FRA MEDIER
Kinesiske Mærsk-ansatte smadrede kontorer i raseri
Da ledelsen justerede feriedagene i forbindelse med det kommende kinesiske nytår, blev de ansatte så rasende at de smadrede flere kontorer. Arbejderne ville få 5 dages fri i forbindelse med nytåret d. 6. februar, men kun få løn ved overarbejde i weekenderne.
Chefer skal søge deres eget job i Mærsk Line
Som et led i omstruktureringsplanerne i Mærsk, vil et stort antal ansatte med titel af "director" (afdelingschef), blive bedt om at søge deres eget job i Mærsk Line. Fremgangsmåden vækker bekymring og der er uro i hovedsædet på Esplanaden. Processen ventes afsluttet i næste uge.
Mærsk rederiet udtaler, (ikke dybt overraskende), at de vil beholde de bedste i rederiet, når spare- og strategiplanen med nedlæggelse af 3000 stillinger i Mærsk Line globalt skal realiseres. Der skal kun søges job, når der er tale om nye job eller job som er væsentligt ændrede i deres indhold.
Mærsk-strategien om at ledere skal søge deres eget job har skabt uro i rederiet og headhuntere godter sig over muligheden for at lokke dygtige medarbejdere. Flere analytikere mener strategien kan give bagslag og at virksomheden havde været bedre tjent med kontante fyringer.
Mærsk-aktien i frit fald
B-aktien er faldet 38% siden sidste sommer på bl.a. frygten for en amerikansk økonomisk nedtur. Hvis recessionen i USA kommer kan det gå endnu værre, medens en status quo kan betyde en realistisk kurs omkring de 65.000 med potentialer for stigninger.
Børsen, 17/1, side 10
Dansk skib attraktivt mål for angreb
Inspektionsskibet "Thetis" har sat kurs mod Somalia hvor det fra februar skal deltage i en mission som skal beskytte handelsskibe med nødhjælp til området. Forsvarets efterretningstjeneste vurderer at skibet vil være et attraktivt mål for angreb særlig ved ophold i havne og kystnær passage. Truslen er høj ud for Somalia og Tanzania, men kun middel ud for Kenya vurderer FE.
Milliardbøde for olieforurening
En domstol i Paris har nu dømt de ansvarlige for olieforurening efter forlis af tankskibet "Erika" i 1999. De dømte er: Olieselskabet Total, ejeren, manageren og klassifikationsselskabet Rina. Total og Rina fik en dom på EUR 375.000, medens ejeren og manageren fik en på 75.000 EUR. Men herudover skal der i alt betales EUR 192 millioner i erstatning for påførte skader. Ved forliset førte udledning af 20.000 tons olie til omfattende miljøskader.
Fremgang for Kieler-kanalen
Antal skibe som i 2007 valgte at spare turen rundt om Skagen steg i 2007 til 43.500 og det er en fordobling set i forhold til 1999. For at afhjælpe stigende kødannelse i kanalens ender påbegyndes en udvidelse af sluserne ved Kiel i 2010.
Strengere krav for anløb af hollandske havne
Siden nytårsskiftet skal en række skibe som ikke har haft en "Mandatory Extended Port State Control", udført af et EU-medlem inden for de seneste 12 måneder, senest 3 dage før anløb af en hollandsk havn, rapportere dette. Det gælder olie-tankere på over 15 år, gas- og kemikalie-tankere på mere end 10 år, bulk-carriers på mere end 12 år, og visse pax-skibe ældre end 15 år. Undladelse vil medføre bøder.
IMO-eksperter anbefaler brugen af "destillate fuel"
Et ekspert panel fra IMO beskriver anvendelsen af "destillate fuel" som "a cleaner option in all aspects of shipboard life". Det giver bl.a. store reduktioner i SO2-udslip, og er i det hele taget en miljømæssig gevinst for skibsfarten.
Jobklausuler skal kræve samtykke og skal koste
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fremsætter lovforslag hvorefter arbejdsgiverne som hovedregel hverken hemmeligt eller omkostningsfrit kan begrænse en medarbejders muligheder for at få ansættelse i anden virksomhed. Beskæftigelsesministeren udtaler at stavnsbindinger grundlæggende er urimelige og der skal altså i givet fald samtykkes og kompenseres. Arbejdsgiverne selv betragter ikke jobklausuler som et større problem, og beskæftigelsesministeren forventer følgelig ikke videre modstand mod forslaget.
