Molestien 7, 2450 Kbh. SV, telefon: +45 36 36 55 85, e-mail: cosea@co-sea.dk

KONTAKT:


CO-SEA

Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring kontoret og de ansatte her: 

Gå til kontor CO-Sea

SENESTE NYT:

Overenskomster opsagt til tiden

Vi nærmer os marts 2025, hvor overenskomstforhandlinger 2025 for ...

Præsentation af nye aftaler for juniorofficerer på MARTEC

For 14 dage siden var Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime ...
DAGEN 1/9
Tor 1/9-2011 10.00

* Søfartens Ledere har fået skattemigræne og nu har politikere fra 7 politiske partier svaret på spørgsmål om skattebegunstigelser til DIS-søfarende.
* Color Line går i verbal krig mod Fjord Line efter påstande om snuskede affærer i Kristiansand.
* Vækst - vækst - vækst ... siger alle politikerne, men det hører fortiden til i vores del af verden og er slet ikke det som gør os lykkelige.
* De 50 rigeste blev rigere, selvom Mærsk Mc-Kinney blev fattigere.



Dagen hedder ”Ægidius” efter græker som slår sig ned i Provence som eremit. Han lever af mælken fra en hind, der kommer og besøger ham. Han bygger klosteret Saint-Gilles ved sin hule i skoven og lever der som abbed til sin død i 720. Han regnes for en af nødhjælperne og er berømt for at kunne hjælpe lamme, kræftsyge samt ammende børn.

Ordsprog: Som vejret er på Sankt Ægidius vil det være resten af måneden.

1536: Kong Christian III udsteder Flådens første krigsartikler, ”Ordenantz for Admiral- og Aarlauffuisschibe”. De indeholder regler for disciplinen ombord og krigsbyttes fordeling.
1800: Orlogsskonnerten ”Den Aarvaagne”, chef premierløjtnant Rædder, kæmper i Vestindien med stor engelsk kaper ”Dreadnought” og jager denne på flugt. Premierløjtnant Fædder falder (medalje slået).
1871: Cigarmagerforeningen ”Enigheden” af 1/9-1871 grundlægges. Det er Danmarks første levedygtige fagforening.
1904: Forfatteren Helen Keller, døv og blind fra fødslen, består eksamen på Radcliffe College med hæder.
1908: Orlogsværftets radiostation begynder sin virksomhed.
1923: Jordskælv rammer Japan og dræber 300.000 mennesker i Tokyo og Yokohama.
1933: H.G. Wells publicerer sin science fiction roman ”The Shape og the Things to Come”.
1941: Tysk politi beordrer alle jøder over 6 år til at bære den gule davidsstjerne, når de færdes offentligt.
1969: Oberst Gaddafi vælter kong Idris I’s styre i Libyen. Dagen er herefter Libyens nationaldag.
1970: Søværnets Taktikskole og Søværnets Teknikskole oprettes. Cheferne for de tre skoler indgår i Marinestaben som specialtjenesteinspektører.
1972: Bobby Fischer vinder VM i skak i Reykjavik mod Boris Spassky i et dramatisk opgør.
1983: Sovjettiske kampfly nedskyder sydkoreansk jumbojet over Sakhalin halvøen – 260 omkommer.
1985: Vraget af ”Titanic” lokaliseres efter 73 år.
1986: 398 sovjetborgere omkommer da fragtskibet ”Pjots Vasev” støder ind i krydstogtsskibet ”Admiral Nakhimov” i Sortehavet.


Sol op 06.15 sol ned 20.03

CO-SØFART KALENDER

Ole Philipsen – 11.00 bestyrelsesmøde DMMA.
Jens Fage-Pedersen – Københavns Byret som søkyndig dommer.

FRA MEDIER

Politiske svar på Søfartens Lederes skattemigræne
Navigatørerne har spurgt folketingets otte partier om hvad deres holdning er til at DIS-lønningerne ikke har kunnet blive reguleret med seneste skattereform. Her er pluk fra svarene som kan findes i deres helhed fra linket nedenfor:

SF (erhvervsordfører Karsten Hønge):
Forstår udmærket søfolkenes utilfredshed med rederierne og det er diskrimination over for hårdtarbejdende mennesker. Spørgsmålet ligger i en zone mellem arbejdsmarked og politik. SF vil arbejde for, at der gennemføres 3-partsforhandlinger til løsning af uenigheden.

