CO-SØFART KALENDER
John Ibsen - arbejder hjemme
Jannik N. Madsen - forbundsmøde Metalhuset i Jørlunde
FRA MEDIER
Solid balance i markedet for containere og skibe
David Hallden fra Cheuvreaux skønner at Mærsk vil komme gennem 2008 med en stigning i raterne på containere på 1%. Til sammenligning med forventede ratestigninger for Neptune Orient Line er der tale om et yderst behersket skøn. Tilsyneladende er der nu god balance mellem antallet af containerskibe og den udbudte mængde af containere. Mange nye skibe modsvarer blot den stigende trafikmængde, og de nye superstore skibe kan ikke anløbe alle havne, medens også brændstofpriserne får rederierne til at sænke farten med øget behov for skibe.
"Peder Tordenskjold" til Libanon
Marineskibet har forladt danske farvande med kurs mod Libanon hvor det skal deltage i en 3 måneders operation i en FN-task force som skal forhindre smugleri af våben til Libanon. Operationen er pågået siden august 2006. Det danske flådeskib "Absalon" deltager i forvejen i en operation ved Somalia.
Forhandlinger om erstatninger efter "Stevns Powers" forlis
Nordane Shipping blev i december sidste år idømt en bøde på 50.000 kroner efter et forlis ud for Nigeria hvor alle 11 søfolk omkom. Forsikringsselskabet Skuld forsøger nu at indgå forlig med 7 af enkerne efter de omkomne som kræver 3 millioner i erstatning af Nordane Shipping.
"Super Speed 1" har problemer med pladsen
Color Line har besvær med at finde pladser til de passagerer som har fået billet, og mange har måtte finde deres siddeplads på dækket. Det har nu betydet at rederiet har måtte indskrænke antallet af mulige passagerer på den nye hurtigfærge, som har en lang række problemer bag sig før leveringen.
Steen Bryde og hans motiver
Finansmanden vil ikke afsløre sine planer for rederiet Nordic Tankers, men overfor Berlingske Tidende afslører han, at rederiet i hvert fald ikke bare skal satse på tankskibe, som han anser for at være for snæver satsning. Han mener også at selskabet sagtens kan satse på f.eks. ejendomme, så der kommer flere ben i selskabet, og henviser til Mærsk-modellen med både supermarked og olie på menuen. Steen Bryde mener han dømmes af småaktionærerne fordi bestyrelsen har udtrykt modvilje mod ham, medens han i virkeligheden kun tænker smukke tanker om at skabe værdi og ikke synes det er hyggeligt i sig selv at eje lidt af et par skibe.
Magtkampen kan lykkes:
23. april skal aktionærerne i det børsnoterede rederi igen stemme om et forslag fra Steen Bryde, om at udskifte hele den siddende bestyrelse. På forrige generalforsamling ejede han 12% af aktierne og kontrollerede herudover 12-15%, og dengang lykkedes det ham at samle 46% af stemmerne på generalforsamlingen. Nu er hans direkte ejerandel næsten 30% og der skal derfor ikke meget til før det lykkes for ham at mobilisere et flertal for forslaget. I følge Børsen er finansmandens planer at lægge en del af hans øvrige aktiviteter på ejendomsmarkedet ind i rederi-selskabet. Den nye bestyrelsesformand, Tage Bundgaard, mener fortsat det vil være muligt at afværge overtagelsesforsøget.
Børsen, 2/4, side 12-13
Det kan blive dyrt:
Den siddende bestyrelse på deres side spekulerer i at gøre en overtagelse af magten overordentlig kostbar for Steen Bryde, med krav om at han vil blive tvunget til at afgive indløsningstilbud på alle aktier i selskabet efter regler som kan betyde at Bryde må punge ud med op til 700 millioner kroner.
Århus på Mærsk-rute
Mærsk har meddelt at Rotterdam og Århus fra 6. april vil være at finde på rederiets Scan Med-rute. Der indsættes samtidig et femte skib på ruten.
Børsen, 2/4 side 6
Direktør for Mærsk Line fratræder
Svend Erik Heisselberg, direktør for Mærsk Line Scandinavia, fratræder for at søge nye udfordringer. Heisselberg kom til Mærsk i 2006.
Ændring af godsruter mellem Grønland og USA/Canada
Grønland har i en årrække haft direkte anløb med gods fra USA og Canada, senest efter aftale med det islandske rederi Eimship, som fra maj til oktober har haft anløb i Narsaq. Eimship har imidlertid med kort varsel meddelt at de ikke længere kan anløbe Narsaq, og gods til og fra USA/Canada vil fremover blive transiteret i Reykjavik som Royal Arctic Line anløber hver 3. uge.
