Oslo ruten skal fremover hedde Go Nordic Cruiseline. Illustration: Gotlandsbolaget
”Navnet Go Nordic Cruiseline afspejler vores stolte nordiske arv og historie. Ruten har sejlet passagerer mellem København og Oslo i mere end 150 år – og skabt mindeværdige oplevelser til søs for skandinaviske og internationale gæster.” siger rutens direktør, Kim Heiberg i en pressemeddelelse.
Startede med 100 bruttonavne
Valget af det nye navn til ruten startede med 100 bruttonavne, de blev barberet ned til fem nettonavne, inden valget faldt på Go Nordic Cruiseline.
”Det er fantastisk at se den store interesse for vores produkt og den transformation, vi gennemgår i øjeblikket – den største investering og opgradering i rutens historie. Der har været mange gætterier om rutens nye navn, derfor er vi superglade for at kunne dele vores nye brandnavn,” siger Kim Heiberg.
Navnet var begyndt at lække
Gotlandsbolaget oplyste så sent som i sidste uge, at navnet ville blive offentliggjort i april måned. Men siden var navnet begyndt at sive på sociale medier, hvorfor Gotlandsbolaget i dag offentliggjorde navnet, som altså er Go Nordic Cruiseline.