrede havde gennemgået, gjorde, at sikrede ikke havde behov for specialfremstillede sko. Det var vi ikke enige i. 
Sikrede havde haft et langt behandlingsforløb med flere operationer med varige følger i form af dårlig gangafvikling og smerter. Vi mente, at de specialfremstillede sko kunne bedre sikredes gang og mindske smerterne. 

Sag nr. 2 (9-12): Arbejdsskadestyrelsen havde tilkendt sikrede et par sko hvert andet år. Vi vurderede, at sikrede, som havde fået amputeret 2. tå på venstre fod og som havde smerter fra de andre tæer, havde brug for individuelt tilpassede sko. Vi vurderede, at to par om året er nødvendigt, da sikrede både skal have sko til arbejde og fritid. 

Sag nr. 3 (10-12): Arbejdsskadestyrelsen havde givet dækning af udgifter til skoindlæg for en periode på et år. De havde samtidig givet afslag på dækning af udgifter til sko under henvisning til, at disse ikke var individuelt tilpassede. Vi fandt, at sikrede havde et varigt behov for specialfremstillede skoindlæg svarende til to skoindlæg om året. Vi anså herefter behovet for specialfremstillet fodtøj for dækket. Der ville derfor ikke kunne ske efterfølgende dækning af specialfremstillede sko. 

09-12

Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt om fremtidige behandlingsudgifter til individuelt tilpasset fodtøj. 

Vi fandt i alle sagerne, at sikrede havde behov for to specialfremstillede par sko/skoindlæg årligt resten af livet for at mindske arbejdsskadens følger. De sikredes varige behov for sko/skoindlæg til arbejde og fritid og det meget skiftende klima i Danmark bevirkede, at vi mente, at to par sko/skoindlæg årligt var nødvendige. 

Sag nr. 1 (8-12): Arbejdsskadestyrelsen mente, at den Keller operation, som sikrede havde gennemgået, gjorde, at sikrede ikke havde behov for specialfremstillede sko. Det var vi ikke enige i. 
Sikrede havde haft et langt behandlingsforløb med flere operationer med varige følger i form af dårlig gangafvikling og smerter. Vi mente, at de specialfremstillede sko kunne bedre sikredes gang og mindske smerterne. 

Sag nr. 2 (9-12): Arbejdsskadestyrelsen havde tilkendt sikrede et par sko hvert andet år. Vi vurderede, at sikrede, som havde fået amputeret 2. tå på venstre fod og som havde smerter fra de andre tæer, havde brug for individuelt tilpassede sko. Vi vurderede, at to par om året er nødvendigt, da sikrede både skal have sko til arbejde og fritid. 

Sag nr. 3 (10-12): Arbejdsskadestyrelsen havde givet dækning af udgifter til skoindlæg for en periode på et år. De havde samtidig givet afslag på dækning af udgifter til sko under henvisning til, at disse ikke var individuelt tilpassede. Vi fandt, at sikrede havde et varigt behov for specialfremstillede skoindlæg svarende til to skoindlæg om året. Vi anså herefter behovet for specialfremstillet fodtøj for dækket. Der ville derfor ikke kunne ske efterfølgende dækning af specialfremstillede sko. 

08-12

Resumé:
Ankestyrelsen har behandlet tre sager principielt om fremtidige behandlingsudgifter til individuelt tilpasset fodtøj. 

Vi fandt i alle sagerne, at sikrede havde behov for to specialfremstillede par sko/skoindlæg årligt resten af livet for at mindske arbejdsskadens følger. De sikredes varige behov for sko/skoindlæg til arbejde og fritid og det meget skiftende klima i Danmark bevirkede, at vi mente, at to par sko/skoindlæg årligt var nødvendige. 

Sag nr. 1 (8-12): Arbejdsskadestyrelsen mente, at den Keller operation, som sikrede havde gennemgået, gjorde, at sikrede ikke havde behov for specialfremstillede sko. Det var vi ikke enige i. 
Sikrede havde haft et langt behandlingsforløb med flere operationer med varige følger i form af dårlig gangafvikling og smerter. Vi mente, at de specialfremstillede sko kunne bedre sikredes gang og mindske smerterne. 

Sag nr. 2 (9-12): Arbejdsskadestyrelsen havde tilkendt sikrede et par sko hvert andet år. Vi vurderede, at sikrede, som havde fået amputeret 2. tå på venstre fod og som havde smerter fra de andre tæer, havde brug for individuelt tilpassede sko. Vi vurderede, at to par om året er nødvendigt, da sikrede både skal have sko til arbejde og fritid. 

Sag nr. 3 (10-12): Arbejdsskadestyrelsen havde givet dækning af udgifter til skoindlæg for en periode på et år. De havde samtidig givet afslag på dækning af udgifter til sko under henvisning til, at disse ikke var individuelt tilpassede. Vi fandt, at sikrede havde et varigt behov for specialfremstillede skoindlæg svarende til to skoindlæg om året. Vi anså herefter behovet for specialfremstillet fodtøj for dækket. Der ville derfor ikke kunne ske efterfølgende dækning af specialfremstillede sko. 

