Rolf Dehn Dalby (th) præmieret som "Bedste Holdspiller" ved dimissionen i fredags på Martec Skagen, hvor forstander Anders Andersen overdrog eksamenspræmien fra Metal Maritime. Foto: Martec Skagen
Ingen tvivl om, at Metal Maritimes eksamenspræmie, der går til "Bedste Holdspiller" igen i fredags landede i de rigtige hænder, da Rolf Dehn Dalby efter skolens udvælgelse modtog præmien ved dimissionen på Martec Skagen.
Rolf Dehn Dalby har med undervisernes egne ord været med til at samle klassen og med både sin fremtoning, sit gode humør og sin evne til at være en holdspiller har han været med til at højne hele studiemiljøet i klassen.
Forstander Anders Andersen forestod præmieoverrækkelsen ved dimissionen, hvor Metal Maritime var repræsenteret ved HR-rekrutteringsspecialist Jette Krog fra DFDS.
I alt afsluttede 45 en uddannelse. Heraf 8 med skibsførereksamen, 7 sætteskippere, 5 fiskeskippere af 1. grad, 17 kystskippere og 8 fiskeskippere af 3. grad.
Ikke alle havde mulighed for at deltage i festlighederne, da de allerede var mønstret ud
-Opfør jer professionelt!
Forstander Anders Andersen mindede i sin tale dimittenderne om det ansvar, der følger med jobbet som navigatør, og at der kan være et spring fra teori til praksis:
-Skoler er pr. definition gode til teori og teori er en nødvendig ballast, det er ikke sikkert I helt kan se sammenhængen endnu, men jeg er sikkert på at mere har lagret sig i bevidstheden end i umiddelbart tror, sagde han blandt andet.
Videre opfordrede han dimittenderne til at gøre brug af både netværk og viden om samarbejde:
-I skal ud i et job hvor forskellen er om man kan samarbejde og være i stand til at omgås andre mennesker både i arbejdstiden og fritiden, derfor er det en vigtig del af forløbet, at i har lært at samarbejde, sagde Anders Andersen.
Dimittenderne fik også formaninger om at huske at tænke selv og aktivt være med til at skabe en god arbejdsplads, inden forstanderen afsluttede:
-Opfør jer professionelt også selv om resten af verden er amatører, det giver respekt i det lange løb og vi kan alle være stolte hvis danske søfolk bliver anerkendt som dygtige og professionelle.
Metal Maritime og CO-Søfart ønsker til lykke og god vind til dimittenderne.