Erstatningssagen mod rederiet H. Folmer & Co. efter kapringen af "Danica White"

3F på vegne af 4 søfarende mod rederiet H. Folmer & Co. (for den ene søfarende er det boet som overtager retskravet fordi vedkommende er afgået ved døden siden byretssagen)

Kortfattet hændelsesresume:

"Danica White" afsejlede fra Sharjah i De Forenede Emirater den 21. maj 2007 om aftenen med kurs mod Mombasa i Kenya, med en dybgang på 4,1 meter og et fribord på ca. 1,5 meter.

Der var 5 besætningsmedlemmer ombord (skibsfører, styrmand, 2 ubefarne og kok) mod normalt 6, fordi en ubefaren skibsassistent var afmønstret i Sharjah på grund af tilskadekomst med en fod.

Der var ikke fra rederi eller charter givet nogen konkret instruktion til skibsføreren om den pågældende sejlads, eller om at iværksætte forholdsregler mod pirater i forbindelse med sejladsen, og der blev ikke iværksat ekstra foranstaltninger som f.eks. forstærket udkig.

Det var oplysninger fra charterens agent i Bahrain som bevirkede at skibsføreren lagde ruten længere ude end oprindeligt planlagt. Oplysningerne blev modtaget 2 døgn efter rejsens påbegyndelse (anbefalet at sejle mere end 200 sømil fra kysten).

"Danica White" blev kapret den 1. juni 2007 ca 205 sømil fra den somaliske kyst, mens farten lå omkring 5-6 knob.

En påstået udløsning af SSAS-alarmen i forbindelse med kapringen, blev ikke registreret hos SOK i Danmark.

"Danica White" ankrede ved den somaliske kyst 2. juni omkring midnat og blev frigivet 22. august.

Ovenstående er hovedsageligt fra Søfartsstyrelsens Ulykkesrapport som kan findes her:
 

Byretsdom:

Byretsdommen blev afsagt 26. august 2009 hvor rederiet blev frikendt.

Byretsdommen er omtalt i DAGEN d. 27/8-2009:
http://www.co-sea.dk/dagen.12687.aspx#anchorName12691

Og hele sagen er efterfølgende dommen udførligt omtalt i fagbladet nr. 4-2009, side 4-11 - fagbladet kan findes her:
http://www.co-sea.dk/files/dokumenter/fagblade/2009/Fagblad%204-2009.pdf

I byretsdommens præmisser fastslås det at der ikke er godtgjort noget konkret ansvarspådragende fra rederiets side og at kaptajnen i visse forhold har handlet uagtsomt, men at bevisbyrden for at hans uagtsomme adfærd har været årsag til sagsøgernes tab, ikke er løftet.

Retsmøde i Østre Landsret 10/9-2010 (dom afsiges 6. oktober kl. 12):

Advokater:
Knud Foldschack plus en medadvokat for sømændene/3F
Henrik Thal Jantzen for rederiet

Set fra tilhørerbænken var retsmødet i Østre Landsret langt bedre tilskåret og emotionelt stærkere, end de to dages retsmøde i Byretten. Særlig medadvokaten for Knud Foldschack, som procederede omkring den erstatningsretslige jura, var en "oplevelse". Hun var ubestridelig formidabel dygtig til at fremlægge sine synspunkter - om de så har "gang på jorden" eller ej.

På de fleste punkter var der tale om en koncentrering af synspunkterne fra Byretten, men der blev også fra 3F's side fremlagt nye begrundelser som ikke var hørt før, og som konsekvensmæssigt blev afvist af modparten som retsgyldige.

Det gjaldt en påstand om at Sømandslovens § 18a, burde have fået rederiet til at orientere de søfarende om muligheden for at afmønstre før afrejsen fra Sharjah med kurs mod de somaliske farvande.