07-12

Resumé:
Méngraden som følge af den fysiske skade blev fastsat til 8 procent. Ankestyrelsen vurderede, at de psykiske symptomer med overvejende sandsynlighed skyldtes andet end arbejdsskaden. Erhvervsevnetabet blev fastsat til mindre end 15 procent.

Tilskadekomne arbejdede på skadestidspunktet fuld tid som skolelærervikar. Ved arbejdsskaden pådrog hun sig en skulderskade. Hun fortsatte i sit hidtidige arbejde på normale vilkår i fire år efter arbejdsskaden. I forbindelse med, at en god veninde døde og tilskadekomne i øvrigt var belastet i privatlivet, fik tilskadekomne psykiske symptomer. Det medførte sygemelding og efterfølgende fyring. Vi vurderede, at skulderskaden ikke var til hinder for, at tilskadekomne burde kunne arbejde som skolelærervikar. Vi vurderede endvidere, at de psykiske symptomer med overvejende sandsynlighed skyldes andet end arbejdsskaden.

Efter arbejdsskadesikringsloven er efterfølgende tilkomne gener en følge efter arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Ved vurderingen af fastsættelse af erhvervsevnetabet i sager, hvor der i forlængelse af en anerkendt fysisk arbejdsskade opstår psykiske symptomer skal følgende forhold indgå:

Den tidsmæssige sammenhæng mellem den fysiske skade og de psykiske symptomers opståen

• Arbejdsskadens karakter og omfang
• Eventuelle psykiske diagnoser
• Havde tilskadekomne psykiske symptomer forud for arbejdsskaden
• Livsforløb og andre psykiske belastninger udover arbejdsskaden og dens følger
  

  ---

06-12

Resumé:
Ankestyrelsen fastsatte skønsmæssigt det samlede erhvervsevnetab til 80 procent. Erhvervsevnetabet som følge af den fysiske arbejdsskade og lettere depressive symptomer blev skønsmæssigt fastsat til 50 procent. Symptomerne på PTSD skyldtes med overvejende sandsynlighed andet end arbejdsskaden. 

Tilskadekomne fik lettere depressive symptomer 3-4 uger efter arbejdsskaden, der ikke i sig selv var egnet til at medføre psykisk sygdom. 

De lettere depressive symptomer var medvirkende til en reaktivering af forudbestående PTSD, som var udløst af oplevelser i en fangelejr i barndommen/ungdommen. 

Vi vurderede, at det alene var de lettere depressive symptomer, der var en følge efter arbejdsskaden, og at de reaktiverede symptomer på PTSD med overvejende sandsynlighed skyldtes andet end arbejdsskaden. Vi lagde vægt på, at reaktiveringen af PTSD var blevet fremskyndet ved arbejdsskaden. 

Efter arbejdsskadesikringsloven er efterfølgende tilkomne gener en følge efter arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. 

Ved vurderingen af fastsættelse af erhvervsevnetabet i sager, hvor der i forlængelse af en anerkendt fysisk arbejdsskade opstår psykiske symptomer skal følgende forhold indgå: 

• Den tidsmæssige sammenhæng mellem den fysiske skade og de psykiske symptomers opståen 
• Arbejdsskadens karakter og omfang 
• Eventuelle psykiske diagnoser 
• Havde tilskadekomne psykiske symptomer forud for arbejdsskaden 
• Livsforløb og andre psykiske belastninger udover arbejdsskaden og dens følger 

05-12

Resumé:
Ankestyrelsen fastsatte skønsmæssigt det samlede erhvervsevnetab til 75 procent. Erhvervsevnetabet som følge af den fysiske arbejdsskade blev fastsat til 25 procent. De psykiske symptomer vurderedes med overvejende sandsynlighed at skyldes andet end arbejdsskaden. 

Tilskadekomne havde siden ungdommen haft behandlingskrævende, psykisk sygdom af psykotisk dybde. Den psykiske sygdom havde været tilbagevendende igennem hele livet. Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en kronisk sygdom, der med overvejende sandsynlighed ville være blevet symptomgivende uanset om arbejdsskaden var sket. 

Efter arbejdsskadesikringsloven er efterfølgende tilkomne gener en følge efter arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. 

Ved vurderingen af fastsættelse af erhvervsevnetabet i sager, hvor der i forlængelse af en anerkendt fysisk arbejdsskade opstår psykiske symptomer skal følgende forhold indgå: 

• Den tidsmæssige sammenhæng mellem den fysiske skade og de psykiske symptomers opståen 
• Arbejdsskadens karakter og omfang 
• Eventuelle psykiske diagnoser 
• Havde tilskadekomne psykiske symptomer forud for arbejdsskaden 
• Livsforløb og andre psykiske belastninger udover arbejdsskaden og dens følger 

04-12

Resumé:
Den helbreds- og erhvervsmæssige forværring skyldtes med overvejende sandsynlighed andet end arbejdsskaden. Tilskadekomne havde derfor ikke ret til yderligere godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne.

