DIS-skattesagerne er nu nået til vejs ende i det danske retssystem, og blev i Højesteret procederet på førstedagen efter retslisterne:

Tirsdag den 15. november 2016
2. afdeling

Kl. 09:00

Sag 251/2015
 Civil anke

Søfartens Ledere som mandatar for A

og

Søfartens Ledere som mandatar for B

v/Advokat Poul Hvilsted for begge

mod

Danmarks Rederiforening som mandatar for DFDS A/S

v/Advokat Morten Ulrich

Dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Oliver Talevski og Jan Schans Christensen.

Underinstans Østre Landsret: Dom af 19/11-2015 i sag nr. 2125/12, 8. afd.

og

Sag 15/2016
 Civil anke

Søfartens ledere som mandatar for A

og

Søfartens Ledere som mandatar for B

v/Advokat Poul Hvilsted for begge

mod

Skatteministeriet

v/Kammeradvokaten ved advokat Rass Markert Holdgaard

Dommere: Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben, Oliver Talevski og Jan Schans Christensen.

Underinstans Østre Landsret: Dom af 12/01-2016 i sag nr. 31/13, 8. afd.

Begge sager om arbejdsgiver har pligt til at regulere lønnen for DIS-ansatte søfolk som følge af ændringer i personbeskatningsreglerne, og om SKAT er erstatningspligtig for det tab, som søfolk omfattet af DIS- reglerne har lidt som følge af ændringerne.

Sagerne afsluttes i Højesteret onsdag d. 16. november. 

...................

Her knap et år efter Østre Landsret afsagde sine to kendelser (19/11-2015 og 12/1-2016), er landet ramt af bidende november-kulde, men det lysner for en endelig afslutning af de sager, som Søfartens Ledere anlagde ved Københavns Byret i foråret 2012. Året 2012 var samtidig det år, hvor Søfartens Ledere mistede sine overenskomster i Danmarks Rederiforening.

Procedurer for Højesteret er gerne mere kedsommelige end procedurer for de lavere retsinstanser, fordi her ikke føres og afhøres vidner. Der siges principielt heller ikke noget nyt, men de samme påstande kan vendes og drejes med andre ord. Og påstandene er blevet forfinet og udvidet i en omfattende skriftveksling som aktuelt måske er omkring 1.000 sider.

I det følgende er kun nogle klip fra procedurerne, som gengivelsesmæssigt står for referentens regning:

Poul Hvilsted

advokat for Søfartens Ledere mod Danmarks Rederiforening for DFDS og mod Skatteministeriet.

Sagen drejer sig om et aftaleretligt krav på lønregulering i DIS når nye skattelove ændrer på skattebyrden.

DIS-lovens fornemste formål er at understøtte et anerkendelsesværdigt erhverv, og loven blev skruet sammen som en række tandhjul, der kan bringes til at illustrere den rette tid. 

Ordet skattefritagelse er grundlæggende forkert, og mange kunne bringes til at tro, der var tale om en paradisisk tilstand. Skatten er beregnelig, beregnet og forbrugt, - men til et særligt formål. Det er statsstøtte og intet andet.

Det er ikke bare misvisende, men historisk forkert, når rederiforeningen hævder, at DIS-lønnen er "de-koblet" fra skat.

Når skatten ændres, så skal også nettolønnen ændres, og tilsvarende bliver statsstøtten konsekvensmæssigt ændret - ved samme bruttoløn.

Henrik Holck fra DFDS udtalte i landsretssagen, at man måtte forstå, at når skatten sænkes, så modtager rederiet ikke en check fra staten, men rederiet har tilsyneladende glemt, at de hele tiden modtager checks fra staten.

Rederiforeningen hævder, at "den danske model" kan blive kompromitteret, hvis andre end overenskomstparterne skulle have direkte indflydelse på løndannelsen.

