Færøsk Internationalt Skibsregister
fra defensiv til offensiv.
Fra FAS til FoC
ITF har på møde i London d. 16. november 2011 erklæret Færøsk Internationalt Skibsregister (FAS) for Flag of Convenience (FoC) pr. 1. december 2011, i henhold til erklæringen som blev vedtaget i Buenos Aires i juni dette år.
FoC – forhistorien ultrakort
Opblusningen af de mange farverige og kulørte flag, som uden maritim historie, viden eller nævneværdig maritim lovgivning, falbød sig selv til skibsrederne gennem 2. halvdel af forrige århundrede, medførte samtidig, at kontrollen med skibenes kvalitet, miljøsikkerhed og de søfarendes arbejdsvilkår blev væsentligt forringet.
Såvel redere, der ikke havde skiftet flag, og dermed oplevede de konkurrenceforvridende vilkår på første hånd, politikere og fagforeninger, protesterede mod, at det system man igennem generationer havde opbygget i den maritime verden, med et blev udvandet i jagten på øget profit.
Også mange underudviklede lande begyndte at protestere, da det gik op for dem, at den fagre nye verden nok skaffede arbejde til landenes nyuddannede søfolk, men at lønningsniveauet desværre ikke var som dem i industrilandene, og for langt størstedelens vedkommende forblev på det niveau, som landets borgere i øvrigt havde.
Selvom FoC kampagnen allerede blev startet i 1948, så var det først i 1970’erne at der begyndte at ske noget, og først i 1990’erne begyndte man for alvor at fokusere på begreber som social dumping og sub-standard skibsfart.
FAS – en beskyttelse af færøsk søfart og færøske søfarende
Allerede i 1992 søsatte Færøerne sit eget internationale skibsregister, kaldet FAS, på linje med Dansk Internationalt Skibsregister (DIS).
Formålet med FAS var basalt set det samme, som vi kender fra DIS – nemlig at give den hjemmehørende handelsflåde sådanne vilkår, at de kunne konkurrere med udenlandske rederier og flag.
Man forsøgte dermed at vende den bølge af udflagning til særligt flag som Bahamas, Panama og Bermuda, som kendetegnede start 90´erne.
Virkningen af udflagningen kender vi i Danmark alt for godt, og det viste sig da også, at FAS i nogen grad kunne være medhjælpende til, at færøske søfarende fastholdt deres arbejdspladser på færøsk flagede skibe.
FAS – går i offensiv for at tiltrække alverden
Allerede i starten af dette årtusinde, stod det klart for den færøske søfartsstyrelse, at FAS nok havde forhindret udflagningen af egen handelsflåde, men samtidigt, at det ikke blev nogen succes i forhold til at tiltrække andre landes tonnage.
Man gik derfor målrettet til værks. I 2005 fik man en aftale igennem med Danmark om, at søfarende på FAS betalte skat på Færøerne, og at søfarende der sejlede DIS blev beskattet i Danmark!!!
Herefter ændrede man lovgivningen, således at FAS kunne tilbyde en stort set tilsvarende lovgivning som vi kender i DIS, nemlig, at de færøske fagforeninger ikke kan tegne overenskomster for udlændinge, kombineret med massiv støtte til redere der ønskede at flage FAS, ved hjælp af skatterabatter og nedsat selskabsskat.
“The Faroe Islands International Ship Register has the potential to make a considerable impact on
shipping company profits. This is evident when considering our highly skilled administration, longstanding history of political stability, up-to-date maritime law, system of tax rebate, safety record, registration and low company taxes, compared to our neighbouring countries.” (Fra reklamefolderen fra den færøske søfartstyrelse “ The Flagstate with a competitive edge”).
Resultaterne var ikke sene om at melde sig. Allerede i 2009 sejlede knap 40 skibe med færøsk flag, heraf otte danske, med en samlet bruttotonnage på henved 130.000.
Argumentet for at tiltrække udenlandsk tonnage beskrives af direktøren for FAS, Tommy Petersen, i artiklen fra 2009 med overskriften ” Færøerne vil kapre danske skibe”, og ”… Fiskeriet har været så dominerende, at det fyldte op mod 90 procent af den færøske økonomi. Nu ønsker politikerne, at Færøerne skal have flere ben at stå på…”.
Samme sang var medbragt i Buenos Aires juni 2011 fra den daværende færøske erhvervsminister, der måske havde lært af de danske skibsredere, idet det netop var fokus på den maritime klyngeeffekt som var baggrunden for at satse offensivt med det nye FAS.
Officerernes fagforeninger på Færøerne støttede op om politikerne, troligt fordi de vurderede, at FAS ville kaste arbejdspladser af til deres medlemmer.
Holdningen blandt de nordiske foreninger.
De nordiske foreninger oplevede straks FAS som et typisk FoC flag. Skibene skiftede flag og til udenlandsk besætning, men sejlede fortsat i samme havne og ruter som tidligere.
Tabet af arbejdspladser til udenlandsk billigere arbejdskraft er jo netop et klassisk eksempel på indholdet af social dumping som man finder i et karakteristisk FoC flag.
Dertil kommer et system, hvor interessen i skatteprovenue og skabelsen af lette ”administrative byrder” er altafgørende for flagstaten, mens adgangen til egenkontrol er minimal, da hverken skib eller rederi de facto har noget med Færøerne at gøre.
Alt i alt en giftig cocktail.
ITF beslutningen i London 16/11-2011
Så selv om Færøerne har en lang og stolt maritim historie, og vi har mange dygtige føræske kollegaer arbejdende i både DIS og NIS, var det af bydende nødvendighed at få indflydelse via de lokale fagforeninger, på den udvikling som FAS står foran.
Hvis de færøske fagforeninger kunne tilbyde en lovgivning og et kontrolapperat, hvor man sikrede, at det var på maritim know how og kunnen vi konkurrerede om arbejdspladserne, og ikke på lønniveauet, ville vi naturligvis byde det nye FAS velkomment.
På denne baggrund vedtog man, at de færøske og nordiske fagforbund inden mødet 16. november 2011, skulle have en klar aftale på plads, som sikrede dette.
Da dette ikke var tilfældet på mødet, valgte FPC Steering Committee at følge indstillingen fra Norge, Sverige og Danmark. Samtidigt blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af de involverede lande, som skal foretage et løbende opsyn og kontrol med FAS.
John Ibsen
ji@co-sea.dk
26 11 26 34