Brian Mikkelsen
Man 7/3-2011 11.47
Leder Brian Mikkelsen efter topjob i rederibranchen?
LEDER I UGEBREVET A4
7/3-2011
(Link til ugebrevet)
Er Brian Mikkelsen på jobjagt?
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsens forgænger gav kæmpe skatterabat til rederierne og blev belønnet med et topjob. Er Brian Mikkelsen med en ny gave til rederierne ved at gøre kunsten efter?
Hvad vil det sige at lave en Nils Wilhjelm? Og er økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) ved at lave en Nils Wilhjelm? Eller udtrykt mere mundret: Er økonomi- og erhvervsministeren ved at please rederierne så meget, at han på et senere tidspunkt vil blive belønnet med et godt job?
Erindringen om den tidligere konservative industriminister Nils Wilhjelm fra Schlüter-regeringen springer frem, når man i disse uger følger Brian Mikkelsens forsøg på at fjerne kravet om, at danske skibe skal have danske officerer på broen.
Reglen om, at skibsføreren skal være fra Danmark eller EU, er ellers stort set det eneste krav, der stilles til rederierne for, at de kan benytte sig af det attraktive DIS-register, som blandt andet giver skattefrihed til de ansatte.
Loven om DIS – Danmarks Internationale Skibsregister – blev indført af Nils Wilhjelm i 1988. For at styrke rederiernes konkurrenceevne og for at fastholde danske job i den store danskejede handelsflåde, blev søfolkene fritaget for at betale skat. Og til rederiernes store begejstring kunne hyren dermed reduceres kraftigt. Skattefriheden havde været efterlyst af rederierne i flere år og kort efter, at loven var vedtaget, stoppede Nils Wilhjelm som industriminister og fortsatte sin karriere med et topjob i bestyrelsen for Mærsk.
DIS-loven skulle sikre de danske søfolks job. Alligevel har rederierne i dag udskiftet de fleste danske søfolk med billigere søfolk fra især Filippinerne. Stort set den eneste rest af danskere på de 600 DIS-skibe er skibsførerne, som nu trues af Brian Mikkelsens lovforslag. Og selv om deres løn allerede er presset i bund på grund af skattefriheden, glæder rederierne, der årligt præsterer tocifrede milliardoverskud, sig over, at der nu er udsigt til at slippe af med den sidste lønudgift, der bare marginalt minder om normale danske niveauer.
Rederierne bakker derfor helhjertet op om Brian Mikkelsens plan, der blev præsenteret kun seks uger efter, at han før jul noget usædvanligt for en siddende minister offentligt luftede sine fremtidige karriereplaner. Det skete i et interview, hvor han direkte gav udtryk for, at han gerne ville være direktør, hvis regeringen skulle miste magten. Spørgsmålet er så, om det er en Nils Wilhjelm, som Brian Mikkelsen nu er ved at søsætte?
For en Nils Wilhjelm taler at:
Alle meningsmålinger peger på, at Brian Mikkelsen ikke er minister efter valget.
Brian Mikkelsen har klart signaleret, at han er interesseret i jobtilbud.
Der er ingen logisk timing i forslaget ud over, at det er ved at være sidste chance, hvis det skal gennemføres af Brian Mikkelsen.
De eneste, der nyder fordel af forslaget, er rederierne, der vil spare en masse penge.
Imod denne analyse er, at så beregnende kan en politiker da umuligt være. Politikere – og det gælder naturligvis også Brian Mikkelsen – går ind i politik, fordi de ønsker at gøre samfundet bedre, og derfor er der næppe nogen, der fremsætter lovforslag, som, de ikke selv mener, er i samfundets interesse. Og selv om de danske søfolk måske har svært ved at se samfundsinteressen i, at de skal gå på dagpenge i stedet for at sejle på de syv have, så tager de fejl. Af lovforslagets bemærkninger fremgår det nemlig, at initiativet både er for at styrke ’rederiernes og de danske søfarendes globale konkurrenceevne’.
Så der er nok ikke noget at komme efter.