Enhedslisten (Frank Aaen):
Rederne skal bare betale alle søfarende i henhold til intentionerne i DIS-lovgivningen. Ikke bare slipper de for at betale a-skat for de ansatte, de er også sluppet alt for billigt med tonnageskatten.

Socialdemokratiet (Niels Sindal, erhvervsudvalget):
Jeg deler helt og fast Søfartens Lederes synspunkt i denne sag, det er urimeligt regeringen ikke kan finde en løsning på problemet.

Konservative (Mike Legarth, finans- og skatteordfører):
Søfolk modtager nettoløn, og derfor henhører spørgsmålet til forhandling med arbejdsgiverne.

Dansk Folkepart (Colette Brix):
Jeg synes ikke man kan bruge ordet kompensation fordi DIS-ordningerne lever så at sige i sit eget univers og kan ikke kædes sammen med skattereglerne i Danmark. DIS-reglerne kom til verden for at danske redere kan konkurrere globalt.

Liberal Alliance (Amalie Lynge, pressechef):
Partiet har ikke forholdt sig til spørgsmålet.

De Radikale (Henrik Kjerrumgaard, pressechef):
Vil ikke udtale sig, da det er et overenskomstspørgsmål.
Søfartens Ledere, 31/8, http://snydtsoemand.wordpress.com/2011/08/31/valg-partiernes-holdning-til-dis-sagen/

Skatteministerens svar:
Ingen mulighed for eller ønske om at intervenere.
Søfartens Ledere, 31/8, http://snydtsoemand.files.wordpress.com/2011/08/brev-fra-skatteminister-19-august-2011.pdf

CMA CGM fik mindre fortjeneste
Verdens tredjestørste containerrederi måtte notere en nedgang i driftsresultatet på 33% til 592 millioner USD i første halvår af 2011. Nettooverskuddet faldt med 72% til 237 millioner USD skriver DVZ. Rederiet øgede faktisk omsætningen med 8% i perioden og generaldirektøren, der er tilfreds med resultatet, udtaler at 2010 var et atypisk år mens 2011 ligner et klassisk år for containertrafikken. CMA CGM var i alvorlige finansielle vanskeligheder for ikke længe siden, men blev reddet af en kapitalindsprøjtning fra en tyrkisk investor.
TransportTidende, 31/8 12.54, http://www.transportidende.com/index.php/dtt/artikel/cma_cgm_fortrstningsfuld_trods_lavere_fortjeneste/

Color Line i verbal-angreb på Fjord Line
Efter Fjord Line i forrige uge sivede ud at havnemyndighederne i Kristiansand favoriserer Color Line, retter det store norske færgerederi nu et voldsomt angreb mod Fjord Line. Koncerndirektør Helge Otto Mathisen fra Color Line er forarget over, at Fjord Line antyder det norske rederi er et halvkorrupt foretagende som lusker sig frem til snuskede aftaler. I virkeligheden ønsker Fjord Line at få lov til at bruge Color Lines dyre installationer helt gratis, og de er stukket af fra tre havne de seneste år og praler ligefrem af det, siger koncerndirektøren.
Maritime Danmark/fvn.no, 31/8 10.14, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=11745

Sejladssikkerhed i Øresund styrkes
Det IMO-godkendte skibsrapporteringssystem Soundrep udvides fra 1. september 2011 så det fremover omfatter hele Øresund. Systemet drives som et joint venture mellem danske Farvandsvæsenet og svenske Sjöfartsverket, et samarbejde som blev indledt i 2006 og har været operativt siden 2007. Årligt passerer små 35.000 skibe gennem Øresund og gennemsnitligt forekommer der årligt 50-70 hændelser hvor systemet aktivt bidrager til at undgå ulykker.
Maritime Danmark/Farvandsvæsenet, 31/8 11.57, http://www.maritimedanmark.dk/?Id=11746

DTU på vej med oplysninger om Kattegat-bro
I foråret 2012 vil Danmarks Tekniske Universitet være klar med en trafikmodel som kan bruges til et beslutningsgrundlag om en Kattegat-bro. Mere end 25 personer arbejder som et hold på opgaven og DTU lover projektet vil være klart til tiden. En bro vil betyde at rejsetiden mellem Århus og København reduceres til 58 minutter og på tværs af partierne findes der entusiastiske støtter. Trafikministeren er rystet over hastværket og ønsker at give DTU ro til færdiggørelse af arbejdet. SF suger også luft mellem tænderne og har ikke lagt sig fast på en holdning, mens ex-borgmester Nicolai Wammen (S) har gjort det til sin personlige mærkesag som folketingspolitiker.
Grafisk skitse over alternative ruter.
Berlingske.dk, 31/8 14.59, http://www.b.dk/nationalt/trafikmodel-kan-bane-vej-for-kattegat-bro