SKAT på sin side påstår, at der ikke findes en direkte beregnelig bruttoløn, og at de heller ikke agter at sætte ressourcer af til en sådan beregning, til fordel for mange andre presserende gøremål.

Det kan bekræftes at Søfartens Ledere har rendt ministre og politikere på dørene, og igen og igen fået det svar, at politikerne hverken kan eller vil blande sig i lønaftalerne, - men også at der kun var et sted sømanden kunne få godtgørelse for en skattesænkning, nemlig ved en lønstigning.

Den danske DIS-ordning blev i 1988 skruet sammen på en måde, således at statsstøtten til rederierhvervet blev skjult, særlig af hensyn til USA, som forklaret i landsretten af Henrik Pontoppidan. En alternativ løsning som man valgte i Norge - hvor staten refunderer en del af skatten til erhvervet - ville have løst problemet.

Systemets direkte sammenkobling med skattesystemet illustreres udmærket gennem etablering af Udligningskontoret, som fik til formål at beregne individuelle fradragsværdier, som herefter bliver udbetalt som personlige tilskud til lønnen, og efterfølgende udlignet mellem rederierne, så det ikke mærkes i den indbyrdes konkurrence mellem de søfarende. Til det formål kan og skal Udligningskontoret beregne en bruttoløn for den enkelte sømand.

Medarbejderne er i princippet kun et instrument til at kanalisere statsstøtten i den valgte model.

Der eksisterer en aftale fra 1988 om forhandlingspligt når der sker væsentlige ændringer i skattesystemet.

Skattereformer siden 1988:

1994 - Reformen implementeret med et tillæg til lønnen.

1999 - Pinsepakken. Enighed om at skatteomlægningerne ikke skulle føre til lønændringer.

2004 - Forårspakke 1.0. Uenighed om væsentlighed (forligsinstitutionen og strejkevarsel).

2005 - Indgåelse af et "opsparingsprotokollat" hvor 446 kr. fra Pinsepakken i 2004 indgik.

2006 - Opsparingsprotokollatet opsagt og 446 kr. pr. måned udbetalt til de søfarende.

Det er rederiforeningens holdning at med opsigelsen har organisationerne samtidig opsagt aftalen om forhandlingspligt fra 1988.

2008 - Skattereform implementeret.

2009 - Forårspakke 2.0, med væsentlige ændringer i skattesystemet. Reformen er finansieret krone for krone, og alle afgiftsændringer slår igennem for de DIS-søfarende enten gennem Udligningskontoret eller gennem afgifter vi alle betaler. Det er denne reform og den manglende enighed om implementering af et skattereformtillæg, som har ført til overenskomstbortfald i 2012 og til den nuværende situation.

I 2000 blev der indgået en lov om DIS, som omfattede en del af færgefarten, kaldet Færge-DIS. I den forbindelse har overenskomstparterne indgået en aftale om bevarelse af bruttolønninger og om en beregningsmekanisme til nettolønninger. Færge-DIS rummer alle de elementer, som rederiforeningen i denne sag bestrider kan lade sig gøre.

EU har forholdt sig til statsstøtteordninger og meddelt, at reduktion af arbejdskraftomkostninger er en farbar vej. Statsstøtte kan gives som nedsat skat og bidrag til sociale ydelser, men ikke som kontant støtte til lønnen i sig selv. SKAT's undladelse af at kontrollere, kan i sig selv betragtes som en statsstøtteforanstaltning. Statsstøtteloftet er en absolut størrelse.

Det er stadig uafklaret, hvorfor DIS er eneste undtagelse, hvor en ændring af skattebyrden ikke får indflydelse på den udbetalte løn.

Sagen handler ikke om lønfastsættelse, men om hvorvidt de søfarende skal have den løn, de ville have haft, hvis der ikke var givet skattebegunstigelse. De søfarende er ligeglade med, om den konkrete skat bliver brugt til hospitaler eller erhvervstilskud.

