Piraterihistorie 2006-2011
Man 29/8-2011 20.10
Piraterihistorien er opdateret til 25/8-2011
Pirateribog opdateret
Udlagt på hjemmesiden:
http://www.co-sea.dk/pirateri.19356.aspx
Herunder gengives indledningen til historien, som i det hele fylder 336 sider.
Uddrag fra foreningens hjemmeside:
Fra den daglige nyhedssektion DAGEN
Perioden: 1/1-2006 til 25/8-2011
Udgave 02
29/8-2011
Uddraget indeholder alle indskrifter om "pirateri" i den omtalte periode, og der er ikke redigeret i stoffet.
Når det gælder 2006 og delvist også 2007, er den redaktionelle baggrund for DAGEN ikke færdigt udviklet, og det er muligt at der i denne periode har været omtaler i dansk presse som ikke er genfortalt i koncentreret form.
Når det gælder efterfølgende år er der en vis sikkerhed for, at alle omtaler i dansk presse er refereret. Der er imidlertid ingen garanti for undtagelser og smuttere, særlig i redaktionelle afløsningsperioder, og eftermiddagsblade som Ekstrabladet og BT har aldrig været en del af den redaktionelle baggrund uden undtagelsesvis.
Den daglige redaktion af DAGEN baserer sig på ca. 55 netmedier, heraf en del faglige.
Ved en scanning af denne historie, vil man konstatere, at de danske medier beskæftiger sig med stoffet, primært når danske interesser er involveret. "Historien" kan derfor ikke tages som et sandfærdigt billede på sø-pirateriets nyeste historie. Det virkelige billede er langt mere omfattende.
I Danmark har vi stort set udelukkende beskæftiget os med historien efter kapringen af "Danica White" i 2007, og herefter intensivt i forbindelse med "Absalons" deltagelse i Task Force 150 i Adenbugten fra ultimo august 2008. Særlig i denne periode bliver dansk presse international i sin løbende opdatering om situationen i Adenbugten og ved Somalia. Herudover er det mest de helt spektakulære historier som har trukket overskrifter, som kapringen af våbenskibet "Faina", kapringen af den saudiarabiske supertanker, kapringen af "Maersk Alabama" og senest gidseltagningen af syv danske sejlere.
Hvor danske krigsskibes tilstedeværelse i Adenbugten betød, at pirateriet i dette område er fyldigt behandlet i dansk presse i de pågældende perioder, vil man finde at andre områder med intensiv piratvirksomhed som Nigeria og Indonesien er yderst sporadisk omtalt (jvf. diagrammer på side 3).
Der findes en nødtørftig indholdsfortegnelse på side 6-7.
Det er hensigten at holde denne historie opdateret ved passende lejlighed.
Egentlige detaljerede oversigter som ikke skeler til national medieinteresse, kan rekvireres i årsrapporterne fra ICC International Maritime Bureau.
CO-Søfart