Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Efterårets medsejladser og skibsbesøg er ved at være på plads

Hos Metal Maritime bliver forårets og efterårets skibsbesøg og me ...

Oplev Maersks nye metanoldrevne containerskib

Der har været meget omtale af Maersks nye metanoldrevne container ...

For anden gang må ITF hjælpe russisk besætning

CO-Søfart - 24. september 2018

Efter 8 måneder for anker syd for Skagen kan besætningen på 'Natig Aliyev' imødese en afslutning på et langstrakt og kritisabelt forløb. 2,6 mio. kr. i løntilgodehavende er nu på vej ind på besætningsmedlemmernes bankkonti. Foto: ITF-inspektør Morten Bach

For anden gang må ITF hjælpe russisk besætning på ankerligger syd for Skagen

2,6 mio. kr. i manglende løn er efter måneders tovtrækkeri nu på vej til den 19 mand store besætning på det tyrkisk/russiske skib 'Natig Aliyev' i Aalbæk Bugt. Denne gang ikke betalt af rederiet Palmali Shipping, men skibets nye charter. Efter otte måneder for anker syd for Skagen frigiver de danske myndigheder i dag tankskibet.

Af Hanne Hansen

Er det rederi komplet uden skam i livet? Spørgsmålet melder sig igen i dag, hvor besætningen på det tyrkisk/russisk-ejede tankskib 'Natig Aliyev' langt om længe kan se frem til både at få måneders løntilgodehavende udbetalt og få skibet i drift i en ny charter. Løntilgodehavendet betales ikke af rederiet, men af den nye chartrer af skibet.

Det er anden gang indenfor et halvt år ITF må sætte hårdt mod hårdt for at skaffe besætningen sit tilgodehavende. Og det er tredje gang indenfor et år, det samme tyrkisk-russiske rederi, Palmali Shipping, tages på fersk gerning i Danmark i at bryde den internationale konvention, der skal sikre de søfarendes rettigheder, MLC.

Denne gang er det samlede beløb, besætningen mangler i løn, helt præcist på 324.370 US dollars, hvilket svarer til 2,6 mio. kr.

Kritisk situation i marts uden proviant

I marts sikrede ITF-inspektør Morten Bach besætningens tilgodehavende tilbage fra november sidste år - det lød på 250.000 US dollars. Den gang var situationen ekstrem om bord på ankerliggeren, hvor besætningen stod uden proviant. ITF blev opmærksom på situationen, da besætningen sidst i februar sendte et anonymt nødråb til inspektør Morten Bach: "Please help us," indledte de beskeden. Da havde de ligget for anker i Aalbæk Bugt i tre uger.

Skibet var ankommet til reden syd for Skagen først i februar. Fogedretten i Hjørring havde med baggrund i en tvist om bunkerolie taget arrest i skibet på foranledning af et krav rejst af et bunkerselskab.

Sidst i februar tilbageholdt Søfartsstyrelsen også skibet efter anmeldelsen fra ITF om brud på MLC-konventionen.

Arrest og tilbageholdelse ophæves

I dag mandag 24. september ser alle problemer for 'Natig Aliyev' og besætningen imidlertid ud til at løse sig.
Formalia for fogedrettens og Søfartsstyrelsens ophævelse af hhv. arrest og tilbageholdelse forventes at falde på plads her i eftermiddag.

Og besætningens tilgodehavende er indbetalt på en sikret konto i ITF-regi, hvorfra de overføres til besætningsmedlemmernes konto.

Advarsel til skruppelløse redere

ITF-inspektør Morten Bach har i dag været om bord for at overbringe besætningen den gode nyhed.

-Hvert enkelt besætningsmedlem har verificeret deres bankoplysninger overfor mig, så nu kan vi gå i gang med at overføre pengene til dem. De var naturligvis rigtig glade, siger Morten Bach.

-Men det er rystende, at et rederi kan behandle sine søfolk på den her måde. Flere havde ikke fået løn udbetalt siden sidst i februar. Jeg kan kun advare skruppelløse redere mod at komme i dansk farvand. Vi er opmærksomme i ITF, og vi har et fortrinligt samarbejde med de danske myndigheder og herunder Søfartsstyrelsen, tilføjer han.

Via dansk agent i Aalborg er skibet nu på vej ind i ny charter for et selskab i Estland. Det estiske selskab overtager også crewmanagement for 'Natig Aliyev' og har som nævnt sørget for betalingen af besætningens tilgodehavende. Det forventes, at 'Natig Aliyev' senere i dag letter anker for at sejle sydover mod lastehavn i Baltikum.

 

Tidligere artikler om Palmali Shipping her på hjemmesiden:

Nødråb til ITF fra efterladt besætning ud for Skagen

CO-Søfart 27. februar 2018

Sponseret mad fra Wrist til nødstedt besætning

CO-Søfart 2. marts 2018


Besætning uden løn siden april

CO-Søfart 13. oktober 2017

NatAli 02 sept18 1200pxlres