Hårdt politisk benarbejde skabte resultater
Tir 7/6-2011 10.30
Dansk Metal har netop foretaget en vurdering af det færdige lovforslag og den arbejdsindsats der har været anvendt for at skabe de helt afgørende ændringer.
Dansk Metal havde allerede fra starten påpeget, at det oprindelige forslag - som på overfladen havde en hensigtserklæring om en grænse på 50 % EU-borgere bag roret, men som de facto åbnede mulighed for yderligere dispensation, og inkluderede en 5 års periode uden nationalitetskrav – ville betyde, at op til 6000 jobs ville overgå til udenlandske søfarende.
- Var lovforslaget blevet vedtaget i den form, som regeringen og rederne ville have, så havde det kostet op mod 6.000 danske arbejdspladser. Det havde lagt Danmark ned som søfartsnation. Derfor gik vi meget aktivt ind i sagen, og kontaktede partierne for en seriøs dialog. Regeringspartierne var desværre helt uvillige til at ændre på noget, men det lykkedes for Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti at få presset regeringen til en bred aftale, forklarer Ole Philipsen, der er formand for Dansk Metals Maritime Afdeling.
Derfor er der tilfredshed med den endelige lovtekst.
- Den nye lov sikrer, at vi stadig har en DIS-ordning, der er reguleret, og som sikrer danske arbejdspladser. Det betyder også en sikkerhed for uddannelser og at Danmark har en fremtid som søfartsnation. Det har været afgørende for os, siger Ole Philipsen.
- Vores unikke kendskab til branchen i Metals Maritime Afdeling sammenholdt med de stærke politiske relationer, forbundet har til Christiansborg, har gjort, at DIS-loven også fremover vil tage hensyn til danske arbejdspladser, siger Ole Philipsen.
Opbakningen har været stor i LO, men der er ikke udelt tilfredshed med samarbejdet på tværs af de søfarendes organisationer:
- Ikke alt har været lige nemt. Vi har fra starten fokuseret på effekten af en begrænsning i nationalitetskravet – ikke mindst ud fra frygten for hvad der kunne ske i den mindre skibsfart – og derfor har det nogen gange været frustrerende, at andre organisationer har valgt at sætte skattefradrag som det øverste på deres spiseseddel, siger John Ibsen, der er Sekretariatschef i CO – Søfart.
- Det har især skabt problemer i forhold til vores gode politiske forbindelser på Christiansborg, at vi ikke som søfarende kunne melde samlet ud, og dette har naturligvis gjort det politiske arbejde en hel del tungere, siger John Ibsen.
For mere se hele artiklen ”danske job på søen reddet”....