Beskæftigelsesministeriet, pressemeddelelse, 16/1 13.40
Dansk Arbejdsgiverforening mener ministerens lovforslag er for vidtgående. Det er OK at regulere området, men det er ikke rimeligt at lovgive om prisen for aftalerne. Socialdemokraterne ønsker helt at forbyde aftalerne og er derfor heller ikke begejstrede.
Fratrædelsesordninger i fagbevægelsen
Uroen efter fratrædelsesordninger, vilkår og krav, fra Tina Aurvig-Huggenberger LO, og John Dahl i HK, får flere forbund til enten at vaske hænder eller bekende. Det store spørgsmål, er vilkår hvis den ansatte eller valgte, selv vælger at fratræde. I f.eks. 3F, FOA og Dansk Metal udbetales der ikke godtgørelse ved selvvalgt fratrædelse, medens ansatte i Dansk Sygeplejeråd, HK og FTF kan gnide sig i hænderne med 1 års løn i bagagen. Formændene for FTF og HK er dog villige til at se på deres egne ordninger. De fleste fagforeninger modregner hvis den ansatte tiltræder nyt arbejde inden for 1 års perioden, men det gælder ikke alle.
Ansættelsesaftalen for Bente Sorgenfrey er frit tilgængelig på FTF's hjemmeside. Da hun senest skiftede job fra BUPL til FTF, fik hun 335.000 med i en ekstra lønpose, men da medlemmerne blev rasende valgte hun at betale pengene tilbage. Hun mener i øvrigt det er nødvendigt at give topjob i fagbevægelsen ekstra attraktive ansættelsesvilkår for at få folk til at gide det store arbejde, og så folk ikke klæber til stolen. Formanden for Træ, Industri og Byg, Anders Olesen, mener fratrædelsesbeløbene generelt er for høje.
3F udtaler de har helt klare regler. Der er ingen gyldne håndtryk ved selvvalgte fratrædelser, og bliver man f.eks. ikke genvalgt på en kongres gælder funktionærlovens regler. Hvis man selv vælger at fratræde sit job får man løn til den dag man er ude af døren og jobbet kan siges op med 1 måneds varsel som på de fleste andre arbejdspladser. Vilkår for ansættelser i 3F ligger frit tilgængeligt på foreningens hjemmeside.
Lokale HK-formænd kopierer ex-formanden John Dahl
HK er i gang med en større spareplan hvor afdelinger sammenlægges. Afdelingsformændene hvis tillidshverv nedlægges til juni, vil få løn frem til udløbet af deres valgperiode som er foråret 2009. Hertil kan de lægge de almindelige fratrædelsesordninger som betyder løn i op til 21 måneder ekstra. Altså sammenlagt op mod 2½ års løn uden de skal møde på arbejde. Det drejer sig om 15 lokalformænd.
Igen flere på efterløn
Efter et fald i foråret 2007 for efterlønsmodtagere, er der i 3. kvartal af 2007 konstateret stigende tilgang til efterlønsordningen for både dem på under som over 62 år. Der er stadig langt flest som vælger den tidlige efterløn til trods for de økonomiske incitamenter til at vente til de 62 år. Den borgerlige tænketank CEPOS mener tilgangen til efterløn helt skal stoppes og at det vil øge beskæftigelsen med 12.000 det første år, stigende til 100.000 efter 5 år ved fuld udfasning.
Folketinget 17/1
B 32. Beslutningsforslag fremsat af udenrigsminister Per Stig Møller. Forslaget lægger op til, at Folketinget giver sit samtykke til, at et dansk sømilitært bidrag stilles til rådighed for at ledsage skibe med nødhjælp til Somalia i farvandet omkring Afrikas Horn.
B 33. Beslutningsforslag fremsat af udenrigsminister Per Stig Møller. Forslaget lægger op til, at Folketinget giver sit samtykke til, at et dansk sømilitært bidrag indsættes i Task Force 150 med henblik på at bidrage til at styrke den maritime sikkerhed ved Afrikas Horn.
Valutakurser
100 USD = 516,98 DKK
100 Euro = 757,64 DKK
Aktiekurser - slutkurser
APM A-aktie: 46.800 (-1100)
APM B-aktie: 46.700 (-1300)
DFDS: 710 (-35)
D/S Torm: 150 (+2)
D/S Norden: 406,5 (-1,50)
Mols-Linien: 915 (-10)
Børsen, 17/12