Retskravet følger indirekte af Grundloven, men også af den konsistente måde man tidligere har implementeret skatteændringer på.

Rune Asmussen

advokat, biintervient, for 3F

Sagen er farvet, eller man skulle måske sige misfarvet, af indblanding vedrørende "den danske model".

I en konstruktion som DIS, er der behov for, at SKAT er en slags selvstændig aktør, fordi lønnen er fastsat under hensyntagen til skattefritagelsen.

Tankegangen er altså, at parterne finder en løn som modsvarer nettoløn. Men hvad så hvis parterne ikke kan blive enige? SKAT har mulighed for at udøve en kontrolfunktion, men man har ikke tænkt sig at anvende muligheden, uagtet der eksisterer en pligt i henhold til statsstøttereglerne.

Hvis enhver anden end en DIS-sømand, er uenig i sin skatteansættelse, har vedkommende mulighed for at indbringe sagen for en skatteret.

Tilslutter sig alt der i øvrigt er fremført af Poul Hvilsted.

Morten Ulrich

advokat for Danmarks Rederiforening for DFDS

DIS-loven fra 1988 har aldrig været aftalt med en indbygget forudsætning om automatisk regulering af lønnen i forbindelse med skattereformer.

Søfartens Ledere har rendt ministre på dørene med henblik på at få legaliseret automatiske reguleringer, uden held. Som det har heddet fra ministrenes side, 'svaret er det samme i dag, som det var i går, som det var i forgårs, som det var...., vi hverken kan eller vil blande os i løndannelsen på det private arbejdsmarked'.

Hverken ligningslovens § 33C eller DIS-loven har indeholdt afsnit, som vedrører fremtidige reguleringer, men derimod om 'aftaler som er indgået på internationale vilkår'. Ingen er blevet påduttet nærmere instrukser eller regneregler.

Påstanden om konverteringskrav er en ren opfindelse. Lønnen skal fastsættes under hensyntagen til skattefritagelsen, og skat kan indgå som et element i lønfastsættelsen uden automatik indblandet. 

Da ligningslovens § 33 i 2005 overførtes til sømandsskattelovens § 5, udtalte Dansk Sø-Restaurations Forening bl.a. at foreningen fandt, at der burde indsættes en bestemmelse, med henblik på at nettolønnen skulle følge den generelle udvikling i personskatten. Skatteministeriet svarede bl.a. at ....' skattefritagelsen er betinget af, at løn m.v. er fastsat under hensyntagen til skattefritagelsen. Selve den konkrete lønfastsættelse må herefter ske ved forhandling mellem arbejdsmarkedets parter. Regeringen hverken kan eller vil blande sig i indgåelsen af overenskomster på arbejdsmarkedet.... Den nuværende model med en DIS-ordning på nettolønsbasis har fungeret tilfredsstillende i 15 år, og regeringen ser ingen grund til at ændre denne ordning'.

Ligesom der ikke er grundlag i loven om en matematisk lønregulering, har vi heller ikke i Danmark haft tradition for den type indgreb i løndannelsen.

I Landsrettens dom af 19/11-2015, er der på side 54 en helt igennem korrekt analyse af situationen (".... sådan løndannelse skal ske ved sædvanlig forhandling mellem arbejdsmarkedets parter ... bemærkes, at bestemmelsen efter forarbejderne må ses på baggrund af, at ansættelsen sker på internationalt konkurrencedygtige vilkår. Det vil sige til en lavere løn, end hvis der var tale om en skattepligtig løn").

I forbindelse med en overgangsordning i 1989 hvor de eksisterende sømandsskattetabeller blev anvendt til beregning af nettoløn, blev der efterfølgende egentlige aftaler om nettolønninger, aftalt en procentuel forhøjelse på 5,5 pct., hvormed også indregnede fradrag blev forhøjet.

Morten Ulrich's procedure fortsætter i morgen onsdag.