Kattegat-ruten
Tor 23/8-2012 01.04
Møde og aftale vedr. opsigelser
KATTEGAT-RUTEN
SITUATION OG OPSIGELSER
Møde med Kattegat-ruten
Mandag morgen d. 20. august 2012 havde CO - Søfart møde med repræsentanter for rederiet, for at få klarlagt rederiets nuværende situation, samt for at diskutere omfanget og den praktiske håndtering af de varslede opsigelser.
På mødet blev det oplyst, at det efter alt sandsynlighed vil dreje sig om 9 befarne skibsassistenter og to ubefarne.
Alle er omfattet af et opsigelsesvarsel på 7 dage, men det er med rederiet blevet aftalt, at de pågældende vil modtage deres opsigelser så hurtigt som muligt, og at disse først vil blive betragtet som afgivet med sidste hyredag 7. september 2012.
Såfremt man opnår anden ansættelse straks, vil man være ubetinget fritstillet i 7 dage, og vil således fortsat modtage hyre i de dage.
Der vil hverken blive afviklet ferie eller overtid i perioden, og rederiet vil forsøge at finde vedligeholdelsesopgaver for de opsagte i perioden frem til fratrædelsen.
Rederiet pointerede, at man ønskede at behandle alle de opsagte godt, da man havde været både glade og stolte over deres arbejdsindsats, og at den nuværende situation ikke skulle opfattes som et generelt ønske om at minimere sine aktiviteter i Danmark.
Såfremt der er spørgsmål, er medlemmerne velkomne til at kontakte Sekretariatschef John Ibsen 36 36 55 92 (ji@co-sea.dk <mailto:ji@co-sea.dk> ) eller A-kassen Susanne Holmblad, 33 14 84 36, eller pr. e-mail: 0000suj@danskmetal.dk.