"Dueodde" er solgt
Tor 9/9-2010 11.30
Bornholms Trafikken omlægger ruter
PRESSEMEDDELELSE
9. september 2010
Bornholmstrafikken styrker sejladsen og strømliner flåden
En ekstra aftentur og øget kapacitet mellem Rønne og Ystad, ændrede sejltider på Rønne-Køge og større passagerkapacitet på Rønne-Sassnitz til sommer. Det bliver nogle af resultaterne, når M/S Dueodde 10. oktober udgår af flåden og erstattes af ekstra sejlads med M/F Povl Anker, der har større passagerkapacitet. M/S Dueodde er solgt til et newzealandsk selskab.
Bornholmstrafikken træder 10. oktober ind i en helt ny epoke, når M/F Povl Anker overtager M/S Dueoddes sejlads på Rønne-Ystad overfarten. Og som noget helt nyt bliver M/F Povl Anker desuden sat ind på en ekstra aftentur mandag-fredag. Med hele 152 ekstra dobbeltture frem til midten af juni næste sommer vil det give et stort kapacitetsløft på overfarten - og samtidig sikre de sene godstransporter.
Den sene afgang vil dog også i høj grad være til glæde for almindelige kunder, som nu kan komme til og fra Bornholm sent om aftenen over Ystad. Der er afgang fra Rønne 22.00 og fra Ystad 01.00, Bornholmerbussen kører til og fra København i forbindelse med den sene afgang. Og som en ekstra bonus er der markante rabatter på færgebilletterne på den sene tur:
"Vi vil gerne gøre vores til, at den sene aftentur bliver en succes, og derfor giver vi hele 75 % rabat på alle færgebilletterne. Det er jo en rabat som kan mærkes, og jeg forventer da også, at den vil være med til at sætte ekstra gang i rejseaktiviteterne til og fra Bornholm her hen over efteråret og vinteren", siger administrerende direktør i Bornholmstrafikken Jørgen Jensen,
"Fra på mandag vil vores personale være klar til at tage imod bookinger til den sene afgang, og vi glæder os meget til at gå i gang med det nye tiltag".
M/S Dueoddes afgang har også givet mulighed for at fremrykke den sejlplan på Rønne-Køge overfarten, som ellers først skulle træde i kraft 1. september 2011. Det betyder, at M/S Hammerodde fremover klarer sejladsen alene. Den blev i foråret forlænget med 300 ekstra banemeter, og den dækker derfor allerede nu de øgede krav til godskapacitet, der vi være gældende på overfarten frem til 2017.
Der bliver afgang klokken 17 fra Rønne og klokken 00.30 fra Køge.
”Det er meget positivt, at det er lykkedes os at få solgt Dueodde til en fornuftig pris her på det helt rigtige tidspunkt. Jeg vil gerne takke Trafikkontaktrådet for den positive opbakning, der har været omkring de nye ændringer", siger administrerende direktør Jørgen Jensen,
”Povl Anker er et driftsikkert og behageligt skib at sejle med, og med sin større passagerkapacitet giver det os blandt andet en bedre mulighed for at satse mere offensivt på at tiltrække polske og tyske turister via Rønne-Sassnitz overfarten hen over sommeren 2011.”
I højsæsonen 2011 vil der i lighed med sommeren i år blive chartret en ekstra færge, så rederiet kapacitetsmæssigt er godt gearet til den forventet øgede trafik på de bornholmske overfarter.
BORNHOLMSTRAFIKKEN