Rejsegilde på RAL-center i Ålborg
Tirsdag var der rejsegilde på Royal Arctic Lines nye logistikpakhus og administrationscenter i Ålborg. Arbejdet forventes afsluttet oktober i år. Komplekset bliver på 12.400 m2 og bygningen består af 3.000 m2 administration i fire etager, lagerhotel og ca. 5.300 m2 håndteringslager. Det hele omgives af 37.000 m2 indhegnet og befæstet areal.
Sermitsiaq, 31/8 17.50, http://sermitsiaq.ag/node/106556

BALTIC DRY INDEX
1.619 (+82) (rekord 20/5-2008 11.793)
Dryships.com, 26/8, http://www.dryships.com/pages/report.asp

Vækst vækst
Vækst – vækst – vækst – vækst – vækst – vækst – vækst – vækst (otte politiske partier).
Psssst. Vækstøkonomien i vores del af verden hører fortiden til. Og i øvrigt gør vækst os ikke mere lykkelige.
Information, 1/9 forsiden

De rige blev rigere
Berlingske Nyhedsmagasin har udgivet sin årlige liste over årets top 50 rigmandsklub. I alt er de 50 rigestes samlede formue steget med 12,4 milliarder kroner til 412 milliarder siden august 2010. Kun 8 af de 50 er blevet fattigere, herunder Mærsk Mc-Kinney Møller som blev 41 milliarder fattigere som følge af skred i aktiekurser. Karsten Ree er røget helt ud af rigmandslisten efter sine tab på Amagerbanken og Cimber Air.
Epn.dk/ritzau, 31/8 15.04, http://epn.dk/samfund/article2531379.ece

Bruttonationalproduktet
Foreløbige beregninger indikerer BNP voksede med 1,0% i 2. kvartal af 2011, når der korrigeres for prisudvikling og sæsonudsving. En lille nedgang i det private forbrug blev mere end opvejet af stigninger i det offentlige forbrug og investeringerne, så den indelandske efterspørgsel steg med 1,6%. I første halvår steg BNP 1,8% i forhold til samme periode sidste år. Baseret på hidtidige erfaringer kan usikkerheden på BNP-væksten generelt vurderes til +/-0,5 procentpoint.

Med små men positive vækstrater i andet kvartal fortsatte en beskeden økonomisk fremgang i både det samlede EU og USA.
Danmarks Statistik, 31/8, http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR399.pdf

1,8% mere i løn til de private ansatte
Lønnen i den private sektor steg 1,8% fra andet kvartal 2010 til samme kvartal 2011. Det var 0,1 procentpoint mindre end stigningen på årsbasis i første kvartal. I andet kvartal var lønstigningen fortsat størst inden for finansiering og forsikring (4,9%) og mindst inden for bygge og anlæg (0,6%).
Danmarks Statistik, 31/8, http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2011/NR398.pdf

Regeringen vil give ledige ret til løntilskudsjob i et halvt år
Regeringen vil foreslå at give ledige et håndfast tilbud om ret til et løntilskudsjob i et halvt år, før de mister retten til dagpenge efter to års ledighed. Skal løntilskudsjobbet også føre til fast arbejde, viser undersøgelser at dette sker bedst i private virksomheder, og her svarer tre ud af fire chefer at de foretrækker at ansætte korttidsledige i løntilskudsjob frem for langtidsledige. Også andre forhold peger på at de langtidsledige fortrinsvis vil blive henvist til løntilskudsjob i det offentlige, og LO's næstformand Lizette Risgaard er vred og mener det hele meget vel kan føre til en karussel hvor det ene løntilskudsjob afløser det næste.
LO Ugebrevet, 31/8, http://www.ugebreveta4.dk/2011/201135/Onsdag/ledige_faar_naeppe_gavn_af_valgloefte.aspx

