Søndag den 9. februar kunne CO Industri og DI præsentere Industriforliget, som også kaldes gennembrudsforliget, og overenskomstdækker de cirka 230.000 lønmodtagere, som arbejder i industrien. Med industriforliget på plads nærmer det sig, at vi skal i gang med at forhandle hovedoverenskomsterne for søfarten, forhandlinger som skal indgås med henholdsvis Danske Rederier og Færgerederierne. Før vi kommer dertil, afventer vi, at Transportforliget falder på plads, hvilket typisk sker cirka en til to uger efter Industriforliget.
Transportforliget sætter kursen
Hvor industriforliget er gennembrudsforliget på minimallønsområdet, så er Transportforliget gennembrudsforliget på normallønsområdet. Forenklet forklaret så er forskellen, at lønnen i aftalen på minimallønsområdet er en minimalløn, hvor det så er op til lokale forhandlere (tillidsrepræsentanter) at forhandle de endelige stigninger på plads. På normallønsområdet aftales lønnen centralt altså mellem hovedforhandlerne.
En del af mæglingsskitsen
Minimalløns- og normallønsforliget udgør tilsammen de rammer, som marts-overenskomsterne forhandles ud fra. De er desuden de to forlig, der danner grundlag for forligsmandens mæglingsskitse, som samler de overenskomster op, hvor parterne ikke har kunnet opnå enighed. Samlet er dette det, som sendes til urafstemning hos alle FH’s medlemmer og eventuelt kan udløse en storkonflikt, hvis det nedstemmes.
I søfarten er de meniges overenskomster en del af dette, mens officerernes overenskomster er april overenskomster, som ikke er en del af mæglingsskitsen, urafstemningen og eventuelt en storkonflikt.
Menige og officerer
Når begge forlig er på plads, så kan Metal Maritime begynde forhandlingerne om de meniges hovedoverenskomster (marts overenskomsterne). Når der er enighed om hovedoverenskomsterne for de menige, så er det tid til at forhandle de mange forskellige særoverenskomster på plads ude i rederierne, hvor de lokale tillidsrepræsentanter deltager.
Hvad angår hovedoverenskomsterne for officerer (april overenskomster), så er det separate forhandlinger, som først indledes efter de meniges hovedoverenskomster, er kommet på plads.