Skal hun så også fjernes fra Brian Mikkelsens kulturkanon?
Bornholmernes selvbestemmelse
Torsdag eftermiddag (3/2) var der høring i Folketingets Trafikudvalg, bl.a. om den omstridte navngivning af Bornholms nye hurtigfærge, som netop er færdiggjort i Australien.
Den er - indtil videre må man nu sige - navngivet "Leonora Christina", og det har ophidset rigtig mange bornholmere, for hvem navnet er synonymt med landsforræderi. Striden har i de seneste måneder raset næsten dagligt i Bornholms Tidende mens det nye, delvist statsejede, rederi Færgen A/S, har forholdt sig tavs indtil netop denne høring.
Kim Christiansen (DF) havde kaldt trafikminister Hans Christian Schmidt i samråd med spørgsmålet:
"Hvad er ministerens holdning til at Bornholmstrafikkens nye hurtigfærge, som skal indsættes på ruten mellem Rønne og Ystad, får navnet "Leonora Christina", og synes ministeren generelt at det er en god ide at danske færger opkaldes efter landsforrædere".
Kim Christiansen motiverede sit spørgsmål med at denneher meget lokale sag, vakte dybe følelser hos den bornholmske befolkning. Kim Christiansen mente ikke der var grund til at informere ministeren om den historiske baggrund, fordi ministeren som tidligere skolelærer formodedes at kende den danske historie. Blot påpege betimeligheden i at ministeren gik ind i sagen med baggrund i at staten ejede en væsentlig andel af rederiet.
Hans Christian Schmidt kunne bekræfte at rederiet havde tænkt sig at genoverveje navnevalget, og agtede at udskrive en navnekonkurrence på Bornholm, og det betyder jo at rederiet vil lytte til bornholmerne. Den fremgangsmåde, at lytte til brugerne, kunne ministeren varmt anbefale, sådan gjorde han nemlig også selv og havde god erfaring med.
Med det svar var gassen sevet af ballonen og Kim Christiansen kunne konstatere at alting var nemt når man, som her, fik sin vilje, og hvor korte samråd i givet fald kunne blive.
Ministeren fik til gengæld ikke svaret på det generelle spørgsmål, om det var en god ide, færge for færge, at opkalde dem efter landsforrædere.
Vores kulturkanon
Så var der mere vingesus i det uddybende spørgsmål Magnus Heinicke (S) efterfølgende stillede. Heinicke mente ikke det generelt var et spørgsmål som burde behandles i Folketinget, men når nu samrådet var indkaldt så var det fordi mange lokale følte der var truffet beslutninger hen over hovedet på dem, og den modvilje hos bornholmerne havde Socialdemokratiet stor sympati for. Man skal være varsom med hvordan man behandler historiske skikkelser, for man kan altid lære af historien og man skal ikke sådan bare kanonisere alt.
Magnus Heinicke følte sig imidlertid nødsaget til at spørge ministeren om den litterære betydning, fordi det ikke mindst er den som har gjort at vi har fremhævet Leonora Christinas betydning i de sidste mange år. Vi ved jo f.eks. at i kulturministerens kulturkanon, der blev Jammersminde udvalgt som et vigtigt værk, skrevet af Leonora Christine selv under hendes fangenskab. Der står f.eks. i begrundelsen at det er et respektindgydende værk og det vigtigste vi har fra baroktiden. Det er også uomtvisteligt at hun er Danmarks første forfatter, og at H.C. Andersen, Brandes og Johannes V. Jensen og andre virkelig store litterære personligheder fandt inspiration og forherligede hende som forfatter. Derfor kan man jo nu spørge om denneher historie får det officielle Danmark, får kulturministeriet, til at ændre på opfattelsen af Leonora Christine. For ellers kan man jo synes at det er meget naturligt at rederier og andre slår op i en kulturkanon og leder efter noget eller nogen man kan navngive et eller andet efter. Får det her betydning for regeringens lyst til at fremhæve nogen frem for andre, set i lyset af at man altså her har fremhævet nogen som var forkerte?
Peter Juel Jensen (V) - det bornholmske folketingsmedlem.
Ville slet ikke stille noget spørgsmål men udnytte sin mulighed for at komme med en kommentar. Bifalder 100% den beslutning ministeren har truffet og selvfølgelig skal navngivningen ske på Bornholm. Peter Juel Jensen glæder sig til konkurrencen. Det kan faktisk gå hen og blive en stor begivenhed for Bornholm. Glæder sig over andre ting som handler om den trafikale situation til og fra Bornholm, og ministeriets villighed til at udfærdige en analyse i 2011. Men navnet på en kommende færge skal træffes på Bornholm og den beslutning bifalder Peter Juel Jensen.
Hans Christian Schmidt gled kønsløst uden om Magnus Heinickes halvfrække spørgsmål. Han syntes det var behageligt at komme i udvalget, hvor han kunne blive belært om kultur og kanoner og så meget andet interessant. Den slags lyttede han altid til med stor interesse.
Lyt bare til bornholmerne, så skal det nok gå. Det er aldrig forkert at lytte til sine kunder, og her finder man en løsning. Om kulturkanon'en føler Hans Christian Schmidt ingenting, der må de ærede medlemmer spørge kulturministeren.
Ordføreren sluttede med at sige, at det er jo godt, alle er glade, og så er vi alle glade. Tak for nu.
Leonora Christina
Levede fra 1621 til 1698 og blev som 15-årig gift med rigsgreve og rigshovmester Corfitz Ulfeldt. Hun var datter af Christian 4. og hans "hustru til venstre hånd", og var hans ynglingsdatter.
Leonora Christina levede i et lykkeligt ægteskab med Corfitz Ulfeldt, hun stod ham bi livet igennem, og de fik i perioden 1638-1651 mindst 15 børn sammen. Corfitz Ulfeldt sluttede sig på et tidspunkt til svenskerne og rykkede med dem ind i Danmark i 1657, og Leonora Christina måtte overtage hans forsvar da han for en svensk kommisionsdomstol blev anklaget for forræderi, mens han selv var for syg til at forsvare sig. Begge blev arresteret i København i 1660 og fængslet for 16 måneder på Hammershus på Bornholm, hvorfra de på dramatisk vis forsøgte at flygte. De blev løsladt i 1661 mod at give afkald på en række fordringer og de fleste af deres ejendomme (Ulfeldt var en af kongens store långivere).
Imod aftalen med Frederik 3. rejste Leonora Christina til London for at få inddrevet noget gammel gæld, og herfra blev hun udleveret, sendt til København og sat i fængsel i Blåtårn på Københavns Slot. Hun nægtede at have kendskab til Corfitz Ulfeldts forræderiske handlinger, men blev holdt fanget i Blåtårn i godt 22 år. Under fangenskabet i Blåtårn skrev hun storværket "Jammersminde". Hvis man slår op på kulturministeriets "Kanon for litteratur" er Jammersminde det første værk på listen.
Corfitz Ulfeldt selv døde i 1664.
OleS