Skræmmebillede om konsekvenserne af den halverede dagpengeperiode
Københavns Kommune har haft Rambøl til at lave en undersøgelse om hvor mange der vil falde ud af dagpengesystemet når den kortere ydelsesperiode træder i kraft i sommeren 2012. Resultaterne overført til landsplan viser at 4.800 risikerer at falde ud af systemet. Underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening Erik Simonsen mener derfor, at fagbevægelsen tegner et skræmmebillede når det påstås at 20.000 vil miste dagpengeretten.
Dansk Arbejdsgiverforening, 31/8, http://www.da.dk/

Sådan får vi jobbene tilbage til Danmark
Økonomiprofessor ved Århus Universitet Niels Westergård Nielsen har fire fokusområder når det gælder planer om at få job som er forsvundet til udlandet tilbage til Danmark:
* Lønningerne er for høje
* Lettere adgang til finansiering
* Bedre uddannelse og forskning
* Mindre person- og virksomhedsskat
Ingeniøren.dk, 31/8 16.52, http://ing.dk/artikel/121573-professor-saadan-vinder-vi-tabte-arbejdspladser-tilbage

Mere end 90% afviser S-SF-plan om at arbejde mere
Ifølge Børsen viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening at kun knap 7% vil arbejde mere, 81% vil beholde den nuværende arbejdsuge og 12% vil arbejde mindre. Ole Sohn fra SF er sikker på at alle alligevel vil komme til at arbejde mere fordi det er en fælles interesse at bevare velfærden, men erkender at det ikke er nogen nem løsning. Jørn Neergård Larsen, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening beder SF om at forholde sig til virkeligheden, fordi vi ikke har tvangsarbejde i Danmark som i visse socialistiske lande.
Epn.dk/ritzau, 1/9 08.00, http://epn.dk/samfund/arbmarked/article2532097.ece

Gammel ligelønssag for vaskeriarbejdere på vej til at udløse kvart million
Sagen stammer helt tilbage fra 90'erne hvor det daværende KAD vandt en ligelønssag om vaskeriassistenter kontra vaskeriportører på Syddanske Vaskerier i Svendborg og Odense. De 42 vaskeriassistenter har netop fået medhold i at de er blevet lønforfordelt og der er nu 245.039 kroner på vej til dem for både løn og pension.
Avisen.dk/3F-Fagbladet, 31/8 15.17, http://avisen.dk/kvart-million-paa-vej-i-ligeloenssag_151443.aspx

Planen om seniorførtidspensionister kan medføre masseafvisninger
Regeringen vil indføre en ordning om seniorførtidspensionister hvis planen om afskaffelse af efterlønnen bliver en realitet. Planen bliver imidlertid næppe en redningsplanke for de nedslidte på arbejdsmarkedet, fordi den påtænkes at blive koblet op på en allerede eksisterende ordning, hvor kommunerne kan vurdere på et såkaldt ”foreliggende grundlag”, uden at gøre brug af langsommelige arbejdsprøvninger.  I 2010 endte 65% af den type sager med afvisning. Det er heller ikke tilstrækkeligt at man ikke kan fortsætte sit nuværende job, man skal være ude af stand til at bestride et hvilket som helst erhverv.
Ugebrevet A4, 1/9, http://www.ugebreveta4.dk/2011/201135/Torsdag/fast_track_vil_ikke_virke.aspx

VALUTAKURSER – når du køber kontanter
100 USD = 529,84 DKK
100 Euro = 758,16 DKK
Danske Bank, 1/9, http://www.danskebank.dk/da-dk/Privat/Daglig-oekonomi/Valuta/Pages/Se-valutakurser.aspx#

AKTIEKURSER

APM A-aktie: 34.980 (+2.260)
APM B-aktie: 36.280 (+2.160)
D/S Norden: 155 (+6,60)
DFDS: 400 (+12)
D/S Torm: 12,33 (+2,35)
Mols-Linien: 17 (0)
Børsen, 1/9

OleS



© Copyright CO-SEA
All rights reserved

Cookie- og privatlivspolitik

CO-SEA
Molestien 7
2450 København SV

Telefon: +45 36 36 55 85
Email: cosea@co-sea.dk

Åbningstider og kontaktpersoner
Du kan finde mere info omkring
kontoret og de ansatte her

Overenskomster opsagt til tiden

Vi nærmer os marts 2025, hvor overenskomstforhandlinger 2025 for ...

Præsentation af nye aftaler for juniorofficerer på MARTEC

For 14 dage siden var Maskinmestrenes Forening og Metal Maritime ...

Samarbejdspartnere:

tjm banner 2019 fp1 195px
PFA banner 2023 195PX