Ang. Regina Line
Fre 10/2-2012
Skepsis over for nyt rederi-initiativ
Formalia omkring rederiet Regina Line tvivlsomme
CO-Søfart og Dansk Metals Maritime Afdeling (DMMA) kan for nuværende ikke uforbeholdent tilråde medlemmer af forbundet at tiltræde job hos Regina Line v/Niels Jørgen Basbøll Poulsen.
Ifølge dagspressen vil Regina Line sommeren 2012 indsætte et skib til sejlads på ruten Esbjerg-Harwich, og ifølge Regina Lines hjemmeside på www.reginaline.dk søger rederiet pt. 160 medarbejdere.
CO-Søfart og DMMA har henvendt sig til Regina Line v/ Niels Jørgen Basbøll Poulsen med krav om:
• overenskomst for følgende medarbejdergrupper, som rederiet ifølge hjemmesiden 7. februar søger efter: chiefpurser, restaurantpurser, personalepurser, oldfrue, stewardesser, køkkenchef, kokke, køkkenmedhjælpere, opvaskere, informationsmedarbejdere, kioskmedarbejdere, kældermand, bartendere, cruisemanager, motormænd, elektriker
• overenskomst for skibsassistenter og skibsmekanikere
Niels Jørgen Basbøll Poulsen har bekræftet modtagelsen af overenskomstkravet og svaret, at rederiet har til hensigt at overholde gældende regler for overenskomster. Nærmere dato for forhandlinger er dog pt. ikke aftalt.
Da CO-Søfart og DMMA imidlertid finder flere forhold og oplysninger om rederiet for usikre og uafklarede, opfordres medlemmer til at kontakte sekretariatet hos DMMA, inden indgåelse af evt. kontrakt hos Regina Line.
Rederi og tøjforretning i samme selskab
Usikkerheden gælder blandt andet rederiets formelle registrering. CO-Søfart og DMMA har forgæves forsøgt at få rederiets oplyste CVR nummer bekræftet hos Det Centrale Virksomhedsregister. Og ifølge Niels Jørgen Basbøll Poulsens seneste svar på vore forespørgsler omkring rederiets etablering, drives det pt. i samme selskab som House of Miss Molly, der er en tøjforretning med salg af blandt andet gallakjoler, med adresse i Taastrup.
Tallink afviser at samarbejde
Vi har endvidere konstateret, at Regina Lines hjemmeside anvender billeder, der stammer fra rederiet Tallinks samling af Pressebilleder. Tallink afviser at have et samarbejde med Regina Line og fastholder, at Regina Line uden tilladelse har brugt Tallinks billeder.
-Vi hilser generelt nye, maritime aktiviteter velkomne. I tilfældet Regina Line forekommer forholdene dog at være temmelig tvivlsomme, siger sekretariatschef i CO-Søfart, John Ibsen og tilføjer:
-Det lyder i mine ører ikke seriøst at ville drive tøjforretning og rederi i samme selskab, og vi er skeptiske overfor, hvorvidt initiativtageren seriøst har til hensigt at drive et rederi på en rute, hvor der allerede eksisterer en stærk og veletableret konkurrent.
For yderligere oplysninger kontakt
John Ibsen
Sekretariatschef, CO-Søfart
kontor 3636 5592 / mobil 26 11 26 34
Dansk Metals Maritime Afdeling, DMMA, er en selvstændig afdeling i Dansk Metal.
DMMA organiserer en lang række faggrupper fra catering samt dæk og maskine som f.eks. hovmestre, kokke, cateringpersonale, skibsassistenter, skibsmekanikere og maskinister.
CO-Søfart er en kartellignende sammenslutning mellem:
• Dansk Metals Maritime Afdeling (DMMA)
• Søværnets Konstabelforening
• FOA Søfart