Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Efterårets medsejladser og skibsbesøg er ved at være på plads

Hos Metal Maritime bliver forårets og efterårets skibsbesøg og me ...

Oplev Maersks nye metanoldrevne containerskib

Der har været meget omtale af Maersks nye metanoldrevne container ...

Skibsfører tildelt ”Bedste holdspiller” og eksamensbevis online i Svendborg

Metal Maritime - 03. april 2020

Både eksamen og dimission er foregået foran computerskærmen i stuen hos nyudklækkede skibsfører Morten Baunbæk i Svendborg. Foto: Privat

Skibsfører tildelt ”Bedste holdspiller” og eksamensbevis online i Svendborg

Dimissionen på SIMAC i dag blev afholdt virtuelt med dimittenderne placeret hjemme ved computerskærmen. På bakken i Svendborg vajede Dannebrog dog som altid, når SIMAC holder dimission.

Af Hanne Hansen

Morten Baunbæk er nu færdiguddannet skibsfører fra SIMAC. Han blev ved den virtuelle dimission tildelt Metal Maritimes eksamenspræmie og kan dermed også kalde sig ”Bedste holdspiller.”
På grund af corona-nedlukningen har SIMAC afviklet både eksaminer og dimission virtuelt.

At den virtuelle verden og online-mulighederne skulle blive virkelighed for hans egen eksamen og efterfølgende dimission, er for Morten Baunbæk et mærkeligt sammentræf.

For netop de virtuelle muligheder er i centrum i hans bachelor-projekt, som han har skrevet sammen med en studiekammerat. ”Fjernlodsning i danske farvande med fokus på optimering af sikkerhed,” er titlen på bachelorprojektet.
”Ja, det er et mærkeligt sammentræf, og det har da også været et noget specielt forløb med først eksamen og i dag afslutning, hvor vi alle sammen bare sad hjemme ved vores computerskærme. Men det har været fint nok,” fortæller Morten Baunbæk, der er 34 år. 

Kadet i M.H. Simonsen

Han har været kadet i M.H. Simonsen, og det var under en af de mange passager af Kielerkanalen i kadettiden, han fik inspirationen til bachelorprojektet.
”Når man kommer ud af Kielerkanalen mod vest, hører man på radioen, hvordan skibe på vej ind til Hamborg løbende modtager helt præcise anvisninger, selv om de har en lods om bord. Og så tænkte jeg, hvorfor have en lods om bord, når man fra land kan dirigere så præcist,” fortæller han.

 Derfra tog han og studiekammeraten afsæt med både ideudvikling og præcisering af projektet.

Eksamen hjemme i dagligstuen

”Selve eksamen forløb helt fint, hvor jeg jo så bare sad hjemme i dagligstuen og var online med censor og vejleder. Da jeg så havde forsvaret projektet, blev jeg sat udenfor døren – sådan i overført betydning -, mens de voterede. Det var da et specielt forløb,” fortæller han.

”Og i dag ville vi jo gerne have været samlet på SIMAC sammen med vores familier og fejret dagen. Men vi har på holdet aftalt, at vi mødes og markerer afslutningen med en fest, når vi alle kommer på den anden side af den her corona-nedlukning,” fortsætter han.

”Jeg skal bare ud at sejle”

Han er nu i gang med at skrive ansøgninger og håber snart at finde et job.
”Jeg skal bare ud at sejle. Det kunne være helt fantastisk, hvis der bliver mulighed for et job i M.H. Simonsen. Men jeg må jo også nok indstille mig på, at det er svært lige nu at finde noget, sådan som det hele ser ud,” erkender han.

At han skal til søs, er der dog ikke den mindste tvivl om. Han har tidligere som uddannet markedsføringsøkonom haft 8-16 job, og det passer ham ikke ret godt.

”Som ung sejlede jeg på et træskib. Og da jeg for nogle år siden var godt og grundig træt af otte-til-fire-tilværelsen, var det sådan set min bedre halvdel, der foreslog, at jeg tog ud at sejle,” refererer han og tilføjer:
”Det gjorde jeg, og det passer mig bare rigtig godt. Det hele. Ja, så jeg håber, at én af de mange ansøgninger, jeg nu går i gang med at skrive til rederierne vil give pote.” 

 

Bedste holdspiller udvælges af skolen

Metal Maritimes eksamenspræmie med titlen ”Bedste holdspiller,” tildeles en elev/studerende, der gennem uselvisk indsats, får holdet/klassen til at spille sammen og dermed fremmer fællesskabet og samarbejdet. Med andre ord - en elev/studerende, der til søs vil være en værdsat kollega med øje for helheden.
Udvælgelsen af modtageren forestår den enkelte uddannelsesinstitution.

CO-Søfart og Metal Maritime ønsker Morten Baunbæk – og alle dagens øvrige dimittender fra SIMAC – til lykke med vel overstået eksamen og god vind.

 

Dannebrog over SIMAC 700pxlres

SIMAC dimitterede i dag fredag 3. april otte skibsførere og 1 maskinmester. Og selv om alt foregik virtuelt via computere fra deltagernes hjem, blev dimittenderne naturligvis fejret med et blafrende Dannebrog på toppen af SIMAC i Svendborg. Foto: SIMAC