En retssag om DIS-løn er ikke løsningen

”Jeg har svært ved at se, at den danske sømand får nogen gavn af en retslig afgørelse i denne sag, og det eneste glædelige i situationen er, at vi nu kommer ud af det dødvande, som de stridende parter igennem flere år, har holdt os i” siger Ole Philipsen, formand for Dansk Metals Maritime Afdeling og CO–Søfart.

Af sekretariatschef John Ibsen, CO–Søfart

Søfartens Ledere har nu efter flere ugers forvarslinger om en kommende retssag stævnet DFDS og Royal Arctic Line i sagen om regulering af nettolønningerne i Dansk Internationalt Skibsregister, DIS. 

Hvorfor ikke deltage og hvem anlægger sagen?

Søfartens Ledere har anlagt retssagen mod to rederier i Danmarks Rederiforening og med medlemmer, der er ansat i de to rederier, som stævnere.

Hverken rederierne eller medlemmerne vil sandsynligvis kunne slippe for at deltage i retssagen rent fysisk, da det traditionelt er sådan, at der skal afgives partsforklaring, og hvis modparten ønsker at der afgives partsforklaring, kan undladelse heraf føre til processuel skadevirkning.

Den enkelte navigatør kan derfor risikere, at han skal forklare dommeren, hvorfor han efter DIS-loven har krav på skattekompensation.

Dette ønsker vi ikke at udsætte medlemmerne i CO–Søfarts medlemsorganisationer for.

Uanset hvordan man vender det, så er det det enkelte medlem, der er sagsøger og er part i en retssag.

Det ville ikke være hverken CO–Søfart eller medlemsorganisationerne der stævnede rederierne, idet man som organisation i en civil retssag ikke har partsbeføjelse (man kan altså ikke hæve eller forlige en retssag uden medlemmets samtykke) og faktisk alene, som mandatar, hæfter for sagsomkostningerne (og altså ikke for den faktiske opfyldelse af dommen).

Vi skal ikke tage stilling til de konkrete tilfælde, men blot påpege, at der er en risiko for, at arbejdsgiveren kan opsige den stævnende ansatte. Den risiko ønsker vi ikke at udsætte nogle af organisationens medlemmer for.

Problemerne ved en retssag

Vi skylder medlemmerne at tydeliggøre CO–Søfarts holdning til sagen og dens udvikling.

Det er grundlæggende organisationens opfattelse, at en retssag er meget skadelig for DIS.

Som Søfartens Ledere selv tidligere har påpeget – blandt andet i artiklen ”Retssag om ulovlig statsstøtte på vej mod danske rederier” af 15. marts 2012, og i formanden for Søfartens Ledere, Jens Naldals seneste beretning, så kan den megen store fokus, som en retssag naturligvis vil medføre, få EU til atter at kigge DIS efter, og selv om der ikke er noget at finde, vil det igen give medvind til kritikerne af sådanne ordninger.

Konsekvensen af en retslig afgørelse, synes i CO–Søfarts øjne at være en lose – lose situation.

Hvad hvis Søfartens Ledere får medhold?

Hvis Søfartens Ledere får ret, så vil der skulle udbetales yderligere hyre til de højest lønnede danske søfarende, og dermed vil f.eks. færøske navigatører bosat på Færøerne, som, indtil overenskomsternes bortfald har sejlet på danske overenskomster, være billigere end tilsvarende danske.

Det vil med andre ord føre til en betydelig svækkelse af danskansatte danske søfarendes konkurrencedygtighed, og det midt i en meget svær økonomisk tid.

Har man de store papirer som navigatør, vil der naturligvis være jobs at hente i udenlandske rederier, men her betyder kompensationen jo ikke noget, og det vil alt andet lige medføre, at der vil blive langt færre jobs til danske juniorofficerer, sætteskippere og navigatører der gerne vil sejle i den danske handelsflåde.   

For alle personalegrupper repræsenteret i CO–Søfart, vil en udskiftning af danske officerer til billigere udenlandsk arbejdskraft, medføre massive tab af arbejdspladser, og samtidigt vil den naturlige ”fødekæde” for danskere i Det Blå Danmark endegyldigt være væk.

Hvad hvis DFDS eller RAL vinder?

Hvis rederierne får ret i, at der ikke automatisk skal ske nogen som helst regulering af de danske søfarendes nettoløn ved skatteomlæggelser, har rederierne jo samtidigt fået rettens ord for, at de end ikke behøver at forhandle.

I en verden hvor skattelettelser i stadig stigende grad finansieres ved en omlægning til afgifter, vil DIS ordningen, set med den danske søfarendes øjne, blive mere og mere uattraktiv.

Hvis man tager udgangspunkt i de meniges situation, der jo i vid udstrækning hænger sammen med resultatet fra transportforliget og mæglingsskitsen, vil det næppe være sandsynligt, at organisationerne vil kunne forhandle et højere og bedre resultat end landsgennemsnittet.

Dermed vil det ikke i praksis kunne lade sig gøre, at hente en skattekompensation over overenskomstforhandlingerne.

For navigatøren, som jo ikke længere er omfattet af en overenskomst, gælder det så, at han skal ud og forhandle sin individuelle lønstigning, som nu ikke kun skal tage hensyn til reallønsstigning, men også skal inddrage skattekompensationen.

Så hellere et forhandlingsresultat

Som vi hele tiden har påpeget i CO–Søfart, mener vi, at en aftale om skat, netop er en aftale. Dette kræver som altid, at aftaleparterne er enige, hvilket som regel forudsætter en forudgående forhandling.

Sidste gang ”den gordiske knude” skulle løses – i 2004 – var det netop CO–Søfart og Maskinmestrenes Forening, som i stedet for at rejse kravet om skattekompensation under overenskomstforhandlingerne, satte sig til forhandlingsbordet med rederne, og fik en løsning i form af opsparingsprotokollatet. Siden meldte de øvrige maritime organisationer sig så til aftalen. Protokollatet blev opsagt af de søfarende organisationer i 2006, da især Søfartens Ledere ønskede beløbet (443 kr.) udbetalt hurtigst muligt.

Vores tilgangsvinkel til det nuværende skatteproblem er den samme som dengang, men vi må blot konstatere, at parterne har trukket meget kraftige streger i sandet, og at man dermed har umuliggjort chancen for en forhandlingsløsning.

Retssagen vil naturligvis afslutte det meget lange vakuum, som parterne har sat os i, men vi frygter som sagt konsekvenserne af en retslig afgørelse – hvad enten den falder ud til den ene eller den anden side.  

Vi fastholder stadig, at de søfarende skal have en kompensation, idet en ensidig afgiftsstigning vil medføre en automatisk og ikke aftalt reallønsnedgang, men det skal gøres med begge parters interesser for øje.

Vi kan derfor kun igen opfordre til, at der kommer en saglig dialog og egentlig forhandling i gang.