I den pågældende paragraf hedder det bl.a.: "Sømanden har ret til at fratræde tjenesten om bord ...... der er fare for, at skibet vil blive opbragt af krigsførende, udsat for krigsskade eller en faretruende situation, der kan sidestilles hermed.....".

Det principielle forhold i at der manglede et "skærpet udkig" i dagstimerne blev igen endevendt, uden der ved landsretten blev gået i detaljer om de lokale uvenskaber ombord før kapringen. Ifølge rederiets advokat skyldtes det manglende udkig, at skibsføreren overhovedet ikke kunne forestille sig der var nogen fare i det fredelige og rolige farvand på åbent hav, så længe anbefalingen om at holde sig 200 sømil fra kysten blev overholdt. I 2007, på kapringstidspunktet, var piratuvæsenet i sin opstartsbølge, og skibsføreren anede kun fred og ingen fare. I øvrigt blev det bestridt at en opdagelse af piratbåden 15 eller 30 minutter før kapringen, havde betydet nogen faktuel forskel for det lille langsomtsejlende fartøj med den lave fribord.

Modparten konkluderede at netop den ringe fart og det lave fribord burde have medført skærpet opmærksomhed mod en på tidspunktet kendt fare, hvor de seneste bulletiner omtalte kapringer i afstandsområder fra 180 til 210 sømil fra den somaliske kyst.

Alarmsystemet til SOK via SSAS-alarmen blev igen, ganske nytteløst, diskuteret. Ifølge Foldshack ville en korrekt udløsning og registrering af alarmen næsten have betydet en automatisk advisering af alle skibe og fly i området, mens Thal Jantzen bestred at den ville have haft nogen som helst praktisk betydning for forløbet. En emotionel betydning kunne det have ifølge Foldshalck, hvis SOK/Søfartsstyrelsen på et meget tidligt tidspunkt kunne have fået anledning til at berolige de søfarende om at deres liv - alt andet lige - ikke var i fare, på trods af maskinpistolerne i nakken.

Det var i denne retsombæring vigtigt for rederiet at fremhæve forståelsen af, at de søfarende havde lidt en voldsom overlast og intimiderende ydmygelse af piraterne, som havde været de rette at anklage for deres forbrydelse. I mangel af denne mulighed burde de have søgt erstaning ved erstatningsankenævnet som kun har en sagsbehandlingstid på 3 måneder. Imidlertid havde klagerne ventet til efter retssagens anlæggelse med at søge erstatningsnævnet, hvorfor nævnet havde afvist at behandle henvendelsen før efter retssagens afslutning. På den måde havde foreningen næsten fået drejet de søfarende ind i en ny gidselsituation fordi foreningen ønskede at få ram på rederiet, med ret så fatale konsekvenser f.eks. for den nu afdøde styrmand.

Erstatningsretsadvokaten mente ubestrideligt at en lang række forudsætninger for culpa var opfyldt (culpa = skyld, brøde), især fra kaptajnens side, men også fra rederiets, og sejlads gennem verdens farligste farvand blev fremhævet igen og igen. Advokaten mente at byretten havde fejlbedømt de erstatningsretslige konsekvenser af en række undladelser, og at byretten antyder at de pågældende forholdsregler kun ville have haft hypotetisk betydning for kapringsmuligheden.

Ifølge erstatningsadvokaten var det derimod sandsynligt at kapringen var undgået hvis der var taget passende forholdsregler. Efter gennemgang af en række landsager på erstatningsområdet, og sammenligninger og referencer til Arbejdsskadeloven, fastslog advokaten at det eneste eneste resultat der ikke er retsligt grundlag for, er det resultat byretten er nået frem til.

Det blev fremhævet at sagen har stor international bevågenhed, og at der mangler retningslinier for tort-udmåling i en sag som denne, med et særdeles belastende forløb som måske nærmest kan sammenlignes med belastningen for en udsendt soldat, som dog har meldt sig frivilligt til en kendt faresituation.

CO-Søfart/OleS