Anmeldelse: Kapringen
Forfærdende tæt på virkeligheden
Der er ingen grund til at opfinde noget fiktivt, når virkeligheden ligger lige for, forklarede filminstruktør Tobias Lindholm i går aftes efter dansk snigpremiere på hans film 'Kapringen'.
Plottet i manuskriptet lå klar fra hans hånd inden optagelserne, mens detaljer i filmen fik lov at udvikle sig spontant i virkelighedens kulisser på et skib i Det Indiske Ocean og et rederikontor i København, fortalte instruktøren ved arrangementet, som CO-Søfart fik mulighed for at deltage i.
|
|
|
|
|
Se og læs mere på kapringen.com
Kapringen har sin egen hjemmeside med filmklip, billeder og optagelser fra arbejdet med filmen.
Klik her...
|
Tobias Lindholms nye danske film, Kapringen, bør være obligatorisk for enhver, når den om godt to uger får officiel Danmarkspremiere. Den udstiller i al sin filmiske enkelhed den grusomme virkelighed, som overgår i hundredvis af søfarende som gidsler hos somaliske pirater.
Fortællingen om den danske kok om bord på et skib, der bliver kapret ud for Somalia og det djævelske forhandlingsforløb som han, besætningen og rederidirektøren bliver ufrivillige hovedaktører i gennem de følgende måneder er både troværdig og forfærdende tæt på virkeligheden.
Virkelige kulisser
Kulisserne er også virkelige. Scenerne om bord er optaget på stykgodsskibet 'Rozen' i Det Indiske Ocean, hvor airconditionen tydeligvis er defekt, mens scenerne herhjemme er optaget hos rederiet Clipper i Harbour House i København.
Her er der fuld kontrol på rumtemperaturerne, mens direktørstolen efterhånden bliver temmelig varm.
I den virkelige verden var det kenyansk ejede skib 'Rozen' fra Motaku Shipping i Mombasa kapret fra februar til april i 2007. Året efter blev Clipper-skibet 'CEC Future' kapret og rederikontoret i København blev rammen om et forløb, som Per Gullestrup, daværende CEO i Clipper, helst havde været foruden.
Filmen handler ikke om en specifik kapring, understreger instruktør Tobias Lindholm - men om alle kapringer.
Skuespilleren Pilou Asbæk har hovedrollen om bord som kokken Mikkel, mens skuespiller Søren Malling løfter rollen som rederidirektøren Peter C. Ludvigsen under stadigt større pres mellem glasskillevæggene i rederikontoret.
Drama uden ramasjang
Dramatikken skabes uden store armbevægelser og brug af stuntmen. Tvært imod.
Og netop derfor trænger den til tider underspillede fortælling sig langt ned i biografsædets polstring.
De somaliske pirater spilles af somaliere, der opholder sig som flygtninge i Kenya, mens piraternes våben i filmen er rifler, som kenyansk politi har konfiskeret fra virkelige pirater. Den engelske gidselforhandler og ekspert Connor Julian i filmen er slet ikke skuespiller men security ansvarlig i Clipper Group og hedder Gary Skjoldmose Porter. På filmlærredet spiller han med andre ord sin egen rolle, og han gør det uimodståeligt.
Rent faktisk gør han det så godt, at skuespiller Søren Malling indrømmer, at han flere gange under optagelserne helt glemte rolle og manuskript og bare iagttog Gary Porter, der rådgiver direktøren i spillet om liv eller død.
Flue på væggen hos Clipper
Forud for optagelserne var Søren Malling i flere uger fluen på væggen i Clippers rederikontor. Og direktørfiguren i filmen har da også slående lighed med forhenværende CEO i Clipper, Per Gullestrup. Det er ikke så sært, at Søren Malling et par gange under optagelserne blev kontaktet af ansatte i rederiet, der i skyndingen tog fejl af ham og Per Gullestrup.
Kapringen går sin gang, som den skal efter gidselekspertens drejebog - næsten. For det er ikke ekspertens kop te, at direktøren stædigt fastholder selv at forestå kommunikationen med piraternes forhandler.
-Du må ikke lade dig involvere følelsesmæssigt. Det kan koste liv, advarer gidseleksperten Connor Julian på ægte engelsk.
Det er virkelighed. En virkelighed, hvor der hverken kommer skarpt skydende Navy Seals, frømænd eller muskuløse mirakelmænd ind fra højre med lette løsninger.
Direkte i nervebanerne
Dramaet trækker i handlingen i langdrag over flere måneder. Og publikum får fornemmelsen af uvisheden, usikkerheden, truslerne og den nerveopslidende og ugennemskuelige somaliske forhandlingsteknik serveret direkte ind i nervebanerne af instruktør Tobias Lindholm.
-Kan man forestille sig, at fem fly fyldt med passagerer stod kaprede i en lufthavn i Afrika uden nogen greb ind, spurgte instruktøren efter snigpremieren i går aftes.
Hans retoriske spørgsmål var svaret på, hvorfor han havde fundet det vigtigt at lave filmen 'Kapringen'.
-Min far var sømand. Vi har her et helt erhverv, en masse sømænd, som sådan set bare er en slags flyttemænd. Og så risikerer de hver eneste dag at ende som gidsler i Somalia. Og ingen gør noget. Det synes jeg er vigtigt, forklarede Tobias Lindholm.
Internationale roser
Både Tobias Lindholm og skuespiller Søren Malling var i går hastet hjem fra filmfestival i Venedig for at være med til den første halv-offentlige visning herhjemme af filmen.
Internationalt har filmen kastet store anmelderroser af sig efter forevisning søndag aften i Venedig. Det samme bør den gøre herhjemme.
At kokken Mikkel i filmen bruger benævnelsen 'køkkenet' om kabyssen, vælger vi at se gennem fingre med.
-Siger han det, lyder det rystet fra instruktøren, på spørgsmålet om den fejlslagne detalje.
-Helt ærligt. Det siger han vel ikke, tilføjer instruktøren, der slår fast, at der i manuskriptet står 'kabyssen'.
-Hold da fast. Jeg må lige ha' fat i Pilou. Her har han så lige selv digtet lidt, og det er desværre for sent at lave om, beklager Tobias Lindholm med et skævt smil.
Fakta:
Genre: Thriller / drama
Instruktør: Tobias Lindholm
Spilletid: 120 min.
Medvirkende:
Pilou Asbæk
Søren Malling
Dar Salim
Roland Møller
m.fl
Copyright: Nordisk Film