A2Sea nybygning trak fuldt hus
1.400 besøgte 'Sea Installer', da A2Sea i går præsenterede nybygningen i Grenaa.
Tekst og foto: Hanne Hansen
Se billedgalleri nederst på siden
Rederiet A2Sea viste i går i sin imponerende nybygning frem for offentligheden i Grenaa.
Vindmølleinstallationsfartøjet 'Sea Installer' kom til Esbjerg fra værftet i Kina midt i december for færdigudrustning. Derfra gik skibet direkte til England for opsætning af vindmøller, inden det nu skal i gang på Anholt Vindmøllepark.
I et meget tæt arbejdsprogram, var der dog blevet plads til at tage én dag ud af kalenderen til åbent-skib arrangementet.
Så her til morgen - dagen derpå - er de nyindkøbte uniformer, som officersbesætningen viste skibet frem i går, erstattet af arbejdstøjet, der for det meste i den branche er uden pressefolder.
Kø i kulde og blæst
300 inviterede gæster i form af kunder og samarbejdspartnere fik i løbet af formiddagen og eftermiddagen guidede rundture om bord, inden det imponerende specialfartøj blev åbnet for offentligheden sidst på eftermiddagen.
Og hos rederiet tør man dårligt tænke på, hvor stor søgningen ville have været med lidt varme i vejret. Op mod 1.100 trodsede den bidende kolde vind og stillede op i køen på den røde løber på havnen i Grenaa. Dertil kommer, at arrangementet kun har været annonceret lokalt i Grenaa og omegn i lokalaviserne. De forfrosne fingre kunne dog varmes i et opstillet telt, hvor A2Sea også bød på varme drikke og snacks. Et velkomment tilbud for mange.
Besætningen præsenterede skibet
Rundvisningerne om bord stod besætningen for, og dermed fik de besøgende rig mulighed for at få svar på alle spørgsmål om hvordan, hvor meget, hvor tungt og hvor højt. I maskinrummets kontrolrum fortalte maskinchef Johannes Amsterdam således om udstyr og teknik, mens hovmester Arne Christensen forestod informationen i kabys og messe. Her blev de besøgende også trakteret med petit fours, hvor det eneste grønne var cocktailbærene på toppen af kaloriebomberne. Den daglige kost om bord har andre og mere sunde grønne islæt, forlød det dog.
Nakken måtte bøjes tilbage mange gange for at få det hele med under rundvisningen, der indledtes på dækket. Dimensionerne er ret håndgribelige. Arbejdsdækket agter er i alt 3.350 kvadratmeter, der er forstærket, så det kan bære 15 tons pr. kvadratmeter.
Fra for til agter måler skibet 132 meter, i maskinrummet gemmer seks 3.020 kw motorer sig, og med avanceret teknik kan skibet bevæge sig med 25 cm's præcision - under gunstige vejrforhold.
"Gode ben"
Skibe med ben er en nyere opfindelse, og det er uvist om beskrivelsen "et skib med gode ben" har fundet vej til branchen. Under alle omstændigheder er 'Sea Installer's ben til at få øje på. Således rakte de 84 meter lange ben godt op i landskabet og var sammen med kranen synlige langt uden for Grenaas bygrænse i går. Benene står, når de er plantet på havbunden, på "fødder" der for hvert ben er på størrelse med et mindre parcelhus - 108 kvadratmeter.
På broen er der også rigeligt med kvadratmeter at røre sig på. 385 kvadrater i det hele. Skibets to skibsførere, Brian Bo Bendixen og Malte C. Bruun, fortalte om arbejdet på skib og bro, der rummer kontrolpaneler mod front, i begge vinger og mod agterkanten, hvor der er fri udsigt til det, der er 'Sea Installer's vigtigste område - arbejdsdækket med kranen.
Kranen er større og med større rækkevidde end andre installationsskibe. I det hele taget er skibet større, hurtigere og mere effektivt i arbejdet med opstilling af vindmøller til søs end andre. Kranen, der er elektrisk drevet, kan løfte op til 800 tons, mens løftehøjden er 100 meter.
Biograf og motionsrum
Om bord kan besætningen gøre brug af biograf, motionsrum og internet-cafe - sidstnævnte placeret i salonen, hvor der også er TV. Apteringen har plads til 60 besætningsmedlemmer og gæster i alt.
De mange muskler og den avancerede teknik på 'Sea Installer' er med besætning på job på Anholt Vindmøllepark de næste to måneder for DONG, der er medejer af rederiet. Fra tid til anden, vil bybilledet i Grenaa dermed også i den kommende tid have sin egen "overbygning" i form af de imponerende ben og kran, der uden tvivl vil tiltrække nysgerrige blikke.