Isbrydning en statslig opgave

Det havde været smart, hvis Danske Havne havde sørget for enighed i egne rækker, inden det, der nu er blevet en regulær farce, var sat i søen, siger John Ibsen om det politiske forløb den seneste uge for privaterseringen af isbrydningen i danske farvande.

Kommentar
af John Ibsen, sekretariatschef CO-Søfart

Isbrydningens vej til privatisering er blevet et farceagtigt forløb, der kort og godt påviser, at en så samfundsvigtig opgave som isbrydning, hører hjemme i statsligt regi.
 
Lovforslaget, der skal privatisere isbrydningen og omlægge finansieringen af den, er på vej gennem Folketingets behandling som L45. Forslaget tredjebehandles på fredag.
 
Oplægget til loven, som politikerne i fredags behandlede på Christiansborg, er oprindeligt udarbejdet af fire organisationer i Det Blå Danmark, nemlig Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening, DI/Transport og Danske Havne.
 
Og de fire organisationer foreslog i fuld enighed en solidarisk løsning, hvor en vareafgift på 7 øre pr. ton, der håndteres i alle havne, skulle bidrage til finansieringen af den nye privatiserede ordning.
 
Oplægget var knapt afleveret på Christiansborg fra de fire organisationer, inden solidariteten i medlemskredsen hos Danske Havne slog revner. Vestkysthavnene meldte fra. Da der ikke er brug for isbrydning i havnene langs vestkysten, vil de heller ikke betale til ordningen. Punktum.
 
Det havde været smart, hvis Danske Havne havde sørget for enighed i egne rækker, inden det, der nu er blevet en regulær farce, var sat i søen.
 
Vi kan ikke fortænke Folketingets politikere i at hytte eget bagland i de respektive vestjyske kredse. Men det er ærgerligt, at erhvervet i sammenhængen har givet dem muligheden. Og politisk arbejdes der nu videre med et ændringsforslag, hvor vestkysthavnene fritages for betaling.
På den baggrund har Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibsmæglerforening, DI/Transport og Danske Havne i fredags officielt trukket sin opbakning til den nye ordning.
 
Sceneriet, som det har udspillet sig, åbner for spændende fortolkninger af ordet solidarisk. Og det er et uskønt forløb, hvor besætningsmedlemmer tilknyttet de skrotningstruede, statslige isbrydere må undre sig dybt, mens de afventer den jobmæssige skæbne.
 
Det gør vi i hvert fald her i CO-Søfart. Og vi tillader os at kalde Danske Havnes håndtering af forløbet for dybt useriøst.
 
Tænk, hvis Det Blå Danmark en dag kunne nå til at være solidarisk og enige om mere end varm luft og mode-ord i en maritim vækststrategi. Vi kunne jo starte i det små og se på de 7 ører pr. ton. De går til et godt formål, nemlig isbrydning til fælles glæde og gavn for hele det danske samfund.

Et alternativt forslag kunne være at spare kræfterne på at opfinde den dybe tallerken og lade isbrydningsopgaven og finansieringen ligge, hvor den oprindeligt lå. Den ordning var i hvert fald solidarisk i gammel-dags forstand.