Miljøstatus fra Mærsk Olie og Gas
Selskabet har udsendt miljøstatus-rapport 2007, for aktiviteter som varetages i egenskab af operatør for Dansk Undergrunds Consortium i Nordsøen. Målsætninger i lyset af den større fokus på miljøhensyn er opfyldt. Fra rapportens konklusioner:
Samlede energiforbrug på niveau med 2006.
CO2-udledninger på niveau med 2006
Samlede udledninger til havet reduceret betydeligt
Trafikrekord i danske havne
Samlet omsætning i de 27 danske havne sidste år blev på 97,3 millioner tons til sammenligning med rekorden fra 2006 som var på 96 millioner. De mest markante fremgange er på områderne: jern, stål, korn, foderstoffer, sand, grus og træ. Mængden af containere i danske havne voksede i 2007 mere end 8 gange så hurtigt som samfundsøkonomien.
Lav ledighed er (også) et problem
Når der er så lav ledighed som nu, så stiger prisen på såvel arbejdskraften som priserne i butikkerne. Og det er et problem siger økonomerne som ønsker mere arbejdskraft til landet, (og vel også som man indirekte må forstå, højere ledighed). Seniorøkonom ved Sydbank Christian Hilligsøe Heinig, mener det er oplagt at se på efterlønnen og de høje marginalskatter som midler til at øge arbejdsudbuddet.
200 bornholmske 3F'ere til 20 fuldtidsjobs
Der er ca. 200 3F'ere på Bornholm som modtager supplerende dagpenge. Reglerne bliver nu strammet så mange af dem skal i gang med at søge fuldtidsjob, bl.a. fordi retten til dagpenge forsvinder. 3F undersøgte mandag situationen på jobnet for faglærte og ufaglærte inden for 3F's brancheområder og lignende, og kunne kun tælle til 20 jobs hvoraf de 6 var tidsbegrænsede til sommerhalvåret.
Syge mister forsørgelsesgrundlaget
Efter gældende regler kan man oppebære sygedagpenge i 52 uger som i særlige tilfælde hvor der er udsigt til bedring, kan forlænges i op til 3 år. Reglerne betyder i praksis at 4-5.000 hvert år mister sygedagpengene, og heraf står ca. 1.000 uden anden form for hjælp som f.eks. kontanthjælpsmuligheder. Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, mener systemet er forrykt og vil stille ændringsforslag til loven i næste uge.
1. april
Til beroligelse for de i forvejen plagede rygere kan vi meddele at nyheden om Lomborg og rygningen som den nye miljøsynder nummer 1, var en ud af en vifte af 1. april nyheder som kunne findes i medierne i går. Den var nu så herlig ondskabsfuld at vi ikke kunne lade den ligge. Rygerne har få nyheder at glæde sig over, så vi syntes at de fortjente denne med dementi.
DAGEN, 2/4
2. april
Rygeforbud giver flere spritbilister i USA viser en undersøgelse som konstaterer at stigningen skyldes flere kører længere for at finde barer hvor der både må ryges og drikkes. En af forskerne bag undersøgelsen mener myndighederne bør overveje fordelene ved rygeforbuddet set i relation til den øgede spritbilisme. Undersøgelsen er offentliggjort i "Journal of Public Economy".
FRA FOLKETINGETS DAGSORDEN 2. APRIL
1) Til beskæftigelsesministeren af:
Bjarne Laustsen (S):
Har det været et specielt ønske fra regeringens side at ramme ledige kvinder med indgrebet i de supplerende dagpenge, set i lyset af, at 3 ud af 5 ledige medlemmer af 3F's a-kasse, der rammes, er kvinder?
(Spm. nr. S 888 (omtrykt)).
2) Til beskæftigelsesministeren af:
Bjarne Laustsen (S):
Vil ministeren forklare de overvejelser, der ligger bag, at det specifikt er kvinderne, de ufaglærte, fiskeindustrien og udkantsområderne, der skal rammes af nedskæringerne af de supplerende dagpenge?
(Spm. nr. S 1076).
Valutakurser
100 USD = 489,02 DKK
100 Euro = 758,72 DKK
Aktiekurser - slutkurser
D/S Torm: 139,50 (-0,50)
APM A-aktie: 53.400 (+1100)
APM B-aktie: 52.600 (+900)
D/S Norden: 509 (-16)
DFDS: 718 (-17)
Mols-Linien: 990 (-10)
Børsen, 2/4