Søfartens Bibliotek
Tir 24/1-2012 10.52
Biblioteksbetjeningen overlever med støtte fra fonde.
SØFARTENS BIBLIOTEK OVERLEVER MED STØTTE FRA DE MARITIME FONDE
Pressemeddelelse
Grundet besparelser i Kulturministeriet fik Søfartens Bibliotek i begyndelsen af maj 2011 besked om, at driftsmidlerne fra Styrelsen for Bibliotek og Medier bortfaldt med øjeblikkelig virkning og med tilbagevirkende kraft. Da driftsmidlerne udgjorde mere end 80 % af bibliotekets årlige indtægter så det ud til, at biblioteket derfor måtte nedlægges.
For at fremtidssikre Søfartens Biblioteks bogbetjening til de søfarende i danske skibe valgte bestyrelsen derfor at indgå et administrativt såvel som lokale- og personalemæssigt samarbejde med Handelsflådens Velfærdsråd. Bibliotekets ressourcer til bogindkøb vil fremover skulle finansieres via fondsmidler samt af midler tildelt af Handelsflådens Velfærdsråd.
Søfartens Biblioteks funktion som det danske fagbibliotek for søfart vil, sammen med størstedelen af materialesamlingen, bliver overdraget til Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg.
Projektet er støttet med fondsmidler fra Lauritzen Fonden og Den A. P. Møllerske Støttefond, der hver har doneret 500.000 kr., Orients Fond 200.000 kr., Torm Fonden ligeledes 200.000 kr., With Fonden 50.000 kr. og Den Maritime Fond har givet en underskudsgaranti på 500.000 kr. Af disse midler er 1.050.000 kr. øremærket til etableringen af fagbiblioteket på Handels- og Søfartsmuseet.
Med venlig hilsen
Lars Faarup
Biblioteksleder
c/o Handelsflådens Velfærdsråd
Tlf.: 22471171