Der var hverken tids- eller årsagsmæssig sammenhæng mellem arbejdsskaden og de psykiske gener i form af depression. Der havde været en række private psykiske belastninger i form af tidligere krigstraumer, alvorligt sygt barn, ægteskabelige og sociale problemer. Arbejdsskaden var i sig selv ikke egnet til at give psykiske gener. 

Arbejdsskadens følger udgjorde ikke et relevant moment i forhold til udviklingen af psykiske gener. De psykiske gener skyldtes derfor med overvejende sandsynlighed andre forhold end arbejdsskaden. 

Efter arbejdsskadesikringsloven er efterfølgende tilkomne gener en følge efter arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. 

Ved vurderingen af fastsættelse af erhvervsevnetabet i sager, hvor der i forlængelse af en anerkendt fysisk arbejdsskade opstår psykiske symptomer skal følgende forhold indgå: 

• Den tidsmæssige sammenhæng mellem den fysiske skade og de psykiske symptomers opståen 
• Arbejdsskadens karakter og omfang 
• Eventuelle psykiske diagnoser 
• Havde tilskadekomne psykiske symptomer forud for arbejdsskaden 
• Livsforløb og andre psykiske belastninger udover arbejdsskaden og dens følger 

03-12

Resumé:
Tilskadekomnes arbejdsskade var i sig selv ikke til hinder for, at hun kunne varetage fuldtidsarbejde, hvis der blev taget relevante skånehensyn. Derimod var tilskadekomnes uspecifikke psykiske gener årsagen til, at tilskadekomne ikke kunne varetage arbejde på almindelige vilkår. Overgangen til fleksjob skyldtes derfor med overvejende sandsynlighed andet end arbejdsskaden. 

Tilskadekomne kom som 24-årig til skade med baghovedet. Tilskadekomne kom ikke i ordinært arbejde igen, men fik tilkendt fleksjob 5 år efter arbejdsskaden. 

Tilskadekomne havde uspecifikke psykiske gener, der med overvejende sandsynlighed skyldtes andet end arbejdsskaden. Der var ikke konstateret fysiske årsager til tilskadekomnes nuværende helbredstilstand, og symptomerne samt sygdomsbilledet kunne ikke henføres til arbejdsskaden, selvom der var tidsmæssig sammenhæng. Arbejdsskaden kunne ikke i sig selv forårsage uspecifikke psykiske gener, og tilstanden var opstået uafhængigt af arbejdsskaden. 

Erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden blev fastsat til mindre end 15 procent. 

Efter arbejdsskadesikringsloven er efterfølgende tilkomne gener en følge efter arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. 

Ved vurderingen af fastsættelse af erhvervsevnetabet i sager, hvor der i forlængelse af en anerkendt fysisk arbejdsskade opstår psykiske symptomer skal følgende forhold indgå: 

• Den tidsmæssige sammenhæng mellem den fysiske skade og de psykiske symptomers opståen 
• Arbejdsskadens karakter og omfang 
• Eventuelle psykiske diagnoser 
• Havde tilskadekomne psykiske symptomer forud for arbejdsskaden 
• Livsforløb og andre psykiske belastninger udover arbejdsskaden og dens følger 

02-12

Resumé:
Ankestyrelsen vurderede, at skønsmæssigt halvdelen af det samlede erhvervsevnetab skyldtes andet end arbejdsskaden. Erhvervsevnetabet som følge af de fysiske gener efter arbejdsskaden blev fastsat til 35 procent. 

Arbejdsskadens følger havde medført en vis erhvervsevnenedsættelse i det tidligere erhverv. Tilskadekomnes psykiske sygdom i form af depression og reaktivering af krigstraumer kunne imidlertid ikke henføres til arbejdsskaden. 

Tilskadekomne formåede at genoptage arbejdet og arbejde med skånehensyn i cirka 2-3 måneder og fik det først psykisk dårligt, da der ikke længere blev taget skånehensyn på arbejdspladsen, og tilskadekomne blev afskediget. Der var tidsmæssig sammenhæng mellem afskedigelsen og symptomdebut af psykiske gener. Arbejdsskaden var ikke i sig selv egnet til at medføre psykisk sygdom. 

Depressionen skyldtes med overvejende sandsynlighed afskedigelsen, og depressionen reaktivererede den forudbestående posttraumatiske belastningsreaktion, som tilskadekomne havde som følge af krigstraumer i hjemlandet. 

Efter arbejdsskadesikringsloven er efterfølgende tilkomne gener en følge efter arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. 

Ved vurderingen af fastsættelse af erhvervsevnetabet i sager, hvor der i forlængelse af en anerkendt fysisk arbejdsskade opstår psykiske symptomer skal følgende forhold indgå: 

• Den tidsmæssige sammenhæng mellem den fysiske skade og de psykiske symptomers opståen 
• Arbejdsskadens karakter og omfang 
• Eventuelle psykiske diagnoser 
• Havde tilskadekomne psykiske symptomer forud for arbejdsskaden 
• Livsforløb og andre psykiske belastninger udover arbejdsskaden og dens følger